Essay

Rusland ser Europa i øjnene

Sikkerhedsseler, sikker sex, barbermaskiner – disse er Europas nye symboler.

Europa ser sine principper som overlegne i forhold til Ruslands. Og det er voldsomt irriterende for det regeringskontrollerede Rusland, skriver den russiske forfatter Viktor Jerofejev.Foto: Thierry Ehrmann.

Europa ser sine principper som overlegne i forhold til Ruslands. Og det er voldsomt irriterende for det regeringskontrollerede Rusland, skriver den russiske forfatter Viktor Jerofejev.

Foto: Thierry Ehrmann.

Europa er uden tvivl ikke lige så godt bekendt med Rusland, som Rusland er med Europa. Det har altid været tilfældet, og den tradition fortsætter. I Europas øjne er russerne de eksotiske vilde. Sovjetunionen adskilte sig også fra Europa i kraft af sin vildskab; det var en eksotisk stormagt med globale ambitioner og en missionerende ideologi, men for europæerne var eksotismen præget af frygt. Ja, frygten var på sit højeste på dette tidspunkt, da Europa allerede følte sig truet af Rusland under zarerne, som var ivrige efter at få styr, som de så det, på Europa.

For os var Europa det mindst eksotiske kontinent i verden, anset for altings målestok, en uopnåelig standard og et ideal, vi utrætteligt stræbte efter. Helt frem til fascismens storhedstid led vi i Rusland af en Europa-feber, der brændte med en iboende, til tider manisk ild. Nu, her i det 21. århundrede, er portrættet af vore indre åndelige forbindelser til Europa falmet og blevet utydeligt. Vi elsker, som vi altid har gjort, bekvemmelighederne ved den europæiske levestil, men den dristige filosofiske, politiske og kunstneriske beslutningstagning, som har kendetegnet Europa, er mærkbart aftaget. En polsk udenrigsminister, der ikke længere er i live, blev engang spurgt, hvem der efter hans mening var Europas dygtigste politiker. Han tænkte sig om i noget tid, og kom til sidst i tanke om en fra Luxembourg. Hans svar syntes virkelig at bekræfte det europæiske forfald, som var længe ventet af russerne. Men nu betaler Europa Rusland tilbage af samme mønt, idet man ser med beklagelse på vores demokratis forfald.

»Russiske og europæiske sjæle – kan de følges ad?« lød den titel, man fandt på til mit foredrag her i Strasbourg. Titlen, som beskriver sjæle, der går hånd i hånd, lød afskyelig i mine ører, men for en europæer var den temmelig romantisk, idet den anerkendte, at Europa havde en sjæl.

Det er åbenlyst, at russerne har en barnligt forsimplet holdning til Europa. Når Europa er på vores side, elsker Rusland det, men når Europa er imod Rusland, kan de bare skride ad helvede til! Europa har selv to modsatrettede synspunkter, hvad angår vores medlemskab. Det ene blev udtrykt af Charles de Gaulle, som tegnede Europas grænser ved Uralbjergene. Den anden er velkendt for vores polske venner, der mener, at grænsen til Europa løber langs floden Wisła, og at den østligste, fattigste og mest fordrukne del af Warszawa ikke hører til i Europa. Men man kan godt få den tanke, at europæerne i det store hele anser Rusland for en del af Europa: som et enormt værelse i det europæiske hjem, med uvaskede gulve, fulde af edderkopper og kakerlakker og hvor der i lang tid ikke er blevet luftet ud. Men vi er ikke helt håbløse – hvis man får fjernet snavset, hvis man køber en stor støvsuger til os, skal vi nok få ryddet op og blive et nydeligt medlem af Europa.

Det mest oplagte eksempel drejer sig om kultur. Fra midten af det 19. århundrede havde vi en sammenblanding af kulturer, der generøst og uden friktion, så banalt det end lyder, supplerede og berigede hinanden. I denne sammenhæng ville det være overflødigt overhovedet at nævne navne som Tolstoj og Tjekhov. Men Ruslands faktiske tilstedeværelse i Europa var en forholdsvis tvivlsom sag. Det vil trods alt være svært at kalde den canadiske sjæl europæisk, men hvor kom den fra, hvis ikke fra Europa? Og hvis vi ser på den russiske sjæl, står den i mange henseender i modsætning til dens vestlige modstykke. Den russiske sjæl lever videre i magiske eventyr, den adskiller egne helte fra de fremmede, forventer mirakler og tror ikke på hårdt arbejde. To gange i det sidste århundrede, i 1917 og 1991, efter at have forladt humane værdier (som om de var helt irrelevante), flød den russiske sjæl i samfundet, nærmest som et Titanic på kolde, katastrofale farvande. Dens politiske umodenhed gjorde den sårbar over for manipulation fra forskellige kilder. Hvis en udlænding spørger, hvad russerne mener om Europa, er det tydeligt, at de ikke har en pind forstand på Rusland. Man kan lige så godt spørge, hvordan vejret i Rusland er for tiden. Vi er frygteligt fragmenterede, hver person bor i sit eget åndelige klima.

Vi har alle bevaret visse værdier fra familien, fra bøger, tv eller fra vores erfaringer med at overleve. Men vi har hver vores erfaring, hver vores familietraditioner. Vi er som mennesker i besiddelse af en pose multi-farvede marmorkugler – hver kugle repræsenterer en værdi, vi har beholdt. En kugle er demokrati, en anden imperiefølelse, en tredje nationalisme, en fjerde den sovjetiske tanke, en femte ortodoksi, en sjette statspatriotisme, en syvende liberalisme og så videre. Alle har et forskelligt antal af disse farvede marmorkugler. Nogen har 68 procent demokrati i hans eller hendes pose; en anden har 75 procent nationalisme. Vi holder fast i hver vores pose med værdier, og har svært ved at nå til enighed med os selv. Hver gang genstarter vi forhandlingerne – det er essensen af den russiske debat i dag. Den russiske sjæl er sønderrevet af modsætninger. Den har det hårdt for tiden, og ingen hjælper.

Alligevel er der nogle ting, som er fast inventar i den russiske sjæl. Først og fremmest er der fantasien. Den russiske sjæl er fuld af fantasi. Det er et godt grundlag for kreativitet, uanset hvordan den tager sig ud. Det er et godt grundlag for frygt, håb og konspirationsteorier. Den russiske fantasi tegner drømmebilleder. Den russiske sjæl ønsker at være lykkelig. Den er lidt naiv og minder om et barns sjæl. Men når noget står i vejen for barnets lykke, kan det føre til alvorlige raserianfald.

Den russiske sjæl er polariseret og kan ikke lide kompromiser. Den består af en blanding kontraster. Den kan elske og hade på samme tid; den kan være lydig og oprørsk, tage magten og alligevel forberede revolutionen. En sjæl som denne er vanskelige at håndtere. Man kan kun have ondt af vores regering.

Endeligt leder den russiske sjæl ikke mindst efter meningen med livet. Den kan ikke leve livet uden at lede efter dets mening. Det har ikke noget at gøre med religiøsitet, det er helt basalt en evig søgen efter livets mening. Den russiske sjæl søger efter meningen med livet, finder den, er betaget, bliver desillusioneret og starter forfra. Det er, hvad vores bedstefædre gjorde. Vore fædre, os selv og vores børn søger også efter meningen med livet.

Alle disse egenskaber gør den russiske sjæl til et stort emne for litteraturen. Det er en interessant ting at beskrive. Hver russisk familie er et emne for en roman. Vi er alle helte i den roman, der hedder Rusland.

Vores fælles svaghed er vores politiske umodenhed. Traditionelt var det den russiske intelligentsia, der tænkte på vegne af det russiske folk. Folk klamrer sig stadig til arkaiske forestillinger om det offentlige liv.

Når nogen rejser fra Moskva til Paris, London eller Strasbourg, forstår russerne det som, at denne person »flyver til Europa«. Det samme gælder for ture fra Moskva til Beijing eller Tokyo. Så »flyver man til Asien«. Destinationen er indlysende, men det er udgangspunktet ikke. Moskva er hverken Europa eller Asien, men står for sig selv. På den ene side er det en god ting. Moskva er summen af sine egne dele. Men på den anden side er byen fremmedgjort i forhold til både Øst og Vest. Moskva er ikke alene en verden for sig, byen dømmer også andre ud fra sin egen verdens love. I Rusland elskes eller kritiseres Europa ikke indefra, men udefra. Polen har ikke noget valg. Landet ér Europa. Hvis landet er utilfreds med Europa, er det i virkeligheden utilfreds med sig selv. Vores russiske holdning over for Europa er langt mere kompleks, præget af modsætninger. Hovedparten af de uddannede russere har altid været klar til at elske Europa mere, end Europa er i stand til at elske dem; vi har elsket Europa i en sådan grad, at det nærmer sig heltedyrkelse. Men på den anden side har Europa altid været terra incognita for simple russiske sjæle. Og som en sidste krølle på halen har russiske konservative set Europas liberale principper som en trussel mod deres egen eksistens og været klar til at gå i offensiven.

Selvfølgelig er den europæiske sjæl mere ansvarlig for sine handlinger end den russiske. Men vi er ikke i stand til at tage det fulde ansvar for, hvad der sker i Rusland; den mulighed har længe været meget fjern for os. Den væsentligste forskel mellem nutidens Europa og Rusland er ikke, at ægteskaber mellem to af samme køn anerkendes i Europa og ikke i Rusland. Det er, at staten i Europa er forpligtet til at tjene den enkelte, mens det i Rusland er den enkelte, der er forpligtet til at tjene staten. Og dog, selv om den enkelte trofast tjener staten, endda kryber for staten, vil han eller hun alligevel blive kastet på møddingen en dag. Det samme gælder også vor tids spytslikkere.

Ruslands herskende elite mener inderst inde, at staten skal tjene dem, men de er lige så overbeviste om, at befolkningen skal tjene staten og endda opgive deres liv ved at tjene i hæren.

På dette plan har vi grundlag for en alvorlig konfrontation. Europa mener, at Rusland begrænser borgernes frihed og fører krig mod oppositionen og seksuelle minoriteter. Europa belærer Rusland om, hvordan man skal leve. Europa ser sine principper som overlegne i forhold til Ruslands. Og det er voldsomt irriterende for det regeringskontrollerede Rusland, som ikke mener, at Europa er bedre. Tværtimod mener Rusland, at Europa har ladet fejlene hobe sig op, at Europa er i tilbagegang, at forbrugersamfundet ikke er den bedste model for samfundet og at den forfejlede multikulturalisme i Europa er konsekvensen af kontinentets egen magtesløshed.

I Europa er staten forpligtet til at tjene den enkelte, mens det i Rusland er den enkelte, der er forpligtet til at tjene staten, hævder Viktor Jerofejev.

Foto: Thierry Ehrmann.

Paradoksalt nok foreslår Rusland ikke længere et alternativ i sin kritik af Europa, som man gjorde i dagene under Sovjetunionen. Rusland bevæger sig selv i retning af forbrugersamfundet og rystes næsten hver dag af etniske konflikter, især i Kaukasus. Landet leder efter en ny national ideologi og forsøger nu at finde en i ortodoksien. Et forbund mellem den russiske regering og den ortodokse kirke vil være yderst farligt og forbundet med ekstreme former for nationalisme og vil skubbe Rusland ud på randen af en Iran-lignende katastrofe. Men som tingene ser ud i dag, er sådan en forening kun én af mulighederne for Ruslands fremtid.

En genfødsel af Sovjetunionen er en anden fremtidsmulighed. I mit land, hvor halvdelen af befolkningen ser Stalin som en positiv historisk helt, er sådan en genfødsel mulig. Det behager vore patrioter, det giver dem styrke og forstærker dem i deres livsforståelse. Som regel er disse mennesker uden videregående uddannelse. Det er vigtigt for dem at have en fjende i syne. Under alle omstændigheder vil en sovjetisk renæssance ikke være mulig uden deltagelse fra Ukraine – landets beslutning om at slutte sig til Europa eller komme tættere på Rusland bliver afgørende. Det samme kan siges om Georgien.

Genfødslen af begrebet Sovjetunionen komplicerer allerede dialogen mellem Europa og Rusland, men i hvor høj grad vi vil gå tilbage til USSR er svært at sige, da det ideologiske grundlag for dette nærmest er fraværende.

Gud er død« – denne sætning af Nietzsche regnes for en ufravigelig sandhed i Europa. Men passionerede indvandrere fulde af religiøse dogmer lever ikke i passivitet, tværtimod. Alt imens man kæmper mod menneskelig aggression, undertrykker sit udseende, er Europa i færd med at tage sin sikkerhedshjelm på. Sikkerhedsseler, sikker sex, barbermaskiner – disse er Europas nye symboler. Når alt kommer til alt, må det europæiske menneskes skæbne afgøres ved antropologi og ikke bureaukrati.

Længe før Spengler, opsøgte Dostojevskij Europas gamle sten og kunne ikke lide kontinentets nymodens aspekter. Måske er det den fuldtonede Rubens-lignende essens af Europa, som hver generation leder efter.

De ulve, som formentlig kommer til at æde Europa op, er egentlig kontinentets afmagrede og denaturerede værdier; værdier, der synes mere og mere blottet for deres primære indhold og hovedsageligt findes på et formelt niveau. Dette forfald til uorden har sin pris, og som resultat fører Europas nu en vilkårlig tilværelse. Nulevende europæiske forfattere fortæller hele verden om dette; de ser vilkårligheden som et stort eventyrligt spil, et spil, der erstatter mening. Hvis vi analyserer en europæers liv, mangler denne det vigtigste – der er ingen mening med livet. Eller rettere, det er ikke noget, som folk kan lide at tale om. Samtaler om livets mening eller andre metafysiske problemer fremkalder prompte irritation og sarkastiske smil. Europa associerer metafysik med læren fra den romersk-katolske kirke, som den betragter som et levn fra fortiden.

Europæeren er født ind i de materielle tings behagelighed, værdsat efter hvor stor indsats det har krævet at anskaffe dem. Uddannelse følger Europas klassiske værdier på samme måde som latin, der skabte moderne sprog, men selv blev et dødt sprog for døde mennesker. Forbrugersamfundet har gjort Europa til et modeoffer. At arbejde er ved at blive en stræben efter andenrangs-anerkendelse. Man skal bare se sig omkring i en almindelig europæisk families lejlighed for at forstå det. Det er ikke tilfældigt, at begrebet »Evro-remont« – europæiske hjemmerenoveringer – er dukket op i Rusland: et stort hvidt rum fuld af den mest forstadsagtige, borgerlige hygge og hjemlighed, som desperat forsøger ikke at se forstadsagtig eller borgerlig ud. Så meget arbejde for at have stil. Europæerne er konstant optagede af et eller andet; deres fritid er blevet en besættelse, der efterlader dem uden tid til dem selv. Også her ser vi Europas legemløse ulve: Folk forstår ikke længere at gå på opdagelse i dem selv. Den eksistentielle selvopdagelse er blevet erstattet med praktiske tips om skønhed, sundhed og tidsfordriv. Livet er blevet kedeligt, men kedsomheden bemærkes ikke længere, fordi livet er blevet en endeløs kamp for det, der generelt anses for at være en anstændig levestandard.

Europas ideologi er blevet reduceret til et sæt fælles begreber. Demokrati er nu en del af den politiske korrekthed. Liberalismen er omdannet til tolerance. Kulturens hierarkiske mønster er blevet miskrediteret som en form for manglende respekt over for vælgerne. Kultur er blevet horisontal. Samtidig har autoriteten bevaret sin pyramidestruktur, men det er usømmeligt at tale om dette. Europæerne har mærket ubehaget ved dette store hvide rum og er vendt tilbage til en arkaisk nationalisme. For en sikkerheds skyld skal al den risiko, der er forbundet med livet, elimineres. Antirygekampagnen er blot det første skridt på vejen. Hvis fodbold gør fansene aggressive, hvorfor så ikke kastrere fodbolden? Den europæiske mand er bange for sin egen aggression. Han vil ikke anerkende, at den er en del af menneskets natur, på samme måde som det seksuelle objekt er en del af kvinden. Europa er ved at give afkald på det, der gør menneskene maleriske. Mænd, der bekymrer sig om at være sexistiske, bliver til nuttede små skabninger. Mennesker kan ikke ændre natur på et øjeblik uden at se latterlige ud. Få en kønsskifteoperation, og I vil forstå det. Europa er på en vild flugt mod noget, der ligner et alderdomshjem, bare med bedre mad. Man kan selvfølgelig også forlade hjemmet og tage en tur til Afrika eller Cuba, hvis man vil have noget mere eksotisk. Som prikken over i’et kan I endda rejse en tur til Rusland og ånde lettet op på vej tilbage fra dette uforudsigelige sted. Verden er blevet enkel som en forretningsmiddag. Europa har tyverisikret sig mod de banditter, som går hvileløst omkring. Med hverken Gud eller ateisme og ingen klare udtryk for politisk liv på hverken højre eller venstre side af spektret, er Europa i stigende grad til grin for netop de indvandrere, man har inviteret ind af ren og skær skyldfølelse og politisk rundhåndethed.

Ligesom en kvinde betragter Europa sig selv som attraktiv. Alt skal nok gå, indtil hun mister den illusion.

Men vi vil stadig blive gift! Hvad mere er, vil vi blive gift både af hensyn til en kalkuleret gevinst og for kærlighedens skyld. Vores sjæle, den russiske og den europæiske, vil leve sammen som en heteroseksuel familie. Vi vil råbe ad hinanden, men der vil ikke være nogen fysisk vold. Selvfølgelig vil det være bedre for Rusland at flytte ind hos Europa, end for Europa at flytte ind hos Rusland (som det til dels var tilfældet med Sovjetunionen). Tja, det lyder som en joke nu.

Og i mellemtiden bør I europæere ikke blive overrasket, hvis Ruslands statsmænd ikke elsker jer: Jeres idealer falder sammen med den russiske oppositions hvide bånd, men det er sejrherren, og ikke de besejrede, der beslutter, hvem der skal bringes bag lås og slå. Om det vil ske eller ej, så former Europa sig som halv ven, halvt fjende på ubestemt tid, men Djævelens fristelser skal nok forsvinde. Vi vil blive gift!

Problemet er, at så mange af vores politiske fjolser har den opfattelse, at alt hvad Europa gør, er at opildne til ruslandsfobi på ordre fra USA og skælve af had til russere. Åh ja, forresten, Europa bør afskaffe visa. Slip af med denne unødvendige gene! Alle vores gangstere er alligevel allerede i Europa, det samme gælder de prostituerede, mens helt normale mennesker bliver taget ved næsen.

Tror I, de vil lytte til mig?

 

Teksten er baseret på en tale, som forfatteren Viktor Jerofejev holdt i Europarådet i Strasbourg d. 28.05.2013. Teksten er tidligere publiceret i antologien We need to talk about Europe (2014).

Oversat af Christian Johannes Idskov og Kasper Lyngholm Larsen.




Relaterede
Essay

Rusland ser Europa i øjnene

Sikkerhedsseler, sikker sex, barbermaskiner – disse er Europas nye symboler.
Essay

Ordene mellem sandhed og bedrag

Tungens og læbernes hvisken er hos spanske Javier Marías et instrument til handling.