Essay

En kinamands chance?

Det er ikke let at pode en autoritetstro ungdom med kritiske idéer.

Serie: Eftertanker #1

Han havde mere ret end jeg troede, Cao Shunqing. Han modtog mig med åbne arme og smilende genkendelse i Chengdus fugtige forårsvarme efter jeg i begyndelsen af maj med lidt forsinkelse var landet fra Wuhan. Vestligt skulle det være i dagens anledning, så vi endte på en fransk restaurant til frokost. Det var velment men ikke velgjort. Nogle af kineserne var lidt kejtede i deres håndtering af portionsanretninger og vestligt bestik, og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle forklare at en hvilken som helst fransk kok på et hvilket som helst tredjerangs spisested ville have fået en fyreseddel inden for 10 sekunder. Nå, men viljen ser Vorherre på, så det kunne jeg vel også gøre. Der var jo forhandlinger på programmet lidt senere og festtaler dagen efter.

Cao Shunqing er professor i sammenlignende litteratur ved Institut for Journalistik og Litteratur, Sichuan University i Chengdu. Byen har 10 millioner indbyggere, men er immervæk en provinsby i Sichuan provinsen i det vestlige Kina, lidt tilbagelænet trods den myldrende trafik. Selv om byen nu nærmest er Udkantskina, var den for omkring 1500 år siden en af de gamle hovedstæder, mens Kina gennemlevede én af sine mange opløsningsperioder. Alligevel er der en selvbevidsthed, en faglig ambition og en kampvilje på universitetet, der hører til Kinas ældste moderne universiteter, fra 1896 ligesom det prestigefyldte Jiao Tong Universitet i Shanghai.

Man stiver selvbevidstheden af på forskellig vis de to steder, en nyttig lektion i forholdet mellem center og periferi i og uden for Kina. Jiao Tong indførte The Shanghai Ranking og dermed det moderne internationale ranglistesystem. Det har siden ynglet og er nu sammen med bibliometri blevet til uddannelsesadministratorers og -politikeres behændige undskyldning for ikke at tænke. Formålet var egentlig ikke at lave en global rangliste, men at finde en måde hvorpå de asiatiske og især kinesiske eliteuniversiteter kunne få international synlighed i forhold til de amerikanske og europæiske universiteter der stjal rampelyset. Kinas MIT kalder de sig. Men det er nu stadig mest den vestlige verdens universiteter der bliver præmieret på listerne.

Sichuan University gør noget andet, og det er jeg på en mærkelig sidelæns måde blevet trukket ind i. Her styrker man den lokale profil i den nationale kontekst ved at gøre hvad man kan for at oprette internationale kontakter, at invitere gæster der kan undervise og forelæse på engelsk og træne de studerendes ofte begrænsede og hårdt tilkæmpede sprogkundskaber, at hælde store summer i et omfattende sommerskoleprogram med ca. 150 lærere fra hele verden, i sommeren 2015 også Deres udsendte. Alt det udgør en intern konsolidering på egne betingelser i stedet for Jiao Tongs forsøg på international selv-promovering, selv om man nu heller ikke i Chengdu har det mindste imod at opstille larmende reklamesøjler for næsen af tilrejsende gæster, især med tal: antal studerende, antal lærere, antal gæster, antal eksaminer, antal priser, antal whatever, på bannere, i brochurer, på tv skærme. »De skal ikke få os ned med nakken«, er den tavse og indædte målsætning i Chengdu mens de skæver til de store universiteter på østkysten fra især Beijing og Shanghai, men også Nanjing. Den indstilling ligner hvad jeg husker da jeg kom til Odense Universitet i 1973.

Mens sommerkurset løb af stablen, spurgte Cao Shunqing mig om jeg ville være kandidat i instituttets ansøgning om et elitegæsteprofessorat i tre år. Med et blik der røbede hvor stort det er i kinesernes øjne, fortalte han at jeg så kunne blive Yangtze River Chaired Visiting Professor, en titel længere end man kan sige uden at trække vejret undervejs. Sådan én er i høj kurs i Kina. Denne her refererer til ét af virkemidlerne i et program og uddeles af Forskningsministeriet i Beijing, lidt på samme måde som det danske Sapere Aude program. Antallet og længden af titler udløser en næsten gåsehudsfremkaldende fascination, især hvis det er noget med professor, formand, dekan, rektor, præsident, redaktør eller deres modifikationer med vice- foran. Så før jeg fik indholdet præsenteret, gjorde han det klart at det ikke bare var meget, men enormt ærefuldt, alene at blive genstand for en ansøgning.

Jeg har været længe nok i den akademiske verden til at forstå at æren nok ville være mest på deres side. De tilhører en ære-og-skam kultur, ikke jeg. At tabe både næse og mund kender vi også i Danmark, men at tabe ansigt er en helt anderledes alvorlig sag i Kina. Æren hænger ikke så meget sammen med at Sichuan University måske kunne få gaflen i mig som person, men fordi en bevilling ville være et trofæ i konkurrencen med de store østlige universiteter. De løber med det meste af hvad der udbydes fra centralt hold. Jeg gjorde det klart at det med ære ikke betød så meget dér hvor jeg kommer fra, og slet ikke for mig personligt. Som pensionist kan jeg ikke rigtig bruge den til noget, og uden for Kina er Yangtze River mest kendt for tilbagevendende oversvømmelser eller sceniske sejladser.

Jeg har det nærmest ligesom John Falstaff i Shakespeares Henry IV. Ved synet af de mange soldater der har lidt en ærefuld død på slagmarken, spørger han om æren kan gøre dem levende igen, helbrede deres sår og brækkede lemmer, give dem mad og tøj? Nej, må han svare, og det samme gjorde jeg i første omgang efter en kort præsentation af hvad jobbet drejede sig om, til stor forbløffelse, næsten chok for min kollega og de andre ansatte. De vil brække armen på langs for at få lov til at kalde sig Yangtze River et-eller-andet. Men, i stil med den lokale kampgejst, tager man ikke nej for et svar. De oversatte hele den kinesiske opslagstekst til engelsk og indlogerede mig på et ottestjernet hotel med fri bar mellem 17 og 19, svømmepøl med olympiske mål og tv over badekarret. Så har æren ligesom fået helbredte ben at gå på. Derpå var der arbejdsmiddag med en lille gruppe af de mest engelskkyndige fra Cao Shunqings institut. Lokal mad, gudskelov – maden er god og krydret i Sichuan ledsaget af blid jasminte og ikke uden forførende kvaliteter.

Jeg havde læst oversættelsen og tænkt over mulighederne. Kinesisk har ingen modalverber, så når man oversætter, er der problemer med , kan, skal, vil og bør. Og de er jo ret vigtige at have på plads inden man signerer en kontrakt. For at gøre en lang historie kort, så fik vi forhandlet tingene på plads. Jeg reducerede alle modalverber til ét: vil. Det blev brugt i to former: jeg vil og jeg vil ikke ved alle punkter i ministeriets opslag. Det overordnede formål med hele gæsteprofessorprogrammet er at udvikle kinesisk forskning og videregående uddannelse i dialog med international forskning, og det gælder alle forskningsfelter, også humaniora. Sammen med den lokale selvbevidsthed er der også uforløste faglige resurser, delvis blokeret af kinesisk sprog, institutionel tradition og politik. Dem skal jeg være med til at lukke op for i et lille hjørne af det store land.

I løbet af august satte instituttet en ansøgning sammen og sendte den af sted i september. I december gik jeg videre til anden runde, og ved årets udgang – ikke 31. december, men det kinesiske nytår i sidste halvdel af februar – kom resultatet. Udnævnelsen var hjemme. Jeg kunne starte mine vejrtrækningsøvelser så jeg ikke behøvede at hive efter vejret: Yangtze River Chaired Visiting Professor.

Og først i maj stod jeg så ud af flyet og mødtes igen med Cao Shunqing over den franske kulinarisk katastrofe der skulle stemme mit sind til højtid – og lidt velvilje. For ud over at signere kontrakten med ministeriet, så skulle vi jo også enes om et lokalt arbejdsprogram for to ophold om året af en måneds varighed hver i tre år. Og her begyndte modalverbumsakrobatikken igen. Jeg havde på forhånd fremsendt mit eget forslag efter formlen jeg vil og jeg vil ikke. Nogle af mine punkter gav dog lidt vriden på stolene. Kunne jeg ikke i stedet …? Men forhandlingerne blev unægtelig gjort lettere af at det vil være et alvorligt tab af ansigt ikke at kunne blive enige om et konkret program med den person instituttet har fået held til at få bevilget. Kun 50 for hele Kina – og det fylder en del på landkortet, skal jeg hilse at sige – og kun én i sammenlignende litteratur. De fleste går til naturvidenskab. What else is new?

Det var hér det virkelig gik op for mig at Cao Shunqing havde ret: Det er en meget ærefuld stilling. Jeg er blevet mødt med udrullet bedetæppe, også på andre universiteter, og fotograferet med folk, én og én, først på ét universitet foran en tv skærm på størrelse med en velvoksen skoletavle der annoncerede en af mine forelæsninger, så på et andet universitet hvor en mega-plakat også smed mit kontrafej i hovedet på folk. Det er første gang jeg er en ubestridt autoritet på et sprog hvor jeg kan sige seks ord nogenlunde korrekt. Gid jeg ikke var pensioneret. Hold op hvor skulle jeg have lært mine gamle kolleger og studerende en passende ærbødighed!

Alt foregik dog ikke på et bedetæppe. Jeg vil – og vil kun – arbejde med de studerende på mindre hold og ikke med BA-studerende, og jeg skal lære dem ikke at være høflige, men at være kritiske og selvkritiske, at sige gamle idiot til mig, at mene noget andet end mig og stå fast, at grine ad sig selv og ad mig, kritisere hinanden og blive kritiseret i fællesskab, lære at skrive og tale for et internationalt publikum – og lære at sige Cao Shunqing imod når jeg er rejst. Mine værter ville gerne have mig til at forelæse for så mange som muligt. Det vil være en succeshistorie at rapportere at 1.000 studerende eller mere på alle niveauer og yngre kolleger havde siddet ved mine fødder. Den idé flugter ikke helt med mine ideer om videregående uddannelse. Jeg vil ikke.

Mit ultimative succeskriterium er at jeg efter tre år kan få dem til at bruge mit fornavn. Men dér går grænsen, tror jeg, og måske lykkes det ikke. Imperium, republik eller kommunistisk étpartistat, Kungfutse har ikke levet forgæves. Heller ikke for en studenterbefolkning af individualistiske forbrugere der er født i étbarnsfamilier, omgivet af beundrende og beskyttende forældre og bedsteforældre og nu en del af verdens største ungdomsforbrugergruppe på ca. 300 millioner. Her er der sprængstof i en kultur der har levet på det modsatte i årtusinder – autoritet, hierarki, centralstyre. Man kan ikke udelukke at når USA går på røven en dag, genopstår dette ikoniske konsumsamfund i Kina. Det er det felt jeg skal operere i – superindividualister i en kollektiv kultur.

Det første jeg gør når jeg begynder mit indledningsophold i november, er at sige nej til den taxa med to studerende der henter mig, én der tager min taske, og én der åbner døren og holder hånden over mit hoved så jeg ikke slår mig på vej ind i bilen. Jeg frabad mig den sidste år, men den holdt igen og ventede på mig i maj. På campus hvor jeg skal bo, kan jeg købe en brugt cykel. Sådan en snupper jeg, transporterer mig selv og min rygsæk og sætter selv pc’en op. Og tager så fat på at frigøre gåpåmod, faglige nysgerrighed og akademiske selvtillid – på globalized broken English.




Relaterede
Essay

Tyve år efter

Infinite Jest, David Foster Wallaces monstrøse hovedværk, forlader sine teenageår og er så livskraftig som nogensinde.
Essay

Stemmer fra utopiens land

Så længe der sker ændringer i tabuerne og censuren, er Svetlana Aleksijevitjs værk ikke afsluttet.