Artikel

Andre som Ungarn?

Med inspiration fra ungarske Victor Orbán breder populismen sig i Østeuropa, uden EU reagerer.

Victor Orbán. Copyright: European People's Party.

Der er ikke mange europæiske politikere, der de seneste 25 år har gennemgået samme form for ideologisk rundfart som Viktor Orbán og hans parti Fidesz. Orbán begyndte sin karriere som yderligtgående liberal i tiden omkring murens fald for senere at blive social-konservativ premierminister i årene 1998-2002. Efter han mistede magten i 2002, begyndte han at gøre sig til talsmand for etaistisk-populistiske holdninger, og siden hans generobring af premierministerposten i 2010 har han nærmet sig totalitarismen.

Alt i alt er Orbán en fuldbyrdet populistisk politiker, der udnytter det, som politologen Paul Taggart kalder populismens kamæleonske væsen, med sin evne til meget hurtigt at kunne tilpasse sig ændringer i det sociale og politiske landskab samt nye populære strømninger.

I sin seneste tale i Baile Tusnád gjorde Orbán brug af en retorisk figur, som ofte anvendes af østeuropæiske populister til at udfordre demokratiske institutioner: Myten om den stjålne overgang efter murens fald, ifølge hvilken omvæltningen kun gavnede en håndfuld mennesker, mens størstedelen af befolkningen blev værre stillet. Orbán har længe haft stor succes med at udnytte utilfredsheden med overgangen til demokrati og kapitalisme. En meningsmåling fra 2009 af Pew Research Center konstaterer, at mens utilfredsheden med overgangen er vokset i næsten hele den østeuropæiske region de sidste 20 år, så topper Ungarn klart listen med 72 procent af ungarerne, der mener, at tilværelsen var bedre under kommunismen. Denne desillusion kan delvist forklare, hvorfor Orbán, utvivlsomt en vigtig liberal brik under transitionen og kendt for sin bidske antisovjetiske retorik, blev en fortaler for illiberale tiltag og russiske interesser. At intensivere utilfredsheden med overgangsprocessen er et spil, alle i den ungarske elite har yndet at spille siden 1989.

Orbán nåede sine politiske mål ved at udnytte befolkningens spirende mistillid til demokrati og kapitalisme. Nu vil han nå sine langsigtede mål ved at ændre den ungarske befolknings fundamentale holdninger. Orbán trækker Ungarn væk fra EU – en institution som stadig er ganske populær i den ungarske befolkning – og han vil i stedet tvinge landet, som er vant til at orientere sig mod vest, til at se mod øst.

Der er en udbredt antagelse, at Orbáns nationale, illiberale og radikale vending de senere år blot er et resultat af en valgstrategi for at vinde Jobbiks stærkt højreorienterede vælgere. Men denne simple forklaring er forkert af mindst tre grunde, uanset hvor fristende den er. For det første har Orbán selv gjort meget for at radikalisere dele af vælgerne. For det andet ved Orbán, at han drager fordel af Jobbiks politiske tilstedeværelse, og han synes ikke at være villig til at gøre sig fri af partiet. Orbán er klar over, at han har brug for Jobbik til at udforske nye muligheder og skubbe grænserne i den politiske debat for at øge sit eget rum at agere i – udenrigspolitisk var Jobbik for eksempel den første fortaler for en drejning mod øst. For det tredje er Orbáns ideologi og politik en del af hans langsigtede strategiske mål om at etablere et konsolideret system – de er ikke bare en reaktion på Jobbiks fremgang. Orbán har ikke brug for en ekstremt nationalistisk ideologi for at udfordre Jobbik, men snarere for at retfærdiggøre det illiberale samfund, som han så småt er ved at skabe.

Internationale kommentatorer fascineres af Orbán, fordi han minder om Anakin Skywalker, der går fra ”the light side” (demokratisk, liberal og antikommunistisk) til ”the dark side” (illiberal og prorussisk). Men en sådan reaktion antyder, at Orbáns situation er den eneste af sin art, hvilket desværre ikke er tilfældet. Orbán er ikke den eneste opportunistiske populist, der har mistet sin begejstring for de vestlige demokratier. Eksempelvis er den nyvalgte tyrkiske præsident, Ergodan, der begyndte sin karriere som en religiøs hardliner, men som overraskede mange i begyndelsen af sin politiske karriere med sin moderate og reformvenlige regeringsførelse. Erdogan etablerede gode forbindelser til USA, EU, endda til Israel, og han tog skridt til at opnå et fredeligt forhold til Grækenland. Men gradvist ændrede han kurs og blev en populistisk, nationalkonservativ leder, som modstillede sig de allierede og deres vestlige værdier, og som ønsker, at Tyrkiet skal gå sine egne veje i stedet for at tilhøre den vestlige alliance. Ganske symbolsk har Erdogan, der tidligere var på god fod med Israel, netop tilbageleveret den pris, som han blev tildelt af Jewish World Congress for et årti siden.

Dette burde have ført til en brat opvågning for Vesten: Den vestlige models politiske tiltrækningskraft er ved at blive nedbrudt, og populistiske politikere, der for et eller to årtier siden kæmpede for at opnå støtte fra Vesten, forlader nu den vestlige vej. Orbán har ved flere lejligheder offentligt talt om ”Vestens solnedgang”, blandt andet i sin seneste, berygtede Tusnádfürdő-tale:

Samfund, der har indrettet sig på baggrund af liberale værdier, vil i løbet af de næste år ikke længere være i stand til at opretholde deres konkurrencedygtighed på verdensplan, og de vil sandsynligvis lide tilbageslag, medmindre de er i stand til grundlæggende at reformere sig selv.

Fortællingen om Orbán er ikke bare en ungarsk fortælling. For Orbán har ideologi altid kun været et redskab, en legitimering for hans grove politiske og materielle interesser, så han har kunnet cementere sin magt og opbygge et ”nationalt bourgeoisi”.

Myten om den stjålne overgang lever i bedste velgående overalt i regionen. Tidligere var den kendetegnende for den radikale højrefløj, men nu bliver tanken mere og mere udbredt. Populistiske politikere i Bulgarien, Rumænien, Slovakiet og Polen udnytter den allerede til at udfordre demokratiske grundprincipper. Og de vil anvende myten endnu mere fremover, hvis de kan se, at Orbáns eksperiment bliver en politisk succes. Robert Fico, den siddende premierminister i Slovakiet, og Jaroslaw Kaczinsky, tidligere og muligvis kommende premierminister i Polen, betragter Orbán som et forbillede, og de kan let tilpasse dele af hans politik til deres egen (eksempelvis Orbáns regelmæssige angreb på privatøkonomien). I Rumænien har Victor Ponta også støttet sig til disse ungarske eksperimenter i begyndelsen af sin premierministertid. Fortællingen om Ungarn kan således blive til fortællingen om Østeuropa. De postkommunistiske demokratier er stadig unge og skrøbelige, og de vil blive sat endnu mere på prøve i de kommende år af politikere, der ikke ser nogen negative konsekvenser ved at svække de demokratiske institutioner og vende sig bort fra europæiske kerneværdier.

For at udfordre denne tendens bør EU tage sin politiske rolle som overstatslig enhed seriøst og udøve indflydelse på adfærden hos ikke alene de stater, som har interesse i at blive medlem af unionen, men også de allerede eksisterende medlemmer. Mens EU har strenge politiske optagelseskrav (stabile institutioner, der varetager demokratiet, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter), praktiseres der ikke systematisk eftersyn af implementeringen af københavnskriterierne blandt dens egne fuldgyldige medlemslande. Også her er der brug for en regelmæssig tilsyns- og håndhævelsesmekanisme.

Men endnu vigtigere har EU brug for ledere, som har modet til at konfrontere nationale politikere, der synes at have svigtet dets kerneværdier. Tusnádfürdő-talen, et programmatisk angreb mod disse værdier, frembragte ikke nogen nævneværdig respons hos en eneste af de ledende europæiske politikere. Det igangværende ledelsesskift i EU er ganske vist en forklaring, men det er bestemt ikke nogen undskyldning.

 

– Oversat af Lizzi Irene Jensen

Teksten har tidligere været trykt på opendemocracy.com, 27. august. 2014

Péter Krekó er direktør for Political Capital Institute, en tænketank med base i Budapest i Ungarn. Han er også assisterende professor ved ELTE Universitetet.




Relaterede
Essay

Fællesskelet

Amalie Smiths Marble skriver sig op imod den dominerende fortælling om Vestens kulturhistorie.
Essay

Ordene mellem sandhed og bedrag

Tungens og læbernes hvisken er hos spanske Javier Marías et instrument til handling.