Essay

»Nogle gange drømmer vi om Europa«

I Ukraine gemmer sig en ny og magisk litteratur; en der svælger i snavs og fortvivlelse og som vover at drømme.

Lviv, Ukraine. Kilde: Flickr

I 1991 blev et land med 48 millioner sjæle skabt lige i hjertet af den eurasiske landmasse. Landet strækker sig fra Karpaternes trædækkede bjerge, hvor bønder stadig dyrker jorden ved håndkraft, gennem brostensbelagte byer med middelalderlige slotte og østrig-ungarske operahuse; over klostrenes løgkupler og endeløse forstæder og deres snuskede etagelejligheder; på tværs af et varmt hav til de rygende skorstene fra Europas største fabrikker, og ind i kontinentets dybeste, mørkeste miner.

Landet er Ukraine, men på trods af dets størrelse har det kun i ringe grad formået at etablere sig som en særskilt fortælling i verden. Fortællingen er svagt forbundet med prostitution, lejlighedsvist sportsstjerner, politikere, der ligner natklubdørmænd og som slås under plenarforsamlingerne. Men sammen med oprettelsen af det politiske organ blev også noget andet muligt efter 1991: en ny litteratur. I Sovjetunionen blev ukrainske intellektuelle, som aktivt kæmpede for deres sprog, ofte forfulgt: Over 500 ukrainske forfattere blev skudt eller fængslet på grund af nationalisme under sovjettiden. Nu er ukrainsk det officielle sprog, og russisk i mindretal. Den nye ukrainske litteratur forsøger desperat at skabe en placering i verden, og i modsætning til politikken, er den værd at være stolt af.

Rejsen for nutidens ukrainske litteratur begynder med voldsomme opkastninger på en sidegade i Moskva. Otto von F, helten i Jurij Andrukhovitjs roman Moskovitten (1993), har været på druk (øl, champagne, vodka, amfetamin og madeira) i løbet af Sovjetunionens sidste dage, drikker sig gennem en psykotisk by, bestående af sindssyge monarkister, terrorister og tyveknægte, der himler op om de store symboler på russisk magt: »Dette er byen med de tusind og én torturkamre. En højtudviklet bastion i Østen, der venter på at erobre Vesten. Byen gjort af den bolsjevikiske kejserdømmearkitektur med de forfremmede spøgelser inden for det såkaldte ordenspoliti. Et politi der kun ved, hvordan man fortærer.«

Lviv, Ukraine. Kilde: Flickr

Lviv, Ukraine. Kilde: Flickr

Otto er en studentikos ukrainsk digter, bosat på kollegiet ved Moskvas gigantiske, neo-gotiske Statsuniversitet, og han fornemmer »den langsomme sprængning af rigets rammer, de lande og befolkninger som kryber fra hinanden, hver og en, som nu får uafhængig status.« Hvis ukrainske forfattere engang skrev med en blanding af frygt og ærefrygt om den store hovedstad, spytter Andrukhovitjs fordrukne helt og vifter med sin midterste finger efter den: selv hans navn, Otto von F, betoner en europæisk overlegenhed over for det barbariske russiske øst. Dette spejlvender det fremherskende russiske syn på forholdet til Ukraine, hvor førstnævnte regnes for mere civiliseret.

»Lille Rusland«, sådan blev nutidens Ukraine ofte beskrevet af russerne, og i de beundrende, men patroniserende ord, skrevet af den russiske forfatter Ivan Bunin, vinder af Nobelprisen i 1933, har »Lille Rusland ingen historie… det har kun sange, legender; det befinder sig på en måde uden for tiden.« Ukrainsk blev betragtet som det landlige og folkloristiske sprog, talt af udannede bønder, der troede på attraktive kvindelige vampyrer, som lever i bække; på djævle, skjult i ost og magiske æg. Ambitiøse forfattere skiftede til det dominerende sprog: Gogols far, for eksempel, skrev vaudeviller på ukrainsk, men sønnen skiftede til russisk, da han ville erobre Skt. Petersborg.

Men nu udbasunerer Moskovitten ukrainsk overlegenhed. Ottos opkastning kommer ved bogens klimaks: »Endelig hælder du alt Moskva ud af dig, uophørligt, uselvisk og muntert går du i udbrud.« At brække sig sådan er en kulturel og historisk gerning, at udsende al den russiske og sovjetiske mavesyre, for derefter frit at kunne styrte af sted mod stationen og fange et proppet tog mod hans snart uafhængige hjemland.

Hjem for Andrukhovitj er det vestlige Ukraine, det østrig-ungarske kejserriges gamle ydre grænser, som først blev »deporteret« til Sovjetunionen efter 1939. Før Holocaust og sovjetternes ankomst talte man i disse byer flere sprog: tysk og jiddisch, polsk og ungarsk såvel som ukrainsk. Dette er hjemstedet for østrig-ungarske forfattere som Paul Celan, Joseph Roth og Sader-Masoch (som alle skrev på tysk); det polske sprogs geni, Bruno Schultz; for Baal Shem Tov og hasidisme. Bycentrene i Lviv, Tjernivtsi, Ivano-Frankivsk og Uzjgorod ligner fortsat miniatureudgaver af Wien. I sine selvbiografiske essays mindes Andrukhovitj, hvordan han voksede op i lurvede, elegante art nouveau-gader, hvor krumryggede ældre mennesker stadig gik klædt, som skulle de se kejser Franz Joseph. Han drak de første teenage-drinks og fik sine første kys i ruinerne af de østrig-ungarske slotte, selve arkitekturen udgjorde en forbindelse til verdenen uden for jerntæppet. »Nogle gange drømmer vi om Europa,« siger Otto von F mod slutningen af Moskovitten, »natten nærmer sig Donaus bredder. Vi synes at huske noget: Varme have, marmorporte, varme sten, sydlige vinstokke, ensomme tårne.«

Men da den post-sovjetiske ukrainske forfatter endelig befinder sig i Europa, er alt ikke så ligetil. I Perversion, Andrukhovitjs opfølger til Moskovitten, er helten igen en digter, og han lyder meget som en voksen udgave af Otto von F. Han forlader Ukraine og bliver en paneuropæisk eventyrer med flere falske navne og identiteter, taler et halvt dusin sprog, og dør på mystisk vis i Venedig under karnevallet. I stedet for at finde sig selv bliver den ukrainske forfatter oversvømmet og opslugt af Europa. I essayet Hvilket sprog er du fra? mindes Andrukhovitj en fransk litterær agent, der opfordrede ham til at ændre sit besværlige navn til et mere europæisk, hvis han ønsker international succes; og ikke skrive på sit marginale modersmål, men et af de store sprog.

Det ukrainske valg er valget mellem en ikke-eksistens og en eksistens, der dræber én, skriver Oksana Zabuzhko i Et feltarbejde i ukrainsk sex, hendes debutroman, skrevet i 1996. På trods af sin stream of consciousness-prosa toppede romanen den ukrainske bestsellerliste i mere end ti år: den første ukrainske roman som blander voldelig sex og overvejelser om national filosofi; og skrevet af en frygtløs kvinde.

Heltinden (aldrig navngivet) brænder af sproglig patriotisme og et ønske om at kompensere for alle tidligere tiders torturerede og dræbte ukrainske digtere og deres ofringer; hun genkalder ukrainsk poesis martyrhelt, Vasyl Stus, der døde i en sovjetisk arbejdslejr i 1985: »Mit folk, det er til jer jeg vender tilbage / i døden finder jeg min skæbne«, skrev Stus kort før sin død. Det er en historie og mission, der afspejler Zabuzhkos egen. I september 2012 hørte jeg Zabuzhko, samt mange andre ukrainske og tyske, hollandske, østrigske og schweiziske digtere, læse sine digte på »Meridian«, en litteraturfestival i Tjernivtsi, der forsøger at genforene Ukraine med den europæiske kulturverden. En af oplæsningerne blev, lidt provokerende, afholdt på det lokale udendørsmarked. Et støvet, larmende, overfyldt sted, hvor bredskuldrede kvinder iklædt Adidas-sko og postkasserøde landsbysjal solgte kinesiske møbler, skrot, hjemmebrændt sprit, svin og falske mobiltelefoner. Scenen for digterne blev sat i midten af markedet. Da Zabuzhko gik på, beklagede hun sig over den russiske popmusik, som bragede fra højttalerne: »Jeg håber, vi kan skifte fra russisk pop til ukrainsk poesi nu.«

Lviv, Ukraine. Kilde: Flickr

Lviv, Ukraine. Kilde: Flickr

Zabushko begyndte at læse: hendes oplæsningsstil er som en heks’ besværgelse, fuld af hyl og orgastisk dånen. I begyndelsen var de lokale mundlamme. Poesi? Her? Så begyndte de at lytte, gumlede på sesamfrø og spyttede skallerne ud. En ældre grønthandler kom op til Zabuzhko og rakte hende en spand med vilde jordbær. Jeg fulgte grønthandleren tilbage til hendes bod: Zabuzhkos digte om middelklassen og storbyangst udløste lyriske erindringer, og pludselig reciterede hun brudstykker af ukrainske folkesange og digte: »Jeg havde glemt alt om poesi,« sagde kvinden, »jeg plejede at kende til så meget som barn i min landsby.«

Men i Et feltarbejde i ukrainsk sex bekender Zabuzhko en følelse af forbitrelse over sin egen mission. Idet den kvindelige hovedkarakter rejser rundt i verden, fra det ene internationale litteraturseminar til det andet, drevet af at bevise over for verden, at ukrainsk er et levende sprog, udmattes hun af konstant at besvare spørgsmålet: »Ukraine? Hvor er det?« Selv i Kijev, Ukraines hovedstad, er fokus snarere på russisk end ukrainsk kultur: de berømteste forfattere, om det er Bulgakov fra det 20. århundrede eller Kurkov i det 21., skriver på russisk. Da Zabuzhkos kvindelige hovedkarakter møder en ukrainsk maler fra provinsen, tror hun straks, at hun har fundet den ideelle ukrainske mand, og så gennemsyret af ukrainsk kultur, som hun er, tror hun, at han er den første mand, som hun ikke behøver forklare sig over for. Kvinden er lykkelig i starten, men forholdet bliver hurtigt fysisk og psykisk voldeligt, deres sex krænkende og torturende (du fornemmer det ukrainske i Sader-Masochs forfatterskab, når du har læst Zabuzhko). Da hovedkarakteren forsøger at få sin ukrainske elsker til at fremme sin karriere i Amerika, har han for travlt til at kunne blomstre der. Hendes krop er præget af ar og forbrændinger, hendes sind ødelagt; affæren med den »ideelle ukrainer« giver hende et nervesammenbrud.

»Hvorfor accepterer hun det?«, spekulerer hendes amerikanske venner (over forholdet til manden, men det kunne ligeså godt være det til landet). »Vi blev opdraget af mænd, kneppet i alle ender, på alle måder« svarer hun, »senere knaldede vi den samme slags fyre, i begge tilfælde gjorde de, hvad andre, de andre, har gjort over for dem.« I Et feltarbejde i ukrainsk sex viser den mishandlende elsker sig som et kompendium over Ukraines historiske tragedier: hans far tilbragte tid i først en nazistisk og derefter en sovjetisk koncentrationslejr; han blev forfulgt af KGB. Det anslås, at der i Ukraine i det 20. århundrede blev dræbt ca. 14 millioner mennesker gennem en kombination af udrensninger, holocaust og påtvungen hungersnød. Da Zabuzhkos hovedperson rejser spørgsmålet om at få børn, svarer maleren: »Slaver skal ikke føde børn.«

Både Zabuzhko og Andrukhovitj blev født i 1960, hang ud i systemkritiske kredse i den sene sovjettid og var i begyndelsen af trediverne i 1991. Deres værker rummer stadig kimen af et positivt nationalprojekt, deres litterære mission er at finde et sprog, som kan udforske Ukraines fortid og etablere dets nutid. Serhiy Zhadan, født i 1974, er fra en yngre generation. Han var bare sytten, da Sovjetunionen kollapsede. Zhadans helte er ikke torturerede digtere og intellektuelle, der diskuterer meningen med landet. De er gangstere, virksomhedsslaver, prostituerede og tabere. I digtet »Lukoil« kommer semi-kriminelle olieforhandlere for at drikke en skål på deres kollegaers grave:

De græder ind i deres Dolce og Gabbana-suits, og drikker Hennessy fra plastikkrus,

»Værsgo Kolya« siger de, her er dine 10 procent.

På off-shore-virksomhedernes uendelige marker bliver vi skudt ned som vilde gæs med pistolskud i deres levere.

Døden er et land, hvor vores kreditkort ikke virker,

Døden er et land med sort olie, der vil vaske hans synder væk!«

Zhadans historier er fulde af teenagere og mennesker i tyverne, den første post-sovjetiske generation, rejsende rundt i landet: hooligans halter tilbage efter at være blevet stukket ned til en udekamp, gennem et landskab af endeløse rustne toglinier; rundt omkring i Jalta leverer en hashpusher sine varer, indskrevet på et herberg fyldt med tartar-familier sovende på gulvet, via et palæ, hvor en sekt af tidligere prostituerede synger salmer. De rejser, som Zhadans karakterer foretager, stopper brat ved tilfældige voldshandlinger og anholdelser. Det er en generation på vej, Gud ved hvor hen og hvorfor, som krydser landet hid og did uden mål for øje.

Lviv, Ukraine. Kilde: Flickr

Dette rastløse motiv udtrykker den dybe utilpashed ved det post-sovjetiske Ukraine. Ingen leder eller bevægelse har været i stand til at skabe en fremadrettet, positiv ideologi i landet. Under præsident Kutjma (1994-2005) var politikken (hvis man kan kalde den det) at spille Rusland og Vesten op imod hinanden uden at udvikle noget selv, men snarere udnytte Vestens udviklingsbistand og gassen fra øst. Under Den orange revolution i 2004 så det pludselig ud til, at Ukraine ville vælge den pro-europæiske, vestlige vej. Men »revolutionen« stivnede hurtigt, og i 2010 valgte Ukraine Viktor Janukovitj til præsident.

Janukovitj sad som teenager inde for røveri og overfald, taler folkerussisk og dårligt ukrainsk, fængsler politiske modstandere og har fremmedgjort både Vesten og Rusland. »Hvor er Ukraine på vej hen? Hvad vil landet have?,” lyder det frustrerede suk i de vestlige hovedstæder. En af Zhadans historier er en række sketcher, situeret ved den ukrainske EU-grænse, med en trist, pjaltet besætning af ukrainske smuglere og kærlighedssyge unge mennesker, der desperat forsøger, men aldrig helt formår at passere Schengen-linien. »Vi er hverken her eller der,« siger Zabuzhkos kvindelige hovedkarakter, »Europa har formået at inficere os med det individuelle begærs rasende feber, med en tro på et personligt ›Yes I can‹, men vi har aldrig udviklet et fundament for en sådan tro, de strukturer, der understøtter dette ›jeg kan‹, og dermed har vi i flere årtier strejfet omkring på bunden af historien.«

Trods den barske realisme hos Zhadan, Zabuzhko og Andrukhovitj er alle tre forfatterskaber mærket af en udpræget magisk stil. I de sidste afsnit og vers i Zhadans realistiske fortællinger løfter forfatterens drømmesyn sig ofte op fra gadeplan og skimter noget fra det hinsides: Sjælene fra de netop nedskudte bøller stiger til vejrs over sporvognslinierne i Kharkhiv; et grumt digt om en massemorder, som cykler gennem en industriby, omdannes til et drømmesyn om dæmoner, der dukker op fra de ukrainske folkefortællingers mørke skove. Andrukhovitjs Moskovitten, såvel som hans senere romaner, skubber til realismens grænser, og pludselig, i slutningen, uden at man mærker overgangen, befinder hovedkarakteren sig i en mareridtsverden med gigantiske rotter og underjordiske paladser. Tilsvarende maler den mishandlende elsker i Et feltarbejde i ukrainsk sex malerier fulde af hedenske kræfter: »hekse i en vild dans, et forårsritual;« en vision af Ukraine, betragtet som den irrationelle modsætning til det afmålte Vesten, som det opleves af hovedkarakteren på Harvard.

Nutidens ukrainske forfattere er således Europas rå latinamerikanere, med deres blanding af magisk realisme, vold i hjemmet, folklore og mafia. Og hvis man ser nærmere på de store klassiske forfattere, der er født i Ukraine, men skrev på andre sprog, opdager man, at de ligeledes er præget af en lignende surrealistisk tradition: Gogol, der skrev på russisk, introducerede ukrainsk folklore i russisk litteratur, første gang i novellerne i Aftener på en gård nær Dikanka, med deres dæmoner der hjælper drenge med at forføre smukke piger i hjemsøgte stalde; og senere i et fjernere ekko, med sine Skt. Petersborg-noveller, hvor bureaukraters spøgelser hjemsøger kejserdømmets hovedstad. Ukrainsk folklore forvandlede jødedommen ved at befolke de hasidiske fortællinger med ånder og flyvende rabbinere. Israelske Aharon Appelfeld, der voksede op i Tjernivtsi og er uddannet på tysk, mindes sine barnepiger og tjenere synge og fortælle historier for ham på ukrainsk. Måske fandt den ukrainske folklore via de samme barnepiger og tjenere sin vej ind Bulgakovs hallucinatoriske drømmesyn med talende kattes og djævlenes spadsereture rundt i det kommunistiske Moskva; og ind i Joseph Roths hotellofter, der smelter til gennemsigtighed, som om det er den mest almindelige hændelse i verden.

Snarere end at udgøre en marginal strømning har den ukrainske fornemmelse for levende folklore, hvor det fantastiske er en gnidningsløs del af hverdagen, forandret hovedtendenser i europæisk litteratur i århundreder. Gamle Ukraine er i dag ved at finde en ny stemme: »De mest interessante ting,« skriver Andrukhovitj, »sker i margenerne.«

»Sometimes we dream of Europe«, oversat af Christian Johannes Idskov.

Peter Pomerantsev er tv-producer, bosat i London. Skriver med jævne mellemrum i London Review of Books og The Atlantic.




Relaterede
Essay

Excentriske barbarer

Europæernes fascination af andres autenticitet har gennem historien fungeret som et spejl for eget kulturelle mindreværd.
Essay

Når man lukker et åbent samfund

Hvordan går man fra idéer til handling i den virkelige verden uden at åbne et gammelt europæisk sår?