Essay

Luftkrig og selvbiografi

Sebalds polemiske essay om den tyske efterkrigslitteraturs fatale hukommelsessvigt er det tætteste hans forfatterskab kommer på en selvbiografi.

Luftkrig og litteratur. Copyright: Tiderne Skifter

Luftkrig og litteratur. Copyright: Tiderne Skifter

Sydvest for Stuttgarts centrum ligger noget af den gamle by på en lille bjergtop ved navn Birkenkopf. Eller rettere: Her ligger resterne af den gamle bydel. Som alle andre tyske storbyer blev Stuttgart nemlig lagt i ruiner i de sidste år af Anden Verdenskrig. Da genopbygningen tog fart i begyndelsen af 1950’erne, fragtede man de ubrugelige ruinrester ud af byen og anlagde et såkaldt ruinbjerg af ikke mindre end 1,5 millioner kubikmeter ødelagt byggemateriale. Det lagde 30 meter til stedets højde. Siden har det fungeret som et perifert, men særdeles effektfuldt mindesmærke over luftkrigens menneskelige og materielle ofre.

Besøger man Birkenkopf i dag, bliver man frem for alt slået af stilheden. Vejen derop går gennem velholdte forstæder med kolossale villaer fra forrige århundredeskifte. Det sidste stykke mod toppen bevæger man sig ind i et naturskønt, rekreativt område, hvor de gode borgere i Stuttgart lufter hunde og motionerer og næppe tænker særlig meget over stedets historie. Og så alligevel: For i modsætning til andre ruinbjerge i tyske byer er Birkenkopfs historie nemlig synlig for enhver, der bevæger sig op på toppen. Foruden den fantastiske udsigt over den nye by finder man en solid mindetavle, der forklarer, at ”dette bjerg, rejst af byens ruiner efter den Anden Verdenskrig, står til minde om ofrene og som påmindelse for de levende.”

Hvor de nedre dele af bjerget er bevokset med græs, træer og buske, er bjergets sande natur blotlagt på toppen. En kvart vinduesportal, et søjlefragment, et stykke sodet stukkatur, bagpartiet af en løveskulptur og et væld af mindre genkendelige stumper og stykker åbenbarer, at dette virkelig er et bjerg af ruiner. Den apokalyptiske rædselsvision, som Walter Benjamin på tærsklen til Anden Verdenskrig skitserede i sin suggestive beskrivelse af historiens engel – for hvem historien er ”en eneste katastrofe, der uophørligt dynger ruiner op og slynger dem ned for dens fødder” – er her blevet realiseret i en så konkret forstand, at det næsten ikke er til at tro.

I sin nyklassiske essaysamling Luftkrig og litteratur (1999), der i forsommeren udkom på dansk, skriver Winfried Georg Sebald ikke om Birkenkopf. Det kunne han dog lige så godt have gjort. Sebalds ærinde er dels at kaste lys over den offentlige bearbejdning af de allieredes luftangreb på Tyskland, dels at diskutere mulighederne for, hvordan den individuelle og kollektive erindring kan integrere ”erfaringer, der overskrider grænsen for, hvad mennesker kan holde til”. Det gør han hovedsageligt i det lange titelessay, der udgør størsteparten af bogen, mens det medfølgende essay om forfatteren Alfred Andersch problematiserer den selvheroisering, som mange tyske forfattere kastede sig ud i efter krigen.

For Sebald er det frem for alt gennem litteraturen, vi har mulighed for at integrere ekstreme erfaringer i erindringen. Men hvad angår luftkrigen har den tyske efterkrigslitteratur svigtet fatalt. Det er hans hovedpåstand i titelessayet, der er blevet diskuteret vidt og bredt siden udgivelsen for 15 år siden. Faktisk var det et budskab, han turnerede med i mange år. I 1997 holdt han i Zürich den forelæsningsrække, der ligger til grund for essayets første to dele. Essayets tredje del er en refleksion over den modtagelse, forelæsningerne fik, og man forstår, at den ikke har rokket særligt ved Sebalds opfattelse af forfatternes undladelsessynd:

Især regnede jeg med, at min påstand om, at ødelæggelsen af de tyske byer i Anden Verdenskrigs sidste år ikke fandt nogen plads i den nye nationale bevidsthed, ville blive gendrevet af eksempler, jeg havde overset. Dette er dog langtfra sket. Tværtimod har alt det, man i snesevis af breve har fortalt mig, bekræftet mig i min overbevisning om, at dem, der er født efter krigen, næppe ville kunne danne sig et billede af forløbet, omfanget, naturen og følgerne af den katastrofe, som bombekrigen var for Tyskland, hvis de alene var henvist til forfatternes vidnesbyrd. Der skal sikkert nok være en og anden relevant tekst. Men det lidt, der er overleveret i litteraturen, står hverken kvantitativt eller kvalitativt i noget som helst forhold til den tids ekstreme kollektive erfaringer. Som efter et selvpålagt løfte om tavshed var ødelæggelsen af de større og af talrige mindre byer, som vel var umulig at overse dengang, og som stadig i dag præger Tysklands fysiognomi, fraværende i de værker, der blev til efter 1945, og denne tavshed var også karakteristisk for andre diskursområder, lige fra samtaler i familien til historieskrivning.

Heilbronn, uden for Stuttgart, i 1945. Copyright: Wikimedia Commons

Heilbronn, uden for Stuttgart, i 1945. Copyright: Wikimedia Commons

For dem, der kender Sebald som skønlitterær forfatter, vil den polemiske essayist, vi møder i Luftkrig og litteratur være et nyt bekendtskab. Stilen er ganske vist den velkendte med lange sætningskæder og effektfulde modstillinger, og også som essayist krydrer han teksten med ofte gådefulde fotografier. Men den ubøjelighed og skråsikkerhed, han i passager som ovenstående lægger for dagen, ligger langt fra den stilfærdige og altid undersøgende, bevægelige fortællerstemme, vi møder i f.eks. Austerlitz (2001), De udvandrede (1992) og Saturns ringe (1995). Essayjeget i Luftkrig og litteratur taler derimod med samme uforsonlige indignation som mange af de personer, fortælleren møder i de skønlitterære værker.

Skråsikkerheden og uforsonligheden er værd at bide mærke i, for faktisk er Sebalds argument om det mørklagte kapitel af tyskernes Anden Verdenskrig gendrevet på forskellig vis. Mest overbevisende har litteraten Volker Hage i Zeugen der Zerstörung (2003) gennem litteratur- og kritikhistoriske redegørelser, detaljerede tekstanalyser og veloplagte forfatterinterviews korrigeret Sebalds tese ved at påpege, hvor mange og hvor betydningsfulde tysksprogede forfattere (samt en hollandsk, Harry Mulisch, og en amerikansk, Kurt Vonnegut), der på kvalificeret vis har skildret luftkrigens ødelæggelser. Hage kommer dog Sebald i møde ved at konstatere, at der i flere tilfælde har været tale om ”et hul i receptionen”, når det gælder den litterære offentligheds behandling af temaet. Dog fastholder han stadigvæk, at forfatterne ikke kan anklages for forsømmelser.

En anden gendrivelse fandt sted i form af den debat, der fulgte udgivelsen af historikeren Jörg Friedrichs Der Brand (2002). Sebald henviser selv til et af Friedrichs tidligere studier af emnet, men med Der Brand kom luftbombardementerne for alvor på dagsordenen i Tyskland, samtidig med at man i mange byer oplevede en ny interesse for de historiske bydele og bygninger, der var forsvundet under krigen. På TV og hos landets boghandlere kunne man de følgende år desuden se den ene dramadokumentariske fremstilling efter den anden af begivenhederne under krigen.

Alt dette var bestemt ikke uproblematisk. Kommentatorer så både Friedrichs bog og dens dramatiserende beskrivelser som en usmagelig offergørelse af den befolkning, der havde stemt Hitler til magten og leveret skyts til hans krigsmaskine og de langt mere omfattende overgreb, den var ansvarlig for, især på Østfronten og i koncentrationslejrene, men også i angrebene på vesteuropæiske storbyer. Burde skammen over de tyske krigsforbrydelser ikke være så stor, at man pænt undlod at tale om de krigsforbrydelser, som tyskerne selv var udsat for, spurgte blandt andre publicisten Klaus Harpprecht med adresse til Sebalds efterlysning af en større bevidsthed om denne del af krigen.

Ser man nærmere efter hos Sebald, handler Luftkrig og litteratur egentlig ikke så meget om tale eller tavshed, og slet ikke om hvem der har lidt mest. Han anklager de ældre tyske forfattere for at have holdt sig tavse, men i de mere analytiske og redegørende dele af essayet bliver det klart, at det væsentlige er, hvordan litteraturen taler om luftkrigen. Sebalds lange essay er således en refleksion over, hvordan fortidens ødelæggelser kommer til syne i nutidens litterære værker – og i nutidens landskaber og mindesmærker, kan man tilføje. Essayet er med andre ord en poetik over den moderne og svært begribelige form for krigsførelse, som millioner af civile tyskere og mange flere millioner mennesker verden over blev ramt af i årene 1939-45, nemlig luftkrigen, der endegyldigt ophævede de fastlåste fronter og skellet mellem hjemstavn og slagmark, som endnu havde præget de militære begivenheder under Første Verdenskrig.

I Sebalds egne litterære værker, som han trak på i Zürichforelæsningerne, men næsten ikke henviser til i det skrevne essay, taler han for en tilnærmelsens og restitutionens poetik. Fortidens ofre og uretfærdigheder må gøres synlige, uanset moralske skrupler og skamfulde regnskaber, men synliggørelsen skal ske på en bestemt måde, hvis den skal yde virkeligheden retfærdighed og undgå at kaste det forklarelsens og apologiens skær over begivenhederne, som vi kender fra gængse krigsskildringer i ord og billeder.

For at forstå hvordan, må man vende tilbage til Walter Benjamin, som i hele Sebalds værk optræder som en slags melankolsk skytshelgen og hjemmelsmand for det underligt løfterige sortsyn, der præger manden. Mod slutningen af essayets anden del citerer Sebald ligefrem Benjamins beskrivelse af historiens engel og lader dens blik på fortiden være idealet for den litterære skildring af luftkrigen. Om englen skriver Benjamin, at den gerne ville blive,

hvor den er, opvække de døde, sammenføje det knuste. Men fra Paradis blæser en storm, der har grebet fat i dens vinger, og så stærk er stormen, at englen ikke mere kan samle dem. Denne storm driver ubønhørligt englen ind i fremtiden, som den vender ryggen mod, mens ruindyngerne foran den vokser op til himlen. Det, som vi kalder fremskridtet, er denne storm.

Angelus Novus af Paul Klee.

Angelus Novus af Paul Klee.

Englens – og Sebalds – blik på luftkrigens umiddelbare og langtrækkende virkninger er med andre ord både rædselsslagent, empatisk, melankolsk og smerteligt bevidst om umuligheden i at afværge krigsødelæggelserne, opvække de døde, sammenføje det knuste. Englens blik tillader både en fortvivlet indlevelse i ofrenes lidelser og ”at bevare den distance, der er nødvendig for enhver erkendelse”, som Sebald skriver umiddelbart inden det afsluttende Benjamincitat.

Sådan er det også med enkelte af de litterære værker, som Sebald fremhæver i Luftkrig og litteratur. Betragtet fra periferien og med en kombination af overblik og indlevelse i luftkrigens realiteter på jorden har forfattere som Heinrich Böll, Hans Erich Nossack, Hubert Fichte og Alexander Kluge undtagelsesvist fundet om bag tabuiseringen og instrumentaliseringen af fortidens rædsler og givet ”os en tilnærmelsesvis forestilling om den dybe forfærdelse, som dengang må have grebet enhver, der virkelig tog ruinerne i øjesyn”.

Modsat har hovedstrømmen i den tyske efterkrigslitteratur enten fortiet de allieredes bombardementer af de tyske byer, som var det ”en skamfuld familiehemmelighed”, eller forvansket perspektivet, så de ødelagte byer i stedet for at markere ”en grufuld afslutning på et kollektivt vanvid” fremstår ”som det første trin i en vellykket genopbygning”. De mere specifikke faldgruber for litteraturen er mange, forstår man på Sebald, der bl.a. besværer sig over tendensen til at betragte krigsødelæggelserne fra ”det egomane perspektiv”, der forandrer alle den ydre verdens begivenheder til et indre melodrama, og som Sebald især ser hos en forfatter som Peter de Mendelssohn. Også ”kunstneriske abstraktioner og metafysiske svindelnumre” hører til standardrepertoiret i de eksisterende bestræbelser på at give luftkrigen litterær form, ligesom ”den demonstrative avantgardisme [i studiet] af ødelæggelsens øjeblik”, som Sebald finder hos Arno Schmidt, forskyder fokus fra fortidens realiteter til det litterære eksperiment for eksperimentets egen skyld.

Hvad er det så, Sebald sætter i stedet? Jo, det ufravendte blik, der i øjenhøjde skildrer krigens overgreb på det enkelte individ må i Sebalds optik altid ”suppleres af det, der først bliver synligt for et synoptisk, kunstigt blik”. Øjenvidneberetninger alene er ikke nok, hvis vi – de udenforstående og senere fødte – skal have blot en nogenlunde klar forestilling om, hvad moderne krigsførelse mod forsvarsløse civilister egentlig gør ved det menneskelige sanse- og erfaringsapparat.

Ikke overraskende er det en poetik, der harmonerer rigtig godt med Sebalds forfatterskab. Det fremgik direkte af de forelæsninger, essayet bygger på, hvor han citerede ekstensivt fra egne værker. I hans fortællinger og rejseberetninger er det altid historiens ofre, der får stemme og oprejsning gennem en nænsom og forsigtig tilnærmelse til forskellige traumatiserende og ødelæggende begivenheder, særligt i forbindelse med krig, folkemord og kolonialisme, men også i forhold til moderniseringens og industrialiseringens destruktive sider i en mere almen forstand. Sebalds bøger munder dog altid ud i en kritik af offergørelsen. Mennesket bliver befriet fra den umyndiggørende offerrolle og træder frem som et subjekt, der på trods af forfatterens notoriske sortsyn råder over reelle handlemuligheder.

Ikke at vi dermed skånes for gruen. Den bliver tværtimod forstærket, når det ikke længere blot er uskyldige stakler, det går ud over, men hele mennesker med en rig og nuanceret livshistorie.

Dette fremgår ikke direkte af Luftkrig og litteratur, der endda kan beskyldes for at benytte sig af de abstraktioner, som Sebald selv kritiserer. Han skriver indledningsvist, at det i dag er vanskeligt ”at gøre sig en blot nogenlunde klar forestilling om omfanget af den ødelæggelse, der ramte de tyske byer i Anden Verdenskrigs sidste år, og endnu vanskeligere at forestille sig de rædsler, ødelæggelserne var forbundet med.” Samlebegreberne ’ødelæggelser’ og ’rædsler’ risikerer at blive tømt for indhold, hvis de gentages for meget og konkretiseres for lidt, og det kan der ind imellem være tendens til hos Sebald.

Når han konkretiserer, sker det imidlertid med en lammende suggestiv præcision, f.eks. når han som afslutning på essayets første del kaster sig ud i en halsbrækkende skildring af Royal Air Force-angrebet og den deraf følgende ildstorm i Hamborg den 28. juli 1943:

Da den var på sit højeste, rev stormen gavle og hustage op, hvirvlede bjælker og hele reklamesøjler gennem luften, flåede træer op med rode og drev brændende mennesker frem som levende fakler. Bag sammenstyrtende facader skød flammer høje som huse op, med over 150 kilometer i timen rullede de som flodbølger gennem gaderne og snurrede som cylindre af ild i sælsomme rytmer hen over de åbne pladser. I nogle kanaler brændte vandet. Sporvognenes glasruder smeltede, sukkerforrådet kogte i bageriernes kældre. De, der var flygtet op fra beskyttelseskældrene, sank grotesk forvredne ned i den flydende asfalt, hvor tykke blærer boblede op.

Hamborg efter Royal Air Force-angrebet i 1943. Copyright: Wikimedia Commons.

Hamborg efter Royal Air Force-angrebet i 1943. Copyright: Wikimedia Commons.

Hamborgpassagen demonstrerer til fulde den indsigt, Luftkrig og litteratur bygger på, og som er så banal, at vi sjældent husker på den, nemlig at krigens ofre ikke lider for et overordnet formåls skyld, ”for frembringelsen af ofre var i sig selv og bogstaveligt talt krigens formål”, som Sebald skriver med henvisning til litteraten Elaine Scarrys banebrydende The Body in Pain fra 1985.

Krigens ofre bliver som sagt mere vedkommende og virkelige for læseren, hvis de forvandles fra passive objekter til aktive subjekter. Det sker ikke i Hamborgpassagen, der nok skal læses som en vareprøve eller et udkast fra Sebalds side: Se, hvor vildt og hvor vedkommende et luftangreb kan beskrives i kort form.

Det, der gør Luftkrig og litteratur til mere end bare et glimrende litteraturhistorisk essay om en usædvanlig problematisk del af vores fælles historie, er Sebalds inddragelse af sin egen biografi i essayets tredje og mere diskuterende del. Bogen er i det hele taget det tætteste, man kommer på en selvbiografi i Sebalds forfatterskab, hvor hovedpersonerne ellers er af jødisk herkomst og på den ene eller den anden måde ofre for den tyske krigsmaskine, som Sebalds egen far var en del af, hvad sønnens forfatterkarriere var et langt forsøg på at råde bod på.

Men fornemmelsen af at stamme fra et ødelagt land, at være opvokset i en nation under rekonstruktion og i stadig kamp med at forstå sig selv, var en lige så stor drivkraft bag Sebalds litterære værker. Det fremgår direkte af Luftkrig og litteratur, der på den måde ikke kun bliver en æstetisk betonet, men også en særdeles personlig og biografisk funderet poetik. Som det hedder i denne passage:

Jeg tilbragte min barndom og ungdom i den nordlige udkant af Alperne, i et område, der næsten intet mærkede til de umiddelbare konsekvenser af de såkaldte kamphandlinger. Ved krigsafslutningen var jeg lige netop et år gammel, og jeg kan derfor næppe have bevaret et indtryk, der er fremkaldt af virkelige begivenheder. Alligevel er det den dag i dag, når jeg ser fotografier eller dokumentarfilm fra krigen, som om jeg så at sige stammer fra den, og som om disse rædsler, som jeg slet ikke har oplevet, kaster en skygge på mig, jeg aldrig helt vil kunne undslippe. I et festskrift om Sonthofens historie, der i 1963 blev trykt i anledning af byens forfremmelse til købstad hedder det: ”Meget har krigen taget fra os, vores hjemstavns herlige landskab har vi dog stadig – uberørt og blomstrende som altid.” Når jeg læser denne sætning, ser jeg for mig billeder af markveje, flodsenge og bjergdale flyde sammen med billeder af ødelæggelse, og det er, perverst nok, de sidstnævnte, og ikke barndommens idyl, der forekommer mig helt uvirkelige, og som vækker noget i mig, der ligner en hjemstavnsfølelse, måske fordi de repræsenterer den dominerende, overordnede virkelighed i mit livs første år.

Mindet om misforholdet mellem ødelæggelsens realiteter og idyllens fiktioner er ikke blot grundlaget for Sebalds poetik, men en modstilling, man finder hos en hel generation af europæiske forfattere, nemlig de børn af krigen, der har været så definerende for nutidens Europa. Det er 1968-generationen og generationen, der samlede Europa efter koldkrigsdelingen, men også de forrådte idealers generation. For dem var krigsødelæggelserne del af en levende erindring, ikke så meget på grund af direkte minder, som Sebald forklarer, men fordi krigen i den grad var del af deres forældres liv og kastede en altomfattende skygge over deres opvækst, til trods for at meget – som Sebald oplevede det – blev fortiet.

Den skygge er nu næsten forsvundet, og krig er igen kommet på mode, såvel politisk som kulturelt. Bogmarkedet vrimler med bøger om krig: Første og Anden Verdenskrig, den Spanske Borgerkrig, Napoleonskrigene, krigen i 1864, de nye krige i Mellemøsten og Afghanistan. Så meget viden er nu tilgængelig om vores bestræbelser på at slå hinanden ihjel, og dog tror jeg fortsat Sebald ville forholde sig skeptisk, for de måder, vi fortæller om krig på, er ofte underligt skematiske og uden blik for sammenhængen mellem krigshandlingerne og deres følger.

Og det er Sebalds største bedrift i Luftkrig og litteratur: At han ved at indsætte sig selv i historien om luftkrigen over Tyskland løfter essayet fra polemisk litteraturhistorieskrivning til empatisk historieskrivning med et skarpt blik for, hvordan vi alle er henvist til at betragte verden fra toppen af imaginære såvel som yderst virkelige ruinbjerge.

 

Kasper Green Krejberg er post.doc i  Litteraturhistorie på Aarhus Universitet.

W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur. Essays. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 156 s. 225 kr. Tiderne Skifter




Relaterede
Essay

Åndens krise

Paul Valérys essay fra 1919 ser tilbage på Første Verdenskrig og tager pulsen på den kriseramte europæiske ånd.
Essay

»Nogle gange drømmer vi om Europa«

I Ukraine gemmer sig en ny og magisk litteratur; en der svælger i snavs og fortvivlelse og som vover at drømme.

Om Kasper Green Munk
Kasper Green Munk er post.doc i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.