Essay

Da Karen Blixen mødte Niels Bohr

I et brev fra den 13. januar 1955 henvendte Karen Blixen sig til Niels Bohr. Det skulle blive mødet mellem to af kulturhistoriens monstres sacrés.

Karen Blixen på safari. Copyright: Karen Blixen Museet.

I efteråret udkom den ucensurerede samling af »Karen Blixen i Afrika« – en brevsamling fra 1914-31. Da man samtidig fejrede 100-året for Niels Bohrs atomteori i Videnskabernes Selskab i København, blev jeg bedt om at reflektere over sandheder og sandsynlighedsmodeller – fantasiens og indbildningskraftens veje og vildveje.

Et indlysende eksempel på en Blixen-sandhed ville være historien om »Kongens brev«, hvor hun fortæller om dengang, hun skød en løve i Afrika og vover den påstand, at den, der kan høre en yndig melodi, uden at ville lære den udenad, se en smuk kvinde uden at begære hende og få øje på et vildt dyr uden at ville skyde det, har ikke noget menneske-hjerte.

I så tilfælde havde Blixen ét. Hjerte. Hun skød løven, sendte skindet til den danske konge, som skrev tilbage og takkede.

En dag på farmen kommer hun ud til en rydning, hvor de er ved at fælde træer for at give plads til en kaffeplantage. Et træ er væltet om og har ramt den lille dreng Kitau og knust hans ben. Normalt plejer hun at have morfin i huset til brug ved ulykkestilfælde, men her har hun ikke andet end et par sukkerknalder.

Kitau græder uafbrudt af smerte og beder om mere sukker, men Blixen fortæller, at hun pludselig opdager brevet i lommen fra kongen: »Jeg har noget mzuri sana – ganske udmærket godt – jeg har Barua a Soldani – et Brev fra Kongen hjemme i mit eget Land. Og det ved alle Mennesker, at et Brev fra en Konge mokone yake – i hans egen Hånd – »det tager alle Smerter bort, hvor slemme de så er.«[1]

Og faktisk hjalp brevet på såret hele vejen til hospitalet. Siden da, fortæller Blixen os, blev brevet brugt i alle nødsituationer, sådan at det til sidst stank af pus og blod.

Efter Karen Blixens død, da boet blev gjort op, fandt man kongens brev i hendes skrivechatol, rent og hvidt, fordi det tydeligvis aldrig havde været ude af konvolutten.

Var historien så løgn, ren fantasi eller en fiktiv sandhed – sådan som Niels Bohrs atomteori var fiktiv, indtil vi fik atombombens sandhed at føle?

*

Karen Blixen og Niels Bohr, to af kulturhistoriens monstres sacrés, blev født i samme år, 1885, og mødtes ved et kongeligt selskab på Amalienborg i København. Ved deres 100 års dag blev en kort korrespondance mellem dem publiceret[2]. Blixen havde henvendt sig til Bohr i en hjertesag: kampen mod vivisektion. Hun bad Niels Bohr om at slutte sig til hendes protest med en underskrift. Specielt hunde – hendes kæreste livsledsagere – bad hun så mindeligt om at blive fritaget for at medvirke i videnskabelige forsøg i et brev fra den 13. januar, 1955.

Bohr huskede udmærket diskussionerne om vivisektion, fordi han som dreng havde tilbragt tid i sin fars laboratorium. Han anlagde nu et friskt, voksent syn på sagen – og afslog høfligt at skrive under. Selvfølgelig var han ingen modstander af en human behandling af hunde – heller ikke i videnskabelig henseende. Niels Bohrs pointe var imidlertid, at hunde næppe bidrager til udviklingen af de spirituelle værdier, menneskeheden efterstræber. Til gengæld kunne han berolige Baronessen med, at ingen borger nogen sinde ville se sin egen hund blive tvangsfjernet med henblik på en skæbne som levende forsøgsdyr.

Selvom Niels Bohr ikke kunne gå med på protesten mod vivisektion, var han fuldkommen på bølgelængde med Blixens bekymring for det »jerntæppe«, der var ved at dele videnskaben på den ene side og civilsamfundet på den anden. Karen Blixen advarede mod hele det dubiøse hemmelighedskræmmeri, der præger videnskabssfæren og som giver anledning til mareridt i den almindelige befolkning. Hun tænkte, uden tvivl, på atombomben:

Jeg tror at der maa bringes en Forstaaelse til Veje, og at »Folket« maa tage imod »Videnskaben« som Aand og Lys der kan indgaa i, og udvide deres eget Verdensbillede og Livssyn.

Niels Bohr var helt enig og sendte Baronessen sin forelæsning »Unity of Knowledge«, holdt på Columbia – om hvordan han som fysiker »søger at nærme sig andre menneskelige spørgsmål.«

Men kan man overhovedet forsøge en tilnærmelse mellem vivisektion og fantasi, historiefortællingens gebet?

Karen Blixen opfatter ikke vivisektion som et moralsk anliggende, hverken når det gælder selve behandlingen af dyret, eller hvad tingsliggørelsen af det levende dyr indebærer for mennesket. Men hun understreger, at hun føler sig langt mere beslægtet med dyr end med mennesker – og i mere kongeligt selskab blandt giraffer og løver i Afrika end hun gjorde på slottet i København:

Rovdyr og Rovfugle er dog Jordens herligste Frembringelser og virkelig at have sit Liv præget af dem, høre dem, faa sine Dyr ædt af dem, se dem i Frihed – for et Kulturmenneske højst mærkelige Oplevelser – men de bringer jo Luften fra »stort Vildt« og Stenens Aand ind i alt.[3]

 *

Stenens ånd… Blixen er ikke sentimental. Hun protesterer imod, at man gør dyr til forsøgsdyr, men har åbenbart intet i mod at se sine egne kæledyr blive flået levende og ædt af de vilde. Hun glæder sig endda over det.

I Blixens øjne fandtes nemlig ingen større lykke på jorden end den at være forbundet med skabelsesmysteriet som en indvielse i kreativitet overhovedet. Hun tog jo selveste Vorherres parti overfor den klagende Job, når hun sagde, at også hun kunne have skabt krokodillen og flodhesten, idet hun tilføjede, at vanskeligheden ville bestå i at skabe de to køn, mand og kvinde. Dét havde hun aldrig kunnet finde på.

Et af Karen Blixens yndlingscitater var det berømte Nietzsche- diktum: »At ride, at skyde og tale sandhed.« Selv var hun, ifølge broderens vidnesbyrd, en middelmådig rytter, en halvdårlig skytte og hun talte aldrig sandt. Altså, hun talte ikke sandt i den faktuelle, statistiske betydning, som det fremgår af Kongens brev.

Hun var sandhedssiger på et dybere plan, i en højere mening – ved at »skabe« sandhed gennem fantasien. Som en shaman-agtig seer skelnede hun mellem dem, der ved synet af en fugleflok var nødt til at tælle 1-2-3 for at komme til tallet 70, og de, der straks kunne se tallet for sig med hele deres væsens gehalt, tyngden af deres livserfaring. Hun skelnede altså mellem forskellige bevidsthedsniveauer og så mennesker som »tegn«. Når hun, som i »Den afrikanske farm«, tegnede alle stregerne og forbandt punkterne, der angav hendes sorger og tab, da så hun et billedtegn, der gav mening, hun så en »stork«.

Karen Blixen udviklede tydeligvis sin kreativitet gennem tabets smerte.

1. Hun mistede sin far, der hængte sig for at undgå konsekvenserne af en syfilis, da hun var omkring ti år.
2. Hun mistede sit gode helbred, da hendes mand Bror Blixen smittede hende med syfilis i Afrika.
3. Hun mistede sin mand, da han påtvang hende en uønsket skilsmisse.
4. Hun mistede sin elskede Denys Finch Hatton, da han forulykkede med sit fly i Kenya.
5. Hun mistede sin familie da, at hun følte sig nødsaget til at lave en »djævlepagt« med Lucifer, den faldne engel, for at blive den kunstner, hun inderst inde følte, at hun var. »Werden was man ist.«
6. Endelig mistede hun farmen i Afrika med dyrene, landskabet og sidst, men ikke mindst, afrikanerne, som hun følte en dyb tilknytning til og hengivenhed overfor.

Karen Blixen var forbundet med Nietzsches »amor fati«, kærlighed til skæbnen. Ikke som en fatalistisk underkastelse, men forstået sådan, at man skaber sit eget liv ved at være opmærksom på de skjulte lovmæssigheder, der gælder for fantasiens lovbundethed i naturen. Har vi mon nu om dage glemt, hvordan indbildningskraften som sandhedskilde (imagination) adskiller sig fra fantasien som opspind og påfund (fantasy)?[4]

Der er forskel på at have ferie – fri leg – i modsætning til hverdagens arbejdskrav. Men den samme distinktion gør sig faktisk gældende i forholdet mellem fantasi og indbildningskraft. I fantasiens verden springer man over alle forhindringer, mens man i kunstens verden må kæmpe sig frem fod for fod. De fleste forstiller sig kunstnerens verden som fri leg. Men kunstneren ved, at så snart man henter ideer ind fra fantasiens legeplads, først da går det egentlige arbejde i gang, hvor man er bundet på hænder og fødder af en dybere ukendt virkeligheds love. Digteren er ikke herre over indbildningskraften. Tværtimod. Kunstneren er tjener, da arbejdets mål og mening helst skal forblive skjult, for at modtageren ikke skal blive »verstimmt.«

Og det mærkelige er, at skaberkraften og kærligheden på en måde hænger sammen. Ikke kærlighed i sentimental forstand, men som en væren.

Den kærlighed, Blixen følte i forhold til afrikanerne er siden blevet debatteret i lyset af en senere tids kolonihistorie. Ikke desto mindre peger alle kilder på – den seneste udgivelse af Afrika-brevene fra 2013 ikke mindst – at hendes kærlighed til afrikanerne var dyb, ægte og gensidig.

Men hvad så afrikanerne egentlig i hende? De arbejdede med hende, for hende, denne hvide middelklasse-dame og kolonialist. Men de så hende ikke sådan. De så hendes ensomhed. De så hende som et menneske uden tilhørsforhold, uden stamme. Godt nok havde hun en nationalitet, familie og venner. Men inderst inde må de have følt, at hun ikke kunne høre til andre, end til dem. For de så hendes frygtløshed og genkendte den som deres egen. Og derfor gjorde de hende til en myte, som hun skriver i »Den afrikanske farm«, de forvandlede hende til symbol, en »kobberslange«, som hun kalder den bibelske figur, der har magt til at beskytte mod det onde.

Hun havde jo ingen ringere end Lucifer, den faldne engel, som allieret. Gennem korrespondancen med familien i Danmark, går det op for hende, at uanset hvor højt hun elsker dem derhjemme, så har de knægtet hendes kunstneriske kraft. De danske slægtninge har ikke undertrykt hende med vilje, men de har kvalt hende ved altid at insistere på harmoni, tilfredshed og dansk hygge som højeste mål og mening.

Blixen hæfter sig ved denne familie-tilbøjelighed – en dansk velfærds-dille måske? – til at tage skyklapper på i forhold til resten af verden for at skabe et eget lille paradis på jord.

Karen Blixen føler, da hun nærmer sig en fyrre-års krise, at hvis hun nogensinde skal blive til noget og udfolde den kunstner, hun måske har i sig, så er hun nødt til at bryde med hele den klaustrofobiske atmosfære af godhed, venlighed – og ængstelighed, der kommer hjemmefra. Hun er nødt til at blive sandheds-siger, og hun har i den henseende brug for djævlens kompagniskab, englen Lucifer, udstødt af himlen, det gode selskab, for at kaste lys på underverdenen, sandheden lys.

Det, som Blixen hentyder til her i sit 1. april-brev fra 1926 er den gamle Faust-pagt, der tillader dig at skabe og forske, som digter eller videnskabsmand, så længe du husker at give afkald på kærligheden. Søg sandheden, du vil, men glem kærlighedsforholdet til et andet menneske. Ifølge djævlepagten med Mefistofeles må du, med Goethes ord, aldrig sige: »Verweile doch du bisst so schön«. Du vil aldrig kende den lykkefølelse, der får dig til at drømme om, at den må vare evigt. Du vil altid videre i din søgen, i din fantasi og indbildningskraft. Dette er just Faust-pagten i Goethes skikkelse, videreudviklet af Thomas Mann i »Doktor Faustus«.

Men udelukker skabende arbejde virkelig kærlighed til andre mennesker? Det er ganske rigtigt et spørgsmål om tid. Vi ønsker bare ikke at standse tiden, vi ville kun ønske, at der var mere af den.

 *

Men sådan blev den sorrigfulde dame en storyteller og humorist: Ved at forvandle den fortvivlende Faust-pagt til en god historie – underholdning. Hun betroede sine venner, at hun havde gjort en djævlepagt, dengang hun blev smittet med syfilis af sin mand i Afrika, hvor hun havde givet afkald på et kærlighedsliv og bedt om, at djævlen til gengæld ville forvandle hendes eros til historier.

Kedsomheden, hun fandt i sin mors hus, tristessen under den tyske besættelse og den kolde krig, gjorde det nødvendigt at få lidt sjov ud af det danske smørhul. I sit arbejde sad hun med bevidstheden dybt søgende i livserfaringens indbildningskraft. I sit sociale liv brugte hun både fantasi og magi i fortryllelsen af bekendtskabskredsen (Heretica), der blev reduceret til Blixens private forlystelsesteater med de forskellige venner som marinonetter. Hun trak i alle trådene, forsøgte at splitte ægteskaber for at parre folk i nye kreative konstellationer – undertiden med tragiske konsekvenser. To af hustruerne i denne kreds døde unge.

Men Karen Blixen blev gammel – døde i 1962, samme år som Niels Bohr. Allerede i levende live gjorde hun forsøg med sig selv og forberedte sit eftermæle ved at bede venner og fjender tale og skrive om hende: Hun ville selv være en historie.

I Blixens »Karneval« fra de Efterladte fortællinger, siger Pipistrello, direktøren for det berømte dukketeater til Lord Byron, at hans bøger i fremtiden vil samle støv på hylderne og ikke blive særlig læst. Men én bog vil blive læst igen og igen.

»Hvad er det for en bog?« spurgte Lord Byron.
»Lord Byrons levned«, sagde Pipistrelllo.

Samme lod er blevet Karen Blixen til del. Hendes liv fortælles igen og igen, i stadigt nyt lys og perspektiv. Men vist aldrig før i lyset og perspektivet af Niels Bohrs atomteori.

 

Teksten er også bragt i tyske Lettre International.

[1] »Skygger på græsset« 1960
[2] Blixeniana 1985 Tre breve om dyreforsøg.
[3] Karen Blixen i Afrika. Bind 1. s. 44
[4] Jakob Knudsen: »At være sig selv«, 1965

 




Relaterede
Essay

Europa har min hjernes form

At tale om Europa er lige som at tale om Amerika eller Asien: hvilken sætning kan dække helheden i dem?
Essay

Ud over grænserne – Jacques Mourad og kærligheden i Syrien

Da den iransk-tyske forfatter Navid Kermani sidste år modtog De tyske boghandlers fredspris, talte han om krigen i Syrien og »Islamisk Stats« hærgen.