Anmeldelse

Den sidste viveur

Jørgen Leths galleri af helte er fyldt med lidende og selvdestruktive mennesker, der befinder sig langt fra den danske socialdemokratisme.

Mine helteJørgen Leth er på mange måder en mærkelig historie. Da han begyndte at udgive sine minimalistiske digte tilbage i 60’erne, efterfulgt af en lang række eksperimenterende film, havde de færreste ventet, at den i dag 78-årige forfatter og filmmand ville blive så godt som dansk almeneje. For på mange måder er der tale om en af Danmarks førende avantgardister, der er gået hen og blevet nærsagt folkehelt. Det kan være svært at forstå. Ja, faktisk inkarnerer Jørgen Leth så godt som alt det, de mest ivrige kulturkritikere herhjemme fordømmer: Den grænseoverskridende kunst, som de kulturkonservative ikke kan lide; sexismen og kolonialismen, som feministerne forbander; og luksusdyret og livsnyderen, som de gamle socialdemokrater ikke bryder sig om. Derfor var Jørgen Leth også det perfekte offer for det særlige danske snæversyn, da han, i kølvandet på udgivelsen af første bind i selvbiografien Det uperfekte menneske (2005) og »kokkens datter«, blev udsat for en af de største hetzer i nyere dansk tid. »Holdt 17-årig som sexslave«, hed det f.eks. på Ekstra Bladets forside, på en dag hvor avisen solgte 11.000 flere eksemplarer end normalt, mens Politiken fra lederpladsen, under overskriften »Liderbasse«, opfordrede Udenrigsministeriet til at fratage Leth hans titel som honorær konsul i Haiti, endnu før han blev opsagt som Tour de France-kommentator på TV2.

Med andre ord var Leth langt fra nogen helt dengang i 2005. Siden har filmmageren og digteren dog genvundet meget af det tabte, hvis ikke han ligefrem i dag har en højnet status i dansk kunst- og kulturliv. Faktisk er hans personlige fortælling næsten en sand gengivelse af en klassisk heltefortælling. Som udstødt og forhadt forbryder har han formået at rejse sig og overvinde den modstand, der i første omgang førte til hans landsforvisning – i tråd med mange af de cykelryttere og andre helteskikkelser, der bebor hans univers. Det er derfor ikke tilfældigt, at flere af disse har fået en privilegeret plads i Leths nye bog Mine helte – Det uperfekte menneske /4 (2015). Her forbinder han sine personlige anekdoter med det skrevne portræt. Med andre ord er Leths helteportrætter lige så meget historien om ham selv som historien om de spektakulære mennesker, han har mødt på sin vej. Sigende er det derfor, at Leth i forordet hævder, at han ikke bryder sig om ordet rollemodel. Faktisk siger han det selv ligeud: »Jeg har ingen rollemodeller. Og jeg er ikke selv en rollemodel.« Det er ikke uden grund at hans selvbiografier hedder Det uperfekte menneske.

*

Jørgen Leth er egentlig noget af det mest udanske, man kan møde, og alligevel en klar bekræftelse af det danske frisind, der snart synes kendt for sin fortidige berømmelse. Flere gange har jeg i samtale med andre nordboere fået bekræftet, at lige netop Jørgen Leth markerer forskellen på os og vores nordiske naboer. De ville aldrig kunne rumme én som ham, hævder de. Men at Jørgen Leth skulle stå for noget specifikt dansk, er alligevel en næsten absurd tanke. Ud af de 50 portrætter i bogen finder man blot 10 danske personer. Og det forklarer næsten sig selv: Jørgen Leth er en kosmopolit, en udenrigsdansker drevet af sin nysgerrighed efter at møde andre kulturer og ejendommelige eksistenser. Han er ikke optaget af nationalitet og menneskers oprindelse, men det fremmede og menneskers tilblivelse. Derfor er Lars von Trier også den eneste nulevende danske instruktør, den gamle avantgardist gider se, og da slet ikke Susanne Bier. »Det siger jeg ikke for at provokere«, skriver han.

Bogen åbner, hvor selvbiografiens tredje bind slap. Leth havde svært ved at komme videre efter jordskælvet i Haiti, men på en rejse fra først Den Dominikanske Republik via Port-au-Prince (Haiti), New York og siden Paris, møder han Marina Abramovic på MoMA, hvor den serbiske performancekunstner befinder sig med sin udstilling The Artist Is Present. Mødet får ham på ret køl. Dag ud og dag ind sidder Abramovic klar til at møde de gæster, der besøger udstillingen. Hun taler ikke med dem, men bevarer bare øjenkontakten. Mødet er lethsk helt ind til benet: Lydløst, minimalistisk (to personer, to stole og et bord), sanseligt og konkret nærværende, foreviget i en lang indstilling, som man kender det fra hans film. Det er tungt og alligevel så enkelt, som man kender det fra hans tidligere film. »Her er mennesket«, lyder den allerførste replik i hans magnum opus, Det perfekte menneske, fra 1967. Eller måske nogen kan erindre en whopper-spisende Andy Warhol i 66 scener fra Amerika (1982)? Det er sådan, vi kender Leths blik på verden.

Inspirationen kommer fra polsk-engelske Bronislaw Malinowski, der naturligvis også er portrætteret i bogen. Som antropolog fornyede han opfattelsen af menneskestudiet. Som iagttager forsøgte han, som Leth selv, at finde observerbare detaljer og fra dem danne en sociologisk syntese, et billede af sammenhænge. »Jeg ville bruge hans undren, en elementær nysgerrighed, hans vilje til at undersøge og lære, at flytte alt dette over til det formodet velkendte«, skriver Leth om Malinowski. Det er denne næsten naive indstilling, som er blevet Leths kunst. Detaljen vidner hele tiden om helheden, den løsriver sig aldrig helt. Selv når satireduoen Rytteriet parodierer Leth, bliver dette tydeligt. »Fuldstændig«, siger Leth-karikaturen bestandigt med en udpræget nasal stemmeføring, som om alting er absolut og almengyldigt. Det er ikke tilfældigt. Den mindste komponent er hos Leth konstant med i det store sammenhængende billede. Nøjagtig som aktørerne på de franske landeveje hver sommer tager del i en større fortælling, når han kommenterer. Stjernen og vandbæreren, hver især spiller de roller i en større dramaturgi, oftest af mytologisk karakter.

Men måske er det også heri, at den ufrivillige komik opstår? Jeg har flere gange måtte le overbærende, når jeg har læst Leths bøger. Ofte, når dette fokus på det enkle, men sjældent banale, støder sammen med hans velkendte storladenhed, opstår der mærkelige mellemrum, hvor tanken får frit spil. Tingene får lov til at fremstå nøgne, helt uden pynt – det nogle vil kalde ærligt. »Jeg har altid drømt om at eje en baghånd«, hedder et digt i samlingen Sportsdigte (1967). Ingen kan som Leth gøre dette til en stor og vigtig erklæring. Det samme ser vi i Mine helte-portrættet af bordtennisspilleren Ove Jensen, hvor Leth mindes Danmarksmesterskabet i 1953. Med sine sirlige og henførte kommentarer fortæller Leth, hvordan outsideren Ove Jensen pludselig var særligt velspillende: »Slog han til bolden i forhånd, ja så var det nærmest som en henrettelse«, skriver han. »Han tog hele tiden bolden meget tidligt, ikke noget med at trække sig. Han havde fundet nåden.«

Portrættet, eller måske rettere anekdoten, hører til bogens bedste, ligesom de enormt dedikerede fortællinger om kranke skæbner fra hans tid i Haiti. Her får liv og død en helt anden ramme, bestående af naturkatastrofer og politisk motiveret vold. Det er nok her man finder forklaringen på, at så få danskere er blandt de portrætterede. I vores socialdemokratiske velfærdsstat omgås vi sjældent med livet og dødens grænser. Der er ikke nok på spil, vi lider ganske enkelt ikke nok til, at det er interessant for Leth, der som en distanceret og cool verdensmand, endda lidt New Yorker-agtig, opsøger fjerntliggende lande. I Danmark, derimod, er livet for pænt og bestandigt, uden de nødvendige udsving, der skal til for en stor fortælling. Herhjemme er man på udkig efter rollemodeller og det gode forbillede. Vores politikere skal ikke bare være politikere, de skal være gode og retskafne, helt ud til fingerspidserne, så de til sidst ikke ligner mennesker. Og i vores verden er det lige før, at dårligt bogførte bilag kan ødelægge ens karriere. Der, hvor Leth befinder sig, er korruption og kriminalitet snarere et slags nødvendigt onde.

*

Mange af Leths helte dør tidligt (Gena Rowlands, Krzysztof Komeda Trzcinski, Sonja Åkesson, Andy Warhol, Maya Deen, Luis Ocana m.fl.) eller brænder ganske enkelt ud og forfalder til skygger af dem selv (Ove Brusendorf, Fausto Coppi, Claus Nissen. m.fl.). Det er svært at sige, om de skal passe ind i en mytologisk fortælling, som Leth ønsker at smykke sig med, nu når han selv i en alder af 78 er så udholdende og virkelysten. Alligevel er det klart, at flere af disse portrætter virker tilnærmelsesvist overflødige og uden den sårbarhed og selvudlæggelse, der kendetegner de tidligere bind. Mange af historierne er fortalt før. Både de vilde jazz-dage på Montmartre i København i 60’erne og de store cykelryttere har Leth optrådt med i andre bøger, og som regel bedre end her. Desuden virker de haitianske skurke svært malplacerede i denne sammenhæng. Nok hævder Leth, at man ikke kan skrive om helte, uden også at skrive om skurke. Men de få fortællinger handler om små glimt af hændelser, som han ikke engang altid selv har oplevet, men som andre har oplevet for ham. Samtidig beskrives disse uden ansats til psykologisk dybde; man bliver ikke klogere på deres ondskab, man ser bare, at de er brutale voldsmaskiner, klar til at ofre sine nærmeste om nødvendigt. Her når vi også til grænsen af Leths teknik. Det roligt registrerende blik ønsker sjældent at gå bagom facaden, men dyrker i stedet dens sprækker. Gevinsten kan være et helt særligt indblik i det, som for andre dødelige virker plain and simple. Men desværre giver facadens huller alt for ofte anledning til mystificering eller ligefrem eksoticering. Hos Leth bliver det fremmede endda nogle gange mere fremmed. På samme måde har Leth ofte skrevet om sine depressioner. Altid uden psykologisering, aldrig med interesse for at nå til bunden af den voldsomme angst, han overmandes af. Kun depressionens konsekvens, aldrig dens årsag, er for ham interessant. Sådan er Jørgen Leths naivitet også indrettet. Til gengæld er heltene, som trækker ham op af depressionens morads og giver ham fornyet håb på kunsten og tilværelsen, aldrig helgener. For som det lyder undervejs i bogen: »Fejl er en vigtig motor i livet. Det er f.eks. nødvendigt i kunstnerisk arbejde at lave fejl. Ellers kommer man aldrig videre.«

 

Jørgen Leth: Mine helte. Gyldendal. 226 sider. Udkom 29.05.2015.




Relaterede
Essay

Evig skam og dåselatter

Harald Voetmanns romaner viser os humanismens bagside og udstiller vores arrogance.
Essay

Frugivoren som kolonisator

Christian Kracht borer sine fingre ned i det post-religiøse samfunds ubehag og udstiller livsstilskulturens latente totalitarisme.

Om Christian Johannes Idskov
Christian Johannes Idskov er ansvarshavende redaktør og medgrundlægger af Salon 55. Han er også tilkoblet Politiken som kritiker og skribent.