Essay

Drømme om Europa

Begivenhederne i Ukraine viser, at den europæiske idé rækker langt ud over EUs formelle grænser.

Vi taler ofte om, at der er “to Ukrainer”, om hvor forenelige eller uforenelige de er, hvordan kærligheden binder dem sammen og hvordan gensidig mistillid driver dem fra hinanden.

Men hvad vi dårligt nok bemærker er, at Europa også har to ansigter, der kigger i hver deres retning og kun sjældent ser hinanden.

Der er det Europa, som på overfladen præsenterer et mere eller mindre følelseskoldt sæt regler og forskrifter. Dette Europa ender et eller andet sted langs grænsen mellem Tyskland og Polen, og i dette Europa hersker en slags euro-protestantisme: Man har mistet troen på den europæiske civilisation, men bevaret sin sans for moral. Den europæiske idé er blevet omdannet til et sæt regler og en samling af institutionelle procedurer. Hvor der ingen tro er, bliver regler til gengæld altoverskyggende.

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Det andet Europa er spontant og emotionelt, et Europa med tro på sig selv. Dette er ”Det unge Europa”, bestående af de vigtigste lande fra den tidligere socialistiske blok. For folkene i disse lande er Europa stadig en vision, et ideal, en utopi; de tror på Europa, men ignorerer ofte dets regler. For dem er Europa en slags mystisk ekstase, hvormed de kan glemme alt om love. Grundet denne euro-katolicisme og euro-ortodoksi, som de står for, er de fulde af tro og parate til at dø for Europa, men sjældent klar til at leve for det. For dem er regler for trivielle at beskæftige sig med.

Os ukrainere, vi er dette andet Europa.

Alt der er tilbage af troen på Europa som en absolut værdi, den tro som vesteuropæerne – de europæiske protestanter – engang havde, er et sæt af regler og reguleringer, hvorfor de har svært ved at forstå os. De kan ikke forstå betydningen af, at vi har vores europæiske flag blafrende midt i vores fortællinger fra Ukraines storhedstid, revolutionens bål og nationalistiske slogans.

De forstår en hel del af vores protester, men de kan stadig ikke forstå, hvad der er det vigtigste ved disse: For os handler Europa om følelser, ikke regler. Det er et fjernt ideal, som vi tror på. Europa er en guddom, som vi ønsker at blive forenet med. Det er ikke et sæt regler, som en fraværende guddoms ypperstepræst vil have os til at leve efter.

Europa er også et lys for enden af tunnellen. Hvornår har du brug for et lys som det? Kun når det er bælgmørkt over det hele. Hvorfor skulle demonstranterne ellers have gjort den simple handling at tænde lommelygten i deres mobiltelefoner til et symbol? Fordi hvert eneste lille lys er et lys for enden af en lille tunnel.

*

Der er et paradoks i hjertet af det ukrainske oprør. Oprøret er et ideelt miljø for samfundet som helhed at leve og vokse i, på samme måde som en levende organisme lever og vokser. Men uden for det egentlige oprør, er der ikke noget samfund: Der er kun enkeltpersoner og stammer – en “krig hvor hver mand bekæmper sin nabo”, hvor ingen har tillid til andre end sig selv. Folk er splittet op i familier, klaner og grupper, ikke kun “der”, “på toppen af ​​bunken”, men også “her”, “i bunden”.

Men mennesket er en skabning, der gør sig begreb om mere end de små lokalsamfund. Folk føler sig kvalt i små samfund, og det er ofte utilstrækkeligt med kun en lille smule solidaritet. Der er tidspunkter, hvor folk længes efter menneskehedens universelle broderskab. Det er dette utopiske broderskab, der udgør det ideelle samfund.

Al den Kreml-propaganda om, at “revolutionen er finansieret af udlandet” er forkert, ikke kun på det praktiske plan, men også på det personlige plan. Folk i Ukraine går ikke ud på gaderne i håb om at få noget; de gør det for at give. De deler gladeligt ud af deres tid, deres komfort, deres mad, deres ejendele, deres penge, deres glæder, håb og sorger. Kort sagt, det daglige brød. Og de ønsker ikke noget til gengæld.

Vi beskæftiger os ikke længere med “farvede revolutioner”. Vi beskæftiger os med revolutioner, hvor folk deler ud af dem selv.

*

Der fremgår noget meget interessant af de “kontrarevolutionære” kommentarer, der mener, at de vestlige dukkeførere styrer de aktuelle begivenheder i Ukraine: Disse kommentarer passer godt ind i mønstret over de kontrarevolutionære tanker, man har set over de seneste 200 år.

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Den kontrarevolutionære tænkning er for det meste monarkisk og hierarkisk; den forsøger at forsvare et klart afgrænset system, hvor man har en enehersker foroven og en hierarkisk struktur nedadtil. Det er her dens største fejl kan konstateres. En sådan tækning kommer ud af ren og skær inerti, idet man forsvarer det eksisterende system og hierarki, hvilket forudsætter, at fjenden har et tilsvarende system og hierarki, at der findes en velordnet hierarkisk verdenssammensværgelse. Man kommer hurtigt til at tænke på frimurere, korsriddere, jakobinerne, jakobitterne, tyskere, zionister, amerikanere. For eksempel ses Putins fjende som en slags anti-Putin, hans alter ego.

Folk, der tænker sådan, indser slet ikke, at revolutionære, selv evolutionære, processer i samfundet, hverken er hierarkiske eller systematiske. De kan ikke se, at monarkister er oppe imod en elementær kraft, ikke et hierarki, og at logikken bag denne elementære kraft er helt anderledes i forhold til andre systemer. Denne logik er ikke altid englelig i sin natur, og den medfører ikke altid positive resultater (tværtimod – resultaterne er ofte ret negative). Men det er helt sikkert anderledes. I det mindste har denne form for logik mere end et center, en hjerne og et hjerte.

*

Men vi burde komme tilbage til Europa.

Op gennem det 20. århundrede forandrede Europas geografiske omrids sig hvert 20. eller 30. år. “Formelt set” fortsatte Europa med at eksistere inden for visse institutionelle grænser, men på den anden side af disse grænser begyndte en ny spontan virkelighed at tage form, en virkelighed, der satte spørgsmålstegn ved selve eksistensen af ​​disse grænser. Det bunder i, at Europa som “institution” og som “idé” bevæger sig med forskellige hastigheder: Det tog flere årtier for udvidelsen af ​​den europæiske idé at forårsage en udvidelse af den europæiske institution. Europa som idé bevæger sig altid hurtigere fremad end Europa som institutionel virkelighed.

De “to Europaer” – et reglernes Europa og et tiltroens Europa, institutionernes Europa og ideernes Europa – har altid eksisteret, omend mere i form af Webers “idealtyper”, hvorved man har utallige undtagelser, der blot bekræfter reglen. Og grænsen mellem de to har været under konstant forandring.

Der har været mindst tre bølger i udvidelsen af den europæiske idé i det 20. århundrede, som hver især førte til en udvidelse af Europa som en institution.

Den første bølge startede i Tyskland og Italien. Det er svært at forstå i dag, at der efter 1. verdenskrig var spørgsmål om, hvorvidt Tyskland var en del af ”Vesten”, og at dette var genstand for en intens diskussion i landet. Europa, som dengang udgjorde ”Vesten”, bestod af Frankrig og Storbritannien – rationelle, pragmatiske, sekulære, parlamentariske samfund. Tyskland kom til at følge sin egen Sonderweg, sin egen særlige vej.

Efter den nazistiske Sonderweg endte i en tragedie for hele Europa, er det ganske overraskende, at grundlæggerne af det nye anti-nazistiske Europa var tysktalende politikere: Robert Schuman, en franskmand fra Alsace, Konrad Adenauer, en tysker fra Köln, og den italienske premierminister Alcide de Gasperi, født i Tyrol (dengang det stadig var en del af Østrig-Ungarn).

Efter krigen blev Vesttyskland efterhånden en del af det nye europæiske projekt, efter landet først havde været taget som gidsel i Det Europæiske Fællesskab, der blev oprettet i 1950’erne med det særlige formål at umuliggøre enhver form for restaurering af det tyske militær-industrielle kompleks. Det er ofte ironisk, hvordan historien udfolder sig: At en organisation, der skulle holde Tyskland bundet i et par årtier, gjorde landet til den førende magt på det europæiske kontinent. Tyskland i dag, og især efter genforeningen, er den kraft, der driver det europæiske projekt fremad. Det er motoren og hjernen i Europa, men det er ikke Europas hjerte.

Noget lignende er sket i Italiens tilfælde. I slutningen af ​​1910’erne og i begyndelsen af ​​1920’erne havde man drøftelser vedrørende den særlige vej, der lå forude for landet, som ikke var mindre opkørt i forhold til Tyskland. Mange italienere, herunder Mussolini selv, læste Oswald Spenglers Der Untergang des Abendlandes og hyldede hans synspunkter. Selv før fascismens fødsel vandt Enrico Corradinis idé om et Italien som en væsentligt “proletarisk nation”, der stod i opposition til “borgerlige” nationer som Storbritannien, Frankrig og Tyskland enormt stor popularitet. Også efter krigen ophørte snakken om Italiens særlige vej: Landet blev et af ​​de bærende medlemmer af det seks nationer store “Europæiske Fællesskab”, forløberen for Den Europæiske Union, som vi har i dag.

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

De nationer, som i 1950’erne og 1960’erne havde søgt en “særlig vej”, i modsætning til de “liberale” og “parlamentariske” lande, kom til at være i centrum for et nyt liberalt politisk projekt. Denne første udvidelsesbølge af ​​den europæiske idé nåede sit endepunkt, da Storbritannien, Irland og Danmark blev medlem af EF i 1973. Den anden bølge, som angik Middelhavet, begyndte næsten med det samme.

*

Denne bølge tog til i styrke efter Salazars død i 1970, Francos i 1975 og den græske militærjuntas undergang i 1974 efter tragikomiske hændelser i Cypern.

Denne anden ekspansive bølge havde et unikt træk: Alle tre lande – Portugal, Spanien og Grækenland – havde været regeret af højreorienterede eller ekstremt højreorienterede regimer, og skiftet til fordel for Europa blev først styret af kræfter, man næppe kunne mistænke for at indeholde pro-europæiske sympatier. Franco havde set kong Juan Carlos som sin efterfølger, da han udnævnte sig selv til ”Regent” af det genetablerede monarki i 1947, men kongen blev symbolet på forandringer og demokratiske reformer i Spanien. Militærjuntaen, som de facto anstiftede statskuppet i Portugal i 1974, banede vejen for en demokratisering og flyttede frivilligt magten til den demokratisk valgte socialistiske regering under Mario Soares. I Grækenland begyndte pro-europæiske reformer, da Konstantinos Karamanlis, den konservative premierminister i 1950’erne og 1960’erne, vendte tilbage.

Disse processer demonstrerede alle, i hvilket omfang samfundene i disse tre lande havde ændret sig. Selv konservative politiske kræfter eller militær indblanding, som på andre tidspunkter ville have garanteret et autoritært styre, kunne ikke dæmme op for en demokratisering “nedefra”, den slags processer de Tocqueville kaldte “demokrati som en social betingelse”. Tidligere diktatorer og deres efterfølgere måtte forlige sig med ændringerne i samfundet.

Denne anden bølge – udvidelsen af “Det Europæiske Fællesskab” mod Middelhavet – nåede sit højdepunkt, da Grækenland trådte ind i 1981, efterfulgt af Spanien og Portugal fem år senere. Denne formelle udvidelse af Europa markerede, ligesom den første bølge, afslutningen på udvidelsen af ​​Europa som idé og tiltro; udvidelsen af ​​”Reglernes Europa” fandt sted efter udvidelsen af ​​”Tiltroens Europa”.

På præcis det tidspunkt, hvor den anden bølge blev institutionelt formaliseret, begyndte den næste bølge spontant at rejse sig. Denne gang var Centraleuropa i fokus.

*

Milan Kundera offentliggjorde sit velkendte essay ”Det stjålne Vesten eller tragedien i Centraleuropa” i 1983. I det giver han en kortfattet beskrivelse af Centraleuropa som en “komprimeret version af selve Europa”, der indeholder ”maksimal mangfoldighed inden for et minimum af plads.” Kundera fastholdt også, at hans region er det ”stjålne Vesten”: “politisk ligger det i øst”, men “kulturelt” befinder det sig i Vesten.

Takket være Kundera blev Europa opmærksom på denne type ideer, der senere skulle legitimere den økonomiske og politiske integration af landene fra den socialistiske blok i det europæiske projekt. Disse ideer var både enkle og attraktive: Der er visse samfund, der synes at være placeret i øst, mens de i virkeligheden befinder sig i Vesten; de er blevet “stjålet” og skal returneres til der, hvor de rettelig hører hjemme. Processen blev en slags geopolitisk tilbagelevering.

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Ideer som disse understøttede – implicit eller eksplicit – processen vedrørende tilbageleveringen af “Det stjålne Vesten” til det vesteuropæiske projekt. Først var der associeringsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og landene i den tidligere socialistiske blok, hvilket førte til udvidelsen af Den Europæiske Union i 2004, 2007 og 2013.

Ideen om “Det stjålne Vesten” kan have været befriende for Centraleuropa, men for det Europa, der lå længere mod øst, var det katastrofalt. I stedet for at nedbryde muren mellem øst og vest, er den ganske enkelt siden flyttet længere østpå. Ideen skulle have været brugt til at bekæmpe totalitarisme overalt, men placerede i stedet dette i områder i det tidligere Sovjetunionen, som derved nedkaldte en permanent “forbandelse” over vores østeuropæiske lande.

Hele paradokset i Kunderas begreb om Centraleuropa ligger i det faktum, at der for ham ikke var et sådant sted. Centraleuropa var ikke bare det “stjålne Vesten”; det udgjorde i sig selv et matrix stjålet fra Vesten, nemlig tanken om “maksimal mangfoldighed indenfor et minimum af plads” (“enhed i mangfoldighed” – som senere blev hovedsloganet for Den Europæiske Union – er en forenklet version af Kunderas trylleformular). Men i stedet for at være tro mod sit eget diktum og se, hvor meget mangfoldighed der er på hele det europæiske kontinent, valgte Kundera at dele det op i to konfronterende enheder – det humanistiske Vesten mod det dæmoniske Øst, der havde stjålet en del af Vesten.

Alligevel fungerede denne forenklede idé. Det er umuligt at forestille sig den institutionelle udvidelse af EU efter 2000 uden den ændring i tankegangen, man så i 1980’erne – især takket være Kundera samt andre kunstnere og intellektuelle. Projektet var attraktivt, enkelt og effektivt – og meget nødvendigt på det tidspunkt.

Men hvad, der oprindeligt havde været et revolutionerende projekt for udvidelsen af ​​Europa, forvandlede sig til et reaktionært ét af slagsen; dets dynamik kom til at udgøre en konform kliché til fordel for status quo. Det kan ikke længere modstå kritik fra den nye bølge vedrørende udvidelsen af ​​den europæiske idé. I virkeligheden findes der intet dæmonisk Øst. Det eksisterer ikke. Frihed kan lige såvel trænge igennem i Øst, som det kan andre steder. Det er alt sammen et spørgsmål om tid.

Dette er, hvad befolkningen i Ukraine beviser i dag.

*

Jeg vil gerne tro, at det nu er tid til den fjerde bølge, og at den tilhører os. Jeg vil også tro, at Kunderas diktum er nødt til at ændre sig: Opgaven for Europa er nu at støtte “den maksimale forskellighed inden for den maksimale mængde plads,” snarere end “den maksimale mangfoldighed inden for et minimum af plads.”

Erkendelsen af at det nu er tid til den fjerde bølge, tvinger os til at gå videre end bare at bruge nationalistiske og anti-Kreml slogans i vores protester. Den nationalistiske retorik, som Majdan-pladsen er fuld af i øjeblikket, repræsenterer en sammentrækning af den europæiske idé, hvorimod vi er nødt til at arbejde for dens ekspansion.

Den europæiske idé kan ikke bare reduceres til noget nationalt. Den nationale idé skal derimod løftes til det europæiske niveau. Vi bør gå endnu videre: Den europæiske idé skal løftes til et globalt plan. Begivenhederne, der nu finder sted i Ukraine bør føre til den erkendelse i Den Europæiske Union, at de har en global mission, og at denne mission først skal udføres på det europæiske kontinent som helhed.

Vi er nu nødt til at have langt højere mål end blot at iscenesætte en anti-Kreml protest. Vi bør ikke anvende den europæiske idé blot for at styrke slidte nationalistiske slogans. Vi er nødt til at gå videre – og indse, at vores bevægelse i dag er en del af den globale historie. Det er en del af udviklingen i selve Europa.

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Fotoreportage fra Ukraine. Copyright: Bogdan Seredyak

Vi demonstrerer ikke kun vores styrke på Majdan-pladsen med henblik på vores egne myndigheder og Kreml; vi åbner også op for en ny verden for andre europæere. Vi viser dem, at den europæiske idé rækker langt ud over de formelle grænser for Den Europæiske Union – ligesom den gjorde i midten af ​​1970’erne, da Europa i sin tid begyndte at rette blikket mod Middelhavsområdet, eller i midten af​​ 1980’erne, da den først gang gjorde folk opmærksomme på eksistensen af det ​​”stjålne Vesten”.

Takket være begivenhederne i Ukraine må Europa nu operere på en bredere global skala, end den har gjort før. Europa bliver mere og mere en global faktor, efterhånden som det fortsætter med at trække andre lande og nationer ind.

Det er nu vores opgave at tænke inden for rammerne af verdenshistorien. Vores scene i dag er ikke bare en lille provins i Europa. Vores scene er et helt kontinent, hele verden.

*

Vesteuropæere taler ofte om, hvordan de har mistet deres europæiske vision, hvordan de snarere beskæftiger sig mere med bittesmå detaljer end spørgsmål angående det store øjeblik. Det skyldes ganske enkelt, at de har klart dagslys omkring sig. Når man kan se alt omkring sig, har man ikke brug for en vision. Man behøver ikke hjælpemidler til at se.

Hele spørgsmålet om de “to Europaer” – “Reglernes Europa” og “Tiltroens Europa” – stammer fra et grundlæggende problem: Et samfund kan ikke bygges uden tro på regler eller på regler uden tiltro. Samfundet kan ikke vokse udelukkende med tankerne rettet mod spørgsmålet om det store øjeblik eller vokse udelukkende med en bekymring for de bittesmå detaljer.

Et samfund kan ikke kun bygges på følelser eller på kold logik. En organisme uden sjæl mister koordinationen, en organisme uden et hjerte mister håbet.

”Tiltroens Europa” og ”Reglernes Europa” har meget at tilbyde hinanden. Vi kan allerede høre dem i ”Reglernes Europa”. Jeg håber, at de til gengæld vil finde styrken til at høre os og at indse, at de har brug for vores tiltro, ligesom vi har brug for deres regler.

Tiltro uden regler fører til anarki. Regler uden tiltro er åndsfortærende.

– Oversat fra engelsk af Christian Johannes Idskov

Teksten har tidligere været udgivet i det ukrainske tidsskrift Krytyka.

 




Relaterede
Essay

Fællesskelet

Amalie Smiths Marble skriver sig op imod den dominerende fortælling om Vestens kulturhistorie.
Essay

Fællesskelet

Amalie Smiths Marble skriver sig op imod den dominerende fortælling om Vestens kulturhistorie.

Om Volodymyr Yermolenko
Volodymyr Yermolenko er en ukrainsk filosof og essayist. Han har en grad i statskundskab fra EHESS, Paris. Han er forfatter til bogen Fortæller og filosof. Walter Benjamin og hans tid (2011, på ukrainsk).