Føljeton

Addis Abeba-vandringen
eller
Hvid kvindes fejltrin

Madame Nielsen er i sin lette sommerkjole vandret ind i Afrika, nærmere bestemt hovedstaden i Etiopien; verdens næstmest homofobe land. Hvordan skal det dog gå?


Madame er i Afrika. »What am I doing here?« tænker hun. Hun har ingen farm og ingen affære med en flyver. Så hvad gør hun her? En missionær har inviteret hende, en fantast, en forfører, »kom til Afrika!« skrev han, »her er bjerge, byer og stier, man kan følge!« Hvorfor ikke, tænkte hun, hvorfor? Og nu er hun her.

 

Madame ved ikke, hvor hun er: Etiopien. Madame ved ingenting om Etiopien: et stort land i det østlige Afrika, da hun var dreng i et fjernt århundrede, hed kejseren Haile Selassie, flagets farver var grøn og rød, løberne lysebrune som Toms guldbarrer, lette som insekter, Madame ved virkelig ingenting.

 

Hun må have blundet, et øjebliks uopmærksomhed, er hun ved at blive senil: Hun vågner i et lille betonrum, en seng, en reol uden bøger, udenfor lyder der stemmer, pludrende, som kalkunhannens dirrende røde hudfolder. Hvor er hun? Hun står op og går ud. Det er varmt, himlen er bleg, store hvide tørre skyer driver langsomt over verden. Til alle sider er hun omgivet af grå betonmure, og øverst, som en rullende brænding, pigtråd, eller hvad hedder de, disse spiraler af små skarpe dobbeltbladede økser, der ruller gennem den tredje verden?

 

Madame er i Afrika. Hvad laver hun her? Hun har ingen mission og ingen boy. Hun der om nogen hører hjemme i Europa. Her kan hun kun gøre ondt værre, det er jo ikke det gamle Afrika, i det gamle Afrika kunne hendes salon have gjort lykke, men nu, i det enogtyvende århundrede: Baronessernes og madamernes tid er forbi. I en af de fire grå mure, der spærrer hende inde som i et fængsel, er en grå jernport, og i jernporten en dør. Madame overvejer at vandre gennem døren, ud i Afrika, se sig lidt omkring, lægge kontinentet for sine fødder. Hvorfor ikke?

 

0 – 0

Så gik hun ud. Og hvad så hun? »Først så jeg bare blomsterne, de vældede ud over murene, hang og struttede fra buske og træer, så formildende, lette, rosa røde gule blå lilla og hvide. Så så jeg menneskene, de var milde og mørke og spinkle og stille, de gik i vejsiden, de smilede og hilste, så mørke de var, men deres øjne og smil var blændende glimt.« Så var idyllen forbi, en stor vej, voldsom larm, og byen var bare en megaby i den tredje verden, men nu er der ingen vej tilbage, kun dette sug ud i kaos mellem biler, knallerter, kærrer og snavsede får, den tredje verdens mirakel, der spytter dig ud på den anden side, dead or alive, og så er der marked, så er der bananer i klaser, mango, ananas, grillede majs, kulørte plastikkoste, stabler af toiletpapirsruller, gule vanddunke, blodige dyr og mobiltelefoner, en port ind i en have af blikskure, tredive små borde under træerne, mænd, en storskærm, flimrende, forbindelsen er elendig, som fra en fjern planet: Europa, snart begynder kampen, West Ham – Arsenal. Mændene vender blikket fra skærmen og stirrer på hende: Hun er i sin lette sorte kjole og nedenunder bare en tynd underkjole, og over, den lysende blå jakke, hun har fået af en veninde, og af en anden veninde og bare til låns: en beige læderhåndtaske i plastik. Læbestift: rød, eyeliner: sort. Hun smiler til mændene, og vender dem ryggen, Madame går ud.

 

 

0 – 0

Bag markedet er en byggeplads, slummenneskene bygger et stadion, mænd, men også kvinderne, bærer store grå kampesten som lig på bårer af afbarkede tykke grene. Før gik hun på asfalt, så på brosten, nu er byen bare tør jord og støv. Her er tiggere og tiggersker, fra de halvåbne bølgebliksdøre ned i barakkerne lyden af kampen i London, hun lader sig friste, tre skridt ned: på bænke bag hinanden i den dunkle barakbiograf flyder mænd og drenge i ét med mørket, deres øjnes sølvglimt ser to hvide mænd i et studie i London, så lyder fløjten, nu går det løs. – Come in, siger ejeren, – sit down, siger han, måske er han bare tjener, hvad ved hun om Afrika: ingenting ved hun, ingenting. Og alligevel er hun gået ud, med sine lysende røde læber, sine sort optrukne store øjne, hvor vover du, ind i Lysets Hjerte skal du vandre?

 

0 – 1

Hun ser det ikke komme. Hvorfor ser hun det ikke komme? Fordi hun er levende, nysgerrig, hun vil se verden, og se verden se hende, se, hvad der sker. Og de smiler, de lér, i vejsidestøvet, i græsrabatten, overalt, hvor der er et mellemrum by the way, ligger mennesker, mændene på ryggen med underarmen over øjnene, maveskinnet gløder sort mellem bukselinningen og den flossede skjorte, en plastikpose er bundet til en bændelstrop. Kvinderne holder sig opret, siddende i støvet med små snavsede børn vrimlende omkring sig, de rækker deres hulede hænder frem, – I am hungry, siger de, – please! og de toårige hager sig fast i hendes underskørt og hænger på nogle meter, hun lukker sine øjne, så giver de slip. I støvet bag et hotel sidder to bell boys eller tjenere, en mand og en kvinde, på hug i deres røde uniformer med røde pilleæskehatte på hovedet, da de ser hende gå forbi, løfter de deres hænder og vinker. Så går hun i stå, en tidløshed i skyggen af en mur, og ser ind på en byggeplads, et gråt betonskelet i fem etager, men flere skal komme, skelettet er pakket ind i stilladser af afbarkede sammenbundne grene, for foden står to arbejdere stille som statuer i samme positur, men spejlvendt mod hinanden som figurer i afmagtens våbenskjold hviler de hænderne på skovlenes greb og hagen på hænderne. Og så, som ved den skjulte kinesers tryk på en knap, sætter de sig i bevægelse, fuldkommen synkront, men spejlende hinanden, støder de skovlen i gruset, retter sig op, vender gruset ned på båren af flettede grene, og så igen ned i knæ, skovlen i gruset, igen og igen, til båren er fyldt, og de tager hver et par skridt, står bag hinanden over båren, synker ned, griber fat, retter sig op og bærer båren af nøgne flettede grene med højen af grus om bag bygningen. På toppen, otte meter oppe, står tre mænd og haler i hvert deres reb en kvadratisk søjle af rustne jernwirere, betonens eget tunge skelet, fra jorden og ryk for svajende ryk op langs bygningen, svedende, men alligevel leende. Da de ser hende, giver de slip med den ene hånd og vinker, råber en hilsen, mens det rustne jerntårn hænger duvende tungt nu kun i tre hænders greb, sort magi og Afrikas stjerne.

 

 

0 – 2

Længere ude bliver jordvejen en åben losseplads, to visne oldinge fejer den rygende aske sammen, så ankommer en skinnende skraldevogn med europæiske og amerikanske organisationers navne og logoer malet på siden bakkende, ti sorte skraldemennesker springer ned, deres hår gråt af asken, de begynder at slynge og skovle affald ind i vognens tordnende kværn, så ser de hende, retter sig op, vinker, kalder og spørger med stemmer, der makuleres i kværnen.

 

1 – 2

Bag lossepladsen er en sekssporet vej og på den anden side et industrikvarter. Hun standser, og den ældre, magre mand, der den sidste halve time har fulgt hende og fortalt om den korrupte regering, kommunister, siger han, som om det er forklaringen på denne verden, standser også. Under en teltdug sidder fem mænd, de kalder hende til sig, spørger, hvorfor hun er i kjole? For at vække menneskene, siger hun, for at få dem til at smile og le. De smiler og ler, det kan jeg lide, siger den ene. Så hvorfor ser hun det ikke komme? Fordi verden indtil nu har hilst hende så levende, så nysgerrigt leende, vinkende. Derfor.

 

2 – 2

Madame går tilbage gennem millionbyens aske og støv og støj og stemmer i den tredje verdens uafbrudte myldretid, overalt ser hun pludselig kinesiske tegn, men ingen kineser, hvor gemmer de sig, den ny verdens orden, diskret som baggrundsstråling, i det grådige lys myldrer kun fattige sorte, hun er den eneste hvide, den sidste, som en fortidens øgle, en Archaeopteryx, alle ser de hende gå forbi, bleg, ranglet og sær, men elegant, eller bare lattervækkende, hvad er det, de ser? De ler, gør de, Madame! råber de, Lady! råber de, Mrs.! råber de Mister?! Fra skakten mellem to betontårne farer en varevogn ud i lyset, bremser støvende foran Madame, manden bag rattet råber, – lady! Hun smiler og vinker, ved hans side en kvinde helt skjult af et slør, er her også muslimer? tænker hun, ja, her er også muslimer, otteogtredive procent af befolkningen er muslimer, de bor i de fattigste kvarterer af byen, som her. Det ved fortælleren, ikke Madame, hun går frejdigt af sted. Bilen svinger ud, manden læner sig ind foran den tilslørede kvinde og råber ud ad vinduet, – lady! råber han, – lady! Hun smiler, vinker, sætter farten lidt op, snubler elegant af sted over affald og murbrokker, og bilen følger efter, manden bliver ved med at råbe, – lady, lady! Landet er det næstmest homofobe i verden, homoseksualitet er strafbart med døden, også det ved fortælleren, hun er ikke alvidende, men så meget ved hun dog. I modsætning til Madame, ingenting ved hun, smiler, vinker, så længe jeg bare holder mig i bevægelse, tænker hun opfyldt af forventning, også hun er jo bare et menneske, og snart vil hun være forbi.

 

 

3 – 2

Hun er tilbage ved den store støvende plads, hvor hundrede arbejdere spredt i kanten af pladsen, der skal blive et fodboldstadion, som slaver for tre tusinde år siden i Giza, Ægypten bærer kampesten på bårer af flettede grene eller simpelthen slæber dem som pukler af granit på deres bøjede rygge. Fra de vinduesløse blikbarakker omkring pladsen og fra rækken af betonkasser øverst bag den ene ende lyder de europæiske massers opstemte ophidsede brøl fra kampen i London, der er ude i den forlængede spilletid. Hun kigger indenfor i et bart betonrum, mørkt bortset fra tv’et, der står på et bord i den ene ende og oplyser ansigterne på de tavse mænd, der sidder spredt på bænke i halvmørket. En tjenerdreng byder hende sætte sig, men hun vinker afværgende, hun skulle bare lige se, 3 – 3, uafgjort, historien står stadig åben, nogle få minutter, sekunder endnu:

 

3 – 3

Under parasoller foran nabobaren sidder fem sorte mænd i skyggen omkring et bord og drikker øl af halvliters glas. Også de ser hende og kalder, – come, sit down, lady! råber den ene og klapper på bænken ved siden af sin stol, – here! Hun smiler og går lydigt hen til bordet og sætter sig yderst på den ene ende af bænken, i skyggen tæt op ad mandens stol, – I can’t sit in the sun, siger hun. Livet er så ustyrligt, i hvert øjeblik sker så meget, så mange bevægelser og reaktioner og impulser, hensigter, så mange tegn, uendeligt mange flere end det er menneskeligt muligt at sanse og da slet ikke fortælle. Hvad sker der? Ingenting, ville historiefortællersken sige, hun har jo lige sat sig, de ser på hende, nogle af dem siger noget, den sorte mand ved hendes side er indladende, han læner sig mod hende og siger noget, – drink a beer with us, siger han. Pludselig sker der noget med hans ansigt, den let slørede bevægelighed stivner, hans udflydende blik samles i et hårdt. – Are you man or woman? siger han, og også de andre siger noget, men det går så hurtigt, hun fatter det ikke. – Let me see your breasts! han peger på hendes magre bryst under udskæringen af den tynde sorte kjole. – Oh, no, siger hun, there is nothing to see! Pludselig griber manden om det næsten fyldte glas og slynger indholdet i hendes ansigt, et koldt, stinkende klistrende chok, der driver hende ned over brystet, med ét er alt forandret, for sent, intet møde og ingen ny verden er længere mulig, ikke bare manden, også hans venner og de øvrige i baren og på pladsen omkring dem, i byen, i landet og på hele kontinentet vender sig mod hende, hun er jo bare skind og ben under den sorte kjole, der ikke længere flagrer, men klæber tæt og afslører ribben, den flade mave, skødet, de magre lår. – Why did you do that? siger hun med øjne sløret af etiopisk øl, der driver hende ned over ansigtet og brystet og drypper i skødet og på metalbordet foran hende, – why? Hun ser rundt på de andre, tre-fire yngre, men ikke purunge sorte mænd, hver med deres endnu næsten fyldte ølglas i hånden. Hun ser dem i øjnene, og med ét kan hun se det, det åbenlyse, de er berusede. – Are you gay? siger manden med det tømte glas i hånden, han, der før inviterede hende til at sætte sig, smilende, næsten flirtende, det er jo åbenlyst, han troede, hun var en kvinde, og hun havde sat sig, dér, lige ved siden af ham og sagt, at hun ikke kunne sidde i solen. – No, no, siger hun, I am not gay, og skammer sig som en forræder, selv om det er sandt, – I am not gay, siger hun og ser ham i øjnene, de er rødsprængte, slørede. Og så slår han. Han slår hende i ansigtet, ikke med knyttet næve, man slår ikke en kvinde med knyttet næve, ikke engang en falsk kvinde, ikke i ansigtet, ikke midt på dagen, ikke i al offentlighed foran en bar, han slår hende med flad hånd på siden af hovedet, en lussing, men tung, af al kraft, et sort hul i bevidstheden, hun vælter sidelæns ned over bænken, verden kæntrer, kontinentet vender sig mod hende, hun kommer langsomt på benene og står lige foran dem klemt inde mellem bordet og bænken drivende af øl med kjolen klæbende til sit magre skelet, det flade bryst, skridtet, den beskæmmende lille bule mellem de magre lår. – No, siger hun, – why? Hun vakler et par skridt, fri af bordet, ud i solen, den blænder, bag mændene er tre unge drenge standset op, de ser på hende og råber. Og så, pludselig, bøjer den ene sig ned og samler en sten op og kaster.

 

 

En forkortet udgave af teksten har tidligere været bragt i Weekendavisen.

 

Følg Madame Nielsens Europvandringer. Introduktion og links til alle vandringerne kan findes her.