Essay

Føj, hvor jeg elsker dig!

Islandske Eiríkur Örn Norðdahl inviterer til hæmningsløs litterær temafest om nazismens tiltrækkende og frastødende væsen og leverer dermed en overraskende indsigtsfuld samtidsdiagnose.

Serie: Nazismefascination i samtidslitteraturen #1
Foto: Erik Brunulf.

Eiríkur Örn Norðdahl sætter vores fascination af nazismen på spidsen i sin seneste roman, Ondskab, der var indstillet til Norisk Råds Litteraturpris i 2014.

Foto: Erik Brunulf

For halvandet års tid siden kom min kone begejstret ind på mit kontor med en plakat fra Tågekammeret, den legendariske fest- og balladeforening på naturvidenskabeligt fakultet ved Aarhus Universitet. Plakaten gjorde reklame for en fredagsbar under overskriften »Det Tredje Rige er lykkens rige«, illustreret ved en tegning af en feststemt, heilende person. Som ung universitetsunderviser er man vant til at blive overrasket over den kulturkløft, der eksisterer mellem os, der er født i 1980’erne og de digitalt indfødte 1990’er-børn, og selvfølgelig skal man forvente hvad som helst af unge naturvidenskabsfolk, men det her havde jeg alligevel ikke set før: En fredagsbar med nazitema.

Det er ingen sag at putte den slags i kassen med ungdommelige provokationer og skynde sig videre. Skal man vække opsigt, er det bare om at klæde sig ud som nazist. Det gjorde jeg selv som femårig til stor bekymring for min mor. Nej, ordentlige mennesker beskæftiger sig med emnet nazisme på en fornuftig måde. Vi læser bøger, ser dokumentarprogrammer, går til foredrag, ser måske en film og læser lidt i avisen om den seneste Hitlerudgivelse. Kort sagt: Vi spiser »Hitlerguf«, et begreb Søren Mørch udfolder i sin modernitetshistorie Vældige Ting (2008) som »den udbredte svælgen i erindringer om og spekulationer i alt om Hitler, nazisme, SS, koncentrationslejre, Gestapo, krigsudstyr, uniformer, frihedskæmpere, jødeudryddelser … bliv selv ved«. Grunden til at der fortsat produceres og konsumeres så eventyrlige mængder Hitlerguf er ifølge Mørch, »at det ikke har været muligt at komme med nogen forklaring på, hvordan det dog kunne gå til, hvordan det kunne komme så vidt, alt det forfærdelige«. Vi har en »nagende fornemmelse af, at det kan gentage sig«, tilføjer Mørch, ikke på nøjagtig samme måde, men med et identisk resultat: massemord og masseødelæggelse.

Vores indtag af Hitlerguf kan dermed også betragtes som en indirekte samtidsdiagnose. At Hitler bliver ved med at vende tilbage og hjemsøge os i år 2016 siger lige så meget om vores samfund i dag, om vores frygt og forhåbninger, om fjendskaber og alliancer, som det gør os klogere på, hvorfor det kom så vidt dengang. For eksempel kan man se det som et tegn på, at vi lever i et indholdsmæssigt sekulært, men strukturelt religiøst samfund, når vi bruger nazister og særligt Hitler som det store dæmoniserende skræmmebillede i stedet for ’blot’ at male fanden på væggen, som man plejede at gøre. Det er pointen i den tyske politolog Daniel Erks bog So viel Hitler war selten (2012) om nazismens allestedsnærvær i populærkultur, politisk debat, kunst, reklamer og film. Men siger det også noget endnu mere specifikt om vor tid, at vi bliver ved med på den ene side at spise Hitlerguf og på den anden side at fordømme vore politiske modstandere for at lege med den samme ild, som nazister og fascister antændte i 1930’ernes Europa?

Det er spørgsmål, som man i disse år med fordel kan gå til litteraturen og litteraturkritikken for at få svar på. Hvor historikerne af gode faglige grunde må holde en vis distance for at komme med gode forklaringer på nazismens succes, og hvor oplevelsesindustrien må skabe opsigtsvækkende begivenheder for at sælge de dystre aspekter af fortiden, er litteraturen frit stillet til at skabe indlevelse og forbindelser i tid og rum. Den eksistentielle indlevelse finder vi f.eks. i Karl Ove Knausgårds Hitlerlæsning i Min kamps sjette bind (2011), mens Christian Krachts Imperium (2012) er et fremtrædende eksempel på opsigtsvækkende historiske forbindelser mellem nazismen og andre bevægelser – hos Kracht den idealistiske livsreformbevægelse. I det hele taget har litteraturen en frihed til at dokumentere, fantasere, identificere og reflektere, der gør den til den oplagte udtryksform for drøftelsen af, hvad nazismens efterliv betyder for vores kulturelle selvforståelse og politiske handlemuligheder over hele spekteret fra rygepolitik til flygtningepolitik.

Et tredje og lidt mindre påagtet eksempel på litteraturens behandling af emnet er islandske Eiríkur Örn Norðdahls Ondskab (oversat af Nanna Alkar) fra 2012. Hvor både Knausgårds Hitlerportræt og den famøse debat, der i den tyske offentlighed fulgte udgivelsen af Krachts roman, var præget af dyb alvor, ligger Norðdahls roman tættere på Tågekammerets hæmningsløse fredagsbarsstemning. Den over 600 sider lange roman, der i 2014 kom i dansk oversættelse på forlaget Ordenes By – og som også er udkommet på svensk, tysk og fransk med rosende omtaler, men også en vis rådvildhed alle steder – behandler med en fandenivoldsk løssluppenhed alle tænkelige aspekter af arven fra nazismen, sådan at vi ender, ikke ligefrem i »lykkens rige«, men med en skildring af en tid og en kultur, der er præget af en flertydig og på mange måder ildevarslende nazismefascination.

Perverse tiljublingstaler
Vores vestlige kultur kan ikke slippe fri af den dystre fortid. Det er i hvert fald endnu ikke sket. Sådan lyder præmissen for Ondskab, men i stedet for at behandle emnet med den sædvanlige salvelsesfulde og/eller grådkvalte højtidelighed og bidrage med endnu et pædagogisk forklaringsforsøg, tager Norðdahl førergreb på vores hang til Hitlerguf, som han med hektisk stemmeføring og et temmelig syret melodrama af et plot indkredser og udstiller. I den første af romanens fire dele er det især mærkbart i et slags selvstændigt kommentarspor, hvor fortælleren både giver den som ideologikritiker og psykoanalytiker, når et af stykkerne f.eks. lyder:

I de fleste historiebøger tales der om det 20. århundrede i en tone, der blander en sygelig fascination af tanks med en skjult beundring for det blotte og bare omfang af de misgerninger, som blev begået under de to verdenskrige, ikke at forglemme alle de andre katastrofer, som dette »progressive« århundrede også rummede. For det første er der unødvendigt lange og detaljerede oplysninger om våbenudrustning, frem for alt om tanks og de fremskridt, der skete med hensyn til fremstillingen af mordvåben. Perverse tiljublingstaler – klassisk fetichisme. For det andet er der en snert af en underlig beundringsforblændelse, når der tales om alle de mennesker, der døde – alle disse sjæle, som vi lader, som om vi savner. Man siger 6 millioner, 17, 45, 80 millioner på slagmarken, skyttegrave, holocaust, atombombesprængninger og Gulag – og pludselig får folk på samme tid et ildebefindende, ståpik og sure opstød.

Det er en morsom og livfuld analyse af ikke bare den såkaldte Holocaustindustri, men af hele den moraliserende opfattelse af det 20. århundrede som et »kabinet af historiske rædsler«, historikeren Tony Judts kritiske betegnelse fra Reappraisals (2008), hvor pointen er, at vores kultiske dyrkelse af historien som rædselskabinet bortleder opmærksomheden fra mere påtrængende problemer så som ulighed og unødvendig krigsførelse. Men i stedet for at se helt bort fra den historiske arv, består Norðdahls projekt i, at han konfronterer den med vidtåbne øjne og står ved både sin afsky og fascination. Han tager – og nu skal jeg nok snart lade sammenligningen ligge – både til nazifredagsbar og tænker grundigt over, hvad han deltager i. Og så deler han ikke mindst sine oplevelser og tanker fra festen med omverdenen i form af Ondskab; et værk, der lægger sig i sporet fra de store monstrøse, modernistiske romaner, idet Norðdahl blander et væld af filosofiske og politiske ideer med et endnu større virvar af litterære stilarter, udsigelsesmåder og teksttyper, mens der i centrum står en temmelig enkel historie, som så kan kompliceres og udarte sig efter behov.

Hagekors på pikken
I dette tilfælde er historien et trekantsdrama mellem den historiestuderende Agnes, hendes halvkedelige kæreste Omar og den belæste nynazist Arnor. Agnes skriver speciale om nynazisme på Island og højrepopulisme i Europa, men hendes forhold til emnet er ikke kun analytisk. Det er præget af en stærk ambivalens, symboliseret ved hendes familiehistorie, der bringer os tilbage til Litauen under Anden Verdenskrig, hvor én forfader i ledtog med nazisterne slog en anden ihjel, fordi han var jøde. Agnes er altså både efterkommer af ofrene og bødlerne og dermed den perfekte repræsentant for efterkrigstidens generationer af europæere, der hverken kan lægge hele ansvaret over på de onde få eller identificere sig fuldt og helt med de uskyldige mange, men som kan siges at have fået historiens kompleksitet i dåbsgave; ikke »den sene fødsels nåde«, som kansler Kohl talte om i 1980’erne, men den sene fødsels ansvar.

Med ansvaret følger imidlertid et tættere engagement, og det er her, sagen bliver kompliceret, for i Agnes’ nazismefascination ligger også en erotisk tiltrækning. Tidligt i romanen hører vi om, hvordan hun en aften »tændte for dokumentarfilmen Männer, Helden und Schwule Nazis – om homoseksuelle nynazister i Tyskland – lagde computeren ved siden af sig på den tomme plads i dobbeltsengen og trak dynen op over hovedet«. Senere ender hun så i seng med en islandsk nynazistisk, der nu ikke virker så homoseksuel. På den måde er symbolikken ikke bare åbenlys. Den er overgjort og kulminerer i Agnes’ drøm om, at Arnor har tatoveret et hagekors på pikken, hvad hun dog ved selvsyn konstaterer, at han ikke har: »Der var ikke andet end pik på pikken«, som hun bemærker med den lakonisk-omstændelige intonation, der under læsningen igen og igen fik mig til at tænke på, at bogen burde indtales af Mikael Bertelsen. Prøv f.eks. også at læse denne lovprisning af Arnor op med Bertelsen-stemmeføring: »Tværtimod havde hun fået øje på et vilddyr – og hun ville gerne lade dette vilddyr stikke sin penis op i sig. Hårdt og ofte og længe«.

Den seksuelle tiltrækningskraft, som nazismens symboler er omgærdet med, og som Susan Sontag har analyseret så præcist i essayet »Fascinating Fascism« fra 1975, løber altså som et ledemotiv gennem Ondskab, men det bliver sjovt nok ikke for meget – netop fordi det for længst er alt for meget, og fordi romanen selv ved det. Som Omar retorisk spørger, mens han raser frustreret over Agnes’ utroskab: »Som om det her er en eller anden forbandet kærlighedsroman? En eller anden knaldroman om nazisternes og ofrenes romantiske sadomasochistiske knepperier?« Det er på samme måde komisk, når den forsmåede Omar drager på en slags valfart til nazismefascinationens kultsteder i nutidens Europa og med sig – som en ond amulet – har Arnors penisring, som nynazisten har ’glemt’ efter et besøg hos Agnes. Ringen bliver både et fjollet symbol på fascinationens perversitet og på nynazismens på én og samme tid potente og sølle væsen.

Håbets princip
Det er nu ikke kun seksualitet og forbudte lyster det hele. Norðdahls eget bud på vores nazismefascination er faktisk vældig nuanceret og kommer klarest til udtryk i det, hans fortæller kalder »fascismens paradoksale natur«, og som han udlægger i vanligt hæsblæsende stil:

Nazisterne var selv vanvittigt nostalgiske, samtidig med at de var vilde med deres egen tids teknologiske muligheder; de var bagstræberi og fremtidsmusik i ét, både natur og stål, både organiseret holocaust og kaotisk massemord, porno, hokuspokus og højkultur, de brugte homøopatisk medicin med den ene hånd og nervegas med den anden, studerede astrologi og teknologisk krigsførelse, numerologi og bureaukrati – både venstre- og højrefløjspartier. Og det er netop derfor, at vi fascineres af dem – fascineres af deres gruopvækkende resultater. Tænk, at det var muligt! Hvilket mod, hvilke lederevner, hvilke færdigheder. Føj, hvor jeg elsker dig!

Her kan romanen sige alt det, som den objektive historiker ikke må sige, men som er et udmærket forsøg på at forklare nazismens fascinationskraft. For det er vel ikke kun, når vi i dag ser tilbage på bevægelsens historie, at det er med en blanding af afsky og kærlighed? Historiske studier har vist, at den tyske befolkning egentlig ikke var så parate til at drage i krig i 1939, som partitoppen gerne så. Den store krig 1914-1918 var endnu særdeles levende i erindringen, men alligevel sluttede man i millionvis op bag Hitler. Mon ikke én og anden ung værnepligtig eller en bekymret mor har tænkt noget i stil med Norðdahls fortæller?

En tilsvarende dobbelthed sniger sig ind, da Agnes i romanens sidste del kommer i tanke om, at hun et sted har læst, »at det mest forfærdelige ved nazismen – og dermed ved holocaust – havde været, at nazisterne havde haft håbet som ledestjerne. Nazismen byggede ikke på had, foragt, aggressivitet, uforskammethed eller storhedsvanvid. Nazismen byggede på håb. Ikke på viljen til magt, men på viljen til at skabe en bedre verden«. Det kan nok diskuteres, om ikke nazismen netop byggede på had, men når bevægelsen vandt så stor udbredelse, og når den stadig interesserer os i dag, foreslår romanen altså, at det netop skyldes den utopiske og idealistiske dimension: Håbet om at vi sammen kan løfte os ud af hverdagens slidsomme morads og skabe noget storslået i fællesskab. Og håbet om, at der er et alternativ til nødvendighedens strenge politik.

»Du bor i Nazistan, ligegyldigt hvor du bor«, skriver Eiríkur Örn Norðdahl et sted romanen Ondskab.Foto: Philippe Matsas

»Du bor i Nazistan, ligegyldigt hvor du bor«, skriver Eiríkur Örn Norðdahl et sted i romanen Ondskab, oversat til dansk af Nanna Kalkar.

Foto: Philippe Matsas

Når Arnor virker så tiltrækkende på Agnes, er det på samme måde, fordi han tror og håber på en bedre verden. »Hans ord bar som regel stærkt præg af, at han anså det menneskelige samfund for helligt og menneskene selv for at være helgener, der var kommet på afveje. Som om folks mulighed for at opnå storhed var til stede«. Omar derimod bliver – navnet til trods – billedet på den moderne vestlige mand, flink og veluddannet, men resigneret og uden anden tro på verden, end at den altid vil forblive, som den er. Han er uddannet fra universitetet i islandsk, men kan som følge af krisen ikke finde andet job end som pizzabud, hvad han faktisk er ganske godt tilfreds med, indtil Agnes’ utroskab åbenbarer sig i skikkelse af penisringen. Undervejs på sin naziodyssé tænker Omar selvkritisk, at »hvis freden, som nu herskede, pludselig skulle høre op, så ville det netop være på grund af folk som mig, der troede, den ville vare evigt«.

At tro på det bestående som det eneste, der findes, viser sig at være en form for nihilisme, en ligegyldighed og laden stå til, som Omar også inkarnerer i romanens skildring af finanskrisen, der ramte Island særligt hårdt. Det er netop i kraft af kontrasten til Omars manglende integritet, mangel på håb og evne til at formulere alternativer til den gældende verdensorden, at Agnes bliver så fascineret af Arnor. At han trods alt har et etos, gør ham mere tiltrækkende og fascinerende end døgenigten Omar – ligesom når Walter i The Big Lebowski (1998) sætter sin frygt for de grumme nihilister i relief. »Say what you want about the tenets of National Socialism, Dude, at least it’s an ethos«.

Nihilisten og nazisten. Mellem disse står Agnes som efterkommer af både ofre og bødler og kan hverken tage parti for den ene eller den anden. Hendes dilemmaer og forsøg på at forene de utallige indre og ydre modsigelser bliver et billede på, hvor vanskeligt det er at bearbejde arven fra nazismen, netop fordi vi bestandigt er udspændt mellem latent fascination og åbenlys afsky, pædagogiske forståelsesforsøg og moraliserende afvisning, dyb alvor og simpel latterliggørelse.

Find din indre nazist
Når Norðdahl kan skabe en meningsfuld sammenhæng i dette morads, skyldes det den litterære form. Romangenren tillader ham at være uhøjtidelig og uudgrundelig på en måde, som hverken den mest skamløse hverdagsreference til nazismen eller den mest rabiate revisionisme kan være. Der er indlagt en distance i forhold til både personerne og fortællerstemmen, så alt det tankegods, Ondskab hvirvler op, ikke skal tages for pålydende, men læses i sammenhæng og i lyset af den historie, Norðdahl fortæller.

Det er eksempelvis ikke til at sige, hvad vi skal mene om følgende modstilling mellem nynazister og venstreintellektuelle, som fortælleren her sætter på spidsen med sin sære blanding af sarkasme, anfægtelse og drilsk spidsfindighed? »I mange landsbyer i Østtyskland har nynazister påtaget sig at organisere velgørenhedsarbejde i fattigkvartererne. Ældre medlemmer passer på børnene, når de skal gå til skole, etablerer børnehaver med ideologisk islæt og sørger for de mindre bemidlede. Samtidig sidder de venstreorienterede på universitetsbibliotekerne og læser Zizek og ryster bloggende på hovedet«. Skal de venstreorienterede forlade universitetsbibliotekerne og selv gøre kolde hænder varme? Burde statsmagten ikke blande sig mere direkte og sørge for borgernes velfærd og ideologiske prægning? Passer det overhovedet, eller er det en anekdote Norðdahl har opfundet til lejligheden? Og efterlader det ikke romanforfatteren og alle os læsere i samme latterlige position som de bloggende Zizek-læsere?

Det er ikke til at sige, lige så lidt som fortællerens kække kommentar fra indledningen om, at »her nævnes holocaust kun med det ene formål at sælge bøger« kan bestemmes entydigt. Jo, Ondskab er en vare, der er til salg i bogform, men mange andre steder i romanen synes holocausttemaet at være beskrevet med andre formål end salg for øje. For eksempel når både Agnes og fortælleren fremturer med eksplicitte angreb på den fremmedfjendske stemning i nutidens Europa, som forfatteren selv har suppleret i interviews. »Og nej. Adolf Hitler og Pia Kjærsgaard er ikke ens. Men de indskriver sig i den samme nationalistiske, reaktionære og udlændingefjendtlige tradition – og her er det lige meget, om Pia retfærdiggør sig selv ved at henvise til demokrati og ytringsfrihed (»danske værdier«), og Adolf Hitler forsvarede sig med henvisning til stolthed og retfærdighed (»tyske værdier«) – gradsforskellen er ligegyldig. De kan for den sags skyld godt være nazister begge to«.

Her ville jeg normalt sige, at debatten bliver afsporet, men den indvending har Norðdahls fortæller selvfølgelig også foregrebet: »Jeg har fået at vide, at jeg ikke må kalde udlændingefjendtlige partier for nutidens nazister. At det ikke tjener noget formål. Reductio ad Hitlerum, siger lærde mænd til mig, som kaster om sig med udråbstegn«. Så sidder man her som ’lærd mand’ og tænker fortsat, at man ikke vil anbefale folk at sammenligne eksempelvis smykkeloven med nazismen. Det afsporer debatten, mener jeg. Men de polemiske jævnføringer er heller ikke hovedanliggendet i Ondskab. Det er langt værre: Det er den oprigtige sammenligning, den der ikke handler om dæmonisering af modstandere, men om dæmonisering af os selv, som Norðdahl har kastet sig ud i. »Du bor i Nazistan, ligegyldigt hvor du bor«, skriver han et sted. Der kunne lige så godt stå: Find din indre nazist frem!

»Vi føler os aldrig bedre tilpas«, påpeger fortælleren ved romanens afslutning, »end når vi peger fingre ad andre og højlydt erklærer, hvor onde de er. Vi er aldrig så rene, som når vi står ved siden af dem, som er landet i alt lortet. Men vi kunne have været hvem som helst. Og vi kunne være nogle andre, end vi tror. Kunne være mere beskidte.« Det må være her romanens samtidsdiagnose lander: Når vi bliver ved med at vende tilbage til nazismen med slet skjult fascination, er det fordi vi et eller andet sted godt ved, at vi er »mere beskidte«, end vi giver udtryk for i den selvfejrende politiske retorik, der siden Murens fald har hyldet frihed, demokrati og menneskerettigheder. Det skal dog ikke læses som en opfordring til oplyst kynisme eller hardcore »realisme«, som kynikere selvsikkert betegner deres verdenssyn.

Tværtimod synes romanen at sige, at der faktisk findes alternativer, og at nazismefascinationen paradoksalt nok kan betragtes som en humanistisk ressource: »Måske er det trods alt vigtigt at forstå, ikke at le, at genkende sig selv. Måske er det trods alt vigtigt, også her længe efter, ikke at tage del i at dræbe andre«, som fortælleren bemærker i det tætteste vi kommer på en oprigtig konklusion i Ondskab. At det er lettere sagt end gjort, vil Norðdahl nok være den første til at indrømme. Nazismen »slog fejl samme sted«, hedder det lidt tidligere, »hvor al anden politik slår fejl – hvis den slår fejl: da den begyndte at berøve andre deres menneskelighed og reducere dem til »parter«, som enten var for eller imod«.

Den universelle velfærdsstat var historisk set et forsøg på at undgå denne fejl, da alle borgere her er ligestillet over for statsmagten. Når nu indvandringen til de europæiske velfærdsstater i dag problematiseres af politikere fra et bredt spektrum, er det ifølge Norðdahls idéroman et udslag af samme dehumaniseringsproces, som prægede det Tredje Rige og for evigt miskrediterede dets ideologi. Men hvad er da lykkens rige? Er det en ny udgave af velfærdsstaten, eller bor vi der allerede, men kan ikke se herlighederne af bare stridslyst? Og kan litteraturen overhovedet svare på den slags? Det er spørgsmål, der hænger overraskende tæt sammen med nazismefascinationen, og som jeg vil forfølge i de næste essays i serien.

 

Eiríkur Örn Norðdahl: Ondskab (2014). Forlaget Ordenes By, oversat af Nanna Kalkar. 622 sider.




Relaterede
Essay

Rusland ser Europa i øjnene

Sikkerhedsseler, sikker sex, barbermaskiner – disse er Europas nye symboler.
Essay

Tankernes ufrivillige karakter

Javier Marías’ sproglige omhyggelighed lader læseren dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.

Om Kasper Green Munk
Kasper Green Munk er post.doc i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.