Anmeldelse

Svindel og svimmelhed

Daniel Kehlmann har skrevet et vellykket forsvindingsnummer af roman, der med sin ironiske-humoristiske bevidsthedsleg trækker på traditionen fra tysk og amerikansk sort romantik.

Daniel Kehlmann. Copyright: Lindhardt & Ringhof
F. Copyright: Lindhardt & Ringhof

F. Copyright: Lindhardt & Ringhof

Daniel Kehlmann (f. 1975) blev med sin verdensbestseller Opmålingen af verden (Die Vermessung der Welt 2005, udgivet på dansk 2007) fejret som ny tysk litteraturs ”Wunderkind”. Romanens humoristisk-melankolske portræt af de to store naturvidenskabsmænd, matematikeren Carl Friedrich Gauss og den opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt fra oplysningstiden og idealismen, den endnu ubelastede tyske storhedstid, var et sjældent nyere eksempel på en tysk international læsersucces uden nazitema og skyldsspørgsmål. Dertil var den noget så usædvanligt som letlæselig og underholdende, og Kehlmann har siden haft status som brobygger mellem mainstream- og finlitteratur, og som repræsentant for en ny tysk ”Lesbarkeit”, hvilket hans seneste roman med den kryptiske titel F fra 2013, som netop er udkommet på dansk i Niels Brunses gode oversættelse, også bekræfter.

Med let hånd tegnede Opmålingen af verden brydningen mellem Humboldts optimistiske tro på den empiriske videnskabs endegyldige ordning af al viden om verden og Gauss’ modsatte skeptiske indsigt i, at lovene for det fysiske rum modsat Euklids geometri er ustabile. Kosmos er kaos, og det samme gør sig gældende i F, som handler om en tilsvarende søgen efter svar i en senmoderne tid, bare vendt på vrangen. Alle karaktererne ved, at der ikke findes metafysik eller sandhed, og der søges efter andre ting, især udbytte og succes. Samtidig er den velkendte verden fuld af sprækker i form af mystik, dobbeltgængeri og syner. F står for ”fatum”, hører vi, og Kehlmann spiller i romanen forskellige tilværelsestolkninger ud mod hinanden, eller rettere: lader dem stå side om side, så læseren selv skal bestemme sig for, om det er skæbne, forsyn, fri vilje eller tilfældighed og kontingens, der styrer.

Ved første blik er F en familie- eller generationsroman; men viser sig nærmere at være en parodi på genren, der i disse år fejrer store læsertriumfer i Tyskland (eksempler kunne være Eugen Ruge: I tider med aftagende lys eller Uwe Tellkamps Tårnet). Den handler ganske vist om de tre brødre Friedland, der slår ind på tre forskellige leveveje. Den ældste bror Martin bliver katolsk præst, og de enæggede tvillinger Eric og Iwan (opkaldt af deres far Arthur efter Ridderne af det runde bord) henholdsvis investeringsrådgiver og kunstkender. De får hver sin jeg-fortælling, som udgør romanens tre største dele. Kehlmann tegner gennem brødrene et billede af det vesteuropæiske forbrugersamfund ud fra de tre søjler: kirke, kapital og kunst. Men intet er, hvad det giver sig ud for at være. De tre brødre har alle valgt deres profession ud fra erkendelsen af lurende nederlag: Martin kunne ikke finde ud af det med kvinder, Iwan formåede ikke at blive en genial maler og Eric ville ikke anses for at være en taber. De er alle tre fuskere, svindlere og tvivlere; Martin tror ikke på Gud, men skal overbevise sine sognebørn om troen, Eric bruger sine klienters formuer, mens han bilder dem ind, at de er sikkert investeret, og Iwan lever af at forfalske den afdøde maler Eulenböcks malerier, holde værdien af dem oppe på det internationale kunstmarked og sælge dem.

Bedrag og eksistentiel lede
Startskuddet for handlingen er, at endnu en svindler, en hypnotisør, under et tarveligt show suggerer brødrenes far, Arthur Friedland, til at tage et radikalt skridt og realisere sin forfatterdrøm. Han forlader uden varsel ekskone, kone og sønner og forsvinder fuldstændig, indtil de tre brødre en dag modtager hans debutroman Mit Navn er Ingen med posten. Romanen bliver en skandalesucces, der driver flere læsere til selvmord med sit budskab om, at enhver identitet er en illusion og at ingen har et selv. Hovedpersonen i farens roman hedder F og gennem dette metalitterære greb kædes romanen sammen med romanen i romanen og viser Kehlmanns konstruktionskunst og ironi. Martin bryder sig ikke meget om farens værk, og hans kritik af det er samtidig på romantisk-postmoderne vis en karakteristik af den roman, læseren er ved at læse. Om F hedder det, at han er et menneske, der er

begavet, uden mod, nølende, egocentrisk, på grænsen til det gemene, frastødt af sig selv og snart træt af kærligheden, ude af stand til at beskæftige sig alvorligt med noget, udnyttende også kunsten som blot og bart påskud til ingenting at gøre, uvillig til at interessere sig for andre, uegnet til at tage ansvar, for fej til at se egne fiaskoer i øjnene, et svagt, uærligt, overflødigt menneske, med talent alene for tomme tankelege, for skinkunst uden substans og for lydløs flugt fra enhver ubehagelig situation.

Denne dissektion kunne gælde forfatterfaren, men også de tre sønner, der hver især er højt specialiserede i at bedrage og bruger al deres tid på at skabe den perfekte illusion. Ingen af de tre brødre er overbevist om det de gør, men kender deres metiers sprog, adfærd og koder. Det lykkes fint, fordi verden gerne vil bedrages, sådan som fx også Thomas Manns Felix Krull opdager. Værre står det til med selvbedraget, som ikke vil lykkes helt så godt, og her nærmer kampen for at opretholde et ”Schein” uden et ”Sein” sig i glimt en eksistentiel lede.

Især er finansrådgiveren Erics historie frysende. Han lider af angst og stress, doper sig med psykofarmaka og har derfor konstant hallucinationer, store sorte huller i korttidshukommelsen og er permanent desorienteret. Han klarer sig igennem med simulation, afliring af klicheer og et nøje indøvet kropssprog, der får hverdagen med kone, barn, elskerinde, kolleger og kunder til at køre. Sammen med Eric oplever læseren spøgelser og en skizofren dobbeltvirkelighed, som kompliceres af, at han deler tanker med sin tvillingebror Iwan. Iwans svindel i den internationale kunstverden udfolder Kehlmann virtuost ligesom i romanen Jeg og Kaminski (Ich und Kaminski 2003, på dansk i 2008) med en præcis satire over kunstmiljøets mekanismer og hierarkier.

Helt så flyvende en pen har han ikke i beskrivelsen af præsten Martin, som keder sig i skriftestolen over at lægge øre til trivielle synder, overspiser og går til turneringer i Rubik-terning, mens han forgæves ønsker sig en åbenbaring og et gudsbevis, der kan give ham troen. De tre mandefortællinger (kvinderne er tegnet ganske utydeligt, de udmærker sig ved at være hysteriske og ved kun at svindle på lavt niveau som dårlig tvserie-skuespiller og som tv-doktor) samles i den synkrone oplevelse af et knivstikkeri på åben gade en augustdag i 2008 lige før finanskrisen. Her råder enten skæbnen eller tilfældet, og den ene bror dør. Der er i sagens natur ingen slutning på det hele, men derimod antydningen af et tomt videreløb, uden tragik og uden poetisk retfærdighed. Det er den mest kyniske af de tre brødre, der ”vinder”. Han frelses af finanskollapset og finder oven i købet for næsen af sin præstebror den religiøse tro.

Når sanserne sættes på prøve
Daniel Kehlmann er erklæret fan af latinamerikansk magisk realisme og forfattere som Borges, Márquez og Llosa, men hans egen variant af en tredje zone mellem realitet og myte står hele tiden til diskussion i romanuniverset. Personerne tvivler på deres egen virkelighedsoplevelse, og sammen med de ledemotiviske figurer som hypnotisøren (der senere bliver tarotkortlæser), advarende dæmoner og genopståede døde (Eulenböck) vil Kehlmann gerne sætte læserens erkendelse og pålideligheden af vores sansning på prøve. Spørgsmålet er, om han med diverse effekter af dobbeltgængeri, magi, spejlinger mm. forsøger at skabe gedigen uhygge og svimlen hos læseren – det tror jeg næppe, men i hvert fald lykkes det at iscenesætte en ironisk-humoristisk bevidsthedsleg, der trækker på traditionen fra tysk og amerikansk sort romantik (E.T.A. Hoffmann, Edgar Allan Poe) frem til postmodernismens illusionsbrud. Kehlmanns bud på umuligheden af identitet og henvistheden til rollespil er formfuldendt, ironisk og metalitterært, velskrevet og underholdende – og dermed ikke mindst et vellykket svindelnummer, kan Kehlmann selvbevidst indvende mod al potentiel kritik.

For Kehlmann er en selvbevidst herre. Eksempelvis udgav han sine poetik-forelæsninger i 2007 under titlen ”ernste Scherze”, dvs. ”alvorlig spøg”, der citerer Goethes karakteristik af sin Faust II-digtning. En anden vigtig reference er som nævnt Thomas Mann, som også tematiserer slægtskabet mellem kunst og svindel og kunstnerens splittelse mellem borger og gøgler. Kehlmann kender som uddannet germanist sin litteratur, og har foruden sine poetik-forelæsninger udgivet to bøger med litteraturkritiske essays. Før F skrev han den ligeledes roste og læste episoderoman Berømmelse (Ruhm, 2009, udgivet på dansk samme år) og i alt har Kehlmann siden 1997 udgivet fem romaner, flere fortællinger og novellesamlinger samt to dramaer, hvis fællesnævner er interessen for virkelighedskonstruktioner. Han binder sine værker diskret sammen gennem små intratekstuelle krydsreferencer og viser i det hele taget en stor sans for kategorien ”forfatterskab”. Og han er en vinder i det litterære system med talrige litterære priser som medlem af tre tyske akademier og poetik-docenturer ved universiteterne i Mainz, Wiesbaden, Tübingen, New York, Köln, Göttingen og Frankfurt. Igen og igen befæster han, til nogle anmelderes irritation over den næsten sterile perfektion i værkerne, sin centrale position som en af de mest læste forfattere i den tyske samtidslitteratur. F indbyder ikke til identifikation og medleven, fordi Kehlmann holder sine personer ude i strakt arm, og lader dem danse som marionetter i sit teater. Han får samtidig på raffineret vis formuleret en grundlæggende civilisationskritik, næsten uden at man lægger mærke til det. Som læser vælger man selv, om man vil forstå F som en satire over et senkapitalistisk samfund eller som en skælme- eller eventyrroman, hvor svindlere er tidens helte.

 

Anna Sandberg er lektor i tysk litteratur ved Københavns Universitet

Daniel Kehlmann: F. Oversat af Niels Brunse. 272 s. 300 kr. Lindhardt & Ringhof




Relaterede
Essay

Excentriske barbarer

Europæernes fascination af andres autenticitet har gennem historien fungeret som et spejl for eget kulturelle mindreværd.
Essay

Gengangeren som logo

Karl Ove Knausgårds Min kamp markerer gennembruddet for den relationelle neoavantgarde.