Essay

Brøl, Brexit og basisforskning

Et hånligt jubelbrøl fra en pub i Cardiff opsummerer den folkelige splittelse og vækker en følelse af fælleseuropæisk kammeratskab.

Serie: Eftertanker #2

Det rykker i os da begejstringsbrølet gjalder gennem pubben og sætter al samtale i stå. Brølet markerer afslutningen på fodboldkampen mellem England og Island. Med et velrettet spark har vulkanøen netop sendt England ud af Europamesterskaberne, tre dage efter et lige så velrettet spark den anden vej fra det skrumpede imperium har ramt det europæiske kontinent. Der er ingen mulighed for misforståelser: Brølet er et »det-har-I-rigtig-godt-af« til England fra Wales der stadig har nogle kampe til gode i turneringen og high hopes, men især fra Cardiffs indbyggere der stemte »remain« og endnu ikke har affundet sig med Brexit. Det er den 26. juni, tre dage efter folkeafstemningen, og jeg befinder mig i byen til det paneuropæiske videnskabelige selskab Academia Europaeas årlige konference. Som vicepræsident og bestyrelsesmedlem sidder jeg til bords ved en munter middag med de lokale arrangører og årets modtager af akademiets Erasmusmedalje, astronomen Martin Rees. Det er bare almindelige råhygge med en mindre gruppe europæiske kolleger over pints and pies.

Selv om Wales som helhed har sagt »leave«, skilte Cardiffs vælgere sig ud som EU-tilhængere. Deres bekymring for at vende ryggen til kontinentet er allerede omsat til fakta. Wales modtager, ligesom Cornwall og Nordirland, klækkelige summer fra EU’s regionale fonde til udbygning af infrastruktur, uddannelser og erhvervsmuligheder. Og med rette. Vi er i et af de fattigste områder af England, stadig hårdt ramt af minelukninger og afviklingen af dele af engelsk industri tilbage fra 1980rne og 1990rne. Og ikke mindst Cardiff University har nydt godt af den regionale støtte og er i fuld gang med nybyggeri og udvidelser. Men straks efter afstemningsresultatet slap ud, har universitetet standset næste etape af byggeriet, simpelthen fordi man ikke mere aner hvem der skal betale. Hvor længe kan EU-midlerne overhovedet fortsætte? Vil den lokale regering samle regningen op? Vil Westminster? Eller hænger universitetet selv på den?

Fodboldbrølet er naturligvis kun en kortvarig skadefryd sammenlignet med alle de interne konflikter mellem regioner, generationer og klasser – klasser er en umaskeret britisk realitet – især mellem London og resten af landet som Brexit har tydeliggjort. De vil formentlig stikke dybere og række længere end genvordighederne med kontinentet. Her er det trods alt økonomer og politikere på begge sider med overlappende fællesinteresser der skal nikke hinanden skaller, og der nikkes ikke nær så hårdt som når skotter og englændere mødes.

Men selv om Academia Europaeas årsmøde er blevet placeret i Cardiff længe før vi vidste at vi ville blive mødt af brøl og Brexit, har dette sammentræf vist mig hvor vigtigt det er at paneuropæiske organisationer arbejder på tværs af de brudflader og isolationistiske tendenser som truer det europæiske samarbejde i disse år, til skade for forskning og uddannelse og kulturel selvbesindelse i en globaliseret verden. Forskning og videregående uddannelse er jo per definition internationale aktiviteter, og Academia Europaea er netop en overnational organisation. Så selv om det er op ad bakke for tiden, er det værd at bruge kræfter på at modarbejde europæisk fragmentering.

Organisationen er oprettet i 1988 på initiativ fra medlemmer af Royal Society, London. Det er året før murens fald, men hele østblokken er allerede under forandring og nye perspektiver for europæisk samarbejde øges, også inden for forskning og uddannelse. Planer om Erasmusprogrammet, om fælles europæiske forskningsmidler og om øget universitetssamarbejde dukker op i horisonten. Samtidig er det klart at de mange nationalt forankrede videnskabelige akademier og selskaber ikke kan være talerør for forskere i Europa. Nogle er rige, andre fattige, nogle har lange traditioner fra det 17. og 18. århundrede, andre er på vej ud af den politisk styrede sovjetiske akademimodel. Og de arbejder mest hver for sig. Regeringer og universiteter har talerør nok og har for længst overhalet de fleste akademier når det gælder indflydelse. Men de enkelte forskere på tværs af kontinentet mangler en stemme.

Fra det udgangspunkt begyndte så et møjsommeligt arbejde med at bygge organisationen op, uden ret mange penge men med visioner og knofedt. Regeringer, fonde og Carlsberg betaler jo allerede for akademier, så hvorfor i alverden skulle de smide flere akademipenge i grams? Som i andre akademier er forskere valgt af deres kolleger alene på baggrund af deres forskningsmeritter, med den tilføjelse at de er valgt af internationale kolleger, ikke af deres landsmænd og -damer som i de nationale akademier. Selv blev jeg valgt i 2002. Ambitionen har været at forene kolleger fra alle discipliner og fra alle europæiske lande, naturligvis også uden for EU. Først efter mange år har vi fået et omfang og en sammensætning af fag og lande så vi kan gøre os håb om at blive hørt og påvirke de fælleseuropæiske vilkår for forskere og for de forskningsmidler der står til rådighed på europæisk plan, primært i de store EU-fonde og -programmer. Men der er stadig lang vej at gå før vi får aktiveret forskere i alle egne og i alle fag.

Det der optager mig mest, er de humanistiske fag. Hvordan kan de være med til at formulere Europas kulturelle problemer i dag, gøre dem nærværende i et europæisk perspektiv og især bredere end man kan se fra de mange lokale kolonihaver rundt omkring på kontinentet hvor man helst vil se på sig selv. Når man, som jeg, i årevis har arbejdet med litteratur i et sammenlignende perspektiv og i international og tværkulturel sammenhæng, kan det næppe undre nogen at det er hér jeg finder en uudtømmelig skatkiste af inspiration, også til rugbrødsarbejdet med at argumentere for den nødvendige plads til humanistisk basisforskning i de store europæiske puljer. Hvor finder man ellers en så sammensat og omfattende livserfaring samlet på tværs af sprog og kulturer som i litteraturens bøger? Vi er nogle stykker der i øjeblikket slider for at den store pengekasse der kaldes Horizon2020 sender penge i vores retning. Men det er som at cykle op ad Mont Ventoux i modvind og med solen i øjnene. Man kan godt vakle på jernhesten engang imellem.

Men med ét sker der sådan noget som brølet i Cardiff der, uventet og pludseligt, får flere linjer til at løbe sammen – den folkelige meningsbrydning, politikken, følelserne, den akademiske forpligtelse og tværeuropæisk kammeratskab. Jo, det har mening at klø på, selv med små skridt. Efter årsmødet udsender Academia Europaea en støtteerklæring til mange stærkt bekymrede engelske kolleger. De engelske universiteter henter rigtig mange penge som værter for europæiske forskningsmidler og sammen med skyhøje studieafgifter, udgør de mange universiteters økonomiske aorta. Hvor skal midlerne nu komme fra? Hvad vil det betyde for engelske studerende og deres internationalisering? Vores støtte er imidlertid ikke kun til de engelske venner, men er udtryk for en paneuropæisk forpligtelse. Netop forskning og uddannelse viser i praksis at uden tværnationalt samarbejde udretter de enkelte lande ikke meget. Slet ikke i disse år. De største politiske bekymringer vi deler i dag, er fælleseuropæiske og kræver fælles forskning for at blive formuleret så præcist som muligt. Alt det forudsætter at langtrækkende fælles traditioner for samarbejde ikke saboteres af kortsigtede nationalistiske dagsordener.

Hjemme i Danmark igen bliver brølet fra Cardiff efterhånden et fjernt ekko og den kombinerede visionsløse retningsløshed i både Storbritannien og på kontinentet breder sin grå hinde over det hele. Men nødvendigheden af de små skridt, den daglige optimisme og den illusionsløse ærlighed bliver nærværende i litteraturen én gang til, ligesom når jeg slås med at overbevise de store spillere om humanioras betydning og dens evne til at finde stadig nye former, forskningsfelter og udtryksmåder og litteraturens erfaringsreservoir at trække på. I august tager jeg til den internationale litteraturfestival på Louisiana. Et højdepunkt er Claudio Magris’ stilfærdige men stort anlagte europæiske perspektiv. Der brøles ikke, men hans og andres bøger producerer tanker om de uomgængelige og besværlige betingelser for det fællesskab vi ikke kan undvære. Igen, uventet og pludseligt, krydses de mange linjer igen. Bøger som Magris’ kan transformeres til daglig inspiration der gør at man hopper på cyklen og angriber Mont Ventoux – en gang til.




Relaterede
Essay

En kinamands chance?

Det er ikke let at pode en autoritetstro ungdom med kritiske idéer.
Essay

Trængsel omkring tomheden

Cornelius Jakhellns sære roman 'Germania' er et rørende portræt af en ung skandinav, der driver omkring i Berlin i halvhjertet jagt på nazismens spøgelser og helhjertet sorg over sin mors død.