Essay

Det ondes genkomst?

Filosoffen og idéhistorikeren Rüdiger Safranski går ad velkendte stier i sin kritik af tysk politiks »moralistiske infantilisering« og den europæiske flygtningekrise.


 

I kølvandet på den europæiske flygtningekrise og den tyske kansler Angela Merkels omstridte beslutning om at åbne Tysklands grænser har det tyske højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) for alvor fået vind i sejlene. Det har ikke overraskende givet tyske meningsdannere og politologer anledning til at diskutere, hvorvidt det nu kan tages som udtryk for, at Tyskland med årtiers forsinkelse nærmer sig normaleuropæiske tilstande, hvor indvandrerfjendtlige højrepopulistiske partier længe har spillet en fremtrædende rolle, eller om den tyske højrepopulisme på afgørende vis adskiller sig fra den, vi kender fra de omkringliggende lande.

 

I en interessant artikel i aprilnummeret af The New York Review of Books argumenterer den tyske idéhistoriker og politolog Jan-Werner Müller for det sidste. For det første har AfD fra starten dannet parløb med den radikale protestbevægelse Pegida (»Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes«), og til denne bevægelse findes der, hævder han, ikke noget sidestykke andre steder i Europa. For det andet – og ifølge Müller vigtigst – har AfD’s skingre påstande om Tysklands formodede selvudslettelse som følge af Merkels »Willkommenskultur« overraskende nok fundet støtte blandt en række af Tysklands mest profilerede intellektuelle: »Ikke siden den nazistiske æras afslutning har et [tysk] højreorienteret parti oplevet en så bred kulturel opbakning.« Hvor bred denne støtte så rent faktisk er, bliver man desværre ikke ret meget klogere på af Müllers artikel, hvis eksempler begrænser sig til filosoffen Peter Sloterdijk og forfatteren Botho Strauß, der igennem de sidste 20 år jævnligt er blevet trukket op af hatten som eksempler på nationalkonservative intellektuelle og derfor ikke udgør det mest overbevisende grundlag for at hævde et pludseligt sindelagsskifte blandt tyske kulturpersonligheder. Müller omtaler ganske vist også en vis Marc Jongen, AfD-medlem og tidligere assistent for Sloterdijk, samt den højreradikale forlægger og aktivist Götz Kubitschek, der i løbet af det seneste års tid har talt ved et antal Pegida-forsamlinger. Men ret beset forekommer det ikke indlysende, at de to sidste skulle repræsentere den »brede kulturelle opbakning«, og Müller synes da også selv at være lidt i tvivl om deres status – i hvert fald medgiver han, at Kubitscheks politiske synspunkter åbenbart er for ekstreme selv for AfD, som har nægtet ham medlemskab, mens han i portrættet af Jongen, der i dag er næstformand for AfD i Baden-Württemberg, nærmest antyder, at denne indtil for et år siden totalt ukendte mand, hvis akademiske meritter efter alt at dømme kulminerede med omtalte assistentstilling, måske snarere så flygtningekrisen som en mulighed for at skifte karrierevej. I så fald tyder meget i øvrigt på, at Jongens strategi har båret frugt. Så sent som for et par uger siden interviewede Ijoma Mangold og Jens Jessen, der er hhv. litteratur- og kulturredaktør på den venstreliberale ugeavis Die Zeit, »AfD’s filosofiske hoved« om hans syn på tyskernes angivelige tab af kulturel identitet på forsiden af avisens kultursektion.

 

 

Biografi: Rüdiger Safranski
Født 1. januar 1945. Idéhistoriker med en lang række bøger bag sig. Studerede i sine unge dage filosofi og litteratur ved Goethe Universitetet i Frankfurt am Main, og har op gennem årene skrevet monografier om Friedrich Schiller, E.T.A. Hoffmann, Arthur Schopenhauer, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger. Siden 2002 har han været medvært sammen med filosoffen Peter Sloterdijk på tv-programmet Philosophisches Quartett på ZDF. Safranski har bl.a. vundet Welt-litteraturpreis og Leipziger Buchpreis for sin essayistik.

 

Bøger af Rüdiger Safranski på dansk
Det onde – eller frihedens drama, Gyldendal. København 1999.
En mester fra Tyskland: Heidegger og hans tid, Gyldendal. København 1999.
Nietzsche: En biografi om hans tækning, Gyldendal. København 2002.
Hvor meget globalisering tåler mennesket, Akademisk Forlag. København 2004.

 

 

Hvem Müller derimod med større ret kunne have peget på, er idéhistorikeren og forfatteren Rüdiger Safranski, der er lige så kendt og respekteret i kulturkredse som de omtrent jævnaldrende Strauß og Sloterdijk, men indtil Merkels uforsigtige »Wir schaffen das!« har været mere tilbageholdende med at give udtryk for politiske synspunkter end disse. Safranski, der er forfatter til en række strålende idéhistoriske afhandlinger og biografier om store tyske filosoffer og forfattere fra Schopenhauer, Goethe, Schiller og E.T.A. Hoffmann til Nietzsche og Heidegger, har i den bredere offentlighed først og fremmest været kendt som den sympatiske, mildt læspende formidler af filosofi og idédebat på tv-kanalen ZDF, hvor han i årene 2002-2012 sammen med Peter Sloterdijk var vært på programmet Philosophisches Quartett, et blandt kulturinteresserede populært talkshow om netop filosofiske emner og bøger. Mange har derfor undret sig over den aldrende filosofs pludselige trang til at tage bladet fra munden – ikke mindst i nabolandene Østrig og Schweiz, hvor store aviser og tidsskrifter igennem de seneste måneder har ladet den bogaktuelle forfatter forstå, at de ikke var synderligt interesserede i at interviewe ham om hans seneste bog, der handler om noget så realitetsfjernt og usælgeligt som begrebet tid, men til gengæld meget gerne ville høre hans mening om Merkels håndtering af flygtningekrisen. Den har de så fået, råt for usødet.

 

Havde Safranski ikke udtalt sig om andet end den aktuelle politiske situation, kunne sagen hurtigt overstås. Safranskis kritik af Merkels politik og vurdering af de mulige følger for Tyskland adskiller sig ikke nævneværdigt fra det, der ellers siges og skrives af Merkel-kritikere eller for den sags skyld kendes fra de fleste andre steder i Europa. Som så mange bekymrede tyskere tvivler han med rette på, at regeringen har kontrol over situationen og frygter for konsekvenserne af at tage imod over én million flygtninge på få måneder – manglende integration, overhængende risiko for ghettodannelser, parallelsamfund og segregering, kvindeundertrykkelse, etniske konflikter, antisemitisme er blandt de ting, han nævner. Dertil kommer det prekære spørgsmål om islams rolle og betydning i Europa, og heller ikke på dette punkt afviger Safranskis analyse fra hovedstrømmen. Tværtimod kan den, der kender og værdsætter Safranskis skarptslebne pen og altid indsigtsfulde og nuancerede fremstillinger af europæiske mestertænkere og filosofiens gordiske knuder, blive en lille smule trist over at høre ham udtrykke sig så banalt og uigennemtænkt om islam, som han fx gør det i et langt interview med Neue Zürcher Zeitung fra november 2015. Problemet er alene »politisk islam« (»en enestående katastrofe«), forklarer han her, hvorefter han fortsætter med at tale om »muslimerne« (»mange muslimer ved ikke, hvad det vil sige at respektere en anden religion«) for endelig kort og godt at slå fast, at »de« ikke accepterer adskillelsen mellem stat og religion og »slæber hele deres machoadfærd, deres vold med sig«. Her skrider argumentationen i løbet af få øjeblikke fra abstrakt ideologi over individer, de være sig nok så upolitiske, til kultur og levevis i bredere forstand, tilsyneladende uden at hverken Safranski eller intervieweren er opmærksomme på det. Vi er vel efterhånden så vant til den slags argumentationsskred fra den politiske debat, at vi næsten ikke bemærker dem længere, men at en skolet tænker som Safranski udtrykker sig sådan, skuffer nu alligevel.

 

Mere vingefang er der over de dele af hans kritik, der forsøger at se Merkels beslutning i et lidt bredere historisk perspektiv. For det første peger Safranski med rette på Max Webers principielle skelnen mellem sindelags- og ansvarsetik, som ifølge denne er af afgørende betydning for den politiske beslutningsproces. Mens en privatperson, der kun er ansvarlig over for sig selv, af religiøse eller andre grunde kan føle sig forpligtet til at følge sit sindelag uanset konsekvenserne, bør politikeren altid, hævder Weber, handle ansvarsetisk, dvs. under hensyntagen til handlingens mulige konsekvenser. Netop det, hævder Safranski nu med Weber, har Merkel sat sig helt ud over, når hun afviser at kende til nogen overgrænse for, hvor mange flygtninge Tyskland kan tage imod, og dermed nærmer sig den lutherske fatalisme i »her står jeg og kan ikke andet.« Så har man for længst taget afsked med politikken, som i det mindste må nære en vis tro på menneskets mulighed for at gribe styrende ind i historien, og hengivet sig til religion eller en anden form for skæbnemagt. Men kan man det som leder af Europas største og mest magtfulde land, og har Merkel overhovedet demokratisk mandat til at ændre et land så fundamentalt, som der ifølge Safranski er tale om?

 

Hertil kunne man måske indvende, at Merkel jo stadig er i overensstemmelse med en betydelig del af den tyske befolkning, der med omtalte »Willkommenskultur« eller »Begrüssungskultur« og det enorme frivillige arbejde, der er forbundet hermed, netop synes at bakke kansleren op. Det vil Safranski for så vidt ikke afvise, om end han tvivler kraftigt på, at det vil vare ved, når problemerne melder sig, og den behagelige følelse ved at handle moralsk begynder at fordufte. Problemet er dog i første omgang et andet, og hermed er vi ved det andet historiske perspektiv i hans kritik: Den tyske politiske kultur er nemlig, hævder Safranski, kendetegnet ved en »moralistisk infantilisering«, som han i en udgave af det schweiziske ugemagasin Die Weltwoche fra i vinter beskriver på følgende vis:

 

Som besejret nation mistede Tyskland efter 1945 sin suverænitet. Frem til Murens fald i 1989 havde Vesttyskland det udenrigspolitisk bekvemt: Vi stod under amerikanernes beskyttelse og var ikke ansvarlige for noget som helst. Da vi ikke behøvede at bekymre os om noget, blev vi infantile. Vi vidste ikke længere, hvad udenrigspolitik betød. Først i 1989 blev Tyskland igen en suveræn stat, men vi bevæger os stadig meget usikkert på det internationale parket. Vi svinger mellem økonomisk selvbevidsthed og en verdensfremmed humanitarisme. Vores udenrigspolitik bliver til en moralsk mission.

 

Hvis man mener at kunne genkende denne kritik andetstedsfra, er det ikke så sært. Det er den klassiske politiske realisme, der her føres i felten over for en påstået blåøjet idealisme, og den har som regel højkonjunktur, når perioder med relativ stabilitet udfordres af krige og kriser. Et par berømte eksempler fra årene umiddelbart efter den formodede afslutning på historien i 1989 er Samuel Huntingstons introduktion af civilisationernes kamp som nyt konfliktparadigme i kølvandet på krigen i Eksjugoslavien – og måske mere interessant i denne sammenhæng den neokonservative politiske tænker Robert Kagans genovervejelse af forholdet mellem USA og Europa i Paradise and Power fra 2003, der lader konflikten mellem idealisme og realisme spalte Vesten i to blokke, der ikke længere taler samme sprog. På den ene side af Atlanten har vi et USA, der ifølge Kagan tænker og frem for alt handler realpolitisk inden for rammerne af en hobbesiansk verdensorden, og på den anden side står et Europa, der – akkurat som Tyskland hos Safranski – har trukket sig tilbage fra den beskidte magtpolitiks sfære til en ophøjet moralisme hinsides historien.

 

Strengt taget behøver man nu slet ikke at søge så langt væk fra kilden for at finde paralleller til Safranskis analyse. Faktisk har han allerede selv én gang før givet udtryk for omtrent samme synspunkter, da han sidst, i den skandaleombruste antologi Die selbstbewusste Nation fra 1994, ytrede sig i en politisk sammenhæng – selv om man naturligvis også kan finde spor af hans politiske dna i de mange bøger, han har skrevet i de mellemliggende år, ikke mindst når formatet er lidt mere utvungent som i globaliseringsessayet Hvor meget globalisering tåler mennesket? (2003; da. 2004). Safranskis bidrag til Die selbstbewusste Nation er af flere grunde interessant at opholde sig lidt ved. Først og fremmest er det vanskeligt at læse en tekst, der indgår i en sammenhæng med en så klar politisk dagsorden, uden at medtænke denne kontekst. Antologien var et af de første ambitiøse forsøg på at gentænke tysk national identitet efter Murens fald, og som allerede titlen antyder, var den båret af et stærkt ønske om, at Tysklands samling ville betyde begyndelsen på en nationalstatslig »normalitet« – også selv om udgiverne, de to journalister og forfattere Heimo Schwilk og Ulrich Schacht, er omhyggelige med at understrege, at de 28 forfattere ikke »lader sig bringe på (parti)politisk formel«. Bogens præmis er i den forstand erklæret revisionistisk: Uanset omfanget af det civilisationsbrud, der fandt sted i og med Auschwitz, bør det genforenede Tyskland genvinde den selvtillid, som alene kan danne grundlaget for en sund national identitet. Bogen er i samme ånd patetisk tilegnet »patrioterne fra 20. juli 1944 og 17. juni 1953«, dvs. den konservative Stauffenberg-kreds bag det mislykkede 20. juli-attentat mod Hitler og arbejderne fra folkeopstanden i Østberlin, der blev slået brutalt ned af sovjetiske kampvogne.

 

Alt dette havde i og for sig været rigeligt til at skandalisere bogen, men hvad der formentlig vakte endnu større harme i de toneangivende intellektuelle kredse, var forfatternes bekendelse til en tredje, særdeles nulevende patriot, forfatteren Botho Strauß – eller rettere sagt til dennes dunkelt-gådefulde essay med den mærkelige titel Anschwellender Bocksgesang (da. »Tiltagende bukkesang«, 2003), der i februar 1993 havde stået i Der Spiegel og vakt bestyrtelse i den litterære republik. Med dette essay, der genoptrykkes i bogen og endda er rykket helt ind i dens undertitel (»Anschwellender Bocksgesang« und weitere Beiträge zu einer deutschen Debatte), havde Strauß nemlig ifølge udgiverne leveret det »mest overbevisende, åndfulde og vidtrækkende« grundlag for genetableringen af en sund national selvbevidsthed, og de i antologien præsenterede tekster er derfor skrevet ud fra et fælles ønske om at »tage Strauß alvorligt«.

 

Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at gå nærmere ind på Strauß’ nietzscheansk farvede kultur- og modernitetskritik og hans temmelig vidtgående opgør med massesamfundets uegentlige eksistensform, men det er under alle omstændigheder dette projekt, Safranski og de øvrige forfattere skriver sig ind i, om end de færreste af bidragyderne er lige så ærbødige over for Strauß som udgiverne, endsige omtaler hans essay. Safranskis tekst kan bedst karakteriseres som et politisk-polemisk forstudie til hans grandiose bog om det onde, Det onde eller frihedens drama (1997; da. 1999). Med afsæt i Alexis de Tocquevilles forudanelse om demokratiets passivisering af den brede befolkning, som ikke interesserer sig for de fælles anliggender og lader sig fastholde i en evig barndom, er det Safranskis påstand, at det moderne velfærdssamfund i vid udstrækning har opfyldt Tocquevilles uheldssvangre profeti, for så vidt som dets borgere hviler i en ansvarsløs tro på retten til at have det godt. »Oplevelsessamfundet« – et af 1990’ernes for længst glemte buzzwords – er ifølge Safranski slet og ret identisk med »infantiliseringen« af det moderne menneske, der er ude af stand til at træde ud af dets selvforskyldte umyndighed og ind i voksenalderen. For til voksenalderen hører »bekendtskabet med det onde, i sig selv og i verden omkring sig, og modet til at modstå det.« Hvad Tocqueville derimod endnu ikke kunne forudse, var omfanget af den »eksempelløse forråelse og tomhed, den moderne medieverden har skabt i vores indre«, og som modsvares af en række ydre omstændigheder, der bl.a. omfatter ødelæggelsen af naturen og vores byer, volden i skolerne, tabet af en substantiel kultur etc.

 

Senest på dette tidspunkt må den sidste tvivl om Safranskis politiske ståsted være bortvejret. Det er konservativ kulturkritik i sin reneste form, og i overensstemmelse med den klassiske modoplysning fra Edmund Burke over Joseph de Maistre til Nietzsche nærer Safranski da heller ingen som helst tillid til en politik, der vil komme den øgede vold i samfundet til livs med mere oplysning og flere pædagogiske tiltag. Det er udtryk for »politisk biedermeier« og hviler på en erfaringsstridig forudsætning om, at mennesket er godt. Men når unge tiltrækkes af hooliganismen, lader det sig ikke forklare med orienteringsløshed. Tværtimod pirres de netop af volden og excesserne, rusen i masseudladningen, som i sig selv er grundløs. Her kommer man altså ingen vegne med Habermas’ ideal om den herredømmefri kommunikation, men derimod langt med Hobbes og magtens sprog. I stedet for at lulle os selv ind i troen på, at volden er en erstatning for noget andet, bør vi forstå, at det forholder sig omvendt: I det omfang en civilisation lykkes, er det den, der erstatter volden. Den indsigt er tilsyneladende så godt som glemt i dag. Helt frem til vor egen tidsalder har man derimod altid været sig bevidst, at civilisationsprocessen er et stadigt og meget skrøbeligt forsøg på at domesticere det onde, som hele tiden lurer i sjælens såvel som kollektivets afgrunde, eller som Freud flot formulerede det efter Første Verdenskrig: »I virkeligheden er menneskene ikke sunket så dybt, som vi frygter, for de var slet ikke steget så højt op, som vi troede.«

 

Sammenholder man denne analyse med Safranskis synspunkter på den aktuelle politiske situation i Tyskland og Europa, er overensstemmelsen forbløffende stor. Nu, som før, kritiserer han den herskende politiske diskurs for at være »infantiliserende« og moraliserende, virkelighedsfjern og erfaringsstridig – et udtryk for »politisk biedermeier« eller »politisk kitsch«, som det hedder i Die Weltwoche mere end 20 år senere. I Safranskis negative antropologi er mennesket notorisk ondt, fordi ondskaben følger af og er uløseligt forbundet med friheden. Demokratiet bør i den forstand ses som den store undtagelse i historien, et sjældent lykketræf, hvis overlevelse er afhængig af stærke institutioner. Den, der som Habermas tror, at kommunikationsfilosofi er den menneskelige socialisations apriori, forveksler den historiske undtagelse med den hobbesianske grundregel: at mennesket er en ulv blandt ulve. En tilsvarende anomali kendetegner ifølge Safranski i en vis forstand Den kolde krig, der set i bakspejlet virkede stabiliserende på de politiske institutioner. Det kan muligvis også forklare euforien efter Murens fald, der i et kort øjeblik syntes at markere historiens afslutning, indtil normaliteten genindfandt sig med borger- og stammekrige, etnificeringen af politikken, nationalismens og religionernes genkomst, fejlslagne stater – og nu altså også de meget konkrete politiske følger af disse udviklinger i Tyskland, som set med Safranskis øjne ikke er blevet meget klogere i løbet af de seneste godt 20 år.

 

For nu afslutningsvis at vende tilbage til Jan-Werner Müllers artikel om det nye tyske højre må man altså konkludere, at heller ikke Safranski for alvor synes at understøtte hans påstand om det tyske kulturlivs pludselige omfavnelse af højrepopulismen i form af AfD eller Pegida. Dels siger Safranski faktisk det samme, som han altid har gjort, dels må man retfærdigvis spørge, om de synspunkter, han så giver udtryk for, lader sig udlægge eller forklare særlig tilfredsstillende med henvisning til AfD, hvis sag han taler lige så lidt som Sloterdijk. Selvfølgelig kan man være uenig i både præmisserne for og selve hans analyse af Merkel-regeringens håndtering af flygtningesituationen, og som allerede påpeget forekommer hans sammenblanding af politisk islam, vold og machoadfærd ikke just at højne debatniveauet. Men hvis det er folk som Rüdiger Safranski, Müller har i tankerne, når han fremmaner billedet af en ny tysk alenegang i Europa, beroende på en tvivlsom forbrødring mellem højrepopulismen og det bredere kulturliv, er der efter denne skribents mening ingen grund til bekymring – heller ikke hvis Müllers analyse imod forventning skulle vise sig at holde stik. Safranski er frem for alt intellektuel og som sådan altid værd at diskutere med, om end især når han trækker de lange idéhistoriske linjer op i bogform.