Essay

»…escu«

Der gemmer sig meget i et navn. Forfatteren Mircea Cărtărescu om sin rumænske baggrund.

Mircea Cărtărescu til Göteborgs bogmesse i 2013.
Foto: Albin Olsson, Wikimedia Commons.

Gæt først: Er jeg mand eller kvinde? Det får dig til at læse mit fornavn en gang til, det som du måske fór over, denne kompakte blok med wingdings. Men selv ikke da formår du at gætte mit fornavn. Mit fornavn slutter på »a«, men det er ikke hunkøn, for som Volodea, Vanea osv. er det et mandenavn af slavisk oprindelse. Og alligevel er jeg ikke slaver. På grund af det forvirrende navn har jeg mange gange fået brev fra udlandet, hvor afsenderen tiltaler mig med Mr., Mrs. og tilmed Miss … Her er mine første – rigtignok bare fornøjelige – identitetsproblemer …

Se på mit efternavn. Store Gud, hvad slags navn er dette? It sounds like stones in a can, som det hedder i en berømt limerick. På bogmessen i Frankfurt, på neonsøjlerne i det internationale center, stod der under billedet af mig: Scărtărecu. Det var det eneste navn, som var stavet forkert, og alligevel var jeg den eneste, der lagde mærke til det. Men når alt kommer til alt, gør det så noget? Måske lyder det tilmed bedre sådan? De diakritiske tegn over de to a’er gør det umuligt at udtale korrekt. Jeg siger det ikke engang rigtigt selv, når jeg præsenterer mig for udlændinge.

Men slutningen af ordet siger alligevel noget. Jeg er en … escu. For de få indviede i onomastik bliver det nu klart, at jeg er rumæner. Omkring tre fjerdedele af alle rumænske familienavne slutter på –escu. Hvis jeg havde været tandlæge eller advokat eller ingeniør, ville det ikke have gjort mig noget. Men jeg er forfatter, det vil sige, at jeg er et menneske, der kæmper for at skabe sig et navn. Hvordan skal du kunne skabe dig et navn, når alle forfattere omkring dig er … escu’er? Hvem formår at se forskel på mig og Mihai Cochinescu, Matei Călinescu og Mircea Dinescu? Og selvom hørelsen i mit hjemland er mere vant til disse navne og holder dem lettere adskilt, hvad vil du så gøre, kære tyske bogelsker, når du på bogmessen i Leipzig skal høre tyve rumænske forfattere forelæse og diskutere kulturproblemer og alle sammen er en … escu? Hvilket af navnene vil du huske? Hvilken forfatter vil du efterfølgende forsøge at finde bøgerne på? Jeg er i stand til at sige de mest opsigtsvækkende ting til dit ansigt og alligevel derefter forsvinde i den mest gennemførte anonymitet. I Tyskland går det på sin vis, men i Frankrig lyder endelsen på efternavnet så ubehagelig, at den må skiftes ud med … esco. Eugène Ionescu, par example.

Mine identitetsproblemer stopper ikke her, jeg vil faktisk sige, at det er her, de virkelig begynder. Selv uden at du ved, hvilken nationalitet jeg har, tror jeg ikke, at du vil købe en bog af en ukendt forfatter med et så fremmedartet navn. Men hvis du ved, at jeg er rumæner, vil din appetit formentlig dale til nul. Og tro ikke, at jeg på en vulgærsociologisk måde forbinder dette med den nuværende tilstand i mit land, med »billedet af det i Vestens øjne«, som en dum kliché lyder – der er meget udbredt i politiske kredse. Det blev i sin tid sagt, at Maksim Gorkij var en stor forfatter, fordi han havde divisioner af sovjetiske stridsvogne i ryggen. Jeg nægter at tro, at Günther Grass er en stor forfatter, fordi han har en økonomisk stormagt i ryggen. Jeg tror ikke, det er en socialpolitisk opfattelse, der har skylden, men en kulturel opfattelse, der ligger bag, når en forfatter fra Rumænien, lad os sige med samme værdi som Grass, alligevel er hundrede gange mindre kendt i verden end han.

Det er ikke så let at være rumænsk forfatter. Der findes en dobbelt misforståelse, når det gælder opfattelse af rumænsk kultur i udlandet. Før jeg fortsætter, må jeg sige, at selve idéen om en national forfatter er en misforståelse. Hvis en slags national, venligsindet stolthed i idrætten gør en kamp mellem to lande sympatisk, er det til gengæld uforståeligt, at der skal stå Colombia på trøjen af Márquez, USA på Pynchons og Italien på Calvinos. I mit forfatterskab har jeg været lige så påvirket af Kafka som af Ion Barbu, af Sábato som af M.H. Simionescu, af T.S. Eliot og M. Ivănscu. Min kunst kommer ikke ud af en ren rumænsk tradition, men fra den store europæiske tradition. På min trøje står der ikke Rumænien, men Kastilien, såsom på Goethes. På den anden side tror jeg ikke på »folkenes ånd« og kulturelle sprækker, som ikke kan krydses. Jeg tror ikke, at japanerne er uforståelige. Jeg tror ikke, at aztekerne var en slags aliens. På samme måde som alle mennesker er lige i liberalisme og rædsel, i kærlighed og afskyelighed, er alle forfattere lige i lyset af intelligens, følsomhed, humanitet, grusomhed, deres forfatterskabs perversion.

Hvad består denne dobbelte misforståelse af (hvor de mest skyldige ikke er de »uvidende vesterlændinge«, som vores presse af og til skriver, men fremfor alt rumænerne selv)? Først og fremmest af billedet af rumænsk kultur som traditionel, folkloristisk, agrar, med en stor, uoversættelig nationalpoet, med nogle prosaforfattere fra landsbyerne, højst med stiliseringer i moderne ånd af lokale skikker. Ikke bare tror jeg ikke, at det er sådan, men jeg synes, at alene tanken om, at en sådan kultur kan findes i vort århundrede, er latterlig. En tynd litterær strøm fremmede rigtignok et sådan billede i Rumænien i begyndelsen af århundredet. Men den fik ikke noget at sige over for sproget for de kulturelle kredse i mit land. Den egentlige modernisme, sammen med avantgardismen og surrealismen, står for 90 procent af litteraturen, der er skrevet i Rumænien i dette århundrede. Proust blev tilbedt, Papini blev guddommeliggjort, Joyce blev lidenskabeligt dyrket og omstridt, Faulkner blev imiteret ud i det overdrevne. Vi har en rumænsk Kafka (Max Blecher), vi har en rumænsk Virginia Woolf (Hortensia Papadata-Bengescu), vi har en rumænsk Gide (Camil Petrescu). Vi har også forfattere, der er uden sidestykke i verdenslitteraturen, som den store lyriker Tudor Arghezi. Jeg har ingen komplekser på den måde og føler mig ikke overlegen. Den rumænske litteratur er en normal europæisk litteratur, med forfattere som er yderst bevidste om deres kunst, meget tekniske, komplekse og alligevel lette at forstå og elske. Intet er så eksotisk, at du ikke kan forstå det; til gengæld, med noget urovækkende og nostalgisk, som kommer fra sproget rumænsk, dette Orientens portugisisk …

Hvorfor er de store bøger i den rumænske modernisme overhovedet ikke kendt i verden? Forklaringen er lang og kedelig. Her er det tilstrækkeligt at sige, at det ikke skyldes kvalitet, men dårlig kulturel forvaltning. Rumænerne reagerer ofte på denne situation med grotesk frustration. Utallige gange har jeg set dem bladre gennem udenlandske opslagsværker på jagt efter »de store rumænere« og skælve i raseri og ydmygelse, når de opdager, at ikke engang Eminescu – Rumæniens Goethe og Schiller i én lyriker – er opført i dem. Forgæves forklarer jeg dem, hvilken vidunderlig chance, der ligger i dette: En intakt, bortgemt linie, hvor mærkelige bjergkrystaller tålmodigt venter uden at have været strejfet af lys …

Jeg forudsætter – for at legen skal blive sjov – at du er i stand til at tro på den naturlige modernitet i kulturen. Jeg kan derfor gå videre og fortælle dig om den store misforståelse, som er mere delikat end den første, og som må desarmeres meget omhyggeligt. Der er snak om en kulturs situation i et land »i øst« under kommunistregimet. Ligeledes om hvilken slags menneske dette menneske (om implicit forfatteren) »fra øst« er. Her har der samlet sig en enorm mængde klichéer. Måske ingen af dem er mere skadelig end den om to slags mennesker, der er formet af vidt forskellige historiske erfaringer. Mange rumænere tror på denne forskel. De begyndte med at anklage sig selv for den moralske katastrofe under kommunismen (»vi er alle skyldige,« hørte man ofte i de første år efter at det tidligere regime faldt), og ved at opfinde et typisk vestlig menneske, en slags frihedens, demokratiets og civilisationens gud. Men efter hver gang de økonomiske, sociale og kulturelle frustrationer voksede, fandt der en paradoksal, dostojevskijsk reaktion sted i disse menneskers sind. Skyldfølelsen ændrede sig til en slags kompenserende overlegenhed. Værdierne blev pludselig vendt på hovedet: Jer i Vesten tjener godt, lever komfortabelt, har alt det I ønsker jer, men det gør jer slappe og ligegyldige. Vi, derimod, led. Vi stod op mod det kommunistiske dyr, vi ved, hvad et liv i frygt er, vi er i dag moralitetens og selve den sande tros lagringsplads. Se på vores deformerede kroppe, vores ødelagte tænder, hør hvor vi snakker med skælvende stemmer. Vi har traumer, vi har noget at skrive og snakke om. Det, vi gennemlevede, var virkeligt og har på sin vis omgærdet vores lidende ansigter med en glorie. Vi er bedre end jer. Uanset hvad I gør, så kan I ikke forstå os, for vores livserfaringer er forskellige … Med et ordspil (som er lavet af en højt respekteret litterær personlighed i det rumænske eksilmiljø): Mens litteraturen i Vesten efter krigen skulle være æstetisk, skulle den fra det kommunistiske øst være est-etisk … Den almene mangel på moral, som antages i begyndelsen, bliver som med trolddom til en moralsk standard …

Sådan bliver altså den europæiske kulturs jerntæppe genopbygget, tråd for tråd, af begge parter, af den enes ligegyldighed og den andens patetiske holdning. Jeg ønsker ikke at drage de så utroligt virkelige lidelser mit folk oplevede under 50 år med diktatur i tvivl, lidelser som desværre fortsætter i dag. Jeg har selv gennemlevet og gennemlever dem som enhver anden af mine medborgere. Men jeg tror ikke på noget øst-menneske, der skulle være væsensforskellige fra vest-mennesket, bedre eller dårligere end dette, heller ikke på nogen anden litteratur end den æstetiske. Jeg tror ikke, at vi blev deformeret af propaganda og I af reklamesproget. Jeg tror ikke, at du er flittigere end mig, fordi du er protestant, jeg tror heller ikke, at jeg, siden jeg er ortodoks, er nærmere forbundet med Gud end dig. Uanset hvad der sker, uanset hvor ulykkelig, uretfærdig, uforstandig historien er, tror jeg ikke, at vi er nødt til at hjælpe den med at konstruere forskelle mellem mennesker og overdrive dem, der faktisk findes.

Nej, »øst-mennesket«, i den grad det er uddannet, tolerant, liberalt, er ét med vest-mennesket (i den grad det er …), uafhængig af erfaringerne, det har været igennem. Der findes ingen naturlig mur mellem dem. Da jeg for første gang rejste til Vesten, konstaterede jeg, at jeg ikke havde noget problem med at snakke med mennesker der. Jeg så, at det vestlige menneske, som vi i vores fantasi havde konstrueret det, ikke fandtes! Det som fandtes, var sympatiske og mindre sympatiske, velvillige og mindre velvillige mennesker. I dag er Rumænien kommet ud af en politisk og økonomisk tabt krig, og det ville være rart, hvis det ikke så ud som Tyskland efter forrige tabte krig. Men menneskets menneskelighed er evig, den forsvandt ikke i 1945 og kommer ikke til at forsvinde i 1998. Det var ikke sult og elendighed, der var det sande billede af Tyskland under genopbygningen, men Heinrich Böll og hans samtidige. Det sande billede af Rumænien i dag finder du ikke i forbrydere, gadebørn og vilde hunde (som desværre er virkelige!), men i forfattere, som vil tale til dig i Leipzig. Jeg er billedet af Rumænien i dag.

Når det gælder kulturen, som blev til i Rumænien under kommunismen, er det nok at fortælle dig, at Jenny, min kollega på universitetet i Forbundsrepublikken Tyskland, hørte om Rainer Maria Rilke for første gang på universitetet i Bukarest, hvor hun senere fik at vide, at »Mario og troldmanden« af Thomas Mann var noget helt andet end en antifascistisk lignelse, som hun eller havde fået fortalt derhjemme. Særlig efter 1970 gjorde undervisningen og kulturen i mit land passiv modstand mod kommunismen, med en effektivitet som viste sig at overskride den aktive modstand hos dissidenterne andre steder. Vi havde ikke mange dissidenter, men vi havde Robbe-Grillet på rumænsk samtidig med, at han blev udgivet i England eller Tyskland. Jeg havde Gérard Genette og George Steiner på bordet på rumænsk, da jeg skrev min hovedopgave. Vi havde næsten alle bøgerne af Borges, Cortázar, Bruno Schultz, Grass, Updike på rumænsk og desuden alle de universelle klassikere. Blot en tiendedel af de rumænske lyrikere skrev digte på bestilling fra regimet. Ellers var lyrikken lige så fri som i Vesten, på trods af censur. Surrealisme, neo-avantgardisme, postmodernisme – ingen af de naturlige erfaringer i »den civiliserede verden« var »anderledes« hos os. Den bedste prosa fra de sidste to årtier er stærkt påvirket af de amerikanske postmodernister: Barth, Pynchon, Coover. I de mørkeste år under Ceaușescu-diktaturet producerede litterære studenterkredse en usædvanlig underground-litteratur fri for enhver tvang. Ikke et vers, ikke en sætning af det, jeg skrev før 1989, ville jeg have skrevet på anden måde i Vesttyskland eller USA. Mine litterære projekter fortsatte uforstyrret efter kommunismens fald. I min optik er der derfor ikke noget sandt i de smukke sætninger, som du ofte hører fra nogle ældre intellektuelle, at »kommunismen var en kulturel ørken«, »vi er alle skyldige«, »vi bærer fortsat kommunismens spirer i os« osv. Måske tror de det selv. Men min generation blev født fri, og dens sprog var Vestens sprog lige fra begyndelsen. Netop dette sprog (som også mange ældre forfattere tager del i) er i dag vores mest værdifulde fælleseje, dit, kære læser af disse linjer, og mit. Det er ikke forskellene, men lighederne mellem os, som jeg synes er vigtige. Når vi er blevet enige om dem, har vi også tid til at snakke om forskellene.

Tilbage til mit navn. »Whats in a name?« Som du ser, er der mange ting i et navn. Og selv nu, efter så mange sætninger, er identiteten til den gådefulde Mircea Cărtărescu – mand/kvinde, latiner/slaver, østlig/vestlig – kun i svag grad kendt. Men åbn mine bøger med lyserøde permer uden at tænke på navnet udenpå: Først da (som navnet på en nyfødt, som det videnskabelige navn blev givet for første gang til en nyopdaget sommerfugl) vil mit navn også åbne sig, vil det måske begynde at betyde noget for dig.

Og på samme måde som med navnet på dit yndlingsbilmærke, dit favoritprogram på computeren, avisen du læser til daglig, vil det underlige »escu« måske engang komme til at blive et kvalitetstegn for dig: En garanti om en oprigtig litteratur, en virkelig litteratur.

 

Mircea Cărtărescu er en rumænsk forfatter, der især er kendt for den roste romantrilogi Orbitor, der endnu ikke er kommet på dansk. Essayet her udkom første gang i Frankfurter Rundschau i 1997 og læst til åbningen af Leipziger Buchmesse samme år. Cărtărescu vandt i marts 2015 Leipziger Buchpreis zur Europäischen Verständigung. Fra resten af forfatterskabet foreligger kun romanen Nostalgi på dansk.

 Essayet er oversat af Christian Johannes Idskov fra Steinar Lones norske oversættelse af »…Escu«, trykt i Europa er formet som hjernen min, der udkom på det norske forlag Gasspedal i 2008.




Relaterede
Essay

Evig skam og dåselatter

Harald Voetmanns romaner viser os humanismens bagside og udstiller vores arrogance.
Essay

Ud over grænserne – Jacques Mourad og kærligheden i Syrien

Da den iransk-tyske forfatter Navid Kermani sidste år modtog De tyske boghandlers fredspris, talte han om krigen i Syrien og »Islamisk Stats« hærgen.