Essay

Anonymitetens materialitet

Det er i anonymiteten, hævder Annie Ernaux, at vi mennesker har mest til fælles.

Gennem nøgterne og fragmenterede beskrivelser, fortæller Ernaux om de mennesker, som hun krydser hver dag i supermarkedet, i toget, hos frisøren, på perronen, eller sjældne gange i metropolens metronetværk.

Uden for Paris byggede man efter Anden Verdenskrig de såkaldte Villes Nouvelles (Ny Byer). Hovedstadens befolkningstal voksede dengang støt, og man besluttede fra politisk side at etablere små samfund, der kunne indgå i fast relation til metropolen, bl.a. ved hjælp af RER-togene, som skulle sikre en nem og overkommelig transport imellem byerne. En af disse, Cergy, har siden været hjem for den franske forfatter Annie Ernaux, som valgte at bosætte sig her frem for i Frankrigs kulturelle epicenter. To af hendes mindre kendte bøger, Journal du dehors (Det ydres dagbog) fra 1993 og La vie extérieure (Det udvendige liv; »extérieur« på fransk kan også betyde »materiel« – Det materielle liv) fra 2000, udspiller sig her i denne franske forstadsby. Gennem nøgterne og fragmenterede beskrivelser, fortæller Ernaux om de mennesker, som hun krydser hver dag i supermarkedet, i toget, hos frisøren, på perronen, eller sjældne gange i metropolens metronetværk. Med dette etablerer Ernaux et tekstligt fundament, hvor hun ikke bare finder sig selv, men hvor vi andre – læserne – også kan finde erfaringer, der endnu ikke er blevet klare for os. Det interessante ved netop disse bøger er, at de gennemkrydser Ernaux’ oeuvre og liv, samtidigt med at de rækker direkte ud over værket og ind i læserens banale hverdag.

En tværgående erfaring
Den personlige fortælling, som ellers fylder meget i Ernaux’ værker, skubbes her i baggrunden til fordel for en fælles hverdagslig ramme. Der er intet narrativ i disse bøger. Ingen handling eller karakterer. Gennem neutrale beskrivelser af den konkrete virkelighed, forsøger hun at tilegne sig disse steder og stedernes erfaringer, hvad enten de udspringer af samtaler, af synet af hjemløse og tiggere, tøj, musikere, handlende, vægge osv. Som hun selv skriver i Journal du dehors:

jeg [har] forsøgt at praktisere en slags fotografisk skrift af virkeligheden, i hvilken krydsende eksistenser bevarer deres ugennemsigtighed og deres gådefuldhed. […] De er de andre, de anonyme i metroen, i ventesalene, for hvem, hvis man viser interesse, vreden eller skammen, sådan som de krydser os, vækker vores erfaring og afslører den for os selv (min oversættelse).

Et eksempel fra Journal du dehors er en scene i RER-toget. Ernaux beskriver en lille pige på vej mod Paris med sin mor. Pigen bærer et par hjerteformede solbriller og har en lille plastikkurv, der er vævet som et grønt æble. Hun er tre eller fire år gammel. Hun ser alvorlig ud og knytter sin kurv hårdt ind til sig. Ernaux bemærker, hvordan pigen udstråler en glæde og viser tegn på, at hun er ved at blive en »kvinde« og kan begynde at eje sine egne ting. Ernaux forsøger hverken at give situationen en større kontekst eller en psykologisk dybde. Alligevel er det slående, hvordan denne pige, i al sin umiddelbarhed og hverdagslighed, allerede er trådt ind i en kønslig repræsentation såvel som i en forbrugerkultur: Hun viser ingen barnlig naivitet, men snarere en alvorlig opmærksomhed på de ting, hun besidder, deres symbolik og den rejse mod Paris, hun har begivet sig ud på, hvor de kedelige forstæder efterlades til fordel for den parisiske modejungle. Samme beskrivelse bærer også spor af en form for erindringssensibilitet, udfoldet gennem Ernaux’ neutrale beskrivelse. De sociale strukturer, der afsløres, og deres kulturelle repræsentation, bliver mødt af en følelsesmæssig identifikation, som finder vej gennem erindringen. Som et forskudt spejl bliver den unge pige startpunktet for en afsløring af en hemmelighed eller et ufortalt barndomsspor, som Ernaux genkender og identificerer sig med.

Cergy og de andre nye byer kan ikke sammenlignes med noget fra før. De er historieløse, men indeholder en fremtid, som man let kan forestille sig og bygge en historie ud fra. En historie der både vil være fælles og individuel på samme tid. Den franske sociolog Michel de Certeau skriver, at måden man tilegner sig et sted på, bl.a. afhænger af om det er muligt fra dette sted at skabe en fortælling. Men disse steder, som Ernaux bevæger sig igennem, har ingen fortælling; der er ikke et fællesskab eller en historie at bygge videre på. Her opstår i stedet en sammenhæng i det usammenhængende, hvori man kan opdage sig selv og hinanden på ny.

Ernaux blev født i den lille by Yvetot i Normandiet, hvor hendes forældre drev en lille købmandsbutik. Hun fulgte ikke i forældrenes fodspor, men arbejdede bl.a. som lærer, inden litteraturen blev hendes levevej. I sine bøger undersøger og beskriver hun sin egen historie. Således også i romanerne La place (da. Pladsen, 1986) og Une femme (da. En kvinde, 1989), hvor henholdsvis faderens og moderens liv og død endevendes. Men som Ernaux skriver i La place: »Ingen nostalgisk poesi, ingen triumferende latterliggørelse. Det ligefremme sprog melder sig naturligt […]«. Den personlige følelse er sekundær for Ernaux, forstået på den måde, at den bliver født ud af litteraturen, der konstant handler mellem beskrivelsen, det konkrete sprog og omgivelserne.

Når man læser hendes romaner, bliver man let slået af det, man umiddelbart tror, er en mangel på dybde. Det er, som om det hele sker på overfladen. Sproget eller sprogliggørelsen af erfaringen synes ikke at penetrere det yderste lag. Men det er for Ernaux netop i omgivelserne, på ydersiden, at erfaringen konstant kommer frem i lyset.

I et andet eksempel fra Journal du dehors beskriver hun en ung mand med tykke, stærke ben og en tyk mund, som sidder nær midtergangen i toget. På den anden side af gangen sidder en kvinde med en to- eller treårig dreng på knæet. Drengen kigger livligt omkring, med øjne der lyser af overraskelse. Han spørger sin mor, hvordan »manden« mon lukker togdørene, hvilket får Ernaux til at tænke, at det sikkert er drengens første togtur. Scenen får Ernaux til at genkalde sin egen barndom, hvor såvel den unge mand, drengen og pigen fra eksemplet ovenfor giver næring til fantasien. Videre fortæller Ernaux, hvordan en kvinde i supermarkedet mindede hende om hendes mor på grund af hendes måde at bevæge sig og tale på. Ernaux afslutter fragmentet og bogen med at påpege, hvordan hendes medpassagerer eller dem, der tager rulletrappen med hende – kort sagt hendes medborgere i Cergy – holder på hendes erfaring. Disse anonyme individer, som ikke selv ved, at de besidder disse spor i deres ansigter, kroppe, bevægelser og vaner, ligesom Ernaux omvendt bærer deres på spor på hende, og de steder, man bevæger sig igennem, bliver fundamentet for litteraturen og artikulationen af erfaringen.

Sprogets fortælling
Som det er tilfældet med Cergy, kan det sprogløse godt sprogliggøres. Ernaux bruger med andre ord sproget til at fastfryse det efemere, hvad enten det er lige foran øjnene på os eller allerede er passeret. I de materielle omgivelser søger hun glemte tegn, der får erfaringen til at tale. »Skriftens tid har intet med lidenskaben at gøre«, skriver Ernaux i bogen Passion. Eller som i Journal du dehors: »Vores sande jeg er ikke helt og holdent i os«. Sætningen er ikke hendes, men et citat af den store franske filosof Jean-Jacques Rousseau, og som på ganske elegant vis indkapsler den tanke, der løber gennem hendes bøger: Hos Ernaux er det nemlig vores ydre materielle virkelighed frem for de psykologiske sandheder, der først og fremmest tegner os. Hun skriver et sted, at sproget og litteraturen også må eftersøges i virkeligheden. Vi bærer fortællingerne med os uden at bemærke dem, i de mest hverdagslige steder og begivenheder forbliver de usynlige. Vi går rundt som sløvede anonyme skikkelser, der krydser hinanden hver dag på vej gennem hverdagens steder. Ernaux vækker os fra denne søvn og påpeger, at det er i anonymiteten, at vi i sidste ende har mest til fælles.

 

Litteratur

Ernaux, Annie (1986): Pladsen. København: Gyldendal
Ernaux, Annie (1989): En kvinde. København: Gyldendal
Ernaux, Annie (1991): Passion simple. Paris: Gallimard
Ernaux, Annie (1993): Journal du dehors. Paris: Gallimard
Ernaux, Annie (2000): La vie extérieure. Paris: Gallimard




Relaterede
Essay

Tankernes ufrivillige karakter

Javier Marías’ sproglige omhyggelighed lader læseren dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.
Essay

Excentriske barbarer

Europæernes fascination af andres autenticitet har gennem historien fungeret som et spejl for eget kulturelle mindreværd.