Essay

Europa har min hjernes form

At tale om Europa er lige som at tale om Amerika eller Asien: hvilken sætning kan dække helheden i dem?

Mircea Cartarescu. Copyright: Wikimedia Commons

(Udgivet i Salon 55 #4, foråret 2014)

For over 100 år siden, dengang man ikke vidste, at Europa faktisk er en kulturel konstruktion, en intellektuel dagdrøm, »a heap of broken images«, en kopi i en verden uden originaler, forsøgte kunstnerne at flygte fra den store fæstning, der var indhyllet i kulrøg og ødelagt af krige, sociale konflikter og borgerlig middelmådighed.
 Hvad var Europa for Rimbaud? Et tilgroet gadekær, hvor hans berusede båd sad fast i et reaktionært og chauvinistisk mudder. For Gauguin? Et tåget og farveløst land. Mallarmé ønskede at »flygte langt væk«, efter at han først havde forsøgt at læse samtlige bøger, for på en eller anden måde at kurere sit køds elendighed. Selv Baudelaires »anywhere out of the world« betød faktisk »et hvilket som helst sted, bare ikke Europa«. Det frygtelige Europa. Det rå, blaserte, gamle Europa. Hvor kunne man flygte hen, hvor fandtes det rigtige liv, den rigtige saft og kraft, de rigtige farver? I Afrika, selvfølgelig, på Tahiti, selvfølgelig. I rødvin. I hash. I homoseksualitet. I den systematiske forvirring af samtlige sanser. Alt drejede sig om at blive fri for den tids Europa: den borgerlige verdens mekaniske, stupide, uniformerende fornuft.
 Denne verden af familiefædre, opfostret til at dyrke fremskridt og universel harmoni, hvilket grufuldt mareridt skulle den ikke frembringe? Der skulle ikke gå et halvt århundrede, før man fandt ud af, at det var en forfærdelig profeti, der fik Rimbaud til flygte til Afrika: »Åh, mit hjerte, hvad betyder disse have af blod?« 
Jeg kan ikke fri mig fra følelsen af, at disse store kunstnere på en måde vidste, hvad der ville ske i det næste århundrede i Ypres og i Verdun, de fornemmede Stalingrad og Normandiets kyst, de havde drømt om kampvognenes sammenstød på de russiske stepper, de forfærdelige ubådsjagter, udslettelsen af hele byer, af tusindvis af ældgamle historiske mindesmærker, biblioteker og katedraler. De kendte til det på deres egen måde, til den nazistiske ’logik’, som førte til Holocaust, til den sovjetiske ’harmoni’, som skabte rædslerne i socialistiske arbejdslejre, for de havde stiftet bekendtskab med det in nuce. På samme måde som Kafka og Trakl, Dostojevskij og Unamuno vidste det. Den kolde, videnskabelige forbrydelse »til gavn for menneskeheden«, »social engineering«, eksperimenter både med helt konkrete individer, på den menneskelige krop og på enorme terroriserede befolkninger dominerede Europa helt op til nu, og ekkoet fra dem er endnu ikke forstummet. Før vi erkender dette aspekt af vores store åndelige kontinent, har vi ikke ret til at (gen)se, (gen)erindre og (gen)opbygge dets pragt og storhed.
 Og selv om vi forstår, som europæere, bærer ansvaret for forrige århundredes rædsler og pligten til ikke at glemme dem og ikke at gentage dem, er vi fortsat ikke helt berettigede til at fejre vores europæiskhed. I hvert fald ikke på en hvilken som helst måde. 
De seneste årtiers bølger af kulturrelativisme, multikulturalisme og politisk korrekthed, produkter af vores uomgængelige drift mod en postmoderne verden, har til trods for overdrivelser og deres til tider karikaturagtige aspekter lært os at være mistænksomme, når det gælder om at hævde vores førstefødtes ret til en stor kultur. Hvis den græske filosof Diogenes Laertios arrogant kunne sige: »Jeg er glad for at være født som menneske frem for som dyr, mand frem for kvinde, græker frem for barbar«, lyder disse diskriminerende udsagn i dag i sig selv som udtryk for barbari.
 For når alt kommer til alt, er Europa langt fra at være nogen isoleret åndelig ø, som Swifts Laputa eller Goethes pædagogiske Provins, hvor den højere højkultur, »alt det højeste, der er sagt og tænkt i tidernes løb« (efter Matthew Arnolds definition), kaster et blændende lys på alt. Og det er heller ikke en nookratisk og legesyg utopi som i Hesses Glasperlespil. Vores græsk-jødiske tradition består i virkeligheden af flere sammenvævede tråde, som fører til nabolande eller lande beliggende »over sø og land«. Vores skrift er fønikisk, vores kalender assyrisk, vores ’opfindelser’ er kinesiske, og i vores drømme optræder uhyret Humbaba. Vi er alle børn af den universelle syndflod. Europa er et uldent og relativt begreb, en sammensat mental konstruktion, en selvmodsigende følelse, hvor kærlighed og selvhad mødes. Men samtidig ville det at hævde, at alle kulturer har produceret tilsvarende store værdier som Homer, Shakespeare og Cervantes, være at henfalde til total relativisme og ligeså umodent og stupidt som at være en ren og hård eurocentriker, der ikke kan sværge til andet end »genier af den menneskelige ånds«.

Jeg er stolt af at være menneske, fordi jeg også er dyr; af at være mand, fordi jeg også er kvinde; af at være græker, netop fordi barbaren i mig selv er så spillevende. På samme måde er jeg stolt af at være europæer. At være europæer betyder for mig ikke at være god (bedre end andre), men at være sammensat, at være et kompliceret menneske, fuld af interne modsætninger, men i stand til at erkende dem og forsone dem. Den store europæiske tradition, såvel som oprøret imod den, har ført mig igennem livet. 
Men at tale om Europa er lige som at tale om Amerika eller Asien: hvilken sætning kan dække helheden i dem? Eller hvilken bog, hvilken monumental encyklopædi? Der er mange Europaer, spredt i tid og rum, en flerdimensional konføderation af Europaer. Hvilke af dem er jeg solidarisk med? Hvilke hader jeg? Nogle af dem er så virkelige som en håndfuld jord, hvori der vokser græsstrå, andre er virtuelle, spøgelsesagtige og hærger vores fantasi.
 Har den antikke verden virkelig eksisteret, da Europa ikke var andet end en nymfe, kidnappet af Zeus, på ryggen af den evige kretiske tyr (måske det mest vedvarende symbol for det gamle kontinent)? Har Arthurs og Lancelots underlige verden, fuld af arabere og mirakler, barbarisk og med skrigende farver som et strategisk computerspil, eksisteret? Eller hvad med Fragonards libertinske verden eller Napoleons heroiske verden befolket af lutter tinsoldater? Verden af år 1900, som en mørk og plettet sort-hvid filmstrimmel, med hestevogne og høje hatte? Hvem var det, der skrev, at verden kun har eksisteret i nogle få minutter, og at vi alle er kommet til verden med en indpodet falsk hukommelse? 
Jeg vil ikke fare vild i disse grotter og labyrinter, der ifølge Hocke er så typiske for Homo Europaeus’ tankegang. Mit forhold til Europa drejer sig mest om vore dages Europa, i øvrigt ikke spor mere virkeligt end det tidligere, men imidlertid det mest konkrete for mig, for det er det eneste, jeg har fået lov at begå mig i, såvel i virkeligheden som i mine drømme.

Et Europa i flere hastigheder har man sagt. Et Europa, der i årtier var brækket halvt over af en dum mur af beton og pigtråd, har man sagt. Men da den fysiske mur faldt (i det mindste den strækning, som delte Berlin), kunne man tydeligt se, at den ikke havde adskilt geopolitiske zoner, mere end den havde adskilt mentale zoner. Et bevis på, at Europa heller ikke i dag er ét, og ikke vil blive det i lang tid, selv når alle stater i det imaginære Øst bliver integreret i det imaginære Vest. For i vores hjerners forestillinger findes også Huntingtons Europaer, som støder mod hinanden og brydes som tektoniske plader langs grænsen mellem katolicisme/protestantisme og ortodoksi, og Goethes og Thomas Manns Europaer, som stiller det cerebrale, dystre Nord over for et dionysisk Syd.

Tre klichéer, tre sproglige stereotyper, tre næsten seksuelle fantasier ligger den dag i dag over den kæmpe halvø, som fødes ved Uralbjergene. Jeg ved ikke, om vi hele tiden udsondrer eller skaber dem, om de lukker os inde i en anden slags beroligende og infantiliserende ’koncentrationslejre’, eller om vi flyder på dem som på redningsflåder, der tilhører Medusa: Vesteuropa, Centraleuropa og Østeuropa. Civilisation, neurose og kaos. Velfærd, kultur og kaos. Fornuft, underbevidsthed og kaos. På bogmessen i Frankfurt havde jeg for nogle år siden en samtale med en tysk forlægger. Han fortalte mig, at han interesserede sig for forfattere fra Østeuropa. Jeg svarede straks, at jeg ikke betragtede mig selv som en sådan. »De har ret,« svarede han, »som rumæner er De fra Syd-Øst-Europa.« … Vidunderlig præcisering. Pragtfuld underinddeling af en underinddeling. Bliv på din plads, fortalte forlæggeren mig venligt på den måde. Bliv i din ghetto. Skriv din del af den (syd)østeuropæiske historie. Skriv om dit Securitate, din Ceaucescu, dit Folkets Hus. Om dine hunde, dine gadebørn, dine sigøjnere. Vær stolt af din dissidentvirksomhed under kommunismen. Lad os om at skrive om kærlighed, død, lykke, smerte og ekstase. Lad os om at danne avantgarde, om at forny og ånde kulturel normalitet. Den eneste chance, du har, er at udtrykke din lille, eksotiske verden på et lille forlag, som muligvis vil kunne acceptere dig her hos os. For hvem gider, når det kommer til stykket? Hvem er interesseret? Valget er dit: forstærk vore kære klichéer, eller forsvind. 
Jeg gentager her det svar, jeg gav dengang: Jeg er ikke en østeuropæisk forfatter. Jeg anerkender ikke Europas inddeling i tre zoner, hverken geopolitisk, kulturelt, religiøst eller på anden vis. Jeg drømmer om et varieret, men ikke skizofrent Europa.
 Jeg læste ikke Musil, fordi jeg betragtede ham som en drøvtygger fra Kakanien, men fordi jeg anså ham for at være en fyrste af den europæiske ånd. Jeg er ligeglad med, hvilket land André Breton levede og skrev i. Jeg ved ikke, hvor på kortet Bulgakovs Kiev ligger. Jeg fandt heller ikke frem til Catullus, eller Rabelais eller Cantemir eller Virginia Woolf på et kort, men på et bibliotek, hvor bøgerne er opstillet side om side. Mine bøger er ikke gennemvandret af små får fra den rumænske folklore eller knæbøjninger fra den ortodokse kirkeskik, men af Dantes stjerner, John Donnes passer, Cervantes’ lanse, Kafkas bille, Prousts madeleinekage, Günter Grass’ flynder. 
Jeg føler ikke, at jeg bare konkurrerer med rumænske eller bulgarske, russiske, serbiske, tjekkiske eller polske forfattere, men med forfattere alle steder fra, som jeg beundrer og holder af. Mine emner kan af gode grunde selvfølgelig være rumænske, rekvisitterne rumænske, sproget med betoninger fra mit eget psykolingvistiske univers, men mine temaer kan ikke være andre end de store, traditionelle europæiske temaer, de samme som hos Euripides og hos Joyce. Påvirkningerne som har næret min lyrik såvel som min prosa (men først og fremmest refleksionen, som ifølge Georges Enescu er en kunstners vigtigste beskæftigelse), har fremfor alt været de store i forrige århundredes litteratur, både udenlandsk og rumænsk, for den rumænske modernismes tradition er heldigvis lige så sammensat og frodig som enhver anden i Europa. De rumænske forfattere, som har haft held til krydse den mentale barriere mellem Vest og Øst (og således bekræftet den), har vist sig at være førsteklasses stjerner på den europæiske kulturhimmel: Tzara, Ionesco, Cioran. Mens en hel del andre – nogle af dem afgjort ikke dårligere end de ovennævnte – er forblevet indestængt i det rumænske sprogs søde fælde, med en uendelig udtryksfuldhed, men netop derfor er uoversættelige: Urmuz, Arghezi, Blaga, nogle fuldstændig ukendte. Med al respekt for dem ønsker jeg ikke at dele samme skæbne. Jeg ønsker heller ikke at blive ’det rumænske gidsel’, som på stereotypisk vis bliver inviteret til at repræsentere sit land ved seminarer og symposier. Jeg har ikke andet at præsentere end mig selv, mine værkers fædreland. Jeg kunne være portugiser, ester eller schweizer. Jeg kunne være mand eller kvinde, græker eller barbar. Teksturen i mine værker ville naturligvis være en anden hver gang, men deres ånd vil altid forblive uforandret. For Valéry tog ikke helt fejl, når han hævdede, at alle digte, der nogensinde er skrevet, kunne tilskrives en enkelt tidløs digter, den rene kreative ånd. Så langt vil jeg ikke gå, men det står klart for mig, at der findes noget, som (tautologisk) understøtter alle værker, som kunne opsummeres i den højere kultur, uanset hvor de er skrevet, og hvor meget de end er kontaminerede med andre former for kultur: den europæiske ånd. Set fra den synsvinkel er Márquez europæer, Pynchon er europæer, Kawabata er europæer. Måske ikke i deres holdning og ideologi, men helt sikkert i kunstens store kollektive underbevidsthed, i dette erkendelsesområdes ’filosofi’ grundlagt af antikkens grækere. I forudsætninger, i det usagte, men som er afgørende for et litterært værk.

Den postmoderne tænkning har de sidste årtier gjort sig umage for at vise, hvad der er i vejen med den højere kunst: dens arrogance, autarki, elitisme. Det at den er lukket inde på museer, afstanden til det almindelige liv. I et strålende essay viser Walter Benjamin, hvordan et kunstværks ’aura’ går tabt i en tid, hvor det kan blive gengivet mekanisk. Det er alt sammen sandt. Den højere kunst fortjente ’angrebene’ fra Duchamp i sin tid – urinalet udstillet på et museum og Mona Lisas overskæg – og fortjener i dag angrebene fra talløse former for samtidskunst, som bliver mere og mere ’populær’ og tilfældig. Men den ældgamle græsk-jødiske traditions europæiske ånd forringes ikke af disse mesalliancer, den tilføjes oven i købet absolut nødvendigt friskt blod. Mona Lisa med overskæg betyder intet uden en sammenligning med den rigtige, eviggyldige Mona Lisa, som ikke bliver nedgjort, men får lov at stråle videre. Den bølge af popkulturens ’amerikanisering’, som mange frygter, er ikke enden på den store kunst, men giver kunsten en chance for at surfe på toppen af denne bølge. Til trods for at kunst er blevet til show business, til endagsforestillinger, vil jeg dog hårdnakket hævde, at selv i vor tid giver en solid kunstnerisk kultur dig en uvurderlig fordel i forhold til den hær af middelmådige og anonyme kunstnere, som fodrer et publikum, som er dopet på reklamer og fjernsyn.

Der findes et stort antal Europaer i tid og rum, i drømme og minder, i virkeligheden og i fantasien. Jeg vil kun gøre krav på ét af dem, mit Europa, som er let at kende på grund af dets form, min hjernes form. Og min hjerne har den form, fordi det lige fra begyndelsen har udformet den efter sit billede. På dens overflade er der dybe furer og folder, motoriske og sensoriske områder, regioner for sprog og regioner for forståelse. Men betonmure, jerntæpper eller grænser er der intetsteds.

——

Essayet blev første gang læst i Literaturhaus Hamburg i anledning af den internationale kollokvium »Europa schreibt« i 2003. Teksten blev senere publiceret i den danske udgave af Lettre Internationale #1 fra samme år.




Relaterede
Essay

Anonymitetens materialitet

Det er i anonymiteten, hævder Annie Ernaux, at vi mennesker har mest til fælles.
Essay

Trængsel omkring tomheden

Cornelius Jakhellns sære roman 'Germania' er et rørende portræt af en ung skandinav, der driver omkring i Berlin i halvhjertet jagt på nazismens spøgelser og helhjertet sorg over sin mors død.