Kommentar

Forfatteren, den identitetspolitiske bangebuks?

Efter ti år med autofiktion og en række identitetspolitiske diskussioner er det på tide, at forfatterne begynder at skrive om mere end deres egne personlige erfaringer.

Ikke nok med at det i de senere år har været problematisk at læse og udtale sig om litteratur, der er skrevet ud fra andre erfaringer end ens egne, så er det også så godt som uset, at den skrives, mener Salon 55's redaktør Karen Dich. Foto: Freepic

I Peder Frederik Jensens Vold (2016) følger vi hovedpersonen og fortælleren Simon. Romanen foregår delvist i Vestafrika, delvist på Vesterbro. Simon drikker, ryger og knepper sig gennem Afrika, han rejser fra land til land med sit rødbedefarvede pas, og på den måde bliver han – og læseren – aldrig mere end tilskuer til den vold, der foregår på kontinentet. Simon er gæst, »en privilegeret en af slagsen«, som det hedder med romanens egne ord. Han kan lægge 100 ouguiya (lokal valuta) i passet, før det gives til paskontrolløren, og så åbner grænsebommen sig for ham. Han har fri passage.

Romanen forsøger at komplicere den sort-hvide fortælling om afrikanerne som udnyttede og de hvide som udnyttere. De lokale slår flere gange plat på Simon og hans rejsekammerater. Men magthierarkiet er ikke til at komme udenom: Simon kan få enhver kvinde, han måtte drømme om, det koster ham bare lidt. I Afrika gælder andre regler end på Simons Vesterbro. Her er prostitution ikke prostitution, men en slags økonomisk omfordeling, og her gælder forskellige regler for sorte og hvide. Selvom Simon er bevidst om sin privilegerede position, er det ikke ligefrem solidaritet, der præger romanen. Blikket og stemmen er altid Simons, de tilhører en veluddannet mand, der er i stand til at gøre sig filosofiske betragtninger over elendigheden – også når han vågner op med tømmermænd ved siden af endnu en sort kvinde.

Der var på forhånd store forventninger til romanen. I et essay bragt i tidsskriftet Trappe Tusind havde Peder Frederik Jensen forinden efterlyst en mere verdensvendt roman og forsøgt at gøre op med den »›rigtige‹ skrift og den ›rigtige‹ fortælling«. Gennem hele essayet er referencerammen Roberto Bolaño og hans forfatterskab, der opstilles som et ideal for romangenren:

Hans solidaritet er af en anden kaliber end den lidt salonfrelste og idealistiske udgave, der præger skandinavisk litteratur i disse år, hvor det synes at være sådan, at man lige skal sætte tjeckmarks ved nogle teoretiske, humanistiske problemstillinger, inden man forsætter sit succesfulde liv på toppen af verden, men det har ingen ydre konsekvens, det bliver fastfrosset på sin vis som attitude, som en solidaritet, der hele tiden vender indad mod ens køn, ens seksualitet, ens position, ikke udad mod de reelle ofre i denne verden, mod det menneske, der bor på lodsepladser(sic), der æder skrald, mod det menneske, der drukner i Middelhavet, mod det menneske, her i Danmark, der falder ned gennem velfærden og forsvinder i ny tids fattigdom.

Peder Frederik Jensen gør det klart, at han ønsker sig en litteratur, der vil noget mere end autofiktive fortællinger og perfekte sætninger, en roman, der skal fortælle om andre skæbner, give indsigt i liv, der ikke ligner vores egne. En litteratur, der peger ud i verden frem for indad. En ambition han også sætter for sig selv.

Men hvorfor vælger Peder Frederik Jensen så alligevel at skrive om erfaringer, der ligger så påfaldende tæt på hans egne? Simon ligner til forveksling Peder Frederik Jensen: Han er forfatter, han bor på Vesterbro, han har skrevet nogle bøger på omkring 130 sider, og han er i romanen i gang med at skrive en roman, der er meget længere end noget, han har skrevet før, ligesom Vold er meget længere end noget, Peder Frederik Jensen har skrevet før.

Til sammenligning gjorde Jakob Ejersbo i sin Afrika-trilogi og særligt i fortællingerne i Revolution brug af en meget bredere vifte af perspektiver: En grønlandsk pige, en indisk pige, en mulat, en hvid far, en mor, der er halvt englænder og halvt tanzanianer, en halvvejs prostitueret, sort servitrice etc. Ejersbo skrev alle personer frem i førsteperson, og stemmerne er karakterernes egne: Der tales i et simpelt sprog med megen dialog, slang, fraser på engelsk og swahili. Ejersbo er langt mere på niveau med den afrikanske jargon, teksterne er på Afrikas præmisser. Der er en flerstemmighed og en indlevelse, som er fraværende i Peder Frederik Jensens roman.

I Vold møder Simon på et tidspunkt en senegalesisk kvinde og dennes bror. Kvinden spørger, om Simon er gift. Ja, siger han. Hun spørger, om han er tro. Ja, lyver han. Sådan er Europa, siger hendes bror, og udpensler dermed de indbyrdes kulturelle forestillinger mellem det borgerligt anstændige Europa og det forførende Afrika. Men Simon har svært ved at holde sig tilbage. Han vil gerne tage hendes hånd. »Men det ville være et overgreb. Som at skrive om hende«, lyder det i hans indre.

Det sidste citat ligner unægtelig et bud på en poetik. Peder Frederik Jensen nævner nok pigen, men skriver ikke reelt om hende, hendes tanker, erfaringer og følelser. Hun forbliver – som de andre sorte kvinder – et flygtigt bekendtskab. Der er tilnærmelsesvis tale om en tilståelsessag: Peder Frederik Jensens roman er angst for at begå overgreb på det fremmede liv ved at beskrive det. For romanen og dens hovedperson er det en krænkelse at beskrive, ja sågar omtale det, han ser som en svagere eller værgeløs part. Volden i Peder Frederiks roman drejer sig ikke om de voldsmænd, han oplever, men om den vold som Simon udøver med sine ord over for andre og fremmede, i beskrivelsen af deres liv.

Når Vold ikke formår at sætte sig ud over den privilegerede vestlige fortællers synspunkt, er det svært ikke at tænke tilbage på den »hvidhedsdebat«, der verserede et par år tilbage. Det begyndte med, at Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey skrev et åbent brev til Lars Bukdahl i Information. Her slog de to forfattere fast, at »(e)nhver tekst og enhver læsning er farvet af forfatterens og læserens kropslige erfaring«. De satte spørgsmålstegn ved, om hvide læsere, endsige anmeldere, overhovedet er i stand til at forstå den litteratur, der taler fra en anden erfaringshorisont end deres egen. Ja, de mente endda, at »ideen om, at litteratur altid er med til at nedbryde skel mellem folk med forskellige erfaringer, er en naiv tro på litteraturen som opbyggelig«. Jeg nævner dette, fordi det er vanskeligt ikke at se en sammenhæng mellem forbuddet mod at læse (og skrive) uden for sin egen erfaring og Peder Frederik Jensens og andre forfatteres angst for at beskrive eller føre pennen for andre. I 10 år har autofiktionen haft et stramt greb om dansk litteratur. Tænk på kritikerroste udgivelser som Kim Leines Kalak (2007), Josefine Klougarts Stigninger og fald (2010), Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet (2011), Asta Olivia Nordenhofs Det nemme og det ensomme (2013). Eller Morten Sabroe, Knud Romer, Martin Kongstad og Pablo Lambias’ bøger. Måske er det det, vi ser resultatet af: Har de fleste forfattere helt mistet evnen eller lysten til at skrive fra andre positioner end den, der ligner deres egen?

Nya Glaffey og Langvad forsøgte at gøre op med den grundlæggende indstilling, der siger, at litteraturen styrker vores indlevelsesevne, vores forestillingsevne, vores empati og iværksætter vores følelsesregister. Det modsatte synspunkt forfægtes blandt andet af den amerikanske filosof Martha Nussbaum, som i mange år har beskæftiget sig med feltet law and literature, der interesserer sig for, hvordan den læsepraksis, der gør sig gældende for litteratur, kan anvendes i andre sfærer. I Poetic Justice (1996) skriver Nussbaum, at det er selve romanens struktur, der skaber forståelse for dens karakterer. Det er formen, der skaber indlevelse i andre skæbner; skæbner som ofte ikke ligner læserens egen:

Romaner (i hvert fald realistiske romaner af den type, jeg forholder mig til) præsenterer vedvarende former for menneskelige behov og ønsker, der er realiseret i specifikke, sociale situationer. Disse situationer adskiller sig tit, endda oftest, betragteligt fra læserens egen. (min oversættelse)

Godt nok tager man sin selvbevidsthed med ind i læsningen, men som den amerikanske litteraturforsker Rita Felski skriver i Uses of literature (2008), ligger litteraturens kraft tit gemt i en emotionel stimulering og behandling af læserens underbevidsthed. Læsning og identifikation er ikke en rationel og logisk proces. Vi kan simpelthen ikke forudse, hvilke værker og karakterer, der rammer os og rører os. Den litterære læsepraksis er ikke rationel, men derimod affektiv. Felski og Nussbaum deler den aristoteliske grundtese, at følelsesreaktioner bør betones som kognitive vurderinger. I den forstand bygger læserens identifikation med karaktererne kun sjældent på lighed, men især på forskellighed og fremmedhed.

Det er påfaldende, hvordan identitetspolitiske diskussioner og autofiktionen her danner fælles front: Ikke nok med at det i de senere år har været problematisk at læse og udtale sig om litteratur, der er skrevet ud fra andre erfaringer end ens egne, så er det også så godt som uset, at den skrives. Man får helt lyst til at spørge: Er forfatterene efterhånden reduceret til identitetspolitiske bangebukse, der ligger under for den efterhånden ret kvælende idé om, at ethvert politisk og etisk eller kulturelt standpunkt er udløst af vores hudfarve, køn og seksuelle præferencer? Er det virkelig blevet comme il faut, som i Peder Frederik Jensens Vold, at se det som et overgreb, når man skriver om andre mennesker og tankeverdener, der adskiller sig fra ens egen? Det kan måske skyldes en frygt for identitetspolitiets kritik, men mere banalt også blot en frygt for egen utilstrækkelighed. Det til trods er tanken om, at forfatteren kun må skrive om sin egen erfaring, en grotesk ide, der svarer til, at en kunstmaler kun kan male selvportrætter.

Ser vi til vores nabolande, finder vi en litteratur, der ikke på samme måde er fanget i autofiktion. Både i Sverige, Norge og Tyskland ser vi en litteratur, som har modet til at gå direkte ind i beskrivelsen af ukendte eller fremmede indre universer. Eksempelvis svenske Andrzey Tichý og hans roman Kairos (2014), der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris sidste år. Her er tale om en roman, der er en sammensat polyfoni af stemmer. Romanen består af en række spor, der hver især har specifikke figurer som hovedpersoner: den svenske forfatter Karin Boye, som bl.a. udgav romanen Kris, inden hun begik selvmord i 1941; DDR-forfatteren og feministen Irmtraud Morgner; Johanna Dark fra Bertolt Brechts teaterstykke Den hellige Johanna fra slagtehallerne og Mohammed Bouazizi, den tunesiske grønthandler, der satte ild til sig selv i 2010 i oprør mod det daværende regime – blot for at nævne nogle. I Norge har Eivind Hofstad Evjemo skrevet det, der er blevet udråbt til »den store norske kommuneroman«. I Det siste du skal se er et ansikt av kjærlighet (2009) lykkedes det Evjemo at parallelisere flere personers perspektiver på dagligdagens trivielle øjeblikke, samtidig som han formår at tegne et portræt af større sociologiske sammenhænge. Et lignende greb ser vi i tyske Juli Zehs seneste roman, Unterleuten, fra i år. Generelt oplever man i Tyskland flere forfattere som virtuost og uden frygt tør bevæge sig ind i andre og komplet fremmede tankeverdener. Det gælder bosnisk-tyske Saša Stanišić og i særdeleshed Clemens Meyer, som i sine Vergangenheits-romaner tillader sig selv at lægge perspektivet hos alt fra prostituerede mindreårige piger til rige magtbegærlige alfonser og gamle galopjockeyer.

Denne vildskab ser vi næsten ikke i litteraturen herhjemme, men der har dog været ansatser: I Harald Voetmanns groteske og ulækre univers optræder forskellige historiske stemmer, og i Ida Marie Hedes debutbog Seancer fra 2010 præsenteres vi i 14 prosatekster for en menneskemasse, der blandt andre tæller Marilyn Monroe, Mary Shelley og Kate Fox. Men hvor ville det være befriende og vedkommende, hvis flere forfattere ville genfinde troen på, at man med litteraturen kan transcendere kategorier som køn, etnicitet og klasse. Tænk, hvor meget mere spraglet og favnende litteraturen ville være, hvis flere turde bevæge sig ud over det strengt biografiske og selvinteresserede.




Relaterede
Peter Handke i sit hjem. Foto: Danilo de Marco, Suhrkamp Verlag.
Essay

På evig rejse mod det endnu ikke formulerede

I Peter Handkes på én gang berømte og ulæste værk findes meningen og fyldestgørelsen i det uudforskede.
Anmeldelse

Hedrin er ikke nok

Olga Ravn skriver om det parasitære i tilværelsen.

Om Karen Dich
Karen Dich er redaktør i Salon 55 og tilkoblet Politiken som litteraturkritiker og klummeskribent.