Artikel

Hvad ved litteraturen?

Videnshistorien sætter dagsordenen i Tyskland. Det har litterære konsekvenser.

I 1805 overvejede den tyske digter Heinrich von Kleist, hvad man skal gøre, hvis man ønsker at forstå noget. Man kunne for eksempel begynde med at tænke sig om. Men ofte, som Kleist bemærker, hjælper det ikke. Tankerne sidder fast, den systematiske, indre refleksion fører os kun ind i blindgyder, og en uproduktiv inerti sætter ind. Opdraget, som vi er, til ikke at tale før vi tænker, mediterer vi apatisk videre i cirkler og får aldrig formuleret én eneste ny tanke.

I sin korte, men berømte tekst »Om den gradvise produktion af tankerne mens vi taler« foreslår Kleist imidlertid, at vi bare skal begynde at snakke. Ud fra det franske ordsprog, at appetitten kommer, mens vi spiser, skal vi glemme vores gode opdragelse og tale, før vi tænker. Som sagt, så gjort. Uden at have en klar idé om, hvad han vil sige, kaster fortælleren sig ud i en sætning og fortsætter så på mærkværdig vis:

Jeg blander uartikulerede toner ind, trækker konjunktionerne ud, anvender vel en apposition, hvor den ikke er nødvendig, og gør brug af andre kunstgreb, som trækker talen ud, for at vinde den nødvendige tid til fabrikationen af min idé i fornuftens værksted.

Den lettere bizarre måde at tale på har sin forklaring: enhver ny apposition, enhver ny sætning vækker en række associationer til live, som til sidst fører taleren på sporet af den indsigt, han manglede. Men det, han nu ved, vidste han ikke til at begynde med. Som fortælleren siger: »Jeg tror, at mangen en stor taler ikke vidste, hvad han ville sige, i det øjeblik han åbnede munden.« Som bevis for sin påstand minder han om den retorisk begavede politiker Honoré Gabriel Riqueti, comte de Mirabeau og den berømte tale, han holdt under den franske revolution:

Jeg kommer til at tænke på den »tordenkile,« med hvilken Mirabeau affærdigede ceremonimesteren, der efter hævelsen af kongens sidste royale forsamling den 23. juni, vendte tilbage mødesalen, hvor han havde befalet de tre stænder at gå hver til sit, men hvor de stadig var samlet, og spurgte dem, om de ikke havde forstået kongens befaling? »Jo,« svarede Mirabeau, »vi har forstået kongens befaling« – jeg er sikker på, at han med denne menneskelige begyndelse endnu ikke tænkte på den bajonet, som han sluttede med: »ja, min herre,« gentog han, »vi har forstået den« – man ser, at han endnu ikke rigtig ved, hvad han vil. »Dog, hvad berettiger dem« – fortsatte han, og nu springer der pludselig en kilde af uhyre forestillinger frem for hans indre – »til at give os befalinger? Vi er nationens repræsentanter.« – Det var det, han skulle bruge! »Nationen giver befalinger og modtager ingen« – for så straks at svinge sig op til topmålet af hovmod. »Og så det bliver helt klart for Dem« – og først nu finder han det, som udtrykker hele den modstand, hans sjæl har rustet sig til: »Så sig til Deres konge, at intet andet end bajonetternes vold kan tvinge os til at forlade vores pladser.« – Hvorefter han selvtilfreds satte sig ned på en stol. – Efter denne fremfærd kan man ikke forestille sig andet, end at ceremonimesteren var hensat i en tilstand af total åndsbankerot.

Med sit eksempel fortæller Kleist ikke primært en historie om forholdet mellem politik og retorik under den franske revolution. Eksemplet har til formål at sige noget om forholdet mellem epistemologi og æstetik. Idéen, som Kleist gradvist skriver sig frem til, er, at viden ikke springer frem af pandebrasken fuldt formet som en anden Pallas Athene. At viden altså ikke er givet i tanken og så bare skal oversættes direkte af et gennemsigtigt sprog, men at den tværtimod er et produkt af mediet. Viden er derfor uløseligt bundet op på mediets æstetiske repræsentationsformer, ligesom det er bundet op på dets tidslige, tilfældige og situerede kontekst – som når taleren i et andet eksempel pludselig bliver afbrudt af sin tjenestepige, og han skynder sig at gøre sin sætning færdig »som en general når omstændighederne presser på.« Kleist beskriver først én vidensmodel, nemlig en tidløs og tegnløs indre spekulation, men kun for at erstatte den med en anden, der lægger vægt på mediets kontekst og materialitet. Viden artikuleres ikke bare i, men også gennem mediets særlige former og figurer. For at forstå et givent udsagn bliver man nødt til at være opmærksom på de tilsyneladende meningsløse lyde og ubetydelige sproglige former, på de angiveligt overflødige appositioner – kort sagt på alle de æstetiske former og kunstgreb, der er involveret i produktionen af viden.

Zentrum Geschicte des Wissens' hjemmeside.Med sin undersøgelse af forholdet mellem epistemologi og æstetik forudgriber Kleist en større udvikling, der har fundet sted syd for grænsen i løbet af de seneste ti-femten år. Hvis man opholder sig lidt tid i den tysktalende verden, vil man hurtigt blive konfronteret med den massive tilstedeværelse af et nyt forskningsfelt: Wissensgeschichte, eller videnshistorie. Fra den spæde begyndelse omkring årtusindskiftet, er feltet i dag blevet solidt institutionaliseret i form af netværk og centre, professorater og postdocs, og et væld af meget forskellige artikler og bøger, som alle associerer sig selv med Wissensgeschichte. Det er et felt, som fra en række tværgående vinkler stiller nogle helt grundlæggende spørgsmål: hvilke forskellige former for viden findes der, hvordan opstår viden, hvordan organiserer vi viden, hvordan repræsenterer vi viden? Feltet er stort og amorft, grænserne er flydende og bliver konstant forandret, men det er netop det, der har skabt et særdeles frugtbart terræn og ført til nye og originale måder at tænke viden på. Sammenfattende kan man sige, at vidensbegrebet er blevet både historiseret og poetiseret, og det har igen ført til nye måder at tænke litteraturens rolle og funktion på. Hvis viden, som Kleist hævder, artikuleres gennem diverse æstetiske former og organiseres af formelle kunstgreb, så bliver spørgsmål om fiktion og repræsentation afgørende for videnshistorien. De er den fællesnævner, der forbinder det litterære med det epistemologiske. Men inden jeg kommer til spørgsmålet om litteraturens position i feltet, altså hvad litteraturen kan siges at vide, vil jeg først give et hurtigt rids af videnshistorien.

Hvis man ser ud over de mange forskellige tilgange til videnshistorien, må man sige, at det centrale begreb, Wissen, fungerer som en paraply for en række allerede etablerede felter, samtidig med at det giver dem en mere distinkt profil. Videnshistorien har forbindelser til for eksempel videnskabshistorie, kulturhistorie, moderne idéhistorie (intellectual history), filosofihistorie og, ikke mindst, litteraturhistorie, men samtidig hævder den at behandle genstande som ikke kan gribes af nogen af disse discipliner hver for sig. Viden skal altså ikke forstås som en terminus technicus inden for videnskaben eller filosofien. Der er ikke tale om en normativ epistemologi, der søger begrundelser for viden eller som spørger om et udsagn er sandt eller falsk, rigtigt eller forkert, og som holder historiske udsagn op mod nutidens standarder. De centrale spørgsmål, videnshistorien stiller, er derimod, hvordan en række forskellige aktører og institutioner sammen har debatteret og forhandlet, hvad der historisk har vundet gyldighed som viden. Det helt overordnede projekt er altså at supplere, ikke at erstatte, en normativ og videnskabelig epistemologi med en historisk epistemologi. Det er tilgang til viden, der lægger fokus på dens genealogi, på dens processer, på dens transformationer, og på de historiske betingelser, der overhovedet muliggør udviklingen og etableringen af viden.

Det er jo ikke noget nyt, kunne man indvende. Vi kender tanken fra den franske videnskabshistoriske tradition med folk som for eksempel Gaston Bachelard og Georges Canguilhem. Bachelard opsummerede den med en elegant vending allerede i 1930’erne: »les faits sont faits« – fakta er fabrikerede. Men til forskel fra videnskabshistorien har videnshistorien, som den bliver praktiseret i det tyske sprogområde, forsøgt at flytte fokus lidt væk fra videnskaberne og udvide territoriet til et langt større kulturelt felt. Et felt der kan inkludere så forskellige sager som pædagogiske traktater eller skolebøger eller litterære tekster. Gilles Deleuzes kommentar om Foucaults metode bliver ofte citeret i den forbindelse:

Den består i opdagelsen og opmålingen af dette ukendte land, i hvilken en litterær fiktion, en videnskabelig proposition, en dagligdagssætning, skizofren nonsens alle sammen er udsagn, dog uden en fælles målestok, uden den mindste reduktion eller diskursiv ækvivalens…Videnskab og poesi er begge viden.

Ligestillingen af videnskaben og poesien har været omstridt, men debatten har også været en anelse karikeret. Hverken for Foucault eller for videnshistorien handler det om at udviske grænserne og forskellene mellem felterne, men derimod om at placere begge i et større vidensrum, hvor potentielle forbindelser overhovedet kan blive synlige. I dette udvidede rum er videnshistorikerne dernæst optaget af en række epistemologiske former, som har levet lidt i skyggen af den mere traditionelle forståelse af epistemologi: for eksempel forskellige former for fremtidsviden såsom projektioner, prognoser, simulationer, sandsynlighed; betydningen af fejl, misforståelser, dumhed og uvidenhed; historisk viden, der er blevet glemt, fortrængt, eller udelukket; diverse praktiske og teknologiske a prioriske epistemiske former – altså de grundlæggende strukturer, der organiserer og formaterer vores videnslagring fra Diderot og d’Alemberts encyklopædi til Wikipedia, osv. Den mere sociologisk orienterede gren af videnshistorien, som bliver dyrket meget på Zentrum Geschichte des Wissens i Schweiz, har endvidere ladet sig inspirere af folk som Ludwik Fleck, Thomas Kuhn, Steven Shapin og Simon Shaffer og fokuserer for deres del på, hvordan samfundet producerer og cirkulerer viden, på dynamikken i forskerfælleskaber og forskernetværk, på hvordan viden populariseres og gøres tilgængelig etc. På baggrund af fremkomsten af videnssamfundet, som man har diskuteret senest siden 60’erne, forsøger man nu at gennemføre et helt grundlæggende skifte, nemlig at erstatte den traditionelle ‘samfundshistorie’ med ‘videnshistorien’ som den overordnede ramme, inden for hvilken man tænker og arbejder.

Zentrum Geschicte des Wissens' hjemmeside.Hvad har det med litteraturen at gøre? Hvordan placerer litteraturen og litteraturvidenskaben sig i videnshistoriens brede felt? Et af de mere interessante bud, der er kommet fra både Frankrig og Tyskland, går under betegnelsen ‘la poetique du savoir’ eller ‘Poetologien des Wissens’ – altså »videnspoetik« eller »videnspoetologi.« Det er filosoffen Jacques Rancière og litteratur- og kulturhistorikeren Joseph Vogl, der står bag begreberne. Præmissen er, at ethvert epistemologisk udsagn er uløseligt forbundet med et æstetisk valg. Og at den æstetiske dimension hverken er transparent, eller overflødig, eller betydningsløs. Videnspoetologien undersøger netop de repræsentationsformer igennem hvilke viden bliver artikuleret – altså den æstetiske iscenesættelse, mediering, formning og organisering af viden. Og her spiller litteraturen en vigtig rolle. I denne optik præsenterer litteraturen en række scenarier, hvor forskellige vidensformer reflekteres, brydes, debatteres og forhandles, og hvor forhandlingen foregår ved hjælp af og igennem tekstens litterære former. Man kan derfor spørge til de epistemologiske konsekvenser og effekter af litteraturens genrer, af dens narrative teknikker, af dens gestaltning af synsvinkel, osv., altså af alt det, man med Percy Lubbocks gamle klassiker kunne kalde for The Craft of Fiction. Man kunne måske gå så vidt som til at sige, at litteraturen, som fiktion, netop sætter fingeren på det uomgængelige element af poiesis i al vidensproduktion, idet litteraturen ikke refererer til noget, men producerer sine egne referenter – og derved fungerer som model par excellence for iscenesættelsen af viden generelt.

Traditionelt har der hersket en til tider afgrundsdyb kløft mellem to tilgange til litteraturen. Litteraturvidenskabens historie kunne skrives som en ganske underholdende, men i længden også trættende beretning om en række kampscener, hvor historisterne på den ene side har overfaldet formalisterne for deres mangel på historisk forståelse, for at overse kontekstens betingelse for en tilstrækkelig forståelse af det litterære værk, mens formalisterne på den anden side har klandret historisterne for deres mangel på æstetisk sans, på deres nedsænken af det unikke mesterværk i historiens sump, hvor dets singulære, enestående litterære kvaliteter forsvinder i mudderet. Man ser det for sig. Begge har godt fat i Much ado about nothing. Formalisten forsøger at hive bogen op på en piedestal, hvor den med lup og målebånd skal analyseres ned til mindste detalje. Historisten trækker i den anden retning og forsøger at smide bogen ud af vinduet og ind i den brogede verden, den kom fra, og som forklarer den. Men hvordan undgår vi, at Much ado ender på piedestalen, og about nothing ryger ud af vinduet? Eller som den amerikanske forsker Rita Felski for nylig spurgte: »How can we do justice to both their singularity and their worldliness?«

Zentrum geschicte (6)Det interessante ved videnspoetologien er netop, at den prøver at etablere en forbindelse mellem de to poler. Den insisterer på det specifikt litterære, men forbinder samtidig det lukkede tekst-interne plan med en tilgang, der både er historisk orienteret og verdensvendt. Når man stiller et videnspoetologisk spørgsmål, drejer det sig altså, kunne vi sige, om konvergensen af en historisk konstellation og en poetologisk konfiguration. En historisk konstellation, fordi litteraturen indgår som en aktør i et samspil med diverse andre institutioner, teksttyper og materialer, der alle deltager i diskussionen og udviklingen af en konkret vidensproblematik; og en poetologisk konfiguration, fordi den æstetiske organisering, den særlige måde materialerne er formet på, spiller en afgørende rolle. Det kan for eksempel være den samtidige fremkomst af romanen og sandsynlighedsregningen; det kan være udviklingen af risikobegrebet i det maritime forsikringsvæsen og i den maritime litteratur; det kan være relationen mellem essaygenren og det videnskabelige eksperiment; udviklingen af statistikken og den litterære gestaltning af gennemsnitsmennesket; forholdet mellem romantikkens profeti og etableringen af meteorologien; forholdet mellem kartografien og den realistiske roman. Eller det kan være det epistemologiske skifte i forståelsen af krigen, som Kleists dramaer, noveller og essays er dybt involveret i omkring år 1800 på lige fod med militærteorien, filosofien og udviklingen af det moderne krigsspil. For når Kleist forestiller sig vidensproduktion som et resultat af en antagonistisk kamp på ord, en sproglig krigsførelse, hvor en tilfældig lyd fungerer som en motor for betydningsdannelsen, indskriver han sig i en bredere debat omkring kontingens. I 1700-tallet havde krigsteorien været styret af geometrien, mest tydeligt manifesteret i de mange stjerneformede befæstningsværker fra perioden. På grund af Napoelonskrigenes store udvidelse af de militære aktiviteter omkring år 1800 blev kontingens imidlertid et af de centrale problemer i tænkningen af krigen. Det var et problem som geometrien ikke kunne redegøre for, men som både filosoffer som Kant og Hegel, militærteoretikere som Carl von Clausewitz og Antoine-Henri Jomini, pædagoger som Rühle von Lilienstern og Friedrich Herbart, opfindere som Johann Ferdinand Opiz og Freiherr von Reißwitz og forfattere som Kleist og senere Balzac, Stendhal og Tolstoj alle forholdt sig til. Clausewitz hævdede, at nederlaget til Napoleon i 1806 skyldtes Prøjsens rigide former, og ligesom man efterfølgende reorganiserede den militære institution, forsøgte tænkere, forfattere, opfindere og kartografer at rekonfigurere deres egne medier for at udvikle nye former, der bedre kunne repræsentere og dermed håndtere »tilfældets imperium,« som en samtidig militærteoretiker kaldte Napoleonskrigene. Hvis man vil forstå, hvilken vidensorden der opstod på baggrund af krigserfaringen omkring år 1800, bliver man derfor nødt til at sætte litteraturen ind i en historisk konstellation og sammenholde den med den poetologiske rekonfiguration, der finder sted på tværs af institutioner, discipliner og medier.

Empire of Chance - The Napoleonic Wars and the Disorder of Things Udkommer til marts

Empire of Chance – The Napoleonic Wars and the Disorder of Things
Udkommer til marts

Hvordan det konkret foregår, har jeg forsøgt at redegøre for i min bog Empire of Chance: The Napoleonic Wars and the Disorder of Things, som udkommer til marts. Her skal blot nævnes, at Kleist i sin korte tekst om viden og æstetik forvandler tilfældet til et produktivt princip, til en vidensgenerator, der har potentiale til at etablere en helt ny samfundsorden. Efter Mirabeaus dundertale, der begyndte i den totale uvidenhed, men via en række tilfælde ender med at efterlade ceremonimesteren i en tilstand af total åndsbankrot, kommenterer fortælleren: »Måske var det i sidste ende en trækning i overlæben eller en tvetydig bevægelse ved manchetten, som forårsagede omvæltningen af tingenes orden i Frankrig.«

Kleist er naturligvis ikke hvem som helst. I et videnshistorisk perspektiv må han siges at være gefundenes Fressen. Med undtagelse af Goethe havde få forfattere i samtiden fingre og fjerpenne nede i så mange forskellige vidensfelter som Kleist. Hans værker reflekterer derfor ikke kun de omskiftelige og voldsomme politiske begivenheder i perioden, men også en række af de herskende vidensdiskurser – fra krigsteorien og filosofien over matematikken og juraen til aeronautikken. Som forfatter fungerer han som et litterært prisme, der gennem fiktionens former rekonfigurerer den (videns)historiske kontekst. Men videre kan hans fortælling »Om den gradvise produktion af tankerne mens vi taler« siges at være emblematisk for det brede forskningsfelt, der er opstået i den tysktalende verden to hundrede år senere. For i sin tekst formulerer Kleist mange af de præmisser, der ligger til grund for videnshistorien.

Hvis Wissensgeschichte må siges at være global i omfang og derfor kan virke noget uhåndgribelig – for hvad er ikke viden – er undersøgelserne altid lokale og forsøger netop at gøre klart, hvad viden i det konkrete tilfælde kan siges at være, hvordan den netop her er iscenesat og konfigureret. Det betyder også, at feltet er problemorienteret og forfølger de spørgsmål, der bliver stillet, derhen hvor de forgrener sig på tværs af nationallitteraturer, af medier, af traditionelle faggrænser. Det fører nogle skæve og overraskende spørgsmål og problematikker med sig, som både giver et nyt perspektiv på de litterære tekster, og som åbner for, at litteraturen har ganske meget at skulle have sagt. Hvis man ser på de tekster, der er blevet skrevet de seneste ti års tid, ser det i hvert fald ud til, at der er opstået en midlertidig våbenhvile i den skyttegravskrig, der alt for længe har hersket mellem æsteterne og historisterne. For kun ved at forbinde de to tilgange er det lykkedes videnshistorien og dens litterære gren at kaste nyt lys over ikke bare, hvad vi ved, eller har vidst, eller mente at vide, men også over, hvad litteraturen ved, og hvordan og hvornår den har vidst det.

 

– Anders Engberg-Pedersen er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet og kritiker ved Weekendavisen.




Relaterede
Essay

Findes der en albansk Joyce?

I den øst-centraleuropæiske litteratur er sproget ikke blot et materiale eller et middel, men et udtryk for noget skrøbeligt og evig truet.
Essay

Vandreren (vandrer videre)

Hvor gik spøgelset hen, da Das Beckwerk gik bort?