Artikel

Den centraleuropæiske fortælling

Om de historiske og kulturelle forudsætninger for udvidelsen af EU.

Budapest. Kilde: Library of Congress

(Udgivet i Salon 55 #4, sommer 2014.)

Strengt taget er det upræcist at kalde EU for Europa. Men i lyset af de processer der er i gang, kan vi dog godt tillade os at gøre det, bare vi husker på at der udenfor også er stater i nord (Norge, Færøerne og Island) og i centrum af kontinentet (Schweiz). For slet ikke at tale om de småområder med uafklaret status der især lever af at være skattely som Andorra, Liechtenstein, Monaco, Gibraltar og de britiske Kanaløer. Samt problembørnene Nordcypern og Kaliningrad. Udvidelsen i 2004 var rekordstor målt i antal af stater og er siden fulgt op af yderligere tre lande, Rumænien og Bulgarien i 2008 og senest Kroatien ved årsskiftet 2013-2014. Målt i antal indbyggere omfattede udvidelsen i 1973 dog næsten lige så mange personer som den i 2004 og udgjorde procentuelt en meget større udvidelse da de oprindelige seks var en langt mindre enhed. 2004 er altså langt fra den første udvidelse, ligesom den heller ikke vil være den sidste. Principielt forhandler Tyrkiet om medlemskab selv om meget få tror det nogensinde vil ske. Og Ukraines status er helt uafklaret. Derimod vil Serbien, Montenegro, Makedonien, Bosnien og Kosovo samt Albanien før eller senere blive medlemmer. Ikke af hensyn til dem, men af hensyn til os andre. Alle Balkan-landene ligger inden for EU’s grænser og udgør en risiko for smugleri, eksport af kriminalitet, hvid slavehandel og skatteunddragelse. Derfor taler alle praktiske hensyn til os selv for at få dem ind under de fælles regler så hurtigt det overhovedet er muligt, eller endda før.

Men hvilket Europa er det som alle disse lande ifølge den norske Østeuropakender Jahn Otto Johansen er »vendt hjem« til? Det parlamentarisk-demokratiske og markedskapitalistiske Europa som defineret i Københavnskriterierne fra 1993 med demokrati, markedsøkonomi, respekt for menneskerettigheder og retsstat? Eller det katolsk-protestantiske Europa som foresvæver mange modstandere af Tyrkiets medlemskab? Eller det Europa der kom ud af oplysningstidens opgør med enevælden og kirkens dominans og den franske republiks adskillelse af stat og religion? Dette spørgsmål er mindre enkelt at besvare end man skulle tro ud fra de selvsikre påstande om Europas karakter og de europæiske værdier som ofte fremføres af modstandere såvel som tilhængere af det europæiske samarbejde.

Den græske undtagelse

I virkeligheden blev beslutningen om at tage Balkan-Europa med i samarbejdet allerede taget da Grækenland blev medlem i 1981. I 1975 fastslog kommissionen i sin rapport at landet ikke var modent til optagelse. Den indstilling overhørte regeringslederne af politiske grunde og optog landet i en velment bestræbelse på at stabilisere demokratiet i et land der i 1974 havde rystet sig fri af et militært diktatur. I det omfang nogen funderede over landets identitet, skete det med henvisninger til Athen som demokratiets vugge, et billede der byggede på oldtidskundskabsundervisningens forestilling om en befolkning i hvide lagner og sandaler som diskuterede politik og filosofi på agora. At de klassiske grækere, i det omfang de nogen sinde har opført sig som eksemplariske basisdemokrater, ernærede sig ved slavers arbejde og malede deres »klassiske« bygningsværker i grelle farver, blev behændigt ignoreret. Ingen tænkte over at Grækenland nok havde været hjemsted for mere eller mindre demokratiske bystater med direkte valgret for frie mænd i 400- og 300-tallet før vores tidsregning. Men sidenhen havde det været kristent i det byzantinske kejserriges godt 1100 år lange historie og derefter i 400 år en central del af det universelle, osmanniske imperium med hovedstad i Istanbul, der er et andet græsk navn for Konstantinopel, som kommer af det græske udtryk is tin polin der betyder »til den store by«. Først i 1832 blev en mindre del af Grækenland omkring Athen selvstændigt under en konge fra Bayern der senere afløstes af en dansk prins. Landets politiske elite blev hovedsageligt rekrutteret fra den græske diaspora, herunder det russiske Odessa. Det var ikke blot økonomisk at Grækenland ikke var klar til EU, som det så katastrofalt blev klart under krisen efter 2008.

At Grækenland blev både dyrt og besværligt for EU, burde ikke være kommet som en overraskelse. Landet var nemlig en balkanstat med en byzantinsk-ortodoks politisk kultur der oven i købet havde antaget en række mediterrane og mellemøstlige træk som følge af de mange græsktalende flygtninge fra Lilleasien, Alexandria, Istanbul som ankom til landet efter 1922. Ganske vist taler befolkningens overvejende flertal i dag græsk, ikke slavisk eller tyrkisk. Og det græske sprog er ikke ændret afgørende de sidste 2500 år. Nygræsk, såvel det fine sprog, katharevousa, som folkesproget, demotiki, er et af de sprog som har ændret sig mindst igennem historien, selv om ingen af udgaverne er identisk med oldgræsk. Men bortset fra sprogets konstans ligner grækerne deres naboer mod nord og øst i kraft af de mange hundrede års kulturelle og politiske fællesskab. Man skal være græsk nationalist for at kunne smage forskel på »græsk« og »tyrkisk« kaffe. Eller tyrkisk nationalist for den sags skyld. Grækenland er en osmannisk efterfølgerstat i stil med Serbien, Albanien, Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet. Bare mindre end det sidste og derfor nemmere for EU at fordøje.

Kampen om Europas kerne

Hvad kommer udvidelsen mod Øst- og Centraleuropa til at betyde for EU? En måde at formulere dette spørgsmål på er at spørge om der primært er tale om en udvidelse af EU sådan som vi i vest ser det, eller om der er tale om en genforening af et Øst- og Vesteuropa der var blevet delt med Jalta-aftalerne og den kolde krig. Hverken Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn eller Slovenien anerkender selv at høre til »Østeuropa«. Og de tre Baltiske Lande plejer vi heller ikke at henregne til »Østeuropa« selv om de siden afslutningen af den store nordiske krig i 1720 var dele af det russiske imperium og siden, fra 1940/44 til 1991, hørte under Sovjetunionen. I Litauen ligger ligefrem et monument for Europas midte 150 km nordvest for hovedstaden Vilnius. I EU’s officielle sprogbrug kaldes disse otte nye lande, sammen med Bulgarien og Rumænien, da heller ikke »Østeuropa«, men »Øst- og Centraleuropa«. Følger vi selvforståelsen hos de nye medlemmer af EU, er der tale om centraleuropæiske lande som efter en kortere eller længere misforståelse endelig er blevet genforenet med det Europa som de hele tiden har tilhørt. Altså en genforening af Europa som det var i middelalderen, i 1700- og 1800-tallet og i mellemkrigstiden da Praha, Kraków, Budapest, Bratislava og Warszawa tilhørte den centraleuropæiske kultur fuldt så godt som Wien, Trieste, Berlin, München, Bruxelles, Paris, Milano og København. Den vestlige del af Ukraine omkring Lviv har i århundreder været en del af den polsk-litauiske stat og er stadig stærkt præget af arven fra det habsburgske Centraleuropa som det tilhørte frem til Østrig-Ungarns opløsning i 1918.

Budapest. Kilde: Library of Congress

Budapest. Kilde: Library of Congress

Trods den udbredte centraleuropæiske selvforståelse blandt de nye medlemmer af EU er der naturligvis især tale om en udvidelse af det Europæiske Fællesskab. Fra begyndelsen i 1950 omfattede dette primært kul- og stålområderne mellem floderne Loire, Rhône og Rhinen samt Italien. Et område som stort set svarede til Karl den Stores rige fra omkring 800, et faktum især britiske historikere ikke kan blive trætte af at anføre. I flere bølger er dette fællesskab sidenhen blevet udvidet. Først med Storbritannien, Irland og Danmark 1. januar 1973. Allerede denne udvidelse med de euroskeptiske og overvejende protestantiske briter og danskere ændrede samarbejdets karakter afgørende. Men som anført var udvidelsen med Grækenland i 1981 et endnu større skridt. Også større end udvidelsen i 1986 med de to sydeuropæiske stater Spanien og Portugal og i 1995 med Finland, Sverige og Østrig. Alligevel skal man have sine øjne meget fast forankret i nordisk provinsialisme for at overse at den såkaldte »blå« eller »gyldne banan«, dvs. regionen fra Barcelona, over Norditalien, Nordfrankrig omkring Paris, Vesttyskland og Benelux til Sydøstengland omkring London, stadig er det afgørende befolkningsmæssige, økonomiske og kulturelle centrum i EU.

At nordeuropæerne med Finland i spidsen har forsøgt at lancere en supplerende vision om et samarbejde omkring Østersøen, ændrer ikke ved at Vesteuropa stadig udgør tyngden i EU mens nord, øst og syd er periferier. Det skyldes ikke alene at alternativet til bananen fra Barcelona til London har fået det noget mindre appellerende navn den »lyserøde kartoffel«. Udskiftningen af den metaforiske kartoffel med et lækkert jordbær i markedsføringen har ikke skaffet megen opmærksomhed om Østersøsamarbejdet. »EU’s nordlige dimension«, som projektet kaldes, handler først og fremmest om at inddrage St. Petersborg i EU’s samarbejde. At det vil ske før eller senere nu hvor Østersøen eller det Baltiske Hav, som vi snarere burde kalde det hav der logisk nok på estisk kaldes Vesterhavet, er blevet et EU-indhav – næsten som det var i middelalderens Hansa-periode med samvirkende bystater fra Novgorod i øst over Visby, Lübeck, Bergen og Hamburg til Brügge i vest – ændrer dog næppe ved Vesteuropas dominans i EU. I øvrigt bør det erindres at Hansa-samarbejdet ikke var helt så uskyldigt og økonomisk netværksorienteret som især tyske politikere troede i første halvdel af 1990erne da de fremførte denne historiske parallel. Ordet hansa kommer af et oldtysk ord for kriger, og blandt meget andet førte forbundet en vellykket krig mod den danske konge Valdemar Atterdag fra 1367 til hans død i 1375.

Den første traktat om det europæiske samarbejde blev underskrevet i Rom i 1957. Men det symbolske omdrejningspunkt og sædet for institutionerne var Bruxelles med aflæggere i Luxembourg og Strasbourg. Set i historiens bagkloge lys er det klart at drivkraften i samarbejdet var delingen af Europa og et amerikansk ønske om et samlet Vesteuropa som kunne stå imod det sovjetisk dominerede Østeuropa. Det gamle Centraleuropa var forsvundet med det habsburgske dobbeltmonarkis undergang i 1918, men fortsatte i form af de selvstændige nationalstater af hvilke flertallet dog reelt var nationale flertalsstater med store mindretal der oprettedes ved fredsslutningerne i Versailles og St. Germain i 1919. Først Hitlers og siden Stalins diktaturer fik denne “verden af i går”, som forfatteren Stefan Zweig i en berømt bog fra 1942 døbte det multinationale Europa han voksede op i, til at forsvinde – for evigt troede mange generationer der voksede op i skyggen af den kolde krig og delingen af Europa.

De mange pragmatiske ordninger der i et funktionalistisk »spill over« fra politikområde til politikområde har præget det europæiske samarbejde, stod formelt set åbent for alle lande i Europa. Men henvisningen til »hele Europa« fandtes stort set kun i præamblerne til traktaterne. I realiteten var der tale om en fredsslutning mellem Frankrig og Vesttyskland samt de lande der lå imellem dem og derfor var kommet i klemme i deres århundredlange opgør. Formelt var genforeningen af Tyskland et mål for vesttysk politik, men i realiteten befandt flertallet under rhinlænderen Konrad Adenauer sig godt i deres vestorienterede stat. Orienteringen mod USA og Frankrig løste mange identitetsproblemer for det store og urolige land i »midten af Europa«. Det samme gjaldt for mange af naboerne hvor politikere fra François Mitterrand til Giuliano Andreotti og Poul Schlüter så sent som i 1988 udtrykte deres tilfredshed med eksistensen af flere tyske stater.

Optagelsen af Storbritannien, Irland og Danmark i 1973 understregede kun den vesteuropæiske karakter af EF. En karakter der ikke ændredes fundamentalt med optagelsen af de sydeuropæiske lande Spanien og Portugal i 1986. Grækenlands medlemskab i 1981 indebar ganske vist som før nævnt optagelse af et ortodokst-byzantinsk land med en tyrkisk-osmannisk fortid. Men det opdagede ingen i samtiden. Først optagelsen af Rumænien og Bulgarien og senere Serbien, Makedonien, Montenegro, Bosnien og Albanien samt måske Ukraine vil for alvor gøre denne østlige og kristent ortodokse side af den europæiske civilisation nærværende i EU. For indeværende må det være nok at slå fast at det oprindelige vesteuropæiske samarbejde i EU, der blev udvidet med DDR i 1990-91 og Østrig, Finland og Sverige i 1995, nu omfatter hele det historiske Centraleuropa minus Kaliningrad (og Schweiz selvfølgelig) med den følge, at det forenede Tyskland er blevet dominerende. Det var hvad François Mitterrand frygtede i 1990, og derfor gennemtvang han den økonomisk-monetære union for at binde Tyskland ubrydeligt til Frankrig og de øvrige kernelande i det gamle vesteuropæiske EU som sin pris for at acceptere den tyske genforening.

Hele denne udvidelse har medført at EU nu endegyldigt har valgt at blive et samarbejde baseret på nationalstater og opgivet forestillingen om at udvikle sig til en overstatslig føderation. Allerhøjst kan der siges at være tale om et forbund af stater som har afgivet suverænitet på visse udvalgte områder. Med andre ord et EU som en »føderation af nationalstater« sådan som europæiske politikere fra Joschka Fischer i 2000 til José Manuel Barroso i 2012 med en let selvmodsigelse har defineret samarbejdet. Hvad der derimod, trods mange forgæves bestræbelser, ikke entydigt er slået fast, er at Europa og de europæiske værdier udelukkende bygger på kristendommen. Det er heldigt. Identifikationen af Europa med kristendom er nemlig lemfældig, for ikke at sige forkert, selv hvis man opfatter »kristendom« helt bredt som en kulturel mentalitet.

Europas kirker

Den sekulære forestilling om Europa opstod i anden halvdel af 1400-tallet som en afværgereaktion mod de osmanniske tyrkeres ekspansion efter erobringen af Konstantinopel i 1453. Pave Pius II tog initiativ til denne humanistiske nyformulering ved at lancere det kristne “Europa” som slagord i kampen med osmannerne. I middelalderen havde der delvist været identitet mellem det geografiske Europa og »kristenheden«. Men kun delvist. For der var hele tiden et andet kristent Europa, nemlig det ortodokse eller østromersk-byzantinske, der efter Konstantinopels fald i 1453 var delt mellem det osmanniske og det russiske imperium. Trods eksistensen af et patriarkat i Konstantinopel og siden i Serbien var østkirken mindre centralt styret end den universelle katolske kirke.

Den katolske kirkes uindskrænkede leder, paven, lå til gengæld i middelalderen i permanent konkurrence med den anden universelle magthaver, kejseren over det Hellige Romerske Rige, på latin Sacrum Imperium. Der var to konkurrerende politiske principper i middelalderens Europa. Det ældste af dem var tanken om den guddommelige kongemagt, en tanke som i Tudor-tidens England blev raffineret til en teori om at kongen havde »to legemer«, et dødeligt og et udødeligt. Det sidste legeme gav den religiøse legitimitet til den fysiske konge. Den anden var tanken om »de to sværd«, Paven og Kejseren, som udvikledes i et gensidigt spil mellem pave og kejser efter at kejserdømmet blev genoplivet med den tyske konge Otto I’s kroning til kejser i Rom år 962. Det teoretiske grundlag var Augustins hovedværk De civitate Dei (Om Guds stat). Hvem der skulle være Guds repræsentant på jorden, var til stadighed omstridt. De to overnationale instanser, pave og kejser, konkurrerede konstant indtil reformationen i 1500-tallet fjernede grundlaget for begges krav på magten. Pave Innocens III søgte i begyndelsen af 1200-tallet med et vist held at eliminere det andet sværd, men kom derved utilsigtet til at åbne op for en proces der i Vesteuropa førte til opkomsten af enevældigt styrede territorialstater, forløberne for nutidens nationalstater. Desuden må vi ikke glemme at der efter islams opståen og eksplosive udbredelse i 700-tallet stadig var mange kristne i Mellemøsten og Nordafrika, organiseret i selvstændige kirker som den assyriske der i øjeblikket fortrænges fra Irak og Syrien. Alene af den grund er det fejlagtigt at identificere Europa med kristendommen. Flertallet af disse mellemøstlige og nordafrikanske kristne er monofysitter, dvs. at de ikke anerkender Guds dobbelte karakter af Gud og menneske. Heri ligner de jøder og muslimer.

Men ikke engang den vestlige kristendom har været en monolit siden middelalderen. Reformationen var langt fra så entydigt et fænomen som vi tit tror i Norden. Som danskere er vi bekendte med reformationen i dens lutherske form der i de nordiske lande blev indført ved revolution fra oven. Jean Calvin formulerede i Geneve en konkurrerende udgave af protestantismen, den calvinske eller reformerte lære, som ud over denne bystat kom til at dominere Nederlandene og Skotland. Samtidig skiftede katolicismen karakter gennem modreformationen og blev både folkelig og mindre kritisk overfor kapitalismen. Den katolske accept af kapitalismen har dog sine grænser hvad man kan forvisse sig om ved at læse encyklikaen Centesismus Annus om forholdet mellem kapitalisme og kommunisme som pave Johannes Paulus II udsendte i 1991 i hundredåret for Leo XIIIs encyklika, Rerum Novarum, om det sociale spørgsmål hvori han accepterede at arbejderne organiserede sig. En tendens der ser ud til at blive forstærket under den nyvalgte argentinske pave Frans.

Så selv den vesteuropæiske kristendom er ret beset et mangetydigt fænomen. Forskellene mellem katolikker og protestanter spillede en vigtig rolle under debatten om dansk medlemskab af EF i 1972. Dengang troede mange danskere at »Rom-unionen« var et katolsk komplot mod protestanterne i nord. Den påstand hører man ikke så ofte i dag selv om katolicismen er kommet til at stå stærkere i EU med optagelsen af stærkt katolske lande som Polen og Kroatien. Til gengæld er de ortodokse kirker stort set nationale og styrker således på en vis måde det lutheranske princip om nationale kirker selv om de er uenige om grundlæggende teologiske dogmer. I andre sammenhænge arbejder katolikker og ortodokse til gengæld i samme politiske retning. Det gjaldt f.eks. deres lobbyarbejde for at få indføjet kristendommen som den afgørende definition af europæiske værdier i forfatningstraktaten 2002-2004, en indsats der dementerer Samuel Huntingtons påstand om at det ortodokse Europa tilhører en anden civilisation end den vestlige.

Skt. Alexanderkirken i Warszawa mellem 1890 og 1905. Foto: Library of Congress.

Skt. Alexanderkirken i Warszawa mellem 1890 og 1905. Foto: Library of Congress.

Ud over de forskellige og ofte stridende udgaver af kristendommen må vi heller ikke glemme jødedommen. Netop nazismens forsøg på at udrydde jøderne og en lang række andre grupper i en racistisk nationalismes navn gav anledning til formuleringen af de universelle menneskerettigheder i 1948 og den europæiske menneskerettighedskonvention i 1950 der nu indgår i det værdimæssige grundlag for EU. Dertil kommer, som vi så dramatisk har lært i de seneste år, islam. Det er kontroversielt at regne islam med blandt de europæiske traditioner, men historisk er det svært at komme uden om. Islam har ydet et sådant bidrag til europæisk kulturhistorie at den som religion hører med. I Spanien, på Balkan og Sicilien, filosofisk såvel som idehistorisk. F.eks. havde Thomas Aquinas’ aristoteliske nytolkning af kristendommen ikke været mulig uden de arabiske lærde der bevarede arven fra Grækenland. Islam havde også betydning for renæssancen. Dertil kommer islams betydning som samlende fjendebillede for alle kristne, fra korstogene, over den osmanniske ekspansion til i dag.

Så der er mindst fem konstituerende religioner eller »kirker« i Europa i dag, hvor »kirke« forstås som et værdineutralt begreb der betegner den institutionaliserede religion med præster, menigheder, apparatur og liturgi. Begrebet er snævert bundet til kristendommen, men vi har brug for et ord der dækker samme fænomen i andre religioner som islam og jødedommen. Forstået på denne værdineutrale måde kan man faktisk tale om fem »kirker« i Europa: Den katolske, den ortodokse, den eller de protestantiske, jødedommen og islam. Alt afhængigt af hvor store man opfatter forskellene mellem de protestantiske kirker, kan man udvide antallet af konstituerende »kirker« til syv eller flere. Men for min pointe her er det nok med fem. Så slipper man også for at diskutere om de mange protestantiske sekter fra pinsemissionen til Jehovas Vidner og mormonerne er særlige kirker. Derimod vil det give god mening at forstå laicismen (der ikke skal forveksles med sekularisme og slet ikke det sociologiske begreb sekularisering) med dens krav om adskillelse af stat og religion som en kirke. Men det vil føre for vidt i denne sammenhæng.

Der er som sagt også jødedommen. Tanken om at anskue jødedommen på linje med de andre europæiske »kirker« (»kirke« i anførselstegn fordi jødedommen så lidt som islam anerkender betegnelsen) er, én gang formuleret, simpel og indlysende. Jøderne var indenfor samtidig med at de var tilstrækkeligt udenfor til at kunne repræsentere en »andethed« der regelmæssigt er blevet forfulgt i den kristne antijudaismes navn. Men som der alligevel var så meget brug for i forskellige funktioner at jøderne altid overlevede forfølgelserne. I hvert fald indtil den moderne antisemitisme kulminerede med nazismens folkemord. Efter forsøget på at udrydde alle jøder har vi europæere så dårlig samvittighed at det næsten er umuligt at etablere den nødvendige analytiske distance til at forstå jødernes rolle i europæisk historie. Men undlader man forsøget, kommer man uafvidende til at støtte den antisemitiske udgrænsningstænkning. Så forsøget må gøres. Så meget mere som erkendelsen af et fælles europæisk ansvar for holocaust er ved at blive til selve kriteriet for at tilhøre det europæiske fællesskab. Det er sket i form af fire store konferencer i Stockholm fra 2000 til 2004 og med oprettelsen af den såkaldte Task Force for International Cooperation on Holocaust Education, Remembrance and Research i 1998 på initiativ af den svenske statsminister Göran Persson.

Historisk set var jødernes rolle som forbindelsesled mellem land- og byøkonomierne vigtigst selv om den var langt fra deres eneste. Pengeudlån og skatteforpagtning er vigtige elementer i den dynamiske udvikling i Europa siden middelalderen. Som vantro, ikke hedninge og slet ikke kættere, var jøderne uomgængelige for såvel den dogmatiske kristendom som for islam. Begge religioners hellige bøger forbyder nemlig utvetydigt enhver form for rente som »åger« samtidig med at økonomiske systemer baseret på kapital ikke kan fungere uden renter. Løsningen blev ofte at låne til og af jøder. Det var nemlig ikke forbudt at låne ud eller betale renter til vantro. Således kunne alle være glade mens jøderne opererede i en niche der ganske vist til tider nedkaldte befolkningens eller kongernes vrede over dem som da jøderne blev fordrevet fra England i 1200-tallet. Men så fandt de husly i Polen. Først den moderne tyske nationalsocialisme nedkaldte den totale fysiske tilintetgørelse over denne religiøse gruppe der ellers havde levet, om ikke udmærket, så dog levet i den europæiske kulturkreds og ud over vitale funktioner som bankvirksomhed tilført den enorme videnskabelige og kunstneriske tilskud.

Det samme tror jeg vi vil opdage er tilfældet for islams vedkommende. Ud over den enorme historiske rolle islam har spillet i Spanien, og som man i de senere år er begyndt at dyrke af turistmæssige årsager, opstår i disse år en helt ny, moderne »sekulariseret« islam i Frankrig, i Storbritannien og i Tyskland. Vi hører ikke meget til den, for med det nuværende diskussionsklima i islam kan det for muslimer være livsfarligt at lægge navn til moderne teologiske dogmer. Men hovedårsagen til den manglende information er uvidenhed og fordomme i den europæiske offentlighed. Islam sættes i Danmark oftest lig med fundamentalisme og politisk islamisme, men det er alt for enkelt idet man både overser hvor mange kristne fundamentalister der er, og ignorerer den spændende udvikling inden for islam i de større europæiske miljøer.

Nationalstatens udfordringer

Det er vigtigt at erindre denne brogede og stærkt sammensatte karakter af Europas værdier og religioner af hensyn til den historiske sandhed. Men det er også politisk vigtigt. Det skyldes den rolle som antisemitismen og formodentlig antiislamismen spiller som skjult afvisning af det europæiske samarbejde. Aggressive antisemitiske slagord kan høres og ses på murene i Prag, Bratislava, Warszawa og Budapest. Som de også ses i forstæderne i Vesteuropas store byer. For slet ikke at tale om Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Ukraine og Rusland. Men det er vigtigt at forstå at baggrunden for disse udslag af had, der i mindre grad retter sig mod konkrete jøder end mod fundamentale standarder i det europæiske demokrati, sådan som det har manifesteret sig siden 2. verdenskrig. Antisemitisme er blevet en form for kode og fælles sprog for mennesker der drømmer om en nationalt eller religiøst »ren« og politisk disciplineret stat. En stat uden folk som er anderledes, og uden en fri opposition. Jøder er i dag primært symbolske jøder, en erstatning eller en metafor for andre problemer. Implikationerne af denne paradoksale »antisemitisme uden jøder« formulerede chefredaktøren for Gazeta Wyborsza, Adam Michnik, i 2004 således: »I dag er Polen et land uden jøder, og når antisemitiske ytringer bliver udtalt i Polen, så er det ikke jøder som sådan det handler om, ligegyldigt hvad ophavsmændene end måtte tænke. Spørgsmålet er derimod om fremtiden kan bære et fast forankret polsk demokrati.« (citeret af Anna Rebecca Kledal i Information 16.9, 2004, 12).

Kombineret med den såkaldte nye antisemitisme som især bæres frem af unge fra utilpassede muslimske indvandrermiljøer, har vi her rødderne til nogle store konflikter i det moderne Europa. Samtidig presser de traditionelle minoritetskonflikter sig i endnu højere grad på – dog ikke så meget i form af nationale mindretal. Deres forhold i de nye medlemslande er i dag nogenlunde tålelige, takket være en lovgivning der er bragt på plads efter håndfaste krav fra EU. Men det store og uhåndterlige problem med de store sigøjnerbefolkninger – eller Roma og Sinti i mere politisk korrekt sprogbrug – demonstrerer med al ønskelig tydelighed behovet for grænseoverskridende løsninger i EU. Samtidig med at frustrationerne over de nye vanskeligheder i den europæiserede og globaliserede verden retter sig mod selv det grænseoverskridende samarbejde der er den eneste mulighed for at løse problemerne. Ud over disse reelle og urovækkende problemer bringer de nye lande i Europa imidlertid også en vigtig bagage af kollektive erindringer om deres forskellige nationale og imperiale traditioner med sig ind i samarbejdet. Erindringer som det er klogt at gøre sig klart før man kaster sig ud i at formulere »rationelle« kompromiser og udligningsordninger i fortsættelse af EU’s »fællesskabsmetode« der har virket så godt hidtil. Måske kan den fortsat virke, men de nye landes nyere erfaringer er, deres europæiske fortid ufortalt, meget anderledes end vesteuropæernes. Det har vest- og østtyskerne siden 1990 smerteligt opdaget i deres forenede Tyskland.

Hvis et lille historiekursus kan afbøde tilsvarende misforståelser på det større europæiske plan, er det måske klogt at tage et sådant.

Erindringer fra en verden af i går

For det første føler mange af befolkningerne i de nye lande stadig at det var dem der betalte prisen under den kolde krig for at Vesteuropa kunne blomstre økonomisk under den amerikanske paraply. De har lidt under begge de totalitære diktaturer, det nazistiske og det kommunistiske. At der var problemer med ekstrem nationalisme, undertrykkelse af nationale mindretal, antisemitisme og forfølgelse af sigøjnere i deres kortvarige tid som selvstændige nationale stater efter 1. verdenskrig, er derimod ikke en vidt udbredt erkendelse i landene. Ordentlig behandling af mindretal og menneskerettigheder for alle indbyggere er nogle af de krav som EU håndfast har stillet under optagelsesforhandlingerne. Og til en vis grad har fået opfyldt. Faktisk har flertallet af de nationale mindretal aldrig haft det så godt som i dag. Det gælder især ungarerne i Slovakiet og Rumænien (Transsylvanien). En vis forbedring af forholdene for især russere i de Baltiske Lande er også et resultat af EU’s krav. At Ungarn de senere år er slået ind på en nationalistisk kurs under den tidligere studenterleder Viktor Orbán, skyldes indenrigspolitiske stridigheder om arven fra kommunismen snarere end nationale problemer.

Skal man se kynisk og realistisk på situationen, må det indrømmes at Hitlers og Stalins udryddelser og folkeflytninger er hovedårsagen til at i hvert fald de fire af de fem nye centraleuropæiske lande i EU i dag er mere nationalt homogene og harmoniske stater end nogensinde før i deres historie. Det gælder især for Polen som med sine 39 millioner indbyggere alene rummer over halvdelen af de EU-borgere der kom til i 2004. Polen har en lang historie som selvstændigt rige, fra det første rige i Gniezno der oprettedes i 966, dvs. på ca. samme tid som det første danske kongerige i 900-tallet. Og af tilsvarende internationale politiske årsager. Hele det centraleuropæiske område, inklusive Italien, var fra midten af 900-tallet organiseret i det Hellige Romerske Rige der i 1400-tallet fik tilføjelsen “af tysk nation” – deraf det korte, men teknisk set ukorrekte navn, det tysk-romerske rige. Skiftende tyske konger valgtes her til kejsere over det meste af den vestlige kristenhed undtagen Frankrig, de Britiske Øer, Spanien og Skandinavien. Kejseren skulle krones af kirkens åndelige overhoved, men det kom som før nævnt til strid mellem disse to magthavere. Som led i konkurrencen var det betydningsfuldt for den vestlige kristenheds åndelige hersker, paven i Rom, at skaffe sig verdslige allierede. Dem fandt han bl.a. i landene nord og øst for den tysk-romerske kejsers lande. Mens kejseren omvendt ønskede at få disse lande, som med hjælp fra den missionerende kirke var ved at organisere sig som selvstændige riger, til i hvert fald i princippet at anerkende kejserens overhøjhed.

For Danmarks vedkommende kan dette spil mellem pave og kejser følges i en selvmodsigende beskrivelse af Valdemar den Store i Danernes bedrifter (Gesta Danorum) af Saxo Grammaticus, forfattet omkring 1200. I det ene kapitel beskriver Saxo hvorledes Valdemar, der var kommet til magten i Danmark ved militær hjælp fra kejseren, undgår at sværge troskab til kejseren selv om denne havde krævet det. Kun for nogle få sider senere at konstatere hvilken elegant politiker Valdemar var da han brød sin ed til kejseren. Løftet var jo aftvunget ham på uretmæssig vis hvorfor han havde ret til at gøre det af hensyn til sit land og sin krone. I et nationalistisk perspektiv har denne edsaflæggelse altid været opfattet som et “tysk” anslag mod dansk national suverænitet. Men i realiteten var den et led i en flere hundrede år lang konkurrence mellem den vestlige kristenheds to universelle magter, paven og kejseren, en strid som de nye kongedømmer i nord og øst benyttede sig af til at opnå kirkelig garanti for deres uafhængighed af kejseren. Det danske og det polske kongerige opstod som selvstændige stater nogenlunde samtidig med rigerne i Bøhmen, Ungarn og Kroatien i en halvcirkel omkring det universelle imperium i midten.

Et andet element i etableringen af det tidligste polske kongedømme var at indførelsen af katolicismen indgik i en konkurrence med den kristne mission fra Byzans. Det var to munke herfra, Metodios og Kyrillos, der på basis af det græske alfabet udviklede et skriftsystem for et fælles slavisk sprog, det såkaldte kirkeslavisk. Konkurrencen mellem øst- og vestkirken bølgede frem og tilbage i den tidlige middelalder og endte med sejr for den vestlige, katolske udgave af kristendommen i Polen, Bøhmen, Storungarn med Slovakiet og Transsylvanien, samt Kroatien. Dette sidste kom i 1102 i union med Ungarn. Af den grund anvender alle disse lande det latinske alfabet mens serbisk, bulgarsk og de andre slaviske balkansprog skrives med det kyrilliske alfabet. Rumænien er et særtilfælde som et ortodokst land med et sprog der overvejende er latinsk i sin struktur og i dag skrives med latinske bogstaver. Der er dog langt flere slaviske ord i rumænsk end officielt anerkendt, og i 1600-tallet blev det lige så ofte skrevet med kyrilliske som latinske bogstaver.

Serbien, Bulgarien, Bosnien og det der senere blev til de rumænske fyrstedømmer, anerkendte patriarken i Konstantinopel som religiøst overhoved, men fik på forskellige tidspunkter deres egne, mere eller mindre nationale, ortodokse kirker. De Baltiske Lande blev først kristnet ved blodige korstog i 1200-tallet, primært udført af tyske korsriddere med udspring i Palæstina. Korsfarerne fik bl.a. hjælp af den danske konge Valdemar Sejr. Det var under et slag i Estland ved Tallin (der meget karakteristisk betyder “danskerborgen”) at det danske korsflag ifølge legenden faldt ned fra himlen. En mere prosaisk forklaring er at flaget blev båret af tyske korsfarere som kom den danske hær til undsætning i en betrængt stund. Det forklarer hvorfor Dannebrog ligner Johannitter-ordenens fane til forveksling.

Litauen var det sidste land i Europa som opgav hedenskabet og antog kristendommen. Det skete i 1300-tallet i forbindelse med indgåelsen af en union mellem Polen og Litauen som på mange måder minder om Kalmarunionen mellem de tre nordiske kroner. Forskellen er bare at denne union varede meget længere, således at Polen-Litauen i perioder, især i 1400 og 1500-tallet, dominerede hele området mellem Østersøen og Sortehavet, herunder Hviderusland og Ukraine, og i perioder truede det russiske rige der med Moskva som centrum var under opbygning. Den forenede polsk-litauiske stat, efter realunionen i 1569 kaldet Rzeczpospolita (res publica), omfattede de polske kronlande Polen og Ruthenien (vore dages Ukraine) og storfyrstedømmet Litauen (med Hviderusland). Livland (den sydlige del af vores dages Estland samt det meste af Letland) styredes af unionen i fællesskab mens bystaten Danzig havde selvstyre under den polske konges overhøjhed. Efter at Sverige i midten af 1500-tallet under Gustav Vasa sønner indledte sin ekspansion østpå, tørnede det hurtigt sammen med Polen. I 1587 blev Sigismund af den svenske Vasa-slægt valgt til konge af Polen, men alliancen holdt ikke længe, og krigene fortsatte i det meste af 1600-tallet. Sidste runde i denne krig foregik i Danmark i årene 1658-60 hvor polske tropper kom den danske Kong Frederik III til undsætning og undervejs udplyndrede Jylland og Fyn. En demografisk katastrofe som det tog det danske samfund flere generationer at komme over.

Skt. Aleksander-kirken i Warszawa mellem 1890-1900. Foto: Library of Congress.

Skt. Aleksander-kirken i Warszawa mellem 1890-1900. Foto: Library of Congress.

Polen – Europas slagtebænk

Rygraden i den forenede polsk-litauiske Rzeczpospolita var ikke den valgte konge, men en umådeligt velhavende højadel, magnaterne, hvis godser kunne være betydeligt større end et fyrstedømme i Tyskland. Dertil kom en lavadel på op mod 8 % af befolkningen, på polsk kaldet szlachta, et ord der stammer fra det oldhøjtyske ord slahta og betyder art eller oprindelse, dvs. det samme ord som det danske ord slægt. I princippet var alle adelige lige, og alle mandlige medlemmer havde sæde i Sejmen, parlamentet, der blev oprettet 1493-96. Flertallet af de adelige, hvad enten de var af etnisk polsk eller litauisk oprindelse, var reelt kun store bønder, men hægede stolt om deres privilegier som bærere af den polske nation. Det var magnaterne der havde den egentlige indflydelse, men i princippet kunne alle møde op på landdagen, Sejmen, og kræve deres stemme hørt. Kombineret med afstemningsprincippet liberum veto som indebar at alle vedtagelser skulle være enstemmige, udvikledes en nærmest basisdemokratisk, til anarkigrænsende politisk kultur som i dag huskes med den nedsættende betegnelse “polsk rigsdag”. Hermed menes et fuldstændigt kaotisk foretagende hvor alle stemmer for sig selv og mod de andre uden partidisciplin. Fordommen har altså en reel historisk kerne og førte til at de mere centralistiske nabolande, Preussen, Østrig og Rusland, købte stemmer og dermed kunne blokere enhver vedtagelse i det polske parlament. I 1700-tallet førtes denne proces til sin logiske afslutning idet staten gik i opløsning og blev delt mellem de stærkere naboer ved de berygtede tre delinger af Polen. Jeg skal ikke fortabe mig i spekulationer om hvor tæt Danmark kan have været på en lignende udvikling i midten af 1600-tallet. Men det er tankevækkende at sammenligne indførelse af en stramt centraliseret enevælde i Danmark ovenpå det militære nederlag til Sverige med Polens anarkistiske adelsdemokrati og efterfølgende opløsning.

Under alle omstændigheder satte opløsningen af Polen mellem 1795 og 1918 i en russisk, en preussisk og en østrigsk del sig dybe spor i polsk bevidsthed. Dels som en til tider næsten hysterisk national stolthed og selvbevidsthed der i grunden skyldes usikkerhed fordi staten allerede én gang er forsvundet pga. naboernes ekspansionslyst. Den lange periode under udenlandsk herredømme har også efterladt sig en tradition for mere eller mindre håbløse, men modige oprør. Oprørene foregik især i den russisk besatte del af Polen. Oprørstraditionen blev ført videre med den desperate opstand mod den tyske besættelse i Warszawa i 1944 og opstandene mod det sovjetiske styre i 1956, 1968, 1973 og 1978-80. En perlerække af mod og ofre. Disse patriotiske og forenende erindringer knyttes historisk sammen med polakkernes sejrrige indsats mod de tyske ordensriddere ved Tannenberg i 1410, det tapre nederlag mod mongolerne ved Legnica i 1241 hvor polakkerne tog stødet for hele Europa, og kampen mod tyrkerne foran Wien i 1683 hvor den polske konge, Jan Sobieski, kom den habsburgske kejser til undsætning og slog de osmanniske hære tilbage. En indsats habsburgerne kvitterede for ved at deltage i delingen af Polen godt hundrede år senere.

I 1918 blev Polen genoprettet efter det russiske, tyske og østrig-ungarske nederlag i 1. verdenskrig – kun for at blive angrebet af det nazistiske Tyskland i 1939 og delt mellem Tyskland og Sovjetunionen. Det nazistiske Tyskland havde til hensigt at fjerne den polske nation ved systematisk at udrydde intelligensen, en bestræbelse der blev understøttet af Sovjetunionen som i skovene ved Katyn henrettede over 10.000 polske reserveofficerer med akademisk uddannelse. At nationen har overlevet nazismen og kommunismen som en forenet og stærkt katolsk nation, er på mange måder et under som da også af mange polakker forklares ved Guds indgriben. Lidt kynisk må man imidlertid også sige at det nuværende Polen på en pervers måde skylder Hitlers og Stalins udryddelser og folkeflytninger meget af sin homogenitet og sammenhængskraft.

Efter 1918 forenedes tre områder som havde været under hver sit administrative system og derfor havde ret forskellige politiske kulturer. I vest omkring Poznan herskede en preussisk tradition for effektiv og ukorrupt forvaltning. Galicien i syd (i dag delt mellem Polen og Ukraine) med store ukrainske befolkningsgrupper havde været under ret velvillig, om end ikke altid effektiv, østrigsk forvaltning – østrigsk schlamperei taler man ofte om. Også det centrale Warszawa og den østlige del uden for byen havde været udsat for brutal og korrupt russisk undertrykkelse, et styre der på den anden side i perioder havde anerkendt en selvstændig polsk statsenhed i det russiske imperium, lidt på samme måde som Finland i 1812 blev et storhertugdømme inden for det russiske imperium. Sporene fra disse tre forskellige politiske kulturer er stadig ikke helt forsvundet, end ikke efter de store folkeflytninger efter 2. verdenskrig hvor store tyske landområder i Østpreussen og Schlesien (Slask) over til floderne Oder og Neisse indlemmedes mod afståelse af vidtstrakte områder i øst til de sovjetiske republikker Hviderusland og Ukraine. Polske bønder fra disse afståede områder blev flyttet til de tømte områder i vest med det resultat at gamle tyske byer som Danzig og Breslau i dag i vid udstrækning er beboede af efterkommere af indvandrere fra Ukraine og Hviderusland. Indbyggerne i vore dages Gdansk og Wroclaw har dog fuldstændigt levet sig ind i de gamle tyske byers traditioner og bærer dem videre hvilket f.eks. ses i det forhold at den tyske forfatter fra Danzig Günther Grass på baggrund af romanen Bliktrommen i dag med stor stolthed markedsføres i det polsktalende Gdansk som selve inkarnationen af byens lokale identitet.

Et andet tragisk resultat af historien er at Hitlers vanvittige forsøg på at udrydde alle jøder, Endlösung, næsten har “løst” et gammelt problem i de centraleuropæiske lande, antisemitismen. Ganske vist kan man i Polen såvel som i andre af nabostaterne stadig møde spor af antisemitisme selv om der næsten ingen jøder er tilbage. Men i store træk må man med sorg konstatere at nazismen har udryddet hele den mangfoldige og vidtspændende jødiske kultur i Ukraine, Hviderusland, Polen, Litauen, Letland, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Det centraleuropæiske, barokprægede Vilnius er i dag en uantastet hovedstad i Litauen. Men så sent som i mellemkrigstiden var byen, der hovedsageligt var beboet af jøder og omtaltes som Nordens Jerusalem, et stridens æble mellem Litauen og Polen. Dette sidste land besatte Vilnius – Wilno på polsk – og tvang litauerne til at indrette en midlertidig hovedstad i provinsbyen Kaunas der derfor har et langt hovedstrøg i bedste funkisstil bygget i 1920erne og 1930erne. Til gengæld har dele af det politiske partisystem i Polen i mellemkrigstiden overlevet i Israel idet zionisterne der især kom fra de polske, ukrainske og hviderussiske dele det russiske rige, tog deres politiske partier med sig til det hellige land. Verden er mangfoldig, især den centraleuropæiske.

Den samme historie som her er fortalt om Polen, kan fortælles om landene i Centraleuropa. Og denne historie er vigtig og nødvendig at sætte sig ind i hvis man vil forstå sine europæiske medborgere. Samtidig med at man undersøger deres historier kritisk og ikke tror på enhver nationalistisk myte man præsenteres for. En af følgerne af omstridte og turbulente historier som den polske er nemlig dyrkelsen af en meget nationalistisk og temmelig enøjet forestilling om fortidens tapre polske folk som trods alle naboernes træske anslag har været et og det samme hele historien igennem. Uden erindring om at denne nation politisk set i det meste af sin eksistens kun omfattede de adelige som til gengæld herskede over livegne bønder af såvel polsk, hviderussisk som ukrainsk baggrund mens befolkningerne i byerne hovedsageligt var tysk og jødisk. Og så den lille komplikation at den polske adel oprindeligt var lige så litauisk som polsk. Det betød blot intet fordi det fælles sprog i politiske og videnskabelige sammenhænge var latin. En adelig kunne samtidig være af gente Rutheni og af natione Poloni. I moderne sprogbrug betegner det en ukrainer der som adelig samtidig var medlem af den polske nation i politisk forstand.

Ungarn – imperialisme og nationalisme

Ungarn har delvis samme baggrund som Polen, men blot en helt anden skæbne i 1800- og 1900-tallet. Stefans-kronen blev oprettet år 1000 af efterkommere af et centralasiatisk rytterfolk som havde bragt det magyariske sprog med sig sammen med en klanstruktur. År 1000 antog magyarerne kristendommen i den vestlige udgave sammen med det latinske sprog og alfabet. Denne udvikling er fremstillet i symbolsk form i et monument for nationens helte i det centrale Budapest. Heltepladsen (Hösök tere) blev anlagt i 1896 i anlednings af tusindårs-jubilæet for magyarernes erobring af det ungarske sletteland. I midten af pladsen knejser Tusindårs-monumentet (Milleniumi emlékmü). Omkring søjlen der krones af en statue af ærkeenglen Gabriel med Ungarns krone i hænderne, står en gruppe ryttere udført i bronze. De forestiller de erobrende magyariske fyrster med prins Árpád i spidsen. Deres klæder og øvrige udstyr er det ungarske svar på Nordens vikingeromantik. Her er fjerbuske, hjortegevirer, jagtfalke, hjelme med fuglevinger og ryttere med flagrende hår og skæg svingende med krumsabler og hvad man ellers forbinder med vilde, hedenske stepperyttere. Rundt om den store søjle ligger en kvartcirkulær søjlegang med statuer af de ungarske konger og helte i kronologisk orden. De indledes med den hellige Stefan (István) der levede fra ca. 970 til 1038. I modsætning til forgængerne fremstilles han og efterfølgerne som klassiske kristne riddere. Denne “europæisering” understreges af at kongemagten efter den oprindelige Arpadfamilies uddøen i 1308 overgik til Karl Robert af Napoli fra den franske kongeslægt Anjou.

I parentes kan det bemærkes at fastlæggelsen af 896 som året for den magyariske erobring af landet er temmelig vilkårlig, først og fremmest bestemt af hvornår monumentet kunne blive færdigt. En ungarsk historiekommission havde oprindelig fastsat et noget tidligere årstal, men da byggeriet trak ud nåede en ny kommission under Videnskabernes Akademi frem til at datere erobringen til 896. Forløbet understreger blot at det afgørende ikke så meget er den mere eller mindre “østlige” baggrund for herskerhuset og sproget, men, ligesom i Skandinavien, tidspunktet for en fastere statsdannelse med indførelsen af kristendommen. Først kirken kunne levere det skriftsprog og det administrative apparat der karakteriserer de middelalderlige stater i Europa. Det ungarske samfunds struktur mindede om den polske med en adel som omfattede en endnu større procentdel af befolkningen. Også her blev det politiske og videnskabelige sprog latin, en situation der varede helt til omkring 1840. Det gjorde det muligt at forene umådelige og forskellige områder som Slovakiet, Transsylvanien og fra 1102 også Kroatien under en krone. Dobbeltheden fremgår af den titel som en af de mest magtfulde ungarske konger, Mátyás Corvinus, antog i 1458, Rex Hungariae et magnae Hungariae, konge af Ungarn og Storungarn.

Königl Burg i Budapest mellem 1890-1900. Foto: Library of Congress.

Königl Burg i Budapest mellem 1890-1900. Foto: Library of Congress.

Ungarns storhedstid blev imidlertid brudt med osmannernes fremtrængen i begyndelsen af 1500-tallet. Efter det totale nederlag i slaget ved Mohács i 1526 kom to tredjedele af landet under tyrkisk herredømme, og Budapest blev en tyrkisk domineret by hvilket stadig kan spores i badeanstalterne der udnytter de varme kilder på samme måde som romerne gjorde. En 150-årig periode i byens liv der fylder yderst lidt på det ellers meget grundige historiske museum i Budapest. Kun en enkelt planche om den tyrkiske parentes er det blevet til. Den sidste tredjedel af Ungarn kom under habsburgerne i Wien, og det kom til en flere hundrede år lang kamp mellem disse to multinationale imperier. Habsburgerne vandt efter 1683 og indledte en støt ekspansion i Sydøsteuropa som i grunden først standsede i 1918 da riget blev opløst efter at have lidt nederlag i den krig som det selv havde udløst mod Serbien. I denne proces blev Ungarn generobret og delvist nybefolket af indvandrere fra store dele af Europa. Indvandrerne slog sig især ned i Banatet i det sydlige Ungarn og vestlige Rumænien samt i Vojvodina i vore dages Serbien. Det er grunden til at disse områder endnu i dag, trods adskillige forsøg på etnisk udrensning, er de mest multikulturelle i hele Europa.

Modsat Polen lykkedes det den ungarske adel at fastholde retten til at vælge sin egen konge selv om herskeren efter 1526 var en habsburger. Bratislava, hovedstad i vore dages Slovakiet, var kroningsby for kongen (der samtidig var kejser) fra 1526 til 1784, og her samledes det ungarske parlament. Alligevel var ungarerne utilfredse med deres stilling i det enevældige habsburgske rige og gjorde flere gange oprør, voldsomst i 1848-49. De tabte efter russisk indgriben, men også fordi især kroaterne under nationalhelten Ban Josip Jelasic forblev loyale mod den unge kejser Franz Josef der regerede helt til sin død i 1916. På hovedtorvet i Zagreb rejstes i 1870erne en rytterstatue af Josip Jelasic der truende retter sit udstrakte sværd mod Ungarn. Statuen blev som noget af det første pillet ned af Titos kommunistiske partisaner i 1945. I oktober 1990 blev den som led i opløsningen af Jugoslavien taget ud af sit depot og under nationalistisk begejstring stillet op igen. Denne gang med sværdet rettet truende mod Beograd!

Efter et nederlag til Preussen i en krig i 1866 – udløst af uenighed om fordelingen af det Slesvig og Holsten som de i fællesskab som repræsentanter for det Tyske Forbund havde erobret fra Danmark i 1864 – gennemførtes i 1867 det såkaldte Ausgleich mellem tyskere og ungarere. Derved opstod dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn som forkortedes k und k, af kaiserlich und königlich, fordi den habsburgske kejser regerede som kejser af den østrigske del af riget – ud over vore dages Østrig, Tyrol, Bøhman og Mæhren, Galicien (i dag delt mellem Polen og Ukraine), dele af Dalmatien (i dag Kroatien) samt Slovenien – og som konge af Ungarn med Transsylvanien (i vore dages Rumænien) og Kroatien. Bosnien og Herzegovina som Østrig-Ungarn havde overtaget i 1878 og indlemmede i 1908, blev styret direkte som fællesanliggende.

I 1843 skabte Ludovit Stúr på grundlag af de mange slovakiske dialekter den norm for det slovakiske skriftsprog der stadig i store træk er gældende. Slovakkernes krav om sproglige rettigheder i skole og forvaltning blev imidlertid afvist af de nationalliberale ungarske politikere. De udnyttede deres politiske sejr i 1867 til at gennemføre en magyarisering af de mange folkeslag i deres del af riget som gjorde dem yderst forhadte blandt slovakker, rumænere og kroater. Jøderne derimod valgte i stort antal at skifte sprog fra tysk til ungarsk. Mange ungarere husker i dag tiden omkring 1900 som den mest strålende, den periode da Budapest fik sin nuværende storbykarakter. Noget af det første det nye antikommunistiske styre i 1990 under József Ántáll (retteligt Ántáll József da ungarerne anfører efternavnet først) som i høj grad var rekrutteret af professorer i historie, var da også at genoptrykke kort der viste hele det historiske Ungarn som det så ud i 1899 – til naboernes fortrydelse og bekymring.

Årsagen til denne nostalgiske revisionisme er at Ungarn sammen med Bulgarien blev en af de store tabere i både 1. og 2. verdenskrig. En tredjedel af de magyarisk talende kom udenfor landets grænser, med det resultat at der i dag findes store ungarske mindretal i alle nabolandene: 2 millioner i Rumænien, 400.000 i Serbien (Vojvodina) og 600.000 i Slovakiet. I mellemkrigstiden ønskede Ungarn revanche og sluttede sig til aksemagterne under et stadig mere racistisk og antisemitisk styre. Det vandt i første omgang, men tabte siden, og i 1945 blev Ungarn besat af sovjetiske tropper. De stolte ungarere forsøgte sig i 1956 med et blodigt og spektakulært oprør mod sovjetmagten, led nederlag og tilpassede sig derefter János Kádárs såkaldte gullaschkommunisme. Hvilken af de to fortider, den krigeriske ekspansion eller småstats tilpasningen, ungarerne i dag vælger at tage med sig, står kampen om i øjeblikket. Det konservative styre under Viktor Orbán har givet nationale rettigheder til de ungarske mindretal i nabolandene hvilket opfattes som en krænkelse af disses nationale suverænitet. Selv om hele denne politik bryder med EU’s regelsæt, er der stor tvivl om hvordan man skal behandle Ungarn.

Tjekkiet og Slovakiet – forening og splittelse

Tjekkiet har også en middelalderlig fortid i form af den bøhmiske krone og en ligeså strålende fortid som Ungarn og Polen. Tjekkernes nederlag skete imidlertid meget tidligere i trediveårskrigen der begyndte i Praha i 1618. Flertallet havde i 1400-tallet antaget en reformatorisk udgave af kristendommen inspireret af Jan Hus der blev brændt som kætter i Konstanz i 1410. Men habsburgerne som havde arvet den bøhmiske krone, søgte at gennemføre en rekatolicering. Det var baggrunden for det store opgør i trediveårskrigen mellem 1618 og 1648 som næsten affolkede det centrale Europa, herunder også Jylland, og førte til det moderne statssystem med freden i Westfalen i 1648. Den bøhmiske adel blev imidlertid udslettet allerede i 1620 ved slaget på det Hvide Bjerg i udkanten af Prag, og en brutal modreformation blev gennemført. Med det resultat at Tjekkiet i dag er delt mellem protestanter og katolikker. Den indfødte adel blev erstattet af lykkeriddere fra hele Europa, især Irland og Frankrig. Selv en enkelt dansker fik anskaffet sig et gods.

Bøhmen og Mæhren lå imidlertid centralt i det habsburgske rige og blev i 1800-tallet centrum for industrialiseringen af dette enorme område med 60 millioner indbyggere. Politisk blev tjekkernes ambitioner om en status på lige fod med tyskere og ungarere aldrig opfyldt, men kulturelt og økonomisk var de en bragende succes hvilket bl.a. ses af at mange jøder skiftede sprog fra tysk til tjekkisk i slutningen af 1800-tallet. Tjekkiske politikere greb chancen under Østrig-Ungarns modgang under 1. verdenskrig og formulerede et projekt om en samling af alle tjekkisk- og slovakisktalende i én stat. Der var intet historisk fortilfælde for en sådan statsdannelse, ja man kan vove den påstand at det først var som udvandrere til USA at de to befolkninger for alvor havde opdaget hinanden. Det lykkedes at få Frankrigs, Storbritanniens og USA’s støtte til en ny stat ved navn Tjekkoslovakiet, og den kom ud af Versailles-freden som vinder på linje med Rumænien, Jugoslavien og Polen. Reelt var Tjekkoslovakiet en multinational stat ligesom Jugoslavien og Rumænien idet staten foruden tjekker og slovakker rummede næsten en tredjedel tysktalende der ville have foretrukket Weimar-republikken, på samme måde som de østrigere der heller ikke fik lov til det af sejrherrerne.

Tjekkoslovakiet var i mellemkrigstiden økonomisk højt udviklet pga. arven fra Østrig-Ungarn med et BNP højere end f.eks. Danmark og et fungerende parlamentarisk demokrati. Repræsentanter fra det tyske mindretals partier deltog i regeringerne. Flertallet af dem sluttede dog op om den nazistiske aggression i 1938 samtidig med at slovakkerne følte sig undertrykte og greb chancen for en selvstændig stat da Tjekkoslovakiet blev besat og opløst efter München-forliget i 1938 og Hitlers besættelse af resten af Tjekkiet i marts 1939. Slovakiet blev en klerikal fascistisk stat under præsten Josef Tiso, en stat der især gjorde sig bemærket ved på egen hånd at gennemføre nazismens antisemitiske udryddelsesprogram før tyskerne overhovedet stillede krav om det. Tjekkerne bøjede nakken og overlevede, lidt på samme måde som danskerne, to folkeslag der i det hele taget ligner hinanden meget fra kærligheden til øl til opfattelsen af humor, tænk bare på soldaten Svejk. Forskellen er især at tjekkerne siden genetableringen af det tjekkiske sprog i 1800-tallet og den vellykkede nationalisering var grebet af begejstring for den panslaviske idé og længe beundrede Rusland som beskytter mod tysk ekspansionstrang.

Denne begejstring var, sammen med glæden over og usikkerheden efter fordrivelsen af de knap tre millioner sudetertyskere, baggrunden for at det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948 ene af alle kommunistiske magtovertagelser havde stor opbakning i befolkningen, muligvis ligefrem et flertal. Denne begejstring forsvandt dog endegyldigt i august 1968 da sovjetiske tropper med hjælp fra de kommunistiske nabolande nedkæmpede det tjekkiske forsøg på at reformere kommunismen indefra og gennemføre en socialisme med et menneskeligt ansigt. Slovakiske politikere med Gustav Husák i spidsen forestod en kommunistisk “normalisering” og lagde dermed noget af grunden til ophævelsen af statsfællesskabet tre år efter fløjlsrevolutionen i december 1989. Med det resultat at der i dag er to mindre stater; Tjekkiet med en strålende middelalderlig fortid og en legitimitet fra mellemkrigstidens tjekkoslovakiske demokrati der blev svigtet af vestmagterne, og Slovakiet der aldrig har været selvstændigt før det blev det 1. januar 1993, bortset fra den beklagelige episode under det klerikalt-fascistiske styre under 2. verdenskrig. Ikke nemme odds som i begyndelsen syntes at blive bekræftet af fremgangen for den populistiske politiker Vladimir Meciar i begyndelsen af 1990erne. Men Slovakiet er siden kommet stærkt igen og er i dag oven i købet medlem af euro-gruppen i modsætning til Tjekkiet og Ungarn.

Slovenien – udbrydernationen

Slovenien var i oldtiden beboet af illyriske stammer (forfædrene til vore dages albanere) og blev stærkt præget af den romerske kultur som hele det øvrige Balkan og Centraleuropa. I 500-tallet indvandrede de slavisktalende slovenere og bosatte sig i dalene på sydsiden af Dolomitterne. Omkring 800 blev området en del af provinsen Austria i Karl den Stores rige, senere delt mellem forskellige tyske fyrstedømmer og patriarkatet i Aquileja i Nordøstitalien. Det centrale slovensktalende område var markgrevskabet Krain (grænse på slavisk) med byerne Kranj og Ljubljana. 1282 kom hertugdømmet Krain under habsburgerne i Wien, hvis overhoved Rudolf var blevet træt af sit lokale fyrstedømme i Schweiz pga. besværet med de selvrådige bønder under Wilhelm Tell og opbyggede en ny såkaldt “Hausmacht” i nedre Østrig omkring Wien i kraft af sit valg som tysk-romersk kejser. De slovenske byer Koper og Piran i Istrien kom på samme tid under republikken Venedig og forenedes først med de øvrige slovenske områder efter at Napoleon i 1797 opløste den venetianske republik. I 1809 indgik de i en kortlivet, franskdomineret statsdannelse, de såkaldte “Illyriske Provinser” med hovedstad i Ljubljana. I 1814 fik Østrig områderne tilbage og helt frem til 1918 var Slovenien en integreret del af Østrig, efter 1867 af den østrigske del af Østrig-Ungarn.

Ved fredsslutningen i 1918 blev Slovenien delt. Italien fik den vestlige del omkring Gorice (Gorizia), mens den centrale og østlige del gik til det nyoprettede Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere (fra 1929 Jugoslavien). Efter folkeafstemninger i Kärnten deltes denne provins, dog således at der i dag stadig findes et betragteligt slovensk mindretal der. Nationalitetskampen mellem østrigsk og slovensk er en del af forklaringen på nationalistiske partiers succes i delstaten Kärnten ligesom den forklarer den stærke stilling for italienske højrepartier i Trieste der også har et betragteligt slovensk mindretal. Under 2. verdenskrig blev det slovenske område delt mellem Tyskland (der havde opslugt Østrig i 1938) og det fascistiske Italien der gjorde krav på alle de gamle venetianske områder. Partisankrigen var forbitret, og under det afsluttende opgør i foråret 1945 hævnede de jugoslaviske partisaner sig på italienerne og påbegyndte en etnisk udrensning i Trieste som de selv kaldte “politisk”. Henrettede italienere blev i hundredvis smidt ned i kalkstenshulerne, de såkaldte Foiben, en episode som først i dag er begyndt at blive taget op af italienske historikere og risikerer at forbitre forholdet mellem de to lande. Først en britisk besættelse af Trieste standsede udrensningerne.

I 1945 blev der for første gang i historien skabt en egentlig slovensk stat i form af delrepublikken Slovenien i den Føderative Socialistiske Folkerepublik Jugoslavien. I 1947 blev Slovenien udvidet mod vest idet dog Trieste og det nordvestlige Istrien blev gjort til en internationalt garanteret fristat. Den blev delt i 1954 således at Trieste blev genforenet med Italien mens baglandet deltes mellem Slovenien og Kroatien. Hermed fik Slovenien en kort kyststrækning ved Adriaterhavet der er af afgørende økonomisk betydning for det lille, men centralt beliggende land med 2.1 millioner indbyggere. Hvor den tidligere blomstrende havneby Trieste mistede sin rolle som indfaldsport til hele det centraleuropæiske marked, er denne rolle nu overtaget af Koper (italiensk Capo d’Istria dvs. hoved) i Slovenien. Jernbanen og motorvejen til Ljubljana er en åbning til det store centraleuropæiske marked som den blomstrende havn har overtaget fra Trieste der i dag ligger hen med øde kajer og stillestående kraner som et monument over en centraleuropæisk kultur der af sin egen italienske nationalisme blev forvandlet til en isoleret periferi i en nationalstat med centrum langt væk. Et billede man næsten skal helt til Flensborg for at finde magen til. Det er også i den lille kyststræknings økonomiske betydning at man skal finde baggrunden for en heftig strid om delingen af territorialfarvandet som har udløst kraftige reprimander fra Bruxelles for brud på reglerne for god EU-opførsel.

Den slovenske stat er uden historiske forgængere, men befolkningen har alligevel formået at fastholde sit sprog og sin særlige kultur gennem mere end 1000 år. I slutningen af 1800-tallet opnåedes ligestilling med tysk som officielt sprog i hertugdømmet Krain. Slovenien begyndte også at indgå i den officielle titel for den habsburgske hersker. 1867 fik slovenerne flertal i landdagen og havde også egne repræsentanter i parlamentet i Wien (i øvrigt tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen). Slovenien profiterede i rigt mål af industrialiseringen af Østrig-Ungarn og formåede at fortsætte fremgangen som del af Jugoslavien. Ved Titos død i 1980 var republikken så ubetinget den økonomisk mest udviklede og havde samtidig et dynamisk og liberalt kulturliv. I begge udgaverne af Jugoslavien havde slovenerne påtaget sig rollen som formidlere mellem de stridende serbere og kroater. I takt med den økonomiske og politiske krise blev de trætte af at spille denne rolle og valgte selvstændigheden.

Januar 1990 brød det jugoslaviske kommunistparti ud af den jugoslaviske Kommunisternes Liga under ledelse af Milan Kucan der valgtes til præsident senere på året. Da forhandlingerne om fredelig udtræden strandede i foråret 1991 erklærede Slovenien sig 25. juni for selvstændigt. Det udløste et angreb fra den jugoslaviske forbundshær, men kampene med det slovenske hjemmeværn varede kun en uge. Hurtigt og relativt ublodigt slap Slovenien således ud af det sydslaviske eksperiment og vendte tilbage til det østrigske Centraleuropa som befolkningen kulturelt hele tiden har tilhørt. Efter visse vanskeligheder efter bortfaldet af det jugoslaviske marked må det i dag siges at denne tilbagevenden er lykkedes selv om landet trods medlemskabet af euroen blev hårdt ramt af finanskrisen og selvskabte økonomiske problemer.

Genforeningens vej

Centraleuropa har på kort tid gennemløbet alle de skrækkelige voldsorgier som er en side af nationaliseringen af befolkningerne i de fleste nationalstater. I det meste af det gamle EU er der sket det samme, men over mange hundrede år, således at vi i dag stort set har glemt rædslerne og omkostningerne og kun husker det gode. I dag er landene i Øst- og Centraleuropa blevet nationalstater selv om der stadig findes nationale mindretal i de fleste. Det blev de under kommunismen som derfor snarere skal kaldes nationalkommunisme, trods alle forsøg på at centralisere og homogenisere i en totalitær ideologis navn. Der er mange tilhængere af et fædrelandenes eller nationalstaternes Europa her. Det er formodentlig en af grundene til at Danmark så ivrigt har presset på for at få dem med i EU. Uanset hensigterne må man konkludere at der med EU-medlemskabet er lagt en grund for at læge mange af de historiske uretfærdigheder som er overgået landene siden middelalderen. Europa er godt på vej til at blive genforenet i form af det udvidede EU. Så må vi bare håbe at EU holder til det.[1]

[1] Der er mange andre lande i Europa som jeg ikke har mulighed for at behandle i denne sammenhæng. Balkanlandenes arv fra Byzans og Osmannerriget har jeg behandlet i en artikel i Udenrigs fra 2010, Malta i engelsklærerforeningens tidsskrift. For de andre lande må jeg henvise til mine ældre bøger om Europa samt artikler og bøger som er på vej.




Relaterede
Essay

Når man lukker et åbent samfund

Hvordan går man fra idéer til handling i den virkelige verden uden at åbne et gammelt europæisk sår?
Essay

Føj, hvor jeg elsker dig!

Islandske Eiríkur Örn Norðdahl inviterer til hæmningsløs litterær temafest om nazismens tiltrækkende og frastødende væsen.