Artikel

Fagre nye Ungarn

Viktor Orbán og partiet Fidesz er ved at gennemføre en kulturel revolution i Ungarn.

Floden Tisza og broen Tokaj. Copyright: Wikimedia Commons

To spørgsmål rejser sig, efter premierminister Viktor Orbán, under sit besøg i den rumænske by Băile Tușnad (Tusnádfürdő), erklærede, at Ungarn forsøger at skabe et »illiberalt system«, med Rusland, Kina og Tyrkiet som forbilleder.

For det første: Hvordan er det muligt, at en enkelt regeringsperiode var nok til at afvikle resultaterne af 25 års fredelig omstilling til et demokratisk, pluralistisk samfund baseret på lovstyre?

For det andet: Hvordan kan EU acceptere sådanne omfattende politiske omvæltninger i et af sine medlemslande og samtidig finansiere realiseringen af dem?

Da Fidesz kom til magten i 2010 var deres erklærede mål at gennemføre en radikal forandring af det ungarske samfund. Det begyndte øjeblikkeligt i tre forskellige retninger: den gennemgribende forandring af det retslige og det institutionelle system, centraliseringen og omfordelingen af økonomiske aktiver samt en ideologisk offensiv.

Omvæltningen af det retslige og det institutionelle system indbefattede en omskrivning af landets forfatning, valglove og distrikter, en omformning af højesteretten og forfatningsretten, en udrensning af dommere samt ændringer, der gjorde det muligt at vedtage love i rekordfart.

Siden 2010 har parlamentet, hvor Fidesz og koalitionspartneren, det kristendemokratiske KDNP, har absolut flertal, vedtaget mere end 850 nye love og utallige modifikationer, dekreter og regulativer. Regeringskoalitionen kan derfor føre dens agenda ud i livet, uforstyrret af »ydre« social og politisk kontrol, og er i stand til at sikre sine fremtidige genvalg. En OSCE-rapport konkluderede, at »det primære regeringsparti havde en uretsmæssig fordel« under valgene i 2014, men resultaterne forblev ubestridte. Koalitionen vandt med 2.2 millioner, cirka 44 % af stemmerne – sammenlignet med 3.32 millioner, 53 % i 2010 – men sammensætningen af parlamentet afspejler ikke tabet af mere end en million stemmer (66.8 % af pladserne i parlamentet sammenlignet med 68 %).

 

Vinter i Sarospatak. Copyright: Wikimedia Commons.

Vinter i Sarospatak. Copyright: Wikimedia Commons.

Retsændringerne blev fulgt op af en radikal omstrukturering af det institutionelle system fra statskontorer og offentlige ydelser til de resterende autonome lommer, som for eksempel lokale selvstyrer og universiteter, der sikrer, at regeringsembedsmænd nu kontrollerer den daglige drift.

Centraliseringen og neutraliseringen af de uafhængige regulerings- og kontrolinstitutioner har også været ledemotiverne for de voldsomme ændringer af landets økonomiske system. Staten overtog en betragtelig mængde økonomiske aktiver – produktionsfaciliteter, offentlige forsyningsværker, infrastruktur og landområder – igennem nationalisering, tvungne overtagelser eller ganske enkelt regeringsdekreter.

Gennem love, regulativer og skatter er staten nu i stand til at kontrollere og gribe ind i foretagender uden for dens kredsløb. Ombygningen af det økonomiske institutionelle system indbefatter en centralisering af beslutningstagningen og placerer Fidesz-kandidater i spidsen for nøgleinstitutioner som Centralbanken, Finansrådet og Statsrevisionen. Koalitionen har gjort sig store anstrengelser for at afslutte samarbejdet med Den Internationale Valutafond og for at slippe ud af EU’s voldsomme underskudsprocedure, ikke for at undgå Troikaens alvorlige krisehåndtering, men for at undgå indgriben fra eksterne regulerende instanser.

De centraliserede økonomiske aktiver bliver omfordelt til den herskende elite og et trofast Fidesz-klientel. Igennem det offentlige indkøbssystem, via lukkede bud eller forvredet konkurrence, lander ordrer på vigtige offentlige opgaver, store regeringsprogrammer, fra omfattende byggeri til omskrivning, trykningen og distributionen af tekstbøger til skoler, ofte i den samme lukkede insider-cirkel. Regeringsmidler bruges også til at gennemføre Fidesz’ politiske agenda, lige fra at støtte den statsdrevne propagandamaskine til at finansiere den kunstige reducering af offentlig forbrug, til anlæggelsen af »hvide elefanter«, som en serie af ultramoderne fodboldstadions.

Politikere fra Fidesz benægter ikke engang, at der finder en omfordeling af økonomiske midler sted, men de »retfærdiggør« det ved at pege på, at medlemmer og allierede af det reform-kommunistiske lederskab efter det gamle systems kollaps, i den vilde privatiseringsperiode, havde mulighed for at berige sig selv. Under påskud af at »udbedre historien«, i stedet for at udøve en mere ret og rimelig distribution af velstanden og de udviklingsmæssige muligheder, lægger landets nuværende ledere fundamentet for deres langvarige dominans, ikke kun politisk, men også økonomisk. Sideløbende med skabelsen af en velhavende ny herskende klasse har Fidesz’ politik ført til en markant forringelse af store dele af samfundet. Ifølge en ny OECD-rapport lider mere end 25 procent af befolkningen under alvorlig materiel fattigdom (den højeste procentsats i OECD), og ulighed og fattigdom er steget betragteligt siden 2009.

Ud over at ekspropriere og koncentrere de indre ressourcer under deres forvaltning bruger Fidesz penge fra EU til at gennemføre deres program, som underminerer EU’s mest grundlæggende værdier. Ungarn er en af de primære modtagere af EU-støtte; 95 procent af de offentlige investeringer er finansieret af EU-donationer. Mindre end to måneder efter Orbáns tale i Băile Tușnad underskrev den europæiske kommission en ny partnerskabsaftale med Ungarn, som vil overøse landet med penge i de kommende seks år. Ungarn er blandt de mest korrupte centraleuropæiske lande, og korruptionen er i særdeleshed høj, når det kommer til fordelingen af EU-midler. Det er ikke tilfældigt, at regeringen fører krig mod den norske støtte, som er en af de få resterende kilder, der financierer uafhængige aktiviteter uden for regeringens indflydelse.

Efter Fidesz kom til magten, har partiet indledt en storstilet ideologisk offensiv for at præge det ungarske samfund med deres politiske og æstetiske værdier. Ved hjælp af en effektiv og allestedsnærværende propagandamaskine, ekstrem tæt kontrol af medierne og deres dominans på førende beslutningsposter, leder Fidesz en ægte kulturel revolution, som består i alt fra at omdøbe gadenavne og omforme offentlige områder, lukke og grundlægge videnskabelige, historiske og kunstneriske institutioner, radikale forandringer i uddannelsessystemet fra børnehaver til universiteter, udskifte teaterdirektører, lave om på filmindustrien og meget mere.

Fidesz har ingen sammenhængende ideologi, men afhængigt af konteksten bruger de elementer fra forskellige strømninger, blander neokonservative troper (Gud, fædreland, familie) med anti-globaliseringsargumenter (anti-marked, anti-finans), klassiske populistiske slogans med anti-EU og anti-minoritetsrefræner, der giver genlyd på den ekstreme højrefløj. Den eklektiske retorik er indlagt i en nationalistisk diskurs, der tegner en imaginær, ren og nobel nation, som skiftevis er offer for historiske uretfærdigheder og/eller en helt, som et eksempel hele verden kan følge.

Hr. Orbán (og hans hold) bruger med stor dygtighed identitetspolitik til at skabe en tiltrængt følelse af fællesskab, solidaritet og formål blandt deres tilhængere og til at identificere de fjender, som »truer« sammenholdet. De bruger en temmelig eksklusiv forestilling om nationen ved at genbruge Matyas Rakosis, den kommunistiske diktator fra 1950’erne, slogan: »Dem, som ikke er med os, er imod os.«

Men i en udenrigskontekst bliver nationen øjeblikkeligt inklusiv; en af de første tiltag Fidesz foretog i 2010 var at give statsborgerskab og stemmeret til ungarske minoriteter uden for landets grænser. Denne politik betalte sig: Ved forårsvalget i 2014 stemte mere end 95 procent af de »nye« ungarske statsborgere på partiet.

Nu kører det fintmaskede system på fuld hastighed, og hvis eventuelle forhindringer skulle opstå, for eksempel et uforudset tiltag fra Forfatningsretten, der forlanger en revision af en regeringsbeslutning, bliver det hurtigt afklaret ved direkte indgriben. Formelt er landet stadigvæk et pluralistisk parlamentarisk demokrati, men i virkeligheden er Ungarn blevet et personaliseret etpartisystem. Der er nærmest ingen forskel mellem regeringen og det største parti i regeringskoalitionen. Fidesz er et yderst centraliseret monolitisk parti, uden synlige interne opdelinger, der er styret under skarp kontrol af premierminister Orbán.

Tisza-floden ved Tokaj. Copyright: Wikimedia Commons.

Tisza-floden ved Tokaj. Copyright: Wikimedia Commons.

Fidesz’ totale dominans over det ungarske samfund ville ikke have været mulig, hvis der var et attraktivt og tænkeligt alternativ til det, både indefra såvel som uden for Ungarn. Den hjemlige opposition er svag, splittet og uorganiseret. De reformerede kommunister havde tre muligheder for at bevise, at de var i stand til at skabe et demokratisk, retfærdigt og effektivt samfund, og de fejlede hver gang. De forsømte at adressere grundlæggende problemer såsom de store sociale konsekvenser af de gennemgribende privatiseringer, overgangskrisen, situationen med roma-minoriteten, problemet med landbruget, fraværet af effektive små- og mellemstore hjemlige virksomheder og små demokratiske græsrodsorganisationer.

De andre partier i oppositionen, inklusive de nye sammenslutninger, der dukkede op af forskellige civilsamfundsbevægelser, er ligeså patetisk svage og ude af stand til at mobilisere folk, på trods af den stigende skuffelse over Fidesz’ politik

Billedet er ligeledes fortvivlende i en bredere kontekst. I flere år har EU’s eneste svar til strømmen af økonomiske, finansielle og politiske kriser, der har undermineret kontinentets sociale og politiske ret samt dets produktive base, været ukritisk at følge den samme neoliberale politik, som førte til krisen. Ved at indføre ureviderede sparepakker og underskrive handels- og investeringsaftaler, der giver mere og mere magt til virksomheder, har EU mistet en stor del af sin troværdighed og tiltrækningskraft. Den forsinkede og tøvende reaktion på store kriser, som krigen i Syrien og annekteringen af Krim, underminerer EU’s rolle som beskytter af grundlæggende menneske- og sociale rettigheder.

Det eneste effektive svar til denne situation er, at man snarest muligt begynder at bygge en helt ny økonomisk og social model baseret på oprigtig demokratisk deltagelse og kontrol, social retfærdighed, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling – i Ungarn, andre europæiske lande og i selve EU. Hvis det ikke sker, vil Europas befolkning være fanget mellem Scylla – i form af nationalistisk autoritarisme blandet med populisme – og Charybodis, bestående af ureguleret finansiel kapitalisme, der får os til at løbe panden direkte mod muren.

 

– Oversat af Kasper Lyngholm Larsen

Yudit Kiss er en ungarsk økonom og forfatter til flere videnskabelige publikationer, der beskæftiger sig med Den Kolde Krigs økonomiske transformationer i Centraleuropa. Kiss, der til dagligt bor i Geneve, skriver med mellemrum i The Guardian, Lettre International, El Nacional, Nexos, Gazeta Wyborcza og Eurozine.

– Artiklen har tidligere været bragt på opendemocracy.com




Relaterede
Essay

Sorgens rigdom

I Pernille Abd-El Dayems debut er sorgen som et omslag, der holder sammen på barnet.
Anmeldelse

Hedrin er ikke nok

Olga Ravn skriver om det parasitære i tilværelsen.