Føljeton

Auschwitzvandringen – Den anden dag

Mod slutningen af vandringens anden dag når Madame endelig frem til Auschwitz, men der er intet at se: Historien henligger i mørke.


IMG_2247

 

På andendagen af sin vandring mod Auschwitz må hun stå op før solen og vandrer de første timer langs en ottesporet boulevard, der skærer sig efter arkitektens ideallineal gennem satellitbyen Tychy, der modsat alverdens byer før den og dens søstre i Sovjet og Brasilia ikke langsomt, organisk er vokset frem, men med ét sprunget fra tegnebordet ind i verden: flere tusinde betonblokke opstillet på en jord, der med menneskets naturstridige vilje er tromlet flad som før Kopernikus, kilometerbrede plæner, grønt uden skyggen af natur, et kunstigt verdensrum skabt til masserne og dermed individets udslettelse, hun krydser den ene tværgående boulevard efter den anden – Edukacji, Niepodleglocji, Jana Pawla II, Pilsudskiego – men kommer ingen vegne, og da, med ét:

 

7:47

Ud af himlen på et gigantisk reklameskilt, der rejser sit kors mod solopgangen over boulevard Bielska, kommer den polske pave vandrende imod hende flankeret af to engle i hvidt flagrende gevandter (der på nærmere hold viser sig at være kardinaler). Hun standser som ramt af lyset. Hvad skal det betyde? Er det den yderste dag? Eller er det bare sådan det er, uanset hvem du er, uanset hvor: Hver dag skal du være velsignet? Hun vender sig, men hverken flokken af børnehavebørn, der disciplineret og på sin vis utopisk som verden omkring dem står to og to på række bag deres læremestre og venter på signal til at krydse boulevarden, der netop her synes bred som Det Røde Hav, eller flokkene af ingeniørstuderende, der spredt over plænen foran universitetsblokken giver hinanden high-fives, tænder smøger eller stirrer besat ned i deres smarte fones, har set miraklet, hun er den eneste. Og i en åbenbaring ved hun, at denne anden dag af hendes vandring mod Auschwitz vil stå i troens tegn, og at spørgsmålet ikke er, om der kan skrives digte efter Auschwitz, men det langt mere fundamentale: er det muligt at tro efter Auschwitz og det tyvende århundrede, på Frelseren, det vil sige Mennesket, tør vi tro, håbe eller skal vi frygte det?

 

8:31

I novembermorgenens rosa dæmringsskær bliver arkitektens vision til virkelighed: bortset fra hende er alle og alt levende i flok: polyteknikerne, børnehavebørnene, biler, duer, ravne og murerne, der med ansigter og hænder hvide af cementstøv træder ind og ud af åbninger i presseningerne, der smælder som storsejl i vinden, fra jorden og tredive meter op ad facaden på en betonblok, som zombier med smøgen i den ene og skeen i den anden hånd.

 

8:53

Som et fatamorgana på en arkitekttegnet bakke mellem de yderste blokke rejser sig en gigantisk katedral med Marmorkirkekuppel, korset lyner gyldent i morgensolen, hun blændes og ser ned: i græsset en krøllet pakke »American Spirit«, kværket som en karklud.

 

IMG_2267

 

9:21

Hele vejen gennem satellitbyen og stadig nu tre kilometer ude ad boulevard Sikorskiego forfølges hun af den samme mand; hvert tyvende minut springer han frem fra bag en blok, klædt i hvidt som pavens kardinaler rækker han et billede ud af billboardet mod hende, et ikon af ham selv, kronet af … nej, ingen torne, en kokkehue, rækker han alverdens frugter og grønt frem mod hende, og over hans hoved og huen, med flammeskrift, rødt på gult, står budet, det 11.: »TERAZ WIECEJ SMAKU«.

 

9:42

Hinsides den sidste blok bare den flade horisont, i det fjernere rød-hvide skorstene, industrihaller, ellers kun marker, det blege blændende november lys og – for første gang i to døgn – den levende duft af gylle.

 

10:14

I landsbyen Cielmice cykler en gammel kone med blomstret tørklæde om håret, i gummistøvler med afskårne halse træder hun sig foroverbøjet mod vinden forbi haven, hvor frelseren hænger på korset, hun retter sig, løfter højre hånd fra styret og slår kors for sit bryst.

 

11:00

Hvad er nåden på den lange vandring mod Auschwitz? Nåden er simpel: et brat bælte af skov på den nøgne slette, en lysning i skoven, en våd stub i randen af lysningen, et hvil på stubben med udsigt til tusinde spæde sølvtoppede fyrretræer i græsset under tredive meter høje søstre, spinkle, seje med stammer, der lyser gyldenbrunt i novembersolen og svajer i vinden med en vag ligesom sukkende knagen, hør! Det er nåden på vandringen mod Auschwitz.

 

11:31

De næste kilometer langs vejen over markerne går hun på et nylagt fortov af små røde og grå fliser; det må have taget uger, måneders omhyggeligt arbejde, og nu endelig ligger det der, som en løber rullet ud i forventning om, at nogen en skønne dag vil komme vandrende, hvem? Messias? Masserne? Hun vender sig, men, selvfølgelig, her er ingen, hverken mennesker eller huse i miles omkreds; der er ikke, der har aldrig været, der skal aldrig komme andre (vandrende) end hende.

 

12:00

Men ved korsvejen i landsbyen Bojszowy ligger, i en simpel barak, restaurant »Lowiecka«. I baren står Irina, hun er på Madames alder, har briller som hun og er klædt i en lilla dynevest. Lokalet er uopvarmet (vi er jo kun i slutningen af november) og ligger dunkelt i en flakken af farver fra skærmen, der står med ryggen til dem for enden af bardisken. Men gennem en åbning i den sortrøde mur kan de se ind i selve restauranten, hvor to violiner hænger som jagtbytte eller kors uden frelsere på de hvidkalkede vægge i skæret fra solen gennem ruder, de ikke kan se, og under violinerne, bordet, langt, med hvid dug dækket til tretten. Men stolene bag det står tomme, Mesteren og hans disciple lader venter på sig, på totusinde og sekstende år. Irina skubber et lille glas over marmordisken mod Madame, sænker et brev Liptonte ned på bunden af glasset og hælder dampende vand over brevet. Sammen, fortryllede, ser de den klare væske farves mørk, som gik der en sky for solen, guld røgelse og myrra skær, døren går op, og ind kommer Han, alene, uden disciple, høj, senet og tavs, i tunge støvler og i stedet for kjortel, en simpel grå dynejakke over de sorte jeans. Skægget er kraftigere, han er i fyrrerne nu, han trækker en fed sort pung op af baglommen, lægger fire Sloty på disken, klingende mønt mod den kolde polerede sten. Irina tager et halvliters glas og holder det ind under hanen, i tavs treenighed ser de glasset fyldes til randen af det gyldne, svagt skummende. Hun rækker ham glasset, han tager det uden et ord, sætter sig ved bordet længst borte i krogen og ser op mod skærmen, hvor en ny tids farver flakker og kaster et uroligt skær over hans ansigt. Han sætter glasset for munden og drikker ud i én lang bevægelse, rejser sig, stiller glasset på marmordisken, nikker til Irina, vender dem ryggen og går ud gennem døren.

(»Messiah was here«, Bojszowy, Øvre Schlesien, fredag 25. november 2016).

 

13:13

I den syvende time flader bevidstheden ud, så langt øjet rækker i det skarpe novemberlys over stubmarkerne: ikke en tanke, ikke et ord, ikke skyggen, af et digt før Auschwitz.

 

IMG_2363

 

14:29

Grusgrave, søer, moser med svajende farveforladte siv, uforgængelige rester af plastik, gul, blå, rød, under højspændingsmasterne hist på volden, der strækker sig i en ret linje ud af horisonten fra Tyskland: jernbanesporet mod Auschwitz. Hun bestiger den tilgroede skrænt, gennem tidsler, torne og krat, knæler ned og lægger øret mod skinnerne: ikke den fjerneste rumlen, bare vindens knitrende sang i højspændingskablerne, sørgmodig, smuk, som et requiem, en højspændingsmesse af Henryk Górecki.

 

IMG_2299

 

15:49

I den kunstige sø i udkanten af Harmęże bare et par kilometer fra Lejren sejler to hvide svaner ind i lyset fra den synkende sol, og bag dem: de tre sønner, stolt knejsende, klædt i gråt, som »dit askehår Sulamith«.

Her sætter hun sig, et sidste hvil inden lejren, blændet, på cementkanten af en lille bro over en kunstig kanal. Hvert femte minut ruller en cykel forbi bag hende, det sagte »svisj«, når hjulene bryder vandpyttens himmelspejl, og højt over hende, den sorte rytter, tavs, krumbøjet i læderstøvler, frakke og strikhue, sort.

På marken hinsides søen og svanerne brænder et bål ind i skumringen, en rygvendt silhuet bøjer sig og kaster noget i gløderne, bålet knalder og flammer, og askeflager hvirvler som et træk af grå sommerfugle hen over søen, i spejlet mørkner himlen, og ingen stjerner tændes.

 

IMG_2357

 

17:27

Hun vandrer i støvregn langs et hegn ind i natten. På den anden side af vejen, mørkelagte lagerbygninger, men for enden lyser et skilt: »Hotel Olecki«. Bag skranken i receptionen sidder en ung pige og læser Harry Potter på polsk. »Do you have a room for one night?« Pigen ser op og smiler resigneret, »there is no one, you see, only me«. »Why?« »Why!« siger pigen, »there is no season«. Ingen årstid? Pigen lukker bogen og går foran Madame op ad trapperne og låser op til værelse 101. Madame går hen til vinduet og ser ned på vejen, hun netop kom vandrende ad. Nu ligger den øde igen. »How far is it to Auschwitz?« »Auschwitz?« siger pigen, »it is right there!« »Where?« »On the other side of road!«, siger pigen og peger. »I can’t see anything«, siger Madame, »just darkness«.

 

Pigen lukker døren bag sig, og Madame er alene. Hun stiller støvlerne, klæder sig nøgen, tænder lyset på badeværelset og træder ind under bruserhovedet. Hun lukker øjnene og åbner for hanen.

 

20:13

Et par timer efter går hun ud i den stille aften. Under gadelampen lyser disen svagt gulligt som en aura. Hun går langs hegnet og gennem en åbning ind på en stor, øde parkeringsplads. Til venstre ligger en barak, men det er ikke lejren, det er eftertidens tilbygning, restaurant »Art Deco«, mørkelagt, og ved siden af den, en tyrkisk kebab, »Anatolya«, i det tomme lokale lyser køledisken: tom. Hun krydser pladsen mod en anden barak, åbner døren og går ned ad en bred gang, som i et indkøbscenter, til højre først veksleboden (lukket), så turistinformationen (lukket), så ophører gangen, og hun kommer ind i et stort pizzeria, vildt oplyst, tyve borde omgivet af højryggede stole med armlæn og røde plastovertrukne hynder, som korstole i en katolsk katedral. Fra køkkenet lyder stemmer. Madame går derud. Ikke en levende sjæl, men to store ovne, og på den ene: en ghettoblaster.

 

20:21

Hun går ud i mørket, over en tværvej og gennem hegnet ind på endnu en parkeringsplads, også den ligger øde, men ved indgangen lyser et lille vagtskur. Hun læner panden mod ruden og ser ind, i skæret fra en arkitektlampe sidder vagten med ryggen til og ser film på sin computer: nøgne kroppe, der ælter hinanden i et sygt lys. Er dette et menneske? Hvem, tænker hun, ham eller mig?

Midt ud på den øde parkeringsplads står et stort skilt. Hun standser under det, tænder sin mobiltelefon og vender skærmen mod skiltet: »Museum entrance«, ikke et ord om, hvad det er for et museum, bare en fed pil, der peger ud i mørket. Hun slukker mobiltelefonen og venter, og efter et par minutter kan hun ane silhuetten af bygninger. Det er vel det, tænker hun, det må det da være?

Og som hun står der og stirrer, går det op for hende, at i vor tid er historiske bygninger – kirker, slotte, statuer og mindesmærker – næsten altid oplyste, hævet ud af mørket, Historien og den omkringliggende verden ind i et ligesom tidløst lysbad. Men ikke dette navnløse museum. Det ligger fuldkommen i mørke.

 

Hun vender sig og går tilbage, forbi skuret med den rygvendte vagt og skæret fra nøgne kroppe, der vrider sig som bleghvide orme på skærmen (ingen digte efter Auschwitz, men porno, tænker hun, lejrporno, KZ Ilse, hvad skal hun tro, hvem, frelseren, mennesket?), krydser den øde gade og tager trapperne op på værelse 101. Hun klæder sig af og lægger sig i sengen og ser op i mørket. Men i morgen, tænker hun, i morgen er der atter en dag.

 

0:00

Er der?

 

*

 

 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.