Essay

Biprodukter

For Javier Marías er den litterære refleksion forskellig fra den filosofiske. Hans mål er ikke erkendelse, men genkendelse.

Javier Marías. Copyright: javiarmarias.es

7656387-forelskelser-coverDet vakte stor opsigt, da Javier Marías for et par år siden nægtede at modtage en national litteraturpris (Premio Nacional de Narrativa), en af de mest prestigefyldte priser i Spanien. Hans argument var, at han ikke ønskede at modtage penge fra det offentlige eller være i lommen på en regering, uanset hvilken politisk farve, den måtte have. Selvom han er synlig i medierne som kritisk intellektuel figur og er kendt for markante holdninger, har Marías altid lagt stor afstand til politisk eller moraliserende litteratur, og hans litterære stil må nærmere betegnes som undvigende og suggestiv: De hakkende, tænksomme, repetitive sætninger, der ofte virker lette, men samtidig er kringlede og komplekse, vikler sig ind i handlingen og forsøger at mime en tanke, der bygges op, men afbrydes undervejs for igen at finde sin bane.

Mariás’ romaner indledes ofte in medias res, med et mysterium. Således også den nyoversatte Forelskelser (2014), hvor et mord, som vi ikke engang ved er betydningsfuldt, udgør afsættet: En mand, som hovedpersonen María ikke kender, men hver dag har set på en café, myrdes, og resten af romanen handler om hendes forsøg på at forstå, hvad der ligger bag dette tilsyneladende helt tilfældige mord.

 Det sidste, han må have sanset, var, at nogen stak en kniv i ham ved en fejltagelse og uden grund, det vil sige tåbeligt, og endda om og om igen, uden redning, ikke kun én gang, opsat på at rydde ham af vejen og borteliminere ham fra denne Jord her og nu.

María kender ikke den myrdede personligt, men har beundret ham og hans kone på afstand i caféen – ikke mindst for deres oprigtige kærlighed – og har i sit stille sind kaldt dem det perfekte par. Hun har aldrig talt med parret, og kun hendes nysgerrighed gør, at hun bliver involveret i sagen: Først taler hun med enken Luisa, og da hun besøger hende, møder hun den myrdedes ven, Javier, som hun forelsker sig i, og senere har en kærlighedsaffære med. Sammen fører de lange samtaler om kærligheden og døden. María, også kaldet »den forsigtige pige«, er egentlig en biperson i mordsagen i bogen, et andenhåndsvidne, som kun hører om sagen gennem aviserne og gennem Luisas og derefter Javiers fortælling, men senere overhører hun tilfældigvis en samtale, som fører hende frem til afsløringen af, hvem den egentlige morder er. Selv om der er et detektivlignende plot, så er det ikke romanens bærende element. Langt vigtigere er de personlige relationer, der opbygges, refleksionerne om forelskelser og død og opbygningen af et psyko-etisk drama, der stiller spørgsmål til, hvad man kan tillade sig: kan et mord eller en løgn være etisk korrekt, og hvordan påvirker vores forelskelse og jalousi vores handlinger i kritiske situationer? Og ikke mindst: hvilken adgang har vi til andre menneskers tanker og følelser? Det detektiviske fungerer ikke kun som handlings-suspense, men i lige så høj grad som en epistemologisk eller psykologisk teaser for læseren.

Forelskelse har ingen positive konnotationer. Der er kun ét lykkeligt par, og det er det såkaldt »perfekte par«. De andre kærlighedsrelationer er uigengældte, ulykkelige og får personerne til af og til at opføre sig uetisk. Leopoldo er ulykkeligt forelsket i María, som er ulykkeligt forelsket i Javier, som er ulykkeligt forelsket i Luisa, som er lykkeligt forelsket i Miguel, der imidlertid er blevet myrdet, allerede inden romanen går i gang. Asynkrone forhold, der fører til uligevægtige samtaler med tilbageholdte sandheder og skjult begær. Parallellerne mellem forholdene er essentielle. María håber hele romanen igennem, at Javier vil forelske sig i hende, hvis hun venter tålmodigt, ikke insisterer, og blot er der, når han har brug for hende. Forholdet ligner det forhold, Javier har til Luisa, men på grund af denne parallel smitter den forbrydelse, Javier har begået, af på María. Et menneske, der er forelsket, er ikke bare en uskyldig person, men en fortvivlet, jaloux, desperat person, der er i stand til at lyve, bedrage og måske endda slå ihjel for at opnå sit mål. Det er denne grænseoverskridende tilstand, Javier Marías er interesseret i, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at navnene på de to hovedpersoner, Javier og María, spejler forfatterens eget navn.

Bogen er skrevet i fire dele, som varierer og bygger videre på hinanden. Der er både gentagelse og progression, hvilket er kendetegnende for Marías’ sans for rytme både på det strukturelle niveau og på sætningsplan. Selv har han sagt, at han forsøger at bygge sine bøger op som en melodi, der først spilles af klaveret, derefter af et andet instrument og til sidst af hele orkestret. Der er et ledemotiv, der gentages og et system af ekkoer og resonanser, som både virker frem og tilbage i bogen. I del to når vi eksempelvis til en erkendelse, som viser sig afgørende for vores forståelse af en dialog i del et etc.[1] For at forstå bogen må man være opmærksom på den rytmiske struktur, der væver forskellige menneskers historier sammen. Historierne bidrager hver især til forståelsen af kærlighed og forelskelse, og digressionerne og dialogerne, som ofte mere ligner reflekterende monologer, er også en del af denne rytme.

Den italienske forfatter Claudio Magris har engang sagt om Marías, at han »fortæller det, der kunne være sket og ikke skete.«[2] Der er med andre ord noget hypotetisk over hans litteratur. Nogle vil kalde det filosofisk, og man kan med en vis ret sige, at romanen Forelskelser i højere grad handler om ideen om kærlighed end om kærligheden. Marías, som i øvrigt er søn af filosoffen Julián Marías, hævder dog, at den litterære refleksion er helt forskellig fra den filosofiske, blandt andet fordi den kan være selvmodsigende, og fordi målet ikke er erkendelse, men »genkendelse«, dvs., at læseren pludselig forstår noget, han ikke vidste, at han var klar over. Marías skriver om det, der foregår lige under overfladen – følelser og refleksioner – og den vævende stil er et forsøg på at nå derned. På dét niveau er den skyldige og uskyldige hinandens tæt forbundne spejlfigurer.

Javier Marías er siden sin første udgivelse blevet kaldt en uspansk forfatter, og i de første år var dette ikke venligt ment. Marías har aldrig lagt skjul på, at han er mere inspireret af udenlandske forfattere end spanske – f.eks. William Faulkner og Laurence Sterne – og han sætter meget lidt pris på lokalkolorit. Han har selv arbejdet som tolk og oversætter, og udover Sterne og Faulkner har han oversat Joseph Conrad, Vladimir Nabokov og Shakespeare. Det sætter sit præg på hans litterære værker, der ikke alene ofte har tolke og oversættere som hovedpersoner, men også er præget af en ekstrem opmærksomhed over for sprog. I Forelskelser reflekteres der ofte over kærligheden og døden gennem overvejelser om sproglige vendinger. Luisa er »enke«, men hvis hun gifter sig igen, er hun ikke længere »enke«, så er den tidligere mand blevet til »den første mand«, og hvad siger dette verbale skift om forståelsen af tabet? Et andet eksempel: Hovedpersonen tænker over døden ved at reflektere over et kort citat fra Shakespeare, nemlig den sætning, som MacBeth fremsætter, da han får nyheden om sin kones død: »She should have died hereafter«. Denne sætning, hævder hovedpersonen, tror vi umiddelbart, at vi forstår, men det gør vi egentlig ikke. Hvad mener MacBeth? Var der et senere tidspunkt, hun hellere skulle være død på? Er der et rigtigt tidspunkt at dø? En oversætter, siger Marías, er en privilegeret læser, og det er erfaringen som oversætter, han bruger, når han skriver romaner. Ordene vendes og drejes, og ofte er der tale om, at et bestemt ordvalg kan få katastrofale følger.

Dette er også tilfældet i Javier Marías’ roman Corazón tan blanco fra 1992 (Et hjerte så hvidt 1993), som nok er den roman, der er mest kendt i Danmark og i resten af verden. Her er det Lady Macbeths ord, som tilskynder til mord, der er i centrum. Ord er aldrig uskyldige, men kan fremkalde voldsomme handlinger. Et hjerte så hvidt indledes med et mystisk dødsfald, som er forårsaget af ord, og som resten af bogen handler om at opklare, selv om hovedpersonen vægrer sig ved at vide sandheden. »Jeg har ikke ønsket at vide, men alligevel har jeg ladet mig fortælle…« Sådan indledes romanen og hermed markeres et dobbelt forhold til dét at fortælle og erkende sandheden. Ved at vide noget bliver man medskyldig, ligesom Lady Macbeth, der efter at Macbeth har slået Duncan ihjel siger: »My hands are of your colour but I shame to wear a heart so white.« Romanen fortæller, men kun nødtvungent, den er en kompleks labyrint af hemmeligheder, løgne, halve sandheder, halvt forståede gesti og tegn, erindringsforskydninger etc.

Et hjerte så hvidt markerer Marías’ brud med postmodernismen og indleder hans egentlige modne forfatterskab, hvor han, ifølge sig selv, skrev, fordi han havde noget på hjerte og ikke bare som en ironisk, uskyldig leg. Resten af forfatterskabet kan betegnes som »postpostmoderne« eller postironisk. Marías bruger her sine romaner til at udforske livet, og især de sider, vi ønsker at fortrænge: jalousi, begær, utroskab, lysten til at slå ihjel, men også sympatien med morderen, med den forrådte, med den standhaftige elsker og beslutsomme selvmorder. Der er noget dostojevskijsk over Marías’ forfatterskab, for ofte bevæger vi os i psykologiske grænsetilstande: »Hvem har ikke ønsket at blive fordømt for stedse og nyde dødens faste tilstedeværelse i livet? Hvem har ikke ønsket at være genstand for en forbandelse?» spørger hovedpersonen i romanen Følelsesmennesket (1994). Spørgsmålene dukker op da hovedpersonen, der har ’stjålet’ en anden mands kvinde, selv er blevet forladt af hende og nu desperat og melankolsk tænker tilbage på mødet med parret. Udover disse romaner er to mere oversat til dansk: Tænk på mig når du går i kamp i morgen (1994) som er en ’spændingsroman’ på linje med Et hjerte så hvidt, hvor en frygtelig hemmelighed langsomt afsløres, og Oxford (2008), der er blevet kaldt »de forstyrrede følelsers manifest« og handler om en litterats ophold i Oxford. I alle disse værker går interessen for sammenhængen mellem sprog, sanselighed, følelser og hemmeligheder igen. Der er intense skildringer af konsekvenserne af alt for stor kærlighed, men trods det, at Marías ofte beskriver store lidelser, er der meget lidt patos i stilen. Selv om kærlighedens konsekvenser kan være voldsomme, er der ofte fokus på ’biproduktet’: de langsomme, snigende katastrofer i form af frygtelige løgne, der bygges op over flere år og vedligeholdes, til de pludseligt falder fra hinanden.

 

– Karen-Margrethe Simonsen er lektor i litteraturvidenskab ved Aarhus Universitet.

Javier Marías’ Forelskelser udkom i tidligere i år.

Javier Marías’ ForelskelserOversat fra spansk af Iben Hasselbalch. 363 sider, 299,95 kr. Gyldendal. 

—-

Noter

[1]Paul Ingendaay, Paul i Bomb; Fall 2000, Issue 73, p80-85.
[2] »Javier Marías: El You dislocado« i Nexos, Sept. 1, 2011.




Relaterede
Lars Frost: Copyright: Gyldendal
Essay

Intimitet & revolution t/r

Lars Frosts velfærdstrilogi udgør et af de største bidrag til dansk litteratur siden årtusindskiftet.
Essay

Excentriske barbarer

Europæernes fascination af andres autenticitet har gennem historien fungeret som et spejl for eget kulturelle mindreværd.