Essay

Åndens krise

I 1919 skrev Paul Valéry det famøse essay »Åndens krise«, der skulle forudsige mange af det 20. århundredes senere ulykker. Den franske forfatter og tænker så for sig, hvordan Europa var ved at ofre alt på effektiviteten og rationalitetens alter, og at europæernes fremskridtsvenlige idealisme var ved at føre kontinentet lige lukt ind i nye ødelæggelser. I dag, hvor end man kigger hen, er det atter blevet populært at hævde, at Europa styrer mod undergang og katastrofer, særligt på grund af de økonomiske og demografiske tendenser. Mange spørger, hvilke fremherskende idéer, hvilke værdier, der skal føre Europa ud af de mange kriser. Lever vi midt i civilisationens forfald? Måske kan Valérys essay kaste lys over den nuværende europæiske intellektuelle situation, og dermed be- eller afkræfte, at vi befinder os i en ny åndelig krise.


Foto: © Barry Lewis, CC 4.0

Første brev

 

I vores civilisationer ved vi nu, at vi er dødelige.

Vi havde hørt om fuldstændig forsvundne verdner, om imperier, der var gået under og havde taget alle deres mænd og alle deres maskiner med sig. De var sunket ned i århundredernes uudforskelige dyb med deres guder og deres love, deres akademier og deres teoretiske og praktiske videnskaber, med deres grammatikker, deres ordbøger, deres klassikere, deres romantikere og deres symbolister, deres kritikere og deres kritikeres kritikere.

 

Vi var godt klar over, at hele den synlige verden er skabt af aske, at asken betyder noget. Gennem historiens tykke lag kunne vi øjne genfærd efter enorme skibe, der engang var lastet med rigdom og ånd. Vi var ikke i stand til at tælle dem alle. Men når alt kom til alt, vedkom disse skibes forlis os ikke.

 

Elam, Ninive, Babylon var for os smukke vage navne, og disse verdeners altomfattende undergang havde lige så lidt betydning for os som selve det, at de engang havde eksisteret. Men Frankrig, England, Rusland… kunne også blive smukke navne. Lusitania[1] er også et smukt navn. Og nu ser vi, at der er plads til alle i historiens afgrund. Vi indser, at en civilisation er lige så skrøbelig som et menneskeliv. De omstændigheder, der skulle sende Keats og Baudelaires værker ned til Menanders[2] er ikke længere ufattelige, for dem kan man nu læse om i aviserne.

 

Dette er ikke alt. Den brændende lærestreg er endnu mere fuldbyrdet. Vor generation har ikke blot ved egen erfaring lært, at selv de smukkeste og ældste og de mest fantastiske og mest velordnede ting kan forgå ved tilfældets kraft; for den har inden for tænkningens, den sunde fornufts og følelsernes områder set usædvanlige fænomener opstå, paradokser blive virkeliggjort fra det ene øjeblik til det andet og det indlysende blive brutalt bedraget.

 

Jeg vil kun nævne et enkelt eksempel på dette: De tyske folks stærke dyder har medført mere ulykke, end der nogensinde er frembragt ondt af lediggang. Vi har med egne øjne set samvittighedsfuldt arbejde, den mest solide uddannelse, den mest seriøse disciplin og flid blive tilpasset frygtelige projekter.

 

De mange rædsler ville have været umulige uden så mange dyder. Uden tvivl har det været nødvendigt med megen videnskab for at slå så mange mennesker ihjel, formøble så store formuer, udslette så mange byer på så kort tid; men det har i lige så høj grad været nødvendigt med stærke moralske egenskaber. Viden og Pligt, I er altså mistænkelige?

 

Således hærges det åndelige Persepolis ikke mindre end det materielle Susa. Alt er ikke gået til grunde, men alting har mærket, at det var ved at forgå.

 

6696785875_851a7b68be_o

En usædvanlig skælven er gået gennem Europas marv og ben. Det har i kernen af sin bevidsthed følt, at det ikke længere kunne kende sig selv, at det var ophørt med at ligne sig selv, at det ville miste bevidstheden – en bevidsthed, som er opnået ved århundreders tålelige ulykker, af tusindvis af førsteklasses mennesker, ved utallige geografiske, etniske, historiske lykketræf.

 

Og så – som et fortvivlet forsvar for dets fysiologiske væsen og egenskaber – er hele dets erindring dukket op igen i én stor forvirring. Dets store mænd og store værker er i et stort virvar dukket op til overfladen igen. Man har aldrig før læst så meget, eller med så stor lidenskab, som under krigen. Spørg bare boghandlerne. Aldrig før har man bedt så meget, eller så inderligt. Spørg bare præsterne. Man har påkaldt alle frelsere, grundlæggere, skytshelgener, martyrer, helte, fædrelandsforfædre, hellige heltinder, nationaldigtere…

 

Og i den samme åndelige forvirring, og som reaktion på den samme angst, har det dannede Europa oplevet en brat genoplivning af dets utallige tankeverdener: læresætninger, filosofiske systemer, idealer af forskellig slags; tre hundrede forskellige måder at forklare verden på, kristendommens tusind og én nuancer, tyve forskellige former for positivisme – hele spektret af intellektuelle kundskaber har spredt sine uforligelige farver og kastet et underligt selvmodsigende skær over den europæiske ånds dødskamp. Mens opfindsomme mennesker ledte febrilsk i deres begrebsverdener, i fortidens krigsoptegnelser efter en mulighed for at rive sig løs fra pigtråden, sætte ubåde ud af spillet eller lamme flytrafikken, fremkom ånden samtidig med alle de besværgelser, den kendte til og tog med alvor de underligste profetier op til overvejelse; den søgte tilflugt, råd og trøst i den samlede liste over erindringer, tidligere tiders adfærd og forfædres holdninger. Og her drejer det sig om de velkendte følger af angst, om de rodede hjerneaktiviteter, der løber fra virkelighed til mareridt og tilbage igen, gal som en rotte, der er gået i fælden…

 

Den militære krise er måske nok forbi. Den økonomiske krise er tydelig i al sin styrke, men den intellektuelle krise – en mere subtil krise, som i kraft af selve sin beskaffenhed tager de mest bedrageriske former (eftersom den finder sted i selve tilsløringens rige) –, denne krise giver ikke uden videre adgang til sin egentlig betydning, sit stadium.

 

Ingen kan sige, hvad der i morgen vil være dødt eller levende inden for litteraturen, filosofien, æstetikken. Ingen ved endnu, hvilke idéer og hvilke udtryksformer, der vil blive indskrevet på tabslisten, eller hvilke nyskabelser, der vil blive bekendtgjort.

 

Håbet består ganske vist endnu og synger dæmpet:

 

 

          Et cum vorandi vicerit libidinem

          Late triumphet imperator spiritus[3]

 

 

Men håbet er blot menneskets mistroiskhed over for åndens klare forventninger. Det fortæller os, at enhver konsekvens, der ikke er til fordel for mennesket, må skyldes en åndelig fejltagelse. Kendsgerningerne er dog ganske klare og skånselsløse. Der er de tusindvis af unge forfattere og unge kunstnere, som er døde. Der er den europæiske kulturs tabte illusion og beviset på videnskabens manglende evne til at redde noget som helst. Der er videnskaben, som er blevet dødeligt såret i sine moralske ambitioner – det er som om, den er blevet vanæret af den grusomme måde, hvorpå den er blevet anvendt. Der er idealismen, som kun har overlevet med nød og næppe – den er hårdt kvæstet og ansvarlig for sine drømme. Realismen er skuffet over sig selv, slagen og tynget af sine forbrydelser og fejltrin. Begæret og resignationen er ligeledes gjort til skamme. I de forskellige lejre forveksles overbevisninger og tro med hinanden, kors mod kors, halvmåne mod halvmåne. Selv skeptikerne er bragt ud af fatning af de så pludselige, så voldsomme og så rørende begivenheder, der leger med vores tanker som katten med musen – skeptikerne taber deres mistanker og genfinder dem så for dernæst at tabe dem endnu engang, uden længere at vide hvad de skal stille op med deres åndelige svingninger.

 

Skibet har rullet så kraftigt, at de bedst fastgjorde lamper til slut er faldet ned.

 

Det der gør åndens krise så dyb og alvorlig er den tilstand, den har fundet patienten i. Jeg har hverken tiden eller evnen til at afgøre Europas intellektuelle tilstand i 1914. Og hvem ville også turde tegne et billede af denne tilstand? Emnet er enormt og kræver kendskab inden for alle områder, en uendelig mængde information. Når det for øvrigt drejer sig om en så kompleks helhed, kan udfordringen ved at gengive fortiden, endda den nærmeste fortid, helt og aldeles sammenlignes med udfordringen ved at konstruere et billede af fremtiden, selv den næreste – vanskeligheden er den samme i de to tilfælde. Profeten er i samme situation som historikeren. Men lad nu lade dem ligge.

 

Men jeg har her og nu kun brug for det upræcise og generelle minde om det, der blev tænkt lige før krigen, om den forskning, der stod på, og de værker, der blev udgivet på det tidspunkt.

 

Hvis jeg altså ser bort fra detaljerne og holder mig til det hurtige indtryk og til den naturlige helhed, som en øjebliksiagttagelse giver, ser jeg – intet! – Intet, til trods for, at dette intet var uendelig rigt.

 

Fysikerne lærer os, at hvis vores øje kunne overleve inde i en hvidglødende ovn, så ville de ingenting kunne se. Ikke en eneste lysforskel er tilbage, så rummets forskellige dele kan skelnes fra hinanden. Denne utrolige indelukkede energi medfører usynlighed og usanselig ensformighed. Men en sådan ensformighed er ikke andet end en ideel tilstand af uorden.

 

Og hvori bestod denne mentale uorden i vores mentale Europa? Den bestod i fri sameksistens mellem de mest uensartede idéer, de mest modsatrettede livs- og erkendelsesprincipper i alle de dannede åndspersoners bevidsthed. Det er netop dette, der kendetegner en moderne tidsperiode.

 

Jeg kan godt lide at generalisere begrebet om det moderne og bruge det til at betegne visse måder at leve på, i stedet for at gøre det til et rent synonym for det samtidige. I historien findes der tidspunkter og steder, hvor vi moderne mennesker kan få en fod indenfor uden i for høj grad at forstyrre den gode orden på dette tidspunkt, og uden at fremstå som overmåde mærkværdige og overmåde iøjnefaldende genstande, som chokerende, skurrende væsner, der ikke kan assimileres. Der hvor vores indtræden ville vække mindst opsigt, ville vi næsten føle os hjemme. Det er klart, at Trajans Rom og Ptolemæus’ Alexandria lettere ville have kunnet optage os i sig, end ganske mange steder, der ligger mindre fjernt i tid, men hvor man er mere specialiserede i en enkelt form for dyder og helt viet til en enkelt race, en enkelt kultur og et enkelt livssystem.

 

Nuvel! Europa i 1914 havde måske nået grænsen for denne modernisme. Hver hjerne af en vis kaliber var knudepunkt for alle racer og meninger. Enhver tænker var en verdensudstilling af tanker. Der var åndsværker, hvis rigdom af kontraster og selvmodsigende impulser henledte tankerne på den afsindige belysning i den tids hovedstæder – øjnene brænder og trættes… Hvor mange materialer, hvor mange arbejder, beregninger, udplyndrede århundreder, hvor stor en sum af forskelligartede liv har ikke skulle til for at muliggøre dette karneval og indføre det som den mest fuldendte form af menneskehedens visdom og triumf?

 

I mange bøger fra den tid – og her mener jeg ikke bøger af den middelmådige slags – finder man uden anstrengelser: indflydelse fra russiske balletter – lidt ligesom Pascals tungsindige stil – mange indtryk fra Goncourt-brødrene, noget fra Nietzsche, noget fra Rimbaud, visse påvirkninger der kan henføres til omgangen med kunstmalere, og af og til en tone som den, man finder i videnskabelige skrifter – alt dette parfumeret med noget uhåndgribeligt britisk, der er svært at bestemme nærmere!… Læg her mærke til, at man i hver enkelt del af denne blanding finder ganske andre legemer. Det er ikke nødvendigt at vise dem frem – det ville svare til at gentage det, jeg netop har sagt om modernisme og skrive hele Europas åndshistorie.

 

Nu står den europæiske Hamlet i Helsingør på en kæmpe terrasse, der strækker sig helt fra Basel til Køln og støder op til sandstrandene i Nieuwpoort, sumpene i Somme-departementet, Champagneregionens kridt og Alsaces granit. Derfra ser han ud over millioner af genfærd.

 

Men der er en intellektuel Hamlet. Han grubler over sandhedernes liv og død. Hans genfærd er alt, hvad der er genstand for vores kontroverser. Alle vore store fortjenester nager hans samvittighed. Han er tynget af vægten af opdagelser, af viden, ude af stand til at give sig i kast med dette grænseløse foretagende igen. Han tænker på, hvor ubehageligt det ville være at starte forfra, på hvor afsindigt det er altid at ville opfinde noget nyt. Han vakler mellem to afgrunde, for to farer truer ustandseligt verden: orden og uorden.

 

Hvis han får fat på et kranium, så er det et berømt kranium. – Whose was it? – Det her tilhørte engang Leonardo. Han opfandt det flyvende menneske, men det flyvende menneske har netop ikke levet op til opfinderens forventninger – vi ved, at den flyvende mand, der har sat sig på sin store svane (il grande uccello sopra del dosso del suo magnio cecero[4]) i dag ikke kun henter sne på bjergtoppe for på hede dage at kaste det ned over byernes gader… Og dette andet kranium tilhørte Leibniz, der drømte om verdensfred. Og det her var Kants – Kant der undfangede Hegel, der undfangede Marx, der undfangede…

 

Hamlet ved ikke rigtig, hvad han skal stille op med alle disse kranier. Men hvad nu, hvis han bare lader dem ligge…! Vil han da ophøre med at være sig selv? Hans frygtelig klarsynede ånd betragter vejen fra krig til fred. Det er en vej, som er mere dunkel og farligere end vejen fra fred til krig. Alle folkeslag er foruroliget over den. »Og hvad med en europæisk intellektuel som mig«, tænker han, »hvad skal der blive af mig…?« Og hvad er fred egentlig for en størrelse? Fred er måske den tingenes tilstand, hvor menneskers naturgivne fjendskab med hinanden kommer til udtryk gennem skabelse i stedet for at vise sig ved ødelæggelser som dem, krigen bringer med sig. Det er en tid med skabende konkurrence og produktionernes kamp med hinanden. Men er jeg ikke selv træt af at skabe? Har jeg ikke udtømt min lyst til yderliggående eksperimenter, og har jeg ikke misbrugt disse idéblandinger? Bør jeg skubbe mine vanskelige pligter og ophøjede ambitioner til side? Bør jeg følge udviklingen og gøre ligesom Polonius, der nu er redaktør for en stor avis? Som Laertes, der befinder sig et sted i luftfartsindustrien? Som Rosencrantz, der foretager sig, jeg ved ikke hvad, under russisk navn?

 

»Farvel genfærd! Verden har ikke længere brug for jer. Heller ikke for mig. Den verden, der kalder sin stræben efter skæbnesvanger eksakthed for fremskridt, søger at forene livets og dødens fordele. En vis forvirring råder endnu, men om kort tid vil alt klare op, og vi vil endelig, som ved et mirakel, se et dyresamfund, en fuldkommen og definitiv myretue komme til syne…«

 

6696516975_3306606848_o

 

Andet brev

 

Jeg hævdede forleden, at fred er den form for krig, der i sit forløb tillader handlinger i kærlighedens og skabelsens navn – den er altså mere kompleks og dunkel end krig i egentlig forstand, sådan som også livet er mere dunkelt og dybt end døden.

 

Men begyndelsen og igangsættelsen af freden er mere dunkle processer end selve freden, sådan som besvangringen og livets oprindelse er mere mystiske end det menneskelige væsens funktionsmåde, når det én gang er skabt og tilpasset.

 

I dag kan alle mærke dette mysterium som en virkelig følelse – visse folk opfatter sikkert deres eget jeg som en ubestridelig del af dette mysterium, og måske findes der nogen, hvis sanser er så skarpe, fine og strålende, at vedkommende i sit indre selv kan aflæse mere fremskredne stadier af vores skæbne, end denne skæbne selv er i stand til.

 

Dette er ikke min ambition. Verden interesserer mig kun i forhold til tænkningen – alting i forhold til tænkningen. Bacon ville sige, at denne tænkning er et idol. Det medgiver jeg, men jeg har ikke fundet noget bedre af slagsen.

 

Jeg tænker altså på fredsskabelsen, for så vidt den har betydning for tænkningen og dennes genstande. Denne anskuelse er falsk, fordi den skiller åndens arbejde fra alle andre aktiviteter, men både denne abstrakte operation og falsificeringen er her uundgåelige, for enhver anskuelse er falsk.

 

Frem dukker en første tanke – idéen om kultur, om intelligens, om mesterværker står for os i et ældgammelt tilknytningsforhold – så gammelt, at vi sjældent ser tilbage til dets oprindelse – til idéen om Europa.

 

Andre dele af verden har haft beundringsværdige civilisationer, førsteklasses digtere, bygmestre og endda videnskabsmænd. Men ingen anden del af verden har haft den særlige fysiske egenskab, som består i den stærkeste udstrålingsevne forenet med den stærkeste absorberingsevne.

 

Alt er kommet til Europa, og alt – eller næsten alt – er kommet derfra.

 

Imidlertid rummer dagen i dag dette afgørende spørgsmål: Vil Europa beholde sin førende position inden for alle områder? Vil Europa blive det, det i virkeligheden er, det vil sige et lille næs på det asiatiske kontinent? Eller vil Europa forblive det, det ser ud til at være, det vil sige den betydningsfulde del af den jordiske verden, klodens perle, hjernen i en vældig krop?

 

Tillad mig her at fremsætte en slags grundlæggende teorem for at gøre det muligt at begribe dette enten-eller i dets strengeste betydning. Tænk engang på et verdenskort, der dækker al bebolig jord. Denne helhed kan opdeles i regioner, og i hver af disse regioner er der en vis befolkningstæthed, og menneskene der har særlige egenskaber. Til hver af disse regioner svarer også en naturrigdom – en mere eller mindre frugtbar jord, en mere eller mindre kostbar undergrund, et mere eller mindre vandholdigt landområde, og det er mere eller mindre let at sikre transportmuligheder på stedet osv.

 

Alle disse karakteristika gør det muligt at klassificere de regioner, vi taler om, således at det for enhver tid gælder, at den levende jords tilstand kan defineres ved system af uligheder mellem de beboede områder på dens overflade.

 

Til ethvert tidspunkt afhænger det følgende tidspunkts historie af dette givne ulighedsforhold.

 

Lad os nu se nærmere, ikke på denne teoretiske klassifikation, men på den klassifikation, der faktisk fandtes endnu for kort tid siden. Vi får da øje på en bemærkelsesværdig kendsgerning, som er os yderst velkendt:

 

6702392639_bc9ba8bac9_o

Den lille europæiske region har stået øverst i klassifikationen i århundreder. Til trods for dets ringe udstrækning – og selvom dets jords rigdom ikke er noget særligt – dominerer den verdensbilledet. Ved hvilket mirakel har dette været muligt? – Miraklet må utvivlsomt bero på dets gode egenskaber. Disse egenskaber må opveje det mindre antal mennesker, det mindre antal kvadratkilometer, de færre tons mineraler, som Europa har. Læg så det indiske imperium i den ene vægtskål og Storbritannien i den anden. Se nu efter: Den skål, der indeholder mindste vægt, hænger længst nede!

 

Det er vel nok en usædvanlig balanceforskydning. Men konsekvenserne af dette er endnu mere usædvanlige, for de vil få os til at forudsige en tiltagende forandring i den modsatte retning.

 

Vi foreslog for lidt siden, at de menneskelige egenskaber burde være afgørende for Europas forrang. Jeg kan ikke analysere disse egenskaber i detaljer, men ved en overfladisk undersøgelse finder jeg ud af, at aktiv begærlighed, brændende og uegennyttig nysgerrighed, en heldig blanding af opfindsomhed og logisk stringens, en vis skepsis, der ikke er pessimistisk, en mysticisme, der ikke er opgivende… er de særligt virkningsfulde egenskaber ved den europæiske sjæl.

 

Et enkelt eksempel på denne ånd, som til gengæld er af første klasse og den største vigtighed, er Grækenland – for hele Middelhavets kyststrækning må medregnes i Europa: Smyrna og Alexandria er europæiske ligesom Athen og Marseille. Grækenland grundlagde geometrien. Det var et vanvittigt foretagende – vi skændes endnu i dag om denne galskabs mulighed.

 

Hvad var forudsætningerne for denne utrolige frembringelse? Tænk over, at hverken egypterne, kinesene, kaldæerne eller inderne formåede at gøre det samme. Tænk over, at det drejer sig om et betagende eventyr, en landvinding, der er tusind gange mere værdifuld og mere poetisk end det gyldne skind. Der findes ikke noget fåreskind, der kan måle sig med Pythagoras’ gyldne lår.

 

Det var et foretagende, der krævede de almindeligvis mest uforenelige evner. Det krævede dristige åndelige eventyrere, hårdføre styrmænd, der hverken fortabte sig i egne tanker eller blev distraheret af påvirkninger udefra. Hverken skrøbeligheden af de forudsætninger, de støttede sig til, eller finheden eller grænseløsheden af de logiske slutninger, de udforskede, kunne bringe dem ud af fatning. Det var som om, de befandt sig i samme afstand til både variable negere og ubestemte fakirer. Det lykkedes dem at foretage en så fin og så usandsynlig tilpasning af det almindelige sprog til et præcist ræsonnement, at analysere meget sammensatte mekaniske og visuelle operationer og finde sammenhænge mellem disse operationer og lingvistisk og grammatisk nøjagtighed. De overlod det til sproget at føre dem ud i rummet som blinde klarsynede… Og dette rum blev fra århundrede til århundrede selv en rigere og mere overraskende skabelse i takt med, at tænkningen i højere og højere grad blev herre over sig selv og fik større tiltro til den vidunderlige fornuft og til den oprindelige skarpsindighed, der havde udstyret den med mageløse redskaber: definitioner, grundsætninger, hjælpesætninger, teoremer, matematiske problemer, porismaer osv…

 

Jeg ville skulle bruge en hel bog for at skrive tilfredsstillende om dette. Jeg har her blot ønsket med nogle enkelte ord at fastslå en af de opfindelser, der kendetegner det særlige europæiske væsen. Netop dette eksempel fører mig uden videre tilbage til min hypotese.

 

Jeg påstod, at den ulighed, der så længe har været til fordel for Europa, som et resultat af sine egne virkninger burde forandre sig gradvis til en ulighed i den modsatte retning. Dette er, hvad jeg ambitiøst benævnte, det grundlæggende teorem.

 

Hvordan kan jeg nu fæstne denne påstand? Her bruger jeg det samme eksempel igen – det med grækernes geometri – og jeg beder læseren overveje denne disciplins betydning gennem tiden. Man kan se den, at den lidt efter lidt og meget langsomt, men ganske sikkert har opnået en så stor autoritet, at al forskning og erfaring har tendens til at lade sig inspirere af dens logiske beskaffenhed, den omhyggelighed, hvormed den i sin opbygning tager højde for »det materielle«, dens automatiske almengyldighed, dens subtile metoder samt den grænseløse besindighed, der gør dens vilde dristighed mulig… Moderne videnskaber er affødt af denne storstilede skoling.

 

Men når den først er kommet til verden, når den har bestået sin prøve og ved sin materielle anvendelse fået sin velfortjente løn, ophører vores videnskab – som samtidig er blevet et magtmiddel, et konkret middel til at herske, der stimulerer rigdom, og et redskab til udnyttelse af planetens ressourcer – med at være et »mål i sig selv« og en kunstnerisk aktivitet. Viden, der før havde forbrugsværdi, får nu bytteværdi. Nyttigheden af denne viden, gør den til en vare, der ikke længere kun er eftertragtet for nogle få fornemme købere, men for hele verden.

 

Denne vare vil blive fremstillet i mere og mere bekvemme og forbrugsvenlige udgaver, den vil blive distribueret til voksende kundegruppe, den vil blive vigtig for handlen, og endelig vil den blive noget, der imiteres og produceres stort set overalt.

 

Resultat af dette er, at den ulighed, der fandtes mellem verdens forskellige regioner, hvad angår håndværk, anvendt videnskab og videnskabelige midler i krigs- og fredstid – altså den ulighed, hvorpå det europæiske herredømme beroede – gradvist forsvinder.

 

Derved begynder klassifikationen af verdens beboelige egne at ændre sig, således at materiel storhed og bruttostørrelse, statistiske forhold og antal – for eksempel hvad angår befolkning, overfladeareal og råstoffer – omsider alene kommer til at afgøre, hvordan jordklodens egne rangeres i forhold til hinanden.

 

Således vil den vægtskål, der, til trods for, at vi så ud til at være lettere, gik ned i vores retning, begynde at bevæge sig stille og roligt opad, som om vi uden at tænke over det havde ført det mystiske supplement, der før tilkom os, over i den anden skål. Vi har hovedløst gjort magten proportionel med masserne!

 

Dette spirende fænomen kan i øvrigt sidestilles med det, man ser inden for enhver nation, og som består i kulturens spredning og i den udvidede adgang til denne for større og større grupper af individer.

 

Hvis man forsøger at forudsige konsekvenserne af denne spredning og finde ud af, om den nødvendigvis medfører nedgradering eller ej, så står man over for en dejligt kompliceret hjernegymnastisk udfordring.

 

Det for det teoretiske sind charmerende ved dette problem skyldes først og fremmest dets lighed med det fysiske diffusionsfænomen – og dernæst skyldes det den bratte forandring af denne lighed til en kæmpe forskel, der viser sig i det øjeblik tænkeren vender tilbage til det, han i første omgang interesserede sig for, nemlig mennesker og ikke molekyler.

 

En dråbe vin, der drypper ned i vand, farver næsten ikke dette, og den har det med, efter at have dannet en røgagtig rose at forsvinde. Det er et fysisk fænomen. Men antag nu, at vi nogen tid efter denne forsvinden og tilbagevenden til klarhed i den vase, hvis vand ellers så ud til at være blevet rent igen, her og der kan se dråber af mørk og ren vin forme sig. Hvilken overraskelse… Dette Kanafænomen er ikke umuligt at forestille sig i den intellektuelle og sociale fysiks verden. Da taler man om en genialitet og modstiller den diffusion.

 

For lidt siden tænkte vi over en besynderlig vægt, der bevæger sig i modsat retning af massen. Nu ser vi et flydende system, der af egen kraft ser ud til at gå fra en homogen til en heterogen tilstand, fra en indre sammenblanding til en klar adskillelse… Det er disse paradoksale billeder, der på de mest enkelte og praktiske måde viser, hvor vigtig en rolle det, man i fem eller ti tusind år har kaldt Ånd, har spillet i verden.

 

Men kan den europæiske Ånd – eller i det mindste dens mest værdifulde indhold – spredes helt og aldeles ud? Bør de fænomener, der vedrører udnyttelsen af jorden og den teknologiske udligning, samt det demokratiske fænomen, som varsler om Europas deminutio capitis[5], betragtes som noget, skæbnen urokkeligt har besejlet? Eller har vi endnu en vis frihed til at modarbejde denne truende besværgelse?

 

Måske er det ved at søge denne frihed, at man skaber den. Men for gøre en sådan søgen mulig, må man for en stund lægge helhedsbetragtninger bag sig og i det tænkende individ studere det personlige livs kamp med det sociale.
 

Oversat af Nils Voisin Schultz

Læs Nils Voisin Schultz’ bemærkning til »Åndens krise«

 

[1] RMS Lusitania var et britisk passagerskib, der på sin færd mellem New York og Liverpool blev sænket af en tysk ubåd i 1915 (red.).
[2] Man havde i 1905 fundet fem fragmenter af den græske dramatiker Menanders skuespil. Midt i det 20. århundrede fandt man flere af hans tekster, bl.a. en næsten komplet udgave af komedien »Dyskolos«, men man blev da overrasket over at opdage, at hans værker slet ikke var så geniale som hidtil antaget (red.).
[3] »Lad den grådige appetits besejrers triumf blive bredt langt ud af det højeste væsen.«
[4] »den store fugl på ryggen af sin store svane« (red.)
[5] »hovedtab« (red.)