Essay

Findes der en albansk Joyce?

I den øst-centraleuropæiske litteratur er sproget ikke blot et materiale eller et middel, men et udtryk for noget skrøbeligt og evig truet.

Miesiąc Spotkań Autorskich 2015. Foto: Rafal Komorowski.

At skrive på et af de øst-centraleuropæiske sprog er som at leve på understøttelse, mener den ukrainske forfatter Jurij Andrukhovitj, der her er fotograferet til bogmessen i den polske by Wrocław.

Foto: Foto: Rafal Komorowski.

Det er muligt, at der rent faktisk ikke findes noget Europa, hvis vi forstår Europa som én samlet enhed. Der gøres naturligvis forsøg på at skabe et Europa, især som kulturel størrelse. Men det er tvivlsomt, om sådanne forsøg har en realistisk chance for succes i dag – det vil sige, hvis ordet succes overhovedet er gældende her. Hvis vi ser bort fra al det globale popaffald og enkelte must-read klassikere, er vi næsten tvunget til at indse, at en gennemsnitlig irer og en gennemsnitlig albaner bor i vidt forskellige kulturelle rum, og at de heller ikke kommer til at smelte disse rum sammen til én enkelt enhed. Lad os bevæge blikket væk fra disse to geografisk fjerntliggende nationer. En franskmand og en tysker er tættere på hinanden, de er umiddelbart mere aktive, når det kommer til kultur, og har mærkbart mere til fælles; alligevel afviger deres kulturelle rum oftere, end de nærmer sig hinanden. Selv i en fællesstatsstruktur som i Schweiz er afstanden mellem de kulturelle rum i det fransktalende vest og det tysksprogede centrum og øst ret omfangsrig.

Et spørgsmål rejser sig øjeblikkeligt: Er det nødvendigvis en dårlig ting? I hvilken udstrækning er mangfoldigheden af de kulturelle rum og orienteringer med til at sætte Europa uden for indflydelse i dets opdigtede kulturelle konfrontation med resten af verden?

Konkurrenterne har aldrig mødt hinanden, da de konkurrerer i vidt forskellige divisioner, ja (hvis vi holder fast i vores analogi med sport og konkurrencer) måske endda i forskellige sportsgrene.

Da jeg ikke er kommet frem til et svar, kommer her endnu et spørgsmål: Hvor stammer denne heterogenitet og kulturelle fragmentering af Europa så fra? Dette fører til endnu et spørgsmål: I hvor høj grad er Europa klar til ændringer og forandringer? I hvilket omfang kan Europa »udlignes« og homogeniseres?

For mange år siden (21 helt præcist) fik jeg min første mulighed for at opholde mig i hjertet af det gamle Europa, og har siden føjet München, Innsbruck, Venedig, Ravenna og Firenze til min samlede liste over intime byer. Som konsekvens af mit tre måneder lange ophold i disse landskaber, fik jeg en idé, der med tiden blev sammenfattet i et af mine senere essays med titlen »En introduktion til geografi«, og som handlede om, at det europæiske menneske blev skabt af bjerge og skove. Jeg refererede her til hver enkelt steds begrænsede natur og specifikke egenskaber samt til det faktum, at hvert af disse steder skal ses i relation til en bestemt, dimensionsmæssig større sammensætning. Jeg fremlagde således den idé, at dette havde en afgørende betydning for, hvordan opfattelsen af form kom til at se ud i sin europæiske inkarnation.

Bliver spørgsmålet om, hvordan man »udligner« Europa dermed til et spørgsmål om, hvordan man flader dets bjerge ud? Eller til et spørgsmål om, hvordan man tynder ud i skovene? Hvordan kan Europas overflade blive plan? Hvordan kan den stryges glat og jævn, og hvilket strygejern skal anvendes til dette formål? Selve geografien modsætter sig denne idé, dvs. ideen om et »samlet« Europa, hvor samlet skal forstås som forenet og forenklet.

Foruden geografien skal vi også huske, at historien har lavet helt om på Europa. Historien, ikke geografien, delte Europa i mindst tre store udsnit: Det vestlige, det østlige, og det øst-centrale. Hvad angår sidstnævntes placering, findes der flere bud på den, og her er det, jeg anser for mest overbevisende: Mellem Øst (Rusland og det post-sovjetiske område) og Vest (det såkaldte gamle Europa), ligger der noget, der betragtes som øst af Vest og som vest af Øst. Her finder man lande befolket med mennesker, der taler øst-centraleuropæiske sprog, og forfattere der komponerer deres værker på disse landes respektive sprog.

Hvis der virkelig findes tabere og outsidere i de kulturelle konkurrencer, er det først og fremmest repræsentanterne for disse lande og kulturer. Hvis vi antager, at der faktisk fandt krige sted i kulturens verden, så tabte øst-centraleuropæerne mere end nogen andre disse krige. Hvis vi undersøger kulturprodukternes trends og tendenser, i form af eksport og import, kan vi se, at importmængden i det østlige Centraleuropa er langt større end eksporten. Dette vækker mistanke om, at outsiderens position måske snarere indeholder et hemmeligt lederskab? Men inden vi undersøger, hvad dette lederskab egentlig består af, så lad os fastslå dets årsager – med andre ord, hvorfor har øst-centraleuropæerne vist sig at være de kulturelle tabere i den moderne verden?

Kultur – selv i ordets bredeste forstand – har altid været, og er fortsat, baseret på sprog. Sprog og atter sprog tilfører kulturen fornuft og holdbarhed – også selv om sproget bliver fattigere for øjnene af os; selv om det skrumper ind og besidder og gør brug af færre og færre ord. I dag er vi vidne til denne reduktion af sproget. Men på trods af den stadig vigtigere tilstedeværelse af det visuelle (billedlige) i kulturelle budskaber, beholder det verbale stadig dets væsentlige betydning. Selv hvis vi trykker »Synes godt om« eller »Del« på vores iPhones, bekræfter vi stadig vores afhængighed af det verbale. Vi ønsker stadigvæk at sige noget; vi ønsker stadigvæk at fortælle historier.

Hvad angår litterære meddelelser, så tiltrækker de efterhånden færre og færre mennesker, der er i stand til at læse og forstå litterære fiktionsværker – men disse bevarer alligevel deres langvarige egenart. Og det er klart, hvorfor det er sådan; fordi de, af alle eksisterende udtryksmidler, er tættest på tænkning og tanke.

Jeg foretrækker derfor at fokusere på litteraturen (der er outsideren såvel som den hemmelige leder i det kulturelle rum) samt på den meget specielle situation, den befinder sig i i Øst-centraleuropa.

Eksisterer der er en separat øst-centraleuropæisk litteratur? Hvis ja, hvor er den? Hvem står for dens udformning i det 21. århundrede?

Disse er spørgsmålene, jeg fik tilsendt fra en i Berlin – hvilket ikke er overraskende, da Berlin i forvejen, mere end nogen anden metropolsk hovedstad i Vesten, er optaget af alt øst for sig selv.

Svaret er forholdsvist enkelt.

Indtil nu har det 21. århundrede ikke budt på nogen radikale ændringer på den globale litteraturscene – eftersom vi ikke kan se EU-udvidelsen mod øst som en forandring i den forstand. EU er selvfølgelig blevet større. Men når det er sagt, er forfattere fra Central- og Østeuropa ikke begyndt at skrive anderledes af den grund – på andre sprog for eksempel.

Derfor er øst-centraleuropæisk litteratur i dag repræsenteret af de samme sprog, som man brugte i det 19. århundrede: polsk, tjekkisk, ungarsk, ukrainsk, hviderussisk, serbisk, slovensk og litauisk. Det kroatiske sprog, der engang blev betragtet som uadskilleligt fra serbisk, blev officielt en del af klubben i 1990’erne. Det siges, at der findes i alt 17 sprog fra Estland til Albanien på tværs af hele det øst-centraleuropæiske landområde. Jeg afviger en smule – jeg mener, tallet er 16, da det moldoviske sprog, i min optik, ikke er et rigtigt sprog, men snarere en sovjetiseret variant af rumænsk.

I denne region kan man ikke desto mindre finde flere minoritetssprog: Tysk, russisk, ruthenisk, romanni, rester af jiddisch, nogle andre kvasi-sprog, undersprog og ikke-anerkendte aflæggere: kashubisk, gammelpreussisk, moraviansk, sorbisk, karaimernes sprog, de azoviske grækeres sprog (urumer) samt sprog fra andre grupper. Karl-Markus Gauß, en østrigsk forfatter og forsker i hvad han kalder »de døende eller ukendte europæere«, kunne have sammensat en endnu længere liste.

Det må i øvrigt nævnes, at der i dette øjeblik, på et af disse sprog – uanset om det er på et af de 16 primære eller et af de supplerende sprog – måske bliver skrevet et litterært mesterværk. Men hvem finder ud af det? James Joyce er et verdenskendt litterært ikon takket være hans mangel på kommercialisering og læsbarhed. Men hvad ville der være blevet af Joyce, hvis han ikke havde brugt det engelske, men, lad os sige, det albanske sprog i hele sit forfatterskab? Hvor mange mennesker verden rundt ville være bekendt med Joyces værker under sådanne sproglige omstændigheder? Hvor mange mennesker ville tro albanernes påstand om, at deres Joyce virkelig var et litterært geni?

Så her ser I. Forfatterne, der skriver på alle de ovennævnte sprog i Øst-centraleuropa, samt deres værker, udgør denne særlige øst-centraleuropæiske litteratur. Men hvis så mange sprog kædes sammen med denne litteratur, og hvis alle disse sprog er så anderledes og forskellige fra hinanden, hvad er det så, som rent faktisk forener dem? Hvad giver os egentlig ret til at sige, at dette fænomen overhovedet eksisterer?

Først og fremmest er der en fælles historie samt en række fælles sociale karaktertræk, fælles skæbner og fælles erfaringer: Det 20. århundredes revolutioner, de diktatoriske regimer, den nazistiske besættelse, den kommunistiske epoke med vold og undertrykkelse som faste bestanddele, følelsen af ikke at være et aktivt subjekt, men et passivt objekt i det historiske »store konfrontationsspil« mellem Rusland og Vesten. Lad det være nok til at minde os selv om den mest enkle definition af Øst-centraleuropa som området »mellem tyskerne og russerne« eller, for at citere en gådefuld polsk geopolitiker fra 1930’erne, der skrev under pseudonymet Wiktor Szyrma: som en »skillevej af nationer placeret mellem de tyske og de russiske etniske rum«. Sådan en placering mellem to imperialismer affødte naturligvis ingen optimistiske fremtidsudsigter. »Den centraleuropæiske frygtfølelse vakler historisk set mellem to former for angst: Tyskernes kommen eller russernes kommen«, som jeg skrev i et essay om den »særeste del af verden«.

Lad os derudover tilføje permanente censurforhindringer og presset fra magtens mænd, der tvang forfattere til at samarbejde. Heri ligger den helt særlige øst-centraleuropæiske følelse af underkastelse og udelukkelse.

Ud over de eksterne faktorer (besættelsesmagterne og aggressorerne, russerne og tyskerne) er det værd at nævne de interne faktorer, man finder i regionen: gensidige fobier, vendettaer og forskellige sproglige og kulturelle begrænsninger mellem rumænere/ungarer, polakker/ukrainere, tjekkere/ungarere, serbere/kroater, ungarer/slovakker, etc. – alle sammen hadske forbindelser, som man siger. Der findes en række slående eksempler på disse: polakkernes udelukkelse af ukrainere fra universiteter i mellemkrigstiden; ukrainere der svarede igen ved at ødelægge polsk kulturarv efter Anden Verdenskrig; rumænere der nægtede at anerkende de ungarske og tyske mindretals krav på kulturel selvstændighed. Rumænerne er utvivlsomt også selv blevet udnyttet i historiens løb. Hvad angår den serbiske, kroatiske og bosniske kontekst, gyser jeg, selv når jeg er tavs om denne sag. Nogle gange slår det mig, at Øst-centraleuropa er et terræn, hvor det etniske altid har domineret over det etiske. Med andre ord har vi en lang, lang historie for gensidig kulturel destruktion. Faktisk er det ikke helt historie endnu. Det er stadig en stor del af de aktuelle begivenheder: Det er vores dagligdag.

Til denne buket (undskyld udtrykket) hører også den jødiske tragedie. Øst-centraleuropa viste sig at være Holocausts primære arena. Hvilken rolle spillede repræsentanterne for de forskellige øst-centraleuropæiske nationer og etniske grupper? Det er stadig utrolig svært at svare på dette spørgsmål, og det er blevet negligeret al for længe. Men på sin vis afhænger deres fremtidige skæbne lige præcis af dette svar. Ukrainerne kommer eksempelvis stadig ikke nærmere en social heling, og det skyldes efter min mening, at vi aldrig har fået bearbejdet vores samarbejde med begge parter – med Hitler såvel som Stalin. Denne skyldfølelse tærer stadig på os og kommer aldrig til at give os hverken rist eller ro, før vi bevidst går lige til sagen.

Alle disse fortrængninger, alle disse tabuer, disse skeletter i skabet og ufortalte historier udgør – blandt andre ting – det unikke, chokkerende og indtil videre uforløste potentiale, der kan kanaliseres ind i litteraturens verden. Forfatterne fra Øst-centraleuropa er i deres egne »mislykkede« lande nødsaget til at konfrontere og håndtere fænomener, som deres mere vestlige kolleger rejser til Somalia eller Bolivia for at opleve.

De ovennævnte symptomer på delte historiske og sociale erfaringer afslører dog forudsætningerne for endnu et fælles kendetegn – det rent æstetiske. Det er af altafgørende interesse for os.

En beslægtet bevidsthed om sprog – det er hvad, der kendetegner forfattere fra denne »særeste del af verden«.

De forskellige litteraturer fra de øst-centraleuropæiske lande skrives alle på »mindre sprog«, som – på grund af deres manglende globale indflydelse, deres marginalisering og ubrugelighed – er blevet tvunget til at udvikle sig inde i sig selv, tvunget til intensivering, eftersom det var umuligt at »ekstensivere«. De har således oparbejdet deres egne melankolske, ironiske og raffinerede kvaliteter – kvaliteter som næsten ingen kunne få øje på, og som var uoversættelige. Hvert sprog – og dermed også den litteratur, der er skabt i disse sprog – blev »en ting i sig selv«.

I den øst-centraleuropæiske litteratur er sproget er ikke blot et materiale eller middel, men et udtryk for noget skrøbelig og evigt truet, mener Jurij Andrukovitj. Foto: Miesiąc Spotkań Autorskich 2015.

I den øst-centraleuropæiske litteratur er sproget ikke blot et materiale eller middel, men et udtryk for noget skrøbelig og evigt truet, mener ukrainske Jurij Andrukovitj.

Foto: Rafal Komorowski.

En øst-centraleuropæisk forfatter fortæller ikke sin historie for fortællingens skyld, men af hensyn til det anvendte sprog, der bekymrer omverdenen så lidt, at det kræver gentagne redningsaktioner for igen og igen at bekræfte sprogets levedygtighed – i det mindste over for sig selv. Sproget er ikke længere blot et materiale eller et middel eller et instrument. Det er nu – tilgiv mig min pludselige bombastiske tone – eksistensens essens, skrøbelig og evigt truet. Jo mere man bruger sproget, og jo mere man fordyber sig i det, mens man benytter det, desto flere beviser synes der at være for dets overlevelse. Og hvis vi erstatter ordet »beviser« med ordet »illusioner«, kommer vi endnu tættere på sandheden.

Den øst-centraleuropæiske litteratur er på sin egen måde autistisk og autarkisk og derfor er den i den europæiske verden – glem alt om den globale – dømt til at være eksotisk, uforståelig og dermed »ukommerciel«. Hvis »ukommerciel« betragtes som et andet ord for »mislykket«, kan vi let besvare spørgsmålet om hvem, der virkelig taber.

Munin spanske forlægger bor i Barcelona, og hans forlag kører to parallelle udgivelsesprogrammer – et på spansk og et på catalansk. De siger, at det catalanske segment er skrumpet mærkbart de sidste mange år, tilsyneladende af kommercielle årsager. Men udgiveren er selv en catalansk intellektuel, og på hans universitet forelæser han om verdenslitteratur udelukkende på catalansk.

»Hvilket sprog skal vi offentliggøre dit arbejde i?« Det var det spørgsmål, han stillede mig for længe siden, i begyndelsen af vores samarbejde. Og jeg svarede straks: »På spansk, selvfølgelig.« Heldigvis var jeg tilbageholdende nok til ikke at udtrykke, hvad jeg tænkte lige efter: »Hvem i alverden har brug for oversættelser på catalansk? Hvem har brug for dette mindre sprog?« Spansk er globalt. Det er ikke alene sproget i Spanien, men også i Mexico, Peru, Argentina og andre fantastiske lande, jeg aldrig havde besøgt, plus i en betragtelig luns af USA. Det store billedes udsigt gjorde mig helt svimmel.

Udgiveren forstod mig og nikkede indforstået – men han virkede oprigtigt trist, så trist, at jeg pludselig blev skamfuld. Jeg skammer mig stadig over det pludselige anfald af imperialistisk chauvinisme, jeg fik i det øjeblik. Efter det besluttede jeg aldrig at fornærme et sprog i verden igen.

Jeg genkalder denne historie for at give plads til en bestemt analogi. At skrive på et af de øst-centraleuropæiske sprog er som at skrive på catalansk, eller irsk gælisk, eller på walisisk, eller endda på en af de fem dialekter af rætoromansk. Det er som at skrive på schwyzerditsch – schweizertysk – eller på en af dets dialekter, bernertysk, for eksempel. Der er intet umuligt ved det – hver af de ovennævnte sprog bruges ikke alene til at skrive, men også til at udgive hundredvis af bøger. Europa sikrer hver af disse sproglige nicher retten til at eksistere. Og det er faktisk ikke kun en rettighed, Europa yder ligefrem tilskud til brugen af disse sprog. Gudskelov har man stadig midler til at støtte dem. Og selv hvis Europa ikke har disse midler, lader man stadig som om.

At skrive på et af de øst-centraleuropæiske sprog er som at leve på understøttelse. Den øst-centraleuropæiske litteratur (i hvert fald dens mest karakteristiske manifestationer) er understøttet hele vejen igennem. Det er ligesom moderne opera, eksperimental musik eller fri jazz. »Hvad er forskellen«, spørger den fremtrædende schweiziske trommeslager Peter Conradin Zumthor mig »på en rockkoncert og en nutidig avantgardekoncert?« Jeg trækker uvidende på skuldrene. »Til en rockkoncert,« siger Peter, »kender publikum navnet på alle de optrædende. Ved avantgardekoncerten kender de optrædende navnene på hver person i publikum.« Vi griner lidt for højt. »Hvad er forskellen,« spørger Peter igen, »på punk og jazz?« Jeg trækker igen på skuldrene i overensstemmelse med legens uskrevne regler. »Punk er, når man spiller tre akkorder for tusind mennesker,« siger Peter, »mens jazz er, når man spiller tusind akkorder til tre personer.«

Situationen er den samme med litteraturen fra Øst-centraleuropa. Dens forfattere spiller på deres egne sprog ved hjælp af tusind akkorder og kender hver og en af sine læsere –  i det mindste deres ansigter, hvis ikke deres navne. Det er litteraturen med dårlig omsætning og talrige opmuntrende priser, herunder Nobelprisen. Det er litteraturen for magelige stillinger og stipendier. Alt ovenfor vidner om, at dette er den ideelle litteratur. Den eksisterer af hensyn til sit sprog, og den tror på, at sproget eksisterer af hensyn til sin litteratur, dvs. den litteratur der bruger det som udtryksmiddel.

Og sådan holder de sammen, og retfærdiggør gensidigt hinandens eksistens foran forskellige understøttende institutioner, den store forsamling, som vi spøgefuldt kan kalde, lad os sige, Gud.

Nu mangler jeg kun at undersøge forholdet mellem de øst-centraleuropæiske litterære periferier og litteraturens storbyområder. Kan det kaldes post-kolonialisme?

Selv hvis man kan, har vi efter min mening at gøre med en anden form for post-kolonialisme.

De klassiske post-koloniale litterære eksempler (der stammer fra f.eks. Indien, Indokina, Afrika eller Latinamerika) skabes på globale (større) sprog. Problemerne med oversættelse, forståelse og læsernes mulighed for at trænge ind i teksten er usammenligneligt færre, og der er usammenligneligt større chancer for at løse dem. Sagt på en anden måde, har en roman oprindeligt skrevet på engelsk eller spansk – uanset kvalitet – en betydeligt større chance for at få succes. Forfatternes karriere følger under disse omstændigheder som regel en geografisk vej, hvor de flytter fra kolonierne og slår sig ned i deres respektive sprogs lande. Derefter fortsætter de med at skrive om Bangladesh og Kenya, mens de er bosat i London; om Algeriet eller Dakar, mens de bor i Paris; om Macondo eller Manila, mens de opholder sig i Madrid; eller om Mozambique, mens de har bopæl i Lissabon.

Hermed mister disse migrantforfattere på ingen måde deres oprindelige identitet. En fransktalende vietnamesisk skribent er stadig vietnamesisk, selv om han i referencematerialer defineres som »fransk-vietnamesisk«. Det er tilsyneladende på grund af det faktum, at den multikulturelle åbenhed er en slags ensrettet vej. Den er særegen for den vestlige civilisations repræsentanter. Hvad angår de såkaldt multikulturelle elementer – med andre ord, de post-koloniale migranter – så udviser de ingen åbenhed over for fremmede ting og, som det sømmer sig for et eksotisk væsen, lukker de sig i stedet inde i deres eget mikrokosmos. For at det ikke skal køre op i en spids, vil jeg give, hvad jeg vil kalde milde eksempler på denne afvigelse. Tyskere elsker for eksempel thailandske restauranter, men det er omvendt svært at forestille sig en thailandsk familie fra München, der spiser sig mætte i pølser og kål. Nogle af os ryger pakistansk hash, men det er svært at forestille sig pakistanske indvandrere nyde en snaps, mens de supplerer med øl.

Multikulturalisme har derfor vist sig udelukkende at være en værdi for vesterlændinge. Sandsynligvis fordi en vesterlænding minder om en svamp, der ønsker at absorbere alt, enhver erfaring, enhver kontakt med verdens mangfoldighed. Denne multikulturalisme er et ubevidst forsøg på at sluge verden, at genopbygge en imperial storslåethed som mindst må være på niveau med ens eget selv.

Øst-centraleuropæiske forfattere nægtes som regel dette privilegium, der handler om at bevare sin egen identitet, på trods af afkaldet på deres eget »mindre sprog«, eller, hvis I ønsker det, på trods af deres befrielse fra det. Sprog er en af grundpillerne i deres identitet. Når man skifter fra sit »mindre« sprog til et »større«, skal man være klar over konsekvenserne, at man dermed ødelægger en meget vigtig del af sig selv. Med andre ord er det ikke forbudt at skifte fra et »mindre« sprog til et af de »globale« af slagsen (som Milan Kundera gjorde, for eksempel), men man skal være indstillet på at blive angrebet og boykottet som følge af ens afhop. Efter flugten fra sit modersmål, forbliver man ikke nødvendigvis sig selv i det fremmede.

Under alle omstændigheder kan vi udelukke muligheden af et sådan afhop i en anden geografisk retning, mod vores eget postkoloniale center, Moskva. Jeg kan ikke forestille mig nogen af os – med oprindelse i Litauen, Letland, Slovakiet eller Polen – flytte til Moskva og derefter skrive på russisk og samtidig bevare vores egen kulturelle identitet.

Tja, hvis ikke Moskva, så måske Wien? Den store kulturmetropol fra gamle dage har sat sig i vores hukommelse med langt mere behagelige konnotationer. Kan hvor tids Wien tiltrække folk født i dens tidligere kolonier?

Lad dette spørgsmål stå åbent til eftertiden. Den østrigske litteraturs særlige plads i det 20. århundredes kanon er ubestridelig. Hvad angår dette århundrede, forholder det sig måske anderledes. Den specielle »østrigske udgave« af det tyske sprog giver trods alt mange øst-centraleuropæere muligheden for at se østrigske forfattere som en slags sproglige lidelsesfæller. Måske det tysk-østrigske sprog kan blive set som en kommunikationsbro? Det vil sige, som et særligt overgangssprog mellem de »mindre« sprog og de »globale«.

Det er logisk at slutte med det sidste spørgsmål, jeg fik tilsendt fra Berlin: Hvad er fremtidsudsigterne? Vil den øst-centraleuropæiske litteratur stadig eksistere om 20 år? Der er flere årsager til en så dramatisk finale, og jeg har selv nu og da forsøgt at finde grunden til det, og jeg bliver ved med at stille mig selv det samme spørgsmål.

Hvis vi i første omgang anser det for realistisk, at visse litteraturer forsvinder, så er vi nødt til at udvide dette spørgsmål: Vil litteratur som sådan stadig eksistere? Tænk ikke på de øst-centraleuropæiske mini-størrelseslitteraturer – vil kinesisk litteratur stadig eksistere? Hvad med Indiens litteratur, litteratur på engelsk eller spansk?

Det er jeg overbevist om, at de vil. Øst-centraleuropæisk litteratur vil fortsætte med at eksistere, så længe de øst-centraleuropæiske sprog er levende sprog. Den vil overleve i relativt lang tid på grund af menneskets medfødte dovenskab, der afslører sig selv, når det kommer til at lære fremmedsprog – og dermed forblive mislykket, uønsket, uoversætteligt, uforståeligt og perfekt i sin »lukkethed«, som den altid har haft.

Med andre ord er det at lide nederlag et yderst vigtig hverv. Med jeres manglende evne til at forsvinde, med jeres noget krampagtige omklamren af hvert et ord i jeres eget sprog, synes I at være et eksempel til efterfølgelse for alle de kulturelle vindere, og med det beviser I, at hvis selv denne stakkels taber nægter at give op, så vil litteratur i almindelighed bestemt ikke forsvinde – uanset hvad man siger om dens uundgåelige død.

Oversat af Christian Johannes Idskov.

Teksten er tidligere publiceret i antologien We need to talk about Europe (2014).




Relaterede
Essay

Anonymitetens materialitet

Det er i anonymiteten, hævder Annie Ernaux, at vi mennesker har mest til fælles.
Essay

»…escu«

Der gemmer sig meget i et navn. Forfatteren Mircea Cărtărescu om sin rumænske baggrund.