Artikel

Jeg stiller mig ovre i baren når jeg er færdig med at læse op

Asta Olivia Nordenhof skriver med et ustandseligt aggresivt nærvær.

Asta Olivia Nordenhof gør krav på sin læser med en voldelig sadisme knyttet til henvendelsen, mener Iben Engelhardt Andersen og Torsten Bøgh Thomsen. Foto: Basilisk.

jeg lægger jeg til et hvilket som helst forsøg på at kneppe mine tankesæt i stykker i aften […] jeg stiller mig ovre i baren når jeg er færdig med at læse op.. (»Lejlighedssang«, Antologi 2010, s. 78).

Asta Olivia Nordenhofs litterære virke er langt mere omfattende end romanen Et ansigt til Emily, som hun debuterede med i 2011. Hendes samlede tekstproduktion forgrener sig i et uoverskueligt og heterogent netværk af blogtekster, statusopdateringer, lånte og linkede tekster fra chatfora og andre blogge mm. Alt sammen tekst med det (tilsyneladende) samme jeg som afsender, der meddeleler sig om så forskellige ting som abstrakte overvejelser om politik og litteratur og personlige beretninger om jegets drømme, psykiske sygdom, erfaringer fra prostitutionsbranchen som luderen Dafne og følelser omkring sin mors dødsfald. Intellekt, følelser, holdninger, tåkrummende oplysninger og usikkerheder væver sig ind og ud af hinanden i teksterne og skaber paradokser såvel som tilfældige associationer imellem størrelser, der normalt ikke kan sammenlignes.

I kommentarfeltet til Kamilla Löfströms overvejelser over Nordenhofs forfatterskab på det litterære blogkollektiv Promenaden 13. marts 2013 skriver Martin Glaz Serup: »[…] som Lars Bukdahl (i dagens WA) er jeg også FAN af hendes opdateringer på sin blog og på Facebook; jeg synes hun er sjældent godt skrivende.«, hvortil Löfstrom samtykker med henvisning til Nordenhofs særlige nærvær: »Opdateringerne på FB regner jeg med til værket.« Det samme gør Lars Bukdahl, der i den omtalte artikel i Weekendavisen, kritiserer Pablo Llambias’ forsøg på ærlig tekst i sin seneste sonetsamling for at være kedeligt og anonymt. Igen fremhæves Nordenhofs evner udi ærlighed og nærvær:

»Min yndlings-sandsiger lige nu er 2011-debutant Olivia Nordenhof, på Facebook og hendes blog JEG SKRIVER MIT NAVN MED VERSALER; hun skriver vildt nærværende og intenst om, hvad hun sådan går rundt og opdager og tænker i hverdagen.« (Bukdahl, »Helt ærligt«, Weekendavisen, 15/3-2013).

Sigende for receptionen af Nordenhofs tekstunivers er en begejstring for hendes sprog og intensitet, der samtidig synes at være blasert over for de tematikker, blogindlæggene kredser om: Et selektivt fokus på form på bekostning af indholdet, der involverer overvejelser om prostitution, sorg, statens behandling af psykisk syge, som blander sig med selvudleverende oplysninger omkring jegets krop, der oftest er af grænseoverskridende seksuel karakter. Teksten er uden tvivl intens, men også provokerende og aggressiv i sin konsekvente henvendelse til og inddragelse af læseren den itet opstår måske ogske og skiftennervl intens, men også aggressiv, ind imellem indsmigrendend i magtspil af retoriske og : Som i det indledende citat, hvor jeget italesætter oplæsningssituationen, åbner tekstens univers og placerer tilhørerne fysisk i rummet som potentielle sexpartnere. Der er en ensartethed i stilen og henvendelsen på tværs af platformene roman, blog og Facebook, som ikke honorerer de forskellige niveauer af hhv. autenticitet og fiktionalitet, man normalt forbinder med disse medier. Derfor kan det måske synes oplagt at betragte det samlede tekstunivers som ét værk, men det kan samtidig blive ensbetydende med en principiel ignorering af jegets hensigt, den tydeligt biografiske smertefortælling, henvendte politiske udsagn og klam kropslighed i al begejstringen for det »velskrevne«. Og hvad med det ret insisterende læserubehag, der opstår, når man ikke ignorerer de her ting, men tager alvorligt, at man som læser og tilhører placeres som potentiel elsker og/eller sex-krænker og vidne til mere, end man havde lyst til at blive fortalt?

<i>Et ansigt til Emily</i> står i paratekstens centrum, hvilket oftest er tilfældet i performativt biografiske projekter. <b>Foto: Forsiden til bogen.</b>

Et ansigt til Emily står i paratekstens centrum, hvilket oftest er tilfældet i performativt biografiske projekter. Foto: Forsiden til bogen.

Nordenhofs værk mødes på den ene side af denne sprog- og nærværsbegejstring, som Löfström, Serup og Bukdahl står for og på den anden side af et fokus på det, som hendes tekster også er fulde af: kroppen som besværligt materiale. Lektor Elisabeth Friis præsenterede i en artikel i Information Nordenhof som én af de forfattere, hun mener arbejder med »ny kropslighed«, med et uironisk forhold til kroppen som konkret »natur«. Al den nærværs – og intensitetsjubel synes at ignorere de udsagn om kroppens sociale situation, dens karakter af magtinstrument og vare, som Nordenhofs tekster også giver. Når Nordenhofs statusopdateringer oven i købet involverer overvejelser om at vende tilbage til prostitutionsbranchen, er det så ikke lovlig blasert at erklære sig »FAN« eller ophøje jeget til »sandsiger« – og er det etisk? Spørgsmålene lader til, for det første, at angå teksternes genremæssige afgrænsninger, for det andet, deres indholds roste nærvær og ærlighed, der ser ud til at tegne konturerne til en poetik; og for det tredje, hvorvidt denne poetik er bærer af et etisk potentiale.

Ærlighedens poetik
En modsætning mellem det ærlige, intense nærvær og den anonyme, kunstlede distance lader sig ane på tværs af kritikernes kommentarer. Ydermere lader der i Bukdahls formulering af »hvad hun sådan går rundt og opdager« til at finde en kvalitetsstempling af det umiddelbare sted, en lovprisning af, at forfatteren ikke omhyggeligt har udvalgt repræsentationsværdige hændelser og ikke har gjort sig umage med at finde en passende form til indholdet, men tværtimod meddeler sig spontant ud fra motiver, der synes tilfældige og uudgrundelige og måske dermed ærlige. Påfaldende er det, at »sandheden« kun aktiveres en passant hos Bukdahl, og vi er måske også et andet sted litterært end i nullerne, hvor begreberne autofiktion, dobbeltkontrakt og performativ biografisme på hver sin måde tilkendegav en særlig kunstnerisk forhandling af »virkeligheden« – et begreb, der sjældent figurerer i forbindelse med Nordenhofs forfatterskab.

I og med at teksterne ikke lader til at følge de konventioner for autenticitet og fiktionalitet, der er knyttet til deres medier, placerer de sig nemlig på mange måder hinsides disse traditionelle skel. De er ikke udtryk for autofiktion, hvor biografisk materiale krydres med fantastiske elementer. Det er heller ikke den beslægtede dobbeltkontrakts logik, der er på spil, med sin værk-immanente vekslen mellem fiktion og fakta. Fælles for begge teoretiske begreber lader nemlig til at være, at de forlader sig på en given opdeling mellem forestillede og faktiske hændelser. Nordenhofs virke lader snarere til at følge en performativ biografisk ambition, al den stund vi præsenteres for et decideret værk, romanen, der er omgivet af en mængde mere eller mindre tilknyttet paratekst, der kommenterer og relativerer værket. Sagen er blot, at hvor den performative biografisme ofte søger at metakommunikere omkring værket og forvirre dens reception ved at skabe tvivl om udsigelsespositionens nærhed med det fortalte (er tekstens jeg identisk med forfattersubjektet?), så virker Nordenhofs tekster til demonstrativt at modsætte sig metakommunikation. Parateksten er ikke tilbagetrukket, men befinder sig konsekvent i øjenhøjde med værket, og man kan ikke engang sige, at Et ansigt til Emily står i paratekstens centrum, hvilket oftest er tilfældet i performativt biografiske projekter, hvor parateksterne ikke kan stå alene, men rettere fungerer som forskydninger af den centrale tekst. Den slags hierarki teksterne imellem ses ikke hos Nordenhof. Den performative biografisme bliver ydermere ofte aktiveret til at slå en postmoderne pointe omkring verden fast. Forfatterens modsatrettede udsagn omkring værkets sandhedsværdi bliver på denne måde abstraheret og reduceret til at være et udtryk for den postmoderne tilstand, hvor hierarkisk jævnbyrdige og modsatrettede fortællinger om verden har afløst de tidligere kanoniske »sandheder«. Sandheden anvendes på denne måde af teorien som et begreb, der på trods af sin forældethed må reartikuleres igen og igen som sproglig struktur i analysen og som performativt citat i værket og dets paratekst.

Sandheden lader som sagt ikke til at være en faktor hos Nordenhof, hverken som normativt ideal for verden eller som del af et strukturelt modsætningspar. Ligeledes er der hos hende en påfaldende mangel på interesse for det performative, hvor velegnet teksternes indhold ellers ville være til performative forskydninger. Selve ideen om det performative, som den beregnende og poserede virkelighedsændring og -konstruktion via kropslige ytringer eller talehandlinger, lader til at byde Nordenhof imod. Hun taler, ligesom sine beundrere, om tekstens ærlighed og nærvær. Spørgsmålet bliver, hvori denne nærhed og ærlighed består, når der ikke er et hierarkisk skel imellem en fiktiv repræsentation og en faktisk præsentation, der kan agere parameter for vurdering af ærlighed. Der lader til at være et nærvær på spil, som ikke er det samme som identifikation, og en ærlighed, der ikke er det samme som sandhed. Som Nordenhof selv skriver i sit »Julebrev« 23. december 2012 på bloggen:

ærligt er easy. det er mest det jeg tænker. det er meget som at sidde på bagsædet i en bil og udpege alle de grønne biler der kører forbi. så de gule. det er som at trække vejret.

så når jeg engang skrev noget om at ærlighed kunne være et værn mod det ulykkelige generelle mente jeg ikke en form for ærlighed der bestræber sig på at sige det som det er.

ærlighed mere som en måde at kigge sig omkring. så skal man nok bruge et andet ord. men altså som en måde at undgå at skrive om de der liv som ingen nogensinde har levet anyway.

(Julebrev, 23. december 2012, www.jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk)

Ærlighed bliver altså ikke defineret i sig selv, som forpligtet på en virkelighed, men som en modsætning til det generelle. Teksten bringer et forsvar for det specifikke i jegets situation. Ikke situationens relatérbarhed eller genkendelighed, men netop uigenkendeligheden. Dér hvor en særlig konstellation af indtryk filtreres gennem en unik bevidsthed for at skabe unikke erfaringer. Så snart en repræsenteret følelse ophæves til at være almenmenneskelig, bliver den måske nok relatérbar for de fleste, men mister derved også præcision, troværdighed og forankring. Det er den dialektiske pointe, som også Theodor Adorno har udtrykt, at det generelles svaghed er, at det i sit løfte om identitet kommer til at pege på fænomenernes ikke-identitet med hinanden, eller, kunne man sige: »de liv som ingen nogensinde har levet anyway.« Det bliver derfor et forsvar for de partikulære erfaringer udtrykt i en tekst, hvor man møder noget radikalt andet end én selv og éns egen situation.

Den klamme krop

jeg har en spiral som har siddet inde i mig forevigt. meget længere end anbefalet under alle omstændigheder. jeg kan ikke overskue tanken om at få den ud.

af flere grunde. så hellere bare putte noget mere derind. jeg har ike lyst til at handle på det punkt. træffe nogle klare valg. ta noget ud for at gøre plads til noget nyt.

jeg kan godt lide tanken om bare at gå med mere og mere i skeden. om min krop æder det med tiden. så jeg kunne blive halvt banan halvt metal.

smat! skin! (www.jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk, 9. marts 2013)

Der er ingen fremmedgjorthed over for biologien her. Vi er kommet et andet sted hen. Hvor lykken faktisk bor. Hvor kroppen bliver den forlængelse af naturen, som den også er. (Friis: »Den forbandede krop«, Dagbladet Information, 2. februar 2012)

Elisabeth Friis påpegede, hvordan en »ny kropslighed« i dansk litteratur forholder sig til kroppen som natur, som menstruerende, gravid og begærende. Friis satte polemisk denne litterære kropslighed overfor en teoretisk konstruktivisme, der, i hendes udlægning, ignorerer sådanne materielle og mærkbare fakta, mens den beskæftiger sig med kroppens kulturelle (dvs. sociale og politiske) situation.

Men »biologiens pres«, som Friis taler om i sin artikel, er ikke for den kønspolitiske tænkning, som fx Judith Butler bedriver, et »overstået fænomen«, det er bare heller ikke noget, der kommer før socialiteten: Kroppen er altid, også når den menstruerer, en social og diskursiv situation. Og hos Nordenhof skal den måske heller ikke forstås så problemfrit, som Friis fremsætter den. Nordenhof har i blogposten, som det ovenstående citat er et uddrag fra, problemer med at tænke sin krop som fødedygtig. Ydermere kan hun ikke bære, at kroppen skal udsondre noget – end ikke genstande, som ikke tilhørte den til at begynde med. Der er en modvilje imod at udskille noget og en vilje til at ophobe genstande fysisk i kroppen. Bor lykken her? Hvis det er tilfældet, er det i hvert fald side om side med smerten. Det siger for det første noget om, at de to begreber ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger, og for det andet, at den forlængelse af naturen, som kroppen er, aldrig kan opleves eller italesættes uden om den socialitet, som kroppen også altid er. At konstatere at kroppen er en forlængelse af naturen indebærer ikke, hvad det vil sige at bekræfte dens materialitet og hvilke diskurser, der begrænser og muliggør ens kropslighed.

Kroppens materialitet dominerer uden tvivl tekstuniverset. Men den er også centrum i et komplekst diskursivt spil om fiktioner, magt og dominans. Kroppen er hverken helt subjekt eller helt objekt, men kontaktflade til omgivelserne og andre mennesker i form af f.eks. savl, der rejser videre i fremmede menneskers munde (Antologi 2010, s. 74) eller et forhold til naturen: »I år er der 24 åkander hvilket svarer til kroppens 24 ribben.« (Et ansigt til Emily, s. 80). Kroppen og seksualiteten er ikke udtryk for subjektets indre kerne, men det der sætter begrænsninger og muligheder for vores relationer. Den kan være lad og ugidelig og blokere for jegets kontakt med omverdenen i månedsvis, eller den kan bruges som indsats i et specifikt nordenhofsk kropsligt-retorisk magtspil:

det er så smukt når Dorte Marie Søndergaard skriver i tegnet på kroppen at det går ud på at blotlægge afvigelsen, undtagelsen, ikke lade vandende lukke sig om den, eller som butler siger det, den fejlmargen vi alle udfører vores job som køn med, men det kan være være svært at blive ved at have øje for i det her job
engang havde jeg en kunde der sagde: sig til mig at du er jomfru
jeg troede han ville more sig over min barnagtighed da jeg svarede: sig til mig du er jomfru
men han blev så ked af det, vendte ansigtet væk
jeg brød mig egentlig ikke om at ødelægge det for ham (fra »Luderdigt redigeret 2 år efter«, www.jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk)

Nordenhof er teoretisk velbevandret inden for poststrukturalistiske teorier omkring krop og køn, og aktiverer dem gerne i kønspolitiske overvejelser. Og her kan kroppen, sproget og diskursen måske ses aktiveret og kombineret i et avanceret magtspil i jegets umiddelbare gentagelse af kundens opfordring til at skabe en fælles fiktion om hendes krop. Havde jeget bekræftet kundens opfordring og sagt »jeg er jomfru«, havde hun honoreret fiktionsforventningen, havde hun benægtet og sagt »jeg er ikke jomfru«, havde hun tilbudt en virkelighed i stedet. Men hun gør hverken eller. Det er en leg med diskursens kategorier og grænser, hvor hhv. det fiktive og virkelige er bekvemme positioner, der imidlertid nægtes adgang til til fordel for et ikke-sted midt imellem, der er særdeles ubehageligt at opholde sig i.

Kropslig-retorisk aggressivitet
I artiklen »I virkelige verden« (Salon 55, 2012) om sproglig afmagt og virkelighedsbrug i ny dansk litteratur griber Löfström fat i en blogtekst af Nordenhof, hvor jeget har fået litteraturanmeldelser, der minder hende om sin erfaring med anmeldelser af ludere i prostitutionsbranchen. Begrebet »sprogbemestring« bliver sammenligningsgrundlag:

jeg bemestrer det danske sprog og overraskende godt. Sprogbemestring er formentlig den højest værdisatte kvalitet hos en luder. De dyreste bordeller, er også dem, der på deres hjemmesider kan reklamere med at alle pigerne snakker dansk. Herefter falder luderen noget i værdi hvis hun kan tale engelsk, og betragteligt i værdi hvis hun hverken kan tale engelsk eller dansk. (www.jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk, 19. september, 2010.)

Mens kundens behov for den prostitueredes sprogbemestring er et behov for at tænke sexkøbet som en lystfuld relation og ikke en økonomisk situation, foreslår Löfström at den manglende sprogkontrol er en virkelighedsmarkør, som Nordenhof deler med læseren, når hun fx undlader at rette sine stavefejl. Hun foreslår at betegne Nordenhofs digtning som en »aktionslyrik«, der fokuserer på relationer frem for et indre følelsesliv, og hvor henvendelsen er rettet direkte til læseren uden for teksten – en læser der kaldes til selv at kommentere og skrive. I den sammenhæng kan det være frugtbart at undersøge, hvilken rolle læseren får i sammenligningen mellem digter og luder.

Den særlige forståelse af forholdet mellem krop, sprog og fiktion, der udtrykkes i blogposten, optræder temmelig konsekvent i teksterne, således også i »Ludernoter 2«:

Det jeg bedst kan li ved at være luder er når jeg skal sprede håndklædet ud på sengen, det gør man altid inden samlejet, spreder et stort håndklæde ud på sengen, eller det jeg bedst kan li, er når jeg under samlejet et nødt til at påpege, at vi er kommet uden for håndklædet og må tilbage, jeg kan li alle intimitetsafbryderne, jeg kan li at ødelægge illusionen. Jeg er hævneren, det er sådan jeg opfatter mig selv. […] helst vil jeg betragtes som et fantom, en ond drøm, et hul i jorden at proppe sin pik ned i, det er sådan jeg vil betragtes. (www.jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk 24 december 2011)

Associationen mellem luder og digter udtrykker en logik, hvor sprogbemestring er en forudsætning for fiktion, og fiktion er magt. Man kan, som teksterne viser, belønne og straffe ved hhv. at muliggøre eller umuliggøre fiktion – både som menneske og forfatter. Mennesket, i dette tilfælde luderen, kan belønne eller straffe sine kunder ved at opretholde illusionen eller lade den falde uden at tilbyde en alternativ fortælling eller en virkelighed. Forfatteren kan omvendt straffe sin læser (som i opdateringerne og blogposterne) ved at fortælle uden at give læseren mulighed for at vide sig sikker på det fortaltes fiktionalitet. Deraf ubekvemheden ved indholdets selvudleverende indhold. Det er umuligt for læseren at afgøre, med hvilken alvor og indlevelse, det skrevne skal modtages, når det gang på gang underminerer sin fiktionalitet uden at præsentere sig som hverken biografi, vidnesbyrd eller andre fiktioner. Det er den ubekvemhed og usikkerhed, man sættes i, ved direkte henvendelser som denne:

hvis i vil vide noget fuldstændig latterligt, ellers skal man stoppe med at læse nu, så sidder jeg med en sut i munden. det er et rygestops-initiativ. jeg er faktisk overrasket over at det for mig at se ikke har spillet ind på de ting jeg har skrevet her. bare det at ha den i munden, jeg havde tænkt det man skrev ku blive lallet af det, måske fuldstændig hadsk og idiotisk. (»Julebrev«, www.jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk, 23. december, 2012)

Advarslen til læseren om »kropslig viden«, om at det skrivende jeg nu giver læseren indsigt i sin kropslige situation, kommer et par afsnit efter, at der står »jeg blev voldtaget engang og det er så mærkeligt hvad stedet betyder.« At Nordenhof advarer sin læser om det »latterlige« kropslige faktum, men ikke om det private traume er et eksempel på, at Nordenhofs henvendelser er ærlige og nærværende, men også på, at de er aggressive i al deres ærlighed. Kroppen er i Nordenhofs tekster både skrøbelig og aggressiv. Fiktionen tilbydes ikke som en lise eller som et sprog, man kan svømme hen i, men som en form for voldelighed.Nordenhof tager ikke en offerrolle på sig, men anvender sin kropslige udsathed offensivt. Det er ærligt og skrøbeligt, når Nordenhof deler alt – sorg, menstruation, politiske frustrationer og fjolleri – men den blotlægning har også en vis sadisme i sig.

ellers går jeg med tanker om at blive kneppet i aften (åh alle potentielle elskere et personligt hej til jer), jeg er ikke liderlig, det er ikke kropsligt, men dermed ikke sagt at det er mindre reelt, jeg lover, jeg udsteder garantier […] (»Lejlighedssang« i Antologi 2010, s. 78)

Jeget gør sig via sproget kropsligt tilgængelig for tilhørerne, men markerer samtidig, ved at understrege sin ulyst, at den seksuelle relation ikke er et spørgsmål om nærvær og intimitet, men om magt og overgreb. Jeget tilbyder sig som objekt for krænkelser i en forståelse af sex som et spil imellem dominans og underkastelse med kontrakten som grundlæggende præmis.

Og det er hér sprog, krop, fortælling og magt finder sin fællesnævner: I en sadistisk-taktisk anvendelse af fiktion som magtinstrument. Luderen Dafne bliver sadistisk. Hun placerer sig indledningsvist i en underlegen position, der giver lovning på fiktioner, men hæver sig over den og de kontraktlige forhold, hun indgår i, for at blive »hævneren«, der står over loven og skiftevis håndhæver eller dispenserer fra den, som hun lyster. Det samme sker i teksternes henvendelse til læseren: Konsekvent straffes læserens begær efter det velskrevne med chokerende informationer, når forfatteren undlader at metakommunikere og opstille en læserkontrakt, der kan placere det fortalte entydigt i enten virkeligheden eller fiktionen.

At kærtegne tomrummet: afstanden som etik
Denne aggressive anvendelse af krop og sprog kan umiddelbart synes som ren sadisme, men ligesom det redigerede »luderdigt« inkluderer en etisk tvivl (»men han blev så ked af det, vendte ansigtet væk/ jeg brød mig egentlig ikke om at ødelægge det for ham«), gørteksterne også andet og mere end at straffe sine karakterer og sine læsere. De udstiller også jegets kropslige skrøbelighed og udsathed på en måde, der muligvis kan skabe udgangspunktet for en etik. Ved konsekvent at kredse omkring/pege på den mulige vold og retorisk give lovning på sin krop som objekt for overgreb, kan jeget via sin udsathed måske netop i udsigelsen af volden forhindre den i at blive virkelig. Ved at tilbyde læseren og tilhøreren rollen som krænker, kan jegets tilgængelighed og ydmyghed måske ydermere pirre en tilskyndelse til vold i den enkelte, som kan mane til etisk stillingtagen.

I Judith Butlers læsning af Emmanuel Levinas’ filosofi skriver hun om udsatheden: »If the first impulse towards the other’s vulnerability is the desire to kill, the ethical injunction is precisely to militate against that first impulse.« (Precarious Life, 2004, s. 137) Ifølge Levinas er den umiddelbare reaktion konfronteret med den andens sårbarhed en tilskyndelse til voldelighed – en slags Nietzscheansk urlogik om, at hvad der falder bør skubbes, der modsvares af en stærkere tilskyndelse om at beskytte denne sårbarhed. Ikke-volds-etikken kommer altså ikke fra et fredeligt sted, men opstår ud af en kamp imellem disse to impulser. Denne udsathed kaldes med et enigmatisk begreb »ansigtet« hos Levinas. Dette ansigt stiller et krav til den, der møder det, men det er ikke et krav, der er tydeligt eller kan afkodes til læresætninger. Ansigtet kan hos Levinas meget let komme til at lyde som en sproglig lakune – den smerte, der er for intens til at sætte på ord. Levinas mener imidlertid, at samtalen også er en situation, hvori ansigtet og udsatheden viser sig. Når vi som ikke-sproglige spædbørn kaldes til sproget af folk, der allerede har det, sker det med en udsathed og som en tilnærmelse til det menneskelige fællesskab, før det bliver et redskab til kommunikation. Man kunne tilføje, at selv efter »sprogbemestringen« er på plads, involverer samtalen altid et element af usikkerhed. Enhver ytring kommer fra en unik konstellation af den enkeltes erfaringshorisont og forståelsesmønstre, som aldrig vil være fuldkommen kongruente med den tiltaltes. Kommunikation indebærer derfor altid en udsathed i form af risikoen for sammenbrud, på samme måde som luderen Dafnes illusioner konstant er i fare for at ødelægges, og forfatteren Nordenhofs fiktioner altid ledsages af en mulighed for deres ikke-fiktionalitet.

At forholde sig til ansigtet er altså at forholde sig til den andens udsathed – ikke fordi man jævnfører den med sin egen udsathed, men fordi man forholder sig til den i sig selv. Her ses, hvordan relatérbarhed og genkendelighed netop ikke er det befordrende for etikken forbundet med ansigtet. Det er tværtimod den usammenlignelige smerte, ansigtet viser, ikke smerten målt i styrke eller intensitet, men i dens inkongruens med og underkendelse af objektive målestokke og referencepunkter for smerte. På denne måde kan Levinas’ ansigt måske ses i forlængelse af Nordenhofs ærlighedskrav til teksten. Vores mulighed for identifikation med den anden kan ikke være parametret for den mængde hensyn, vi skylder vedkommende. Tværtimod kan anerkendelsen af ikke-identitet mellem os og den anden motivere til en forståelse af alle udsatheders krav på etiske hensyn.

I nat sov jeg med natlampen tændt, dvs. jeg sov slet ikke. Jeg lå og tænkte, bl.a. på en gang vi så en sitcom sammen, du brød ofte ud i latter, jeg kunne ikke forstå det, jeg kunne ved gud ikke forstå, hvad du morede dig over, først blev jeg desperat, afstanden mellem hjerne og hjerne kan være så lang, men så blev desperationen afløst af noget andet, en vild lykkefølelse over at du var til stede med al din fremmedhed, at du var hos mig med alt det, jeg aldrig kommer til at råde over, alle dine egne afstande, nu bliver jeg måske plat, men jeg lå og tænkte på afstanden mellem dine fortænder. Jeg begærer det mellemrum, det lille tomrum af dit. Hvis du var her, ville jeg forsøge at stikke min tungespids op mellem dine fortænder. Som du skrev i dit første brev: At kærtegne tomrummet. (Et ansigt til Emily, s. 88)

At tage vare på den andens udsathed bliver ensbetydende med en anerkendelse af den andens radikale fremmedhed. I afslutningen på Et ansigt til Emily bliver kroppen skrevet frem som et kondensat af fravær og adskillelser, den ultimative erfaring af andethed, både mellem bevidsthed og krop, individ og verden samt internt imellem elskende. Kroppens fysiske afstand (mellem fortænderne) bliver emblem på alle disse afstande. Hos Nordenhof er der ingen oprindelig enhed mellem krop, verden og bevidsthed før de sociale skel indtræffer. De møder, der så forekommer, kunne kaldes møder mellem »ansigter« i Levinas’ forståelse: Erfaringen af den anden som radikalt anden, den rå og udsatte menneskelighed manifesteret i usammenlignelige erfaringshorisonter. Set således blegner spørgsmål omkring tekstens sandhedsværdi og fiktionalitet til fordel for spørgsmål om dens udsathed, etiske fordring og dermed dens gyldighed i en samfundsmæssig og politisk kontekst.

Det nordenhofske tekstunivers, med sine multimediale forgreninger og vilde sprog begejstrer således med sine formelle kvaliteter og anvendes tematisk til at slå en ny kropslighed fast, men udover dette finder vi en henvendelse, der gør krav på sin læser, en voldelig sadisme knyttet til denne henvendelse, som skaber interessante forbindelser mellem magt, fiktion og sprog samt et ubehag knyttet til tekstens udsathed og uafgørlighed, der muligvis kan have et etisk og politisk potentiale ved at pirre og pege på vores umiddelbare tilskyndelser til vold. Nordenhof siger det ikke, som det er, snarere siger hun det, som vi frygter det er: At vi alle sammen i kraft af vores unikke materielle og bevidsthedsmæssige konstellation er uforbederligt fremmede for hinanden og udsatte i vores kontakt, men at denne udsathed og fremmedhed måske netop kan motivere til medmenneskelighed og etisk stillingtagen.




Relaterede
Essay

Føj, hvor jeg elsker dig!

Islandske Eiríkur Örn Norðdahl inviterer til hæmningsløs litterær temafest om nazismens tiltrækkende og frastødende væsen.
Essay

Føj, hvor jeg elsker dig!

Islandske Eiríkur Örn Norðdahl inviterer til hæmningsløs litterær temafest om nazismens tiltrækkende og frastødende væsen.