Essay

Tyve år efter

Infinite Jest, David Foster Wallaces monstrøse hovedværk, forlader sine teenageår og er så livskraftig som nogensinde.

I anden halvdel af 1990’erne begyndte en række store amerikanske forfattere at skrive en postironisk litteratur, der forsøgte at geninstallere »old untrendy human troubles« som en modreaktion mod, hvad de betragtede som postmodernismens køligt-ironiske abstraktioner. Foto: Tyler Merbler

Inspireret af David Foster Wallace begyndte en hel generation af amerikanske forfattere at skrive en postironisk litteratur, der forsøgte at geninstallere »old untrendy human troubles« som en reaktion mod, hvad de betragtede som postmodernismens køligt-ironiske abstraktioner.

Foto: Tyler Merbler

Den 1. februar er det 20 år siden, den amerikanske forfatter David Foster Wallaces monstrøse hovedværk Infinite Jest blev udgivet, og forlaget Little, Brown and Company markerer årsdagen ved at udgive en særlig jubilæumsudgave. I efteråret udskrev udgiverne en konkurrence, hvor fans blev opfordret til at indsende deres eget bud på et omslagsdesign til Infinite Jest. Vinderforslaget ville blive belønnet med en beskeden præmiesum og ville desuden blive udødeliggjort ved at pryde forsiden til jubilæumsudgaven. Det er godt set af forlaget at inddrage fanbasen på denne måde. Siden David Foster Wallace (blandt fans ofte blot kaldt DFW) i 2008 begik selvmord som 46-årig efter flere årtiers brydekamp med klinisk depression, er skaren af tilhængere og aktiviteterne omkring forfatterskabet vokset eksponentielt, og det er denne deltagerkultur, forlaget dygtigt appellerer til og trækker på med deres coverkonkurrence.

Den fanlavede forside til jubilæumsudgaven af Infinite Jest fremstår mest af alt som en hastigt nedkradset og lidt amatøragtig skitse, og som sådan er den et meget godt billede på den udvikling, der er sket i receptionen af værket siden David Foster Wallaces selvmord i 2008.

Den fanlavede forside til jubilæumsudgaven af Infinite Jest fremstår mest af alt som en hastigt nedkradset og lidt amatøragtig skitse, og som sådan er den et meget godt billede på den udvikling, der er sket i receptionen af værket siden David Foster Wallaces selvmord i 2008, hævder Tore Rye Andersen.

Vinderforsiden fremstår mest af alt som en hastigt nedkradset og lidt amatøragtig skitse, og som sådan er den et meget godt billede på den udvikling, modtagelsen af Wallace har undergået siden selvmordet. Indtil 2008 var mængden af artikler og bøger om forfatterskabet forholdsvis moderat, men efter Wallaces død er receptionen vokset ud over alle grænser. I essayet »Farther Away« (2011) beskriver Jonathan Franzen utroligt nok selvmordet som et kalkuleret karrieretræk, der skulle sikre Wallace den universelle anerkendelse, han aldrig helt opnåede i levende live. Franzens insinuationer er et ufatteligt smagløst angreb på en afdød ven/rival, der ikke længere har mulighed for at svare igen, men man kommer ikke uden om, at selvmordet udgjorde en betragtelig vitamintilførsel for interessen i forfatterskabet og ikke mindst i forfatteren selv. Startdatoen for hele Wallace-industrien kan derfor ret præcist fastsættes til den 12. september 2008. Lige siden har man ikke bare set et boom i mængden af udgivelser om Wallace, men også en markant stigning i antallet af forskelligartede udgivelseskanaler. Den tidlige Wallace-reception fandt typisk sted i etablerede akademiske tidsskrifter og universitetsforlag, men nye teknologiske værktøjer har medført et bredere spektrum af udgivelsesmuligheder, og mange artikler og bøger om forfatterskabet bliver i dag udgivet af fans på egne forlag eller på blogs o.l. Der er dermed sket en radikal demokratisering af Wallace-industrien, hvor udsigelsesretten distribueres langt bredere end til en begrænset klub af fastansatte akademikere. Det er en sympatisk udvikling, men samtidig kan det naturligvis fornemmes i dele af receptionen, at den ikke har gennemgået den sædvanlige kvalitetssikrende redaktionelle proces.

Megen af den nyudgivne kritik (og det gælder såmænd også den peer-reviewede akademiske andel) er desuden præget af en udtalt persondyrkelse, der forstyrrer det nøgterne blik på værket selv. Siden selvmordet er der opstået et billede af Wallace som en plaget skikkelse, der søgte empatien og det autentiske liv midt i senkapitalismens umenneskelige abstraktioner. Ifølge kritikeren Christian Lorentzen reducerer denne udbredte forestilling Wallace til »a wisdom-dispensing sage on the one hand and […] the Writer As Tortured Soul on the other«. Billedet af Saint Dave er selvfølgelig nært forbundet med Wallaces alt for tidlige død, men det er også til dels foranlediget af forlagets ageren efter selvmordet. Ikke mindst udgivelsen af bogen This Is Water: Some Thoughts, Delivered on a Significant Occasion, about Living a Compassionate Life (2009) har bidraget til at befæste ideen om den vise Saint Dave. This Is Water var i udgangspunktet Wallaces afgangstale til de studerende på Kenyon College, og med sine velmenende råd og sit opbyggelige budskab honorerer den afgangstalens genrekrav på fornem vis. Det var aldrig Wallaces mening, at denne lejlighedstale skulle udgives på skrift, men kort efter selvmordet publicerede forlaget den som en lille selvstændig bog, der passede lige ned i baglommen på et par jeans. For at puste den godt 20 minutter lange tale op til bogformat har man kun trykt en enkelt sætning på hver side, hvilket bryder det mundtlige flow i talen op i separate, Gajol-filosofiske udsagn af den type, man ofte finder i selvhjælpsbøger. Forestillingen om Wallace som en art udadlelig selvhjælpsguru burde være blevet udfordret af udgivelsen af hhv. journalisten David Lipskys interview-bog Although of Course You End up Becoming Yourself (2010) og forfatteren D. T. Max’ biografi Every Love Story Is a Ghost Story (2012). Begge bøger fremstiller Wallace som alt andet end en helgen, men der skal mere end et par posthume portrætbøger til at annullere en helgenkåring, og senest har en forskønnende filmatisering af Lipskys bog indskrevet sig i rækken af forstyrrelser, som gør deres bedste for at henlede opmærksomheden på manden snarere end værket.

Værket selv besidder dog en masse og en tyngde, der insisterende trækker vores opmærksomhed i en anden retning. Det gælder ikke mindst den 1100 sider lange Infinite Jest, som Chad Harbach i 2004 beskrev som »the central American novel of the past thirty years, a dense star for lesser work to orbit«. Romanen foregår i en nær fremtid, hvor USA, Canada og Mexico indgår i alliancen O.N.A.N. (Organization of North American Nations), og hvor hvert kalenderår i en naturlig fremprojicering af senkapitalismen udliciteres til den højstbydende sponsor. Størstedelen af handlingen finder sted i Boston i Year of the Depend Adult Undergarment (Voksenbleens år) og fordeler sig på tre overordnede handlingsspor. I centrum står den dobbelte skildring af livet på et tennisakademi og i et halvvejshus, hvor vi følger hhv. tennistalentet Hal Incandenza og den tidligere indbrudstyv Don Gately. Spændt ud mellem det massive forventningspres på tennisakademiet på den ene side, og en stigende afhængighed af marihuana på den anden side, går den lynende intelligente Hal langsomt i opløsning, og midt i vrimlen af privilegerede tenniselever synker han ned i en afgrund af ensomhed. Historien om Hals nedtur modsvares af fortællingen om Dons optur. Efter en tilværelse på bunden af samfundet er det lykkedes Don at vriste sig løs af kriminaliteten og stofmisbruget, og romanen følger hans indædte kamp for et bedre liv. Disse to handlingsspor er forbundet af et mere fabulerende plot, hvor en flok separatistiske rullestolsterrorister (don’t ask!) prøver at fremtvinge delstaten Québecs løsrivelse fra Canada og resten af O.N.A.N. ved at distribuere kopier af den dødbringende film »Infinite Jest« til den amerikanske befolkning. Filmen er så fornøjelig, at man mister lysten til andet end at se den igen og igen og sluttelig sygner hen, og terroristernes plan er altså at lade den forlystelsessyge amerikanske befolkning underholde sig selv ihjel.

De tre handlingstråde har i udgangspunktet ikke meget med hinanden at gøre, men i løbet af romanen filtres de uhjælpeligt sammen i en kompleks hårdknude, der aldrig løses op i noget forklarende klimaks. Desuden er de fra begyndelsen forbundet af tematiske berøringsflader, ikke mindst afsøgningen af afhængighedens mange facetter. Stort set alle romanens personer er afhængige af et eller andet, om det er alkohol og hårde stoffer, dyremishandling og affærer med unge gifte kvinder eller tv-serien M*A*S*H. I Wallaces optik er disse forskellige former for afhængighed ikke væsensforskellige men blot gradsforskellige, og romanpersonernes stofmisbrug fremstilles dybest set som en potensering af forbrugersamfundets bevidstløse slavementalitet. I sin analyse af sådanne mekanismer tegner Infinite Jest et portræt af en nation, hvor fællesskabet er blevet afløst af individualiseret medieforbrug, og den blotlægger den fundamentale ensomhed og tristesse i sprækkerne af underholdningssamfundet. I interviews i forbindelse med udgivelsen udtalte Wallace, at Infinite Jest er udsprunget af en ambition om at skrive »something sad«, og netop ordet »sad« går da også igen igennem hele bogen som et kuldslået refræn. Denne triste klangbund er dog ikke ensbetydende med, at romanen udelukkende er nedslående læsning. De dystre temaer er omgivet af en funklende sort humor i traditionen fra Joseph Heller og især Thomas Pynchon, som Wallace på én gang lagde sig i forlængelse af og søgte at tage afstand fra.

Fra Pynchon lærte Wallace også kombinationen af et vildtvoksende og øjensynligt kaotisk plot og en underliggende stram struktur. Ved udgivelsen i 1996 kritiserede flere anmeldere Infinite Jest for dens formløshed, men den øjensynlige formløshed er villet. I et interview med journalisen Anne Marie Donahue sagde Wallace: »It may be a mess, but it’s a very careful mess« og i et samtidigt interview med kulturskribenten Laura Miller udtalte han: »If it looks chaotic, good, but everything that’s in there is in there on purpose«. En omhyggelig læsning (og ikke mindst genlæsning) af romanen afslører da også talrige krydshenvisninger på tværs af hundredvis af sider, og tilsyneladende henkastede sidebemærkninger i romanens mange slutnoter viser sig at udgøre afgørende spor i det indviklede plot.

Romanens største aftryk i litteraturhistorien sættes dog ikke af den omhyggeligt komponerede struktur, og heller ikke af den skarpe analyse af mediesamfundets bagside, som man tidligere har set hos bl.a. Don DeLillo og førnævnte Pynchon – begge væsentlige inspirationskilder for Wallace. Infinite Jest og Wallaces forfatterskab i det hele taget – vil nok især blive husket for sit opgør med den postmoderne ironi, som ifølge Wallace fordærvede den amerikanske kultur op gennem 1980’erne og 1990’erne. I essayet »E Unibus Pluram: Television and U.S. Fiction« fra 1993 argumenterede Wallace for, at ironien i postmodernismens første årtier (1960’erne og 1970’erne) tjente en vigtig samfundskritisk funktion, idet den punkterede det konforme amerikanske samfunds hykleriske selvforståelse. I de efterfølgende årtier overtog tv-verdenens mainstreamkultur imidlertid modkulturens retoriske værktøjer og serverede dem for seerne i en stærkt udvandet form, med det resultat, at den tidligere normbrydende ironi mistede sit kritiske potentiale og blev en norm i sig selv. I stedet for at fortsætte langs postmodernismens nu tandløse ironiske spor burde litteraturen derfor søge tilbage mod den inderlighed, patos, medmenneskelighed og sentimentalitet, som postmodernisterne ifølge Wallace kun havde en hånlatter til overs for:

The next real literary »rebels« in this country might well emerge as some weird bunch of »anti-rebels,« born oglers who dare back away from ironic watching, who have the childish gall actually to endorse single-entendre values. Who treat old untrendy human troubles and emotions in U.S. life with reverence and conviction.

De første famlende skridt i opgøret med den postmoderne ironi tog Wallace allerede med novellerne i Girl With Curious Hair (1989), og det teoretiske fundament blev lagt i »E Unibus Pluram«, men det var først med Infinite Jest, at kritikken for alvor blev foldet ud og satte sit spor på en hel generation af amerikanske forfattere, herunder Jonathan Franzen, Rick Moody, Dave Eggers, Jennifer Egan, Jonathan Safran Foer, A. M. Homes, George Saunders og Nicole Krauss. Inspireret af ideerne i Wallaces essay og ikke mindst den kunstneriske implementering af disse ideer i Infinite Jest begyndte de alle i anden halvdel af 1990’erne at skrive en postironisk litteratur, der forsøgte at geninstallere »old untrendy human troubles« som en modreaktion mod, hvad de betragtede som postmodernismens køligt-ironiske abstraktioner. Læser man den postironiske dagsorden med et kritisk blik, kan man hævde, at mange af de almenmenneskelige problemstillinger, postironikerne ønskede at genindføre i litteraturen, allerede var til stede i rigt mål i den udskældte postmodernisme. Postironikernes opgør sparkede på sin vis åbne døre ind, men ikke desto mindre har deres dagsorden været toneangivende i de seneste årtiers amerikanske litteratur. Også flere engelske forfattere har taget Wallaces postironiske pointer til sig, ikke mindst Zadie Smith, der om Infinite Jest har skrevet, at den for hende og mange andre jævnaldrende forfattere var »the book you were going to have to deal with sooner or later, just as a previous generation had to deal with Gravity’s Rainbow or Midnight’s Children, or The Recognitions«. Uden for USA og England har Wallaces indflydelse til gengæld været lidt sværere at få øje på, eller rettere: Opgøret med den postmoderne ironi og genkomsten af en mere etisk orienteret litteratur kan også sagtens spores i Danmark og resten af Europa, men primært under indflydelse af nogle af Wallaces epifytter, herunder Franzen og Foer. (I en parallel til denne proces kender mange europæiske læsere også først og fremmest den amerikanske postmodernisme gennem Paul Austers gennemtyggede og let fordøjelige variationer over Pynchons, John Barths og Robert Coovers forfatterskaber).


Wallace var godt selv klar over, at han havde præsteret noget helt særligt med Infinite Jest, men i forsøget på at komme videre stillede han sig ikke bare tilfreds med at gentage virkemidlerne fra hovedværket. I sin omfattende brevkorrespondence med forfattere som Franzen og DeLillo lufter han gentagne gange den tanke, at det fantasifulde plot og den vilde humor i Infinite Jest arbejdede mod romanens indtrængende budskaber. Wallace havde, frygtede han, leveret en bidende kritik af underholdningssamfundet, som i sidste ende selv var lidt for underholdende. Derfor prøvede han at gå i andre, mere konsekvente retninger i The Pale King, en roman om kedsomhed og det amerikanske skattevæsen, som han begyndte kort efter udgivelsen af Infinite Jest og arbejdede på de sidste 12 år af sit liv. Denne roman kostede ham enorme anstrengelser, og det antydes af bl.a. D. T. Max, at det var arbejdet med The Pale King, der endte med at tage livet af ham. Det ufærdige romanmanuskript blev udgivet posthumt i 2010, redigeret af Michael Pietsch, som også var redaktør på Infinite Jest. I sagens natur virker The Pale King lidt ufærdig og ujævn, men den rummer ikke desto mindre forjættende glimt af en mere moden forfatterstemme og passager, der kan måle sig med det bedste i forfatterskabet.

Der er dog næppe tvivl om, at Infinite Jest er den roman, der vil sikre Wallaces litterære eftermæle. Lige præcis hvordan dette eftermæle kommer til at se ud, er det til gengæld sværere at gisne om. I dag fremstår romanen ubetinget som et hovedværk i de seneste årtiers amerikanske litteratur. Sin aktuelle popularitet til trods er det dog ikke givet, at den vil opnå tilnærmelsesvis samme status som eksempelvis Moby-Dick eller Gravity’s Rainbow, som den ofte sammenlignes med, men som begge kaster et bredere net og hver især udgør et lille mikrokosmos over deres egen samtid. Infinite Jest handler måske på overfladen lige så meget om samfundets tilstand som disse romaner, men i virkeligheden kan romanen lige så vel beskrives som en eksternalisering og universalisering af Wallaces egen tilstand. I et essay om David Lynch fra omkring udgivelsen af Infinite Jest priser Wallace netop Lynch for hans ekspressionistiske virkemidler, som bliver »deployed in an old-fashioned, pre-postmodern way, i.e. nakedly, sincerely, without postmodernism’s abstraction or irony«. Det er svært ikke samtidig at læse dette som en karakteristik af Infinite Jest, hvor Wallace netop har fragmenteret aspekter af sig selv ud i forskellige karakterer, herunder den depressive selvmordskandidat Kate Gompert, det tennisspillende leksikalske geni Hal, heroiske Don i halvvejshuset og Orin Incandenzas manipulationer med det andet køn. Disse personers problemer var også Wallaces problemer, og det samme var den tv-afhængighed, stof-afhængighed og lammende tristhed, som mange af romanens personer må trækkes med. Det betyder samtidig, at problemerne måske ikke er helt så universelle, som de ofte fremstilles af receptionen, og Infinite Jests mest glødende tilhængere er sigende nok også veluddannede hvide mænd (og enkelte kvinder) i tyverne og begyndelsen af trediverne; den alder, Wallace selv havde, da han skrev romanen. Der er dog foreløbig ingen mangel på veluddannede hvide unge mænd M/K til at fortabe sig i romanens forviklinger, så her hvor Infinite Jest forlader sine egne teenageår og forbereder sig på at flytte hjemmefra, er den så livskraftig som nogensinde.




Relaterede
Essay

Tankernes ufrivillige karakter

Javier Marías’ sproglige omhyggelighed lader læseren dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.
Essay

Rusland ser Europa i øjnene

Sikkerhedsseler, sikker sex, barbermaskiner – disse er Europas nye symboler.