Artikel

Fortabelse og fornuft

Lena Anderssons 'Brugstyveri' handler ikke om alder, køn eller klasse. Der er alene tale om den ulighed, der opstår, når man med en indædt ratio­nalitet går ind i følelsernes univers.

Brugstyveri – en roman om kærlighed”Subjekt, verbum, objekt. Måske er syntaksen enkel, men Lena Andersson gi­ver sprogets almindeligste kærlighedserklæring en indre grammatik, som er fuld af betydning.” Sådan motiveredes den prestigefyldte Augustpris, som den 44-årige svenske forfatter og essayist Lena Andersson i 2013 modtog for sin roman Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek. Nu udkommer den på dansk hos forlaget Batzer og co. med titlen Brugstyveri – en roman om kærlighed; det har været mig en stor fornøjelse at oversætte den.

Kort fortalt handler romanen om en lyriker og essayist på cirka 30 år, Ester Nilsson, som gennem sit faglige netværk møder og forelsker sig i den noget ældre, berømte video­kunstner, Hugo Rask. Efter nogle måneders intenst sam­vær og især samtale har de tre elskovsnætter. Derefter lader Hugo kun høre fra sig i ny og næ, hvorimod Ester er voldsomt forelsket, opsøger ham, sender ham mails og sms’er, mens hun utrætteligt håber, at Hugo skal forstå, at det er, skal være, må være de to for evigt, at de har indledt et livsvarigt forhold. Efter et års lidelse indser Ester, at hun må opgive håbet.

Brugstyveri – hvem stjæler hvad?
På overfladen ligner det en ”pigeroman”, som min for­lægger sagde, da han frarådede, at jeg (ældre kvinde) påtog mig oversættelsen. På overfladen kunne man tro, at det drejer sig om den almindelige kærlighedshistorie og dens tyveri, foreviget i tusin­der af popsange om forelskelsens følelse af at blive frarøvet noget, you stole my heart og gav mig det aldrig tilbage, jeg vil aldrig glemme, jeg håber stadig, jeg er stadig vred, your cheating heart vil en dag forråde dig.

På næste niveau kan man antage, at forfatteren vil skildre den fornemmelse, man kan have efter et tyveri, når ens hjem er blevet besudlet; at Andersson vil fortælle om tyveriet af Esters følelser og krop. At Hugo først har sex med Ester og siden forkaster hende uden forklaringer, har foranlediget den svenske femi­nist og skribent Ebba Witt-Brattström til en rasende artikel i Dagens Nyheter (08.01.2014), hvori hun, med romanen som udgangspunkt, kritiserer de mænd, der frimodigt tiltager sig retten til at behandle kvinders kroppe, som de finder for godt. I sexradikalismens navn synes en del yngre mænd at mene, at voldelig seksuel adfærd ligger inden for normalitetens grænser, og i et seksuelt ”frigjort” samfund undlader unge kvinder at sige fra og lever med skammen, hævder Brattström,

En prisværdig sag at tage op, men i Anderssons roman drejer tyveriet sig dog om noget andet. Det handler nemlig om Esters følelse af, at hun gennem kærligheden og det år af lidelse, affæren koster hen­de, bliver til én hun ikke selv kan lide, altså om et tab af integritet. Et vist tab af integritet er en indlysende og positiv bivirkning i det lykkelige (læs: gengældte) kærligheds­for­hold. I det uigengældte leder det til et tab af selvrespekt. Siger jeg, men ikke Anderssons Ester, som stædigt fastholder sin integritet, også skønt fastholdelsen medfører smerte.

Endelig kunne man vende titlen fuldkommen på hovedet og påstå, at romanen handler om fortællerens drilske ”tyveri” af retten til at bruge Esters og Hugos forhold, en klassisk og banal kærlighedshistorie, til en analyse af kærlighedens detaljer, replikker, mails, sms’er, udvikling og afvikling, akkompagneret på scenens højre side af venindekorets udtalelser, på venstre side, hjertets den ædle, som bekendt, af Esters voldsomme kærlighedsfølelse, som strømmer gennem romanen.

En historie om køn – sådan er mænd bare?
En anmelder har kaldt Hugo Rask for ”tom og skabelonagtig, den ideelle figur til projicering.”[i] Den 50-årige mand er ”trods sin tilkæmpede individualitet og solidaritet (…) en ret ordi­nær fyr, en klassisk repræsentant for en slags kulturelt patriarkat”[ii]. Han er en stivnet socialist både som men­neske og som kunstner, genbruger de samme floskler i sine værker og i sine udtalelser til pressen. Han har en fast hveranden-weekendkæreste i Malmø, uden at det afholder ham fra at tage for sig af villige yngre kvinder i romanens Stockholm.

Hvilken kvinde er det da, Hugo – i hvert fald for en tid – falder for? Jo, Ester er en moderne kvinde, som insisterer på sit værd. Et af mine personlige yndlingstemaer i romanen er det førnævnte venindekor, der fuldstændig som koret i de græske tragedier ledsager Esters rejse gennem kærlighedens ydmygelser med gode råd og vejledning – år 2013’s Emma Gad for, hvordan en kvinde bør opføre sig, hvis hun vil holde på en mand, opdateret med ideer, som kunne være hentet fra Alt for damernes psykologiske artikler:

Venindekoret arbejdede flittigt. Det tolkede, trøstede, lindrede, for­manede og udpegede nye veje frem. Hun måtte gøre sig fri, sagde det, og hun gentog: Jeg må gøre mig fri af denne her tåbelighed.

En dag, sagde koret, ville Hugo måske stå uden for hendes dør med en buket blomster, det kan man ikke vide. Men hun måtte vente til han var klar og i mellemtiden åbne sig for livet.

Det skulle venindekoret ikke have sagt, for straks mærkede hun hvordan håbet om at det ville ske greb fat i hende og blev det eneste hun tænkte på.

Ester retter sig imidlertid aldrig efter koret, men insisterer på, at hendes opfattelse af etisk korrekt handlemåde i kærlighedsforhold er den eneste rigtige, og fastholder en moralsk uangri­be­lig ligestilling, hvilket naturligvis, set ud fra venindekorets regelsæt, fører til, at den tra­ditionelle 68’er-mand løber langt væk. Man kunne læse romanen sådan, at havde hun bare handlet klogere, så havde hun nok fået ham. Men i en blanding af solidaritet med og ironi over for sin hovedperson formidler Lena Andersson, at det skal man ikke!

Lena Andersson. Copyright: Natur & Kultur

Lena Andersson. Copyright: Natur & Kultur

Den tredje romanfigur
Dette er nemlig ikke en kærlighedsroman, sådan én slutter lykkeligt, det er derimod – som titlen siger – en roman om kærlighed. Romanens centrale tema fremskrives af kærlighedshistoriens tredje karakter: fortælleren, der løbende analyserer og kommenterer sine to protagonisters mindste ord og gestus. Andersson deler sin synsvinkel mellem romanfiguren Ester, der oplever kærlighedshistorien, og denne fortæller[iii], essayisten og filosoffen, der i citatet ovenfor mener, at ”det skulle venindekoret aldrig have sagt”.

Når Ester må gå så gruelig meget ondt igennem, skyldes det, ifølge kærlighedens analytiker, at

håbet er en parasit i menneskets krop og lever i total symbiose med menneskehjertet. Det er ikke nok at give det spænde­trøje på og spærre det inde i mørke kroge. Sultekost hjælper heller ikke, parasitten kan ikke sættes på vand og brød. (…) Hvis Håbet kan skaffe sig ilt, gør det det. Ilten fin­des i et adjektiv med forkert retning, et forfløjent adverbium, en kom­pensatorisk medfølende gestus, en kropsbevægelse, et smil, glimtet i et øje.

Her skal læseren bemærke, at det der nævnes først, som håbets ilt, er det sproglige udtryk. Sproget er Esters afrodisiakum, siger hun selv, det er i samtalerne med Hugo, at hun for­fører ham og ikke mindst sig selv. Og sproget, både det tænkte og det skrevne – i alle Esters ubesvarede sms’er og mails – bliver hendes kær­ligheds undergang. Og romanens raison d’être. Det er essayistens analyse, udmøntet i ro­manens elegante sprog, der hæver den langt op over chick-lit niveauet.

Selvom essayistfortælleren føler stor varme for sine to figurer, udstiller hun samtidig med stor humor deres tåbelighed. Se blot denne tour de force i sprogpsykologi, da Ester og Hugo mødes til en reception kort før romanens slutning:

   – Er det ikke den samme gamle antipasti smurt ind i olie som sæd­vanlig?

Han lavede sjov: Lovende.

Hun lo højt, hvorpå han lyste op: Godt. Det afventende udtryk for­svandt: Meget godt. Men han flyttede også vægten til det andet ben og så sig om i rum­met på en måde som: Mindre godt, vidnede om at han var util­pas og ikke ville stå der med hende: Rædselsfuldt, han ledte efter en grund til at gå, ledte efter flugtveje: Katastrofe.

Venindekoret var flyttet ind i hendes hoved og sagde: Jamen fat­ter du da ikke at han ikke vil, I har ikke haft noget sammen i snart et år. Hvad har du gang i?

Konstruktiv kritik
Ja, hvad med kærligheden? Er det kærligheden til sprog, det handler om? Måske. Det er bemærkelsesværdigt, at læseren aldrig hører, hvad Ester og Hugo taler om i de­res første måneders lange samtaler. Da man endelig hører om det, er det magtforhold og personlig og samfundsmæssig frihed, de diskuterer; Hugos misforståede og blindt automatiske forsvar for ”de svage” over for Esters krav om personligt ansvar, også selvom man ikke har hverken økonomisk, sproglig eller kulturel kapital:

Man må også se når den magtesløse udøver magt, og at magtes­løshed ikke automatisk indebærer at man har gode holdninger, sagde Ester. Magt er afhængig af kontekst. Strukturerne går igen i alle situationer, men menneskene flytter rundt i dem og forholder sig ligesidet til hinanden.

Der er i denne udtalelse fra Ester en til liberalisme grænsende konstruktiv kritik af en forbenet socialdemokratisk holdning, og under den en antydning af den liberalistiske forbening, som politiske holdninger baseret på enkeltindividers oplevelser kan medføre.

Når Andersson lader sine protagonister diskutere magtforhold, er det naturligvis også en kommentar til det ulige forhold, der romanen igennem har eksisteret imel­lem dem, afgjort af to faktorer: Esters posi­tion som den svage i forholdet – for den der elsker mest, har kun et eneste våben: at holde op med at elske – og Esters ønske om være lykkelig og sikre formening om, at hun vil blive det i den gengældte forelskelse.

Det er her, forfatteren gør sit store scoop: i denne roman handler udsagnet ikke om alder (ældre mand kontra ung erfaren kvinde), om køn (mandssamfund kontra feminist) eller om klasse (begge karakterer tilhører den kreative klasse og tjener omtrent det samme). Der er alene tale om den ulighed, der opstår, når man med en indædt ratio­nalitet går ind i følelsernes univers, det der handler om ”håbets lyst og sjælens ubodelige en­somhed”[iv].

Det er med velberåd hu, at Daniel Sandström leger med figuren Gertruds berømte replik ”jeg tror på kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed” fra Hjalmar Söderbergs kvindedrama. Også det handler om kærlighedens umulige vilkår i en verden af skeptisk humanisme. Således skriver Lena Andersson sig ind i en tradition af diskussion af fornuft og følelse[v], det rum, som ligger uden for aftalestoffet mellem kærlighedspartnere. Det var i 1906 kontroversielt at lade en kvinde tale om kødets lyst og umuligheden af en romantisk sammensmeltning; det er måske i 2013 lige så kontroversielt at tale om ulighed mellem ligeværdige voksne.

I et interview i det svenske litteraturprogram ”Babel”siger værtinden, Jessica Gedin, at det er den ulighed, vi alle kan genkende, den beskrivelse der gør romanen almen. Som vi læser, sidder vi der og ser os selv, ser Ester som en bimbo i en skrækfilm, der hele tiden går det forkerte sted hen, fortsætter Gedin. Vi får lyst til at advare hende, gør ikke det, send ikke den sms! Hvortil Lena Andersson med et venligt, iro­nisk smil svarer: Jamen, Ester vil være lykkelig, det er rationalet. Derfor handler hun fornuftigt i forhold til, hvad hun vil have, nemlig et liv med Hugo.

I et samfund, der i stigende grad betoner den enkeltes frie valg og vilje, findes der altså stadig forhold, man ikke kan ville sig til. Det bliver romanens ultimative pointe, serveret med meget lune i selvmedlidenhedens troldspejl.

 

Anne Marie Têtevide er cand.mag. i fransk og dansk fra Odense Universitet, oversætter og forfatter; seneste udgivelse er romanen Som dagene er (Gyldendal, 2013), der udkom til flotte anmeldelser.

Brugstyveri – en roman om kærlighed udkommer d. 14. august på forlaget Batzer & Co. Vejl. pris: 249,-

—–

Litteratur
Elin Grelsson Almestad, Rösta fram årets svenska pärlor, Göteborgs Posten
Babel, litteraturprogram på SVT, interview med Lena Andersson, 15.9.2013
Booze’n’Books, posting om det private bag romanen
Interview med Lena Andersson, Expressen.se på internettet
Joakim Jakobsen, Lidenskab som narkomani, interview med Lena Andersson, Weekendavisen #40, 22.11.2013
Lærke Rydal Jørgensen, Det handler om tyveri, Louisiana Magasin, #40, maj 2014
Daniel Sundström, Genombrott med en allvarsam lek, Svenska Dagbladet, 5.9.2013
Ebba Witt-Brattström, Skammen är inte kvinnans, Dagens Nyheter, 8.1.2014

—–

Noter
[i] Lærke Rydal Jørgensen, Louisiana magasin, #40 (maj 2014)
[ii] Daniel Sandström, Sydsvenska Dagbladet (5.9.2013)
[iii] Formelt set er der naturligvis tale om én alvidende fortæller. Når jeg vælger at splitte hende op i en personbundet 3.persons fortæller og en essayist, er det for pointernes skyld.
[iv] Daniel Sandström, Sydsvenska Dagbladet (5.9.2013)
[v] Jævnfør både Jane Austen og Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga.,




Relaterede
Essay

Føj, hvor jeg elsker dig!

Islandske Eiríkur Örn Norðdahl inviterer til hæmningsløs litterær temafest om nazismens tiltrækkende og frastødende væsen.
Essay

Mellem kultur og civilisation

Thomas Mann læste med stor nysgerrighed Oswald Spenglers ”Der Untergang des Abendlandes”. Ligesom denne betragtede han overgangen til civilisation som uundgåelig og skæbnebestemt, men Mann læste også hen over den særlige ”perversitet” ved det spenglerske system.