Føljeton

Auschwitzvandringen – Den tredje dag

På den tredje og sidste dag træder Madame endelig ind i Auschwitz. Nu er hun her, og hun ser det hele. Men hun fatter det ikke. Og så, i den syvende time, da solen går ned, kommer chokket. Endelig.


Det regner i Auschwitz. Og på parkeringspladsen foran. Ikke dommedagsregnen, ingen gudernes rasen og rusken, men en stille forskelsløs silen, der aldrig begyndte og aldrig skal ophøre. I søen af regnvand er porten fordoblet og det berømte motto »Arbeit macht frei« forvandlet til et kryptisk og i vandspejlet dunkelt skinnende »∀ɹqəıʇ ɯɐɔɥʇ ɟɹəı«, hun bringer i vuggende oprør, da hun som dagens første besøgende vader igennem. Hun er i Auschwitz. Lejren, som i natten var malet over med mørke, ligger nu blottet og banal, triste sodede mustensbygninger sirligt på række. I de smalle brolagte gader imellem er beboerne allerede ude og i deres fineste puds: hundreder sorte ravne, hvis våde fjerdragter skinner og gløder af alle jordens ædle metaller: messing, bronze, guld, sølv, jade, ametyst, rubin. Idet hun tager et skridt frem, flagrer de op i en infernalsk skratten, latteren fra helvede, hvirvler omkring og slår ned som sorte rande på tagrygge og toppen af krematoriets skorsten, og hun må tænke på fortællingen, hun læste for drengen, aftenen inden hun drog hjemmefra, »Mio, min Mio«, hvor de sorte fugle er fanger, forvandlede menneskeofre for mørkets fyrste Ridder Kato.

 

8:49

Hun vender sig og ser ud gennem porten. Parkeringspladsen myldrer nu af busser, der brummer og blinker, dytter, bakker, rokerer, dørene glider til side, og ud vælter menneskeheden i en ny tids uniformer, ikke fangernes stribede, men frihedens farvestrålende engangsregnslag: de polske skolebørn i lyseblå, de franske borgere i mørkeblå, tyskerne i mintgrøn, østrigerne i pink, japanerne gule, kineserne røde. Som jøderne et lille århundrede inden gennes de venligt ind på række, en efter en får de udleveret deres headset, som jøderne før dem fik sæbe, monterer dem og går i let forvirrede flokke bag hver deres guide ind gennem porten, hver for sig i sin ensomme boble lytter de til stemmen, der som fra en anden verden fra nu af og de næste tre timer frem skal bade dem i en uophørlig strøm af FAKTA.

 

9:14

Hun vandrer alene, i lilla alpehue under en sort paraply, og uden headset. Hun vil bare se, i mødet med stedet og resterne af det, der var, sanse og endelig, uden et ord, forstå, hvad fanden det var, der skete, »Auschwitz«, det som er hinsides FAKTA.

 

10:01

Hun opsøger mellemrummene, stilheden, ensomheden i regnen langs hegnet, står længe under tårnet i det fjerneste hjørne, ved det grå betonbadebassin bag Bygning H, hvor tre gråspurve hopper på kanten, og regndråberne rammer spejlet, og ingenting længere sker …

 

10:57

I den tredje time ophører sproget, med eller mod sin vilje, trods sin trods og ligesom bevidstløs suges hun ind i mængden, masserne, der som farver fra tuber presses ind i den ene bygning efter den anden, fra A til H og så videre, som en velopdragen Auschwitzturist ser også hun alt, hvad der er at se derinde – plancherne, installationerne, udstillingerne, rekonstruktionerne – og menneskemassen omkring hende, homo sapiens version 2.016, holder deres mobiltelefoner op som skjold imellem sig selv og Historien, hundreder, tusinder, hundrede tusinder af snapshots, ingen skal se: det oplyste bjerg af mageløse sko, bjerget af briller, bjerget af blikkrus, bjerget af kufferter, af navne, »Heinz Wittkowski, Wetzler Hermann«, blinde skud gennem døråbninger ind i forhørsrum, kontorer, sovesale dækket af slunkne grå sække, »Abort«ets bænke med huller på række, plancherne med billeder af nøgne levende døde, muselkvinder og skeletbørn, krematorieovnene, ja, selv skiltene med »No photo!« og »Please behave with appropriate solemnity and respect!« tager efterkommerne billeder af, en konstant klikken og knitren og sagte raslen af smartphones, blitzlys og regnslag.

Herregud, hvad skal de gøre? De kan ikke andet. Alt hvad vi har, er smartphones, Facebook, friends we never really met.

 

11:58

I Bygning F ser hun gennem en glasdør ind i en sovesal, hvor køjesenge i tre etager står tæt på række med smalle passager imellem, og pludselig fornemmer hun den sure lugt af sved fra dem, der lå før hende i midterkøjen, hun som den personnumerløse Claus Nielsen kryber sammen i på herberget Himmelekspressen i vinteren 2001, den fedtede kildren af snavset uld i tæppet, hun som tiårig trækker op over kinden i sovesalen på lejrskolen i Vejers, lyden af nattogets tonstunge hvinende opbremsning på en tysk banegård langt inde i natten på vejen mod Paris, og så videre, videre, erindringens lavine … Hold op! Hvad skal det til for, dine personlige erindringer, dit lille liv, her, af alle steder, i Auschwitz?! Herregud, hvad skulle hun gøre? Hun kan ikke andet. Heller ikke hun.

 

12:34

Hun lytter til massernes lavmælte mumlen omkring hende, alverdens tunger, Babelsmummel.

 

13:07

Da hun efter fire timers vandring som ingen og hvem som helst i mængden træder ud af den sidste bygning, har hun set alt, hvad der er at se, hun har gjort sin pligt, som hvad, som efterkommer, turist, europæer, menneske? Hvad siger du så, Madame? »I have nothing to say, and I am saying it«, sagde komponisten John Cage fire år efter Auschwitz. Så var det sagt. »Jeg kan ikke fortsætte, jeg må fortsætte, altså fortsætter jeg«, det var Samuel Beckett, stort set samtidig. Og Madame? Hun gør, som de fleste levende, trods alt: fortsætter.

 

 

13:46

Da hun går ud under »Arbeit macht frei«, stilner regnen af, og vinden ruller sig sammen. Hun følger efter busserne ud ad vejen, langs sovjettidens blokke i Oświęcim og over en bro, og med hvert skridt hun nærmer sig den anden lejr, Birkenau, bliver verden omkring hende mildere, lysere, og da hun når den berømte port, hvor sporet førte togene fra hele Europa igennem og i lige linje flere kilometer ud mod fabrikken og krematoriernes skorstene med råvarer til Døden, skilles skyerne, og togskinner, pigtrådshegn, og bag dem de endeløse sletter med græs og skorstene gløder i alle efterårets farver, og hun standser, inspireret, vækket, og udbryder (hun må): »Oh, verden, hvor er du dog skøn!«

 

 

15:01

Hun går gennem porten og til højre ud ad en grusvej, endeløs, hvid med store søer af regnvand, langs lave barakker, tomme, her er heldigvis ikke meget at se, bare det, der nu er, snart vender den sidste turist om, og hun er igen alene, hun trækker vejret dybt, salig, duften af Auschwitz-Birkenau: ikke ammoniak, ikke fæces, urin, ikke »kemisk« som af sæbe eller »sødligt og ligesom klæbrigt« som på Kertesz’ tid, nu dufter Auschwitz af nyfalden regn, efterårets stille intense råd, smattede blade, vissentvådt græs, vinden.

 

 

 

15:13

Hun kunne blive ved, Auschwitz-Birkenau er en verden for sig, flad som verden før Kopernikus, men endeløs som ingen anden, her kunne hun vandre, ud ad de lange lige landeveje over sletten, hvor skorstenene står som forstenede flammer, stammer, søjler under himlens blegt lysende blå, ja, her kunne hun gå, bare gå og gå, til sine dages ende.

 

15:47

Men nej, så let slipper du ikke, hører du! Ja, hun hører den, stemmen, det er jo hendes egen. Og så vender hun om og vandrer tilbage til porten og ud langs jernbanesporet, flere kilometer, helt ud for enden, ud til den yderste konsekvens. Af hvad?

 

15:59

Der er ikke meget at se: en brandtomt, rester af sodede mure, sammenstyrtede tage, gabende kældre. Herregud, hun vidste det jo, det hele, hendes tidlige barndom, skoletimerne og fjernsynene var fyldt med dette, »A world at war«, (26 afsnit), »Holocaust« (13 afsnit?), timevis af sort-hvidt flimrende bulldozere, der skraber nøgne skeletmennesker sammen og skovler dem ned i grave osv. osv..

Og så alligevel, og efter tre dages vandring står hun endelig her, for enden af sporet, yderst ude i Auschwitz-Birkenau og kan pludselig mærke det: den yderste konsekvens af DET HELE.

Alt det, hun hidtil, under denne dags lange vandring gennem Auschwitz, har set, selv det grusomste, forekom hende så menneskeligt, banalt, den fiffige idé om at bruge de uønskede, ubrugelige (kvinder og børn) til medicinske eksperimenter (en mening med deres liv!), dødssprøjten, gaskammeret (hvordan skulle man lokke livet ud af dem så gelinde som muligt?), den første krematorieovn (hvor fanden gør vi lige af resterne?), der langsomt (i al hast) griber om sig, menneskedyrets forbande foretagsomhed, opfindsomheden, sansen for orden osv.

Men først nu, her, længst ude for enden af sporet fatter hun det, der er fanden til forskel og bringer det banale menneskelige over grænsen til det umenneskelige, eller ud i den yderste konsekvens af mennesket, af sproget, af evnen til at forestille sig andre og bedre verdener, den bedste!: Den dødsfabrik, hun står her og stirrer ned i ruinerne af, dette helvedesgab, har krævet en disciplineret og gennemtænkt beslutning, arkitekttegninger, femårsplaner, teorier om økonomi og produktionsoptimering og infrastruktur, uden indsatsen af alle menneskets helt særlige talenter er produktionen af død, dødsfabrikken, DØDSINDUSTRIEN ikke mulig.

 

Pludselig orker hun ikke mere, bare tanken: et skridt til, gør hende afmægtig. Så her står hun, til sin evige tid, yderst ude, for enden af sporet, der er menneskehedens historie. Som en levende død. En zombie. Og glor.

 

Solen synker, himlen bag sletten med skorstene bliver orange, så rosa, så mørkere, og så, ganske langsomt, med ét, er hun væk.

 

 

16:59

På vejen tilbage ind i aftenen: livet, der fortsætter, lejrens nærmeste nabo er et ganske almindeligt parcelhus, som der er millioner af i Europa (det kunne være dit!) i indkørslen en trehjulet cykel, og bag huset, med udsigt til lejren, hopla!: den tidstypiske trampolin. Og så videre: I den næste have et nøgent træ med gule æbler, lysende som Paradisets, og hundrede meter længere henne, hvor vejen slår en bugt: resterne af en markedsplads fra sovjettiden: de samme aflange barakker som i lejren, også de tomme, forladte, rester af hvide bogstaver over dørene: »Chleb«, »Mieso«, »Mlieko«, ikke »jøder«, »sigøjnere«, »homoseksuelle«, men brød, kød og mælk, og lidt længere henne: en danseskole. Her?! fem hundrede meter fra Auschwitz? Ja, hvorfor ikke:

Historien er grusom, natten er endeløs, kom, lad os danse!

 

*

 

 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.