Artikel

Mennesket og borgeren

Louis-Sébastien Mercier og den franske revolutions menneskerettighedsbegreb.

Louis-Sebastien Mercier. Copyright: Wikimedia Commons

(Udgivet i Salon 55 #4, foråret 2014)

Der er et problem, som altid har fulgt menneskerettighedstænkningen, og det kan formuleres som et spørgsmål: Hvem har ret til at have menneskerettigheder? I Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder (1789) stod der: »Alle mennesker er født og forbliver frie og lige i rettigheder«, og i FNs Universelle menneskerettighedserklæring fra 1948 blev titlens universelle impuls understreget i artikel 1: »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«.[i] Selvom menneskerettighederne i princippet har været tænkt universelle, har det imidlertid vist sig, at mennesker har skullet efterkomme visse historisk variable krav for også i praksis at have rettighederne helt og fuldt: statsborgerskab, det rigtige køn, den rette seksualitet, en passende hudfarve, rigelige formueforhold. Som Werner Hamacher har påpeget i forlængelse af Hannah Arendt, så kan man tale om en ret til at have rettigheder, som går før menneskerettighederne selv.[ii]

Denne artikel fokuserer på forholdet mellem mennesket og borgeren i tiden omkring den franske revolution, hvor den første egentlige menneskerettighedserklæring blev formuleret og ratificeret. 1789-Erklæringen har et særligt dobbeltsubjekt, idet der er tale om menneskets og borgerens rettigheder, som om disse to kategorier var én og samme. En række intellektuelle begavelser har siden gjort opmærksom på, at mennesket og borgeren kan pege i to vidt forskellige retninger, hvilket aktualiserer spørgsmålet om, hvem det egentlig er, der har rettigheder.[iii] Er det alle mennesker (mænd, kvinder, sorte, hvide, heteroer, homoer osv.) eller alene borgeren, som denne defineres i forskellige politiske fællesskaber (som den, der betaler skat, er født i et bestemt geografisk område, har nået myndighedsalder osv.)? Skismaet mellem mennesket og borgeren i 1789-Erklæringens titel peger med andre ord i retning af et problem, der har at gøre med, hvem der er inkluderet, og hvem der er ekskluderet, hvem der tæller med, og hvem der ikke tæller med. Og det inklusionsproblem er ét, der behandles såvel i periodens politiske filosofi, den praktiske lovgivning og – måske mindre umiddelbart indlysende – i litteraturen.

En af de forfattere, som under og umiddelbart før revolutionen forholdte sig til spørgsmålet om inklusion og eksklusion, var den i dag noget oversete Louis-Sébastien Mercier (1740-1814). Merciers bøger var forbudte af censurmyndighederne, og de blev derfor trykt i Amsterdam eller London og smuglet ind i Frankrig, hvor de blev solgt illegalt. Ifølge boghistorikeren Robert Darnton var især Merciers fremtidsroman Året 2440, om noget en drøm (1771), men også Parisisk tableau (1781-1788) – som skal behandles her – blandt de absolutte bestsellers på det illegale bogmarked.[iv] Censuren var motiveret af Merciers angreb på den katolske kirke og på det politiske establishment, men det, der er relevant i denne sammenhæng, er hans måde at forholde sig til inklusion og eksklusion i 1780’ernes Paris. Parisisk tableau er en højst inegal samling af flere hundrede parisiske øjebliksbilleder, som udkom i 12 bind, der endvidere hver især udkom i flere versioner. Et motiv som Mercier ofte slår ned på, og som er relevant i denne sammenhæng, er trafikuheldet; her mellem uskyldige gående og rige unge lømler i deres smalle hestetrukne whiskis:

Er den personlige sikkerhed ikke endnu vigtigere end den politiske frihed? Og hvad betyder lovgivningen – stor og majestætisk (der så at sige ikke vil andet end at være en ydre dekoration) – hvis brostenene i en storartet by dagligt rødner af borgernes blod? […]

Inden for vort samfunds mure er der en mængde regler mod bagatelagtige ulovligheder, som er nærmest uundgåelige i en stor befolkning; og hér giver man barbariske fjolser tilladelse til at køre på kvinderne, på børnene og på de gamle, fordi de spærrer vejene en smule; de veje, som de uforskammede hovmodigt kører hastigt igennem for dét desto hurtigere at ankomme til deres fornøjelsers helligdom. […]

Påskedag 1788 dræbte en whiski en kvinde og en præst på et øjeblik. Jeg gentager: Denne ligegyldighed over for borgernes liv er beskæmmende for hovedstanden.[v]

Citatet er karakteristisk for Mercier, for så vidt som det fokuserer på en meget specifik detalje fra den parisiske hverdag: her et trafikuheld. Det særligt interessante er måden, hvorpå Mercier håndterer disse hverdagsiagttagelser. Ud fra en overordnet betragtning generaliserer han partikulære observationer ved at forfølge to komplementære strategier: For det første samler han flere hundrede iagttagelser i Tableau de Paris, hvilket gør det muligt at se mønstre og genkommende tendenser. Sammensætningen af partikulære iagttagelser gør det enkelte til et eksempel på noget større. For det andet udlægger han sine observationer universelt. Et trafikuheld er ikke bare et trafikuheld hos Mercier. Det er derimod en anledning til at fremføre en principiel kritik: Lovene skal forholde sig til hverdagslige problemer, og pariserne skal anerkende deres medborgeres eksistens og krav på sikkerhed – også når der er tale om traditionelt marginaliserede grupper som kvinder, børn og ældre. Ved at samle sådanne partikulære iagttagelser og ved at udlægge dem principielt bliver de til tegn på det, Mercier opfatter som generelle mønstre eller til eksempler på strukturelle problemer. På den måde forsøger Mercier at indfri sit erklærede mål om at præsentere Paris på en måde, som er forskellig fra hverdagens ureflekterede og vanemæssige omgang med byen.[vi] Ved at generalisere det enkelte optrin bliver det tydeligt, at et trafikuheld ikke bare er et trafikuheld, men et symptom på dårlig lovgivning og manglende anerkendelse af marginaliserede befolkningsgrupper. Der er med andre ord noget galt med den moralske og juridiske infrastruktur.

Men hvad har de parisiske trafikforhold med menneskerettighederne at gøre? Det, Mercier gør i citatet, er at pege på det inklusions- og eksklusionsproblem, som altid har hjemsøgt menneskerettighederne. Han påpeger, at nogle mennesker udgrænses, blot anses for blokeringer på de riges vej. I hans værk foregår med andre ord en undersøgelse af grænsen mellem dem, der tæller med og dem, der ikke gør, mellem dem, der suser gennem gaderne og dem, der bare står i vejen. Før jeg afslutningsvist vil vende tilbage til Mercier, skal jeg i de følgende afsnit redegøre for, hvordan dette inklusionsproblem er blevet behandlet dels i Jacques Rancières forhold til menneskerettighederne kan bedst betegnes som ambivalent. Mens han på den ene side er kritisk over for den måde, hvorpå menneskerettighederne er viklet ind i humanitære og udviklingspolitiske magtspil, så understreger han på den anden side, at menneskerettighederne rummer en universel lighedsfordring, der potentielt kan fungere emancipatorisk.

Jacques Rancière. Foto: Flickr

Jacques Rancière. Foto: Flickr, udgivet under Creative Commons.

Det, Rancière ikke bryder sig om ved menneskerettighederne, er, at de har udviklet sig til ofrenes rettigheder. På den storpolitiske scene betyder det, at nationer – og her tænker han primært på USA og dets allierede – har kunnet bruge forsvaret for menneskerettigheder som argument for at gennemføre humanitære interventioner, der i praksis har været svære at skelne fra militære invasioner. De, der skal reddes, er absolutte ofre eller umyndige beboere i de lande, der udgør Ondskabens Akse. Rancière er kritisk over for den type tænkning og praksis, fordi den frakender ofrene deres politiske handlekraft og samtidig legitimerer de vestlige landes magt og vold. I denne sammenhæng er det relevant, at Rancière forsøger at gentænke menneskerettighedernes subjekt ud fra kategorierne menneske og borger. Det gør han med ønsket om at præsentere menneskerettighederne på en måde, der redder deres politiske potentiale, og som fører væk fra den offergørelse og interventionspolitik, der ifølge Rancière har stået stærkest på dagsordenen siden 9/11.

I sin artikel »Who Is the Subject of the Rights of Man« (2004) kritiserer Ranciére både Hannah Arendt og Giorgio Agamben for at have misforstået forholdet mellem mennesket og borgeren. I Rancières udlægning forstår Arendt og Agamben rettighedernes subjekt, altså rettighedsbæreren, som enten mennesket eller borgeren. Og det er der nogle problemer forbundet med. Han skriver:

Enten de rettighedsløses rettigheder eller rettighedshavernes rettigheder. Enten et tomrum eller en tautologi og i begge tilfælde et vildledende trick; sådan er den sluse [Arendt] bygger. Den fungerer kun ved at affeje en tredje antagelse, som ville undslippe dilemmaet. Der er faktisk en tredje antagelse, som jeg ville formulere således: Menneskerettighederne tilhører dem, der ikke har de rettigheder, de har, og som har de rettigheder, de ikke har.[vii]

Ifølge Rancière har Arendt skrevet menneskerettighederne ind i en bestemt (forkert) forståelse af politik. Arendt opererer med en »rigid modsætning mellem den politiske sfære og privatlivets sfære«, og det får konsekvenser for hendes måde at forstå menneskerettighedernes subjekt på.[viii] Det gør det, fordi subjektet så bliver enten det apolitiske menneske, der hører hjemme i privatsfæren (oikos), eller borgeren, der agerer politisk i den offentlige sfære (polis). Problemet med det er, at menneskerettighederne da enten bliver tomme eller reduceret til en tautologi. På den ene side gælder det nemlig, at privatsfærens menneske er det apolitiske væsen, som per definition er udgrænset fra den offentlige sfære, og som derfor ingen politiske rettigheder har (hvilket gør menneskerettighederne tomme). På den anden side gælder det, at borgeren havde politiske rettigheder i forvejen, hvilket gør menneskerettighederne overflødige eller tautologiske. Det er på den baggrund, Rancière foreslår sin egen noget knudrede tredje antagelse: Menneskerettighedernes subjekt er den eller dem, der ikke har de rettigheder, de har, og som har de rettigheder, de ikke har. Den sætning kan udfoldes i to led.

For det første er menneskerettighederne med deres ideal om frihed og lighed noget, der findes. Når man betragter den faktiske sociale ulighed, kan lighed og frihed komme til at ligne et abstrakt, urealistisk ideal, men menneskerettighederne er skrevet ind i forfatninger, erklæringer og konventioner, hvilket betyder, at de er en del af »det givnes konfiguration«.[ix] For det andet er menneskerettighederne der for dem, der bruger dem til noget. De har en processuel karakter, hvilket skal forstås sådan, at menneskerettighederne ikke primært er nogle goder, som de, der én gang har fået dem tildelt, kan nyde godt af. Snarere er det sådan – og det er vigtigt for Rancières politiske filosofi – at alle skal kunne teste, om de har de rettigheder, de har krav påeller ej. Den udgrænsede skal kunne stille sig op og kræve sin ret. Hos Rancière er det altså ikke sådan, at nogle én gang for alle er apolitiske mennesker og andre politiske borgere. Menneske og borger er kategorier, som enhver kan træde ind i og dermed aktualisere. Når en udgrænset stemme hævder sig, træder et individ eller en gruppe fra en passiv position ind i en aktiv, og det positionsskifte eller den subjektiveringsproces er det egentligt politiske øjeblik.

Menneskerettighedernes subjekt er derfor de, der ikke har de rettigheder, som de har – menneskerettighederne er skrevet ind i vore love, men ikke alle nyder dem i praksis. Men deres subjekt er også de, der har de rettigheder, som de ikke har – altså de, der ignorerer det faktum, at de ikke bliver anerkendt og opfører sig som om, de naturligvis har de rettigheder, som de ikke nyder i øjeblikket. For Rancière handler politik om grænsedragningen mellem dem, der har rettigheder og dem, der ikke har; mellem dem, der er inkluderet og dem, der ikke er. På den måde er politik et spørgsmål om rammesætning. Det handler ikke om de overfladiske uenigheder mellem Venstre og Socialdemokraterne, men om at forstå og udfordre den konsensus, som begge partier accepterer, alt imens de diskuterer. Partiernes diskussioner udfolder sig på et fundament af enighed om, at valg hver fjerde år er ensbetydende med demokrati, at man skal bruge pisk over for dagpengemodtagere og gulerod over for bankdirektører, at man i valgperioder taler bedst til et lands befolkning igennem slogans (»Vi vælger velfærd«, »Venstre gør det attraktivt at arbejde«).

Det spændende ved Rancières forståelse af menneskerettigheder og politik er hans fokus på rammesætningen af en konkret diskussion. Menneskerettighederne er et egentligt politisk sprog – eller har i hvert fald potentiale til at være det – fordi de kan bruges til at udfordre grænsen mellem de inkluderede og de ekskluderede. De kan bruges til at stille spørgsmålstegn ved hvem, der tæller med, og hvem, der ikke gør. De kan bruges til at angribe den konsensus, hvorpå et samfund baserer sig. Og spørgsmålet om hvem, der havde ret til politisk indflydelse, var om noget på dagsordenen i den franske revolutions menneskerettighedsdebatter og hos den mest indflydelsesrige politiske tænker i 1789: Abbé Sieyès.

Uden på noget tidspunkt at være specielt troende gennemførte Emmanuel-Joseph Sieyès en gejstlig uddannelse, før han i slutningen af 1780’erne begyndte at gøre sig bemærket først som politisk tænker og siden også som praktisk politiker i forskellige faser af revolutionen.[x] I november 1788 udgav han Et essay om privilegier, som i januar 1789 blev efterfulgt af revolutionsperiodens vigtigste pamflet: Hvad er tredjestanden? Tredjestanden betegner den del af den franske befolkning, som hverken var gejstlig eller adelig, og som udgjorde langt hovedparten af populationen uden af den grund at have nogen nævneværdig politisk indflydelse. I sin slagkraftige retorik skriver Sieyès i pamflettens åbning:

1. Hvad er tredjestanden? – Alt.
2. Hvad har den hidtil været i den eksisterende politiske orden? – Intet.
3. Hvad vil den være? – Noget.[xi]

Pamflettens øjeblikkelige baggrund var den, at stænderforsamlingen i januar 1789 blev kaldt sammen for første gang siden 1614 for at hjælpe med at løse Frankrigs massive økonomiske problemer. Ligeså snart det skete – og faktisk allerede da rygterne om, at det ville ske begyndte at florere året før – blev en masse politiske problemer påtrængende: Hvordan skulle stænderforsamlingen organiseres? Hvor mange repræsentanter skulle hver af de tre stænder have lov at udpege? Skulle man stemme efter hoved eller stand? Skulle kongen kunne nedlægge veto mod de beslutninger, som forsamlingen eventuelt måtte nå frem til? Sieyès’ pamflet skyder sig ind i denne type politiske diskussioner, og den gør det med et retorisk meget stærkt argument for, at tredjestanden bør have langt større politisk magt, end tilfældet havde været tidligere. Processen omkring konstitueringen af stænderforsamlingen, der i løbet af juni og juli 1789 blev til Nationalforsamlingen, er kompliceret (og velbeskrevet i forskningslitteraturen), men det væsentlige i denne sammenhæng er, at processen indebærer en forandring i periodens inklusions- og eksklusionslogikker.[xii] Med litteraten Susan Maslans formulering så var det gamle regimes Frankrig karakteriseret ved »sociale bånd, netværk, koder og praksisser, [det] var et spind af relationer og reciprociteter, en samling af afhængigheder [an assemblage of dependencies]«.[xiii] Pointen er, at Sieyès’ bestræbelse går i retning af at ændre det gamle regimes »spind af relationer og reciprociteter«, han forsøger at omgøre rammerne for det franske samfunds politiske system. Eller, med Rancière, at gentænke og omgøre den konsensus, som det gamle regimes samfund var baseret på.

Det vigtigste dokument i den franske revolutions nytænkning af politisk inklusion og eksklusion var Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder, der blev forhandlet igennem i Nationalforsamlingen mellem den 20. og 26. august 1789 og – lettere modvilligt – accepteret af kong Louis XVI den 5. oktober samme år. Det var meningen, at dette dokument skulle udtrykke det ny regimes filosofi i nogle få, umisforståelige artikler. Erklæringens artikler skulle være det nye Frankrigs politiske fundament, og de skulle nok så vigtigt fungere som pejlemærker for Nationalforsamlingens repræsentanter, der havde til opgave at skrive en ny fransk forfatning. Det viste sig imidlertid at være enormt svært at blive enige om disse få, umisforståelige artiklers ordlyd, hvilket resulterede i, at der alene i sommermånederne 1789 blev offentliggjort omkring 30 vidt forskellige forslag til en erklæring (og dermed regnes de mange, mange senere både officielle og uofficielle forslag til en erklæring altså ikke med). Mængden af forskellige erklæringer kombineret med den stadige fastholdelse af, at de basale rettigheder var evige og uforanderlige, fik Nationalforsamlingsrepræsentanten M. Crenière til den 18. august at gå på talerstolen og sige:

Vores rettigheder er uforanderlige, altid konstante, altid de samme, og alligevel stiger og falder deres antal afhængigt af, hvad forfatterne bag rettighedserklæringerne mener. De Fems Komité har præsenteret os for et projekt med nitten artikler; et medlem har vist os ét med tyve; et andet med tredive; endelig har man drevet det helt til seksoghalvfjerds rettigheder.[xiv]

M. Crenière henviser til misforholdet mellem på den ene side at insistere på rettighedernes evige og uforanderlige karakter og på den anden side de meget konkrete politiske forhandlinger, som vedtagelsen af en menneskerettighedserklæring var indlejret i. Man havde et ideal om få, evige og umisforståelige artikler, men i praksis arbejdede man med foranderlige udkast, kompromiser og nødløsninger. Med Keith Michael Bakers formulering så er Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder et »utrolig komplekst dokument […], der blev udfærdiget med enormt besvær og under stort pres, igennem bitre skænderier, uundgåelige sproglige kompromiser og dramatiske teoretiske spændinger af en Forsamling, der var dybt splittet i forhold til naturen af og formålet med den tekst, den kæmpede med at sammensætte«.[xv] Det er med andre ord ikke nemt at blive enige om rammerne for det politiske fællesskab, fordi rammesætningen af en diskussion har afgørende betydning for diskussionens mulige udfald.

Et af de mest indflydelsesrige officielle forslag til en menneskerettighedserklæring blev præsenteret for Nationalforsamlingen den 20.-21. juli. Forslagets bagmænd var Forfatningskomitéen, som Abbé Sieyès var formand for og meget dominerende medlem af. De havde fået til opgave at lave et udkast til en erklæring, som Nationalforsamlingen dernæst kunne tage stilling til artikel for artikel. Mange af forsamlingens medlemmer mente imidlertid, at forslaget var for filosofisk og for »metafysisk«, hvilket betød, at det ikke kom til at danne grundlag for debatten i august måned. I forslaget optræder en distinktion mellem aktive og passive borgere, som er vigtig for forståelsen af periodens inklusions- og eksklusionsmekanismer. Distinktionen kom ikke med i 1789-Erklæringen, men den indgik i den nye franske forfatning, der kom i 1791. Det følgende citat kan altså vise, hvordan det nye regime ikke så meget udvirker en afvikling af eksklusionsmekanismer, men snarere en forandring af disses logik. Sieyès og komitéen skriver:

Hidtil har vi kun forklaret borgernes naturlige og civile rettigheder. Vi mangler stadig at anerkende politiske rettigheder. Forskellen mellem disse to slags rettigheder består i, at de naturlige og civile rettigheder er dem for hvis opretholdelse og udvikling, samfundet er formet; og de politiske rettigheder dem, hvorved samfundet former og opretholder sig. For klarhedens skyld vil det være bedre at kalde de første passive rettigheder og de andre aktive rettigheder.

Alle indbyggere i et land skal heri nyde den passive borgers rettigheder: Alle har ret til beskyttelsen af deres person, af deres ejendom, af deres frihed, etc; men alle har ikke ret til at tage aktiv del i formningen af de offentlige myndigheder: Alle er ikke aktive borgere. Kvinderne, i det mindste i den nuværende situation, børnene, de fremmede og endelig de, der ikke bidrager med noget til understøttelsen af det offentlige etablissement, skal ikke kunne øve aktiv indflydelse på offentlige anliggender. Alle kan nyde godt af fordelene ved samfundet; men kun de, der bidrager til det offentlige etablissement, er som den store sociale virksomheds sande aktionærer. De alene er de sande aktive borgere, foreningens sande medlemmer.[xvi]

De passive borgerrettigheder består altså i beskyttelse, ejendomsret og frihed, mens de aktive borgerrettigheder betegner retten til at øve indflydelse på udformningen af det samfund, man lever i. Mens alle skal nyde de passive rettigheder, er det kun de, der bidrager til samfundets understøttelse og udvikling, der skal have mulighed for at deltage i politiske beslutningsprocesser. Det er åbenlyst, at denne distinktion rummer en grænsedragning mellem dem, der er helt inkluderede og dem, der kun er delvist inkluderede, og Sieyès ytrer klart, at kvinder, børn, de fremmede og de, der ikke betaler skat, ikke hører til blandt de helt og fuldt inkluderede. Sieyès’ tekst er dermed et eksempel på, hvordan spørgsmålet om hvem, der har ret til at have rettigheder, udspiller sig inden for menneskerettighedstænkningen og -lovgivningen.

Selvom det er fristende at fordømme denne nye eksklusionslogik, er det vigtigt at huske det revolutionære og progressive aspekt i Sieyès’ og Forfatningskomitéens erklæringsforslag. I det gamle regime lå den politiske beslutningskraft hos nogle få privilegerede, som enten havde købt eller arvet deres ret til politisk indflydelse. Sieyès foreslår i stedet – og det ligger også i Hvad er tredjestanden? – at politisk indflydelse skal være en konsekvens af individets bidrag til samfundet og altså ikke en konsekvens af fødsel. Det er den pointe, der udtrykkes i pamflettens første kapitel, når der redegøres for hvilke erhverv, der er vigtige for et samfunds trivsel og dermed for hvilke erhvervsgrupper, der bør have indflydelse og anerkendelse. Mens landbruget, forarbejdningsindustrien, handelsvæsenet og uddannelsessystemet fremhæves for deres nytteværdi, anføres det, at adelen intet bidrager med til samfundet.[xvii] Politisk beslutningskraft eller inklusion skal altså ikke være en konsekvens af stand, men af bidragsevne, og rent politisk er det sprængfarligt i 1789, fordi det – på trods af indførslen af nye eksklusionsmekanismer – vil ændre fundamentalt på hvem, der er aktive medborgere og hvem, der ikke er.

Iblandt revolutionens centrale aktører var det ikke alle, der var begejstrede for denne måde at distribuere politisk indflydelse på. Distinktionen mellem aktive og passive borgere vandt indpas i 1791-forfatningen, idet aktive borgere var de eneste, der måtte vælge repræsentanter til Nationalforsamlingen. Aktive borgere blev i 1791 defineret som dem, der: »var født eller blevet franskmænd; var fyldt 25 år; havde boet i en by eller i et distrikt så længe, som loven foreskriver; på et hvilket som helst sted i kongeriget betaler et direkte skattebidrag svarende til værdien af mindst tre dages arbejde, og som kan fremvise en kvittering herfor; som ikke er i tjenestestanden, det vil sige betalte tjenere; er indskrevet i den nationale garde i deres bopælsområde; har aflagt den civile ed«.[xviii] Det faldt den senere så berygtede Maximilien de Robespierre for brystet, at man skulle betale et beløb for at have politisk indflydelse. Det kritiserede han i en berømt tale – som vist aldrig blev holdt, men som cirkulerede bredt som tekst – fra april 1791, der ofte blot kaldes »Om sølvmarken«. Titlen er motiveret af, at man skulle betale ét beløb for at kunne stemme (svarende til tre dages arbejde) og et andet, højere beløb (en sølvmark) for at kunne blive valgt som repræsentant til Nationalforsamlingen. For Robespierre betyder disse betingelser for borgernes politiske rettigheder, at revolutionen blot har indsat et »rigdomsaristokrati« i stedet for et »feudalaristokrati«.[xix] For at argumentere imod sammenknytningen af økonomisk velstand og politiske rettigheder citerer Robespierre (lidt frit) fra artikel 6 af Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder: »Alle borgere kan vælges til alle offentlige embeder uden anden distinktion end deres dyder og talenter«.[xx] Dermed bruger han menneskerettighederne til at kontestere en bestemt skelnen mellem dem, der har og ikke har politiske rettigheder; dem, der helt og fuldt er inkluderet, og dem, der kun delvist er inkluderet i samfundet.

Sieyès’ og Robespierres tekster eksemplificerer, at menneskerettighedspolitikken er meget ustabil på dette tidspunkt. Der findes ikke én hegemonisk definition af menneskerettighederne, men snarere en stadig forhandling af, hvad det betyder at have rettigheder, hvad det betyder at være inkluderet, hvad der skal til for at være medlem af det politiske fællesskab. Det betyder også, at spørgsmålet om inklusion og eksklusion i menneskerettighedstænkningen står anderledes i 1789 end hos Rancière i 2004. For Rancière er menneskerettigheder noget, der allerede findes, og som kan testes og udnyttes politisk. I 1789 var de kun ved at blive etablereret juridisk, og det gør 1789-Erklæringens tilblivelses- og receptionshistorie til et inspirerende undersøgelsesobjekt for alle, der ønsker at forstå, hvordan menneskerettighederne har været medvirkende til at trække grænsen mellem de inkluderede og de ekskluderede. Og spørgsmålet om den grænsedragning står enormt højt på dagsordenen hos Louis-Sébastien Mercier.

Louis-Sebastien Mercier. Copyright: Wikimedia CommonsHvori består så mere præcist Merciers bidrag til periodens diskussioner af inklusions- og eksklusionsmekanismer? En af de andre tekster fra Parisisk tableau hedder »At betale sin husleje«, og som titlen antyder, er der tale om en beskrivelse af huslejeforhold. På det her tidspunkt var det ifølge Mercier sådan, at huslejen skulle betales hver tredje måned, oftest den 8. januar, april, juli og oktober. I dagene op til betalingsdatoen blev især den fattige del af Paris’ befolkning i stigende grad desperat, idet man ville blive sat på gaden, hvis ikke man betalte. En mulighed for at skaffe penge var, at forældre kunne sende deres døtre til frisørsalonen, hvor de skulle agere testpersoner for frisører under uddannelse. Det var tilsyneladende en ekstremt smertefuld og ydmygende oplevelse, og efter at have udpenslet den i detaljer skriver Mercier:

Oh, velbemidlede kvinder! Man kan ikke bare uden videre finde ud af at opføre jeres frisurers elegante bygningsværker. Før man kan det, har man tortureret tres ufine hoveder for dét desto bedre at kunne arrangere jeres hårpragt. Hvor mange tårer har det ikke kostet, hvor mange tænder er ikke blevet skårret af jeres kønsfæller i de pudrede håratelier, for at alle de naturlige ynder kan spille i jeres afrundede eller flydende hårpragt. Er I overhovedet klar over dette, mine damer? Jeg tvivler på det. Det er dog en del af jeres kønsfæller, der har gjort, at I ikke behøver lide disse smerter; I er det desto smukkere på grund af deres lidelser, glem det ikke. Ah! Medmindre denne viden vil være jer yderligere en nydelse![xxi]

Dette blik ind i frisørsalonen deler visse karakteristika med Merciers beskrivelse af trafikuheldet: observationen af et partikulært, tilsyneladende tilfældigt optrin samt tendensen til at forstå denne partikularitet inden for en bredere ramme. Her er pointen den, at de riges og fattiges liv hænger sammen, de er gensidigt afhængige af hinanden, selv om de rige ofte glemmer det – og hvis de husker det, opnår de måske endda en vis tilfredsstillelse ved at vide, at deres fornøjelser er betalt af de fattiges lidelser. Det, Mercier understreger her, er, at de fattige også er mennesker, og i Parisisk tableau gentages pointen om de riges og fattiges, de privilegeredes og de uprivilegeredes, gensidige afhængighed på et væld af måder. Han demonstrerer, hvordan den riges luksuriøse tilværelse beror på den fattiges ulykke, hvordan høj som lav indgår i det, Susan Maslan kalder et »spind af relationer og reciprociteter«.

I forhold til inklusions- og eksklusionsproblemet i periodens menneskerettighedslovgivning er det interessante hos Mercier hans insisteren på, at ingen er helt autonome væsener, selvom det kan se sådan ud fra et privilegeret perspektiv. Med udgangspunkt i Sieyès’ distinktion mellem aktive og passive rettigheder taler Mercier strengt taget ikke for at udbrede den politiske ret til medindflydelse, men snarere for at respektere også de ubemidledes naturlige og civile rettigheder til sikkerhed og beskyttelse. Så meget skrev han også selv i teksten om trafikuheldet, hvor han retorisk spurgte: »Er den personlige sikkerhed ikke endnu vigtigere end den politiske frihed?« Men ud fra en rancièresk forståelse af at politik handler om, hvem der tæller med, hvem der er inkluderet, hvem man kan høre og se inden for det politiske fællesskabs rammer, er Mercier en meget politisk forfatter. Hans enorme bogprojekt er et forsøg på at demonstrere, at det, der ligner den privilegeredes uafhængige liv, faktisk beror på den uprivilegeredes lidelse; det, der ligner en autonom tilværelse, er faktisk et eksempel på samfundslivets heteronomi. Merciers politiske mål er at gøre det klart, at byboernes liv hænger sammen og at få læseren til at tage ansvar for denne sammenhæng. Selv de, der er ude af øje og sind, lever, ånder og kæmper for at betale huslejen, og de fortjener at blive anerkendt og belønnet herefter.

—–

Litteratur
Agamben, G. (1998) Homo Sacer: Sovereign Power and Bare Life, California: Stanford University Press.
Arendt, H. (1994) The Origins of Totalitarianism, San Diego, New York & London: Harcourt, Inc.
Baecque, A. et al. (ed.) (1988) L’an 1 des droits de l’homme, Paris: Presses du CNRS.
Baker, K. M. (1994) »The Idea of a Declaration of Rights«, in Kley, D. V. (ed.) The French Idea of Freedom: The Old Regime and the Declaration of
Rights of 1789
, California: Stanford University Press.
Constitution de 1791, [Online], tilgængelig: http://www.conseil-constitutionnel.fr/conseil-constitutionnel/francais/la-constitution/les-constitutions-de-la-france/constitution-de-1791.5082.html [10. februar 2014].
Darnton, R. (1996) The Forbidden Best-Sellers of Pre-Revolutionary France, New York & London: W.W. Norton & Company.
Hamacher, W. (2004) »The Right to Have Rights (Four-and-a-Half Remarks)« The South Atlantic Quarterly, vol. 103, pp. 343-356.
Hunt, L. (2008) Inventing Human Rights: A History, New York & London: W.W. Norton & Company.
Maslan, S. (2004) »The Anti-Human: Man and Citizen before the Declaration of the Rights of Man and of the Citizen«, The South Atlantic Quarterly, vol. 103, pp. 357-374.
Maslan, S. (2009) »›Gotta Serve Somebody«: Service; Autonomy; Society‹, Comparative Literature Studies, Volume 46, pp. 45-75.
Mercier, L. S. (1994) Tableau de Paris I-II, Paris: Mercure de France.
Rancière, J. (2004) »Who Is the Subject of the Rights of Man?«, The South Atlantic Quarterly, vol. 103, pp. 297-310.
Sewell, W. H. Jr. (1994) A Rhetoric of Bourgeois Revolution: The Abbé Sieyes and What is the Third Estate?, Durham & London: Duke University Press.
Sieyès, A. (1789): Préliminaire de la constitution Françoise. Reconnoissance et exposition raisonnée Des Droits de l’Homme & du Citoyen, France.
Sieyes, E. (1970): Qu’est-ce que le Tiers état?, Genève: Librairie Droz.
Tackett, T. (1996) Becoming a Revolutionary: The Deputies of the French National Assembly and the Emergence of a Revolutionary Culture (1789-1790), USA: Princeton University Press.

—–

[i] Citeret efter Hunt (2008: 221 & 224).

[ii] Arendt (1994: 296), Hamacher (2004).

[iii] Eksempelvis: Arendt (1994), Agamben (1998), Rancière (2004), Maslan (2004).

[iv] Darnton (1996: 22-82).

[v] Mercier (1994, bind 2: 694ff).

[vi] Jf. forordet til Tableau de Paris: »Mange af [Paris’] beboere er som fremmede i deres egen by: Denne bog vil måske lære dem noget eller i det mindste placere dem et sted, hvorfra de mere klart og præcist kan se nogle scener, som de har set så ofte, at de så at sige ikke ser dem længere; thi det vi ser hver eneste dag, er ikke det, vi forstår os bedst på«. Mercier (1994, bind 1: 14).

[vii] Rancière (2004: 302).

[viii] Ibid., 299.

[ix] Ibid., 303.

[x] Se Sewell (1994) for en glimrende introduktion til Sieyes’ værk og virke.

[xi] Sieyès (1970: 119).

[xii] For de nationalpolitiske institutioners udvikling i 1789-1790 se Tackett (1996).

[xiii] Maslan (2009: 48).

[xiv] Crenière in Baecque et al. (ed) (1988: 131).

[xv] Baker (1994: 157).

[xvi] Sieyès (1789: 36f).

[xvii] Sieyès (1970: 121) samt Sewell (1994: 66-109).

[xviii] Den franske forfatning af 1791, kapitel 1, sektion 2, artikel 2.

[xix] Robespierre (1830: 380).

[xx] Ibid.: 364.

[xxi] Mercier (1994, bind 2: 1025).

 

 

 




Relaterede
Essay

Biprodukter

For Javier Marías er den litterære refleksion forskellig fra den filosofiske. Hans mål er ikke erkendelse, men genkendelse.
Essay

Den sorte planet

Louis-Ferdinand Célines liv og værk er et vidnesbyrd om de mørke skygger, Første Verdenskrig kastede over Europa.