Anmeldelse

Planken ud

Thomas Bobergs 'Fantombillede' viser vilje til former og formernes vilje

Thomas Boberg Fantombillede Gyldendal, 2014

Thomas Boberg
Fantombillede
Gyldendal, 2014

Thomas Bobergs nye digtsamling, Fantombillede, er en svær bog. Men lad det være sagt med det samme, at den er svær på den fede måde, aldeles uindlysende, vildt kompliceret. Og så alligevel i sidste ende definitivt enkel.

Fantombillede er også en meget stor og uhyre mangfoldig bog. Det er en del af det svære ved den. På sine halvandet hundrede sider opmarcherer bogen en suite af helt forskellige verbale former, fra prosalignende stykker over «knækprosa» til rytme- og tropebevidst centrallyrik – og stedvis inden for alle former helt ud over kanten i vrængende selviscenesættelse. Digtene falder i en slags suiter eller afsnit, hver med sin overskrift, der kan være både tematisk (“Turisme”) og mere formorienteret eksistentiel (”Mellem hugget og halsen”, ”Credo”). Det svære ved hele denne mangfoldighed er, at den ikke samler sig i eller om noget tydeligt. Redundansen udebliver. Hvert digt, hver suite, ja hver strofe har så at sige sin egen intonation, som er overbevisende og distinkt, men som ikke fremtræder eller tilsyneladende forstår sig som del af en forståelig helhed. Det giver samlingen et skær af uberegnelighed, af noget som kunne være snublende tæt på at ligne ujævnhed og sjusk – men som ikke er det: Det er polyfoni, eller måske rettere heterofoni – og det er det af smertefuld beregning.

Det er det modsatte af økonomi, det modsatte af stramhed, det er, for at sige det med bogens egne ord, dette at

Alle ideer strejfer før eller siden paletten, de flyvende billeder sætter sig i værkstedet, hvor der pludselig står en fremmed og skærer i dit sprog med en kniv, du ikke kan styre…

Når digterne/teksterne således starter et nyt sted hver gang, med ny intonation, ny tempus, ny agens, så er det på en måde for meget. Men det er akkurat distinkt for meget, og det kronisk nye sted bliver dermed alligevel på en måde til det samme sted, eller forbliver forbundet med det samme sted, med stedet fra før. Men på ny, på ny.

Der er rigtig mange perler i denne digtsamling, både i form af hele digte (såsom “Skyggedigt” (100) eller “Gåsedigt” (87)) og i enkeltstående riffs som eksempelvis «… Pludselig føler jeg. Friktion. Fiktion. Hovmod. Men hvordan skal jeg realisere alt dette når jeg ingenting ved?» (53). Men selvfølgelig møder man også svagere passager, såsom det lange ”Racistisk digt” (113-122), der ikke står særlig skarpt.

I dette som i hint er digtene og samlingen i al sin sprængthed imidlertid alligevel på linje eller højde med sig selv, den er kongruent med sig selv. For hvad er alt dette her «om»? Har det overhovedet et betydningsmæssigt konvergenspunkt?

Ja, det har det i høj grad. Det handler om mig, det handler om det «jeg», som er underkastet vores nådeløse, uafrystelige væren-alene-i-verden, som er tvunget til at kaste sig ud i allehånde forsøg og former, til at skyde sig ud i snart vellydende gestus, snart vrængende hop på stedet. Som uafladelig må træffe valg, der muligvis ingen steder fører hen, men som alligevel er tvunget til bestandig at vælge om og til at intonere på ny. Tilsammen afspejler alle disse udspil en tilværelsens ørkesløshed eller måske endda håbløshed. Men sådan én, der alligevel rummer i det mindste akkurat det håb, som denne vilje til form inkarnerer. Eller måske rettere (ligesom der må spilles ud igen og igen, men forskelligt): denne vilje til former.

Samlingens på en måde monstrøst usammenhængende formregister bliver dermed kongenialt med sit eget inderste anliggende, nemlig at videregive dette anliggende samlet, redundant, konvergent. Viljen til form viser sig her som formernes overbevisende og ustandselige falden fra hinanden, deres bliven u-form, kunne man sige – samtidig med at de holdes ubrydeligt sammen af deres egne vedholdende forpligtethed på det «jeg» der, som det hedder «… står i rabatten derude/hjemsøgt af usmagelige digte.» (29).

En klog mand har bemærket, at der grundlæggende ikke kan findes noget «udenfor». Ethvert «udenfor» må derfor fremskrives, må konstrueres indefra. Og det er akkurat det, disse digte gør, modigt, personligt, smerteligt, nøgent, men også og samtidig nøgternt eksponerende. Vilje til form, til former, ja. Men også det der her står tilbage som en opløftende tanke: formernes vilje.

 

Morten Kyndrup er professor ved Aarhus Institute of Advanced Studies

Thomas Boberg, Fantombillede. Digte. 152 sider, kr. 199,95. Gyldendal. Er udkommet.




Relaterede
Essay

Når man lukker et åbent samfund

Hvordan går man fra idéer til handling i den virkelige verden uden at åbne et gammelt europæisk sår?
Essay

Ordene mellem sandhed og bedrag

Tungens og læbernes hvisken er hos spanske Javier Marías et instrument til handling.