Artikel

Et klartskuende samtidsvidne

Roberto Bolaño tilbyder en provokerende, kaleidoskopisk skildring af den moderne virkelighed.

(Udgivet i Salon 55 #2, vinter 2012)

Da den chilenske forfatter Roberto Bolaño (f. 1953) dukkede op på litteraturens himmel i 1990’erne, blev han en befriende ledestjerne for mange yngre forfattere. Efter det latinamerikanske »boom« i 1960’erne og 70’erne med bl.a. de senere Nobelprismodtagere Mario Vargas Llosa og Gabriel García Márquez og den sideløbende og efterfølgende strøm af magisk realisme var de yngre latinamerikanske forfattere efterhånden godt trætte af verdensforlagenes skingre skrig på mere magisk realisme. Her kom en mand, der brød med den fortærskede magi og skildrede sin samtid i rå, realistiske pennestrøg. Det er derfor ikke mærkeligt, at Roberto Bolaño, der begyndte som lyriker, men senere sprang ud som romanforfatter for at forsørge sin familie, blev og stadig bliver hyldet af mange kolleger.

Men hvordan kan det være, at en venstreorienteret provokatør, der citerer alverdens forfattere i én indforstået uendelighed og kræver enten stor viden eller nysgerrighed af sin læser, også har fået sådan en succes hos både det spansksprogede, det amerikanske og det europæiske publikum? Hvad er det, der begejstrer dem sådan? Hvad er det, der begejstrer mig som læser og oversætter?

De vilde detektiver

De vilde detektiver

Lad mig kort opridse hans to hovedværker. De vilde detektiver (1998) handler om en oprørsk lyrikgruppe, visceralrealisterne, der grundlægges i 1975 i Mexico By af de unge digtere Arturo Belano og Ulises Lima. I 1. del følger vi en 17-årig digterspire, der indtræder i gruppen og kredser om de to grundlæggere, men i øvrigt er mest optaget af sin seksuelle uddannelse. I 2. del følger vi forskellige unge ud i verden over de næste 20 år, deriblandt Arturo og Ulises. I 3. og sidste del, der fortsætter den nytårsmorgen 1976, hvor 1. del slap, følger vi digterspiren samt Arturo og Ulises til Nordmexico, på jagt efter en forsvunden kvindelig digter. Tema? Mange, mange ting, men måske mest det at leve som digter helt ind i sjælen, på godt og ondt, med triumfer og nederlag, set gennem Bolaños og hans generations øjne.

2666 (2004) består af 5 dele, som dog alle udspinder sig omkring to fikspunkter: En række (autentiske) kvindemord i den nordmexicanske by Ciudad Juárez (i bogen kaldet Santa Teresa), centrum for narkokarteller og grænseby til El Paso i Arizona, samt den tyske forfatter Archimboldi, der prøver at unddrage sig offentlighedens søgelys. I 5. del forenes trådene. Tema? Mange, mange ting, men måske især ondskaben, både som en aktiv kraft i mennesket og som en slags medløberi og laden-stå-til i et mandschauvinistisk samfund, der ustraffet udnytter kvinden. Et samfund, hvor selv det rareste menneske kan blive krigsforbryder.

Selv sagde Bolaño følgende om De vilde detektiver: »Jeg tror, min roman har næsten lige så mange udlægninger, som der er stemmer i den.« De ord kunne givetvis også gælde for 2666.

Som sidetallet viser, er det store bøger. Og man kommer vidt omkring. I De vilde detektiver er vi i Chile, Mexico, USA, Paris, Sydfrankrig, Spanien, Israel og Afrika fra 1975-1996. 2666 centrerer sig om Ciudad Juárez i Nordmexico og Europa i 1990’erne, men fortæller, med udgangspunkt i forfatteren Archimboldis liv, ligeledes om Europa i hele det 20. århundrede fra Oktoberrevolutionen i 1917 og 1. verdenskrig over 2. verdenskrig til det moderne Europa.

Vi hører om et utal af forfattere fra hele verden og deres bøger; om litterære fejder, eksperimenterende litteratur og billedkunst, ulykkelige malere og seksuelle samvær og forviklinger; om politiske bevægelser og kunstnersammenslutninger; om fattige unge digterspirer, der stjæler bøgerne i boghandlerne; om boksning, soldaterliv og officerorgier; om mennesker, der mødes og skilles igen, familier, der splittes. Om overgreb, incest og tortur; om hvordan det er at være en ung kvinde med en ubehagelig kropslugt; om homoliv og digterliv og småforbryderes overlevelse i Paris og Bukarest og om tunnelerne under Maginotlinjen; om naziofficeren, der under 2. verdenskrig pludselig står med 500 jøder, som han får ordre til at skaffe sig af med (hvad gør man så …?); om den nytilkomne i fængslet, der kastreres blodigt af sine medfanger; om den kvindelige advokat, som forelsker sig i sin klient, der angiveligt har voldtaget og myrdet i hvert fald en af de mange kvinder i Santa Teresa. Slet ikke at forglemme den godt 300 sider lange 4. del af 2666, som beskriver forbrydelserne mod kvinderne en efter en i individualiserede, politirapportlignende beretninger, der levende illustrerer arbejdsgangen i et korrupt politi og samfund og med gentagelsens insisteren måske gør os lige så ufølsomme over for katastrofen som de moderne mediers nyhedsbombardement.

2666. Kilde Gyldendal.

Og meget, meget mere. Intet er for småt eller uværdigt, for lavt eller udelikat at skrive om. Bolaño tager fat på det meste af det, der lever i menneskesindet. Og han er for øvrigt ikke bleg for at fornøje os med et væld af temmelig fritvoksende sidehistorier.

Alle disse mangfoldigheder, der finder sted mangfoldige steder på Jorden, berettes også på mangfoldige måder. Kronologien brydes, og synsvinklerne skifter i en kompleks koral opbygning. Genrerne blandes: Dialog, almindeligt fremadskridende, fortællende sekvenser og essaylignende indlæg veksler med fiktive og autentiske biografier, kunstneriske manifester, digte, dagbogsoptegnelser og opremsninger af drømme, lyde eller lugte. Og vittigheder, ja, sågar vittighedstegninger og diagrammer.

Med bog- og filmtitler og navne, der ofte ikke uddybes, sætter han vinduer i fortællingens firmament ud til en verden bagved, til skjulte dimensioner i teksten. Bolaños univers er ikke et lukket, færdigkonstrueret rum, men en åben stjernehimmel, hvor hver stjerne gemmer på en hel verden.

Bolaño genbruger lejlighedsvis sine personer. Et pudsigt eksempel er betjent Lalo Cura i 2666, der er uægte søn af María, som tilbragte nogle dage i ørkenen med to mexicanske digtere på jagt efter en tredje digter – Lalo er altså søn af enten Ulises Lima eller Arturo Belano fra De vilde detektiver. Således trækkes de to hovedpersoner fra De vilde detektiver ind i 2666 og antyder et hele.

Disse store, alvorlige temaer kræver naturligvis også alvor i fortællemåden. Men rundt omkring dukker Bolaños humor, selvironi og underfundighed op. Han piller sakrosankte berømtheder ned fra piedestalen og gør stygt grin bl.a. med litteraturens forfængelige aktører og deres mere eller mindre absurde metoder. Også med sig selv, fx da han gennem en kvindelig person i De vilde detektiver, i pagt med Tor Nørretranders’ tanke om, at vi hovedsageligt handler for at score det modsatte køn, antyder, at Arturo Belano, som er Roberto Bolaños alter ego i De vilde detektiver, bare grundlagde digterbevægelsen for at få fat i hende.

Nocturne fra Chile. Kilde Gyldendal.

Det er klart, at det kræver sin oversætter at blive trukket rundt i manegen på den måde. Alene omfanget af de to værker opfordrer til planlægning, så man ikke mister overblikket, men kan fange de steder, der kalder på hinanden. Tematisk skal man spænde fra de mexicanske tridentisters manifester til panservognsvarianter under 2. verdenskrig og boksningens tekniske fif. Man skal kunne håndtere terminologierne omkring billedkunst og film, kunstneriske retninger, fx surrealismen med Duchamp og hans ready-mades, retsmedicin, politisprog, juridisk sprog, stillingsbetegnelser. Desuden er der dialektale og lokale variationer i de spanske vendinger og slangudtryk, som personerne bruger, og dette problem lettes ikke af, at forfatteren selv har lært sit spanske både i Chile, Mexico og Spanien. Flere udtryk har hverken her- eller derboende sprogkyndige kunnet dechiffrere.

Rent stilistisk er sproget sine steder fuldstændig usminket, prunkløst hverdagssprog; andre steder har vi lyriske passager og punktummer på 1½ sides længde, hvis lange, slyngede sætningsmeandre godt kan give kramper i tungen, når den i lange perioder skal holdes lige i munden.

Efter at have arbejdet i næsten to år med Bolaños bøger må jeg sige, at min første skepsis er overvundet. Da jeg i 2000 for første gang blev gjort opmærksom på ham af den mexicanske forfatterinde Carmen Boullosa og købte Los detectives salvajes, kunne romanens første 100 sider nemlig slet ikke overbevise mig. Men jeg har overgivet mig til hans bredtfavnende pen og skarpe syn på den moderne verden, hvormed han har bragt den latinamerikanske litteratur ud over den magiske realismes efterhånden snærende favntag. Han har forladt det lokale og anlagt en global vinkel. »Jeg skriver om det, jeg har forstand på,« sagde han. Denne udbredte brug af levet liv, af selvbiografisk materiale er med til at gøre hans personskildring både levende og troværdig. Og forstand, det har han, på temmelig meget endda, og han skriver om alt det, der hører livet og kunsten til, og insisterer på litteraturens store betydning i vores liv.

Fjern Stjerne. Kilde Gyldendal.

De ting, han rent teknisk gør, er i sig selv ikke så nyskabende, det meste er set før. Men han gør det med sådan en intensitet og originalitet, at hans bøger bliver et festfyrværkeri på både form- og indholdssiden, en provokerende, kaleidoskopisk skildring af den moderne virkelighed, iagttaget af et yderst klartskuende vidne. Det er spændvidden, modet, ærligheden, hudløsheden i hans emnevalg og stil, i hans afdækning af de dybe strømninger og temaer i hans samtid, i vores samtid, der gør ham så interessant.

Roberto Bolaño døde som 50-årig i 2003 – han havde levet livet hårdt og skulle have en ny lever, men gik i koma, før han fik den – og skønt han fik den fine latinamerikanske Rómulo Gallegos-pris for De vilde detektiver i 1999, har hans berømmelse især taget fart efter hans død med udgivelsen af 2666, som måske kan kaldes en totalroman. Og familie og litterater higer og søger nu som arkæologer i alle hans efterladte manuskripter, som forlaget udgiver posthumt under ledelse af hans enke og diverse litterære rådgivere.

 

Siden De vilde detektiver og 2666 er også Nocturne fra Chile (2014) og Fjern stjerne (2014) udkommet på dansk. Alle i Iben Hasselbalchs oversættelse.




Relaterede
Essay

Tankernes ufrivillige karakter

Javier Marías’ sproglige omhyggelighed lader læseren dvæle ved tvivlen og tankens falske formynderstemme.
Essay

Biprodukter

For Javier Marías er den litterære refleksion forskellig fra den filosofiske. Hans mål er ikke erkendelse, men genkendelse.