Føljeton

Odensevandringen

Madame Nielsen vandrer ud i den tabte tid.

Fredag 16. oktober 2015. Fra Kongens Have via Flakhaven, Munke Mose, Langelinie, Fruens Bøge og Skt. Klemenshallen til Fangel Stadion.

Hele denne velsignet endeløse historie begyndte som en vandring ind i »De næste 50 år«, en vandring til minde om Claus Beck-Nielsen (herefter CBN), men i Paris, langt fra hans Horne Land, langt fra Aarhus Fødselsanstalt, Tønder, Gug Skole og provinsbyen Odense, Andersens fødeby, hvor også vor helt af og til gik lidt i skole, mistede sin mødom og senere var rockmusiker. Først nu, i dag, mere end to og et halvt år efter det første skridt på min endeløse Europavandring er jeg nået frem eller tilfældigt kommet forbi denne beskedne by på øen Fyn. Så hvad kunne være mere biografisk end at gøre dagens vandring i den unge Nielsens spor, en vandring i den tabte tid, forbi stederne, hvor han håbede og fortvivlede, forelskede sig, led og gik tabt.

IMG_0348
13:22
Afgang fra Plaza Hotel, vend aldrig tilbage til en fuser, himlen er mørk, oktoberblæsten flår i det falmende løv, Madame har bevæbnet sig med vandrestøvler, laksemad og pink paraply.
Madame går uden kort i dag, alt, hvad hun har, er CBNs efterladte erindring, den er grå og smuldret, Madame går hastigt, hvirvler billederne op med sin pink paraply, som en blindestok i den tabte tid.

13:29
Madame går i stå foran en uanselig hvid port, et skilt siger »Twister«. – Undskyld, siger hun til to ikke helt unge mænd, der ruller deres små poder forbi i klapvogne, var det her ikke engang Hansens Værtshus? – Joh, siger den ene tøvende. – Hvad er det nu en slags vandpibested? siger den anden. – Næh, siger den ene.

I det samme daler erindringens falmede billedblad ned fra den grånende himmel, se dens hellige skrift:

Dette sted var Alladins Hule, her begyndte hans sørgmodige karriere som rockmusiker, her stod han på samme trange scene som tidens stjerner, Bazar, Kliché, sågar Gnags?

13:33
Flakhaven, Madame foran datidens tårnhøje helvede, hvor CBN tjente sine første små penge som bybud for en tandlæge. Helvede hyllet i en sky af stilladser, myldrende af arbejdere, hvoraf De 5 bærer »Danske Bank« bort som et bogstaveligt lig ned ad en passage. – Undskyld mig, siger Madame, var det her ikke engang Bikubens Hus? – Joh, men det gonok læng si’en. – Og nu, hvad er det nu? Arbejderen se op ad stilladset mod den mørknende himmel, det gigantiske banner for »POWER«, – det ve jeg snart ik’, siger han.

Går forbi Rådhuset ned ad Gågaden, erindringerne hvirvler som efterårsblade, flammer op, visner bort, Tante Grøn, her købte mormor garn til min sweater, hvor blev Frank A?

IMG_0357

13:47
Smedestræde 12, her havde modeskaberen Rigetta Klint sin første lille butik, altimens, bag ruden på anden sal han sov for længe, kom aldrig rigtigt op, sad i eftermiddagstimer over havregryn med mælk og læste Pigen i Gyngen, på boksmadrassen bag ham glemte en blond ung pige sit hårspænde, men kom aldrig tilbage.

Bag bordet i butikken sidder en dame med et ar i næsen, der hvor ungdommens ring engang sad. – Rigetta Klint? siger Madame. – Øh, før mig var der en smykkebutik, Aida, eller Aida, ham der sad her hed Benny.

13:59
Madame ved baren i Café Biografen. Her købte CBN og hans første kæreste og deres langarmede ven en kop kaffe og fyldte den diskret op med cognac fra tasken, her så de 11 gange Himlen over Berlin, men aldrig de første fem minutter, og her finder muligvis en af de mange hovedscener i Den endeløse sommer sted: caféen, »som for tiden er stedet, hvor man kommer, og hvis facade er af glas og med en fremskudt drivhusagtig pavillon, der oplyser hele pladsen foran den, måden de som et kongeligt par med deres følge skrider ind gennem glasfoyeren …«

IMG_0361
På vejen ud falder Madame i staver foran filmplakaterne, deres titler, de passer sørgmodigt til hende: »Erfaring går aldrig af mode«, »45 år« og »Kvinden i guld«. Ak, ja, sukker Madame, man har efterhånden nået sin guldalder.

14:11
Munke Mose, Madame på det formodede gerningssted: Her forsøgte en vis Mira Chakravarty i slutningen af det tyvende århundrede en mørk nat under det rislende løv at tage en ung mands (»så skær, så sky«) mødom. Nu roder en gammel flaskesamler, måske en af hans ungdomsvenner? i en skraldespand med lange stive fingre, hvidplettede som af kalk. – Vil De tage et billede af mig, siger Madame og rækker ham sin telefon. – Tak, siger hun, – Det bar iorden, siger han og skyder. – Madame Nielsen, siger hun, – Pedersen, siger han.

14:27
Munkevænget 35 i det herskabelige Langeliniekvarter med plæner ned til åen, der mindede ham om slotsparker. I denne hvide villa boede hans gymnasieveninde, den senere direktør for Politikens Hus og nuværende chef for TV2 Merete Eldrup, dengang Jørgensen, senere Ahm, bag de små ruder i kælderen drak de hver eftermiddag te, lavede lektier og hørte Faurés Requiem. Så gled han ud i en hashtåge, og hun gjorde karriere.

IMG_0363
Jeg ser op mod villaens hvide karnap, jeg mindes en scene, men hans erindring flyder sammen med »Manden uden Egenskaber«, og pigen derinde bag ruden hedder Gerda og ikke Merete …

15:00
Skt. Knuds Gymnasium er lukket, som for altid, de automatiske glasdøre glider ikke til side for Madame, da hun nærmer sig, som var hun ikke et legeme, men bare en ånd, er hun det, et spøgelse? Her gik han i tre år, og nu siger det mig intet. Jeg samler et æble op fra græsset under træet, der nok ikke engang var plantet, da han gik herfra uden hue. Jeg tørrer det af i min mørkeblå nederdel og bider. Det er sprødt, sødt og saftigt. 

15:12
Foran bageren i Læssøegade, hvor CBN købte en linse (sprød fed og med fyld af størknet gul creme), da han havde været oppe til eksamen i kemi i sommeren 1981. En yngre mand og en yngre kvinde fylder børn og bagage i en lille boksbil, han tager et sug og rækker hende cigaretten, hun tager et sug, det gløder under den regntunge himmel. – Skatter, ve du, om der engang har lagt en bager her? Han trækker overkroppen ud af boksen og retter sig op, – det i hverfald læng’ sijn så, siger han, – men det ka faktisk godt tænkes, for bygningen her er meget gammel; der har jo vært pizzeria i mang år, men det’ så lukket nu.

IMG_0378
Madame vandrer ind under Fruens Bøge, ser Restaurant Skoven forvandlet til Jensens Bøfhus og isboden i rundkørslen med verdens største vafler (syv kugler og guf) jævnet med jorden. Hun krydser »Engen« og følger stien langs åen forbi Dalum Kirke og nonneklosteret, på hvis mark, der strækker sig op over bakken, en nougatbrun blød skotsk højlandstyr græsser. På sletten bag vandtårnet, over boldbanerne hvirvler råger og måger som et ekko af mandagens vandring i Aarhus, tider og steder flyder sammen i disen og den svindende udsigt over fortidens landskaber.

15:48
Picnic ved Fruens Bøge ridestadion. Damelår med laksesnitte og anbidt gulerod. Tre teenagepiger danser forbi, ordene hvirvler som blade, Madame rejser sig og følger efter dem, de taler om »ham«, »han« er trist, siger de, »han spiser ingeting«. Er det deres Don Juan, Casanova under Fruens Bøge? Så åbner de lågen, og han løfter hovedet og vrinsker.

16:12
Madame på Motorvejsbroen, erindringen højt hævet over Tiden, dens blinde snit gennem landskabet. Lobotomi.

16:46
Madame har noget med dyr, især kvier og får, de klæder hende, hendes skælmske smil, hendes spillende øjne, deres drøvtyggende måben.

17:01
Madame med CBNs forældre foran et af hans mange barndomshjem, det sidste. Madame er velkommen, mor Lis giver kys på begge kinder og har nu selv en rød Madamemund på sin kind, da hun sætter sig ved bordet i køkkenet. De drikker grøn te, og Madame nyder en pære fra naboens have.

IMG_0398
Da Madame træder ud af barndomshjemmet, er regnen endelig begyndt at falde, og skumringen stiger som støv fra de våde vænger. Sig nærmer tiden, og tiden er knap, hun må gå rask til, hvis hun skal nå det hele, alt det, hun endnu skal se, før det pludselig er for sent og hun forsvundet i det store mørke. Hun slår paraplyen op, den lyser pink i det støvende grå.

Hun går ad smutvejen Smutvej, forbi det gule hus, der engang var Købmand Skov, og hvor han købte Puk-pastiller med billeder af ishockeysspillere, han aldrig havde set, og NU-pastiller med billeder af Ole Mørch, Keld Bak og Per Røntved. Længere henne ad Svendstrupvej møder hun Fremtiden, dens børn. I hans tid var de alle hvide, kun én var ikke som de, han hed Ali, Lumumba, Svahili og Baba. Nu hedder de Oliver og Yahir. Og Frederik? Det er jo ham, der tager billedet, se:

IMG_040318:01
Skt. Klemensskolen, øde, menneskebørneforladt, en snavsethvid aflang barak, der kæntrende synker ned i skumringen. Cykelstativerne, tunnelen under vejen, skolegården, hvor et fyrre, måske halvtreds år gammelt mål, et mål uden net, bare et tykt gråt metalrør, ligger væltet på den våde asfalt. Og vandposten? Er væk. Madame træder op på en betonsokkel og ser gennem sit eget mørke spejlbillede ind i lokalet, hvor CBN gik i anden klasse hos Fru Hesel. I vindueskarmen spirer karse op af den hvide vat i en plastskål, og på væggen ved siden af tavlen hænger verden, den er stadigvæk stor.

IMG_041318:12
Skt. Klemenshallen, det var verdens hjerte, selv i den mørkeste dybeste vintereftermiddag glødede den som en katedral, den hellige hal, og inde i hallen var der lys og bander af træ og håndboldmål med rød-hvide rammer og net, og højt oppe på væggen, ikke korset, men uret med tiden, der gik. I det fjerneste hjørne af hallen, helt derovre ud mod Dahlsvej, fandtes cafeteriaet, her havde han en sjælden gang råd til en krasser, 75 øre, med ketchup, remoulade og ristede løg. – Nej, tak, ingen sennup.

Men det er ikke den hal, Madame står bag dér i mørket og den stille regn. Alt, hvad hun ser, er en medtaget skal og en blå container med hvid skrift: »Hanjin«.

IMG_0425
Nu går Madame for alvor ind i mørket, ad bagvejen mod Fangel. Regnen trommer og tripper på skærmen. Snart møder hun det første skilt: »Fangel 4«. Siden ser hun højspændingsmaster vandre som spøgelser over fjerne marker, en gigantisk klode ved navn BIOGAS, projektører i blændende bevægelse, som en komet, der nærmer sig og farer forbi.

IMG_043918:58
Tynget af væde og minder når Madame frem til konturerne af en landsby. Hun vandrer i blinde, når frem til landsbyens torv under århundredgamle træer, der stod her allerede gamle i hans tid. Hun bøjer sig over et skilt, men skiltet er malet over med mørke. Hun holder telefonen frem, blændes af blitzen og ser på skærmen: »Fangel Stadion«. En ældre kvinde, på Madames alder, kommer ud af mørket i en selvlysende grøn vest og med en hund så sort, at den får mørket omkring dem til at skinne. – Kom med! siger hun. Inde på stadion slipper hun køteren løs over den saftige grønsvær, den farer og flakker over banen som en lommelygte med sort kegle. – Cerberus! kalder kvinden, og i næste nu er de væk, og Madame igen alene i verden. Hun tørrer sine briller af i nederdelen og går hen mod måltavlen og standser.

Tavlen er malet over med hvidt, amnesia, som billedet af den tabte tid.

IMG_0450
*

Efterbillede
Det sidste, men det er for sent: Madame (en lyserød tåge) under en gadelygte i regnen bag målet på Fangel Stadion. Fredag 16. oktober 2015, 19:07

IMG_0460

 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.




Relaterede
Essay

Menneskets potentiale ifølge Agamben

Hos Giorgio Agamben befinder vi os alle i en ubestemmelighedszone.
Essay

Vov ikke at tro andres historier om dig

For Chinua Achebe var kampen for retten til at fortælle sin egen historie altafgørende. En arkivperle kaster lys over hans opfattelse af litteraturens betydning og kraft.