Essay

Frugivoren som kolonisator

Christian Kracht borer sine fingre ned i det post-religiøse samfunds ubehag og udstiller livsstilskulturens latente totalitarisme.

Den schweiziske forfatter Christian Krachts seneste roman var anledning til de senere års største litterære polemik i de tysksprogede lande.
Foto: European Voices

Nogle forfattere er som bekendt bedre end andre til at skabe opmærksomhed om deres værk og person, men ikke mange kan hamle op med Christian Kracht, der siden debuten i 1995 med generationsromanen Faserland gang på gang har demonstreret en virtuos evne til at sætte sig selv i scene. Så meget desto mere overrasket må han være blevet over den voldsomme debat, der opstod i kølvandet på Imperium, hans fjerde og seneste roman fra 2012. I hvert fald tyder intet på, at den var orkestreret af ham selv. Allerede inden bogen var udkommet, bragte ugemagasinet Der Spiegel en lang anmeldelse med den gådefulde og let insinuerende titel »Metoden Kracht«, hvori anmelderen Georg Diez over flere sider forsøger at føre bevis for, at Kracht med sin seneste roman endelig har bekendt politisk kulør, og at det ubehag, Diez hævder altid at have følt ved at læse Kracht, nu omsider lader sig indkredse og benævne. Først med denne roman bliver det nemlig tydeligt, hvorfor »heltene« i Krachts romaner altid og i stadig højere grad har været drevet af en »udslettelseslængsel«, der enten får dem til at »underkaste sig totalitære politiske systemer« eller »skabe mennesketilintetgørende utopier«, og hvor Diez altså før var i stand til at læse hen over dette – skulle man synes – temmelig signifikante træk, træder mønstret nu klart frem: Der går en lige linje fra de foregående romaners menneskeforagt til Imperium, som fra start til slut »er gennemsyret af et racistisk verdenssyn«. Diez vil ganske vist ikke gå så langt som til at kalde ham nazist eller antisemit, men han lægger ikke skjul på, at det er heromkring, vi befinder os. Kracht har »meget bevidst sat sig uden for den demokratiske diskurs«, han er »den højre tankes dørmand« – hvad det så ellers er – og et eksempel på, »hvordan antimoderne, demokratifjendtlig, totalitær tænkning finder vej ind i mainstream«.

Det kræver ikke de store evner udi spådomskunst at forudsige virkningen af en sådan beskyldning, og reaktionerne lod da heller ikke vente på sig. I løbet af få dage var »metoden Kracht« blevet til »skandalen Kracht«, og de seneste års største litterære debat i Tyskland var en realitet. Nu, hvor krudtrøgen har lagt sig, og det igen er blevet muligt at læse om romanen uden at lade sig distrahere af de mange meningstilkendegivelser, kan det måske være vanskeligt at se, hvori det kontroversielle ved romanen skulle bestå. Til gengæld kan man glæde sig over, hvor god en roman Imperium er, og hvor elegant Kracht formår at binde en række inspirationer fra forskellige registre og traditioner sammen – vel at mærke uden at spolere læselysten eller lade plottet løbe helt ud i sandet. Henførte beskrivelser af amerikanske serieprodukter som Kellogg’s og Coca-Cola veksler med ironiske hilsner til Kafka, Hesse, Nabokov, Thomas Mann og andre højpandede klassikere, og bedst som man tror sig hensat til drengeuniverset i en historisk eventyrroman a la Robert Louis Stevenson, Jules Verne eller Jack London, der også udgør vigtige inspirationskilder for Kracht, træder et antal tegneseriefigurer fra Hugo Pratts Corto Maltese-klassiker Balladen om det fordømte hav (1967) pludselig ind i historien og ødelægger illusionen – hvis den da ikke allerede er blevet ødelagt af den alvidende fortæller, der fra tid til anden trækker forhænget til side, generøst fremviser de forskellige rekvisitter og snoreværk, fortællingen gør brug af, og som i en anden Hollywood-produktion udpeger kameraernes placering. Den kunst er der ikke mange, der kan gøre Kracht efter, i hvert fald ikke med lige så stor elegance. Ud over det ubetvivlelige faktum, at Imperium er skrevet på et stort intellektuelt overskud, er den med andre ord også a good read, hvilket som bekendt ikke nødvendigvis følger af det første.

Jeg vil i det følgende koncentrere mig om et enkelt af disse mange spor, som er intimt forbundet med romanens stof – den såkaldte livsreformbevægelse, en relativt bred subkulturel strømning i Tyskland omkring forrige århundredskifte, og dens politisk-ideologiske implikationer. Det er ikke nødvendigvis så tørt og irrelevant for den moderne romanlæser, som det måske umiddelbart kunne lyde, og så er der en vis sandsynlighed for, at det samtidig kan forklare det ubehag, Diez og andre måtte føle ved læsningen af Imperium. Men lad os begynde med at kaste et blik på historien og præsentere dens hovedperson.

I
Kort efter forrige århundredskifte – i 1901 eller 1902, det bliver ikke helt klart i romanen – sætter en godt 30-årig mand fra Nürnberg ved navn August Engelhardt kurs mod det sydvestlige Stillehav, hvor en af det tyske kejserriges få kolonier ligger. Ankommet til Herbertshöhe, som er Tysk Ny Guineas forvaltningscentrum og sæde for koloniens guvernør, erhverver han øen Kabakon med dertilhørende kokosplantage samt ca. 40 indfødte og grundlægger sin egen orden, »Solordenen – ækvatorialt bosættelsesselskab«. Formålet med denne koloni i kolonien er at praktisere og udbrede kendskabet til den såkaldte kokovorisme, en hjemmestrikket og temmelig besynderlig version af det tidstypiske sol- og naturevangelium, som forener nudisme og vegetarisme med den hellige dyrkelse af kokosnødden – ifølge Engelhardt »de vises sten« og den eneste føde, mennesket behøver at indtage for at opnå udødelighed og forenes med gud. Fra Kabakon sender Engelhardt hvervepostkort hjem til Tyskland og indrykker annoncer i diverse tidsskrifter, der skal få andre civilisationstrætte tyskere til at gøre ham følgeskab – og sandelig, om de ikke kommer, i begyndelsen drypvis, senere flere ad gangen. Blandt de første, der følger hans opfordring, er endda en celebritet, en berømt kapelmester og klaver- og violinvirtuos fra Berlin ved navn Max Lützow, der efter et par måneders ophold på øen sender et begejstret rejsebrev hjem til Vegetarische Warte, de tyske vegetarers centralorgan, og for en stund gør »Solordenen« berømt i miljøet. Men ak, mørke skyer trækker ind over kolonien, flere kokovorer bliver syge og dør af fejlernæring, der opstår strid om den rette lære, og mindst én forsvinder under mystiske omstændigheder, inden kolonien efter nogle år går i opløsning.

Det lyder næsten for urimeligt til, at man som læser vil lege med – og i hvert fald for eventyrligt til at være sandt. Men faktisk er hverken historien eller dens hovedperson et produkt af Krachts fantasi. Kokosnøddeapostlen har et virkeligt og veldokumenteret historisk forlæg, der efter at have ligget hen i det meste af 100 år på historiens mødding er genopstået i flere forskellige sammenhænge inden for ganske få år: som kildebaseret forskningsobjekt, som figur i Marc Buhls roste roman Das Paradies des August Engelhardt (2011), som forfatter af det nu genudgivne kokovorismemanifest Eine sorgenfreie Zukunft fra 1906, som hovedperson i Stéphane Bittouns teaterstykke Nackt unter Kokosnüssen (2011), som en af de portrætterede i populærhistorikeren Guido Knopps dokumentarserie Das Weltreich der Deutschen, der blev sendt på landsdækkende TV i 2010 – og nu altså for anden gang som romanfigur, i Krachts Imperium.

I modsætning til sine forgængere tager Kracht det dog ikke så nøje med kilderne, ja, faktisk er der så mange tilsyneladende vilkårlige og unødvendige uoverensstemmelser mellem realhistorie og fiktion, at man kan have ham mistænkt for ikke bare at se stort på fakta, men snarere helt bevidst at omarrangere selv banale biografiske og kronologiske forhold. Læseren kan derfor reelt ikke vide sig sikker på noget, i særdeleshed ikke den betydelige mængde trivia om historiske personers gøren og laden, som fortælleren med stor autoritet væver ind i historien. Om det så skal læses som en ironisk kommentar til forgængernes detaljefiksering og anale forhold til kilderne, behøver vi ikke at beskæftige os med i denne sammenhæng. Vigtigere er den generelle pointe, som gemmer sig bag hele dette arrangement – at det naturligvis er fiktion, vi har at gøre med, og at fortælleren er i sin gode ret til at gøre med stoffet, hvad han vil. Og for at ingen skal være i tvivl om, hvad det betyder, ender historien så langt fra virkelighedens verden som overhovedet muligt – i Hollywoods filmstudier. Mens den historiske August Engelhardt kun lige akkurat overlever Første Verdenskrig, lader Kracht ham nemlig leve til kort efter Anden Verdenskrig, hvor nogle amerikanske marineenheder finder ham i en jordhule på Salomonøerne, på uforklarlig vis kureret for den spedalskhed, han var plaget af, da læseren tabte ham af syne i årene omkring Første Verdenskrig. Efter at Hollywood har fået nys om historien, kan det hele så bogstavelig talt begynde forfra, med samme panorerende kamerabevægelse hen over dækket på den damppostbåd, som bringer Engelhardt til Tysk Ny Guinea, og som vi allerede kender fra romanens begyndelse. Hvor virkeligheden ender og fiktionen begynder, skal man ikke spørge om. Hos Kracht bider det hele sig selv i halen, og der er derfor en ironisk pointe i, at historien netop gentager sig som film, som seriel reproduktion og repræsentation, og at dette naturligvis må ske, efter at et nyt imperium – nemlig USA – har rejst sig på ruinerne af det, der herskede ved romanens begyndelse.

Bag hele dette panser af ironi og selvreferentialitet skjuler der sig dog også et mere alvorligt ærinde, som godt kan fortone sig lidt undervejs. For så utilpasset og aparte den hippieagtige dropout August Engelhardt tager sig ud, og så meget han afskyer sine bornerte, chauvinistiske, overvægtige, kødædende og sveddunstende landsmænd hjemme i Tyskland og på deres plantager i Ny Pommern, er han paradoksalt nok også en repræsentant for dette rige, og tilmed en repræsentant, der på uheldssvanger vis peger frem mod den mand, som nogle få år senere bliver Tysklands og verdens skæbne. Det begrundes på følgende vis af fortælleren i romanens begyndelse:

 

Nuvel, i denne tid falder denne krønike, og vil man fortælle den, så må man også have fremtiden for øje, for denne beretning udspiller sig helt ved begyndelsen af det tyvende århundrede, hvilket jo næsten frem til dets midte så ud, som om det ville blive tyskernes århundrede, det århundrede, hvor Tyskland ville indtage sin retmæssige æresplads for bordenden af verdensdirektionen, og set fra det kun få menneskeår gamle århundredes udkigspost så det virkelig også ud til at ville gå sådan. Således fortælles nu per stedfortræder om blot én tysker, en romantiker, der som så mange af denne art var en kunstner in spe, og skulle man nu en gang imellem få associationer til en senere tysk romantiker og vegetar, der måske hellere skulle være blevet ved sit staffeli, så er det absolut intenderet og på sindrig vis, undskyld, in nuce også kohærent. Blot er sidstnævnte i øjeblikket stadig en forskruet knægt med filipenser, der indkasserer utallige lussinger af sin far. Men bare vent: Han vokser, han vokser.

 

Nu kan man ganske vist spørge, hvor meget der så skal lægges i denne sælsomme jævnføring af romanens hovedperson og den »senere tyske romantiker og vegetar« ved navn Hitler, når vi som netop fastslået har at gøre med en fortæller, der til trods for sin olympisk alvidende habitus har vist sig at være gennemført upålidelig som formidler af realhistorien. Er det ikke bare endnu et af fortællerens ironiske påhit, ja, er det ikke at rette bager for smed at gøre en harmløs original som Engelhardt, der netop er flygtet fra dette »forgiftede, vulgære, grusomme, fornøjelsessyge, helt igennem fordærvede samfund« for at leve i harmoni med naturen og sine medmennesker, til stedfortræder for dette uhyre, alt imens den samfundsklasse, der også i romanen repræsenterer den chauvinistiske herrefolksmentalitet og varetager Tysklands mission i verden, går fri eller i hvert fald ikke lige så direkte forbindes med den senere historie?

Der er mindst tre gode grunde til, at man må svare benægtende på indvendinger som disse. For det første konvergerer paralleliseringen af Engelhardt og Hitler med en i historieforskningen udbredt og ukontroversiel tese om forbindelsen mellem dele af livsreformbevægelsen og nazismen, der rækker langt videre end Hitlers vegetarisme og hans kærlighed til menneskets bedste ven og andre firbenede væsener. Således har generationer af historikere detaljeret dokumenteret såvel biografiske som ideologiske og mentalitetshistoriske forbindelser mellem livsreformbevægelsen i bredeste forstand og nazismen. Dermed være naturligvis ikke sagt, at alle livsreformerte blev nazister, eller at nazismen i alle henseender står i gæld til århundredskiftets mangfoldige forsøg på at finde alternativer til den kapitalistiske verdensorden og dens usunde, fremmedgørende materialisme, som jo i lige så høj grad peger frem mod ungdomsoprøret og de nye sociale bevægelser omkring 1970. Men det bør omvendt ikke skygge for det, de har til fælles, og som i vid udstrækning lader sig genfinde i figuren August Engelhardt – fra hadet til den fordærvede civilisation til orienteringen mod før- eller ikkekapitalistiske produktionsformer, optagetheden af naturligheds-, sundheds- og renhedsidealer, dyrkelsen af en hedensk-kultisk forestillingsverden, tilsat en knivspids østerlandsk spiritualitet. Hvad Engelhardt deler med Hitler, er således ikke alene vegetarismen, men et konglomerat af flere forskellige ting, hvis praktiske udmøntning ganske vist tager sig vidt forskelligt ud, men som i begge tilfælde er drevet af utopien om et nyt menneske og indstiftelsen af et nyt fællesskab, baseret på naturens orden og en rigid efterlevelse af en i begge tilfælde bizar renhedskult. Når Kracht hen imod slutningen af romanen lader den på dette tidspunkt åbenlyst delirerende Engelhardt udvikle diktatoriske tendenser og skeje ud i antisemitisme, skal det derfor heller ikke nødvendigvis forstås som et symptom på hans fremadskridende nervesvækkelse – en sammenhæng, der da også eksplicit bestrides af fortælleren. Selv om den historiske Engelhardt så vidt vides hverken var eller blev antisemit, er der så at sige kontrafaktisk belæg for at hævde, at han meget vel kunne have været det eller kunne være blevet det.

Den anden gode grund til at tage fortællerens parallelisering af Hitler og Engelhardt for pålydende skal ikke findes i teksteksterne forhold, men i den særstatus, som Endlösung og holocaust tildeles i romanen. Så uforpligtende og pietetsløs Imperium er i sin intertekstuelle leg med citater, stil- og genrekonventioner, ophører ironien nemlig brat, når talen falder på dette mørkeste kapitel i menneskehedens nyere historie, eller som det næsten programmatisk hedder et sted: »Man kunne måske have betragtet det som et komedieagtigt indslag, hvis det ikke var blevet efterfulgt af ufattelig grusomhed: knogler, ekskrementer, røg.« Med Auschwitz spøger selv Kracht ikke, og åbenbart er det ham så magtpåliggende at gøre denne grænse tydelig for læseren, at han til sidst i romanen simpelthen tager ordet fra den alvidende fortæller, for hvem netop intet er helligt, og for en kort bemærkning forvandler romanen til autofiktion. Det sker midt i fortællerens hurtige overflyvning af Første Verdenskrigs slagmarker, der er holdt i den vanlige ironiske kaminpassiarstil, og virker så overrumplende på læseren, at det næsten bør citeres i sin helhed:

 

Først løber altså studenten Gavrilo Princip, efter hastigt at have slugt en skinkemad i Moritz Schillers café, ud på gaden i denne lille, fredlige by på Balkan og skyder på klods hold, stadig med resterne af sandwich i munden, stadig med brødkrummer siddende i de sparsomme moustachedun, den forhadte despot og hans hustru Sophie ned med den blanke revolver. Så tager den ene ting mildt sagt den anden. Flammehavet, der efterfølger mordet, raser med universel nådesløshed over Europa; vakkelvorne flyvemaskiner svirrer som guldsmede af papir hen over Flanderns skyttegrave; den, der er soldat og ejer en gasmaske, sætter den med dirrende hænder skyndsomt for ansigtet, så snart råbet Klorgas! lyder; en af de mange millioner splinter fra granaterne, der glødende eksploderer ved Vestfronten, borer sig som en hvid orm ind i læggen på den unge korporal fra den 6. kongelige bayerske reserve-division, blot et par tommer længere oppe, i retning af hovedpulsåren, og det var vel ikke kommet så vidt, at mine bedsteforældre blot nogle få årtier senere i Moorweideparken i Hamburg fortsætter med hastige skridt, som om de overhovedet ikke har set, hvordan mænd, kvinder og børn belæsset med kufferter sættes på tog på Dammtorbanegården og fragtes østpå, ud til imperiets periferi, som var de allerede nu skygger, allerede nu askerøg.

 

Endelig synes paralleliseringen af Engelhardt og Hitler at korrespondere med den stadige reference til Thomas Manns essay Bruder Hitler (1939), der fungerer som hypotekst for romanen. Som allerede titlen antyder, er der tale om Manns dristige forsøg på at se ud over hadet og forstå Hitlers person ved at identificere de træk, han genkender hos sig selv, hvilket selvsagt ikke på nogen måde er det samme som at undskylde eller forsvare hverken ham eller hans politik. Hitler har i Manns øjne noget af den kunstner i sig, han selv engang var eller mente at være. Han er den mislykkede kunstner, der hele tiden må bevise sit eget værd, fanatikeren, der forener mindreværdskomplekser og selvforagt med storhedsvanvid, måske endda et geni, der overskrider alle grænser for at nå sit mål. Sidst, men ikke mindst peger Mann på affiniteten mellem kunst og primitivisme eller barbari, som korrektiv og modvægt til en gold intellektualisme, der altid vil stå i et vist modsætningsforhold til den frimodighed og handlekraft, som er en nødvendig forudsætning for at kunne skabe kunst. Alt dette genkender Mann som disposition eller potentialitet hos sig selv, og det er bestemt ikke tilfældigt, at samme træk indgår i romanens beskrivelse af Engelhardt. Heller ikke her kan Kracht dog dy sig for at tilføje et lille kontrafaktisk raffinement, der består i at lade Engelhardt foregribe den historiske avantgarde og i et visionært øjeblik overveje, om hele hans ophold på Kabakon »eventuelt også kunne betragtes som kunstværk […], at han muligvis selv var sit eget kunstneriske artefakt, og at de malerier og skulpturer, man udstillede på museer […] måske udgik fra et fuldkommen forældet kunstbegreb, ja, at kløften mellem kunst og liv blev ophævet alene ved hans eksistens.« For et øjeblik fremstår det ækvatoriale bosættelsesselskab med andre ord som Gesamtkunstwerk eller happening, en proto-avantgardistisk overskridelse af demarkationslinjen mellem kunst og liv!

Alt i alt tyder meget altså på, at man på den ene side gør klogt i at tage fortællerens parallelisering af Engelhardt og Hitler alvorligt, men at der på den anden side ikke synes at være noget belæg for Diez’ læsning – i det mindste er det ikke her, beviset for Krachts eller rettere hans fortællers påståede racisme, demokratifjendskab og legitimering af totalitarisme skal findes. Den egentlige provokation ligger snarere i den lethed, hvormed disse alvorlige ting behandles – og så måske i den sympati eller i hvert fald overbærenhed, der utvivlsomt kendetegner fortællerens syn på sin hovedperson, og som i en vis forstand kan siges at smitte af på hans civilisationskritik. Det intrikate spørgsmål er så, hvordan denne kritik forholder sig til det politiske, og om den kan siges at have en forbindelse til vor egen tid. Jeg vil forsøge at nærme mig et svar på dette ved at kaste et blik på en del af den litterære tradition, Kracht skriver sig ind i med Imperium. Vi begynder endnu en gang med livsreformbevægelsen, om end denne gang set gennem kunstens prisme.

II
Den tyske livsreformbevægelse er som antydet et broget fænomen, der dækker over et virvar af enkeltsager, ideer og ideologier, politiske og religiøse trossandheder, men som bindes sammen af nogle grundforestillinger – holisme, antikapitalisme, naturlighed, økospiritualitet m.m. – og en særlig subkulturel organisationsform, der fandt udtryk i mindre gruppe-, kollektiv- eller kommunedannelser, organiseret omkring en karismatisk lederskikkelse. I det konservative, autoritære tyske kejserrige måtte sådanne eksperimenter uundgåeligt vække opsigt og skabe forargelse, og det var bestemt også hensigten. De livsreformerte så sig selv som en avantgarde, der stak en kæp i hjulet på det borgerlige samfunds materialistiske, kortsigtede, sundheds- og naturskadelige levevis og demonstrerede alternative måder at leve på hinsides den korrumperede civilisation. Fra slutningen af 1880’erne til op i mellemkrigstiden spirede i hundredvis af landkommuner og produktionskollektiver frem over det meste af landet, og også på bybilledet satte de livsreformerte deres præg med deres karakteristiske løstsiddende unisexkjortler, lædersandaler, langt udslået hår og pandebånd til både mænd og kvinder. Vidste man ikke bedre, ville man let kunne tro, at de mange overleverede fotos af livsreformbevægelsens mænd og kvinder fremstillede scener fra tiden omkring 1968. Århundredskiftets livsreform var »peace, love and understanding« avant la lettre, og datidens hippier var ligesom deres efterfølgere stærkt optaget af økologi, biodynamisk landbrug, vegetarisme, nudisme, meditation, selvudvikling og fri sex – ja, faktisk var det dem, der opfandt eller genopfandt det.

Ikke overraskende udøvede disse livsstilseksperimenter stor tiltrækning på samtidens kunstnere og intellektuelle, og mange deltog selv i dem i kortere eller længere perioder – Rilke boede eksempelvis i en periode i kunstnerkolonien Worpswede nordøst for Bremen, hvor han også mødte sin senere hustru, maleren Clara Westhoff, og Monte Verità (»Sandhedsbjerget«) ved Ascona i Schweiz, grundlagt af overguruen Gustav (Gusto) Gräser, en af livsreformbevægelsens få virkelige stjerner, fungerede i årene op til og under verdenskrigen som refugium for kunstnere, intellektuelle og anarkister som Hugo Ball, Ernst Bloch, Ernst Toller og Erich Mühsam. Frem for alt udgjorde livsreformbevægelsen og dens farvestrålende persongalleri dog et enestående stof for samtidens kunst og litteratur, som i årene omkring 1900 vrimlede med selvudnævnte guruer, profeter og frelserskikkelser, alle mere eller mindre direkte taget ud af virkelighedens verden. Blandt de prominente forfattere, der gjorde brug af dette stof, kan nævnes Gerhardt Hauptmann (Der Apostel, 1890), Thomas Mann (Beim Propheten, 1904) og Hermann Hesse (Der Weltverbesserer, 1906), men eksemplerne er legio og begrænser sig i øvrigt heller ikke hos de omtalte forfattere til disse tre fortællinger. Fælles for disse og andre tekster med en livsreformator eller »verdensforbedrer« som hovedperson er deres åbenlyst satiriske ærinde. I betragtning af stoffets karakter forekommer det måske ikke så overraskende endda, men det peger ikke desto mindre på et interessant forhold: At også forfattere med aktier i livsreformbevægelsen havde et klart blik for det komiske i den selvhøjtidelighed, der kendetegner de selvbestaltede profeter og deres projekter. Et godt eksempel på det er Hermann Hesse, som ikke bare stod livsreformbevægelsen nær, men af eftertiden også er blevet betragtet som bindeleddet mellem 68’erne og deres forgængere og har leveret flere af hippiebevægelsens hellige skrifter. I årene 1906-7, længe inden der var tænkt på Siddharta (1922), Der Steppenwolf (1927), og hvad disse berømte dannelses- og selvudviklingsromaner nu ellers hedder, opholdt Hesse sig på Monte Verità, hvor han bl.a. gennemgik en kur mod alkoholisme og mediterede med Gusto Gräser i dennes klippehule ved Arcegno – en oplevelse, der danner baggrund for fortællingen In den Felsen (1907). Mere interessant i vores sammenhæng er dog en anden fortælling, Doktor Knölges Ende, der formentlig er skrevet i 1910 og også er inspireret af opholdet på Monte Verità.

Doktor Knölges Ende er historien om den pensionerede gymnasielærer Knölge, der grundet en kronisk lidelse lægger sit liv om og bliver vegetar. Den egentlige hovedperson er dog mindre dannelsesborgeren Knölge end det subkulturelle miljø, han mere eller mindre frivilligt bliver en del af, og som hurtigt viser sig at bestå af en hel underskov af sekteriske fraktioner, der omfatter »vegetarer, vegetarianere, vegetabilister, råkostdiætisterne, frugivorerne og blandet-kost-spiserne«. Knölge, der tilhører den sidste gruppe, forstår snart, at de »sande vegetarer«, herunder især »de rene råkostdiætister af streng observans«, nærer en dyb foragt for ham og hans ligesindede, der ikke alene kan finde på at koge grøntsagerne, men også spiser både æg og mælkeprodukter. Men det vænner han sig til, og i betragtning af, hvor lidt den firskårne mand med det rødmossede ansigt ligner sine »magre, asketisk udseende, ofte fanatisk klædte brødre«, trives han forbløffende godt i disse nye omgivelser – og forbliver i øvrigt sine gamle overbevisninger tro: »Knölge var filolog og patriot, han delte hverken sine vegetarbrødres menneskehedstanker og sociale reformidéer eller deres besynderlige måde at leve på.«

De små forskelles narcissisme, som Freud har kaldt det, får imidlertid katastrofale følger for den pensionerede gymnasielærer. Da Knölge erfarer om grundlæggelsen af et internationalt vegetarsamfund, som har købt et landområde i Lilleasien og nu opfordrer alle »venner af den vegetariske og vegetabilske levemåde, af nøgenkultur og livsreform« til at slutte sig til kolonien, bestemmer han sig for at tilbringe efteråret i dette formodede paradis. Ankommet til kolonien viser det sig dog hurtigt, at den indbyrdes tolerance sekterne imellem kan ligge på et meget lille sted, og i særdeleshed »de rene frugivorer« er opfyldt af et brændende had til alle andre vegetarer. Mødet med denne sekt og især deres guru – den højtærede broder Jonas, der har bragt det så vidt i sin stræben efter at blive ét med naturen, at han ikke bare ser ud som en gorilla, men også lever som en sådan, klatrer nøgen rundt i træerne og har givet afkald på enhver form for menneskelig tale – får Knölge til at beslutte sig for at forlade kolonien igen. Men inden han når at gøre alvor af planen, passes han op af broder Jonas, der i raseri over Knölges civiliserede væsen kvæler ham.

Om Kracht kender Hesses fortælling, kan vi naturligvis ikke vide, men det er under alle omstændigheder denne tradition, han skriver sig ind i med Imperium, historien om en anden verdensforbedrer, livsreformator og frugivor, der drager ud for at realisere utopien om et nyt og bedre samfund, i pagt med naturen og så fjernt fra den europæiske civilisations elendigheder som muligt, og ligesom forgængerne fortalt med en troldsplint i øjet. Vender vi os nu til sidst mod det politiske, står det ydermere klart, at livsreformbevægelsen, som den fremstilles hos Kracht og hans ovenfor nævnte forgængere, kun vanskeligt lader sig forene med moderne politiske dyder som demokrati, værdipluralisme og individets ukrænkelighed. Alle disse selvbestaltede profeter og deres tilhængere er drevet af en fuldkommenhedslængsel så stor, at de ikke skyr noget middel, når blot det tjener sagen – som de »rene frugivorer« hos Hesse eller profeten Daniel i Manns Beim Propheten, denne »Christus imperator maximus«, som fortælleren kalder ham, der per stedfortræder »hvervede dødsberedte tropper, der skulle underlægge sig Jordkloden, udstedte befalinger, stillede ubønhørlige betingelser, forlangte afsavn og kyskhed og hele tiden i grænseløs ophidselse og med en art naturstridig vellyst gentog sit krav om betingelsesløs lydighed.«

Hvad vi præsenteres for her, er den pureste fanatisme, og man skal som bekendt ikke at lede længe for at finde aktuelle eksempler på en tilsvarende længsel efter renhed og underkastelse. Men hvor vi alle hurtigt kan blive enige om at fordømme Islamisk Stats »dødsberedte tropper«, der med »betingelsesløs lydighed« udfører terroranslag i hjertet af Europa, kan det formentlig være vanskeligere at acceptere forbindelsen mellem politisk fanatisme og et så tilsyneladende uskyldigt fænomen som »frugivorisme«. Spørgsmålet er dog, om det alene skyldes de betydelige forskelle, der er mellem de to fænomener, eller om det ikke også kunne have at gøre med, at vi her nærmer os et område, som store dele af den europæiske middelklasse har et ømfindtligt forhold til? For så langt der end er mellem IS-krigernes ydrestyrede underkastelse under en absolut guddom og den postreligiøse middelklasseeuropæers internaliserede sundhedskult, synes de begge at være styret af en tilsyneladende ubændig trang til at underkaste sig et stærkt forpligtende og handlingsregulerende værdisæt, og på det punkt har vores højtudviklede civilisation ikke været til meget hjælp. Den har givet os velstand og frihed til at indrette os, som vi vil, men den har ikke kunnet udfylde det værdimæssige tomrum, som religion og andre trossandheder har efterladt.

Det er, hvad Christian Kracht viser os i skikkelse af den på én gang lattervækkende og uhyggelige August Engelhardt, der måske også virker så frastødende på os, fordi vi uden at ville være ved det genkender os selv i ham, som et vrængbillede af det sundhedsregime, store dele af den vesteuropæiske og amerikanske middelklasse i dag frivilligt har underkastet sig – med alt, hvad det indebærer af rigide spisemønstre, semireligiøse renhedsforestillinger og andre former for selvtugt, som oftest forbundet med en massiv intolerance over for anderledestænkende.

Litteratur:

Georg Diez, »Die Methode Kracht«, i: Der Spiegel 13/2 2012. Teksten er genoptrykt i H. Winkelts (red.), Christian Kracht trifft Wilhelm Raabe, Berlin 2013.
Christian Kracht, Imperium, Frankfurt/M 2013
Herman Hesse, Die schönsten Erzählungen, Frankfurt/M 2004
Thomas Mann, Die Erzählungen, Frankfurt/M 2005
 
Ovenstående er en stærkt revideret og forkortet version af en artikel til en antologi om den europæiske roman omkring årtusindskiftet, som er redigeret af Benjamin Boysen, Moritz Schramm og Peter Simonsen og udkommer på Syddansk Universitetsforlag i løbet af 2016.




Relaterede
Essay

Den sidste tysker

Vi frarøves suveræniteten til at være imod. En kommentar af Botho Strauß.
Essay

Føj, hvor jeg elsker dig!

Islandske Eiríkur Örn Norðdahl inviterer til hæmningsløs litterær temafest om nazismens tiltrækkende og frastødende væsen.