Essay

Sjælens sejr over legemet

Christian Rimestad, der introducerede Marcel Proust til de danske læsere, anså »På sporet af den tabte tid« for at være både en selvbiografi, et prosapoetisk erindringsværk og en miljø- og sædeskildring.

Forfatteren, litteraturanmelderen og oversætteren Christian Rimestad har ydet en betydelig indsats på Proustområdet herhjemme. Han var den første til at skrive samlet og indgående om Proust og À la Recherche du Temps perdu, hvilket han også selv var klar over. I sin anden af to introduktionskronikker om Proust, »Førende Mænd i fransk Litteratur. Marcel Proust« skrev han:

Med undtagelse af en Artikel skrevet for et par Aar siden af den, der skriver disse Linjer, har Værket ikke været omtalt i Danmark.[1]

– og påpeger endvidere, at de fire bind af Prousts værk, der var udkommet i 1920, efterlod et så overordentligt indtryk af À la Recherche du Temps perdu, »at man videbegærligt opsøgte alt, hvad der fremkom i den franske kritik.«

Ikke nok med at Christian Rimestad præsenterede Proust for det danske publikum. Det var også ham, der oversatte det første bind, Du Coté de chez Swann, til dansk med Vejen til Swann, der forelå klar ti år efter Prousts død i 1932. Det var desuden Rimestad, der som den eneste danske litterat nåede at få Prousts accept. Det vil fremgå senere.

Rimestad litteratursyn var symbolistisk og rundet af det danske »sjælelige gennembrud« i 1890’erne, domineret af digtere som Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, Johannes Jørgensen og Helge Rohde, der alle var en del af det symbolistiske tidsskrift Taarnet, der gjorde varigt indtryk på Rimestad, akkurat som den franske symbolistiske lyriker Charles Baudelaire – »Vor Mester«, som Rimestad kaldte ham – også gjorde. Det samme gælder J.K. Huysmnann, Stephane Mallarmé og Paul Verlaine, og inden for den engelske symbolisme, E.A. Poe, P.B. Shelley og A.C. Swinburne. Det er ikke for meget sagt, at den nyere og samtidige franske skønlitteratur blev Rimestads livsinteresse. Han omsatte den franske symbolisme til kronikker og til det posthumt udgivne litteraturhistoriske oversigtsværk Fransk Litteratur 1900-1940 (1943). Der ser han symbolismen som grundlaget for udviklingen af den moderne franske roman gennem fire forfattergenerationer – fra Anatole France over Proust til Gide og Simenon. Det var imidlertid ikke Rimestad selv, der inddelte bogen i forfattergenerationer. Det blev forfatteren Otte Gelsted sat til. Han redigerede og samlede Rimestads kronikker og artikler til bogen Fransk Litteratur 1900-1940, hvilket Gelsted også selv gør opmærksom på i forordet.

Rimestads anmeldelser og kritik bar lige fra begyndelsen præg af et sangvinsk temperament, samt viljen til at belyse forskellige former for prosa ved hjælp af et selektivt poetisk blik. Når han var bedst, havde han øje for alle stilistiske detaljer, når han var værst, blev han subtil, tung, træt og melankolsk i sin fremstilling og dyrkede erindringen og ungdommens sværmeriske uskyld. Det var langt overvejende erindringstemaet, der var i fokus i Rimestads praksis som skribent og digter, hvilket havde rod i hans livs første determinerende æstetiske indtryk, som han påpeger i erindringskronikken »De første Aar«, trykt i Nationaltidende (28.8.1915).

Helt på linie med Prousts optik, understreger Rimestad, at de allerførste æstetiske indtryks tidløse karakter ikke ville være mulige at genopleve uden erindringen, der skjult har bevaret dem i sjælen frem til det nu, hvor der pludelig springer »nye Kildevæld frem til Glæde og Forundring.« Her sporer man den poetisk-æstetisk optagede Rimestad, der priser læseoplevelsen som en fest, som selve kilden til nydelse, lykke og den dybe genoplevelse:

Det, der ikke henvender sig til Forstanden, men som trænger ind i dette gærende og vidtrækkende Mørke, der breder sig under den vaagne Bevidsthed og dér pludseligt befrugter Drømmen og Anelsens Kim. Det var en stor og hidtil uanet Nydelse.[2]

Det er stilens magi og dette helt særlige, at prosaen kan være stor poesi, der tænder Rimestad. Derfor er hans yndlingslæsning ikke overraskende J.P. Jacobsens Niels Lyhne. Den æstetiske nydelse, han finder dér – såvel som hos Proust – bekræfter eksistensen af en indre verden. Og det er det afgørende. Han værdsætter den sproglige stemning på bekostning af såvel det etiske og filosofiske indebyrd i den roman, han forholder sig til. Næst efter stemningen og det lyriske er det psykologiske aspekter, der optager ham, ligeledes stiler han imod at præsentere og karakterisere den pågældende forfatters stil. Når Rimestad skal beskrive en ny fransk roman, som pirrer hans følsomme gemyt, stiger digteren op i ham i sværmeriske og omsvøbsprægede beskrivelser, der ikke når i dybden. Det er han blevet kritiseret for, men når det gælder Proust og hans roman er Rimestad usædvanlig klar og præcis i sine iagttagelser.

»Det er stilens magi og dette helt særlige, at prosaen kan være stor poesi, der tænder Rimestad. Derfor er hans yndlingslæsning ikke overraskende J.P. Jacobsens Niels Lyhne. Den æstetiske nydelse, han finder dér – såvel som hos Proust – bekræfter eksistensen af en indre verden. Og det er det afgørende.«

Neal Ashley Conrad Thing

Til trods for at Christian Rimestad, der var optaget af Proust gennem flere årtier, gentager sig selv mange gange og glemmer, hvad han tidligere har skrevet om På sporet og den celebre franskmand, er han udsædvanlig klar i sine iagttagelser. Han udviser et betragteligt større indblik i erindringens psykologiske væsen og følelsens genealogi hos Proust end mange senere anmeldere, skribenter og forfattere.

Rimestad læser À la Recherche du Temps perdu som henholdsvis Prousts selvbiografi, et uovertruffent prosapoetisk erindringsværk og – i lidt mindre grad – som en type- og miljø/sædeskildring. Gennem alle årene fra 1920-43, hvor han er optaget af Proust, bryder han på intet tidspunkt med disse synspunkter. Og han har sandelig også andre, hvoraf langt de fleste synes at holde vand. Eksempelvis mener han, at À la Recherche lå i kim i debutbogen Les Plaisirs et les Jours fra 1886. Han opfatter ligeledes romanen som ét stort udtryk for sjælens sejr over legemet. Den er én stor bog fuld af selvstændige fiktioner, oppebåret af en psykologisk fantasi, hvilket af alle steder i romanen klarest kommer til udtryk i »Swanns kærlighedshistorie«. Romanen udgør en rejse ind i vort eget væsen, takket være Prousts evne til at være poet i prosa. Rimestad ser Proust som en poetisk fortolker af tilværelsens almene vilkår. Han er langt mere en poet end en sjæleskildrer og én, der ynder at skabe portrætter. Han mener også, at Proust har den instinktive følsomhed tilfælles med Montaigne. Endelig fornemmer Rimestad en tydelig forbindelse mellem Proust og Kierkegaard.

Som sagt kan Rimestad være inkonsekvent. Et af de steder jeg først hæftede mig ved i hans anden kronik om Proust fra 1922 er dette:

Han fortæller os vel ikke noget afgjort nyt. Men hans Styrke beror paa, at han aabenbarer os det, der laa gemt som Kim i vor lønligste Bevidsthed, at han giver det Form, som endnu var formløst, at han meddeler os et overrumplende Indtryk af alle de Muligheder, vort eget Sind rummer. At læse Marcel Proust er som en uophørlig Selverkendelse, men er det ikke just den betydeligste Kunsts Særkende, at den virker paa os samtidig som en Overraskelse og en Genkendelse?[3]

Med disse ord slog den første danske Proust-oversætter, litteraten Christian Rimestad den franske forfatters særlige betydning fast med syvtommersøm. Han gentager dog sig selv. Samme år udtrykker han samme grundopfattelse i forhold til dansk litteratur, når han i værket Fra Stuckenberg til Seedorf taler om

 den Kunst, der skal gribe og glæde os, indridse sig uudsletteligt, indsynge sig uforglemmeligt i vore Sind, maa virke baade som en Overraskelse og som en Genkendelse[4]

Sammenlignes tekststederne har vi at gøre med generaliserende udsagn, der kunne være sagt om mange andre romaner. Han er heldigvis langt skarpere i sine analytiske betragtninger, når det gælder præciseringer af, hvad der foregår inde i Prousts roman, og hvad den egentlig formår. Rimestads opfattelse i citatet fra før er tydeligvis, at Proust med sin roman er befordrende for en afgørende selverkendelse hos læseren, samt at værket etablerer en spænding mellem det vi ved og har brug for at genkende hos os selv og bruddet, der skaber overraskelse og undergraver enhver tryghed på det følelsesmæssige og intellektuelle plan.

Set i forhold til at vi har at gøre med en af datidens mest kompetente inden for samtidens franske litteratur i Danmark forekommer der blot at være yderligere hold i Rimestads konstatering af, at Proust med modtagelsen af Goncourt-prisen for À l’Ombre des jeunes filles en fleurs i 1919 øjeblikkeligt skilte sig ud som mesteren blandt samtlige af de i forvejen bemærkelsesværdige franske forfattere, deriblandt Rosny og Paul Adam, en psykologisk prosaist som Anatole France, desuden Henri de Réginier, René Boylèane, Francis de Miomdra, Emond Jaloux og Romain Rolland.

Christian Rimestad. Copyright: Wikipedia Commons

Christian Rimestad mener, at Proust hovedværk burdes rubriceres under Memoirelitteratur. Foto: Wikimedia.

Christian Rimestad går skridtet videre og påstår, at selvom Proust ikke havde modtaget prisen, og at der dermed ikke var blevet sat fokus på første bind, À Cotê de chez Swann, der udkom før krigen i 1913, ville romanen alligevel være blevet fremdraget af en kyndig kreds af læsere som et uomgængeligt mesterværk.

Rimestad placerer Prousts værk i forlængelse af den franske romantradition med én sætning som argument, der peger på det, der dominerer hos Proust: »den dybt taalmodige Vilje til en alt gennemtrængende Analyse af Menneskesindet«.[5] Han kan kun få øje på to andre franske forfattere, der tidligere har foretaget identiske kulegravninger af mennesket med samme vedholdenhed og konsekvens: Montaigne og Saint-Simon. Proust rummer dem begge i sig:

Han [Proust] rummer virkelig, som ingen anden Skribent har gjort det, baade Saint-Simon og Montaigne i sig. Saint-Simon gav et vældigt Portrætgalleri af sin Samtid, og et tilsvarende har Proust leveret af sin Epoke. Montaigne derimod – han granskede kun én eneste Person: sig selv.[6]

I kronikken fra 1922 fastslår Rimestad profetisk, at À la Recherche bliver »den største Roman, der er skrevet i nyere Tid«, selvom han ikke anser værket for at være en roman i sædvanlig forstand. Den burde snarere rubriceres under ’Memoirelitteratur’, en genre, som Prousts værk dermed fornyer Det er dog svært at tage Rimestads højtsvungne udsagn om Prousts roman helt alvorligt, når man samtidig gør sig klart, at han i skrivende stund i 1921-22 endnu mangler at læse flere bind af værket, der først udkom efter Prousts død i november 1922. La Prisonniere udkom i november året efter. Albertine disparue (også udgivet senere under titlen La Fugitive) udkom i 1925. Romanens sidste bind Le temps retrouvé blev udsendt i 1927.

Det synes ikke at bekymre Rimestad, at han gentager sine synspunkter fra kronik til kronik frem til det afrundede Proust-afsnit i Fransk Litteratur 1900-1940. Alle de tre steder gentager han, hvor vanskeligt det er at læse Proust – at det kræver den yderste agtpågivenhed og anspændelse, men at man belønnes som aldrig før, hvis man holder ud:

Læser man i Almindelighed hundrede Sider i Timen af en fransk Gennemsnitsroman, en Bourget, eller en Bordeauz, eller en Farrère, saa lægger ti Sider af Proust Beslag paa den selv samme Tid[7]

Han gentager også hvor stor en poet og skarp analytiker Proust er, hvor det er umuligt at skille den ene fra den anden, samt at hans mest fremtrædende originalitet skyldes en overordentligt udviklet erindringsevne. Fra 1920-kronikken gentages i -22 en lang passage om Prousts genuine beskrivelse af en passions vækst, udfoldelse og hendøen. Næsten ordret. Men det er så til gengæld Rimestads mest markante synspunkter, der understreges ved hjælp af gentagelsen! Der er ingen før Proust, der på erindringens præmisser har udgransket forestillingens og følelsens genealogi på så omfattende og medlevende en måde. Rimestad ser her ikke på erindringen alene, og på hvorledes den resulterer i en komplet rekonstruktion af barndommens uhørte sensitivitet, sansninger m.v., ej heller blot på det faktum, at Proust udnytter erindringen på et tidspunkt i livet, hvor fortiden ligger i dvale i et uvirkeligt halvlys for de fleste mennesker. Det allermest afgørende for Rimestad er, at Proust sætter erindringen i psykologiens tjeneste for derigennem at efterspore menneskets psykiske konstitution og følelseslivets generering på almen vis. Det er her, Proust udviser en nytænkende genialitet, ifølge Rimestad. I kraft af sin analytiske intelligens og intuition viser Proust:

hvordan en Følelse, der har fyldt et Menneskes hele Sjæl og Legeme, saadan at det er blevet en Lidenskab, en grum, ubarmhjertig Tyran, hvordan den, langsomt, langsomt ebber ud og til sidst ganske forsvinder.

Sådan skrev han i 1920 – sådan skriver han i 1922:

I flere Partier af Værket eftersporer han og beretter (…), hvordan en Følelse, der har fyldt et Menneskes Sind, saadan at den er blevet en Lidenskab, et Tyranni, langsomt kan ebbe ud, indtil den en skønne Dag er forsvunden. Tilsyneladende forsvunden.[8]

Som der her gøres opmærksom på, behøver en forestilling, en tilstand eller følelse ikke at være hverken forsvundet eller død, selvom den går under!:

Den sover tungt dernede i Dybet af vor Underbevidstheds Mørke, hvor Asken af vore Brændende Begær, vore heftigste Følelser og mest betvingende Drømme har hobet sig op i tætte Lag. Men det ulmer i denne Aske – og en skønne Dag slaa Flammen ud, naar op over Bevidsthedens Tærskel, og oplyser vort Indre.[9]

Proust demonstrerer således i og med sin roman, at det enkelte menneske rummer kimen til sin egen forløsning. Det kan så at sige hente sig selv op fra sit eget underbevidste. Men aldrig uden videre. Også når det gælder jeg’ets individuelle konstellation bibringer Proust os erkendelsen af jeg’et som mangedoblet. Der skal ganske lidt til for at et eller flere af jeg´erne vågner op igen inde i det enkelte menneske. Rimestad hæfter sig ved en dobbelt tilintetgørelses- og genopvækkelsesproces hos Proust.

»Proust eftersporer det almindelige menneskes forvandlinger, efterhånden som de finder sted i mærkelige overgange, som den enkelte ikke selv bemærker.«

Neal Ashley Conrad Thing

Proust eftersporer det almindelige menneskes forvandlinger, efterhånden som de finder sted i mærkelige overgange, som den enkelte ikke selv bemærker. Endvidere gør Rimestad opmærksom på, at en stor del af det, man før henlagde under betegnelsen »uudsigeligt«, er Proust i stand til at sprogliggøre helt ned i den mindste detalje.

Rimestad opholder sig en del ved passionens fatale forløb hos Proust. Forløbet ser han primært udspille sig indenfor forelskelses- og kærlighedsfølelsen – i to tilfælde: i skildringen af det første ungdomssværmeri og den tyranniske forelskelse i Gilberte og i Swanns frygtelige lidenskab for den tvivlsomme dame, der ender med at blive hans hustru. Rimestad hæfter sig især ved, hvordan Swann bliver passionens træl ude af stand til at dømme og sige fra, og som pludselig en dag smerteligt må erkende, at alle hans fornuftige ræsonnementer og frigørelsesforsøg er forgæves, alt sammen forårsaget af en absurd kærlighed.

For Rimestad er historien om Swann det sted i værket, hvor der udvises størst fantasi fra Prousts side i bestræbelsen på at forestille sig, hvorledes lidenskaben får magt over et forudsætningsløst andet menneske. Det er det eneste sted i værket, hvor Proust – ifølge Rimestad, der – en passant bemærket – i 1920-22 stadig mangler at læse flere bind af romanen! – trænger ind i et andet menneske og afslører sammenspillet mellem de åndelige og sensuelle kræfters skjulte arbejde. Det gør Proust i kraft af sit helt specielle røntgenblik, sin altgennemskuende synsmåde – og her er Rimestad både analytisk præcis og begejstret!:

det [proustske blik] har de Røntgenske Straalers uhyggelige Sekraft, det arbejder sig ind til de lønligste Egne, hvor hinsides Bevidsthedens Kontrolleringsevne Lidenskaber, befrugtet af uanede Instinkter og Drifter, dykket dybt i Tavshed og Hemmelighed, antager Form, og Døgn for Døgn faar større Kraft. [10]

Begejstringen skyldes især, at Rimestad imponeres over Prousts evne til at anvende den analytiske metode på en så organisk og overmåde poetisk måde, der medfører, at det intellektuelle og det følelsesmæssige stof væves ind i hinanden uden at læseren formår at skille det fra hinanden. Selve den måde, som intelligensen og lyrismen arbejder diskret sammen på hos Proust, er for Rimestad helt uden sidestykke, og det er lige netop det, der gør Proust til en stor poet i prosa. Ser man dét synspunkt i sammenhæng med Rimestads opfattelse af erindringen hos Proust som en psykologisk kraft, forstår man bedre hans pointering af, at hver eneste side af À la Recherche er spækket med poesi og psykologi.

For Rimestad er fortælleren og Proust identiske; værkets fortæller/Proust er i besiddelse af de to specifikke evner, der er nødvendige for en gennemgranskning af både sig selv og andre mennesker:

en taalmodigt borende, langsomt udhulende Intelligens, og en rent ud uhyggeligt udviklet Følsomhed, som gør Tilværelsen for ham langt snarere til en Plage end til en Lyst. Det er disse to Faktorer, som arbejder sammen så intimt, saa gensidigt befrugtende som næppe i noget andet moderne Værk.[11]

Rimestad ser ikke Proust som en moralist, men som en klartregistrerende kunstner, der konstant bemærker og gengiver enhver tings og ethvert væsens individuelle karakter, og som præciserer på hvilke måder og områder den pågældende ting, det specifikke væsen eller personen, der beskrives, adskiller sig fra andre. Proust beskrives fremdeles som en årvågen gengiver af livets flygtende strøm, som den tager sig ud for det enkelte menneske.

Nok skrev Proust dybest set kun for sig selv, men hans erindringers visionære klarhed giver paradoksalt nok læseren en både intens og intim tilfredsstillelse, hvilket Rimestad påpeger i kronikken fra 1920. Så gør det ikke så meget, at Proust ikke fortæller os noget nyt, når blot man gennem læsningen erkender sine egne forsømte muligheder og dermed hvor mange individualiteter, man hidtil ikke har gjort sig klart, at man som menneske besidder i en og samme krop.

Det er først i 1943 med værket Fransk Litteratur 1900-1940 man får Christian Rimestads samlede vurdering af hele På sporet efter den tabte tid. Der forholder han sig for første gang til romanske danske titel. Da havde han været igennem hele værket på fransk såvel som dansk, samtidig havde han erfaringerne fra sin egen oversættelse af bind 1, Vejen til Swann, at trække på. Ikke desto mindre er det nu snarere et personligt portræt af Proust end nogen nærmere eller endelig belysning af værket, han giver. Han forholder sig overhovedet ikke til de bind af værket, han ikke havde læst i 1922, og altså heller ikke til hverken skildringerne af Albertine, bind 5 og 6, hhv. Albertine og Forladt af Albertine, eller Den genfundne tid, der er så fundamentalt for Prousts æstetiske erkendelsessøgen, som Rimestad ellers ved flere lejligheder lægger så stor vægt på.

Proust_draw

Marcel Proust var for Rimestad frem for alt et lysende eksempel på udholdenhed. Foto: Wikimedia.

Han påpeger nu, ligesom i kronikken fra 1920, at Proust skabte sin berømmelse på blot fem år; fra at være aldeles ukendt ved den Første Verdenskrigs frembrud til ved sin død i 1922 at være den mest lidenskabeligt dyrkede franske forfatter, hvilket Rimestad frem for alt ser bekræftet af La Nouvelle Revue Françaises minde/hyldestskriftsudgave til Proust, der udkom allerede halvanden måned efter Prousts død – som Rimestad også bidrog til!

Det blev tidligere sagt, at Rimestad mener, at På sporet lå i kim i Prousts debutbog Les Plaisir et les Jours (1896), men der mangler i den grad begrundelse for påstanden. Udover at påpege, at Proust påbegyndte À la Recherche i 1905, nævner han absolut intet om årsagen til det og heller ikke – som mange siden har gjort – at anledningen skulle have været moderens død i september samme år. Rimestad tillægger overhovedet ikke relationen mellem sønnen og moderen nogen betydning. Den eneste bevæggrund Proust havde for at gå i gang var ifølge Rimestad ene og alene astmaen, han pådrog sig som barn! Han skriver:

Maaske har hans [Prousts] Beundrere Grund til at være denne lange Sygdom taknemmelige: det er et meget stort spørgsmål, om de særlige Evner, der var Prousts Eje, i den Grad, at man forgæves vil lede efter noget helt tilsvarende hos nogen anden Skribent, vilde have kunnet udfolde sig med en saadan Rigdom og en saadan hallucinatorisk Styrke, hvis ikke de talløse søvnløse Nætter havde udviklet en overnaturlig Følsomhed og gjort hans Intelligens til et saa mageløst Instrument i Analysens Tjeneste.[12]

Proust er for Rimestad frem for alt et lysende eksempel på udholdenhed. En udholdenhed, der udløste og kulminerede med sjælens sejr over legemet. Det er, hvad Prousts roman symboliserer for Rimestad. Selvom astmasygdommen, som Proust havde med sig fra barndommen tvang ham til at gøre dag til nat og til at leve et sandt klosterliv fra 1910, forhindrede det ham ikke i at være hyppigt tilstede i aristokratiets saloner, hvor han samlede hovedparten af stoffet til sin roman. Marcel Proust, der var både rig og feteret, og så let som ingenting kunne have gjort livet bekvemt for sig selv, ofrede sig fuldkommen for sit romanværk.

Rimestad sammenstykker sit Proust-portræt ud fra læsninger af såvel Prousts som venners breve til og udtalelser om ham. Det føjer nuancer til karakteristikken, men gør indimellem også Rimestads fremstilling temmelig løs og broderende udi det skønmalende. Vennerne hæfter sig ved Prousts opofrende og altid nysgerrige gemyt, hvor ømheden og nænsomheden er fuldt på højde med forstandens evne til at gennemtrænge. Deres beskrivelser af Prousts unormale sårbarhed og sygelige mistænksomhed ser Rimestad bekræftet i romanen, hvor Proust fremstår som: »den mest ubarmhjertigt minutiøse Gransker af Skinsygen, der nogen Sinde har vist sig i Litteraturen.«[13]

Den opofrende side af Proust står dog i Rimestads øjne i kontrast til værkets Proust, der på egoistisk vis gransker og udnytter andre mennesker blot for at kunne beskrive sig selv nærmere.

Der synes at være et modsætningsforhold mellem Rimestads opfattelse af værket som en selvbiografi og hans syn på det som værende opdigtet. Men dét synes Rimestad ikke selv. Han stiller spørgsmålet om På sporet kun er frugten af en lang erindringsproces, eller om der er tale om en blanding af sandhed og digt, og konkluderer, at selvom værket uomtvisteligt er en selvbiografi, der forleder alle til at tro, at alle hændelser og personer er virkelige, er romanen i udpræget grad opdigtet. En antagelse, som Rimestad begrunder med Prousts egen pointering af, at der ikke findes et eneste portræt i værket, som er kalkeret efter en model fra virkeligheden. Rimestad indskyder dog ikke desto mindre, at Baron de Charlus er et portræt af Montesquiou. Allerede i sin første kronik »Førende Mænd i fransk Litteratur« (7.8.1920) afviste Rimestad med eftertryk, at Proust blot portrætterer de personer, han kendte. To dage før kronikken trykkes sendte Rimestad et brev til Proust. Den pågældende kronik sendte Paul Morand til Proust, der læste den og erklærede sig enig i Rimestads udlægning.

4.8.1921 sender Paul Morand Rimestads kronik fra Politiken 7.8.1920 til Proust, der sørger for, at den bliver nævnt i La Nouvelle Revue Française d. 1.10.1921 under rubrikken »Memento«: »POLITIKEN: Chronique sur Marcel Proust, par Charles (sic!) Rimestad.«

Proust har dog tilsyneladende læst, eller fået refereret kronikkens indhold allerede i 1920, for da skriver han til Mme de Chevigné, efter at hun er blevet temmelig vred over, at hendes »portræt« som hertuginden af Guermantes ikke mere er så smigrende, for at forklare, at steder og mennesker fra virkeligheden mister deres realitet og genkendelige karakter under skriveprocessen, dvs. jo mere man tilnærmer sig dem, desto mere bliver de til abstraktioner, eller rettere, selvstændige fiktioner. Og netop dét synes Proust, at Rimestad på Politiken har fornemmet – sikkert fordi han slet ikke hæfter sig ved Prousts brug af »modeller«. Det var man til gengæld yderst optaget af i samtidens Paris, hvor mange efterhånden som de respektive bind udkom, kunne genkende scener og træk fra omgangskredsen.

På sporet er for Rimestad ikke kun udtryk for en ren, virkelighedstro erindringskunst, idet Proust gør brug af en psykologisk fantasi, især i skildringen af Swanns kærlighedshistorie. Han hælder omsider til synspunktet, at Prousts værk er helt og holdent opdigtet, og begrunder det med, at hvis den skulle have været en virkelighedsfunderet iagttagelses- og erindringskunst, ville Proust have været tvunget til at være sammen med Swann dag og nat gennem mange år, og mere til:

[Proust] maatte have forflygtiget sin Krop og taget Sæde som ren Aand samtidig inden i denne Mands Hjerne, Hjerte og Sanser. Det er her paa denne Klode kun den intensest arbejde psykologiske Fantasi, som af og til, ikke to Gange hvert Hundrede Aar, fuldbyrder et saadant Under…[14]

Rimestad mener, at Proust dementerer sin egen påstand om ikke at skabe portrætter ved både at analysere og beskrive sig selv til fuldkommenhed. Og hvad enten det fortællende ’jeg’ er helt igennem virkeligt eller blot fingeret, formår Proust gennem beskrivelsen af sit ’jeg’ at åbne dels for det ubevidste – den indre verden – og at gøre værket til en frugtbar og mangfoldig »Lære i Selverkendelse«. For den søgen efter sandhed gennem selverkendelse, Proust er besat af, bliver på omfattende måde læseren til del som en opdagelsesrejse gennem en lige dele ny og velkendt verden. Det vil for Rimestad især sige; en rejse ind i vort eget væsen til et center af ubrugt stof og muligheder, der gemmer sig på bunden af enhver person – men som skal genfindes og genkendes for at blive en realitet for den enkelte.

Christian Rimestad hæfter sig ved, at Proust er koldblodig som en videnskabsmand, der med sin ånds følehorn og en instinktiv følsomhed, lig Montaignes, beskriver livets ustadige foranderlighed og evige bevægelse, og det vil især sige, tidens umærkelige arbejde i og med mennesket. Netop på dette område, hvor Proust gør sig til det indre livs tjener, er han for Rimestad at se forbundet med Søren Kierkegaard »Nordens store Digterfilosof« – der ved at have gennemforsket de afgørende domæner som etikken og religionen, der forblev fremmede for Proust, står som helt suveræn. Det kan Proust ikke hamle op med.

 

[1] Christian Rimestad, »Førende Mænd i fransk Litteratur«, Dagens Krønike, København, 16.7.1922.
[2] Christian Rimestad, »De første Aar«, Nationaltidende, 28.8.1915.
[3] Christian Rimestad, »Førende Mænd i fransk Litteratur«, Dagens Krønike, København, 16.7.1922.
[4] Christian Rimestad, Fra Stuckenberg til Seedorf, s. 10. (1922).
[5] Christian Rimestad, »En ny fransk Kæmperoman«, Politiken, 7.8.1920.
[6] Christian Rimested, Fransk Litteratur 1900-1940, s.102-103.
[7] Christian Rimestad, »Førende Mænd i fransk Litteratur«, Dagens Krønike, København, 16.7.1922.
[8] Ibid.
[9] Ibid.
[10] Christian Rimestad, »En ny fransk Kæmperoman«, Politikens Kronik, 1920)
[11] Christian Rimestad, »Førende Mænd i fransk Litteratur«, Dagens Krønike, København, 16.7.1922.
[12] Christian Rimestad, Fransk Litteratur 1900-1940, s. 96-97.
[13] Ibid., s. 98.
[14] Ibid., s. 99.

 

Neal Ashley Conrad Thing udkom i 2013 med bogen Proust i Danmark – hundrede år med Proust 1913-2013 på forlaget Multivers. Denne artikel er et uddrag af bogen.




Relaterede
Essay

Sjælens sejr over legemet

Christian Rimestad, der introducerede danskerne for Marcel Proust, anså På sporet af den tabte tid for at være både en selvbiografi, et prosapoetisk erindringsværk og en miljø- og sædeskildring.
Essay

»Nogle gange drømmer vi om Europa«

I Ukraine gemmer sig en ny og magisk litteratur; en der svælger i snavs og fortvivlelse og som vover at drømme.