Essay

Den sidste tysker

Vi frarøves suveræniteten til at være imod. En kommentar af Botho Strauß.


I 1993 offentliggjorde forfatteren og dramatikeren Botho Strauß (f. 1944) det berømte essay »Tiltagende bukkesang« (ty. »Anschwellender Bocksgesang«) i Der Spiegel. Euforien efter Murens fald var væk, og i øst brændte asylcentrene. Strauß skrev: »Vi bliver udfordret til at være medfølende og hjælpsomme over for den hærskare bestående af fordrevne og hjemløse, vi er forpligtet til godhed ved lov.« Vi tyskere, skrev Strauß derefter, vil ikke blive »udfordret af fjendtlige erobrere«, men må snarere kæmpe »indadtil for det som er vores«. Han skrev også: »Af og til, når man byder de fremmede velkommen, skal man spørge sig selv, om den tolerance, man udviser, er ægte og selvstændig, eller om den skyldes det forkrampede tyske selvhad, således at betingelserne for den berømte (»fascistiske«) genkendelighed endelig viser sig – som det engang (og vel stadigt hemmeligt) hed i de venstreorienterende terroristers forbryderdialektik.« Næppe nogen anden tekst i det forenede Tyskland har skabt mere forargelse og diskussion, og Strauß blev af sine kritikere udråbt som foregangsmand for en ny retning i Tyskland. I anledning af flygtningekrisen spurgte Der Spiegel den nu pensionerede Strauß, om han ville beskæftige sig med emnet for anden gang. Svaret, »Den sidste tysker« (ty. »Der letzte Deutsche«), blev bragt i oktober 2015, og satte på ny gang i diskussionerne i den tyske offentlighed, som man kan læse om i Mads Lund Mikkelsens introduktion til Botho Strauß og den tyske debat.

 

»Somme tider har jeg følelsen af kun at være blandt tyskere, når jeg er hos anerne. Ja, det er mig, som var jeg den sidste tysker. En, der som den tidsfortabte munk fra Heisterbach, eller som en desertør tres år efter krigens afslutning forlader sit skjul og vender tilbage til et land, som stadig hedder Tyskland – til hans bitre overraskelse. Jeg tror, jeg er den sidste tysker. En vagabond, en land- by- og åndstryger, der roder i hellige rester. En hjemløs.«

 

Selvcitatet fra bogen »De ubehjælpsomme« lægger ikke skjul på, at forfatteren så sig som denne sidste tysker. Man skal ikke overdrive det med altid at ville være den sidste af et eller andet – men posten syntes mig at være ledig, og jeg slap ikke fri af fiktionen om at være en fortsætter af følelses- og tænkemåder, som siden romantikken har fostret en specifikt tysk litteratur. At bringe noget af det til live igen var mit liv. Jeg var gæst hos talrige skabende ånder, jeg konspirerede med dem. Som tak efterlod jeg mig et par opmærksomheder, små gaver til gengæld, der dog, som altid ved store fester, ikke blev skænket nogen videre opmærksomhed.

 

Hvad er efterhånden ikke blevet til roman for mig! Ikke sammensat af livshistorier, men derimod komponeret af ånds-stemmer. Ofte af stemmer fra forfattere, der slet ikke udmærkede sig som romanciers, Franz Blei, Hugo Ball, Leopold Ziegler, Rudolf Kassner, Konrad Weiss, for bare at nævne et par mindre kendte, uretfærdigt negligerede blandt mine favoritter.

 

Roman mener jeg i den gammel-amourøse betydning: Han havde nemlig en roman med hende … For jeg havde vel nok med den ene og anden stemme en roman … Man må huske på den dybe kærlighed og hengivenhed, der hersker mellem disse ånder …

 

Jeg vil hellere leve i et uddøende folk end i et mere vitalt, der på baggrund af primært økonomisk-demografiske overvejelser blandes op med fremmede folkeslag og forynges.

 

For endnu ikke alt for længe siden fandtes en venstreorienteret kritisk intelligentsia, der satte sig op imod det økonomiskes hegemoni over vores livsverden. Sidenhen er deres åndsbeslægtede selv blevet til samtidens førende økonomer – Piketty, Stiglitz, Krugman – og under venstreorienteret fortegn driver de en næste økonomiens hegemoni frem, nu i en angiveligt socialt ansvarlig form, men heller ikke de tilbyder nogen lyse ideer hinsides finans- og pengepolitikken.

 

Den sidste tyskers måde at føle og tænke på er rodfæstet i den åndelige heltehistorie, der spænder fra Hamann til Jünger, fra Jakob Böhme til Nietzsche, fra Klopstock til Celan. Den, som er fri af denne historie, som de fleste herboende tyskere, social-tyskerne, der ikke er mindre rodløse end de millioner af rodløse, som nu slutter sig til dem, han ved ikke, hvad kulturel smerte kan være. Jeg er et overleveringens subjekt, og udenfor overleveringen kan jeg ikke eksistere. Den vedbliver i øvrigt at bestå hinsides fyrstestat, nation, rigsgrundlæggelse, verdenskrig og udryddelseslejr. Intet af alt det er forudgivet eller indeholdt i overleveringen, hverken den frelse eller katastrofe, der frembringes, rummer den i sig. Så godt som alt egner sig til at blive misbrugt.

 

Den sidste tysker læser måske Conrad Ferdinand Meyer eller Trolddomsbjerget for tredje gang i sit liv. Han er afhængig af tysk digtersprog. »Digtningen har til opgave i enkelte fuldendte anvendelser at vise en nations sprog« (Paul Valéry)

Vi frarøves suveræniteten til at være imod. Imod de stadigt mere magtsyge politisk-moralske konformiteter. De parlamentariske partier synes i dag udelukkende at bekende kulør, når det kommer til spørgsmålet om bøsseægteskaber. Det er, som udstedte man med hver libertær tilkendegivelse, med hver anvisning om politisk korrekthed, opførselsordrer, som de fleste indvandrere kun kan efterkomme, hvis de tager afsked med deres tro og med deres morallove, og altså så må acceptere at blive gjort endnu mere rodløse. Overbetoningen af frihed, af tilladelse og given lov til indeholder den uudtalte trussel, at den velkomne har at forholde sig sekulariseret eller i modsat fald har dårlige chancer for at blive en integreret borger i dette land.

 

Ikke kun fra de hellige krigeres synspunkt ser det omvendt ud til, at de vantro til stadighed forbereder alt til deres egen domsfældelse. De giver afkald på ethvert forsvar. Som om en hemmelig længsel drev dem mod snart at se hele det gamle nøgternhedens, emancipationens og oplysningens regime styrte.

 

Bifald og velkomst sker så forceret, at det må springe selv den enfoldigste i øjnene som en omskrivning, en eufemisering af frygt, som noget magisk ulykkesbesværgende.

 

Men kan der ske tyskerne noget bedre, end at de bliver et kraftigt mindretal i deres eget land?

 

Ofte bringer først et intolerant fremmedherredømme et folk til selvbesindelse. Først da bliver der virkelig brug for identitet.

 

De højreorienteredes vildfarelse: Som om der stadig fandtes noget sådant som tyskere og det tyske hinsides de mest overfladiske sociale bestemmelser. Hint overleveringens rum fra Herder til Musil har endnu ingen villet redde.

 

At riger går under, knækker sammen, er blevet usandsynligt; en art jordens steady state i form af kulturel globalitet forhindrer det i vid udstrækning; således gøres dobbeltbilledet af tab som berigelse, af forfald og dets omfortolkning til mangfoldighed permanent. Op og ned er fladet ud til bevægelig udjævning, til en ubetydelig svingen.

 

Man holder sig, klamrer sig til det vigtigste, man har, her en fortælling af Henry James, der en film af Kubrick, slutteligt en tekst af den gamle Heidegger.

 

»Aldrig mere kommer jeg til at have sådanne venner!«

 

Man fortrænges ikke længere af avantgardistiske efterfølgere, men af grundlæggende amusiske anderledesartede, islamister, mediaster, netværkere, jegbegejstrede.

 

Hvad overlevering vil sige, bliver en lektion, måske den vigtigste, som vi tildeles af islams lydige.

 

Således er der for den tyske forfatter, for så vidt han ér en tysk forfatter, ikke andet for end at finde et nyt hjemland: På den ene side at søge tilflugt i den æstetiske overlevering, på den anden side at udholde dens tilintetgørelse. Palmyra, også her. I lang tid vil han være tvunget til at tale ubeslutsomt, heteroglot, at sige og mene både det ene og det andet. At udholde det uforenelige, til det gør ondt i fornuften.

 

At være nationens i dens ideelle skikkelses beskytter og værge: tro fast på det – og du bliver til en komisk figur!

 

Religion er den stærkes frygt. Men hvem kan udholde frygt som åndelig disciplin og som moralsk kraft?

 

En velmenende kvinde med tilknytning til De Grønne: Tørklædet er tegn på en kvindes religiøse selvrealisering. Mere rammende kan man ikke formulere sin forståelsesfulde mangel på forståelse. Også den rituelle lydighed er man netop nødt til at oversætte til frigørelsens sprog.

 

I islamisk-teokratiske lande som Iran er det få (lærde), der udstikker retningslinjerne for masserne, for de fleste. Hos os bestemmer masserne og medierne niveauet af de politiske repræsentanter, der alle som en er ulærde i enhver henseende, ikke mindst fordi tilhørsforhold til et parti nødvendigvis er vidensregulerende og væsentligt set ikke tillader nogen ikke-demokratisk viden fra tidernes dyb.

 

Øjensynligt gnaver enhver revolution sig igennem til sin egen degeneration. Islamismen kunne ende med at sluge islam.

 

Beslan – bare en erindring, Nordossetien, 2004 gidseltagning af børn, sted for lemlæstelsen af alt, hvad kamp, krig og erobring engang betød. Derfor må man smede begreber for det nye som for eksempel asymmetrisk krig, failed state, neutralisering af nogen etc. – begreber, der allerede i morgen smelter væk i en ny ild.

 

Det, der står i avisen, gør den engagerede stadigt mere konfus. Jeg læser om lynchmordet på en dybt religiøs afghansk kvinde. Hun havde nedgjort handlen med devotionalier, havde kaldt den en muslimsk overtro og var blevet uretfærdigt beskyldt for koranafbrænding. Overfaldet af unge mænd bliver hun på åben gade slået og sparket til døde. Rundt om står folkemængden og filmer ugerningen med deres smartphones. Indimellem afbryder én sin videoptagelse, går hen til ofret og sparker hende i ansigtet.

 

Hvordan skal jeg kunne leve med det?

 

På den næste side skildres eftersøgningen af en bande højreradikale, som planlægger brandattentater mod flygtningeboliger i hele landet.

 

At læse alt dette, ude af stand til at håndtere det ved hjælp af kølige betragtninger, udleveret til den rene og skære forfærdelse. Sådan går det i hvert fald et endnu ikke helt gennemmedialiseret menneske.

 

Assasinernes mordkommandoer, hin ismaelitiske sekt i det 12. århundredes Syrien, har skiftet side; nu er det de andre, de radikale sunnier og deres »Islamisk Stat«, der gør brug af mordkommandoerne. Deres kamp forener i hvert fald ikke deres fjender. Og i hvor dage kan der ikke regnes med en fordrivelse af rædslen gennem erobring som dengang ved Mongolernes invasion.

 

Man må undersøge, hvad farens pres gør ved os – hvordan forandrer det langsomt men uafvendeligt, det der præger os, vores forkærligheder og vaner.

 

Som bekendt findes der, eller fandtes der, også indenfor shia-islam en kvietistisk mystisk retning og som dens modsætning en magtstræbende ydre. Striden mellem det indre og det ydre skåner universelt ingen livsform.

 

Bekymringen er, at tilstrømningen af fremmede til landet tilfører et flertal af den slags, der på sigt beskytter og bevarer deres fremmedhed. På den anden side: Det er mere sandsynligt, at en syrer vil danne sig så godt i det tyske, at han en dag vil tage Achim von Arnims »Die Kronenwächter« til sig, end at en dannet tysker endnu i dag ville vide, hvem Ephraim Syreren var. I sidste ende er det et spørgsmål om personligt videbegær, for så langt rækker de gængse uddannelsesprogrammer ikke. Man må formode, at syreren har en fordel, når det kommer til videbegærlighed.

 

Men hvordan vil man undvige krigen, hvis den bliver os budt? Når alt kommer til alt hører ikke kun frihed, men også frihedskamp til vores højt besungne værdier. I første omgang dog, melder pacifisterne sig på banen og erklærer: »Tyskland skrumper dag for dag. Det, synes jeg, er storartet«.

 

Det laveste ved denne skurke-ytring er den politiserede smerteløshed, med hvilken man går ind for selvopgivelsen og ophæver den til program. Takket være indvandringen af de rodløse vil det endelig være slut med nationen, inklusive nationallitteraturen. Den, der elsker nationallitteraturen og ikke kan leve uden den, vil følgelig alene rette sit håb mod et genopstående, regenereret »Hemmeligt Tyskland«.

 

De højreradikales had retter sig vel kun på overfladen mod flygtninge – det er først og fremmest en ukontrolleret reaktion på den vakuumfølelse, som det politiske establishment, som man siger i dag, byder befolkningen. Ansvarshavende, der ikke ser undergangen komme. Som undviger i vildledende beroligelser. Som viser svaghed.

 

 

– Oversat af Mads Lund Mikkelsen