Drømmen om Europa

I middelalderen beroede den europæiske enhed på den fælles religion. I nyere tid veg religionen pladsen for kulturen (kunst, litteratur, filosofi), der blev realiseringen af de højeste værdier som europæerne kendte sig selv på, definerede sig ved, identificerede sig med. I dag er det kulturens tur til at vige pladsen. Men for hvad og for hvem? Hvilket område vil formå at skabe værdier af en karat, der kan forene Europa? De tekniske landvindinger? Markedet? Den politiske verden med dens ideal om demokrati og princip om tolerance? Men hvis denne tolerance ikke længere værner om nogen rig skaben eller nogen stærk tanke, bliver den da ikke tom og nytteløs? Eller skal man forstå kulturens fratræden som en slags udfrielse, som man skal give sig euforisk hen i? Jeg ved det ikke. Jeg mener blot at vide, at kulturen allerede har veget pladsen. Således fortoner billedet af den europæiske identitet sig i fortiden. En europæer: én der længes tilbage efter Europa.