Essay

Vov ikke at tro andres historier om dig

For den store nigerianske forfatter Chinua Achebe var kampen for retten til at fortælle sin egen historie altafgørende. En arkivperle fra UNESCO's kældre i Paris kaster lys over Achebes opfattelse af litteraturens betydning og kraft.

Den store nigerianske forfatter Chinua Achebe søgte i 1962 et rejsestipendium for at studere »den kontemporære negerroman«. Foto: CC BY 2.0

I UNESCO’s arkiver i det centrale Paris, et stenkast fra Les Invalides’ gyldne kuppel, ligger en lille sagsmappe på den nigerianske forfatter, Chinua Achebe (1930-2013). Achebe ansøgte i 1962 UNESCO om et seks måneders rejsestipendium for udøvende kunstnere. Sagsmappen indeholder det vi i dag vil kalde en motiveret ansøgning, et let falmet fotografi af den unge Achebe samt et udskrift af den engelske sprogtest han gennemførte som led i ansøgningsproceduren. Mappen giver et indblik i afkoloniseringens brydningstid, i en fascinerende forfatterambition og ikke mindst i, hvordan stor litteratur kan have en frisættende kraft.

To år inden Achebe skrev ansøgningen til UNESCO, havde Nigeria opnået uafhængighed fra Storbritannien. Achebes begrundelse for at søge rejsestipendiet var tæt forbundet med afkoloniseringen. Han ville til USA for at studere »den kontemporære negerroman«, skrev han i ansøgningsskemaets lille formålsrubrik og uddybede bevæggrunden på to vedlagte sider, hvor han forklarede, at der var behov for en mental afkolonisering af Afrika. I Nigeria havde den britiske kolonialstat skabt et uddannelsessystem tilpasset dens egne behov og idégrundlag. Værst så det ud på kulturens område. »Indtil for ganske nyligt ville ganske få vedstå, at der fandtes kultur i vores samfund«, skrev Achebe, »det kultiverede menneske var en person, der kendte europæisk litteratur og som værdsatte europæisk musik og kunst«. Også efter den formelle afkolonisering var det muligt at erhverve en kandidatgrad i litteratur i landet uden at have læst en eneste afrikansk forfatter, pointerede han, og denne koloniale arv kunne kun brydes ved, at befolkningen fik mere tiltro til sig selv og deres fortid. Historikerens opgave var stor, men forfatterens var, ifølge Achebe, endnu større, da den dygtige forfatter kunne fremstille fortiden mere effektfuldt end faghistorikeren. Det var netop det, der var på spil for Achebe: Kampen for retten til at fortælle sin egen historie. En mental afkolonisering funderet i en litteratur, der ikke fremstillede afrikanere som børn, vilde, ædle eller ofre, men som mennesker med dybde, handlekraft og handlerum. Ambitionen var derfor at beskrive fortiden ud fra dens gode og dårlige sider. Romantiserede og sentimentale litterære fremstillinger af Vestafrikas historie var ubrugelige i arbejdet med den mentale frigørelse, fordi de var alt for lette at diskreditere, fastslog Achebe i ansøgningen og fremhævede den guineanske forfatter Camara Layes (1928-1980) L’Enfant Noir fra 1953 som et eksempel på en sentimental fremstilling af Afrikas nære fortid. I L’Enfant Noir, der havde høstet rosende anmeldelser både i Frankrig og England, beskrev Laye sin opvækst i det nordlige Guinea og præsenterede et billede af livet i en vestafrikansk landsby som harmonisk på tværs af generationer, køn og standsmæssige forhold. Men dette billede var, ifølge Achebe, utroværdigt og derfor ude af stand til at udfylde det kulturelle vakuum, som kolonialismen havde tilvejebragt.

Den forfatterambition, Achebes udtrykte i ansøgningen fra 1962, havde han på daværende tidspunkt allerede udfoldet i romanerne Things Fall Apart fra 1958 og No Longer At Ease fra 1960. I Things Fall Apart går hovedpersonen Okongwo, den arketypiske vestafrikanske stærke mand og kriger til grunde i mødet med den britiske kolonimagt i 1890’erne. Achebe udstiller skånselsløst briternes afstumpede brutalitet, men Things Fall Apart er også en fortælling om de forandringer og spændinger, der finder sted i Ibo-landsbyen, Umuofia, uafhængigt af de europæiske kolonisatorer (der i øvrigt først dukker op i bogens sidste tredjedel). Beskrivelsen af Okongwos væsen og verden er desuden blottet for romantiske forestillinger om en før-kolonial landsbyharmoni. Det ses mest tydeligt, da præsteskabet i landsbyen beordrer Okongwos elskede adoptivsøn, Ikemefuna, slået ihjel. Okongwo vælger selv at udføre drabet, da han frygter, han ellers vil fremstå svag overfor landsbyens indbyggere. I romanen beskriver Achebe mændenes vandring ind i junglen, hvor drabet skal foregå, og læseren konfronteres med forundringen og rædslen i Ikemefunas øjne, da han bliver klar over sin skæbne i sekunderne inden Okongwo tildeler ham det dødbringende machetehug. Achebes intension med den udpenslede drabsepisode har været genstand for mange tolkninger, men i denne sammenhæng er pointen, at han tegner et billede af landsbyens liv, der er meget fjernt fra den harmoniske fremstilling i eksempelvis Layes L’Enfant Noir.

I No Longer at Ease er handlingen rykket to generationer frem til 1950’ernes Lagos: Obi Okongwo – der er barnebarn af Okongwo fra Things Fall Apart – kommer tilbage til Nigeria efter studier i London og ansættes i en af de relativt velbetalte »europæiske stillinger«, der blev tilgængelige for afrikanere i kolonitidens sidste år. Den intelligente og retskafne unge Obi bliver stadig mere klemt mellem sine egne ambitioner, Lagos’ fristelser og ikke mindst de forventninger og subtile krav, der kommer fra landsbyfolkene i Umuofia, som via et lån har finansieret studierne i London. Da Obi dømmes for at have modtaget bestikkelse, er skuffelsen stor i landsbyen. Han har svigtet sin lovende fremtid og landsbyens idealer om hårdt arbejde og ærlighed. Blandt landsbyens ældre er der samtidigt skuffelse over at Obi – modsat så mange andre i Lagos – var uforsigtig nok til at blive taget med den beskidte konvolut i hånden, der oveni købet indeholdt et beskedent beløb. »Vi har et ordsprog«, reflekterer en af landsbyens ældste, »at hvis en mand vil spise en skrubtudse, så kan han lige så godt vælge en stor og saftig en«. Også i No Longer at Ease er Achebe optaget af at fremstille sine afrikanske hovedpersoners aktive valg. De indtager ikke blot biroller i et kolonialt iscenesat drama. Korruptionssagen går tværtimod på tværs af skellet mellem kolonisator og koloniseret og fremstilles af Achebe som et fænomen, der har rod både i landsbykulturen, i det britiske kolonialadministrative system og i den klasse af vestligt uddannede nigerianere, der kom til magten og fadet i årene omkring den formelle afkolonisering. Skylden for korruptionens ophav og hærgen er således delt mellem de forskellige grupper. Achebe udstiller derved også naiviteten i forestillingen om, at korruptionen ville forsvinde sammen med det hvide kolonistyre. Dette tema udfoldes mere indgående i romanen A Man of the People fra 1966, der er en bidende satire over den korrumperede, post-koloniale magtelite i Nigeria.

Da Achebe indsendte sin ansøgning til UNESCO i 1962, havde han således allerede udgivet to skelsættende bøger på det velanskrevne London-forlag Heineman. På den baggrund er den patroniserende ansøgningsformalia slående: »Forstår engelsk uden vanskeligheder, når han tiltales i normalt tempo«, stod der i den sprogtest forfatteren gennemgik. Indtil slutningen af 1950’erne var UNESCO i sine Afrika-initiativer overvejende en »hvid« organisation domineret af Storbritannien og Frankrig. Det var derfor nyt, at politiske intellektuelle som Achebe gennem FN-systemet kunne opnå støtte til ophold i Vesten med det eksplicitte formål at udfordre kolonimagternes forestillinger om Afrika og kontinentets historie. Det engelsksproglige er i det hele taget værd at hæfte sig ved. I ansøgningen satte Achebe ikke spørgsmålstegn ved, om den litterære mentale afkolonisering kunne foregå med engelsk – kolonisatorernes sprog – som medium. Det spørgsmål blev imidlertid allerede året efter brændpunktet i den såkaldte »Language Debate in African Literature«, som er fortsat helt frem til i dag med Achebe og hans forfatterskab som et omdrejningspunkt. For kenyanske Ngugi wa Thiong’o (1938-) måtte litteraturens bidrag til det han kaldte »afkoloniseringen af bevidstheden« nødvendigvis foregå gennem afrikanske sprog – blandt andet af hensyn til det modtagerpublikum af afrikanske bønder og arbejdere, der ikke kunne eller ønskede at benytte fransk, engelsk eller portugisisk. Achebes position i den store sprogdebat var kompleks og udviklede sig over tid, men han fastholdt livet ud, at de koloniale/nationale sprog havde en blivende værdi og betydning. I en tale fra 1964 med titlen »The African Writer and the English Language« reflekterede han: »Er det rimeligt, at et menneske skal opgive sit modersmål til fordel for en andens? Det forekommer at være et begrædeligt forræderi og efterlader en skyldfølelse. Men for mit vedkommende havde jeg ikke noget valg. Jeg er blevet givet sproget [engelsk], og det har jeg i sinde at bruge«. UNESCO-ansøgningen om at komme til USA for at studere samtidens afroamerikanske litteratur skal i det lys rimeligvis forstås som et forsøg på at trække det engelske sprog i en ny retning i arbejdet med den mentale afkolonisering.

Achebes ansøgning om UNESCO-rejsestipendiet blev imødekommet. To år efter, i 1964, kom så mesterværket Arrow of God. Handlingen er henlagt til 1920’erne og omhandler generationen mellem de to Okongwoer og den fuldender dermed trilogien. Arrow of God udspiller sig på et tidspunkt, hvor den britiske kolonialadministration gjorde sin magt gældende, også i landdistrikterne i Nigeria. Ikke i form af massiv tilstedeværelse – i 1920’ernes Nigeria var forholdet én britisk administrator pr. 55.000 indbygger – men i kraft af arbitrære staffeekspeditioner og strategiske alliancer indgået med udvalgte lokale grupper. Det forskød bestående magtbalancer og skabte stridigheder eksempelvis omkring skatteopkrævning, lovhåndhævelse og adgang til jord. »Den dumme, uartige dreng begynder at genere den stærke og tænksomme, fordi han ved, han har den uforstandige lærer på sin side«, som en af bogens personer sammenfatter effekten af den britiske politik. Den arrogante og inkompetente britiske kolonialadministration personificeres af en forbitret District Commisioner med det herlige navn Winterbottom. Winterbottom er dog ikke romanens hovedperson og omdrejningspunkt. Det er derimod Ezeulu, den aldrende ypperstepræst for Ulu, hovedguden i Umuofia. Hans verden er præget af splid og opbrud, og hans hushold emmer af strid mellem hans koner, de snart voksne sønner, landsbyens ældre og nabolandsbyen. Ypperstepræsten bringer sig på kollisionskurs med sit eget folk, da han vidner mod dem i en jordstrid med nabolandsbyen. Derved vinder han en flygtig respekt hos kolonialadministratorerne, men hans retskaffenhed og stædighed forhindrer ham i at gøre brug af de alliancemuligheder dette giver. Som i de to foregående romaner indsnævres hovedpersonens handlerum ubønhørligt. Ezeulu bliver en særlig tragisk karakter, fordi han er så uendelig bevidst om det der sker, uden at han er i stand til at ændre på det. Halvt i trods, halvt i resignation konstaterer han mod bogens slutning, at han ikke er andet end en pil i gudens bue. Ezeulu er en mere sammensat figur end begge Okongwoer. Derfor er hans fald også tungere og mere hjerteskærende.

I et amerikansk tv-interview fra 1984 blev Achebe temmelig ubehjælpeligt spurgt, hvad det afrikanske kontinent ønsker at fortælle resten af verden. Achebe svarede, at det for ham at se var, at afrikanere er mennesker. Ikke underlige væsener. Ikke djævle, ikke engle, ikke statister i et conradsk drama. Bare mennesker. Han opfordrede til, at man i Vesten blev bedre til at lytte til de mennesker og deres historier.

Den nigerianske forfatter Chimamanda Adichie, født 1977, vedkender sig i stor skala arven fra Chinua Achebe. Foto: AP Photo/George Osodi. CC BY 2.0

Den tilgang til at skrive om Afrikas historier og mennesker, der lå til grund for Achebes forfatterskab, har været en vigtig inspirationskilde for mange andre afrikanske forfattere både i og udenfor Nigeria. En af dem er Chimamanda Ngozi Adichie (1977-). Hendes bøger er strøet med Achebe henvisninger – som i romanen Americanah hvor heltinden Ifelemus begejstring over Barack Obamas præsidentkandidatur blandt andet skyldes, at han i den selvbiografiske Dreams from my Father på intelligent vis citerer Achebe. På et dybere plan viderefører Adichie også Achebes forfatterambition om nedbryde stereotype Afrika-forestillinger og derigennem insistere på retten til at fortælle sin egen historie. Et eksempel er novellen Jumping Monkey Hill, der omhandler en workshop i Cape Town for unge forfattertalenter fra forskellige afrikanske lande. Workshoplederen, den halvklamme, ældre Oxford-Afrikanist Edward, afviser de unge forfatteres noveller, som uafrikanske med mindre de handler om vold, Mugabe-typer og ødelæggelse. Det gælder også hovedpersonens novelle om en ung, nigeriansk kvindes afvisning af en bankkunde, hun skulle prostituere sig for. Edwards dom er, at novellen er komplet »implausible«, fordi en ung, nigeriansk kvinde aldrig ville komme i den situation eller handle som hun gør. Da det afsløres, at historien om den unge kvinde er en sandfærdig selvbiografisk beskrivelse, er det imidlertid Edward, der ender med at stå afklædt tilbage med sine stereotype Afrikaforestillinger og fastlåste kønsforventninger.

I Jumping Monkey Hill – og i en række andre af Adichies tekster – er retten til at skrive og fortælle sin egen usentimentale historie et Achebe-inspireret omdrejningspunkt, som hun beriger med et udfoldet og skarpt fokus på køn og seksualitet. I et forord til en genudgivelse af Achebes Afrikatrilogi fremhæver hun da også sin landsmands store betydning for hende præcis på de punkter, han udfoldede i sin UNESCO-ansøgning. Som ung studerende i Nsukka i det sydøstlige Nigeria i 1990’erne blev også Adichie konfronteret med et pensum af vestlig litteratur om Afrika. Hun forklarer, hvordan det gav hende en særlig følelse af usikkerhed, der kommer af bevidstheden om, at ens menneskelighed står til forhandling. Men i Achebes bøger fandt hun selvtillid og mod til at fortælle. For hende rummede hans Afrika-trilogi en »mild reprimande«, som hun smukt sammenfatter på følgende vis: »In the stark, sheer poetry of Things Fall Apart, in the humor and complexity of Arrow of God I found a gentle reprimand; ›Don’t you dare believe other people’s stories of you‹«.




Relaterede
Essay

Da Karen Blixen mødte Niels Bohr

I et brev fra den 13. januar 1955 henvendte Karen Blixen sig til Niels Bohr. Det skulle blive mødet mellem to af kulturhistoriens monstres sacrés.
Essay

Da Karen Blixen mødte Niels Bohr

I et brev fra den 13. januar 1955 henvendte Karen Blixen sig til Niels Bohr. Det skulle blive mødet mellem to af kulturhistoriens monstres sacrés.