Essay

Da en meteor slog ned

Stefan Zweig beundrede den ny verden, men han formåede aldrig at forlige sig med den – heller ikke da James Joyce krydsede hans vej.

Stefan Zweig og hans kone Lotte.

Enhver, der ønsker at besigtige arven fra det østrig-ungarske imperium, kan med fordel tage til den italienske havneby Trieste. Byen, som frem til fredslutningen i 1918 havde været på habsburgske hænder, udgjorde med sin placering ud til Adriaterhavet en vital indfaldsport til det centraleuropæiske marked. I dag rejser Trieste sig fortsat monumentalt op af havet, når man kommer kørende langs kysten. Boulevarderne og de høje og brede bygninger, opført i kejserdømmets nyklassicistiske stil, vidner stadig om den storhed, der kendetegnede byen før Første Verdenskrig. Alligevel føles den i dag forunderligt forfalden. Trieste ligger næsten affolket hen og handelslivet er så godt som forsvundet. Enkelte high street-butikker optager dele af det usammenhængende bybillede og den mastodontiske havnekaj udgør nu et monument over en centraleuropæisk kultur, der takket være sin italienske nationalisme er blevet forvandlet til en isoleret periferi. På den måde føles byen på en gang foreviget og forladt.

En verden af i går
James Joyce opholdt sig i Trieste med faste mellemrum i årene fra 1905 til 1915. I dette selvvalgte eksil lagde han i store træk fundamentet til romanerne A Portrait of the Artist as a Young Man (1916) og Ulysses (1922), mens han i det daglige ernærede sig ved at undervise de lokale i engelsk, herunder en vis Ettore Schmitz, bedre kendt som forfatteren Italo Svevo. Selvom Joyce var rejst til denne ”verden af i går”, som Stefan Zweig betitlede sit kendte erindringsværk om denne på én gang uskyldige og mere moralhysteriske tid, så tog han ikke på samme måde de borgerlige dyder til sig. Underligt var det derfor, at netop Joyce skulle begå sine kunstneriske nybrud i denne åndsaristokratiske højborg, mens Zweig, på trods af sine rejser og møder med tidens kunstneriske fortrop, blev den store traditionelle europæer. Zweig havde ligesom Joyce svært ved at slippe sin opvækst. Begge skrev på tryg afstand om deres barndommens gade, og selvom Joyces Dublin – især i det senere forfatterskab – næsten tegnede sig som hvilken som helst anden europæisk by, så fortsatte det habsburgske rige med at have et hårdt tag i Zweig helt frem til hans selvmord i 1942. Den østrigske forfatter var så meget i sine nostalgiske følelsers vold, at han ikke kunne blive et egentligt protestmenneske. Han var og blev et produkt af sin tid.

De, som gerne vil forstå Zweigs barndomsfortælling, kan med god grund læse det kapitel i hans erindringer, der hedder ”Eros matutinus”, den fremspirende Eros. I sit elegante, klare og klassiske sprog udpensler han de pinagtige sandheder om effekten af forplejningen ved kundskabens træ, som ellers var omgærdet af fortielse og forløjethed:

Fulde af forventning over for alt det ubekendte, de [unge mennesker] var udelukkede fra, drømte de romantiske drømme om livet; men samtidig var de frygtelig skamfulde ved tanken om den mulighed, at nogen kunne gætte, hvor stærkt deres legemer længtes efter ømhed og kærtegn, hvis karakter de ikke var nærmere klar over. En slags let, flimrende forvirring prægede uafbrudt deres hele opførsel.

Med moralistisk forbitrelse blotstiller Zweig borgerskabets dobbeltmoral. Godt nok er hans synspunkter for længst blevet til almindeligheder, men Zweig havde selv svært ved at overkomme sin hang til at fortie det private. For som han skriver i Verden af i går (1942):

Et samfund er nu engang altid mest grusomt over for dem, som forråder og afslører dets hemmelighed, når det begår en forbrydelse mod naturen ved sin mangel på ærlighed og oprigtighed.

Det er derfor sigende, at det var hans daværende kone Friderike Maria, som overtalte ham til at indlemme disse betragtninger over opvæksten og kønsmoralen i Verden af i går. Med Freud som våben lykkedes det ham alligevel at trodse sin autoritære opdragelse.

Barndommen i Wien
Zweig blev i 1881 født ind i en velhavende jødisk fabrikantfamilie, der var en fast del af kulturlivet i det elegante Wien. I sit livs yngste dage var han ustandseligt omgærdet af viljestærke koner og guvernanter, der dirigerede og beskyttede ham. Zweig tog med andre ord turen gennem barndommen på businessclass uden at komme i berøring med det vilde liv uden for villaerne, hotellerne og herregårdene. Det nærmeste han kom folket var i form af de barnepiger, som passede og plejede ham, og længe anede han slet ikke uråd om forbindelsen mellem sin egen velhaververden og de skumle kvarterer med prostituerede.

Men hvorfor skulle Zweig også protestere? Kun ønsket om at slippe fri af sin baggrunds stivnede kønsidealer kunne få ham til at bryde ud og tage kontakt til det udsvævende liv. Som Zweig selv beskriver det, var han i barndommen meget egensindig, og dette fortsatte op i hans voksne alder. Som den rige kosmopolit han var, kunne han rejse, hvorhen han ville. Han lod sig medrive af sin ældre ven, den belgiske førkrigsdigter Emile Verhaeren, der bebudede en ny menneskehedens morgenrøde i det 20. århundrede. Men da det tysk-østrigske moderland kom i nød i 1914, så holdt barndommens fædrelandskærlige opdragelse fast i Zweig. Godt nok nægtede han at gribe til våben, men Zweigs selvophøjede og entusiastiske pacifismeerklæringer – som man finder i Verden af i går – stemte ikke helt overens med virkeligheden. Egentlig skulle der krigstræthed og et pusterum i det neutrale Schweiz til, før han i krigens sidste år, under indflydelse af Romain Rolland, blev den erklærede europæer, vi husker ham som i dag – i selskab med blandt andre Henri Barbusse og vores egen Georg Brandes. Men uanset hvor ivrig han var efter at komme i kontakt med disse verdensborgere, så forblev Zweig alligevel den eksklusive åndsaristokrat, der i sit elfenbenstårn ængsteligt svajede mellem selvoptagethed og medleven. Han var et kulturprodukt i rastløst søgen efter ro. Og da han til sidst fik denne i det fjerne Petrópolis i Brasilien under Anden Verdenskrig, tog isolationen fra den østrigske hjemegn og den for evigt tabte verden af i går livet af ham. Minderne om barndommen indhentede ham i de fortvivlede dage i 1942, hvor han sammen med sin hustru, den 27 år yngre Lotte, gjorde en ende på sin rastløshed.

Zweigs ubehjælpelige hjemlængsel, og forsøg på at frigøre sig af den, er særligt det, som har formet hans dobbeltblik på det 20. århundrede. Med en underlig beundring betragtede Zweig den frigjorte ungdoms på én gang sorgløse færden og anspændte forhold til det andet køn, mens han kunne mindes sin egen angstfyldte, autoritære barndom. Samtidig droges han – på samme måde som wienerskolens nyromantikere Stefan George, Hugo von Hofmannsthal og Rainer Maria Rilke – tilbage mod det tabte land. Det er dette dobbeltblik – på den ene side den freudianske psykologis fordømmelse af hemmelighedskræmmeriet omkring kønslivet, og på den anden side romantikerens forelskelse i den uvidende ungdoms uskyld, febrilske forhåbning og ængstelighed – der giver hans værker deres særlige toneart, temaer og indre spændinger.

Kunstnersammenstødet
Tilfældet ville, at Zweig og Joyce mødtes et par gange i Zürich. Men det hændte ikke, som man kunne tænke sig. I sensommeren 1918, efter Joyce havde sendt Zweig et eksemplar af teaterstykket Exile (1918), henvendte den østrigske forfatter sig per brev og kaldte stykket for ”en stor kunstnerisk åbenbaring” og udtrykte desuden interesse for andre af Joyce’ udgivelser, hvorfor han gerne vil møde ham.

I Zweigs dagbog kan man dog en måned senere se Joyce beskrevet som en “snæversynet, skarp, klog, men meget ejendommelig” person, som ser ud på en ganske “nørdet måde”, hvortil han sammenligner ham med en hulemand. Beskrivelser der i øvrigt står i skærende kontrast til de pæne skildringer, som Zweig har af Joyce i Verden af i går, mere end to årtier senere. Her fortæller han, at den irske forfatter blev introduceret som “en meget begavet engelsk digter,” der arbejdede på det romanlignende nybrud Ulysses. At han siden hjalp Joyce med at få Exile opført i München Schauspielhaus og havde ham boende i en femugers periode i Salzburg, er nogle af de få ting, som fremgår af de notater, dagbøger og breve, man har kunnet stimle sammen. Men at Zweig så sin skæbne forbundet med Joyce fremgår mest af alt af hans yderst positive kritik af Ulysses i Die Neue Rundschau nr. 39 (1928). I anmeldelsen kalder han Joyce et ”plaget menneske”, ”en fanatisk irer” og en ”trafikpuritaner med kvæker-aner”, der lever sit had til barndommen og Dublin ud i litteraturen:

Her er en mand, som ikke bare eksploderer i et skrig, ikke bare er hånlig i ord og grimasser, men ud af alle hans indvolde tømmer sin vrede, kaster sine følelsesmæssige rester op med en sådan kraft og voldsomhed, der gør gyset ærligt. Det mest geniale bluffnummer kan ikke skjule den voldsomme følelse, denne rysten, denne vibrerende, dette skummende og næsten epileptiske temperament, som denne mand her kaster ud i verden med sin bog.

Zweig var ikke alene bjergtaget af Joyces kunstneriske formåen og den dristighed, hvormed han vendte op og ned på datidens moralske kategorier; man kan også antage, at han oplevede en roman forfattet af en person, der – som ham selv – var isoleret og nu tilbød os den tilstand, hvor man er uden eller kun har ringe kontakt med omgivelserne:

Der er noget heroisk i denne bog, og samtidig noget, der lyrisk parodierer kunst; derfor er dette en autentisk og med rette som et heksesabbat, et sort rod, hvor Djævelen efteraber og efterligner Helligånden på den mest dristige og mest provokerende måde, men også en ensom ting, en enestående ting, en ny ting.

Netop ensomheden kendte Zweig til, og det var dennes kraft, han så eftertrykkeligt lagde mærke til:

James Joyces indvendige isolation har ingen forbindelse til noget tidligere. Den matcher ikke noget og vil derfor ikke have nogen efterkommer. En meteor af en mand, fuld af mørk original energi, en meteor af ‘lammende’ kunst ligesom middelalderens magiske skrift, blot på en mere moderne måde.

Godt nok så Zweig med slet skjult beundring på sin bekendtes kunstneriske vigør, men han kunne ikke selv forene sig med morgendagens moralske forskydninger. Ligesom Trieste endte han som en isoleret, henfalden autoritet, der efter krigens indhug i Europa aldrig formåede at komme til ro med den splittelse og rodløshed, som den ny verden bød ham. Aldrig rystede han sit nostalgiske væsen af sig og producerede noget egentligt moderne. Aldrig blev han og Trieste for alvor en del af det ny Europa.




Relaterede
Essay

Den sorte planet

Louis-Ferdinand Célines liv og værk er et vidnesbyrd om de mørke skygger, Første Verdenskrig kastede over Europa.
Essay

»Nogle gange drømmer vi om Europa«

I Ukraine gemmer sig en ny og magisk litteratur; en der svælger i snavs og fortvivlelse og som vover at drømme.

Om Christian Johannes Idskov
Christian Johannes Idskov er ansvarshavende redaktør og medgrundlægger af Salon 55. Han er også tilkoblet Politiken som kritiker og skribent.