Føljeton

Aarhusvandringen

Som en etape på sin endeløse Europavandring gik Madame Nielsen sin egen ringvej gennem Aarhus.

Mandag 12. oktober 2015. Fra Store Torv via Åbyhøj, Gellerupplanen, Viby og Ridebanen til Marselisborg Slot

9:59
Mandag i efterårsferien, en by i provinsen, blæsende, bullengrå himmel, en vidunderligt trist dag, en dag at gå bort i, kom følg mig, menneske, se: allerede på den anden side torvet synes gaderne tømte, enkelte skygger glider langs murene, jeg krydser Vesterbro Torv, ser AROS knejse histoppe på bakken. På naturlegepladsen ved åen synker Familien Aarhus sammen under feriens byrde, faren ligger på ryggen i en stor gynges skål og ser op i den gudsforladte himmel, mor står oprejst med gulerødder og knækbrød i hænderne og ser på de to børn, der sidder på kanten af hver deres standsede pendul og ser frem for sig. Af og til falder et æble til jorden, den dumpe lyd i de raslende blade, så er der stille igen. Hvad venter vi på? Forløsningen, at nogen skal samle os op og sætte tænderne i os, eller rive os med, hvorhen? En ny verden? Et nyt fællesskab? Vi!

IMG_0252Miraklet er endnu kun på vej, i togene, der har krydset grænsen sydfra kan vi opleve det, denne pludselige trængsel, den syrlige lugt af lang rejse op gennem kontinentet, pludselig er de her, vi ser billeder af folkevandring langs motorvejen, vi sætter os ud i vores bil og racer af sted med bagagerummet fuldt af nedfaldsæbler og knækbrød. Men før vi når frem, er de væk, var det bare et rygte?

Jeg går langs Aarhus Å under det flammende løv, forbi Folkestedet, en glasfacade spejler min bevægelse, indenfor små grupper af stole og borde, levende lys og ikke en sjæl. På den anden side af det sorte vand ruller polske arbejdere vores maskiners mønstre over muddertomten mellem nye hvide boligtårne, der endnu står tomme.

»Smilets by«, pludselig lyder det i mig, som en sang fra et fjernt kontinent, var Aarhus ikke engang, i min barndom, i et andet årtusinde, »Smilets by«?


10:33
Jeg krydser en trafikeret gade, og igen er byen en anden, først industri, et stenhuggeri, og bag det en sort domicil-monolit og øverst »Jensen«. Hernede i løvfaldet et rødt skilt med hvid skrift: »Fodring af ænder forbudt pga rotter«. Det lyder som et varsel, Teiresias rædselsvision, hvem er det, der taler, og til hvem, og hvem af os er rotterne og hvem ænder?

IMG_0258Foran Jehovas Vidners Rigssal, der i mine vantro øjne bare er et gråt parcelhus, står kronvidnet, sortklædt og pudser Jehovas sorte Audi. Jeg løfter min bærrøde vante og vinker, men vidnet ser kun lakken, mit spejlbillede glider over fladen og forsvinder i et sug ned ad bagsmækken.

IMG_0259Jeg går ad Trindsøvej, op i et kvarter af gamle villaer, duften af nedfaldsfrugt, en verden i verden, med sin egen kultur, »Åbyhej« står der på døre, mure og låger, en bænk med kyrillisk skrift, der viser sig dansk »ÅBYHØJSK KULTUROPRUSTNING«, men igen, ikke en sjæl.

IMG_0260

11:01
Silkeborgvej, disse snit af støj, udstødning og fart, der skærer byen i stykker, eller føjer den sammen, uden overgang, jeg må bare kaste mig ud, som en flygtning krydser jeg strømmen, og dér, på den anden side, langt nede ad C. A. Thyregods Vej, ser jeg endelig et menneske, der smiler til mig. Jeg haster ham i møde, han ser mig i øjnene, lokal, velnæret hvid, med sort jakke og åbenstående skjorte. Men noget er galt, han ser mig uden at se mig, sprøjtelakeret mod den grønne himmel på siden af en kassevogn fra DK TAG&FACADE. Jeg vender ham ryggen og tager et snapt shot af os, og på tagryggen af en toetagers herskabsvilla går et helt sjak i stå og ser ned. Bajsen stiger ned og går mig i møde, han er i grå arbejdsdragt og har en taske spændt på maven, som den min barndoms stadionbillettører barndom bar, med søjler af mønter på rad som i et patronbælte. – Er dar problemer? siger han. – Ikke personligt. – Ka do ik kom’ uij? – Ud? – Står bilern i wejn, få så we wi fløt’ dem.

IMG_0263Under lakken, bæltet og løvet, i villavejenes stilhed, lurer frygten, for hvad? Forandringen, strømmen, der pludselig kommer og river os med?

Endnu en ringvej, den ydre, sekssporet, og hinsides, på det yderste, Gellerupplanen, ja, engang har der været en plan, skiltet står der endnu, fem-ti meter højt, det råber til himlen og strømmen af biler, en vision om Den Nye Verden. Men arbejdet er gået i stå, gravkoen står kæntret på kanten af udgravningen, støttet til skovlen. Og »Vi«. Er et andet sted nu. »Følg os på facebook.dk/helhedsplangellerup«.

IMG_0266Så falder den første dråbe, som en kold tåre på min kind. Jeg søger ly i »Globus 1«, der ikke er rund, men firkantet, et åbenlyst bedrag, som skiltet på muren, »Multiaktivitetscenter«: betongangene og den store hal ligger øde, højt oppe på væggen lyser den digitale tid rødt som et varsel:

11:59
På vej ud møder jeg to halvvoksne piger, i efterårsfrakker og med tørklæder om hovederne, et lilla, et sort. De har hver deres basketball, og i det vi træder ud, slår de boldene mod fliserne, og lyden af skud rikochetterer fra karreernes snavsethvide kæmpeskærme med deres vækst af paraboler.

Vejene imellem har navne efter piger, der for længst er udvandret, oh, søster Gudrun, Hanne, Tine, Edith, Ellen og Grethe har I nogensinde været her, og hvor er I nu?

For enden af en blok står en yngre mand med skrævende ben og hænderne begravet i dynejakkens lommer, forestillingen om en bande reduceret til én, på vagt eller som alle andre: i venten? På gavlen bag ham og ti etager op mod den bulne efterårshimmel falmer arkitekternes og deres malersvendes billede af den Ny Verden af arbejdsomt legende hvide borgere, voksne og børn under blå himmel.

IMG_0283
12:26
»Gellerup Community Center«, herinde i varmen er der befolket, reoler med bøger, ingen rører, alverdens mænd sidder omkring rundborde adskilt af hver deres skærm, børnene står op foran deres, resten menneskeheden venter, foran skranken med »Folkeinformation«.

I en rød sofa sidder en tolvårs dreng og moren med ansigtet stramt indrammet af et sort tørklæde. Drengen holder en blyant over et ark papir, moren dikterer, han gentager: – »En fri forfatning under Ørsted«, hvad er det, Ørsted? – Det er en mand, siger moren, – ved du, hvad en fri forfatning er? – Ja … – Slå det op! Han tager sin smartphone. – For-fatning … – Hvad er det? – Når kongen ikke har så meget magt som før … skal jeg skrive det? – Det kan du godt. – Men han vil bare have, at vi… – Ikke til ham, til dig selv! Alt det, du gør her, er til dig selv!

IMG_0285
Jeg tripper gennem regnen mod City Vest, basaren, tænker jeg, det fremmede krydrede kaotiske. Men indenfor er alt det samme som overalt i det universelle mellemrum, den ny verdens provins af ikke-steder stablet oven på hinanden i fire etager, H&M, Bog & Ide og Søstrene Grene, Lidl og Frellsen, en jungle af stedsegrøn plastik, hvor børnene råber, mens de voksne synker sammen over det lave rækværk, og indlandsisen smelter ned over deres fingre.

IMG_0287I den fugtige tunnel under udvejen ned ad bakken mod søen står kravet om »Nazi-fri by nu!« malet på væggene. På den anden side er der igen så verdensfjernt tyst, løvfald og duften af stille råd.

13:53
På en bænk ved Braband Sø sidder et ungt økologisk par, af den gamle danske sort, ikke Pink Lady og Golden Delicious, men Ingrid Marie og Clara Friis. De har cykler med hjelme lænet mod bænken, madkurv, termokande og et lilla tæppe fra Søstrene Grene om benene, briller, sorte med solide stel, som i 1950’ernes Danmark, han har hipsterskæg, hun en strikket hue af islandsk eller færøsk uld. De er i gang med deres livs quiz, hun spørger, han søger et svar, spørgsmålet er ikke den fri forfatning, men – Hvem skabte musicalen The Phantom of the Opera? Han ryster opgivende på hovedet og brækker endnu en brik af den 200 grams Premium Mørk Chokolade.

IMG_029414:14
Jeg krydser en bro, går gennem forladte haveforeninger, over en mark med tre heste, under en motorvej med brølet fra Tiden og skilte beregnet på høj hast og dynamiske medarbejderkulturer i vækst, »Kolding 93«. På den anden side skrider et glemt industrikvarter ned mod en klemt bondegård, Viby Auto er lukket og Handelsgymnasiet står tomt.

IMG_0300Alle disse forladte skoler, haller, kirker, stadion og baner forstærker stemningen af en kultur, der har trukket sig tilbage i skjul i villaen, lejligheden, bilen, facebookprofilen, i vågen frygt afventer vi det eller de, der skal komme og forandre os, rive os med, vi bliver aldrig de samme.

15:37
Uden varsel snittes parcelhuskvarteret op af en sekssporet vej, Hotel Zzzleep skyder op som det tårnhøje helvede, McDonald’s er nærliggende og har »døgnåbent i weekenden«, men jeg vover livet, krydser strømmen og kryber i land i Burger King Drive In. Her er lunt og »stor smag til små penge«, en hel skål »Pepper Mayo 5 kr.« Vi har mange hager og ingen hals, mens medarbejderne, fremtidens uni-race i hvide skjorter og headset, taler om det kommende lederskabskursus og gådens løsning: »50 % ros – 50 % kritik«. Bag ruden i bygningen ved siden af sover en blonderet aarhusianerinde med ryggen til sin mand i hvide lagner på væggen hos IDEmøbler.

IMG_0303

16:06
I skyggen af Zzzleep ligger det gamle Viby, landsbyen med sin hvide kirke, lille, glemt og klemt, som en legomodel, man kunne putte den og hele Historien i lommen. Jeg tripper ned ad en smal sti mellem buske, sætter mig på hug i det knasende løv og rejser mig lettet og ser Ridebanen åbne sig med sin næsten kitschede duft af stald, hø og hestepærer. Over banens øde elipse hvirvler måger og råger som knuste skakbrikker i et spil, der har sat sig selv mat. Travbaren, Galopbaren og Tribunen står forladte med snavsede ruder, selv Tutten, der for ti år siden, da Madame var yngre, var tæt af hestegalt liv, røg og duften af Ceres og franskbrød med ost, står nu tom.

IMG_0322

17:01
I den sene eftermiddags svindende lys når jeg frem til målet, men smedejernsporten er stængt. Jeg sniger mig ind ad ind sidelåge og op ad bakken mod slottet, som den sidste levende sjæl. Jeg standser på grønsværen under den knejsende hvide sukkerknald. Ikke stort, men alligevel: at en familie på overførselsindkomst har råd til sådan et sommerhus, der oven i købet står tomt. Noget er galt. In The Land of DKay. Det er tid at stramme op, på det hele, socialpolitikken, regeringen, forestillingen om, hvem Søren vi er. Eller tværtimod, give slip: Kom, nu åbner vi sluserne, kom flygtningestrømmende, kom!

IMG_0335

 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.




Relaterede
Essay

Findes der en albansk Joyce?

I den øst-centraleuropæiske litteratur er sproget ikke blot et materiale eller et middel, men et udtryk for noget skrøbeligt og evig truet.
Essay

Stemmer fra utopiens land

Så længe der sker ændringer i tabuerne og censuren, er Svetlana Aleksijevitjs værk ikke afsluttet.