Introduktion

Arvtageren til efterkrigstidens intellektuelle forfattergeneration?

Navid Kermanis takketale ved uddelingen af De tyske boghandlers fredspris er blevet kaldt en af de vigtigste intellektuelle interventioner i nyere tids Tyskland.

Er Navid Kermani arvtageren til den store intellektuelle efterkrigsgeneration med bl.a. Günter Grass i spidsen? Foto: Peter-Andreas Hassiepen/Hanser Literaturverlage)

I april 2015 døde Günter Grass, der sammen med Hans Magnus Enzensberger, Siegfried Lenz, Martin Walser og østrigske Ingeborg Bachmann stod i spidsen for det litterære opgør med den nazistiske fortid i den tysktalende del af Europa. De var alle store intellektuelle kapaciteter, og de satte alle et eftertrykkeligt præg på den offentlige debat i anden halvdel af det 20. århundrede. Men i disse år, hvor deres stemmer bliver tavse – Lenz, Bachmann og Grass er døde; Walser og Enzensberger nærmer sig begge 90 – spørger man i Tyskland, hvem der skal løfte arven fra denne intellektuelle forfattergeneration.

Når diskussionen åbnes, dukker særligt ét navn op igen og igen: Navid Kermani, født i 1967 i den vesttyske by Siegen som søn af iranske indvandrere, muslim og uddannet orientalist med speciale i koranen. Som forfatter til mere end 20 anmelderroste bøger på mindre end 20 år, stakkevis af reflekterede avisindlæg og en række lovpriste taler er han blevet et uomgængeligt navn i den tyske offentlighed. Han har skrevet om islamisk mystik og kristen ikonografi, romaner og reportager fra flygtninges vej gennem Europa, samt et langt essay om Neil Youngs musik, en slags kærlighedserklæring, som blev til, da Kermani vandrede op og ned ad stuegulvet med sin nyfødte, kolikramte datter til tonerne af Youngs musik.

Selv om det nok er de færreste danskere, der kender til Navid Kermani – hans værker er endnu ikke oversat til dansk – så er han langt fra en ny tysk stemme. Han trådte ind på den offentlige scene tilbage i midten af 1990’erne, længe før 11. september, krigene i Irak og Afghanistan, borgerkrigen i Syrien og dagens flygtningestrøm førte til, at alle i Europa i dag har en mening om islam og muslimsk kultur. Alligevel har der fra begyndelsen været en rød tråd gennem Kermanis tekster: en bestræbelse på at tydeliggøre forskellen på islam som tro og den aggressive islamisme som finansieres af bl.a. Saudi-Arabien. Således også i talen »Ud over grænserne – Jacques Mourad og kærligheden i Syrien«, som Kermani holdt i oktober sidste år, da han modtog De tyske boghandlers fredspris. I talen redegør han for den ideologiske islamismes fremkomst og tilbageviser den så ofte fremsatte påstand om, at den muslimske verdens problemer skyldes, at den endnu ikke har lagt de bedagede traditioner bag sig og er trådt ind i modernitetens tidsalder. For moderniteten har gjort sit indtog i Mellemøsten, hævder Kermani, ikke som en frigørelsesproces, men som en voldserfaring associeret med »udbytning og despoti,« hvor man ikke langsomt og gradvist har brudt med traditionerne, men i stedet har lagt alt i ruiner på en gang og forsøgt at slette dem fra hukommelsen.

I talen tager Kermani udgangspunkt i en lille kristen menighed og præsten Jacques Mourads skæbne og fremmaner på nærmest Stefan Zweigsk manér et billede af verden af i går: et multikulturelt, multireligiøst Syrien, som for øjeblikket synes tabt for altid, samtidig med at han langer ud efter det berøringsangste Vesten, der passivt så til, mens situationen spidsede til og Islamisk Stat fik fodfæste:

Vi fører ingen bred samfundsmæssig debat om terrorens og flygtningestrømmens årsager, og vi diskuterer ikke, i hvilken grad vores egen politik sågar har fremmet den katastrofe, der udspiller sig ved vores grænser. Vi spørger ikke, hvorfor vores nærmeste partner i Mellemøsten er netop Saudi-Arabien. Vi lærer ikke af vores fejl, når vi ruller det røde tæppe ud for en diktator som General al-Sisi. Eller vi læser lektien forkert, når vi på baggrund af de katastrofale krige i Irak eller i Libyen drager den konklusion, at vi hellere må holde os væk fra folkemordene. Vi er ikke kommet i tanke om noget, der kan stoppe det mord, som det syriske regime i flere år har begået på sit eget folk. […] Hermed ikke sagt, at der findes lette svar på, hvordan en millionby som Mosul skal befries – men vi stiller ikke engang os selv spørgsmålet for alvor.

»Ud over grænserne – Jacques Mourad og kærligheden i Syrien« er sammen med den tale, Navid Kermani holdt i den tyske forbundsdag, da den tyske grundlov i 2014 fejrede sin 65-års fødselsdag, blevet udråbt som en af de seneste års vigtigste intellektuelle interventioner af avisen Die Zeit. Begge taler står i krigen og flygtningekrisens tegn, men hvor Kermani brugte sin taletid i forbundsdagen til at minde de tyske politikere om landets historie og den tyske grundlovs første sætning, der siger, at alle mennesker er født med en række umistelige værdier, som staten må beskytte, så er fredspristalen af en hel anden art. Konteksten er ganske vist den samme, men afsættet er et andet. Her er der ikke tale om lovtekster og juridiske forpligtelser, i stedet tales der indefra, fra konfliktens epicenter i Syrien, og vi får en historie om en grænseoverskridende kærlighed i et land, hvor grænserne stadig trækkes skarpere op; en eksemplarisk historie om mennesker, der hjælper mennesker, netop fordi de er mennesker i nød.




Relaterede
Essay

Stemmer fra utopiens land

Så længe der sker ændringer i tabuerne og censuren, er Svetlana Aleksijevitjs værk ikke afsluttet.
Essay

Fællesskelet

Amalie Smiths Marble skriver sig op imod den dominerende fortælling om Vestens kulturhistorie.