Føljeton

De næste 50 år (Pariservandringen)

Den bratte opvågnen i Paris.

Mandag 6. maj 2013 er det 50 år siden, at det menneskelige væsen, som senere af sine forældre blev givet navnet Claus Beck-Nielsen, blev født. Det er en af den slags dage, som nogle ganske få mennesker fejrer, måske bare et dusin, og hver på sin måde, og hver for sig. Nogle har sat en time af dagen af til at skrive et brev, andre har skrevet en postkort hilsen, andre igen måske bare skænket det menneskelige væsen en tanke. Jeg for mit vedkommende har sat hele dagen af til at fragte mindet om dagen og det menneskelige væsen over i historien.

Jeg vågner klokken halv otte, solen er for længst stået op, og dens lys kastes ind gennem rundbuevinduerne i mit atelier i Paris’ X. arrondissement, filtreret gennem kirsebætræernes skyer af lyserødt, syrenernes lilla og kastanjernes hvide lys, tulipaner, buske og blade nede fra Jardin Villemin. Klokken otte ankommer min brasilianske kammerjomfru Rayane dos Santos med sin sorte taske fuld af cremer og paletter, koste og blyanter, og jeg sætter mig i stolen og lukker øjnene, mens hun gør mig i stand til den store dag og vandringen gennem den mod målet, som endnu er uvist. Jeg er – skind og ben – iført en let hvid trusse, en chemise, også hvid, grå nylonstrømper, en lille sort silkekjole næsten uden ærmer og med dyb V-udskæring, en let sort pullover og min nye sort-hvid-mønstrede korte jakke. Til slut vælger Rayane en diskret lys rød læbestift og bølger mit hår. Vejrudsigten søndag aften viste sol hele dagen og tyve–enogtyve grader i løbet af eftermiddagen. Men da jeg kommer ned med min lille sorte taske over skulderen pakket med små sandwiches, lidt frugt, en flaske vand, et turistkamera, og, vigtigst af alt, den fine lille røde notesbog, jeg dagen inden har købt i Beaubourg, regner det. Dagen er allerede ødelagt, og mine fødder er for store, jeg kan ikke vise mig nogen steder med de fødder, størrelse toogfyrre, når jeg hvisker det i skobutikkerne eller i markedsboderne oppe ved Porte de Clignancourt, ser ekspedienten eller -tricen skandaliseret på mig, – mais non, madame, au maximum quarante-et-un! og nu er det oven i købet begyndt at regne, hvordan skal det gå mig med mine tynde bene og knokkelknæ, jeg får mig en lungebetændelse, mister stemmen, jeg kommer til at dø i Paris! Den søde Chrystel nede i porten, conciergen, trøster mig og forærer mig en lyserød paraply, din dag bliver mindeværdig, siger hun, alt kan ske, husk det, ma chère Nielsen! Og så går jeg da.

Paris 6 maj 2013 022-1
Les Recollets – Rue Turbigo
Under den lyserøde paraply i regnen skrår jeg over pladsen foran Gare de l’Est, krydser Boulevard Magenta og går ned ad Rue du Faubourg Saint-Denis, regnvandet fra bilernes hjul strinter op ad mine grå strømpeben, og de lette, men pinagtigt store sorte sportssko føles allerede fugtige. På vejen ned ad gaden trøster jeg mig med den første banan, går gennem byporten med dens latinske LVDOVICO MAGNO og videre ned ad Rue Saint-Denis. Selv luderne er gået i skjul langt inde i opgangenes mulm, kun et par radmagre negertøser står lænet op ad en butiksrude med slukket blik. Allerede på hjørnet af Rue de Turbigo overvældes jeg af medlidenhed og går ind på en café, Café Les têtes brûlées, sætter mig på en barstol ved den blanke metaldisk og bestiller en kaffe og et glas vand. Jeg bladrer lidt i Le Parisien, lundi 6. mai 2013: Det er et-års-dagen for Francois Hollandes indsættelse som præsident, berømthederne, der støttede ham op mod valget dengang, er nu alle skuffede; Paris Saint-Germain klarede kun akkurat 1-1 mod Valenciennes, en skuffelsernes dag, en mandag, i regn. En yngre asiatisk kvinde ved min side i baren forstår ikke fransk, men tager et billede af mig ved baren, dagens andet billede. Jeg skriver nogle notater i den lille røde bog »Chrystel kyssede mig på kinden og sagde, at det var min dag, og den ville blive noget helt særligt.« Men regnen hører ikke op. – Dans l’apres-midi! siger le patron, der bliver det godt vejr. – Vous êtez notre prophète! siger jeg og glider ned af barstolen og forsvinder ned på dametoilettet, lader mit vand og ser mig i spejlet: et kvindeligt væsen af ubestemmelig alder. Og går.

Paris 6 maj 2013 023
Rue de Turbigo – Porte de Vanves
Kaffen i blodet gør mig lysende, regnen bliver til støvregn, på broen over Seinen standser jeg og får et ungt spansk eller sydamerikansk par til at tage et billede af mig, dér på broen over Seinen under min lyserøde paraply. På vej over Ile de la Cité mærker jeg, at alt pludselig er muligt, jeg ved ikke helt, hvem jeg er, men det gør ingenting, i denne sorte kjole, fiks lille jakke, røde læber og store øjne under den pink paraply kan alt lade sig gøre, det, der i mange år har været umuligt, at være turist, for eksempel: På den næste bro lader jeg en midaldrende mand fotografere mig under paraplyen i støvregnen med Notre Dame i baggrunden, måske er jeg amerikaner, måske er jeg i dette nu Claus Beck-Nielsens oldemors lillesøster Jutta, hun der som tyveårig emigrerede med sin mand til Amerika og slog sig ned i Chicago, så Al Capone og hans mænd skyde folk ned på gaden under et røveri, overlevede sin mand med flere årtier og først vendte hjem som to-treoghalvfemsårig for at leve sine sidste år i Åbenrå. Mine skridt er lette og forbløffende små, jeg smiler uafbrudt, et skrøbeligt, et ganske fint og lysende smil, jeg krydser Boulevard Saint-Germain og går op ad Rue de Conde til pladsen foran Odéon-teatret, den er øde, det støvregner, men det er fint, jeg smiler let, svævende … fortsætter jeg ind i Luxembourghaven. I »skovens dybe stille« foran en fontæne tager to unge franske piger dagens femte billede af mig, med mine briller, købt af en ganske anden i udkanten af Cairos revolutionære tumult – »uma mulher intelectual«, sagde min kammerjomfru Raiane, da jeg tog dem på i morges – med en slank hvid plasticpose fra »Julhés« i venstre hånd under den lyserøde paraply, smilende, skælmsk eller salig, saligt-skælmsk, måske.

Jeg trisser ad majestætiske og mennesketomme sandfarvede stentrapper ned i anlægget bag Chateau de Luxembourg, og allerede her må en russisk familiefar med to kvinder og en dreng i klapvogn tage det sjette billede. Videre op gennem parken, næsten menneskeforladt, bare et par anstændige pariserinder arm i arm under sorte paraplyer. Jeg går op ad Rue Vanvin og ser fornøjet ind ad vinduerne til alle de små eksklusive butikker, tasker, notesbøger, lyserøde småkager, gode vine, alt håndlavet og indpakket i sølv, rosa, guld og silkebånd, når kvarterets damer træder ud ad glasdørene foran mig, slår paraplyen ud og tripper af sted på stilethælene. Foran Tour de Montparnasse tager en østeuropæisk mand, slidt og uden mål eller med, endnu et billede af mig, han uset af verden med sin håndrullede cigaret i døråbningen til en biograf, øjnene uden glans, tøjet krøllet, nusset, fedtetgråt, blåt og brunligt. – Merci, siger jeg, og så videre, ad store brede grimme og støjende boulevarder, forbi Gare de Montparnasse, en flok indfødte lediggængere på livstid, sidder på kantstenen ved udkørslen fra en benzinstinkende tankstation, langhårede, ubarbererede, damerne i hullede jeans eller tynde hullede nylonstrømper omgivet af fedtede plastikposer, den obligatoriske køter, spritflasken i den brune papirspose og et stort smil til mig i min svæven forbi, – bjourr, madame! Jeg er derude, hvor Paris ligger på sit yderste inden forstæderne, hvor vejene er for brede og husblokkene grusomme blinde grå og skitseret på ti minutter af arkitekter i en anden verden. Menneskene her lever ikke, de er bare på vej til og fra, men jeg ser dem, intenst, i dag vil jeg se al verden og alle dens mennesker, hvis regnen vil regne, så regn! tænker jeg. Og så holder den op.



Paris-6-maj-2013-027
En navnløs café før Porte de Vanves
Ved porten ud af byen til forstæderne, en port, der ligesom de andre hundrede porte på randen af de ydre arrondissementer ikke er byporte, men infiltrationer af veje og motorvejsbroer, skilte og skrammel, går jeg ind på den sidste café i Paris, en rigtig Tabac, aflang og fuld af stamkunder og med det obligatoriske baglokale, hvor veteranerne sidder under en tv-skærm med mandagens hestevæddeløb, og bag disken en håndfuld kinesere, men af den sjældne slags, de meget høje kinesere, der vokser i en særlig og yderligt liggende provins og fortrinsvis bruges i produktionen af basketballspillere, højdespringere og sikkert også visse former for filmstjerner, skurke, helte og monstre. Stamkunderne er alle hårdt medtagne af livet, mere end midaldrende eller tidligt ældede, og alle rigtige parisere, det vil sige: indfødte franskmænd, afrikanere, arabere, østeuropæere, indere og en pakistaner. »Det her er min café«, skriver jeg i den røde notesbog og bestiller endnu en kaffe »et un verre d’eau, s’il vous plaît!« Og så videre i notesbogen: »inde bagved skændes de højlydt på et ufatteligt sprog, i krogen under vinduet til gaden ser de hestevæddeløb og lottoresultater på en tv-skærm ophængt under loftet, indsatsmaskinen, »Rapido«, de spiller deres livs gæld bort på, står lige her ved min side, – putain, siger en gammel fransk herre efter et blik fra skærmen og ned på sin talon, – putain! Ikke lort, men luder. Hvem skændes ude bagved? spørger jeg den største kineser bag disken – han er konstant en smule ludende, som for at vare sig mod endnu et uforudset loft, – ah, siger han og vifter overbærende med sin opvaskevandede kæmpehånd, det er de gamle, – les vieux regulieres! – Ca va? siger den haltende pariserherre i lang beige cottoncoat og Panamahat og lægger en blid hånd på ryggen af den endnu ældre neger, der står ludende nærsynet over bordet med sin talon i færd med at gøre en sidste indsats, – ouæ ouæ, ca va, mumler han. En ældre, distingveret inder med briller og sixpence bestiller to kaffe, én til sig selv og én til den pakistanske camerade. I forbifarten spørger en stout knark med vorter i fjæset og langt gråhvidt hår ned ad nakken, om der stadig er plads i notesbogen til en autograf, – ah, oui, bien sur, monsieur! siger jeg, – oh, non non non, madame, ler han forlegent og forsvinder bag min ryg ind i baglokalet. Indtil videre har jeg været eneste kvinde i caféen, men nu træder en anden ind, bleg gammel hvidhåret i støvblå frakke, gør sin indsats og stiller sig ned til herrerne under skærmen. En midaldrende lidt kompakt herre med briller hilser på sine kammerater ved baren, bemærker mig, og spørger kammeraterne, om de har husket at byde mig et glas. Han lér, – pour rigolér, siger han til mig, bare for sjov. Så vender han ryggen til kammeraterne og træder helt hen til mig. – Vous etez tres belle, madame, siger han, meget smuk. Han læner sig ind til mit øre og siger, at alt er muligt, vi kan tage hjem til ham, han bor lige i nærheden. Desværre, siger jeg, jeg har en aftale ude i Malakoff. Jeg kan køre Dem derud i min bil, madame, siger han. Desværre, siger jeg, – c’est mon anniversaire, jeg er ude på en lang vandring. I morgen, så, siger han og lægger sin hånd på mit lår og lader den glide en smule op under kjolen og ser op på tv-skærmen over min skulder. Spiller De også på heste? spørger jeg. – Non non! siger han med foragt og læner sig igen tæt ind til mit øre, – les femmes, c’est ma passion, hvisker han. – Ah! siger jeg. – Mohammed, siger han, fra Marokko, men har boet det meste af sit liv her i kvarteret. Denne gang tager jeg selv billedet, i strakt arm: Mohammed og jeg i modlys, kind ved kind.

Paris 6 maj 2013 029
Porte de Vanves – Malakoff, chez Madame Sophie Calle
Midt i virvaret af veje og motorvejsbroer, skilte og tomter med vissent græs og affald møder jeg en ældre intellektuel kineser med langt fipskæg og en pink mappe under armen, han tager dagens niende billede af mig. Malakoff, jeg er ude i forstæderne nu, forstæderne mod syd, Handkes verden, en overalt lokal verden, beskedent, nært. Solen er begyndt at skinne på mig. Jeg går ad Avenue Pierre Brossolette, i skyggen under baldakinen til en portugisisk restaurant står fem af Handkes emigranter, nydelige, lidt korpulente herrer i sort og med brillantineskinnende hår, og ryger. Nu er jeg så godt som ingen, et kvindeligt væsen, hvert øjeblik kan jeg blive endnu en anden, skrøbelig og svævende. Jeg går under en motorvejsbro og ned ad Boulevard Camelinat, i solsiden, uden for motorvejens massive skygge langs industrifacader og jernporte ind til det ukendte. Ved nummer 126, en grå jernport, går jeg ind, helt ind i et værksted, og spørger en kvinde efter »Madame Sophie Calle«. – Ah oui, siger hun, – c’est juste à côte, dans la même cour! og peger ud i gården og rundt om hjørnet. Der er ganske rigtigt en solslagen væg, også grå, og i den grå mur en grå metaldør. Men ingen ringeklokke. Jeg fisker telefonen op af den lille sorte skuldertaske og ringer et nummer. – Oui, siger en overraskende dyb stemme, jeg kommer ud og lukker Dem ind. Men ingen kommer ud af den grå dør. Jeg ser bag i min røde notesbog, adressen, Blv. Camelinat 146. Det er slet ikke her. Jeg går ud på vejen, og hundrede meter nede i den retning, jeg kom fra, ser jeg hende læne sig ud ad en døråbning med mobiltelefonen trykket mod øret og en rygende cigaret i den højre hånd, en ældre dame i sort kjole, sorte briller. I notesbogen skriver jeg senere dybt oppe i skovene over Meudon siddende på en træstub på Handkes sted, der nu er mit: »Hun gik foran mig gennem en vidunderligt vertikal have, højt til loftet, en fornemmelse af drivhuset i en botanisk have, og ind ad glasdøren i en fem meter høj glasfacade. Indenfor ét stort rum fyldt til randen af lys ude fra haven og eftermiddagen, og i midten en stor hvid muret kamin, et rum bygget op gennem mange år, et rum levet frem som Suzanne Brøggers gamle skole i Løve. Overalt, på stengulvet, i krogene, på vægge, hylder, mure, trappetrin og ophængt i tråde fra loftet, udstoppede dyr, hunde, et lille kobbel ræve, rødbrune, på muren en stor doven tiger med en talisman mellem forpoterne og et lyserødt bånd om halsen, over kaminen halsen og hovedet af en giraf, hængende i en tråd fra loftet en flamingo med udbredte vinger, i flugt, på muren bag stolen, hun sad i, to store oksehoveder, de tykke, engang kødfulde, blodfulde halse, to små hundehvalpe, en grævling, en kat. Hun lavede os grøn te, mens hun stadig talte i telefon med nogen, skænkede op i glaskopper på hver deres glasunderkop og satte sig igen foran sin gabende MacAir eller MacBook og fiskede en Marlboro cigaret op af en hvid pakke og bød mig en, – vous ne fumez pas? – Non, sagde jeg og tog en og tændte den med en hvid engangsligter, hun rakte mig efter at have tændt sin. Vi røg, mens hun talte i telefon med grafikeren eller trykkeren af den bog, hun skulle have i trykken fredag, og zappede gennem de to videooptagelser fra min begravelse, som kan ses på Internettet, jeg blev svimmel, ikke længere af døden selv eller frygten for den, men af røgen fra cigaretten. Vi skoddede cigaretterne og drak ud og rejste os og lod kameraet tage et billede af os dér, side ved side foran kaminen, hendes gråsorte opsatte hår foran giraffens hals, en hånds fingerspidser let trykket mod halsen. Inden havde hun skiftet brillerne ud med de store ovale solbriller, hun også skjuler sig bag på videoen fra vores første samtale, i sensommersolen på terrassen foran direktørens kontor på Louisiana i Humlebæk og med et glitrende Øresund i baggrunden. Det var få måneder inden min begravelse, dagen efter min søns fødsel.« 

Paris 6 maj 2013 031


Malakoff – Clamart – Meudon, skoven og Handkes sted genfundet som mit
Jeg fortsætter ad stille gader op gennem Malakoff og ind i Clamart, solen skinner fra en skyfri himmel, sen eftermiddag, lyset er gyldent, jeg er ikke bare let nu, jeg er lykkelig, en kvinde i sin bedste alder, den uden tal. Husene er Handkes forstadshuse, alle forskellige, nogle ruiner, andre de velholdte, tunge, muret op af sten fra området, bakkerne, dalene. Oppe i Clamart øjner jeg, øverst på bakken, eller bjerget, som det hedder hos Handke, en gotisk kirke med et langt spinkelt snoet tårn op i himlen, der vil jeg op at sidde i solnedgangen og spise min sidste sandwich, den med rugbrød, fåreost, avocado, oliven og to små stykker dybgrøn porretop. På dagens første café, for en menneskealder siden, i bunden af Rue Faubourg de Saint-Denis, da dagen allerede var en skuffelse, udsigten regn og grå, lungebetændelse og døden alene i Paris, havde jeg skrevet i min lille røde notesbog, på den første side, der står det: »Men mine fødder er for store. Jeg ville være vandret via Peter Handkes villa i Chaville og helt ud til slottet i Versailles, Marie-Antoinettes romantiske haveanlæg, ma soeur. Men regnen.« Nu beslutter jeg mig for, at kampestenen i solnedgangen foran den gotiske kirke på toppen af højen i Clamart er stedet, mit sted, målet jeg ikke havde anet. Jeg går langs en lang, falmet kirkegårdsmur emmende af majsolens varme og kommer endelig til en port og går ind. Det er ikke kirkegården, det er anlægget omkring et »maison de retraite«, et alderdomshjem, med velholdte plæner og visnede, sammenkrøllede oldinge på bænke. Jeg går gennem anlægget og søger udgangen i muren i den anden ende. Men der er ingen udvej, jeg er fanget, før min tid. En time senere går jeg op ad en jordvej mellem to høje falmede mure, som en gade i Cairos aftenhede, og ind i skovene over Meudon. Dybest inde i skoven, siddende på en træstub, mæt af dagen og al dens regnfald og lys og med mere end tyve kilometer i mine skønt værkende bene, skriver jeg: »I skoven er der næsten ingen steder. Kun mulige steder. Skoven er et rige, en rigdom af mulige steder. Dem kan man finde og, hvis man har held, gøre sted. Efter mere end en måned i metropolen havde jeg næsten mistet min stedssans, jeg gik op gennem byen og videre ad en jordvej mellem to skallende lergule mure og op i skoven, først på en skovvej gjort af Handkes nedtrampede småsten samlet ind gennem århundrederne i bakkerne omkring, siden fulgte jeg intuitionen, som ikke er nogens, men alles mulige intuition, ad mindre stier, dybere og dybere ind i skoven. Jeg søgte efter et sted, jeg troede, jeg kunne finde et Handke-sted, finde sted, et vandhul, en lysning, ‘Lichtung’, en brændestabel, men overalt omkring mig var ingen steder. Endelig så jeg denne lille forhøjning, der hævede sig en meter over den øvrige skovbund, og gik op på den og så, at den var en naturlig eller kunstig jordvold, der strakte sig gennem skoven. For enden, som jeg havde fundet eller halvvejs gjort, var en træstub; jeg tøvede et øjeblik, for længe, og så, at der var andre træstubbe længere henne ad volden. Jeg ville sidde med ansigtet mod solnedgangen, det havde jeg jo besluttet, men alle træstubbene vendte deres siddepladser i andre retninger. Jeg gik tilbage og satte mig på den første, det er som bekendt altid den bedste, men nu var det for sent, den skrånede, jeg mærkede, hvordan jeg i nylonstrømperne og den sikkert også noget syntetiske sorte kjole langsomt gled nedefter. Jeg rejste mig og gik hen til den næste træstub og satte mig. Og gjorde sted. Jeg sidder med ryggen til solen med udsigt til resterne af en bivuak, der, idet jeg nærmede mig, havde set ud som et velforberedt sankthansbål, over mig de lydløst udspringende bøgekroner, og over dem himmelen, skyfri nu, og i den et flys rumlen; omkring mig fuglenes spredte præludier til sommeren, endnu ikke et kor, bare enkelte stemmer, én for hver art, vejens jævne susen af trafik og, indimellem, vandrernes bladfejende skridt over skovbunden, en grens bratte ‘knak’, hundenes snøften og halsen. Jeg troede, jeg skulle gå til Handkes Chaville og, hvis ikke jeg mødte ham der eller tilfældigt fandt hans hus skjult inde i sprogtykningen, gå endnu videre ud til slottet i Versailles. I stedet endte jeg heroppe i skovene over Meudon. Her gjorde jeg sted. Her er jeg, nu, et kvindeligt væsen, omkring et halvt hundrede år gammel, måske, hvem ved. Herfra går min vej i en stor blød bue tilbage til resten af mit liv.«

Paris 6 maj 2013 046-1

Vejen tilbage: Skoven – Banegården i Meudon-Val-Fleury – Metrostation Notre-Dame – Bar Cox i Rue des Archives
På vejen tilbage til resten af mit liv, de næste halvtreds år, standser jeg i bunden af en stille gade, hvor aftenlyset står sitrende, og ser på vejskiltet i muren af lermørtel og skærver og sten: Avenue du Maréchal Joffre. Duften af de over alle havemurene dovent hængende syrener, tung, sød og krydret. På pladsen foran banegården i Meudon-Val-Fleury, som skulle være et sted at findes, en plads for det menneskeskelige fællesskab, men bare er et skævt vejkryds, er caféerne – Café de la Gare, Café de la Paix – lukkede, skodderne rullet ned, stolene stillet op på bordene. Kun en japansk take-away har åbent, en ung japansk franskmand bag glasdisken, jeg bestiller en kop te. – Non, siger han, – on n’a pas du thé. Jeg får en lille plastbakke sauterede grøntsager, han varmer i mikrobølgeovnen, mens jeg skrår over vejkrydset og ind i banegårdshallen og ser efter afgangstiden for næste tog mod Paris: 21:09. Da jeg kommer tilbage, har han stillet plastbakken og en gaffel indviklet i en hvid papirsserviet på en tallerken og stillet tallerkenen på et afsides bord. Jeg spiser mine grøntsager, Kazuo Ohno blev 103 år, han var 70, da han begyndte sin internationale karriere som danser, reinkarnationen af den argentinske danserinde, »La Argentina«. En fransk stamgæst, en yngre arbejdsløs mand, tager dagens næstsidste billede af mig. Det sidste er taget i trængselen af mænd foran Bar Cox i Rue des Archives, kort før midnat.

Paris-6-maj-2013-058
I den lille røde notesbog har jeg skrevet: »Tilbage i Paris: Lugten af pis. På Bar Cox får jeg en tomatjuice med sugerør, sellerisalt og tabasco og stiller mig ud i indhegningen, hvor kroppene gnider sig mod hinanden. Den ene bøsse åbner gylpen på en tredje, den anden, ‘Le Zink’, kysser mig på kinden, mens den tredje, nu med åbenstående gylp, tager det sidste billede af mig. I morgen begynder det hele igen.«

Tidligere udgivet i det norske tidsskrift Vagant 2/2013 og danske Kritik.

Læs »De næste 50 år – anden etape«, hvor Madame Nielsen søger efter Peter Handkes hus.

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.




Relaterede
Essay

Luftkrig og selvbiografi

Sebalds polemiske essay om den tyske efterkrigslitteraturs fatale hukommelsessvigt er det tætteste hans forfatterskab kommer på en selvbiografi.
Essay

Da en meteor slog ned

Stefan Zweig beundrede den ny verden, men han formåede aldrig at forlige sig med den – heller ikke da James Joyce krydsede hans vej.