Artikel

August

1914 var året, der satte skel mellem »verden af i går« og »verden af i dag«.

Mobilisering
I august 1914 indledte den tyske hær det chokangreb, som ifølge generalstabens beregninger ville være så voldsomt, at krigen ville slutte i løbet af få uger. Også når det gælder moderne krigsførelse, er fart alfa og omega. I tidligere krige var der gået uger fra mobilisering til krigshandlinger, men i denne krig var mobilisering og krigshandling to sider af samme sag.

Tyskernes strategi byggede på den såkaldte Schlieffenplan, der i 1905 var udtænkt af og opkaldt efter den preussiske generalfeltmarskal Alfred Graf von Schlieffen. Ifølge denne plan skulle Tyskland først med et lynangreb sætte den franske hær ud af spillet, hvorefter de på østfronten kunne samle sig om russerne. »Krigen af i dag er kendetegnet ved viljen til at komme til en hurtig og omfattende afgørelse,« skrev grev Schlieffen.

Næsten samtidigt, den 1. august, dekreterede Frankrig og Tyskland generalmobilisering, den 2. august krævede Tyskland fri passage til Frankrig gennem det neutrale Belgien, den 3. august erklærede Tyskland Frankrig krig, den 4. august erklærede Storbritannien Tyskland krig, og den 6. august erklærede Østrig-Ungarn Rusland krig.

Den tyske mobilisering gik bogstavelig talt på skinner. Mandag den 6. august blev der i Berlin og andre tyske byer fløjtet til afgang for 11.000 tog, som skulle bringe 3.120.000 tropper til fronten. Broerne over Rhinen blev passeret af 550 tog i timen. Johannes V. Jensen blev ør i hovedet af denne hastigt rullende mobilisering, som han i Introduktion til vor Tidsalder kaldte »en blændende Triumf for den tyske Præcision, en Trafiksejr«.

Mobiliseringen var medrivende. Den fremtrædende historiker Friedrich Meinecke, som skrev om kap med begivenhederne, beskriver i Die deutsche Erhebung – Den tyske rejsning – (1915), hvordan det »i disse stille aftener i august« var som at høre sit eget hjerteblods rytmiske slag, når togene rullede forbi i det fjerne.

Det samme lydbillede registrede Politiken-korrespondenten Andreas Vinding, da han i sensommeren 1914 befandt sig nord for Paris »i det frugtbareste Hjørne af Frankrigs fredeligste Provins«: »Men nu kommer en fjern Duren nærmere, bliver klaprende Larm af Hjul, en Maskines Stønnen. Alle her kender den Lyd. Det er Militærtoget, som siden den første Mobiliseringsordre har kørt uafbrudt over Dæmningen, Dag og Nat, Militærtogene mellem vor By og Paris.«

Den tyske by Essen i 1914. Copyright: Wikimedia Commons

Den tyske by Essen i 1914. Foto: Wikimedia Commons

Den tyske samfundsøkonom Johann Plenge, der var marxist og nationalist, skrev om »mobiliseringens fest«, og avisernes reportager bekræfter, at mobiliseringen kunne minde om en fest. Anker Kirkeby beskriver i reportagen »Verdenspanik«, hvordan togene var »ladede med Humør«, og han fortæller, hvordan togvognenes sider var overmalede med kridttegninger af generaler og hængte russere og guillotinerede franskmænd med hovedet under armen. Og Andreas Vinding supplerer i Krigsidyller med at fortælle om tog, hvor soldaterne med kridt på alle vogndøre havde angivet, hvor toget skulle hen: »Fornøjelsestog til Berlin«: »Begejstringen var umaadelig. Humøret højt.«

En af den tids mest populære tyske forfattere, ja, en af kejser Wilhelm II’s yndlingsforfattere, var Walter Bloem, og i den selvbiografiske Vormarsch (1916), når humøret de største højder, da togene begynder at rulle. Først beskriver han lykken ved at være en mobiliseret preusser: »Da følte jeg inderligt, hvordan jeg forstod og omfattede vor tids skønhed. Ja, der hviler en preusserånd, en Brandenburger-ånd over denne stund.« Så følger den afventende stemning, da soldaterne træder ind i banegårdens forhal: »Der står det uendelige tog, som skal bringe bataljonen afsted – hvorhen?« Og så forløses spændingen i en lykkefølelse, hvor selv fjenden hyldes i et sprog hentet fra eventyr og viser: »Turen går mod vest. Hele tiden mod vest. Da det stod os klart, bredte jubelen sig. Turen går til det skønne Frankrig. Den går – til det skønne Belgierland.«

Augustoplevelsen i Berlin
I den stadig voksende række af årstal er der nogle, der hæver sig ud fra mængden, men også måneder kan være ladet med symbolsk kraft, og mærkedage er mærkedage. 1914 har selvfølgelig fået en generel betydning som året, hvor verdenskrigen startede, men i Tyskland fik det næsten øjeblikkelig en helt særlig betydning.

Den 6. november 1914 holdt den svenske, men tyskvenlige Rudolf Kjellén i Göteborg Universitets aula en tale, hvor han polemiserede mod Frederik Weis, professor ved Landbohøjskolen i København, som i Tilskueren netop havde skrevet, at verdenskrigen var ensbetydende med idealernes sammenbrud. Heroverfor erklærede Kjellén, at »1914 års ideer« tværtimod betød et gennembrud for nogle idéer, som var lige så vigtige og gyldige som den franske 1789-revolutions idealer om frihed, lighed og broderskab. Nemlig: pligt, orden og retfærdighed. Ligesom stjernen over Bethlehem i sin tid havde bebudet Jesu fødsel, var disse »1914 års ideer« for Kjellén »den nye stjerne«, som med sit kølige, men klare skær bebudede en ny tid.

Berlin U-Bahn station en dag i 1914. Copyright: Wikimedia Commons.

Berlin U-Bahn station en dag i 1914. Copyright: Wikimedia Commons.

Det hele startede lørdag den 25. juli, hvor berlinerne søgte ud på gader og pladser, afventende nyt om serbernes svar på det østrigske ultimatum. Da avisernes ekstrablade kom ved 7-8-tiden om aftenen, blev de revet ud af hænderne på omdelerne, og kort efter samlede et par hundrede eller måske helt op til et par tusinde mennesker sig spontant foran den østrigske ambassade, hvor de råbte hurra og sang fædrelandssange. Den 26. juli gik man, især de unge, de velklædte, de velstuderede, i flere optog gennem gaderne, helst fra Brandenburger Tor ad Unter den Linden til det kejserlige slot og videre til Bismarckstatuen foran Rigsdagen, række på række, hver bestående af 20-30 personer, arm i arm, anført af tyske, østrigske og preussiske faner.

Den følgende dag, den 27. juli, gentog dette skuespil sig, og igen den 28. juli, og den 29. juli var skuespillet allerede filmatiseret og blev forevist i forskellige biografer under titlen »Krigsbegejstring i Berlin«. Filmatiseringen viste også, hvor hurtigt medier og myndigheder satte sig på de spontane demonstrationer. En korrespondent ved Rhein- und Ruhrzeitung beskrev, hvordan han havde set en velklædt herre, som leverede fanatiske taler fra sin åbne bil, der langsomt rullede ned ad Unter den Linden, og hvordan han derefter, i modsætning til den hujende mængde, havde opdaget, at denne herre diskret blev filmet fra en anden bil. Han brød sig ikke om synet.

Den letantændelige masse havde siden 1789 været et skræmmebillede for alle samfundsstøtter, men det vendte med den såkaldte »augustoplevelse«. Nu var suggestion ikke længere et minusord, men et plusord. Nu var massen ikke som et hærgende dyr, men begejstret og begejstrende. Selv Socialdemokraterne, der som sagt var blevet fordømt som »fædrelandsløse svende«, var på vej ind i varmen. Propagandamaskinen kørte i stilling. Og professorerne var euforiske. Økonomen Johann Plenge skrev i bogen 1789 und 1914 (1916) om det, han kaldte »den politiske ånds symbolske år i historien«.

Den ene intellektuelle efter den anden skrev om den salige oplevelse af at enkelt-jeget forsvandt i den store fællesvilje, og selveste kejser Wilhelm II satte ord på det, der af mange blev beskrevet som en fødsel, en genfødsel af Tyskland. Den 1. august proklameredes den tyske generalmobilisering, og stående på slottets altan, over for 40.-50.000 mennesker, sagde kejseren:

Af dybt hjerte takker jeg jer for dette udtryk for jeres kærlighed, jeres tro. I den kamp, der nu står for, kender jeg ikke mere nogen partier i mit folk. Nu findes der blandt os kun tyskere (brusende jubel), og jeg tilgiver alle de partier, som under meningskampen måtte have vendt sig mod mig. Fra nu af handler det kun om, at vi alle står sammen som brødre, og så vil Gud hjælpe det tyske sværd til sejr.

Thomas Mann beskrev augustoplevelsen som »en renselse, en befrielse og et uhyre håb«, sociologen Max Weber erklærede, at »denne krig er stor og vidunderlig«, hans kone, Marianne Weber, beskrev det som den lykkeligste dag i hendes liv, kunstkritikeren Hermann Bahr lovpriste augustoplevelsen som en velsignelse, og augustdagene tændte i forfatteren Ernst Toller en »følelsesrus«, hvor ordene »Tyskland, fædreland og krig fik en magisk kraft«. Og Adolf Hitler beskrev i Mein Kampf, hvordan han faldt på knæ og takkede Gud for den gode nyhed om generalmobiliseringen.

Billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen var i Berlin, da krigen brød ud. Hun havde siden 1908 arbejdet på den rytterstatue af Christian IX, som i dag står på Christiansborg Ridebane. De store gipsstudier til værket stod på hendes atelier i den tyske by Celle, og da krigen brød ud, måtte hun over hals og hoved tage til Tyskland for at redde sine gipsstudier ud af det krigsførende land. Turen gik over Berlin, og i sin dagbog for den 2. august skrev hun kort: »Stort Røre paa Gaderne. Stor Krigsbegejstring. Saa Kaiseren. Ordnede Passet.«

Nordslesvigeren eller sønderjyden H.P. Hanssen var i Aabenraa den 31. juli, da han først hørte efterretninger om, at Tyskland var i krigsfare. Han tog ud til sin sommerbolig ved fjorden, hvor sønnen ville komme for at tage afsked. Som omkring 20.000 andre dansksindede nordslesvigere ventede han at blive indkaldt. Derhjemme ringede en af hans medarbejdere på avisen Hejmdal og fortalte, at Tyskland var erklæret i krigstilstand, og ikke længe efter kom en politisergent for at bringe ham i arresten. H.P. Hanssen repræsenterede som dansksindet politiker og redaktør en fare for Tyskland, i hvert fald ifølge de militære ledere. Straks den 1. august begyndte Hanssen – som så mange andre politikere – at føre dagbog, og han vedblev at føre den gennem alle krigsårene.

Regiment i Lübeck, 1914. Copyright: Wikimedia Commons

Regiment i Lübeck, 1914. Copyright: Wikimedia Commons

Dagbogens »Øjebliksfotografier« giver både et levende billede af forholdene i Sønderjylland og i Berlin og i tilgift en stribe førstehåndsindtryk fra den tyske rigsdag og personligheder som kansleren Bethmann Hollweg, politipræsidenten von Jagow, politikere som Rudolf Hilferding og Eduard Bernstein, pressemænd som Dr. Wiesener fra Frankfurter Zeitung og nære politiske venner som Fr. Naumann. Hanssen fortæller i dagbogen, at han som medlem blev indkaldt til møde i Rigsdagen den 4. august, og den indkaldelse vejede tungere end arrestationen, der var anordnet af generalen i Altona. Han blev løsladt, og hans tyske nabokone var blandt de mange, der strålede af glæde over hans frigivelse: »Nu er H.P. Hanssen atter paa fri Fod, saa faar vi ingen Krig!« Den 2. august drog han til Berlin, og ved ankomsten registrerede han straks de forandringer, som krigen havde medført, men ikke den stemningsrus, som aviserne havde berettet om:

Undervejs havde jeg læst Avisernes højstemte Skildringer af Jubelen og Begejstringen i Berlin. Virkeligheden er tydeligt nok en ganske anden, hvad jeg allerede har haft god Lejlighed til at iagttage paa Vejen herhen til mit Hotel. (…) Jeg gik den gamle Vej ad Leipzigerstrasse-Friedrichstrasse til »Kafé Victoria« paa Unter den Linden. Indtrykket uddybes og fæstnes: En tung, trist og trykket Stemning hviler over Byen.

Senere på dagen, da det forlød, at Japan havde erklæret Rusland krig, steg stemningen, og Hanssen så, hvordan jublende folkemasser bredte sig ud over hele Potsdamer Platz, og forbipasserende biler med officerer hilstes med hurraråb, men optegnelsen slutter med en skeptisk bemærkning: »Der var megen Halløj. Men det er det letlevende Folk.«

Den næste dag, den 3. august, berettede Hanssen om de utrolige rygter, der »svirrer i Luften«, hvorefter han fortæller om samtaler på Rigsdagen og om sine egne bestræbelser på at støtte den danske neutralitet. Og den 4. august fortæller han detaljeret om det møde, som han jo var blevet indkaldt til, startende med lystig militærmusik – »Klap, Klap, Klap, Klap lyder det uafbrudt hen ad Asfalten. I endeløse Rækker rykker Kavaleriregimenterne ud« – og efterfulgt af en højtidelig ceremoni i domkirken, hvor »Junkerne« er mødt op i feltgrå unifor- mer. Hanssen gengiver både kejserens berømte erklæring om, at han fra i dag ikke kender partier, men kun tyskere, og kejserens berygtede erklæring om, at nu skal fjenden lammetæves – »Dann wollen wir sie ordentlich verdreschen.« Dette skift fra alvor til »den ordinæreste Gadejargon« er et første eksempler på anledninger til den bekymring, som Eduard Bernstein citeres for: at krigen vil resultere i en »overhaandtagende Følelsesraahed«.

August i Paris

August 1914! Jeg ser stadig for mig min bror og jeg siddende i en togvogn, som kører os fra Vevey, hvor vi den 31. juli havde hørt om den tyske krigserklæring. Jeg så solen stå op på en smuk, skyet himmel, og jeg gentog hviskende hen for mig selv disse ord, som i sig selv er helt betydningsløse, og som dog forekom mig at være ladet med en frygtelig og skjult betydning: »Her dæmrer august« …

Den senere så fremtrædende franske historiker Marc Bloch åbner sine Krigserindringer fra 1914-1915 med disse ord, der viser, at selv om »August 1914« ikke blev en myte i samme grad som i Tyskland, var den netop »ladet med betydning«.

I Frankrig kom krigen som en overraskelse. I Tyskland mente man ganske vist, at franskmændene var optændt af hævnfølelser efter nederlaget ved Sedan i 1870, som kostede dem Alsace-Lorraine. Og i Frankrig var der ganske vist blandt de unge og de intellektuelle en voksende dyrkelse af krigen. I august 1913 skrev Georg Brandes i artiklen »Frankrigs Ungdom« om den unge forfatter Ernest Psicharis roman L’appel des armes, at den var én lang hymne til krigen, og han kunne ved samme lejlighed have nævnt lovsangen til krig og heroisme i pseudonymet Agathons Les Jeunes Gens D’aujourd’hui/Det unge Frankrig (1913). Men når regeringen ikke var samlet, var det selvfølgelig, fordi den ikke anede uråd. Til gengæld gav den tyske krigserklæring anledning til, at de stærke modsætninger mellem militarisme og pacifisme og mellem højre og venstre for en stund blev skrinlagt. Og »l’union sacrée«, den »hellige samling«, som den blev døbt af den franske præsident Raymond Poincaré den 4. august, oplevede Marc Bloch i de parisiske gader:

»Det billede, som Paris rullede op under mobiliseringens første dage, forbliver et af de skønneste minder, som krigen har givet mig. Byen var fredelig og en smule højtidsstemt. Trafikken var meget langsom, der var ingen busser, de meget få auto-taxaer betød, at gaderne var næsten stille. (…) På gaden, i butikkerne, i sporvognene talte folk med hinanden, fortroligt; og den gensidige velvilje viste sig i ord og gestus, der ofte var puerile og kejtede, men ikke desto mindre rørende.«

I det anerkendte Revue Internationale de Sociologie handlede den første artikel i 1914-årgangen om pacifismens muligheder, og man kunne her læse om den fremadskridende civilisering. Den 31. juli 1914 bekræftede store demonstrationer i Paris, at pacifismen faktisk havde tag i store befolkningsgrupper, selv om Agathon i Jeunesse hyldede den nye krigslidenskab.

Demonstrationerne kunne ikke dæmme op for den krigsmaskine, der var begyndt at rulle, og i 1915 kunne Revue Internationale de Sociologie bringe en artikel om »Livet i Paris i det første krigsår«. Her beskrev forfatteren, M.L. Levadeur, hvordan byens sorgløse fysiognomi brat havde forandret sig. Først skyllede en bølge af rygter gennem byen, så blev krigen en realitet, og trafikken stoppede mere eller mindre, gaderne blev mennesketomme, butikkerne lukkede deres skodder, teatrene standsede deres forestillinger. Så fulgte en periode, hvor man så tyske spioner alle vegne, hvor alle med tyske navne eller med tysk accent kunne risikere at blive overfaldet. Så fulgte en tid, hvor frygten for den tyske fremrykning fik dem, der havde mulighed for det, til at flygte, mens de tilbageblivende oplevede byen som en søvnig provinsby, hvor det stille og nøjsomme liv kun blev afbrudt af søndagspromenaderne – og af støjen fra de tyske flyvemaskiner, de såkaldte »Tauben«, der fløj ind over byen.

Bybilledet forvandledes også på andre måder. Mange gader og pladser skiftede navn. Metrostationen med det utålelige navn »Allemagne« skiftede navn til »Jean Jaurès«, opkaldt efter den store socialistleder, som blev dræbt ved et attentat den 31. juli 1914. Metrostationen »Berlin« skiftede navn til »Liège«, opkaldt efter den belgiske by, som gennem ti dage holdt stand mod det tyske forsøg på via Belgien at nå frem til Paris.


Martin Zerlang, f. 1952. er mag. art i litteraturvidenskab og professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Teksten er et uddrag fra Bogen 1914, der udkom på Gads forlag d. 22. august 2014.  




Relaterede
Essay

Evig skam og dåselatter

Harald Voetmanns romaner viser os humanismens bagside og udstiller vores arrogance.
Essay

Når man lukker et åbent samfund

Hvordan går man fra idéer til handling i den virkelige verden uden at åbne et gammelt europæisk sår?