Kommentar

Det skrækkelige barn

Yahya Hassan personificerer både vores afsky og forelskelse i det moderne menneske.

Hvad er det som interesserer os ved Yahya Hassan? Foto: Mogens Engelund

Hvad er det, som interesserer os sådan ved Yahya Hassan?

Fænomen. Foto: Mogens Engelund

Først var det knive, så en armbrøst og til sidst en pistol. I flere uger har man kunnet følge med i Yahya Hassans færden i Aarhus’ gader, i optrapningen af hans dagligdag med trusler, modtrusler og faretruende episoder, der ledte op til, at han i forrige uge blev varetægtsfængslet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse, efter at han angiveligt havde skudt en 17-årig dreng to gange i foden.

Inden anholdelsen havde Politikens kritiker Katrine Hornstrup Yde rammende kaldt videoerne på digterens Facebook-profil for et »realityshow fra en krigszone«. Konceptet var ikke kun stærkt underholdende, det var også præget af dyb alvor og vrede. Men det gjorde også mange i tvivl om, hvad Yahya Hassan egentlig havde gang i. Var vi vidner til en intenst dokumenteret selvdestruktion, der, som mange Facebook-brugere frygtede, kunne have fået en endnu værre udgang? Eller var der tværtimod tale om et forsvar for den »frihedskamp«, som han havde varslet i flere uger op til anholdelsen?

Uanset hvad sidder Yahya Hassan nu bag tremmer, indhegnet fra den voldsomme virkelighed, han enten ikke har kunnet tøjle eller sætte ordentlig i scene. Der er ingen tvivl om, at Yahya Hassan hele tiden har næret sig ved den ballade, han har lavet. Med hjælp fra utallige tv-kameraer har vi fulgt med i hans forstyrrelse af den offentlige orden, og hvordan han har skabt ravage i dansk politik. Her tilbyder Facebook blot endnu en platform, hvor han kan portrættere sig selv som tyven, der bryder ind alle steder i samfundet. Nogle vil med sikkerhed mene, at fængslingen derfor er den naturlige endestation på hans løbebane. Andre vil se beundrende på hans løsrivelse fra samfundets normer, at han ikke kender nogen respekt for hverken myndighederne eller sin egen baggrund, og at alt for ham tilsyneladende er et forsøg og et eksperiment, et opgør med sig selv og det han kommer af, om det er dansk eller palæstinensisk.

Det har på det seneste fået mig til at tænke på den udvikling, som den tyske filosof Peter Sloterdijk ser i det moderne vestlige samfund i sit gigantiske essay Die schrecklichen Kinder der Neuzeit. Moderniteten er for Sloterdijk kendetegnet ved en løsrivelse fra slægtskaber, fornægtelse af arv og foragt for forbilleder. Men den indgyder i det store hele også en bestræbelse på hensynsløs og ubetinget nyskabelse, på kreativitet og uafhængig kunst samt seksuel frigørelse. Kort sagt: Frihed som vi forestiller os den. I midten af dette ser Sloterdijk en masse bastarder, i både konkret og overført betydning, der er tvunget til at være frie og derfor må finde nye måder at forme sig selv og deres verden på.

Det er Sloterdijks idé, at vi i moderniteten har fået ein Überschuss an Wirklichkeit, et overskud af virkelighed, en masse løsrevet energi, som før var knyttet til slægtskaber og traditioner. Rettigheder, ejerskab og status er ikke længere begrænset til nogle få privilegerede, men løsrivelsen har også medført et ubrugeligt »affald« af ressourcer, der uundgåeligt kaster kaos af sig, og giver verden et overskud af uhensigtsmæssige konsekvenser. Med andre ord står vi i moderniteten over for en virkelighed, vi ikke kan forskanse os imod, og som derfor henvender sig bedst til de udfarende kreative bastarder, de faderløse sønner som hungrer efter anerkendelse, med andre ord, entreprenante typer som Yahya Hassan.

At mere end 100.000 danskere de seneste uger har fulgt med i hans nærmest anarkistiske selvfremstilling viser med al tydelighed, hvordan han både tjener som forbillede og skræmmebillede. Vi underholdes ved synet af hans provokerende adfærd over for politi og dem han kalder »dumme perkere«, hans forsøg på at at bringe orden i en underverden, som kun kender til uorden. Men vi tager også stærkt afstand fra ham, nu hvor det hele er blevet blodig alvor.

Som Sloterdijks bastarder har han langt hen ad vejen formået at omsætte den energi og det overskud af virkelighed, som andre frygter. Yahya Hassan har med andre ord vist, hvad det vil sige at være far til sig selv, at være sit eget ophav i en tid, der kalder på hensynsløs og ubetinget selvhævdelse. Men når den virkelighed i sidste ende slår om i et kaos, som han ikke har kunnet kontrollere, holder vi ham ud i strakt arm og ryster på hovedet af ham.

Sådan personificerer Yahya Hassan både vores afsky og forelskelse i det moderne menneske. Han er det skrækkelige barn, vi både beundrer og begræder.




Relaterede
Essay

Findes der en albansk Joyce?

I den øst-centraleuropæiske litteratur er sproget ikke blot et materiale eller et middel, men et udtryk for noget skrøbeligt og evig truet.
Essay

Tyve år efter

Infinite Jest, David Foster Wallaces monstrøse hovedværk, forlader sine teenageår og er så livskraftig som nogensinde.

Om Christian Johannes Idskov
Christian Johannes Idskov er ansvarshavende redaktør og medgrundlægger af Salon 55. Han er også tilkoblet Politiken som kritiker og skribent.