Anmeldelse

Under en ny måne

Ursula Scavenius debuterer med tre overrumplende overnaturlige fortællinger.

Ursula Scavenius åbner for en type litteratur, der forbinder den østeuropæiske tradition for fantastik med apokalypsen og økokritik.
Pressefoto: Basilisk.
Ursula Scavenius' debut Fjer rummer måske det man kalde en mørk økologi.Forsidefoto: Basilisk.

Ursula Scavenius’ debut Fjer rummer det man måske kan kalde en mørk økologi.

Omslag: Basilisk.

Det kan være svært at forstå, alt hvad der sker i Ursula Scavenius’ debut, som bærer den korte titel Fjer (2015).

Selvom bogen fører os ind i en tilsyneladende fremmed og fornuftstridig verden, hvor man kaster kålhoveder efter vilde hunde og ser fjer gro ud af huden på mennesker, så findes her en logik, der med alle sin uvante konstruktioner alligevel virker indlysende og klar. En logik, der siger, at hvis verden er overbelastet, må sproget nødvendigvis også være det.

Det må i det store hele være kongstanken bag Scavenius’ flotte debut, som rummer tre fortællinger (»Majinski«, »Luna seconda« og »Fugleland«) – alle indeholdende en foruroligende, mystisk og mørk poetisk prosa, der er sprogligt forløst med en intensitet og styrke, så historierne om de helt igennem bedrøvelige eksistenser lige akkurat er til at bære.

I alle tre fortællinger føres vi ind i en dystopisk, post-apokalyptisk verden, som indeholder langt flere dyr end mennesker. I »Majinski« holder de førnævnte vilde hunde vagt om det ejendomsbyggeri, hvor fortælleren bor med den fallerede bulgarske forfatter Majinski og dennes datter Lucia, som han ligger i med. I »Luna seconda« har en anden og ny måne, som titlen refererer til, fremkaldt et konstant højvande, der forhindrer så godt som alt liv, herunder parrets dødfødte barn, der kun er at finde i kvindens minde. I »Fugleland« er fortællingen henlagt til en dødsenstrist udgave af Hornbæk, hvor en mand tænker tilbage på tiden før og under sin kones dødelige sygdom, alt imens han forgæves forsøger at holde tilværelsen interessant ved at have en affære med naboen.

Hvis katastrofen allerede har åbnet en afgrund, som disse mennesker lever i, bliver denne afgrund kun desto dybere i løbet af fortællingerne. Alligevel er der noget umiddelbart forfriskende ved denne bundløst deprimerende litteratur: en seksuel lyst kan ikke holdes tilbage, men de korporlige fristelser er desværre kun en ringe trøst. Aldrig kan fortællingernes karakterer give sig helt hen til nydelsen, aldrig overdøver lidenskaben det uendelige morads, som personerne befinder sig i. Men sådan må det nødvendigvis være. Hør bare hvordan fortælleren i »Majinski« har sat sig til at vente på døden:

Natten. Gaden. Stilheden. Jeg kan ikke huske andet end synet af gaden, der var blank af regn, hundene på række, og vores elendige, høje, men ufærdige byggeri, som var blevet sat i stå, standset, afbrudt af de tyske bygherrer, der snød hele kvarteret. Det store skelet af beton svajede. Jeg sad længe på et trappetrin og stirrede på det ufærdige byggeri, der i mine øjne lignede et kranium, og jeg havde slet ikke noget imod, at det lignede et kranium. Jeg var dødsfikseret, draget mod mørket bag alting, længtes efter ro, døden skræmte mig ikke.

Undergangen har fundet sted for planeten, men i særdeleshed også for de mennesker, som bebor den. Der er ingen flugt, og karaktererne ser ud til at have affundet sig med, at universet er ét sort rod. Men at vi befinder os på sidste trin før den totale udryddelse, bliver heldigvis aldrig pædagogisk og udførligt udpenslet for os læsere. Scavenius’ prosa bliver aldrig forklarende. Det samme gælder for fortællingernes fantastiske elementer. Det er et paradoks, men selv det overnaturlige virker helt naturligt, og sådan besidder teksterne, i dette tilfælde »Majinski«, nærmest et nøgternt og dog grotesk temperament. Alt sammen hvilende på en katastrofe, der går mindst en generation tilbage:

Jeg sad og dagdrømte … Det her med Lucia. Jeg slog mig selv for panden, som om det det ville få mig til at tænke klart. Hvad ville der ske, hvis Lucia var i min seng i stedet for på gaderne? Nej, hun ville trampe på min hjertemuskel! Der findes ingen særlige kvinder. Selv min mor tænkte kun på sig selv, selv min mor smed sig ned mod de skarpeste sten på molen, selv min mor ville af med mig, da hun havde mig i maven. Det er bedst at være alene.

Det er kendetegnende for alle tre fortællinger, at de er fortalt igennem en række tableauer – mareridtsagtige billedkæder kunne man kalde dem – der bindes sammen af motiver af fjer og fugle, kroppens sår og safter. Uden en regulær handling, er stemningen således disse fortællingers bærende princip. Men den mystiske uhygge står ikke alene, her rumsterer også en illusionsløshed, der gør planeten og personernes problemer altfortærende. Det ser vi f.eks. i historien om det ene pars dødfødte barn. De fortællekneb, som lidt efter lidt afslører de følelsesmæssige konsekvenser, der er ved at miste et barn, er udført med stor præcision. Tabet af barnet synes at være fanget ind i en fantasi, der placerer sig oven på en anden fantasi, nemlig den der handler om verdens undergang. På en måde er der ingen forskel på det indre og ydre tab. Tabet af verden og af barnet er det samme, de synes begge uvirkelige i al deres virkelighed.

I Scavenius’ Fjer finder man på den måde en ringe tiltro til, at verden kan beskrives rent intellektuelt eller logisk. Det får mig i store træk til at antage, at det er et tema for fortællingerne, at verden her skal forstås eller i det mindste sanses som en sammenhængende enhed, at opfattelsen af den kalder på en transcendens, der bringer vores opdeling af et indre og ydre liv til skamme. I disse historier er den mening, som huserer i både sproget og tilværelsen, brudt sammen, og dette meningskollaps skriver på den måde en ny mening frem, en ny enhed, der skal opleves som reel, uagtet hvor fremmed den er.

Derfor skriver Scavenius ret beset heller ikke en fantastisk litteratur. Eller sagt på en anden måde: Det mystiske og uforklarlige bryder ikke ind i den virkelige verden og dens uforanderlige lovmæssighed. Nej, Scavenius skaber en ny lovmæssighed, en ny logik, som læseren må give sig hen til. Derfor befinder vi os hinsides det fantastiske, fordi det fantastiske til sammen konstituerer en ny virkelighed.

H.P. Lovecraft skrev engang, at »(a)tmosfæren er det vigtigste, det yderste kriterium for [det fantastiskes] autenticitet«. Sådan forholder det sig også med Ursula Scavenius’ bog. For selvom den ikke så let falder ind under »fantastisk litteratur«, bør disse beretninger ikke bedømmes på deres struktur, men nærmere på hvorvidt de formår at give læseren en stærk fornemmelse af frygt og ubehag samt tilstedeværelsen af uanede verdener og magter. Hvad det sidste angår, åbner Scavenius for en type litteratur, der forbinder den østeuropæiske tradition for fantastik med apokalypsen og økokritik. En slags mørk økologi kunne man kalde den.

Ursula Scavenius: Fjer, 2014, forlaget Basilisk. 




Relaterede
Essay

Menneskets potentiale ifølge Agamben

Hos Giorgio Agamben befinder vi os alle i en ubestemmelighedszone.
Essay

En kinamands chance?

Det er ikke let at pode en autoritetstro ungdom med kritiske idéer.

Om Christian Johannes Idskov
Christian Johannes Idskov er ansvarshavende redaktør og medgrundlægger af Salon 55. Han er også tilkoblet Politiken som kritiker og skribent.