Manifest

Manifest for en politisk og intellektuel modoffensiv

Der skal ske en omkalfatring af den politiske arena. Forfatteren Édouard Louis og filosoffen Geoffroy de Lagasnerie går til kamp mod den franske intellektuelle højrefløj.


Filosoffen Geoffroy de Lagasnerie (t.v.) og forfatteren Édouard Louis opfordrer venstrefløjen til at tilslutte sig fire etiske principper. Foto: Wikimedia Commons CC 3.0
Nærmer den danske offentlighed sig franske standarder?
Læs redaktør Christian Johannes Idskovs introduktion til manifestet her. 

 

For nogle måneder siden tænkte vi: »Vores generation gennemlever et kaos, et mareridt. Det værste er sket.« I dag bliver situationen blot værre.

 

Vi har oplevet

billeder af titusinder af migranter, der flygter fra krig, ødelæggelse og armod, og som i Europa ikke finder et beskyttelsesrum, en åbenarmet modtagelse, men lande, der tøver, der udvælger, der sender deres politi, der bygger lejre, der lukker grænserne.

 

Vi har oplevet

trøsteløsheden i at være tilskuere til situationen i Grækenland den forgangne sommer, de europæiske institutioners brutalitet, der med euroen som instrumentet, gør ethvert politisk alternativ umuligt, og – uden hensyn til demokratiske valg – gennemtvang deres nedskæringspolitik på et allerede fattigdomshærget land.

 

Vi oplever

et nedslående skuespil spillet af det regerende socialistparti i Frankrig, der får en til at spørge sig selv om, hvad der endnu forbinder den til venstrefløjen; en afsky ved Macron-Valls-aksen[1], der kun taler befalingens og den sociale tilbagegangs sprog, og vantroen som følger: Hvordan har venstrefløjen dog kunnet nå dertil? Hvordan, til eksempel, er Frankrig gået fra at være et land, hvortil migranterne ankom, til at blive et sted man hellere flygter fra?

 

 

Biografi

 

Édouard Louis
Fransk forfatter, født i 1992.
Har skrevet romanen Færdig med Eddy Bellegueule (Rosinante), der udkom til stor opmærksomhed i 2014 og handler om hans egen barndom, præget af vold og undertrykkelse. Skrev i 2016 efterfølgeren Historie de la Violence, der udkom i begyndelsen af 2016. Den er endnu ikke oversat til dansk.

 

Geoffroy de Lagasnerie
Fransk filosof og sociolog, født i 1981.
Har bl.a. skrevet bogen L’Art de la révolte (2015), der handler om whistleblowerne Edward Snowden, Julian Assange og Bradley Manning (i dag kendt som Chelsea Manning). Bogen er solgt til flere lande. Er også forfatter til bøger om Michel Foucault og neoliberalisme.

 

 

Endelig oplever vi en offentlig debat, der i stigende grad indoptager den ekstreme højrefløjs tanker og sprog, sådan at de politisk ekstreme bliver overhalet indenom, og blot inspireres og næres endnu mere. En offensiv er sat ind fra larmende ideologer, der ønsker at påtvinge det offentlige rum et diktatur af de laveste drifter, populisme, islamofobi, kvinde- og fremmedhad, homofobi, antisemitisme og racisme, og som skriger om censur, så snart de bliver kritiseret og kaldt ved rette navn (»man har da heller ikke lov til at sige noget længere!«).

 

Konfronteret med disse massive politisk-intellektuelle dynamikker indfinder der sig en stemning. Det ville ikke være overdrevet at sige, at der i dag er mange, der lever deres liv under forvirringens og melankoliens tegn. At erfare det politiske i dag er for de fleste af os lig med at gøre sig en erfaring af magtesløshed.

 

Hvor mange er vi ikke stødt på, der, i løbet af møder og seminarer, er kommet over til os, overvældet af følelser, på en gang opfyldt af vrede, men også i afmagt over ikke at have oplevelsen af at kunne handle og tale. Som om samtidens politiske og demokratiske strukturer kun skabte tomhed og apati.

 

Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi sige? Hvordan kan vi sige noget andet end de vedtagne sandheder, etc.?

 

Stilhedens arkæologi

I nogle uger har vi set to debatter indtage forgrunden, ofte side om side: Den ene har handlet om den indlysende korte afstand mellem en stadigt voksende gruppe af essayister og forfattere og den ekstreme højrefløjs teser; den anden om de intellektuelles stilhed, når det kommer til politiske spørgsmål. Men er dette ikke blot to sider af samme sag? Graver man til bunds i stilheden, vil man se tre årsager:

 

1) Der findes i dag en fascination for det ekstreme højre: Det er nok, som Houellebecq, at udgive en bog, der er groft islamofobisk, for at komme på forsiden af aviserne. At en stor del af folk i det medie-intellektuelle kredsløb sværmer om disse kvalmende problematikker har ført til, at mange af os ikke længere kan genkende os selv i den foreskrevne sprogbrug og derfor flygter fra det offentlige rum. De intellektuelles stilhed er også at forstå som forvirring over denne situation.

 

2) Den stigende mangel på kritisk tale må også forklares med den bagvaskelseskampagne, som flere store intellektuelle figurer har været genstand for siden 1980’erne. Den intellektuelle og litterære verden, sådan som den forekommer i dag, er et produkt af denne type uret: Dette fornærmelsesklima er i sidste ende lykkedes med at afskrække og kvæle afvigende energier.

 

3) Til sidst bærer de indre logikker i de intellektuelle miljøer et ansvar. Forfattere, sociologer, filosoffer tør ikke at engagere sig; for nogle er enhver indblanding lig med et angreb på litteraturens renhed; for andre ville det bidrage til at mistænkeliggøre deres egenproducerede viden. Blandt de intellektuelle hersker et påbud om afpolitisering (»l’amour-des-mots«, videnskab for videnskabens skyld, etc.) Politik forstås som en risiko, en skamplet – når det i virkeligheden er manglen på engagement, der burde anses for et problem.

 

Men man kan ikke bare begræde situationen uden også at overveje hvilke midler, der skal til for at skabe nye strukturer. Al håb er for øvrigt ikke tabt: Gauchet, Onfray, Finkielkraut, Debray, alle holder de hårdnakket fast på at fornægte, hvem de er, på at lyve. Venstrefløjen fortsætter med at dominere det symbolske rum. I Frankrig forbliver termen »højrefløjsintellektuel« et oxymoron, eller snarere: en umulighed. Det kan man kun glæde sig over.

 

Principper

Såfremt ønsket er at omkalfatre den intellektuelle og politiske arena, og det haster, må man starte med at slutte sig til enkelte etiske principper, der kan stå som ledetråd for tanke og handling:

 

1) Afvisningsprincippet: Flygt fra påtvungne debatter, afvis at ophøje visse ideologer til samtalepartnere, afvis at visse temaer skulle være til drøftelse, afvis at visse problemer har relevans. At afslå disse temaer er selve forudsætningen for debat, siden deres tilstedeværelse gør brydningen af idéer umulig. Over for myten om den offentlige samtale som et deliberativt fællesskab, må vi fremsætte idéen om, at visse problematikker er gensidigt udelukkende. De taler om nationen, om folket, om suveræniteten, opløsning og den nationale identitet. Vi vil tale om klasser, om udnyttelse, om vold, om repression, om underkastelse, om intersektionalitet. Her ser vi to mulige, men gensidigt uforenelige scenarier. At bekæmpe tidens diskursive hegemoni, betyder, fra dette synspunkt, undertiden at vælge tavsheden i stedet for medskylden.

 

2) Navngivningsprincippet: Kald en spade for en spade, anerkend ikke deres forfalskningsforsøg, acceptér ikke at skulle fremstille det, man ved er falsk, som synspunkter til diskussion. De påståede trusler som migranter skulle udgøre for Frankrig og Europas enhed, faren ved kønsteori, alt dette er ikke simple diskussionsemner, det er krænkelser og løgne.

 

3) Princippet for omfordeling af skammen: At omkalfatre arenaen er det samme som at forandre rummet for det, der overhovedet kan ytres. »De intellektuelles tavshed«, når det kommer til stykket, er ikke et problem. Problemet er hvem, der taler, og hvem, der tier. Der findes mennesker, hvis tavshed ville være at foretrække, ikke at de skal tvinges til det, som man bliver ved med at beskylde os for at ville, men derimod at bringe dem til tavshed ved at lade dem forstå, at deres sprogbrug ikke fortjener andet end foragt. Den ekstreme højrefløjs ideologer må tænke, hvad de vil, det, der er vigtigt, er, at de ikke længere skal turde tale af frygt for at bringe deres omdømme i fare. Norbert Elias’ »moralske civilisation« indebærer ikke de grimme tankers fuldstændige forsvinden, men er et samfund, hvor de, der vil udtrykke dem, bliver påvirket til at kontrollere deres impulser.

 

4) Princippet for intervention: Intervenér så ofte som muligt, indtag rummet. Kort sagt, lad venstrefløjen leve.

 

 

Manifestet blev første gang bragt i avisen Le Monde d. 27. september 2015. 

Oversat af Matthias Dressler-Bredsdorff.

 

 

[1] Emmanuel Macron var indtil 30. august i år økonomiminister i François Hollandes socialistregering. Manuel Valls er premierminister, og har stået for en hårdhændet og konfronterende stil i kølvandet på terroren i Paris.