Essay

Evig skam og dåselatter

Harald Voetmanns romaner viser os humanismens bagside og udstiller vores arrogance.

Alt under månen. Gyldendal, 2014.

Alt under månen.
Foto: Gyldendal, 2014.

I Harald Voetmanns Alt under månen (2014) er der en scene, hvor en gammel bonde findes død efter en snestorm. Han var gået ud om aftenen, fordi han følte trang til »at have åbning«, og dagen efter sidder han stadig på hug op mod havemuren »med hoser og brog om anklerne og de frosne ekskrementer halvvejs ud af tarmen«.

Bonden dør på Hven. Scenen er karakteristisk. Alt under månen er en atypisk historisk roman om hoffet omkring den store danske astrolog Tycho Brahe, der med historikeren John Robert Christiansons ord forsøgte at lave Hven om til »et magisk sted for universet, en have for guder, befolket af halvguder«. De nævnte halvguder er selvfølgelig Brahe og hans assistenter. Men Hven var oprindeligt beboet af bønder, som fik frataget deres frihed og blev tvunget til at tjene videnskabsmanden, efter han fik overdraget øen som len. Deres levevilkår var elendige, og de arbejdede praktisk talt som slaver. Det gjorde assistenterne for så vidt også. Deres løn var at være en del af Tycho Brahes familia.

Det er blandt andre disse familiemedlemmer, der kommer til orde i Voetmanns roman. Her lever de en kummerlig og ensformig tilværelse med endeløst stjernekiggeri. De beretter om den tætte tåge, der umuliggør deres arbejde, de adelige, som fra tid til anden dukker op på øen og spreder død og ødelæggelse, samt deres ensomhed, kærlighed og sorg. Derfor er det også fortællingen om de historiske andres liv, de små skæbner, som man ikke finder i de store mænds biografier.

Den bliver fortalt med udgangspunkt i optegnelserne fra Tycho Brahes Meteorologiske dagbog, nedskrevet af hans assistenter mellem 1582-1597. Assistenterne fører derfor også ordet i denne del af romanen, som hedder »Drabanternes år«, og er bygget op som en almanak fra 1500-tallet og fastholdes i datidens sprog. Voetmann genfinder på den måde fortidens fortælleformer og fortolker dem på ny, uden nødvendigvis at dvæle ved den historiske akkuratesse. Det samme gælder hans første roman Vågen (2010), der handler om Plinius den Ældre, manden bag Naturalis Historia, som havde til hensigt at beskrive hele verden.

Plinius omkom under Vesuvs udbrud i år 79. I sin iver for at forstå og beskrive fænomenet sejlede han direkte ind i askeskyen og sin egen død, og blev dermed offer for sit ekstreme videbegær. I Vågen indledes næsten alle afsnit med et citat fra hans Naturalis Historia, hvilket peger på et andet væsentligt træk ved Voetmanns historiske romaner. De tager udgangspunkt i Tycho Brahe og Plinius’ egne anskuelser om mennesket, naturen og universet samt deres tro på egne evner, når det kommer til at afdække alle eksistensens store hemmeligheder. Det er først og fremmest denne selvtillid, der er grundlag for det komiske i begge romaner.

De to videnskabsmænds pompøse selvhøjtidelighed, deres insisteren på at kunne udrede hele universet, står i skærende kontrast til den verden, Voetmann placerer dem i. Her er færre halvguder, end der er mennesker med kropsvæsker stående ud af øre, næse, mund og køn. Hver dag er fyldt med forhindringer, der gør det umuligt for Tycho at undersøge himlen og svært for Plinius at holde sig vågen nok til at få alt det væsentlige om verden dikteret til sin genstridige slave, der måske, måske ikke, får skrevet det hele ned. For en nutidig læser står det også klart, hvor tåget de to videnskabsmænds verdensbillede var. Plinius den Ældre skriver i Naturalis Historia, at man kan forpurre troldmænds trolddomskunstner ved at smøre menstruationsblod på deres dørstolper. Og Voetmann lader Tycho Brahe forstå og beskrive sin melankoli igennem humoralpatologiens logik, som ophobninger af blegt slim, der voldfører fornuften.

Vågen. Gyldendal, 2010

Vågen. Foto: Gyldendal, 2010

Men der er ikke tale om en satirisk latterliggørelse af en svunden tid, med dens overtro og storhedsvanvid. Der ligger en væsentlig pointe i det, der følger efter beskrivelsen af den gamle bondes frosne og skidende lig i Alt under månen. Fortælleren kigger den døde i øjnene, og han forstår pludseligt, hvordan »et blik kan være brustent. Blikket brast i den gamle bondes øjne, mens han klemte, lænet mod muren. Jeg så på øjnene, at noget var sprængt itu og man kunne netop kun se disse øjne og ikke i dem«. Tankestrømmen leder til en grublen over verden, som Gud må se den: »Så frossen må verden være i Guds øjne, der ser den hinsides tiden. Alt strømmende er dér et standset nu, ikke frosset fast i væren, men frosset fast i vorden og i ophør«. Den fastfrosne gamle bonde i færd med at skide er et emblem for Guds blik, Voetmanns billede på menneskets og verdens historie, og samtidig minder det om et grotesk billede af historiens allegoriske dødningehoved, som Walter Benjamin beskriver det. Allegorien indeholder hos Benjamin hele historien, hele »mennesketilværelsens natur« med dens »utidighed« og »lidelse«. Det allegoriske emblem er altid disharmonisk, melankolsk, »den mest naturforfaldne figur«.

Naturforfaldne figurer findes overalt i Voetmanns forfatterskab. I Alt under månen hjemsøges Tycho Brahe af den stivfrosne, skidende bonde, og i Vågen gør Plinius den Ældre sig tanker om trædemøllerne på sin fars byggeplads, hvor slaver bygger et nyt teater til Roms bedre borgerskab:

Det var ikke så meget synet af de nøgne og svedige kroppe, der kastede sig fremad og opad hele tiden, fanget i det drejende hjul, som forplantede deres bevægelser til de store sten, der skulle løftes. Det var lydende; slaskelyden af deres kød, der hvert øjeblik hamrede mod brædderne, og deres stønnen og jamren og uforståelige mumlede forbandelser. Netop sådan forestiller jeg mig lyden af universet. (…) Pythagoras må være gal, når han taler om kosmiske harmonier. Universets lyd har for mig altid været lyden af noget tungt og massivt, der bliver slæbt af sted af germanske og numidiske slaver i trædemøller.

Sådanne sted- og tidsligt forankrede scener får Voetmanns historiske romaner til at minde om kollager af tankebilleder. For har universets lyd virkeligt ændret sig de sidste 2000 år? Plinius genkalder sig en slaves død i en af trædemøllerne, og hvordan en ny slave straks blev gennet derind, efter den dødes lig faldt ud på jorden. Den mekaniske proces bliver hævet til en slags verdensteater: »Hjulet drejede videre ved siden af liget, forplantede de levendes bevægelser til den døde materie, teatrets store stenblokke. Jeg vil vove den påstand, at teatret aldrig, efter det er blevet færdiggjort, har lagt scene til så betydningsladet en forestilling«.

Hvis man skal fremføre en anke mod Voetmanns teater, så er det pessimistiske verdens- og menneskesyn muligvis for gennemført. Der er ikke stor forskel i grundtonen på tværs af værkerne, og det kunne være interessant at se, hvordan håb ser ud i Harald Voetmanns optik. Et bud på en udvej fra tilværelsens trædemølle. Måske ligger der, om ikke håb så i det mindste opmuntring, i humoren og ikke mindst i sproget. Trøstesløsheden bliver leveret med et kæmpe sprogligt overskud, og det er denne modsætning, der får læseren til at fryde sig over melankolien. Som når Tycho Brahe – igen med den døde bonde i tankerne – beskriver alt under månen som »(e)t evigt nu, ikke frosset fast i væren, men frosset fast i vorden og ophør. Med tænderne sunket ned og lemmet banket op i kødet, smaskende og spruttende. Sammengroet, selvopædende, og kun spejlet i det blege øje på himlen. Aldrig set«.

Ovenstående citat udtrykker en særlig tidsopfattelse, en tidløs forfaldstilstand, der muligvis kommer bedst til udtryk i Kødet letter fra 2012, som i modsætning til Vågen og Alt under månen ikke er en historisk roman, men stadig er præget af den samme dekadente emblematik. De to hovedkarakterer i romanens første del, Kühleborn og Huldbrand, er i sig selv naturforfaldne skikkelser, hvorfor de også kaldes »Protister«, urvæsener. De er »Des«, og når Huldbrand giver Kühleborn en fødselsdagsgave, er det en igle. Samme igler er grunden til, at han ikke kommer med sit fly til Alanya, da sikkerhedskontrollen i Kastrup Lufthavn ikke forstår, hvad »Hirudines Medicinales« betyder og ikke kan se, hvorfor Huldbrand vil have levende snegle med til Tyrkiet. Hans fortælling slutter med, at en hestedrosche samler ham og hans trolleykuffert op ude foran Terminal 2. I Kühleborns tilværelse hersker den samme blanding af altmodisch og moderne. Han ser Ugerevy i Saga Biografteatret, hvor han mænger sig med mænd med bløde hatte, som interesserer sig for udviklingen på fronterne og på Børsen, og samtidig kan han hver dag ved sit busstoppested blive underligt opstemt af et reklameskilt med ordene »It’s so F!!!!!! HOT in here«, hvor en halvnøgen blondine tømmer en læskedrik ud over sine bryster. Romanen er så fyldt med forskellig tid, at den bliver et diset stilbillede. Og derfor er det måske ikke tilfældigt, at netop Kødet letter, i højere grad end de to andre romaner, fikserer og italesætter nogle af deres fælles temaer. En ting, der er særlig interessant, er problematiseringen af latter på Kühleborns bekostning. Dåselatteren i den komedieserie, han sidder og ser, griner med de unge smukke mennesker, mens en »dåselatterfunktion i Kühleborns liv … ville virke anderledes ondskabsfuld og udstillende«. Men en latter er dog en reaktion, og sådan en længes han efter. Livet har det med »at samle sig i udstillende og nedgørende pointer, og tavsheden, hver gang hans skæbne udleverer ham som pointen i en ondsindet vittighed, er ligeså gal« som en dåselatter vil være. Det er kun Kühleborn, der »har en klar bevidsthed om«, at hans elendighed er »en fyndig latter værd, hvis nogen ellers gad bemærke den. Ligefrem selv at grine ad den orker han ikke«.

Latteren gøres til et etisk spørgsmål, som går igen i Vågen og Alt under månen. At grine af Kühleborn, Plinius, Tycho Brahe og resten af det spøjse karaktergalleri er ikke uproblematisk, for det er deres lidelse, vi griner af. Men det er jo sjovt. På sin egen barokke måde. Melankoli og komik kan slet ikke adskilles, og derfor bliver komikken aldrig fingerpegende, og melankolien ikke patroniserende på staklernes bekostning.

Plinius den Ældre og Tycho Brahe er selvfølgelig ikke stakler. I hvert fald ikke i konventionel forstand. Men hos Voetmann findes der alligevel noget stakkels i deres bestræbelse på at kortlægge himmel og jord. I Vågen beskriver Plinius den kraft, der underlægger trælle såvel som tyranner, og »får hanen til at gale, pikken til at dunke, hunden til at galpe. Hvad den despot hedder, ved jeg ikke, men jeg bander over den, dag efter dag«. Det er den kraft, som Voetmanns udlægninger af de to store videnskabsmænd er underlagt i overmål, og som giver dem en afsindig, patologisk viljestyrke. Hverken Tycho eller Plinius er drevet af lyst, men af deres viljes tvang. Kendetegnende for dem begge er den modstand, som deres kroppe udøver. Plinius afbrydes konstant af næseblod, allergi og svimmelhed, og Tycho Brahe beskriver sin kamp som »(m)odstand. Kroppens modstand mod at underlægge sig ånden og i åndens tjeneste fravriste naturen hendes hemmeligheder. Sin natur. Den natur, jeg selv er gjort af, men dog kun delvist gjort af – og som jeg endnu bemestrer nok til ikke at lade smerterne afholde mig fra mine observationer nogen nat«.

Naturen og kroppen bliver til modstandere, der skal betvinges og underkastes ånden. Voetmann fører læseren om til den humanistiske tankes bagside, hvor mennesket bekriger den natur, det prøver at forstå. Det tragiske – og det komiske – i Plinius’ og Tycho Brahes fortællinger kommer af deres insisteren på, at universet skal kortlægges med deres videnskabelige bevidsthed. Plinius svar på tilværelsens gåde giver derfor genlyd som en dyster variation af et velkendt antopocentrisk refræn: »Lysten til at navngive og kategorisere verdens elendigheder. Hvorfor skulle vi ellers være blevet anbragt midt i dem, med dette talent, denne gave?« Vågen og Alt under månen udstiller humanismens arrogance ved hele tiden at lade den løbe hovedet ind i sin egen begrænsning, mennesket.

Her ligger også grunden til, at Voetmanns karakteristiske kropsvæskeæstetik er andet og mere end et stilsikkert hehe-system, der genbruges fra roman til roman. Sæd, pis og lort er dele af dem selv, som genierne ikke kan kontrollere, og det er forbundet med den skam, de føler over at være til. Skammen kommer tydeligst til udtryk i Tycho Brahes (fiktive) breve til sin dødfødte tvillingebror. Det er Tychos bevidsthed, der gør, at han ser verden som det sted, al skam samler sig om, og det er dens mangel på bevidsthed og skam, der får ham til at hade en fasankok uhørt meget i en af de sjoveste passager i romanen. Dens skrigende farver er urimelige, påståelige og i dens skræppen hører han kun »det her er mit! Det er mit! Alt det her er nemlig mit, at du véd det!«

Kødet letter. Gyldendal, 2012.

Kødet letter. Foto: Gyldendal, 2012.

Der er en grum nietzscheansk jalousi på spil her. I Historiens nytte skriver Friedrich Nietzsche, hvordan børn og dyr lever i et evigt nu, og derfor er lykkelige i modsætning til det voksne menneske, som går rundt og er stolt og ulykkelig over sin historiske bevidsthed. Det er et gennemgående motiv i Voetmanns forfatterskab. I Alt under månen skal man ikke være psykolog for at se en forskydning i den vrede, som Tycho Brahe retter mod fasankokken, for selvfølgelig er det ham selv, der siger »det her er nemlig mit, at du véd det!« Harald Voetmann optræder selv som en superdeprimeret fortæller i anden del af Kødet letter og retter nogle tilsvarende hårde ord mod den encellede organisme, som fandt på at dele sig, »fordi den vil æde sig selv, kneppe sig selv, dø sig«, og han begræder, at der ikke var nogen til at trampe på den »før den delte sig hin forbandede dag i ursumpens dynd. Den delte sig, og til alle sider sprang de fede drengebørn og fiskefrikadeller, fremtidsforskere og kortprosaister og depressive socialarbejdere«. Og måske er det endda Plinus, den historiske alderspræsident, der er både mest pessimistisk og mest målrettet på menneskets vegne:

Hun (naturen, red.) har skabt mennesket for lidelsens skyld alene, som det eneste dyr, der kan græde, det eneste dyr, der kender døden og forstår sine lidelsers omfang. Det eneste dyr, der kan forstå, at det er skabt til at lide, for at underholde naturen. (…) Vi må lære at sætte pris på den ondsindede leg, selvom den alene er på vores bekostning. Lære alle de mulige misdannelser, naturen kan skamfere os med, fryde os over de uendelige variationer af elendighed, hendes opfindsomhed dagligt frembyder. Med trods og beundring må vi navngive alle hendes påfund.

Menneskets trodsige viljestyrke er essentiel for den voetmannske antropologi. En viden om viljens absurditet i sidste ende, som stadig ikke får det til at stoppe. Og måske er det ikke så fremmed for verden anno 2015? Flere anmeldere har ytret deres tvivl, når det kommer til aktualiteten i Harald Voetmanns forfatterskab, og hvorvidt vi i virkeligheden ikke bare griner af gamle tosser fra vores privilegerede historiske position. Men det standpunkt peger uforvarende tilbage på sig selv. For selvom der er noget stærkt anakronistisk i Harald Voetmanns forfatterskab, så har vi muligvis ikke en forfatter herhjemme, der gør brug af mere aktuelle motiver. I en tid, hvor vi er konfronteret med det faktum, at mennesket igennem de sidste mange århundreder har ødelagt Jorden i menneskehedens tjeneste, og stadig ikke kan gøre noget for at udbedre skaden, fordi vi af ren trods insisterer på, at planeten først og fremmest er vores, så minder Voetmann os om, at vi ikke er anderledes end de uvidende stakler, der er ofre for vores dåselatter. Derfor er en ny roman af Harald Voetmann en begivenhed. En anledning til at grine fortvivlet af mennesket.




Relaterede
Lars Frost: Copyright: Gyldendal
Essay

Intimitet & revolution t/r

Lars Frosts velfærdstrilogi udgør et af de største bidrag til dansk litteratur siden årtusindskiftet.
Essay

Sorgens rigdom

I Pernille Abd-El Dayems debut er sorgen som et omslag, der holder sammen på barnet.