Føljeton

Auschwitzvandringen – Den første dag

Madame Nielsen vandrer gennem Polen og det 20. århundrede tilbage mod Auschwitz og undres på sin vej. Er det stadig muligt, at tro på mennesket? Eller skal vi frygte det?


Skæbnen har bragt hende til Katowice i Polen, kun et par dagsvandringer, opdager hun, fra Auschwitz. Auschwitz? Hvad skulle hun der? Enhver europæer må en skønne dag vandre til Auschwitz, tænker hun, Auschwitz er vel (stadig) Europas urscene, nulpunktet, vi dagligt kæmper, arbejder, civiliserer os bort fra, og indimellem, i Historiens lufthuller – Srebreniza, Lesbos – brat suges tilbage imod. Efter Auschwitz kan der ikke længere skrives digte, sagde filosoffen Adorno. Sludder, tænker Madame. Og går.

 

En regngrå novembermorgen forlod hun sit lune værelse på Hotel Monopol og vandrer ud af Katowice. Undervejs vil hun spejde efter tegn, i landskabet, i menneskene, hun møder, tegn, der peger tilbage, eller frem mod Auschwitz. Tegnene er jo i tiden, tænker hun: nationalismens genkomst, hegnene, der overalt i Europa sættes op, flygtningene, der får lov at gå under ud for vore kyster, frygten for det fremmede, der langsomt bliver til had mod enhver Anden, som skulle være din næste.

 

8:59

Ja, se bare:

En kvinde er standset midt på fortovet og stirrer olmt på Madame. Manden står inde i porten med panden lænet mod muren og pisser. Klokken er 8:59. Din vandring mod Auschwitz er kun lige begyndt.

 

9:00

Ud af den næste port træder en ung mand, bredbenet, maskinklippet, der er han, tænker hun, den polske nationalist! Idet hun er ud for ham, stikker han hånden i lommen og trækker … en gulerod. Hvad skal det nu betyde?

 

9:11 +

Det er ikke så enkelt, de næste mange timer vandrer hun langs torsdagformiddagstrafikken ad en endeløs lige vej ud af byen, der aldrig synes at ville høre op, gaden spalter umærkeligt ud i en motorvej, der filtrer sammen med andre motorveje. I vejnettets huller ligger rester af landsbyer og betonblokke og vage terræner, hvor den polske udgave af homo sovieticus endnu vandrer som præhistoriske skabninger ad de menneskedyrsstier, de selv har trådt, og som ingen femårsplan og ingen utopisk arkitekt var i stand til at forudsige: gamle mænd under gråsorte sixpence og militærkasketter med puld, hænderne samlet bag ryggen, tussende, mumlende i flokke på tre, mens kvinderne alene bærer indkøbsposer bort fra Lidl, LeClerc og OBI. Og bag dem, hvor hun end sig vender, rejser ruinerne af den industrielle revolution sig: rød-hvidstribede skorstene, kulbjerge, rygende fabrikker.

Hvad hun just nu forsøger at gennemgå, er umuligt at gennemgå, dette er ingen by, men en tilstand, Polens Ruhrgebiet, Schlesien, hvor tågen, der driver omkring hende, lugter surt af kul, og menneskene ser hende lige i øjnene uden at fortrække en mine, som om hun, den fremmede, slet ikke fandtes.

 

11:57

Hun går under en hel række motorvejsbroer, og med ét er hun i resterne af en landsby, en banegårdsbygning med knuste ruder, og ved siden af den, en »Drink Bar«, »Olé«, med en ekstra accent over e’et. Det er bare en grå barak, persiennerne er rullet ned for tredive år siden og falmet fra kommunismens rød til en fesen rosa. Hun tager prøvende i døren, den binder, og går op. Og der sidder de, vor tids muselmænd, i sorte vinterfrakker, træningsbukser og badesandaler eller træsko uden hælkapper, hver ved sit lille bord med hvert sit krus øl, tavse med tomme blikke rettet mod skærmen for enden af lokalet, hvor en pensionsmoden polsk heavyrocker, langhåret og rynket som en gammel heks, forsøger at råbe nationen op fra en alt for stor scene. Den bageste af mændene vender sig, ansigtet tævet af led, næsen tværet ud til venstre, øjnene ruller over en hoven kind, han skimter hende og rejser sig vaklende, sprogløs, falder frem og griber fat i hendes jakke og trækker hende hen mod bardisken og udstøder en hæs lyd, som en syg hest, og kvinden bag baren, stolt knejsende med håret drejet op i en kulsortfarvet kugle over hovedet, smøgen mellem læberne, øjnene sammenknebne, ser Madame og nikker og griber efter et trekvartliters ølglas, – niet, niet! siger Madame, tchai! Damen ryster på hovedet, hun serverer sgu ikke te, Madame kan få øl eller vodka, – voda? siger Madame. Okay da, hun får et glas vand, sætter sig på en taburet ved et højt bord, og hestemanden stiller sig lige foran hende. Og det næste kvarter, mens hun langsomt indtager vandet i glasset, står han der bare med foldede hænder og glor, forelsket, hjælpeløs, uden sprog. Af og til udstøder han en længselsfuld, så en omsorgsfuld, så en utålmodig lyd, og til slut bare et langt suk. Hvad hedder du? siger Madame, dit navn, – imija? – Adam, mumler han. – Adam, siger hun, det første og sidste menneske.

 

IMG_2203

 

12:53

Gaden bag baren er blind, mellem to dynger svagt rygende affald fører en sti ind mellem nøgne træer, der aldrig bliver en skov, bare sammentrængte stammer mellem motorvejes brusen, stille dryppende, bunden gynger gulligbrunt rådnende under hende, som at vandre ind i et kapel, og minsandten, længst inde, står alteret, et lille hus på en blåmalet pæl, i åbningen den hellige jomfru i hvid kjole, blå kappe, med tomme åbne hænder rakt frem mod Madame. Hun sænker blikket og knæler, for foden af pælen står en hvid buket, og foran den seks olielamper, der lyser svagt i novemberdisen. I det fjerne lyder civilisationen som englesang, resigneret, ydmyget, den polske messe af Henryk Górecki.

 

IMG_2207

 

13:33

Gennem brynet træder hun ud i et brat skred ned på en motorvej. En halv time må hun vandre bedøvet langs muren af biler, før en afkørsel fører hende op forbi stenhuggerier, fugtskjoldede industrihaller, Hotel Enklawa, på verandaen står fire kvinder tavse rygende og ganske prægtige, mine polske søstre! tænker hun og løfter hånden og vinker, og kvinderne ser bare på hende.

 

14:41

Over markerne hænger krager som sorte flænger i disen, klokken er tre, det begynder at mørkne, bilernes lygter brænder i kuldisen; ved vinduet i konditoriet sidder jomfruen alene med hvidt papirdiadem i sit hår; i det fjerne gør Auschwitz’ hunde.

 

15:19

I horisonten bag bræmmen af nøgne træer synker silhuetten af satellitbyen Tychys tusinde betonelementer ind i skumringen, for hvert skridt fjernere, skal hun da aldrig nå frem, aldrig finde hvile for natten? I stedet for det tyvende vandrer hun nu ind i det nittende århundrede, ruinerne af den industrielle revolution, til venstre en papirfabrik, sortsodet, rygende som en brandtomt, i mudderet går arbejdere omkring som tavse spøgelser, en kran drejer skrigende, en port trækkes til side i en dyb skramlen, en lastvogn bakker ud i sin egen sky af udstødning, over den hænger en sliske som en nedstyrtet bro med næsen i en dynge affald, på brandmuren bag den står

HOOLIGANS TGS TYCHY.

 

På den anden side af landevejen ligger arbejderboligerne, strøet ud af de sikkert tyske industriherremænd eller kulbaroner, aflange barakker i sortsodede mursten, treetagers, mange ruder er knust, vinduesåbningerne blændet af plast, krydsfinerplader eller brædder hamret over som kors, gennem sprækkerne siver gulligt lys, der ædes af det grådige mørke. Imellem bygningerne, ingen gader eller køkkenhaver, bare opkørte hjulspor gennem søer af novemberregnvand, der skinner glimtende og mere sorte end natten over dem. Ude ved vejen, hvor bilerne farer forbi, står en flok af beboerne fejet sammen omkring et smadret busskur, i skumringen ser hun silhuetterne af deres maskinklippede ligesom bulede kranier inde i hættetrøjernes og dynejakkernes åbninger, ansigter tegnet af ar og vådtskinnende sår, uden bestemmeligt køn eller alder; en af dem råber ad hende og spytter, nogen ler, hun smiler, men vover ikke at vinke, i det samme farer en bil i høj hast forbi, og et hvidt lys trækkes som en pensel hen over scenariet, for hurtigt til, at bilisten kan nå at se, et hvidt snit, glemsel, en rynke i nuet, hvor fortiden rådner til white trash, kun hun, den sikkert første vandrende i årtier, ser disse mennesker, men om lidt har hun glemt, også du (er der nogen derude?) der læser, også du vil glemme dem.

 

IMG_2210

 

19:35

Et par timer senere er hun, uden at have bemærket overgangen, hun vandrede forbi en kilometerlang mørk bryggerihal, oh, denne tunge våde duft af gæret brød, og med ét var hun allerede blandt betonblokkene, men stadig uden at kunne nå frem. Hun standser de forbipasserende og spørger efter centrum, men »nie«, de ryster på hovedet, Tychy er ikke en by, men en utopi uden centrum, et gitter af uoverkommeligt brede gader mellem blokkene, og når rummet af og til åbner sig i en plads, ligger den mennesketom, uoplyst, monumentet for fremtiden, der aldrig kom, rejser sig i en gigantisk skygge på midten.

 

20:12

I foyeren til kinopaladset »Andromeda« standser hun ensom under en skærm og ser traileren til »Jagten« med Mads Mikkelsen og Thomas Bo Larsen med polske undertekster. For et år siden, på sin vandring op gennem Europa, sad hun i en dyb sofa i en motelfoyer mellem motelmutter og rengøringskonen og så den samme film, dengang med makedonske undertekster. Tiden går, og tiden står stille.

 

20:39

I kælderen under »Andromeda« sidder hun i det navnløse caféteria og spiser pierogi med kartoffel- og kålfyld, mens hun betragter de seks kvinder, der arbejder bag disken, torpedobarmede svedende i hvide stropundertrøjer, de råber, bander og ler, og når kunden har sat sig, stikker de glinsende fingre ned i et stålfad og fisker en pierogi eller en klat budding op, lægger hovedet tilbage og lader den falde i gabet; ovre i krogen sidder chefen, duknakket, barrikaderet bag sin laptop, papirer og en printer stor som en stendysse.

 

21:27
Madame træder i den offentlige sauna i satellitbyen Tychy. Som om hun nu endelig var fremme, klæder hun sig nøgen og åbner døren til dampbadet og tager plads i tågen på den brændende bænk mellem polske mænd store og muskelsvulmende som flåede tyre, tavse, rugende, to hundrede og fyrre punds arbejdskraft, i badeshorts, skinnende røde, hvide og sorte, vor tids tricolore, hver har sit dryppende overskæg, hver sin tatovering, på læggen, skulderen, brystet, der hænger tungt ud over bugen, men ingen flag eller hagekors, ingen dødningehoveder, intet der peger mod Auschwitz, bare et pigenavn, »Karolina«, et lyn og mørkeblåt hjerte. Hvor blev de af, tænker hun, tegnene, der skulle vise mig vejen mod Auschwitz, mod fremmedfrygten og nationalismens genopstandelse? Et to tre polske flag har du set i løbet af den første dag, men ingen af dem vajede, det første hang slapt på en stang fra en villagavl, de to andre slaskede på hver sin side af en slidt, snavsethvid Lancia parkeret i en indkørsel.

 

Det kommer, tænker hun og lukker sine øjne, i morgen er der jo atter en dag.

 

0:00

Er der?

 

IMG_2221

 

*

 

 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.