Artikel

Tal ikke om krisen!

I kølvandet på den økonomiske krise i 2008, er det franske samfund sunket ind i en tilstand af kollektiv pessimisme, der ikke finder sit sidestykke i nogen anden industrialiseret nation.

Således beskriver den britiske kulturforsker Sarah Waters tidsånden i Frankrig i dag. Med pessimismen følger en skepsis – ikke blot over for den neoliberale kapitalismes logik, som mange mener, ligger til grund for krisen – men også over for et politisk system, der synes at have spillet fallit. François Hollande er den mindst populære præsident i fransk historie, og ingen anden politiker er i stand til for alvor at vinde franskmændenes tillid. Venstrefløjen formår ikke at formulere nye politiske projekter af betydning, og højrefløjen vinder – anført af Front Nationals partileder Marine le Pen – stille og roligt terræn med reaktionære og xenofobiske løfter om national styrkelse og stop for indvandring.

Denne tiltagende nationalisme kommer også til udtryk hos en række franske intellektuelle, som indskriver krisen i en vidtrækkende fortælling om fransk kulturs forfald. Bl.a. kritiserer de globalisering og kulturel åbenhed, mens de gør indvandreren til syndebuk. En fremtrædende repræsentant for disse intellektuelle er journalisten Éric Zemmour. I sit seneste essay Le suicide français (Det franske selvmord, 2014), hvor Frankrig omtales som »Europas syge mand«, argumenterer Zemmour for, at landet har undergået en kulturel, politisk og økonomisk destruktion gennem den sidste tredjedel af det 20. århundrede. Han peger på studenteroprørene i 1968 og præsident Charles de Gaulles død to år senere som to begivenheder, der markerer indledningen på republikkens »selvmord«. Nedbrydningen af de kulturelle hierarkier, som fulgte i kølvandet på disse begivenheder, banede vejen for en multikulturalisme, der ifølge ham har haft katastrofale konsekvenser for Frankrigs nationale integritet, og samtidig forsvarer han xenofobi, kritiserer kriminalisering af racisme og opfordrer til, at Frankrig modstår påvirkninger udefra. Den økonomiske krise gør han til ét problem blandt mange andre, som kun kan løses ved en national styrkelse, der i bund grund blot er udtryk for en nostalgisk higen efter fortiden. I den forstand er hans essay blottet for forsøg på at tænke fremtiden i globaliseringens og åbenhedens navn, og visionsløsheden kommer bedst til udtryk, da han sammenligner Frankrigs igangværende kulturelle transformation med Romerrigets fald. Herved antyder han, at det er for sent at gøre noget ved den dystopi, han mener, Frankrig er blevet til.

Fortællingen om Frankrigs forfald finder man også hos filosoffen Alain Finkielkraut. I sit essay L’identité malheureuse (Den ulykkelige identitet, 2013) undersøger han franskmændenes igangværende identitetskrise og kobler, akkurat som Zemmour, indvandringen og den multikulturelle trussel til en tiltagende historieløshed, der giver udslag i en dalende interesse for litterære og idéhistoriske franske klassikere. Hans modstandere er politisk korrekte antiracister, som udelukkende betoner de mørke sider af Frankrigs historie ved at fremhæve de forbrydelser, som den tidligere kolonimagt har begået mod andre kulturer. Ifølge Finkielkraut medvirker disse antiracister til at opretholde en dårlig samvittighed, der gør det vanskeligt at tale om fransk kultur og identitet med stolthed. Også han er fortaler for en styrkelse af det nationale fælleskab gennem en valorisering af det særligt franske, og hans tænkning udmøntes i en higen tilbage i tid samt en manglende vilje til for alvor at tænke fremadrettet eller komme med konkrete forslag til, hvordan den identitetskrise, han ser, kan løses.

Zemmour og Finkielkraut er blot to ud af en lang række nationalkonservative intellektuelle, som er med til at udbrede den pessimisme, der i høj grad har ramt den franske befolkning i kølvandet på den økonomiske krise. Men heldigvis er der også forfatteren Yannick Haenel, som indtil nu har udgivet seks romaner og startet det litterære tidsskrift Lignes de risque. Særligt kendt er han for sin roman om 2. Verdenskrig, Jan Karski (2009), som den tidligere modstandsmand og instruktør bag Shoah (1985), Claude Lanzmann, har anklaget for at være historiefalsificerende. Haenel har også modtaget en række litterære priser i Frankrig – herunder Le Prix Interallié – bl.a. på grund af sin kritiske og vedkommende stillingtagen til det franske samfund. Med sin seneste roman, Les Renards pâles (De Blege ræve, 2013), viser han således, at det er muligt at tænke krisen uden at forfalde til sortsyn og manglende tillid til Frankrigs fremtid.

Dødsdriften

Med en ambivalent glæde forestillede jeg mig, at Frankrig blev kvalt i sit eget kaos.

Jean – hovedpersonen i Les Renards pâles – flytter ind i sin bil, der holder parkeret i en parisisk forstad. Han er blevet smidt ud af sin lejlighed og har mistet sit job. Men han fortvivler ikke. Den verden, han nu er trådt ud af, har ikke længere nogen værdi for ham. For ham er der endda noget forløsende ved forestillingen om dens undergang. Dødsdriftens revitaliserende kraft giver anledning til en tvetydig sensibilitet: Han er fanget mellem en fortvivlelse over virkeligheden uden for bilen og en glæde ved at have forladt denne virkelighed.

Les Renards pâles, Gallimard 2013.

Les Renards pâles, Gallimard 2013.

Jean følger med i verdens gang ved at høre radio og ved at slentre rundt i byens gader, hvor han møder renovationsarbejdere, hjemløse og kunstnere. Der tegner sig et Frankrig, hvor kun »døsigheden er ønskværdig«, hvor opgivenheden råder, hvor selvmordsraten stiger, hvor samtidskunstens udelukkende skildrer affald og overvågningskameraer, og hvor »[m]an vil have os til at tro, at arbejdet er den eneste måde at eksistere på, når det faktisk ødelægger de eksistenser, som underkaster sig det«. Men Jean bukker ikke under for den omgivende elendighed. I bilen, dette sted uden for verden, et slags ikke-sted – selv kalder Jean den et »tomrum« – fordrejes den triste erfaring af verden i retning af dens mere muntre modsætning, uden at den følelsesmæssige ambivalens dog overvindes helt. Jean smiler, hver gang han sætter sig ind i bilen, og ofte bryder han ud i latter, når han tænder for radioen for at følge med i verdens (under)gang, men selvom latteren er forløsende i sin umiddelbare lethed, er den også uhyggelig. Den udspringer af en tragisk og næsten vanvittig beruselse over erfaringen af den triste verden uden for bilen. Da Frankrigs nyvalgte præsident erklærer krig mod de arbejdsløse, griner Jean. Ikke af selve nyheden, men fordi det går op for ham, at han har glemt præsidentens navn.

Også uden for bilen viser Jeans ambivalente følelser sig, når han på en af sine udflugter i byrummet fx støder på noget graffiti med ordlyden »Frankrig er en forbrydelse« og da straks rammes af et anfald af lykke. Protestordene flugter med Jeans verdenssyn, viser at modstanden mod systemet ulmer omkring ham og legitimerer den afmagt og vrede, der har fået ham til at træde ud af samfundet. Igen er Jeans reaktion udtryk for en længsel mod destruktionen, men hans anfald af glæde og latter udspringer også af en kraft, som han ikke formår at italesætte rationelt. De kropslige reaktioner bærer en tvetydig optimisme, der ikke alene knytter sig til Jean, men også afspejler den ånd og stemning, der transcenderer hans person. Han fremstår som et varsel om en omvæltning: et håb om bedre tider, der går gennem et oprør imod det etablerede. Jeans afvisning af det sociale må derfor forstås som en radikal politisk handling, der markerer et nødvendigt trin i overgangen til noget nyt. Han forlader da netop også sin ensomme tilværelse i bilen, begynder at opsøge andre mennesker på sine ture ud i byen og slutter sig til den hemmelige sekteriske gruppe De Blege Ræve, der planlæger et oprør.

At sætte sin lid til de forhadte

En dag vækkes Jean af skrig fra gaden. En hjemløs er ved et uheld blevet knust til ukendelighed i en skraldebils affaldskværn efter at have søgt ly for natten i en container. Da Jean nærmer sig skraldebilen, ser han den hjemløses afrevne fod. Denne makabre ulykke refererer til en virkelig hændelse, der fandt sted for nogle år siden i Paris. Den fungerer som billede på et samfund, der lader sine tabere i stikken, og som blot afventer deres død, i stedet for at hjælpe dem ud af deres knibe.

Ligesom den hjemløse er den illegale indvandrer en figur med politisk betydning i romanen. Jean bliver gode venner med to unge afrikanere, han møder på gaden. De opholder sig ulovligt i landet og må senere lade livet i deres flugt fra politiet – og også her er der tale om en reference til en virkelig hændelse i Paris. Siden viser det sig, at De Blege Ræve, der i øvrigt har taget navn efter en malisk afgud, består mestendels af afrikanske indvandrere, der heller ikke har opholdstilladelse – eller for den sags skyld besidder officielle papirer af nogen art.

I modsætning til de immigrationsfjendske tendenser i den intellektuelle franske forfaldstænkning, fremstilles indvandreren positivt i Haenels roman. Det samme gælder de andre udstødte: »Det eneste håb vil komme fra dem, der tier […], dem der ikke mestrer sproget, fordi de er udelukket fra sproget: de hjemløse, de arbejdsløse, de papirsløse«. De mennesker, xenofobiske intellektuelle ser som syndebukke i fortællingen om Frankrigs forfald, tilbyder for Haenel en mulighed for en radikal gentænkning af det umenneskelige system, som afviser dem.

Romanen svarer direkte igen på angsten for den fremmede og taler på vegne af dem, systemet afviser: Oprøret mod systemet må komme nedefra eller udefra – ikke indefra. Dette understreges i Jeans møde med en kunstnergruppe, der på det kraftigste kritiserer ham, da han fortæller, at han har opgivet at stemme. Han indser, at selv disse kunstnere ligger under for systemet ved at hævde nødvendigheden af demokratisk deltagelse i tider, hvor demokratiet har spillet fallit, og at de ved at tale magtens sprog modvirker det sande oprør. Altså er en vis politisk resignation nødvendig for, at noget nyt kan ske. Og det handler ikke blot om opgivenhed.

Det identitetsløse oprør

Da Jean tilslutter sig De Blege Ræve, brænder han sit ID-kort og smiler. Denne symbolske handling markerer hans endelige udtræden af det officielle samfund og dermed hans indtræden i den identitetsløse ekstraposition. Uden at formulere hverken krav eller slogans starter de en demonstration. De går rundt i de parisiske gader med dyremasker på og fastholder en identitetsløshed, som systemet står tøvende over for; politiet ved ikke, hvad de skal stille op med de tavse demonstranter. Oprørets tilsyneladende apolitiske karakter, dets ikke-handling, bliver til en politisk manifestation: »Hvis intet lykkes inden for politik, kan det til gengæld ske, at der bliver gjort noget uden for den: derved bliver dette noget politisk«.

I lyset heraf må man også forstå en af Jeans sidste bemærkninger: »Så tal frem for alt ikke til os om krise. […] Jeres verden er i sig selv en krise – den har dømt sig selv til undergang«. Jeans stemme hæver sig her til et metaniveau. Haenel antyder gennem ham, at brugen af krisebegrebet i dag blot medvirker til at fastholde en illusion om, at der findes en normaltilstand, som må genetableres, når det, der i virkeligheden er brug for, er et radikalt brud med et system, som ikke er værd at redde. Herved bidrager Haenels roman på sin vis til fortællingen om Frankrigs forfald. Men den altafgørende forskel mellem Haenel og forfaldsfilosofferne er, at han ikke synker ubehjælpeligt ned i pessimismen. I romanen bliver håbløsheden således vendt til en forhåbning – en mulighed åbner sig uden for det umulige – og der indfinder sig en forsikring om, at der, midt i elendigheden, er forandringer på vej.

Den ambivalente optimisme

Les Renards pâles er en munter roman med et alvorligt budskab. Med den tager Yannick Haenel til genmæle over for den pessimistiske forfaldstænkning og viser en vej, som går uden om krisen. I stedet for at insistere på, at Frankrig uden en national identitet er et Frankrig i forfald, kalder han på et opgør med identitetstænkningen. Frem for at anskue den fremmede eller udenforstående som en trussel mod nationen, tager han dennes parti over for et system, der driver klapjagt på arbejdsløse, lader hjemløse omkomme i skraldevogne og illegale indvandrere dø i flugt fra politiet.

Spørgsmålet er da, om Haenels roman eksemplificerer en stærk tendens i fransk litteratur i dag. Her må man umiddelbart svare nej. Som modeksempel kan nævnes en anden samfundskritisk forfatter, der er mere toneangivende for fransk litteratur i dag – nemlig den efterhånden velkendte enfant terrible Michel Houellebecq. Selvom Houellebecq både i sin prisvindende roman Kortet og landskabet (2010) og i sin seneste udgivelse Soumission (Underkastelse, 2015) har udlagt enkelte kim af optimisme, så fastholder han i disse værker et stærk deprimerende billede af et åndsforladt Vesten, hvor det eneste, der synes at drive mennesket frem, er penge og glædesløs sex, mens apatien udsletter viljen til at begå selvmord. Han tilbyder ingen troværdig forestilling om, at der er findes en vej ud af elendigheden. Det betyder dog ikke, at han går forfaldstænkernes ærinde. Soumission, der iscenesætter et tænkt fremtidsscenarie, hvor Frankrig kommer under islamisk styre, ser mange som en islamofobisk roman. Men det er ikke sandt. Den gestalter ganske vist et xenofobisk fantasme a la det, der er på spil hos forfaldstænkerne og blandt Front Nationals tilhængere, men det betyder ikke, at den forsvarer xenofobien. Tværtimod latterliggøres denne position i romanen. Houellebecq forsøger at indfange en særlig tidsånd, ikke at fremme den. Hans karikerende beskrivelser af vestlig kultur i Soumission giver desuden anledning til en latter, der virker som middel til at udholde elendigheden. Men der er tale om en kynisk latter, fordi den ikke akkompagneres af særligt overbevisende forestillinger om samfundets forandring eller opfordringer til opgør.

Haenels roman er anderledes konstruktiv, også selvom det oprør, den kalder på, fastholdes i en formløshed, der gør det vanskeligt for læseren at forestille sig dets aktualisering i fremtiden. Trods denne forskel mødes de to forfattere i deres stærke kapitalismekritik. Ligesom Jean i De Blege ræve nægter at reducere elendigheden til et spørgsmål om en enkeltstående økonomisk krise og insisterer på, at det er hele systemet, den er gal med, finder man hos Houellebecq en udlægning af den kapitalistiske logiks umenneskeliggørende og destruktive kræfter. Begge forfattere iscenesætter pessimistiske forestillinger om det moderne samfund, men de gør op med disse på hver deres måde. Med Haenel efterlades man opmuntret og med en idé om, at det er muligt at modarbejde elendigheden. Hos Houellebecq oplever man en vis forløsning, hvis man lader sig rive med af hans kyniske latter. Nogle vil sikkert foretrække den provokerende og ligefremme dristighed, man finder hos Houellebecq og afvise Haenels ambivalente blødhed. Andre vil sikkert også kritisere Haenel for at være en naiv idealist. Under alle omstændigheder er der noget unægteligt forfriskende ved tonen i Le Renards pâles såvel som dens forsøg på at gentænke oprøret. Nok er Haenel sparsom med konkrete bud på, hvad der må gøres, men han minder til gengæld om, at resignation ikke er den eneste mulige reaktion på krisen.




Relaterede
Lars Frost: Copyright: Gyldendal
Essay

Intimitet & revolution t/r

Lars Frosts velfærdstrilogi udgør et af de største bidrag til dansk litteratur siden årtusindskiftet.
Essay

Da en meteor slog ned

Stefan Zweig beundrede den ny verden, men han formåede aldrig at forlige sig med den – heller ikke da James Joyce krydsede hans vej.