Føljeton

De næste 50 år (Pariservandringen) – anden etape

I søgningen efter Peter Handke.

Intermezzo
Men, Madame, siger jeg, De kan da ikke ende her, på en bøssebar i Les Marais, eller dér, på en tilfældig træstub i skoven over Meudon. En dame som De, der nu er mindst én dag, ja, snart halvanden måned ude over Deres bedste alder. Og Herr Handke, siger jeg, den store forfatter, ville De ikke også besøge ham, på Deres vej ud til slottet i Versailles, Madame, De må og skal da se Versailles, hvad er et liv i Paris uden et besøg på Versailles?! På med jakken, siger jeg, se at komme af sted, Madame, før det pludselig er for sent, og De er i en helt anden verden, der, hvem ved, måske ikke er helt så mindeværdig som denne!

Onsdag 26. juni 2013, Meudon-Versailles
Og se nu bare, der kommer hun søreme igen, den kære madame Nielsen, i sin lille sorte kjole, de lidt for store sko, den fikse jakke, de bedårende krøller, som den brasilianske kammerjomfru netop har brugt halvanden time på at rulle op, med sin lille sorte skuldertaske trippende over pladsen og ned ad Rue Faubourg Saint-Denis. Solen skinner, og hendes sind og sanser står åbne, hun dufter pizzaen i æsken, den unge mand bærer forbi, den varme tomat, det let brændte brød, og, uh, den ramme stank af pis fra den solhede asfalt. Hun har besluttet at tage metroen fra den gamle byport Saint-Denis, men solen skinner, og hvor længe kan det mon vare ved? Hun fortsætter over den store boulevard og ad Rue Saint-Denis helt ned til Seinen og over på Ile de Cité, først her forsvinder hun ned i mørket, hvor mon hun skulle hen? Meudon Val-Fleury! Der var hun: Madame stiger af toget på den gamle station for at påbegynde anden etape af sin pilgrimsvandring fra metropolens centrum mod Chateau de Versailles. Først skal hun over det skovklædte bjerg og ned i den store østrigske forfatter Herr Handkes Chaville, men hvordan? Hun spørger sig for, men de unge i byen ved ikke engang, i hvilken retning nabobyen ligger i, skønt den ikke kan være mere end fem-ti kilometer borte. De ældre borgere kender retningen, men ikke vejen til fods. Café de la Gare, som var lukket den mandag i maj, hun ved solnedgang sluttede sin lange vandring fra centrum netop her, myldrer i dag af liv, frokostgæster, klokken er et, forretningsfolk, par, studenter, og alle er de hvide, kridhvide som hun. Et ældre ægtepar stiger ud af deres bil og breder et kort over metropolen ud over køleren på en anden parkeret bil. Kvinden, der også er chaufføren, skriver gadenavne på en lille gul post-it-seddel. Og så tripper Madame op gennem byen, forbi Monoprix og kirken mod observatoriet. Ved indgangen til parken foran Chateau de Meudon tager en løberpige dagens første billede af Madame, se, dér står hun midt i den lange og helt lige allé af, er det popler? En korpulent borger af den slags, der er vant til at få sin vilje, insisterer på, at Madame skal og må gå en tur gennem parken, helt ned i den anden ende og se udsigten over mod det andet slot på den anden side af dalen Meudon. Og dernede er det så, at en ældre dame tager det næste billede, se!

1

På den tætklippede plæne sidder en ældre kvinde på et tæppe og, nogle meter fra hende, i en medbragt magelig klapstol, en endnu ældre mand under en stråhat. En hundehvalp løber Madame i møde, springer op ad hendes strømpeben, snavser den sorte kjole til, men Madame hun ler bare og roder i den bløde varme hvalpepels. Op over bjerget og ind i skoven, her farer Madame vild. Nu er hun inde i receptionen på et privathospital, den tungt prustende dame bag skranken printer et kort ud, – vous êtez ici, madame! og giver Madame en flaske vand med på den videre vandring. Ad en befærdet vej, over motorvejsbroen og igen ind i skoven. Og igen farer Madame vild, herregud! Hun sukker og sætter sig i græsset i den første, den bedste, måske forfatteren, Herr Handkes »Lichtung«, og pakker dagens første lille sandwich ud, den med avocado og linser og porreringe, uhm! Myggene stikker deres snabler gennem Madames grå strømper og drikker af hendes lægge. På skovstien inde i det fugtige dunkle gik Madame forbi en mand på hendes egen alder, han så ud, som var han gået vild på vejen fra stamcaféen og hen til den næste bar, ikke den energiske skovvandrer, nej, næsten snublende i udtrådte sko og sorte bukser og en alt for lun læderjakke, også den sort. Han sukkede, han standsede op, han lukkede øjnene, stod lidt, og vaklede så videre. Herr Handkes skov er ikke den skov, Madame havde ventet, ikke en virkelig skov, men en forhenværende, som vejene har skåret i stykker af størrelse som store parceller, Madame kommer hele tiden ud på endnu en ny befærdet vej, og nu ved hun virkelig ikke, hvor i alverden, hun er! En løber i rabatten med rygsæk på vej til eller fra arbejde viser Madame vej: voila, madame, la portebas á votre gauche, et puis vous tomberez sur Chaville! Så er Madame da i Chaville, lidt træt nu af alle de motortrafikveje, al den støj, fornemmelsen af at være ude i det universelle intetstedsbælte, der vikler enhver metropol ind i afkørsler og ramper, broer og sløjfer. Hun følger Rue du Pavé des Gardes, gardernes brolagte gade, ned i centrum og så til venstre ad Rue Anatole France, som snart bliver Rue de Jouy. Her skulle den store forfatters villa gemme sig mellem krat og træer og mure bag nummer 57. Madame går forbi en nyere station, en åben plads, ikke just et sted at være, det kan da umuligt være forfatterens plads, som den findes i hans store hvide bibel fra nittenhundrede og treoghalvfems, Mein Jahr in der Niemandsbucht, Mit år i ingenmandsbugten, som Madame har brugt de lange mørke vinteraftener på at læse, ja, Madame har levet med bogen og i den, og nu vil hun finde forfatterens plads. Idet hun standser og ser over lågen til nummer 57, går døren op, og en ældre mand med baseballkasket står med ryggen til hende inde i entréen og roder med et indkøbsnet. Madames lille fuglehjerte banker heftigt i det spinkle bryst, er det forfatteren?! Han vender sig, og Madame træder et skridt tilbage, roder i sin lille sorte taske, finder læbestiften og skæver op, da manden kommer ud af lågen. Nej, heldigvis, og sikken en skuffelse, det er bare en ganske almindelig franskmand, en af millionerne. Madame lukker tasken og tripper forbi ham, og se nu: ved indkørslen til en skyggefuld lille allé: »57bis«, og for enden af alléen: en slidtblå jernport overgroet af hæk og hegn. Madame går næsten lydløst og med tilbageholdt åndedræt i gruset gennem alléen og standser foran lågen, strækker sig på tåen og ser ind i den vidunderligste tætte, men velholdte have; ingen plæne, men blomster og buske omkring en stor gammel villa bygget af sten fra de skovklædte bakker i alle nuancer af brun, fra dybrød til sort til grå. Yderst til højre en fin lille fremskudt karnap, solen falder ind ad de mange små ruder, dér sidder han på det sidste fotografi i den lille biografi, madame har læst, »Peter Handke in sein Haus in Chaville, 2007«, set inde fra stuen, i modlys. Nu er den tom. På førstesalen et vindue med et buet lyst gardin, står Forfatteren deroppe just nu i skjul bag gardinet og ser ned på Madame?! Hun dukker sig. Men kan så alligevel ikke nære sig: Hun finder sit lille turistkamera frem, vender ryggen til porten og holder kameraet ud i strakt arm, og dér var hun:

2

Madame Nielsen foran Forfatterens villa i Chaville, tirsdag 25. juni 2013.

Foto: Privatfoto

 

 

Ved siden af porten har nogen rejst en sirligt komponeret formation af spinkle grene og kviste, det kan kun være Forfatterens værk, tænker Madame, et af de mange små steder, han har gjort i sin verden. Madame stiller kameraet på den lille trefod, trykker på selvudløseren og tripper hastigt hen til formationen og knæler ned ved dens side, et voila:

Madame går ud ad alléen og tilbage ad den ganske almindelige gade, under jernbanebroen og til venstre ind på en aflang plads foran en gammel banegårdsbygning, og pludslig er hun der: i centrum af verden, på Forfatterens plads, pladsen fra den hvide bibel. Her er Hôtel des Voyageurs, de rejsendes hotel, og lige ved siden af, Bar Hôtel les Trois Gares, og for enden af pladsen i et smalt rundet fremskudt hjørnehus, Brasserie La Rotonde, men den er vist ikke nævnt i den hvide bibel, ikke så vidt Madame husker, da. Hun vælger den første, går de syv trin op og ind i den halvmørke bar, der sikkert også er hotelreceptionen i Hôtel des Voyageurs. Længst borte ved barens metaldisk på høje barstole, to ældre hvide stamkunder, de drikker øl af høje glas og sludrer med kvinden bag baren. Hun er ung og mørk, langt skinnende sort hår, henne ved søjlen i den anden ende af baren, lige ved udgangen står hendes veninde lænet ind over disken, de taler spansk med hinanden, de to, synes Madame. Madame spørger til toilettet. – La bas, siger den smukke kvinde bag disken,–  la porte en bas et puis la porte á gauche. Det er et rigtig godt gammeldags stinkende lokum, ingen kumme, bare de to riflede hvide porcelænsklinker, Madame placerer sine lidt for store sorte joggesko på, før hun trækker strømpebukser og trusser ned om anklerne og løfter op i den sorte kjole. Så knæler hun ned. Der er ingen sæbe i automaten, Madame må nøjes med at skylle sine hænder i det kolde vand fra hanen. Ved baren bestiller hun en kaffe, to euro, hun bærer den selv ned ad trinene ud til et af de fire små borde i halvskyggen på det brolagte fortov under de høje slanke brusende popler. Se, dér sidder hun, ved bordet med kaffen, glasset med vand og sin lille røde notesbog i skødet. Ved bordet foran hende sidder et yngre par i T-shirts og krøllede bukser, nja, de hænger snarere i stolene, og Madame tænker, at de nok er arbejdsløse. På bordet mellem dem ligger deres mobiltelefoner mellem to store glas øl og de lidt mindre, slanke glas med orange sodavand, og på brostenene foran bordet leger to små drenge larmende, ja, skrigende, synes Madame, med en bold, som den ene hele tiden slår i jorden, slam slam slam! siger det i Madames sarte øren. Madame spørger om klokken, og kvinden ser på sin mobiltelefon, – cinq heures et quarante, tyve minutter i seks. Og nej, hun er ikke spanier, siger damen, – nous sommes brasiliens! Ved et af bordene op mod muren sidder to gamle hvide stamkunder med deres kaffe og dagens avis. Madame skribler i sin notesbog. Da hun stod der foran porten til Forfatterens have og hus, forestillede hun sig, skriver hun, at han kommer ud, og hun siger, bonjour, je suis le Lecteur, ou mieux la Lectrice. Eller: Ich bin der Leser, jeg er Læseren, fra hans store roman, den hvide bibel. Nu sidder hun på hans café mellem stamkunderne, som også er hans, og ser op mod vinduerne ind til hotellets værelser med de slidte snavsede gardiner; derinde ville Forfatteren sidde hver dag et helt år igennem og betragte livet nede på pladsen og beskrive det, ja, skrive det som Skaberen selv, i sin fortælling om Mein Jahr in der Niemandsbucht. Men det gik ikke, i stedet skrev han den siddende på en træstub inde i skoven ved den lille dam, på hans Sted. Skrev han. Men det tror Madame nu ikke helt på, ikke hele den store roman, at den skulle være skrevet i en lille notesbog, som den madame sidder med i skødet (bare sort, eller naturfarvet, ikke rød som Madames) på en træstub midt inde i skoven, vinter og forår et helt år igennem, nej, det kan vist ikke være sandt. Hun ser over på den smukke gamle banegårdsbygning, høj er den, også den bygget af sten fra bakkerne omkring, små sten og større sten rammet ind af tværgående bånd af mursten, røde og hvide. Højt oppe på muren, i grønne kakler på hvid baggrund »CHAVILLE–VELIZY«. På pladsen foran bygningen, midt i den lille rundkørsel, et træ, er det mon Træet, romanens profanerede paradistræ, træet hvor spurvene bor, om vinteren oppustede små pjuskede bolde, die Spatzen? Servitricen kommer ud med kaffe til stamkunderne ved nabobordet, hun tager et billede af Madame dér ved bordet med kaffen, vandet og dagens Le Parisien (madame har lige læst om den forhenværende politidirektør i Monaco, playboyen, som efter en drink i en fashionabel bar ved Middelhavskysten svømmede ud mod sin ven, en russisk milliardærs lystyacht, og blev ramt af en forbipasserende båd, der klippede ham over, forestil Dem, stod der, politidirektørens overkrop i en plet af flydende blod og, nogle meter borte, drivende i overfladen, hans afskårne ben).

– Vous connaissez le ecrivain? spørger Madame, non, siger servitricen. – L’auteur autricien qui vit ici á Chaville?! Non, siger servitricen. – Le grand romancier allemand-autricien?! Qui vit ici? siger den unge kvinde og peger bagud mod vejen, Forfatteren bor lidt henne ad. – Oui! siger Madame. A oui, siger kvinden, il viens ici de temps en temps pour boire un the vert. – Åh, siger Madame, the vert, et moi j’ai prit un café! Et øjeblik synes Madame, det er en katastrofe: Hun drikker kaffe, hun skulle jo, som Forfatteren, som en rigtig dame, en dame med ånd, have taget en grøn te! Senere sidder servitricen i skyggen på det øverste trappetrin og ryger, hendes lange blanke skinnende sortbrune hår, sorte jeans og hvide kondisko, og i den anden ende af trinnet ved det andet gelænder en lidt ældre og mere korpulent kvinde i krøllet hvid T-shirt og med affarvet hår. Madame spørger, om de da alle er brasilianere her? Non, siger den anden kvinde, hun er portugiser. Ah! siger madame og tænker selvfølgelig på Forfatterens portugisere, emigranterne i den hvide bibel. Senere følger Madame gaderne langs banelegemet gennem den smukke gamle by, alle disse vældige villaer med deres tårne og fremskudte karnapper og alle i sten fra jorden under dem, den lille plads foran kirken, det gamle Hôtel de Ville, og længere ude, lige inden broen under banelegemet, en fodboldbane, madame ser de unge mænd, deres bare ben, lyden af boldenes knald mod stolperne. Hun tænker på den midaldrende kinesiske herre, der til hendes forbløffelse hilste på hende og sågar smilte på sin vej ind i hotelbaren, at hun først, da også en anden midaldrende mand på hendes egen alder, en franskmand, på vej over pladsen mod sin bil, hilste smilende på hende, som hun sad der ved bordet med sin kaffe, vandet og dagens avis, var blevet klar over, at hun havde glemt, hvem hun var: en yndig dame i sin bedste alder.

5

Senere går hun ad den umenneskeligt brede og helt vidunderlige allé ud mod slottet Versailles. Hun ser byens slidte gamle huse, store revnede sandfarvede bygninger på rad bag træerne langs den flere kilometer lange allé, de ældre borgere ved bordene i skyggen foran caféen på hjørnet. Senere står hun på terrassen bag slottet med udsigt ned over den ligesom endeløse barokhave, La Nonnes værk, der strækker sig omkring en rektangulær og blændende blinkende sø ud mod solnedgangen omgivet af de ligeledes endeløse grønne franske skove. En kinesisk mand tager dagens sidste billede af Madame, se, dér står hun, smilende som altid, men uden den lyserøde paraply (den har hun mistet, glemt, på et toilet sikkert, under en af sine mange spadsereture gennem metropolen, måske på dametoilettet i palæet på Ecole des Beaux Arts på den anden side af Seinen), og med slottet i baggrunden under den næsten hvide solblegede himmel. Adieu, og fortsat lykke på rejsen mod livets ende, Madame!

6

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.




Relaterede
Essay

Brøl, Brexit og basisforskning

Et hånligt jubelbrøl fra en pub i Cardiff opsummerer den folkelige splittelse og vækker en følelse af fælleseuropæisk kammeratskab.
Essay

Da Karen Blixen mødte Niels Bohr

I et brev fra den 13. januar 1955 henvendte Karen Blixen sig til Niels Bohr. Det skulle blive mødet mellem to af kulturhistoriens monstres sacrés.