Anmeldelse

Atlantis i hovedet

Peter Højrups fortælling om tabt kærlighed, kunstnerisk afmagt og død er så velskrevet og sjov, at man næsten glemmer, hvor trist den er.

Island. Copyright: Forlaget Basilisk

Island. Copyright: Forlaget Basilisk

Island har mange former i Peter Højrups debutroman. Øen er titel, destination og ledemotiv. Handlingen indledes i et fly, hvor jeg-fortælleren sidder og venter på, at turen går til Island, hvortil hans kæreste er stukket af med deres børn. Men rejsen – og romanen – viser sig at være en erindrings– og drømmerejse, ikke en bevægelse i fysiske rum. De næste 209 sider udgør satiriske og melankolske forgreninger i fortællerens bevidsthed, hvor han afgiver dystre domme over samfundet og litteraturindustrien, men endnu mere udtalt over sig selv og sin uformåen som menneske og forfatter.

Peter Højrup indleder bogen med følgende citat af Willy Kyrklund fra Polyfem Förvandlad: Den dag man börjar minnas börjar man dö. Erindring og død er forbundne størrelser i romanen, og den kærlighedshistorie, Højrup skriver, er afsluttet allerede fra første side af bogen. Rejsen til Island er en rejse rundt i fortællingen om et forhold i datid. Det samme gør sig gældende i det spor, som handler om litteratur. Litteraturen er også død, og ligesom kærlighedsforholdet kan den kun holdes kunstigt i live igennem erindringen. Island er en melankolsk nekrolog over alt det, fortælleren har mistet.

Den sorg, der knyttes til erindringen, er ligeså rørende, som den humor, der knyttes til dagdrømmene, er sjov. Men samtidig har humoren den funktion, at den viser det umulige ved forestillingen om en genforening mellem fortælleren og kvinden, han elsker, hvilket fremgår tydeligst i den passage, hvor fortælleren prøver at fremmane et billede af Island, som han forestiller sig, det vil se ud ved ankomsten. Et billede der ikke kan tænkes til ende, da fortælleren ikke kan beslutte sig for sæl eller hvalros. Her demonstreres ikke kun humoren og tragedien, der gennemsyrer hele Island, men også hvor godt sproget fungerer, når det fungerer bedst:

Bagved kaster havet sig over kysten i vildt og skumsprøjtende raseri. I læ bag en pynt ligger en sæl i vandkanten eller måske en godmodig hvalros? Det er svært at beslutte sig for, om det skal være en sæl eller en hvalros,

tænkte jeg,

men så beslutter jeg mig alligevel for hvalrossen, for jeg kan mærke, at min tankestrøm er ved at gå i stå omkring spørgsmålet om sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? kværner løs i mit hoved. Jeg må beslutte mig, inden jeg styrter ned i det lufthul, der er opstået omkring spørgsmålet om sæl eller hvalros? beslutte mig inden verden trækker mig ned, verden, der ikke er min, verden, jeg kun er en lille og ubetydelig del af, verden, som er uden for min kontrol, sæl eller hvalros? verden, der knuser mine luftkasteller og mine tanker, sæl, sæl eller hvalros, men nu er det allerede for sent og jeg styrter

Peter Højrup formår at skildre Island som en tilstand, fortælleren lider under. I alle sociale sammenhænge lader han ham befinde sig i sit eget hoved – på sin egen ø, om man vil. Efter de ironiske og bidske betragtninger kommer der en indrykning, hvorefter der står ”tænkte jeg”, hvilket viser at den replik, du lige har læst, ikke er en replik, men en tankestrøm. Den slags sætningskonstruktioner illustrerer, at interaktionen mellem fortæller og omverden stort set ikke eksisterer. Et eksempel på, hvordan Højrup fremstiller denne isolation, er ved en parmiddag med Lone og Hans Jørgen – kærestens kollega og hendes mand – hvor der snakkes om, hvor farligt det kan være at lade en charmerende mandlig lærer undervise i musik, fordi alle ved, at de musikalske klasser er fyldt med teenagepiger. Fortælleren nægter at deltage i samtalen, hvilket skaber suspense, da han samtidig er opmærksom på, at hans kæreste sender ham vrede blikke på grund af hans fravær. Snakken ledes til sidst hen på forholdet mellem kunst og medmenneskelighed, og netop her forventer alle guldkorn fra forfatteren. For første gang har han noget at sige, men før han får det sagt, bliver hans autoritet undermineret af, at han under samtalen har tegnet sig selv i hovedet med rødbedesaft. Antiklimaks.

Der er et tydeligt eksistentielt spor i romanen, der kommer til udtryk i ønsket om at være forbundet med det jordnære – at finde en plads i det sociale rum. Jagten på den tabte kærlighed er også et desperat forsøg på at finde fodfæste. På side 16 hedder det: ”uden dig forsvinder jeg, uden dig slipper mine fødder jorden.” Dette bliver i bogens allersidste ord til ”Motorerne slukkes, røde og grønne lys reflekteres i den våde landingsbane, så regner det nok, så svæver vi lidt endnu, så rører vi ikke jorden.” Ønsket om jordforbindelse modarbejdes af den evigt løbske tankestrøm, som læseren fornemmer, at fortælleren hverken kan, og dybest set heller ikke vil, undslippe. Det er blandt andet dette indre opgør, der giver Island en helt særlig dynamik af melankoli, vrede og grotesk humor.

Island er også en roman om litteratur. Der er to historier direkte knyttet til litteraturproblematikken. Den ene er en satire over det litterære miljø og litteraturindustrien, som er situeret i BogForum i forbindelse med fortællerens nominering til Danske Banks litteraturpris, og den anden er den tragiske beretning om hans veninde Jennifer Madsen og hendes selvmord. Den første er den svageste del af romanen, da Island mister noget af sin fantasi, nærhed og humor i de passager, hvor vi befinder os til prisuddelingen. Den forfatter-, litteraturindustri- og Danske Bank-polemik, der finder sted her, er ikke nødvendig for romanen som helhed, men virker mere som udleveringer for udleveringens skyld. På trods af det opstår mange af de centrale tanker i Island i udkanten af historien om prisuddelingen. Et eksempel er de tanker om litteraturens væsen, som foranlediges af fortællerens nominering. Fortælleren er i færd med at udtænke digtet, som skal efterlade al anden dansk og international litteratur i støvet, da han får at vide, at han er nomineret til Danske Banks litteraturpris, hvilket kvæler inspirationen, før den rigtig er kommet i gang. Digtet skulle hedde ”Ø”, hvilket peger på sammenhængen mellem digtet, og romanen vi læser (Island = ø på engelsk). ”Ø” skulle være et opgør med nutidens litteratur, der er fyldt med

(b)øger, hvis eneste æstetiske ambition er den, man finder i malebogen, hvor arbejdet består i at farvelægge figuren inden for de i forvejen givne streger, så det eneste man ser, er velkendte former, der gengiver et stiliseret og fordomsfuldt billede af verden, men ikke et øjeblik bekymrer sig om, hvordan den i virkeligheden ser ud. Nu skulle det være slut.

Fortællerens tanker kredser ofte om dette emne: litteraturens forhold til virkeligheden. Den nyudgivne litteraturs fornemmeste repræsentant er hans mednominerede forfatterkollega, Willy Hoppe, der skriver sætninger som ”min oprindelses flamme” og fylder sine bøger med moralske læresætninger, som ”før man kan elske et andet menneske, må man elske sig selv.” Fortællerens eget langdigt, ”Ø”, får dog ikke en mindre hård behandling i romanen, da Peter Højrup tilbageviser ønsket om at kunne skrive litteratur om virkeligheden ved at problematisere litteraturens forhold til virkelighed i det hele taget. Et forhold der får sin symbolske form igennem fortællerens betragtninger over et egetræ i Frederiksberg Have, som han kalder sit, ”selvom ingen selvfølgelig kan eje et træ.” Ethvert forsøg på at fremstille en objektiv virkelighed på skrift sammenlignes med træfældning: man skal dræbe træet for at eje det. På samme måde må litteraturen gøre vold på virkeligheden for at gøre sig almene overvejelser om den. Det er det, der er litteraturens begrænsning, og det er derfor, litteraturen ikke kan redde os, som det hedder til sidst i bogen.

Anledningen til denne bemærkning er Jennifers selvmord. Hvor det førnævnte historiespor først og fremmest handler om litteraturens forhold til virkeligheden, så handler dette i udpræget grad om forfatterens forhold til sin egen litteratur og sin egen virkelighed. Højrup opstiller sin fortæller og Jennifer som modsætninger i denne henseende. Jennifer bruges som en repræsentant for en naturlig litteratur, der ikke er bundet op på hverken litterær form eller litteraturindustri. Fortælleren beskriver hendes poesi som den eneste, hvor han ikke kan gennemskue den mekanisme, som han genkender i al andet litteratur; hun takker nej til sin nominering til Danske Banks litteraturpris, fordi litteratur ikke er nogen konkurrence; hun har fast job, fordi hun nægter at modtage penge for sine bøger, da litteratur og penge intet har med hinanden at gøre. Som kontrast står fortælleren, der lever af at være forfatter, accepterer sin nominering og i det hele taget skriver litteratur, der ligner alle andre forfatteres. Modsætningsforholdet gør Jennifers selvmord til mere end en personlig tragedie.

Peter Højrup tegner igennem Jennifers død, og det der følger, et billede af den idealistiske litteraturs endeligt. At fortælleren forsvinder og dukker op i Norge markerer enden på en veludført allegori. Norge har en speciel funktion i Island, da landet og litteraturen begge fremstilles som ”udryddelsestruede dyr,” der hører en anden tid til. Den ubevidste flugt til Norge, i kølvandet på Jennifers død, er samtidig kulminationen på jagten mod en litteratur, som enten er død eller døende. Her kan man igen tænke tilbage på det indledende citat, hvor det at mindes betegnes som begyndelsen på døden, og sammenligne det med fortælleren og Jennifers samtale om det at skrive, sidste gang de snakker sammen. Jennifer står for ”nu, nu, nu”, hvor man glemmer fortiden, lægger øret mod jorden og skriver, hvorimod fortælleren husker alt og

derfor kunne jeg til enhver tid hente gammelt glas ud af fortiden og pudse det op, så man kunne se igennem det, se at det ikke betød noget mere, eller smadre det, så man var fri af vægten af det minde.

Island består stort set kun af dødt materie, om det er tabt kærlighed, døde veninder eller den mistede tro på litteraturen. Island, øen, isolationen, som skulle brænde sorgen og skammen bort med sine vulkaner og sin lava, viser sig at være asfalt og klipper – kun gråt. Fortællingen stopper, før vi finder ud af, om fortælleren smadrer det gamle glas eller bliver ved med at kigge på det. Den løse ende gør dog ikke Island til en mindre gennemført roman.

 

Kasper Lyngholm Larsen er ansv. redaktør på Salon 55.




Relaterede
Essay

»…escu«

Der gemmer sig meget i et navn. Forfatteren Mircea Cărtărescu om sin rumænske baggrund.
Essay

Excentriske barbarer

Europæernes fascination af andres autenticitet har gennem historien fungeret som et spejl for eget kulturelle mindreværd.